Lad os bygge smukt igen

Tag: bevarende lokalplan

Brev til stadsarkitekten i Aarhus. Aarhus Stiftstidende d. 30/11-2020.

Link til artiklen.

 

DEBAT

Åbent brev til ny stadsarkitekt: Der er brug for en stadsmiljø-vogter

“Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri”, skriver Jep Loft. ‘

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

30 nov. 2020 kl. 08:16

Jep Loft, Gentofte, formand for Arkitekturoprøret

DEBAT: Kære Anne Mette Boye, tillykke med jobbet som stadsarkitekt i Aarhus. Der er brug for en stærk stadsarkitekt. Eller snarere en stadsmiljø-vogter.

Arkitektur kan man diskutere til dommedag. Man bliver nok aldrig enig, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er et hyggeligt, menneskevenligt, atmosfærefyldt og livligt bymiljø, og det er noget andet end arkitektur (Nationalbanken i København anses for stor arkitektur, men den har ødelagt et helt bykvarter, som nu er mennesketomt).

Bymiljøet har det skidt i Aarhus. Generelt er vi i Arkitekturoprøret af den opfattelse, at kommunerne har svært ved at magte opgaven som den myndighed, der skal beskytte vores bymiljøer og derved varetage vores vigtigste kulturarv.

Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri.

Og Aarhus er nok lige for tiden den værste by i Danmark, hvad nedrivninger angår. Sagen om ejendommen Jomsborg er bare den seneste af en længere række. For få uger siden var det en husrække i Nørre Allé, der forsvandt.

I Arkitekturoprørets facebookgruppe var der i oktober et indlæg om developeres (byudviklere, red.) virke i Aarhus. Der stod: “Developeren møder selv op og får en rolig snak med forvaltningen. Han vil næsten altid gå derfra med en god fornemmelse af mulighederne og om der forhold, der skal tages hensyn til. Om stemningen på rådhuset og på det politiske niveau. Hvis projektet er lovende, kan han gå videre med at finde aktørerne til projektet. Det gælder bygherrer, arkitekt- og byggefirma. Andre aktører følger med som eksisterende samarbejdspartnere til de nævnte. (…) Forretning og en umættelig sult efter nye aktiviteter lokalt har forrang. Hensyn til byrum, arkitektur og lokalområdets interesser kommer i betragtning, så længe det ikke truer tilgangen af nye byggeprojekter. (…) En arkitekt eller arkitektfirma, der ikke accepterer spillet, bliver slet ikke inviteret med. Det kvalificerede modspil til økonomitænkning kan nærmest kun komme et sted fra – fra politikerne. I sjældne tilfælde offentligheden. Problemet er, at politikerne først kommer med for sent til at gøre noget ved det. Offentligheden er endnu dårligere stillet og er helt afhængig af en kritisk lokalpresse. Typisk optræder developeren ikke så ofte i pressen som ansvarlig”.

Det kan jo forklare de triste kendsgerninger. Projekter for projekternes skyld – ikke, fordi de er nødvendige.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

Der mangler bevarende lokalplaner, som kan bremse developerne. Her kan du gøre noget.

I Arkitekturoprøret har vi længe været overbeviste om, at vores holdninger har gehør i den brede befolkning. Debatten har vist, at der også i byggebranchen (og endda blandt arkitekter) er sket en holdningsændring.

Din forgænger som stadsarkitekt, Stephen Willacy, var vel nok også enig med os i meget, men han har desværre skrevet: “Arkitekturen skal også kunne indgå et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod”.

Vi synes, at resultaterne af denne holdning har været så dårlige, at der bør tænkes på en ny og mere hensynsfuld måde. Vi kan ikke se, hvorfor man skal blive ved at gå imod den brede befolknings ønsker – de fleste kommuner ønsker jo mere borgerinddragelse. Og vi finder det ikke specielt modigt; der er det, som alle i branchen har gjort i snart 100 år – med store ødelæggelser til følge.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

 

Lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Berlingske d 11/3-2020.

