Lad os bygge smukt igen

Month: september 2020

Politiken Byrummonitor d. 29/9-2020


Debat: Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne

Det sker jævnligt, at fagfolk kritiserer Arkitekturoprøret i Byrummonitors spalter. Men når befolkningen råber op, og undersøgelser viser, at folk foretrækker ældre arkitektur, burde byggeriets folk tage kritikken til efterretning, skriver selvudnævnt arkitekturoprører Kristian Kristiansen i dette debatindlæg.

 

DEBAT29. SEP. 2020 KL. 04.00

KRISTIAN KRISTIANSEN

Tidligere lektor, DTU, og blogger om byggeri på Realdaniakritik.dk

 

Med jævne mellemrum er der folk fra byggeriets verden, der forholder sig kritisk til Arkitekturoprøret. Som da Anne Katrine Harders var ude med riven her på Byrummonitor 24. august.

Jeg følger med fornøjelse med på Arkitekturoprørets facebookside. Navnlig nyder jeg deres fotodokumentation, fordi den får det til at stå helt klart, at der ingen grænser er for, hvor grimt og hvor hensynsløst over for omgivelserne det er muligt at bygge i dag. Og hvor meget godt byggeri, der blev lavet før i tiden.

Arkitekturoprøret er en folkelig modstand mod moderne byggeri. Som en norsk undersøgelse beskrevet i Byrummonitor viser, foretrækker en række adspurgte nordmænd ældre byggeri og byområder frem for nye.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturoprøret burde snarere end at møde sarkasme og kritik fra dem, der bygger, give anledning til dybe overvejelser i byggeriets verden. Hvordan kan det være, at mere end 100 år gamle bygninger opleves som bedre end de nutidige?

Arkitekten er snarere indkøber end designer

Arkitekturoprøret retter skytset mod arkitekterne, men hvor meget indflydelse har arkitekter i dag på resultatet af byggeprocessen?

Meget byggeri er i dag samlesæt, hvor der indkøbes betonelementer, færdige trapper, færdige elevatorer, vinduer, facadebeklædning og så videre. Arkitekten er ofte snarere indkøber end designer.

Samtidig udbydes meget nutidigt byggeri som totalentrepriser, hvor det er entreprenøren, der har det største og sidste ord.

Læg dertil, at meget byggeri er styret af developere, som kan have gode intentioner, men skal sælge en masse kvadratmeter for derefter at trække sig ud.

Eller måske er problemet, at arkitekter lægger for stor vægt på at skabe ’værker’? Bygninger, som skal være ’arkitektur’, støjer ofte meget.

I sommer besøgte jeg Vadehavscentret i Ribe. Det er en virkelig flot bygning. Så flot, at man overhovedet ikke lægger mærke til omgivelserne og ikke kan finde indgangen.

Hvordan kan Blox være i skala?

Kriterierne for, hvad det er godt, og hvad der er dårligt i arkitekturen, synes uklare. I mange arkitekturanmeldelser er der en klar overvægt af æstetiske hensyn. Et højhus kan blive bedømt fantastisk alene på grund af dets omrids og linjer. Eller det kan dømmes som grimt, uden at det er til finde ud af hvorfor.

Arkitekturoprøret elsker at hade Blox, og for mig – og vist de fleste københavnere – er det oplagt, at der er tale om en bygning, der fylder for meget og ikke falder godt ind i forhold sine omgivelser.

Alligevel er der arkitekter, der forsvarer Blox og argumenterer for, at bygningen er i skala. Hvis Blox er i skala, hvad kan så overhovedet være ude af skala?

Gøres der i arkitekturen i dag brug af viden om, hvordan bygningerne og deres indretning påvirker os mennesker? Der findes stort set ingen forskning i, hvordan de færdige byggerier fungerer. De såkaldte POE (Post Occupancy Evaluations), hvor bygninger evalueres af brugerne, laves stort set ikke i Danmark.

Ingen i byggeriets verden opsamler erfaringer med bygninger i brug. Ingen forsøger at produktudvikle ud fra erfaringer. Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne.

Politiken Byrummonitor d. 24/9-2020

Stephen Willacy: Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke

Byggeriets enorme hastighed skaber copy-paste-byggeri, skriver stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy i andet afsnit af debatserien om moderne arkitektur. Men vi skal også passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen.

