Lad os bygge smukt igen

Københavns Kommune er nomineret

Københavns Kommune er nomineret til afstemningen om den myndighed, der har skadet bybevaringen mest i 2023.

Begrundelsen er, at kommunen ikke har levet op til sit ansvar for at forvalte vores vigtigste kulturarv: de enestående bymiljøer. Ingen dansk kommune har en større arv at forvalte. Derfor har kommunen også et særligt ansvar. Udviklingen har vist, at den ikke magter sin opgave.

Kommuneplan 2019 bestemte, at der skulle udarbejdes lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Men intet er sket. Forvaltningen er været helt uinteresseret i konstruktive forslag fra Indre By Lokaludvalg, hvorefter bymiljøerne kunne beskyttes uden væsentlig arbejdsindsats.  Teknik- og Miljøforvaltningen har 2.500 medarbejdere og et budget på 2,6 mia. kr. Men den har ikke kunnet finde ressourcer til at udarbejde lokalplaner, som mange små kommuner for længst har gjort.

Så længe der ikke er lokalplaner, vil developpere og bygherrer komme med nye idéer til nedrivninger. Forvaltningen skal så i stedet bruge sine ressourcer på en strøm af nedrivningssager for bevaringsværdige bygninger:

   Jagtvej 171 er nedrevet. ATP er bygherre. Så meget for deres grønne bæredygtighedsprofil.

 

    Esplanaden 30 er nedrevet. Hotel Guldsmeden skulle bruge pladsen.

 

    Bredgade 74 A nedrives p.g.a. fejl i forvaltningens sagsbehandling. Dansk Design Muesum står for nedrivningen.

Forvaltningen anbefalede nedrivning af frygt for, at Kommunen ellers kunne blive tvunget til at købe huset. Havde man gjort sig den ulejlighed at spørge ejerne, ville man have fået det svar, at de aldrig ville sælge. Sagen  viste, at hverken forvaltning eller politikere  har forstået systemet med fredede og bevaringsværdige bygninger. Se nærmere her:

Arkitekturoprøret kæmpede forgæves imod nedrivning af hus fra 1777. Politiken Byrummonitor d. 4/5 – 2023. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)

 

    Kulbanevej 32 nedrives.

 

         

Paladsteatret skal nedrives.

Den seneste nedrivningssag er Paladsteatret, som skal erstattes af et meget stort kontorhus. Egmont og Nordisk Film fortsætter med at vandalisere København, som om de ikke allerede har gjort skade nok i Pilestræde, Landemærket og Møntergade. Da kommunen iværksatte en afstemning om “Byens Sjæl”, vandt Palads stort. Man omdefinerede så kriterierne til, at bevaringsværdige huse ikke måtte deltage. Logikken er svær at få øje på. Planen om at bevare byens sjæl er nu faldet til jorden.

Forvaltningen er desuden kommet med skiftende og uholdbare begrundelser for at afvise forslag til bybevaring fra Indre By Lokaludvalg. Bl.a har det vist sig, at den ikke selv forstod retsvirkningerne af kommuneplanen i forhold til lokalplaner. I mere end et halvt år har lokaludvalget bedt om er møde med en af de tre direktører i Teknik- og Miljøforvaltningen. Men ingen har ikke kunnet afse tid.

Al snak om bæredygtighed i kommunen klinger hult, for nedrivning er et enormt ressourcespild. Borgmesteren synes at være ude af trit med sin forvaltning: Københavnerborgmester vil forbyde nedrivning: Bevaring bør altid være udgangspunktet (msn.com)

 

    Det nye Sølund. Bygherre er KAB.

Den fine husrække langs Sortedamssøen (med bl.a. “Irmahønen”)  skal nu ødelægges af trivielt kassebyggeri i form af Det nye Sølund. På intet tidspunkt faldt det kommunen ind at lave en lokalplan, der krævede hensyntagen til det eksisterende bymiljø.

 

    “Perlerækken” i Jernbanebyen.

Hvis kommunens lokalplan for Jernbanebyen baseres på det foreliggende vinderprojekt, skabes et nyt trivielt forstadskvarter, hvor et enestående bymiljø kunne været opstået.

