Lad os bygge smukt igen

Måned: februar 2021 (Side 1 af 2)

Modernismen er menneskefjendsk. Berlingske d. 12/2-2021.

Læs artiklen her.

Modernismen er menneskefjendsk

Tak til ”Københavnersnuden”, Holger Dahl, for den udmærkede artikel om Arkitekturoprøret d. 5.februar.  Han hilser vores tre igangværende afstemninger om godt og dårligt byggeri og om dårligste kommune til bybevaring velkommen, og han anerkender mange af vores synspunkter. Bl.a. er han 100 procent enig i vores utilfredshed med ødelæggelsen af bymiljøer. Han konstaterer – som vi også har gjort med glæde – at der synes at være en holdningsændring på vej; mange arkitekter står frem og støtter os. Og han skriver: ”Jeg vil meget gerne medgive, at modernismens sejrsgang gennem det 20. århundrede har haft nogle utilsigtede, men meget triste konsekvenser, og at megen såkaldt »moderne« arkitektur helt mangler kontakt med en basal fornemmelse for, hvordan almindelige mennesker gerne vil leve deres liv.”

Men han efterlyser imødekommenhed fra Arkitekturoprøret og skriver: ”Det ville være smukt, hvis oprørerne ville lave en liste over modernistiske bygninger, hvis kvaliteter de anerkender”. Det tror jeg, at vi skal afholde os fra (selv om der selvfølgelig kan peges på gode, ”moderne” bygninger). Vi er en folkebevægelse med over 6.000 medlemmer i Facebookgruppen, og der kommer for tiden hundredvis af nye medlemmer til hver uge. Der er ingen blandt os, der bestemmer, hvad der er godt eller dårligt, og der vil være mange forskellige meninger. Vi er bare enige om, at der må ske noget med byggeriet. Tiden er løbet fra modernismen. Den er menneskefjendsk, og dens værdinormer for god arkitektur skaber ikke gode bymiljøer. Vi er fortvivlede over ødelæggelserne af ældre bymiljøer og de atmosfæreløse nye bydele. Og vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et flertal i befolkningen. Derfor er der brug for et folkeligt oprør (og derfor er vores navn slet ikke så dårligt).

Vi ser gerne, at arkitekterne går forrest og genopfinder en mere klassisk inspireret arkitektur. Det er ikke nostalgi, og det behøver ikke at blive til pastiche. En Fiat 500 eller en Morris Mini Cooper er ikke pastiche, men de repræsenterer et klassisk design. Det er ikke pastiche, når der produceres klassiske møbler.  Æstetik, godt håndværk og sund fornuft bør vende tilbage til arkitekturen. Vi ønsker et nyt ”charter” til afløsning af Le Corbusiers Athen-charter fra 1933, og vi vil invitere arkitektskolerne til at hjælpe os med at udarbejde det. Det er gode bymiljøer, vi ønsker.

Om tonen i debatten vil jeg mene, at den aldrig har været skinger i de to år, jeg har været formand. Vi har hele tiden søgt dialog – og har heldigvis opnået det. Vi ser lysere på fremtiden, end vi nogensinde tidligere har gjort.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Arkitekturoprøret svarer på kritik fra byplanordfører i Odense.

Arkitekturoprøret har sendt dette svar til Byplanordfører Anders W Berthelsen i Odense:

“Kære Anders W Berthelsen.

Tak for din mail. Jeg var glad for vores samarbejde om kronikken i 2016. Jeg husker, at du på rådhuset i Odense holdt velkomsttale til By & Lands årsmøde, hvori du gentog artiklens synspunkter.

Vi påskønner de gode initiativer, der er i gang i Odense. Men vi var skuffede over de høje, stedfremmede huse på Fisketorvet. Chancen for at genoprette de store skader fra gadegennembruddet var der, men det blev desværre den traditionelle, modernistiske tankegang, der sejrede. Vi mener, at tiden nu – efter 100 år – er løbet fra modernismen. Også på havnen har der været for lidt forståelse for bymiljøet. Der er ikke skabt et hyggeligt havnemiljø. Fagfolkene hænger fast i en forældet tankegang, og deres interesse for lægfolks fortvivlelse har været beskeden.