Fantastiske byggerier som Aarhus Rådhus, Musikhuset og Aros blev også kritiseret i deres tid.

DEBAT 22. SEP. 2020 KL. 04.00

STEPHEN WILLACY

Stadsarkitekt, Aarhus Kommune

Arkitekturoprøret, som kalder sig en voksende folkebevægelse, der »kæmper mod de mange trusler mod vores gamle bykerner«, er lykkedes med at skabe en debat om vores byarkitektur og byudvikling. I foreningens manifest skriver de:

»Arkitekturen har mistet forbindelsen til almindelige mennesker, huse er bygget uden hensyntagen til omgivelserne, og uvurderlige bymiljøer er gået tabt.«

Der er selvfølgelig ikke én entydig og rigtig definition på arkitektonisk kvalitet. Det vil til enhver tid blive forstået forskelligt og altid skabe debat. I Danmarks arkitekturpolitik fra 2007 står der:

»Arkitektonisk kvalitet opleves, når form, funktion og byggeteknik sammentænkes og udmøntes i en helstøbt kunstnerisk idé. Arkitektur af høj kvalitet forholder sig til omgivelserne i et kvalificeret med- eller modspil,« hedder det i ’Arkitekturnation Danmark – Rammer for liv – Rammer for vækst’.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Endnu et grimt kassebyggeri

Det er centralt for mig, at kvalitet er forbundet til arkitekturens idé og forhold til kontekst og dermed bliver enhver tids bud på æstetik, samfund og teknisk formåen, og det må godt gøre en glad. God arkitektur er samtidsbilleder og bidrager til fortællingen om os og vores historie på godt og ondt.

Jeg kan forestille mig, at Arkitekturoprøret ikke er helt enig med mig i den definition, og til gengæld mener jeg, at der i deres retorik og generelle kritik af arkitektur er et meget stort og unuanceret fokus på bevaring for enhver pris.

Indimellem er Arkitekturoprørets kritik af bestemte byggerier berettiget, og værdien i den debat, som er opstået, skal ikke undervurderes. På borgermøder, i lokalplanprocesser eller byggesagsbehandlinger møder jeg dagligt lignende synspunkter.

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kasse-byggeri«

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kassebyggeri«.

De giver ofte udtryk for, at »arkitekturen passer ikke ind i vores nabolag«, eller at »byggeriet fylder for meget, og det tager vores lys«, og »hvorfor kan vi ikke bevare det eksisterende hus?«.

Arkitekturoprøret har på godt og ondt givet en stemme til de bekymringer, som mange borgere har, når det kommer til byudvikling, og de har måske også gjort det legalt at spørge ind til arkitekturen, i tilfælde hvor der har hersket en indforstået opfattelse af projekters kvaliteter.

Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner

Man kan som myndighed ikke sidde borgernes kritik overhørig. At der dannes en forventningsafstemning, hvor vi lærer at håndtere borgernes forventninger (og omvendt) er lige så vigtigt som at lære at inkludere dem i beslutningsprocessen.

Det er godt, at der er engagement, kærlighed og meget stor interesse for byens udvikling i vores lokalmiljøer. Men kærlighed til byen er efter min mening ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke. Det er ikke en realistisk mulighed at stoppe byernes udvikling.

Byerne vil fortsætte med at fortættes, vokse og ændre sig, og vi skal have redskaber og strategier, der sikrer, at byvæksten sker med fokus på kvalitet.

I Aarhus Kommune udarbejder vi for øjeblikket en ny politik for arkitektur og bykvalitet, og vi skal turde give plads til nytænkning.

Involver borgerne tidligt

Til daglig oplever vi ofte i byggesagsprocessen, at bygherren ret ensidigt prioriterer deres behov og økonomi frem for relationen til nærmiljø og by. De tænker deres projekt indefra.

Bygherren vil naturligvis ’optimere’ sin investering, og det sker ofte ved at presse så meget volumen som muligt ind i projektet. Vi har som kommune ansvaret for at skabe en proces, der sørger for, at projektet skaber værdi for omgivelserne også. Den proces er ikke altid let, og forskellige steder i Danmark har kommunerne forskellige muskler og prioriteringer.