 

13 Kommentarer

  1. ulla strømberg

    Det er uhyggeligt, hvad Københavns kommune foretager sig. Kunne komme med mange eksempler, men værst er debatten om Palads, hvor både embedsværk og politikere ikke har forstået værdien af kulturarv.

  2. Gert Grann Jacobsen

    Dårlig forvaltning af at skabe sammenhængende, menneskevenlige byrum. Investorerne har alt for meget frirum til at skabe tarvelige og billige løsninger

  3. Jens Ole Frandsen

    Bygningsbevaringsmæssigt har Københavns kommune altid været en skandale. Enorme værdier er blevet ødelagt af totalt fantasiforladte politikere på Rådhuset. Først når København ligner New York er politikerne tilfredse.

  4. Henrik Rysser

    Det er utroligt og uhyggeligt hvor mange fantastiske gamle huse og ejendomme der forsvinder….. har set det så mange gange, men det er åbenbart meget svært at lære, at det er Danmarks historie man fjerner når man river et hus.

  5. Jørgen Folkmann

    Uhyggeligt som nedrivning, nybyggeri og dårlig renovering ofte er meget ødelæggende.

  6. Jack Hansen

    Skandaløst så ligegade Københavns politikere er med at forvalte det ansvar, der er givet til dem, på vores alle sammen vegne.

    Hele ydre Vesterbro er allerede ødelagt..Det gamle Scala, den smukke Wivex bygning, der passede perfekt til Tivolis hovedindgang….se det glasmonster der er nu. Saga, Saltlageret, Absalonhuset, med navn efter Københavns grundlægger. Listen er endeløs. Wonderful Copenhagen er væk.
    Nu vil de sørme fortsætte, for 1 (eet) monopol foretagendes skyld, fordi de vil have mere profit. Lige meget hvad en million københavnere så synes.

    I stedet fyldes byen op med ligegyldigt forstadsbyggeri, blottet for storbystemning, med en Netto i stueetagen som kvarteret samlingspunkt – hvis bølgerne går højt.

  7. Barbara Kaad Ostenfeld

    Jeg forstår slet ikke hvordan Københavns Kommune kan få sig selv til at nedrive Palads. For mig er det en farvestrålende perle midt i den grå storby. Læg dertil dens arkitektur (ude og inde) samt den historiske værdi. Palads er ikonisk og fotograferet af MANGE – ikke mindst af turister. For den ér noget særligt!

  8. Michael Højgård Jensen

    At Palads ikke bliver bevaret er uforståelig.
    En institution indenfor arkitektur skal man gøre alt for at bevare.
    Alt det nybyggeri i kbh der udføres hvorved sjælen i kbh ødelægges ved at rive de smukke gamle bygninger ned, er en forkert vej at gå.
    Kolde og grimme klodser erstatter vores uvurderlige gamle perler af byggerier.

  9. Astrid Renslev

    Er enig i, at København er blevet væsentligt forgrimmet og planen om at nedrive Palads er frygtelig.

  10. Maj-Britt

    Skandaløst, tankeløst, ansvarsfralæggelse – gad vide om lokalpolitikere og embedsværk regner med belønning, for fjernelse af flest mulige kulturarvs-bygninger.
    Tror måske nok de skal regne med, at limen på taburetterne er gået i opløsning.

  11. Tina Magling

    Glas og beton er hverken hyggeligt eller innovativt. At Københavns Kommune ikke tør bevare Palads Bygningen er så ubegribeligt – et sted med kulturelt og arkitektonisk historie … et sted, der viser fordums byggeteknisk stil. Københavns kommune burde skamme sig.

  12. Tina Sichlau

    At bevare hovedstaden for eftertiden og for turisterne, der netop kommer pga. af de historiske bygninger, ikke et nyt New York skyline. Gorrissen Federspiel bygningen på Axeltorv burde være en tung lektie lært. Aldrig har en bygning ødelagt mere og skabt mere debat, om netop bevaring.

  13. Alm Janne

    Tillader voldsomt høje og voldsomme byggerier overalt uden hensyntagen til områdets eksisterende bebyggelser. River gerne smukke eksisterende bygninger ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