Jeg kan ikke ændre på nomineringen af Odense. Der er ingen enkeltpersoner, der bestemmer. Alle kan stemme, og alle har kunnet nominere. Arkitekturoprørets grundlæggende idé er, at almindelige mennesker skal have et talerør i en debat, der i mange år har været elitær og forbeholdt en snæver elite af fagfolk, som har levet i deres egen verden og har mistet forbindelsen til den brede befolkning. Fagfolkene har haft værdinormer for god arkitektur, som har været ødelæggende for bymiljøerne. De fine, ældre bymiljøer er blevet slået i stykker, og der er ikke skabt nye, gode bymiljøer i de seneste 100 år. Det er borgere i Odense, der har udformet motiveringen for nomineringen af byen. De håner ikke nogen. De handler af omsorg for bymiljøet.

Presset på de centrale bykerner er stort i København, Aarhus og Odense, fordi dér er attraktivt at bo. Hvis man kunne skabe egentlige bymiljøer i forstæderne, ville presset på byernes centrum lette. Men det forudsætter et opgør med modernismen, fordi den er menneskefjendsk, livløs og uden atmosfære. Dér har vi brug for politikerne. Der skal tænkes nyt. Og der skal lyttes til borgerne. Politikerne bør bede fagfolkene om at bryde ud af deres ekkokammer og etablere kontakt til befolkningens flertal. Her kunne Odense gå forrest. Det er hverken nostalgi eller romantik; det er sund fornuft.

Du skriver, at det er useriøst at kritisere planen for Gerthasminde, fordi det hverken er bygget eller politisk besluttet. Det forstår jeg ikke. Det skal da netop gøres, før det er for sent. Hvis der er én sag, der er egnet til borgerinddragelse, er det da bymiljøsagen. Nyborg Slot var et eksempel på, at man undlod en rettidig offentlig debat for at slippe for indsigelser, før det alligevel var for sent at protestere. Men politikerne bør være glade for kritik. Den kan være med til at afværge fejl som Thomas B.Thriges Gade og udretningen af Skjern Å.

Jeg er medforfatter til en bog, der udkommer på tirsdag. Den handler om, hvad der sker, når magt og indsigt ikke følges ad:

https://gad.dk/ledelse-paa-afveje

Og den leverer netop eksempler på, at både i erhvervslivet og i den offentlige sektor går det galt, når ledelser ikke modtager og lytter til kritik.

Med venlig hilsen

Jep Loft”

Byplanordfører i Odense kritiserer Arkitekturoprøret.

Arkitekturoprøret har d. 5/2-2021 modtaget dette brev:

”Til Jep Loft.

Jeg fortryder mere og mere, at jeg for et par år siden var medafsender sammen med dig af en kronik i Politiken.

Nu har du så indstillet Odense til en hånepris for et byggeri, der hverken er bygget eller politisk besluttet!

Det er dybt useriøst.

Sidste år fik Odense Arkitektforeningens pris for vellykket byomdannelse. Vi er den eneste by, som jeg kan komme i tanker om, der har lukket sin mest trafikerede gade for at forskønne byen.

Vi er p.t. i gang med at indføre en bevarende lokalplan for hele Hunderupkvarteret – netop for at bevare! Sidste år indførte vi en bevarende lokalplan for dele af Skibhuskvarteret.

Hvis der er lidt format over dig, trækker du din nominering tilbage og erkender, at det var en fejl, da det pågældende byggeri ved Gerthasminde som nævnt hverken er besluttet eller bygget.

Vi er en af landets bedste byer til bybevaring. Det kan jeg garantere dig. Og vi retter med fuld energi op på de fejl, vores forgængere begik i 1960’erne og 70’erne. Det kunne man belønne os for i stedet for at håne os.

Mvh Anders W Berthelsen

byplanordfører for Soc.dem., Odense.”

 

Kronikken i Politiken (d. 22/6-2016) er lagt som en fil i Arkitekturoprørets Facebookgruppe.

 

Anders W Berthelsen har tidligere kritiseret Arkitekturoprøret i forbindelse med denne artikel:

https://www.arkitekturoproeret.dk/2019/11/02/politiken-byrum-29-7-2019/

 

Arkitekturoprøret har ved flere andre lejligheder udtalt sig om byplanlægningen i Odense, f.x. her:

https://www.arkitekturoproeret.dk/2019/12/09/fyens-9-12-2019/

 

Anders W Berthelsens brev fortjener naturligvis et svar. Det vil blive udarbejdet snarest.

Jep Loft.