Læs artiklen her.

Måske er dette begyndelsen til noget stort«

Onsdag d. 11. marts 2020, kl. 21.30

Københavns Borgerrepræsentation har – med forsinkelse – vedtaget Kommuneplan 2019, som fastlægger rammerne for byens udvikling i de kommende fire år. Et alternativt flertal uden om Socialdemokratiet stemte for et ændringsforslag med følgende ordlyd: »Der sættes gang i arbejdet med at byen bliver dækket med lokalplaner, startende med middelalderbyen og Christianshavn«. Initiativtager til forslaget var Enhedslisten, og de fik støtte af Alternativet, SF, de Konservative og Dansk Folkeparti. Meningen er – så vidt vi har forstået – at lokalplanerne skal have en bevarende karakter således, at der ikke længere kan opføres utilpasset nybyggeri i de gamle bydele. Forslaget imødekommer et enstemmigt ønske fra Indre By Lokaludvalg, som under høringen til kommuneplanstrategi havde stillet et lignende forslag.

Måske er dette begyndelsen til noget stort. Vores bymiljøer er vores vigtigste kulturarv, men i modsætning til naturmiljøerne er de ikke beskyttet mod ødelæggelser. Hver måned hører vi om nedrivninger i bykernerne rundt omkring i landet. Men al erfaring viser, at det, der skulle føre til udvikling og fremskridt, har forarmet og forringet bymiljøerne. Kommunerne har uindskrænket magt. Der er ingen klageinstanser. Hvis København lykkes med at beskytte sine fine bymiljøer, vil andre kommuner forhåbentlig følge efter.

Fredningsloven er utilstrækkelig. Den kan ikke det, den burde kunne, nemlig at frede hele områder og at frede facader alene. Til gengæld kan den det, den ikke burde kunne, nemlig at ophæve fredninger, og det er den blevet brugt flittigt til. Bevarende lokalplaner kan være vejen frem. De burde være påbudt ved lov for alle middelalderbykernerne. Tak til Københavns Borgerrepræsentation for at vise vejen. Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.

Brev til miljøministeren om bevarende lokalplaner fra 2008.

 Æstetisk Raad

 www.min-by.dk

 raad@min-by.dk

Miljøminister Troels Lund Poulsen                                  København d. 27/2-2008.

Miljøministeriet

Højbro Plads 4

1200 København K.

Vedr. bevarende lokalplaner for middelalderkøbstædernes bykerner.

Kære Troels Lund Poulsen

Vi henvender os til Dem med det formål at få ændret Planloven, således at det pålægges alle kommuner med middelalderkøbstæder at udarbejde bevarende lokalplaner for de gamle bykerner i deres helhed. Det drejer sig om ca. 75 gamle købstæder. Det er vores sikre overbevisning, at der i den brede befolkning – ganske som der er et ønske om at bevare naturmiljøerne – også er et ønske om at bevare vore bymiljøer.

Som lovgivningen er nu, er bymiljøerne ikke beskyttede i nær samme grad, som vort naturmiljø er. Der er mindst ni grunde til at forbedre lovgivningen for beskyttelse af bymiljøet:

  1. Fredninger kan ikke sikre bymiljøet.

Fredningsinstrumentet er utilstrækkeligt. Det gælder om at bevare sammenhængende bymiljøer, og derfor bør mange anonyme huse, der ikke lever op til fredningskravene, også beskyttes mod nedrivning. Konsekvenserne af en lokalplan behøver på den anden side ikke at være så strenge som dem, der følger af fredninger. Det drejer sig primært om at bevare eller genoprette bygningernes ydre (navnlig facaderne til gadesiden), ikke nødvendigvis deres indre. Gaden skal beskyttes som miljø, som rum. Bebyggelsesmønster, gadeforløb, gadens bredde, grundstørrelserne, husenes højder og rytmen i facaderne skal beskyttes.