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for

God dialog i planprocessen og detaljerede lokalplaner er vigtige for at sikre kvalitet i projekterne. Det er her, vi kan arbejde for, at et projekt opnår den højeste arkitektoniske kvalitet, som vores politikere har mulighed for at påvirke, og som sikrer deres visioner for vores byer.

Derudover er det vigtigt, at borgerne inddrages så tidligt som muligt for at forankre projekterne i lokalmiljøerne. Vores byvækst skal i højere grad ske igennem nye former for dialog og samarbejde, hvor borgerne tidligt involveres i planprocesserne. Det er også fokus på at skabe en bredere involvering, så flere og mere forskellige borgere kommer til orde.

Copy-paste fortjener kritik

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for.

Det er måske et symptom på en byggeproces, hvor arkitekternes rolle og indflydelse er blevet, og fortsætter med at blive, mindre. Arkitektfirmaerne presses på tid og honorar, mens ingeniørernes og entreprenørernes andel af byggeprocessen vokser. Det er hårde vilkår for de arkitektoniske ambitioner, og i mange tilfælde ender arkitekternes aftryk i facadevariationer.

Jeg vil ønske, at vi får mere fokus på indlevelse og kvalitet frem for den sovepude, som variation i facaden er blevet i projekterne. Det kan blive for meget i det lange løb med spændende teglforbandter, forskellige fugefarver, jazzede forskydninger i vinduer, skyklapper hist og pist omkring vinduer og løs snak om kantzoner.

Vi har en særlig nordisk kulturarv i vores profession og i vores byggede miljøer. Der skal være mere fokus på indlevelse, detaljer og miljø, frem for variation, mere ydmygt design og udtryk som kvalificeret medspiller i forhold til stedet.

Aarhus’ mest elskede byggerier fik også kritik

Arkitekturen skal også kunne indgå i et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod, både som bygherre, rådgiver, embedsværk og politiker for at stole på arkitektens kunstneriske kunnen og argumentere for projekternes kvaliteter. Det kræver også en stor portion talent.

Det er vigtigt, at vi tør tænke fremad, når vi bygger. Vi har fantastiske moderne byggerier i Aarhus Kommune, som er resultater af arkitektkonkurrencer, og som stort set alle blev meget blandet modtaget og kritiseret i deres ti. Det gælder for eksempel Aarhus Rådhus, Universitetsparken, Aarhus Statsgymnasium, Musikhuset Aarhus, Aros Kunstmuseum, Moesgaard Museum, Dokk1 og Frederiksbjerg Skole, som i øvrigt er resultatet af et totalentrepriseudbud.

I dag er disse bygninger elsket af byens borgere og medvirkende til at brande Aarhus som en verdenskendt arkitekturby. Der er en stor chance for, at Arkitekturoprøret ikke ville have kunnet se kvaliteter i nogen af disse projekter.

Vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen og gør os bange for at tænke frem. Vi skal blive ved med at udfordre byen, vores byliv og boformer.

 

KOMMENTAR fra Arkitekturoprøret:

En osteklokke kan være et fortrinligt instrument, hvis der løber mus rundt på bordet. Og det gør der i Aarhus. Mens Stephen Willacy skrev sit debatindlæg, gjorde bulldozerne klar til at fjerne den sidste gamle husrække i Nørre Allé. Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Men byrådet har vist glemt hvorfor. Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen på samme måde, som det desværre er sket i Odense. Men nu river man lystigt ned overalt i byen. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst. På Vesterbros Torv har man talt om at rive det karakteristiske hjørnehus ned. Byggeriet på Ceresgrunden var ødelæggende for området. Og som et monument over sin uforstand har man rejst højhuset ”Prismet”, der læner sig ind over Den Gamle By og får den til at ligne en kulisse.

Svar fra Danmarks Radio på kritik fra Arkitekturoprøret

Arkitekturoprøret indsendte d. 18 . aug 2020 denne klage til Danmarks Radio:

”Vi har d. 14/8 i et indlæg i Information fremført kritik af jeres udsendelse ”Arkitektur der deler vandene”. Den gik på jeres behandling af BLOX, som vi fandt for ukritisk. Vi finder, at udsendelsen forbigik det væsentlige i debatten om BLOX, og i sin form virkede den helt upåvirket af det skift i arkitekturdebatten, der har fundet sted gennem det seneste par år. Vi vil gerne hermed følge op på denne kritik.