 

 

Lektor giver Arkitekturoprøret ret. Politiken Byrummonitor d. 1/2-2021

Lektor i arkitektonisk kulturarv: Jeg ville ønske, at nye huse var utidssvarende og uoriginale

Arkitekturen har de sidste 100 år systematisk nedbrudt den klassiske tradition med subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre, skriver Christoffer Thorborg, lektor ved Arkitektskolen Aarhus, i et svar til arkitekt Christian Olesens debatindlæg om villapastiche.

DEBAT

    Da jeg for små 20 år siden påbegyndte mit studium på Det Kongelige Akademis arkitektskole, var det motiveret af en stærk og meget grundlæggende erfaring: Mange af de historiske huse, jeg havde mødt i mit liv, tiltalte mig ved deres skønhed; en oplevelse, jeg tror er almenmenneskelig og naturlig.

    Naivt troede jeg, at jeg på Akademiet ville møde undervisere, der delte denne erfaring og tillige kunne lære mig alle kunstens regler.

    Men jeg tog fejl.

    I min studietid var klassisk arkitektur forbudt

    Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse. Snarere var der tale om en systematisk indoktrinering i arbitrære smagskoder; en art dressur gennem stokkeslag og små godbidder. Hvad jeg i al beskedenhed i dag måtte have af begrænsede arkitektfaglige kompetencer, skyldes nærmere et selvstudium af den klassiske arkitektur.

    Store dele af undervisningen forstod jeg således rent ud ikke. En ting forstod jeg dog var fuldstændig afgørende: Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur.

    Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse

    At følge den klassiske tradition var »uoriginalt«, for »den tid var for længst forbi«. I stedet skulle bygningerne være »originale« og afspejle »vores egen tid«. Dette gjorde man ved at følge disse føromtalte arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi.

    Forstå paradokset, hvem der kan.

    Jeg husker en forelæsning om en kirke, der netop blev fremhævet som »original« og »tidssvarende« ved at være opført helt i kirurgisk blågrøn plastik. Interiøret var af en sådan glathed, at man skulle tro, kirken besad en indbygget selvrensende pyrolysefunktion. Døbefonden var en stor petriskål. I mit stille sind prøvede jeg at forestille mig, hvordan det mon måtte være at tage afsked med sin afdøde elskede i et sådant antiseptisk interiør.

    På ét punkt fejler kritik af grimme villaer

    Nu læser vi så i et veloplagt og tankevækkende indlæg, at arkitekt Christian Olesen bekymrer sig over vor tids villabyggeri. Han undrer sig over, at det er nået så vidt. Jeg kan kun tilslutte mig bekymringen. Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger. Denne kendsgerning er en no brainer, som man ikke behøver at være arkitekt for at se. Faktisk skulle jeg mene, at det hjælper ikke at være arkitekt.

    Debatindlægget viser nu to ganske rædselsfulde eksempler på nutidigt villabyggeri. Som Christian Olesen fuldstændig rigtigt ser, bryder disse bygninger med enhver klassisk byggeskik. Både teknisk og æstetisk er eksemplerne aldeles kulturløse. Enhver med byggeteknisk indsigt vil i øvrigt vide, at de formentlig er af så ringe kvalitet, at de skal totalrenoveres, længe før deres realkreditlån er tilbagebetalt. Ikke videre klimavenligt.

    Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger

    Men at bygningerne er af dårlig teknisk og æstetisk kvalitet, er ifølge Christian Olesen ikke det største af problemerne. Det værste er åbenbart, »at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi«. På dette enkle punkt hopper kæden af for mig.

    Problemet må vel først og fremmest være, at det viste eksempel er et sammenbidt, ubehjælpsomt forsøg på at tegne et klassisk hus. Enhver skolet klassicist, fortidig som nulevende, ville have afvist det som humbug.

    Men nej – i stedet forstår vi, at det største problem åbenbart er, at man overhovedet tillader sig den frækhed at forsøge at tegne et klassisk hus.

    Hvorfor? Jeg har efter 20 år endnu ikke hørt ét kvalificeret argument.

    Det eneste, jeg har hørt, er den samme gamle uforståelige sang om tidssvarenhed.

    Tidssvarenhed bygger på en misforståelse

    Denne udbredte vildfarelse, hvis historiske ophav det vil føre for vidt at redegøre for her, synes at udspringe af en misforståelse af 1700-tallets Zeitgeist-begreb. Ifølge dette begreb udtrykker en epokes tidsånd sig uundgåeligt i sine kulturelle frembringelser. Men dette sker netop umærkeligt og af sig selv; det er ikke et udtryk for en viljeshandling. At gøre det til et normativt krav, er derfor absurd.