  • Risiko ved skiftende bystyre.

Sandsynligheden for, at miljøet i vore gamle bykerner kan bevares for mange kommende generationer, er lille med de nugældende regler, hvor bymiljøets bevarelse udelukkende er afhængig af det til enhver tid siddende bystyre. Bystyret skifter jo med mellemrum, og hvis blot der i én valgperiode er et flertal, der ikke bekymrer sig så meget om kulturarven, kan det gå galt. Beviser for den nuværende lovgivnings utilstrækkelighed leveres af den måde, hvorpå byer som Odense, Roskilde, Næstved og Slagelse har forvaltet (og formøblet) deres store, kulturelle arv. København har i mange år værnet om sine byggelinier, men nye borgmestre har nu udtalt, at intet er helligt. Det har sandsynligheden imod sig, at vi på lang sigt kan bevare andet end udvalgte (spredtliggende), fredede bygninger, hvis vi ikke får en lovændring. På hjemmesiden www.min-by.dk findes en registrant over bymiljøernes helbredstilstand; 40% af de gamle købstæder har lidt betydelig overlast. I modsætning til Skov- og Naturstyrelsens fortrinlige kommuneatlas er vægten her lagt på at registrere indgreb i bymiljøerne.

  • Stor Arkitektur medfører ikke nødvendigvis et godt bymiljø.

I forbindelse med nybyggeri i de gamle bykerner argumenteres der ofte ud fra en arkitektonisk synsvinkel. Denne sag drejer det sig imidlertid ikke om arkitektur, men om bymiljø, og disse to begreber følges ikke nødvendigvis ad. Arkitektonisk ubetydelige huse kan have stor værdi for bymiljøet, og omvendt er stor arkitektur er ikke nogen garant for et godt miljø. Lokalplanerne skal imidlertid ikke udelukke, at der kan indtænkes arkitektur af vor egen tid.

  • Byråd bør sikres mod lokal pression.

Mange borgmestre og byrådsmedlemmer har sikkert i tidens løb været genstand for et pres fra kapitalstærke (lokale) bygherrer, som under henvisning til hensynet til fremskridtet har ønsket at nedrive gamle huse og dermed ødelægge fine bymiljøer. En lov, der påbyder bevarende lokalplaner, kan fritage politikerne fra dette pres og sikre, at det ikke blot bliver de stærke kræfter, der vinder. Tværtimod kan lokalplanerne sikre,  at offentligheden får en chance for at ytre sig. Dette savnede man i den nylige sag om byggeri ved Holmens Kirke.

  • Danske bymiljøer bør beskyttes som det sker i andre europæiske lande.

Danmark er bagefter udviklingen i andre europæiske lande. Italien, Frankrig, Grækenland og Tyskland har for længst indset, at der skal passes på de gamle bykerner i deres helhed. Selv i de mindste bjerglandsbyer er der strenge regler for om- og nybyggeri. I Danmark har vi ikke en (by-) kulturarv, der mængdemæssigt blot tilnærmelsesvis kommer på niveau med den central- og sydeuropæiske. Så meget desto mere må vi passe på det lidt, vi endnu har. Vore gamle byer har en egenart, som de nye bykvarterer ikke har. (Disse kan så have andre kvaliteter). Takket være vor tradition for at bygge i sten har vi bevaret de oprindelige gadenet i langt højere grad, end man har i Norge og Sverige, hvor træ var mere udbredt som byggemateriale, og bybrande derfor hyppigere forekommende. Disse vore nabolande har da også færre interessante bymiljøer, end vi har. Flere danske kommuner har imidlertid lavet bevarende lokalplaner. Ribe vedtog så tidligt som i 1963 en bevaringsdeklaration for hele bykernen.

  • Det er ikke for sent at redde de danske bymiljøer.

Selv om der siden 1960 er sket voldsom skade på de danske bymiljøer, er det ikke for sent at tage kampen op. Mange huse er forsvundet og hensynløst byggeri er skudt op; men netop fordi gadenettet de fleste steder er bevaret, vil der kunne genskabes bymiljøer, hvis man fremover begynder at bygge eller ombygge mere hensynsfuldt og lade hensynet til stedets ånd gå forud for hensynet til den mere eller mindre tilfældige tidsånd.  Vi siger ikke, at det tidligere nedrevne skal genopbygges, blot at nybyggeri bør tilpasses stedet.

  • Ødelagte bymiljøer regenerer ikke af sig selv.

Naturmiljøer har lykkeligvis en iboende evne til at regenerere sig selv; en drænet eng og et udrettet vandløb vil ofte kunne genfinde den oprindelige form, hvis man fjerner de overgreb, de har været udsat for, og flora og fauna vil genindtage det tabte terræn. Bymiljøerne kommer desværre ikke tilbage af sig selv. Er de først ødelagt, er det dyrt og måske umuligt at genskabe dem.

  • Et godt bymiljø giver trivsel og tryghed.

Ligesom der er en sammenhæng mellem naturmiljø og klima, er der en sammenhæng mellem bymiljø og det ’byklima’, som borgerne lever i. Der er en sammenhæng mellem bymiljøet på den ene side og beboernes sociale og helbredsmæssige problemer og risikoen for at blive udsat for kriminalitet på den anden. De gamle byer har hyggelige torve, som fungerer som samlingspunkter, der påvirker beboernes sociale adfærd i positiv retning, mens boligblokke ofte har et rodløst præg. Et godt bymiljø giver raske og glade borgere, der trives og er trygge.

Enkeltstående højhuse i forbindelse med en homogen lav bebyggelse skygger for solen og giver turbulent vind i gadeniveau og dermed et udendørsmiljø, som kompromitterer muligheden for et aktivt liv i rummet mellem husene.

  • De bevarende Lokalplaner skal kun omfatte et lille areal.

Der er tale om et meget lille areal, der skal beskyttes, langt mindre end de fredede naturarealer. Vi har registreret 74 bymiljøer i Jylland og på øerne, hvortil kommer København med 13 bykvarterer; i gennemsnit er de på ca en kvart kvadratkilometer hver, dvs det samlede areal er på ca 20 kvadratkilometer eller under en halv promille af landets areal. Bevarende lokalplaner vil således ikke stå i vejen for byernes udvikling – snarere tværtimod. De gamle bykerner er et værdifuldt supplement til nye bykvarterer.

Vi håber, at De vil overveje vort forslag, og vi ville være meget taknemmelige, hvis vi på Deres næste modtagelse den 29.2 kl 16.30 kan få lejlighed til at redegøre yderligere for vores observationer fra mange års kamp for bymiljøerne, herunder navnlig baggrunden for vor formodning om en bred folkelig opbakning til forslaget.

Med venlig hilsen

For Europa Nostra

Catharina Collet

For Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring

Claus M. Smidt

For Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse

Hans Peter Hagens

For Foreningen imod Fejlplacerede Højhuse

Knud Josefsen

For Bygningskultur Kalundborg  (bestyrelsesmedlem i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur)

Ejvind Bitsch

For Haderslev Bygningsbevaringsforening

Helge C. Jacobsen

For FBL i Hjørring-området

Ib Larsen

For bevaringsforeningen for Langeland og Strynø

Michael Martin Jensen 

For Fonden til bevarelse af gamle bygninger i Mariager

Palle Engberg

For Bygnings- og Landskabskultur, Møn

Rigmor Nielsen

For Bevaringsforeningen i Næstved

Ole Kjærulff

For Ringkøbing Bevaringsforening

Søren Damgaard Jensen

For Sorø Bevaringsforening

Jan  Preisler

For Nakskov Bygningsbevaringsforening

Henning Bech Johansen

For Æstetisk Råd

Bonnie Mürsch    Jep Loft

Høringssvar til erhvervsministeren af 19/2-2020

Erhvervsminister Simon Kollerup.                                                        19. februar 2020

Planloven og bygningskulturarven

Arkitekturoprøret blev ikke indbudt til at bidrage til udvikling af planlov og plankultur i Danmark. Alligevel sender vi hermed vores tanker.

Med ca. 4.000 medlemmer af vores Facebookgruppe er vi Danmarks mest aktive forening i kampen for gode bymiljøer. Vi søger at indtage en rolle i bymiljøsagen, der modsvarer Danmarks Naturfrednings rolle i naturmiljøsagen. Vi mener ikke, at forvaltningen af Planloven har opfyldt sit formål.

Planloven tilsigter Iflg. §1, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Mens naturmiljøsagen har sejret og har fuld politisk bevågenhed, har bymiljøsagen tabt. Alting er blevet forværret. Fredningsloven kan ikke det, den bør kunne, nemlig frede hele områder; ej heller kan der facadefredes. Derimod bruges den nu flittigt til affredning. Der er intet ministerium, der aktivt varetager bymiljøsagen. Slots- og Kulturstyrelsen synes uinteresserede i bybevaring. Dens mange roller i sagen om Nyborg Slot er i strid med forvaltningsretlige krav om ’checks and balances’. Det særlige Bygningssyn har ingen magt, og dets dobbeltroller i sagen om Nyborg Slot savner sidestykke.

Kommunerne har fået enevældig magt, men de magter ikke opgaven som forvaltere af vores vigtigste kulturarv. ”Udvikling og fremskridt” er ofte vigtigere (ganske som da man rettede Skjern Å ud). Amterne er forsvundet som ankeinstans. Politisk har bymiljøsagen stadig kun ringe forståelse.

Det væsentlige for os er gode bymiljøer med liv og atmosfære, d.v.s. byrum for flere end blot brugerne af de nye huse – f.x.  torve, gader, stræder, åer, havne og andre samlingspunkter. Vi taler helst ikke om arkitektur. God arkitektur er hverken tilstrækkeligt eller nødvendigt for gode bymiljøer.  Nationalbanken er stor arkitektur, men den har ødelagt et fint bymiljø. Omvendt er Allinge Havn et fint bymiljø, skabt af murermesterhuse.

Arkitekturoprøret konstaterer for det første, at næsten alt nybyggeri i gamle byområder har været hensynsløst; det har slået sammenhæng og harmoni i stykker. For det andet, at næsten ingen forstæder eller kvarterer, bygget i de sidste 70-100 år, har det liv og den atmosfære, som de ældre bydele har. Hvorfor skal der være mindre atmosfære i Hvidovre end på Vesterbro? Ligeledes har nybyggeri på havne taget fra omgivelserne uden at give noget tilbage.

Noget er gået galt. Det burde være gjort bedre. De sidste hundrede år har været de spildte chancers tid.

Der er brug for et bymiljøankenævn, der kan forhindre nedrivninger (som f.x. Slagtergårdene i København). Det skal beskytte helheder, ikke bare enkelte huse. Et hus kan være bevaringsværdigt, blot fordi det indgår i en sammenhæng – uden at det selv har nogen særlig arkitektonisk eller historisk kvalitet.

Der burde også være et lovkrav om, at der udarbejdes bevarende lokalplaner for de gamle bykerner i vores 76 middelalderkøbstæder. Et flertal af dem er i en sørgelig forfatning (se under ’Byvurderinger’ her:

https://www.arkitekturoproeret.dk/home/).

I den sammenhæng bør det præciseres, at Planlovens §49 ikke gælder i de områder, der er omfattet af bevarende lokalplaner.

Allerbedst ville det være, hvis man kunne gøre, som man gjorde i Frankrig for 58 år siden med André Malraux’ lov, der direkte beskytter alle historiske byområder (vedhæftet).

Med venlig hilsen

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret i Danmark.

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