Når man taler om arkitektur, der provokerer, må man også lade de provokerede komme til orde. Arkitekturoprøret er et talerør for dem, der er blevet provokeret. Vi finder bygningen BLOX uinteressant og dårligt fungerende. Men provokationen ligger ikke i selve bygningen; den ligger i dens placering, som har ødelagt Frederiksholms Kanal. København er ikke en legeplads for experimenterende arkitekter, der kommer flyvende til byen, finder den kedelig og synes, at der skal laves noget larm. Vi er dybt bedrøvede over, at man ødelagde et værdifuldt område, blot fordi man syntes, det var sjovt. Der var intet behov for den bygning, det har vist sig overordentligt vanskeligt at få den lejet ud, og der er blandt dens brugere en utilfredshed, som ikke kom frem i udsendelsen. Der var hundredvis af protester og advarsler mod byggeriet, men Realdania og kommunens stadsarkitekt blæste på alle indvendinger. I dag har de begge – så vidt vi har forstået – fortrudt byggeriet, og Realdania kommer sandsynligvis til at lide økonomisk under det i mange år frem. (Og vi er af den opfattelse, at Realdanias penge ikke er deres egne; de tilhører tusindvis af låntagere, som var kunder i kreditforeningen).

Der findes næppe noget andet fag, hvis udøvere står så fjernt fra den almindelige folkelige mening, som arkitektfaget. Det skyldes måske, at debatten i adskillige menneskealdre har været domineret af fagfolk. De har ikke interesseret sig for lægfolks mening, og de har affejet al kritik med bemærkninger om, at lægfolkene ikke havde den nødvendige faglige viden og ikke forstod dybden i de moderne bygningers arkitektur.

Resultatet er blevet tragisk: i 60 år er der bygget hensynsløst hvis ikke ligefrem brutalt i de gamle bykerner med store ødelæggelser til følge. (BLOX og brandstationen i Antwerpen er exempler herpå). Og i 100 år er der ikke skabt nye bydele med liv og atmosfære, der kan sammenlignes med, hvad man finder i de ældre bydele. Mens naturmiljøsagen har udviklet sig i positiv retning, er det konstant gået tilbage for bymiljøsagen.

Arkitekturoprøret står på lægfolkenes side. Vi ønsker ikke primært at diskutere arkitektur – det er bymiljø, der for os er det relevante begreb. Man kan diskutere til dommedag om noget er god eller dårlig arkitektur; men det er indiskutabelt, at de nye bydele er kedeligere og fungerer dårligere end de ældre. Vi ønsker, at byplanlæggere, arkitekter, fagpresse, bygherrer, forvaltninger og politikere indser tidligere tiders fejl og begynder at gå ind for mere menneskevenligt byggeri. Det vil bl.a. kræve, at arkitekterne overvinder deres angst for ikke at være moderne.

I de seneste år er der sket et markant skift i den offentlige arkitekturdebat. Om vi i Arkitekturoprøret kan tage nogen del af æren for det, må andre afgøre. Men på vores blog, arkitekturoproeret.dk, ligger ca 70 artikler, TV-klip m.m. med eller om Arkitekturoprørets virke i 2019 og 2020, og vi har medvirket i adskillige flere. Den almindelige presse har taget vores budskab til sig, og arkitekter erklærer sig ofte helt eller delvist enige med os. At vi har større klangbund i den brede befolkning end fagfolkene, er vi ikke længere i tvivl om. Se f.x. indlægget på BT Live fra d 17/8.

Men jeres redaktion synes fortsat upåvirket af det nye, mere nuancerede syn på branchens store svigt. TV-udsendelsen om BLOX og huset i Antwerpen fulgte et traditionelt (og efter vores mening elitært og forældet) mønster:
• Fagfolk taler med fagfolk
• Fagfolkene lovpriser sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur
• Fagfolkene ser det som deres opgave at forklare arkitekturens storhed for de uforstående lægfolk.