    At noget sådant overhovedet skulle være muligt, er en sejlivet modernistisk fordom. Filosofisk blev tanken korsfæstet for over et halvt århundrede siden. Men det er der tilsyneladende ikke mange arkitekter, der har taget nævneværdigt hensyn til.

    Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid

    Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid. Det er præcis det, der er problemet. Vor egen tid er netop den, i hvilken vi i vore byggede miljøer nu for alvor oplever konsekvenserne af sidste århundredes systematiske nedbrydning af den klassiske arkitekturtradition.

    Omvendt: Lad os nu sige, at vi, der har kærlighed til og arbejder på at rehabilitere den såkaldt ’utidssvarende’ klassiske arkitektur, lykkedes i vores forehavende. Hvis vi engang igen virkeligt formåede at bygge gode, smukke og holdbare klassiske bygninger. Så ville disse automatisk afspejle denne hypotetiske fremtidige kulturs tidsånd.

    Det er noget vrøvl, at der ville være tale om historieforfalskning. Sådan har man til alle tider gjort i den klassiske tradition. Skulle det være sandt, ville ethvert københavnsk empireborgerhus og ethvert Bedre Byggeskik-hus være en historieforfalskning.

    Kropsligheden er systematisk udrenset

    Til sidst bringer arkitekt Christian Olesen så det ’gode’ eksempel på, hvordan vi burde bygge i dag. Der er tale om et hus, der er så abstrakt, at ethvert traditionelt bygningselement, der måtte gøre det muligt for mennesket kropsligt at forholde sig til bygningen, systematisk er udrenset.

    Det har åbenbart været vigtigt at distancere sig fra klassisk arkitektur i en sådan grad, at man end ikke har kunnet indrømme huset noget så elementært og konstruktivt fornuftigt som en skide tagrende.

    Huset vidner eksempelvis om en historieløs uvidenhed om klassisk proportioneringskunst. Således sønderbrydes husets prismatiske bygningskrop af et uforholdsvis stort vinduesparti, der kulturløst er klasket på bygningen. Dets store, blanke og døde industrielle glasflader skurrer ubehageligt mod den ru og matte teglbeklædning. Man skal ikke mere end små 25 sider ind i Steen Eiler-Rasmussens populært formidlende klassiker ’Om at opleve arkitektur’ for at lære, hvorfor dette er en uskik. Og denne bog er skrevet for 14-årige.

    Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi

    På trods af husets store bestræbelser på at fjerne sig fra ethvert klassisk kendetegn har man alligevel måtte sande, at man ikke kunne slippe uden om en skorsten. Men i stedet for at bearbejde denne arkitektonisk, så den fik en værdighed og indgik som en naturlig del af bygningskroppen, er man endt med en sølle blikkasse, der ligesom nonchalant er efterladt på tagfladen. Nu står den der i forlegenhed, hvor den på tragisk vis modarbejder det prismatiske udtryk, man trods alt har haft som ideal.

    Lad mig sige det ligeud: For hundrede år siden kunne enhver murermester med syv års skolegang proportionere langt bedre. Nu er vi altså nået så vidt, at den slags er et problem for arkitekter med en kandidatgrad.

    Tendensen er udtryk for slavemoral

    Lur mig, om årsagen mon skulle være den, at man ved enhver tænkelig lejlighed de sidste mange årtier har fremført dette tyrannisk moraliserende krav om ’tidssvarenhed’ og ’originalitet’ på bekostning af et seriøst studium af den klassiske arkitektur.

    Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi. Dette er intet andet end et figenblad for subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre.

    Mine damer og herrer, lad mig afsløre en hemmelighed: Det største bedrag i arkitekturen er, at det ikke længere kan lade sig gøre at opføre et nyt klassisk hus af samme brugbarhed, holdbarhed og skønhed, som man kunne indtil for hundrede år siden. Påstanden er alene et udtryk for, hvad Friedrich Nietzsche betegnede som slavemoral, det vil sige en ophøjelse af egen inkompetence til moralsk dyd. And everybody knows.

    Det eneste, det ville kræve, for at vi igen kunne bygge smukke og gode klassiske huse er, at vi rehabiliterer den klassiske tradition, som man systematisk har nedbrudt de sidste godt 100 år.

    Vi er nogen, der arbejder på sagen.

    Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

    « Ældre indlæg

    © 2021 Arkitekturoprøret

    Tema af Anders NorenOp ↑