At forklare om BLOX, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at dets grønne farve passer godt til byens grønne spir, at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner, og at huset er inspireret af et veneziansk palads, er for almindelige mennesker sort tale. For os er det ligeledes svært at se det smarte i, at man skal gå mange trappetrin ned under jorden til parkeringskælderen, før man kan komme op i huset, at huset er svært at orientere sig i, at man ligefrem kan fare vild i det, og at man provokeres, når man ikke kan se vandet.

Vi føler, at dette er at tale ned til folk. Vi har ikke brug for den slags belærende meningsløsheder. Det kan ikke være rigtigt, at en public service-kanal fortsætter i det spor uden at bekymre sig om, at man har mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Og det er en vigtig sag for samfundet. Ikke alene vedrører den vores væsentligste kulturarv; den er afgørende for, hvordan byerne fremover kommer til at se ud og dermed for befolkningens trivsel.

Det er fagfolkene, der har brug for at lære at tænke i helheder og harmoni. Det har de ikke lært på arkitektskolerne. Vi vil gerne opfordre jer til at lave en ny udsendelsesrække, hvor lægfolk kan komme til orde og de nye tanker kan præsenteres. Det synes vi, at I skylder os.

Med venlig hilsen
For Arkitekturoprøret
Jep Loft, formand.”

 

Vi har modtaget følgende svar fra Danmarks Radio:
”Arkitekturdebat.  17 . Sep 2020 08:38

 

Kære Jep Loft

 

Tak for et engageret indlæg og klagebrev.

Vi er altid glade for kvalificeret kritik af vores programmer, også selv om den, som din, er negativ.

Formålet med denne programserie var at vise og diskutere nogle kontroversielle bygningsværker Verden over.

Vi har så valgt at vise bygningsværkerne ved hjælp af arkitekter og/eller interessenter.

Der udover er der en uvildig arkitektur-ekspert, som hjælper seerne til at forstå, hvad kritikken af bygningerne går ud på.

Vi refererer også, hvilken kritik, der har været i blandt andet medierne omkring bygningsværkerne.

Så vi mener ikke, at bygningerne eller de ansvarlige står uimodsagte.

I og med, at vi forsøger at give en visuel og relativt grundig gennemgang af bygninger, håber vi, at seerne selv kan tage stilling til, hvad de mener om arkitekturen.

Jeg mener ikke, at vi i programmet om Blox maler et skønmaleri.

Som ikke arkitekturkyndig, vil jeg mene, at man som seer sagtens kan se og sætte sig ind i de problemer, der er med Blox.

Både i forhold til den gamle bykerne i København, men også lavpraktisk i forhold til bygningens funktioner.

Det er ovenstående er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se, at du/I har en pointe i jeres kritik.

Uafhængigt er jeres kritik, kan jeg oplyse om, at vi rent faktisk er i gang med at udvikle en ny serie om arkitektur, hvor vi påtænker at gå meget mere kritisk til værks overfor bygningsværker i Danmark, som over en bred kam er meget udskældte.

I denne serie er det meningen, at både fagfolk og almindelige borgere, kan komme til orde.

 

Mvh

Thomas Hedemann

Producent, DR

Thomas Hedemann
Producent, DR”

 

Arkitekturoprørets indlæg i Information havde følgende ordlyd:

” DR viser for tiden en TV-serie med titlen ”Arkitektur, der deler vandene”. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Medlemmerne af Arkitekturoprøret hører vistnok til i målgruppen for provokationerne. Vi har svært ved at se formålet med provokation for provokationens skyld – navnlig når det nye byggeri ødelægger noget værdifuldt. BLOX ødelægger sammenhængen og harmonien i Frederiksholms Kanal.

Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX. En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ”arkitekturkløften”, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et betydeligt flertal i befolkningen, men DR havde ingen fra vores side af kløften til at fremføre dem. Kritikken mod BLOX omtaltes, men alle sejl blev sat til for at fremstille BLOX som en succes.

Arkitekten, Rem Koolhaas, blev omtalt som en ”stjernearkitekt”, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center, at tale bygningens sag. DACs direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap af sted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Mange af penthouselejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.”

 

 

 

© 2020 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