Lad os bygge smukt igen

Måned: november 2019 (Side 1 af 3)

Korrespondance med Realdania 27/11-2019

Kære Nina Kovsted Helk og Peter Cederfeld.                                           27/11-2019

Tak for vores behagelige møde d 20/11. Jeg var glad for, at I tog jer tid til at høre på mig og opfordrede til fortsat dialog. Nu har jeg meldt mig ind i Realdania.

Jeg var naturligvis skuffet over, at der ikke kom noget konkret ud af mødet, og jeg forstår stadig ikke, hvorfor I var så afvisende over for vores forslag om at støtte arbejde med bevarende lokalplaner i Københavns middelalderby.

I siger, at I ikke vil ind i noget politisk. Jeg kan ikke se, at der er noget særligt politisk i at støtte bevaring af kulturarven. Der er da mere politik i at medvirke til at affrede anlægget ved Nyborg Slot og nedrive to huse, før godkendelse af byggeprojektet forelå. Og I vil ikke henvende jer til Københavns Kommune. Hvis viljen var til stede, kunne man sikkert få kommunen til at henvende sig til jer. Jeg opfattede det, som om I mangler viljen, og det er ærgerligt. Jeg kan ikke tænke på nogen måde, hvorpå man kan opnå at beskytte så megen kulturarv for så få penge. Er I virkelig sikre på, at I uden videre vil afvise vores forslag? Vil I ikke overveje det igen?

Arkitekturoprøret beklager de kontroversielle byggerier BLOX og Nyborg Slot. Hvad sådanne projekter angår, synes vi, at I bør ændre jeres politik (og helst benytte jer af os til at gøre det). Vi er ikke modstandere af nybyggeri. Men vi ønsker at passe bedre på de gamle bymiljøer, og vi ønsker bedre nye bymiljøer end dem, der er skabt de sidste 100 år.

Vi hører ofte udsagnet om, at ingen ønsker at blive uvenner med Realdania, fordi I har så mange penge. Ingen ønsker at afskære sig fra at modtage støtte fra jer.  Og vi er ikke i tvivl om, at I med byggeri som BLOX skaber en meget større og mere udbredt frustration end den, I selv direkte bliver konfronteret med. I får uforholdsmæssigt mange fjender p.g.a. sådanne projekter, sammenlignet med antallet af venner, I får for alt jeres øvrige meget påskønnelsesværdige arbejde. Det kan da ikke være i jeres interesse?

Hvis Realdania vil experimentere med avanceret nybyggeri, bør det ske på steder, hvor man ikke ødelægger noget værdifuldt bestående. Det kunne være i Ørestaden, som virkelig har brug for et løft. Det bør ikke ske i sårbare middelalderbykerner. I jeres branche er der ikke plads til store fejltagelser.

Arkitekturoprøret er exponent for den kløft i befolkningen, som moderne byggeri har skabt gennem de seneste 100 år. Berlingske bringer i dag et indlæg om den:

https://www.berlingske.dk/kommentarer/formand-for-arkitekturoproeret-der-er-ikke-bare-en-kloeft-men-en

På den ene side af kløften står arkitektstanden og den herskende klasse. På den anden side står vi lægfolk, almindelige mennesker som kun sjældent er kommet til orde (før nu). Vi er overbeviste om, at vi repræsenterer et flertal i befolkningen. Utilpasset nybyggeri har ødelagt værdifulde bymiljøer overalt i landet. Det kan ikke bortforklares med fine ord som ’dialog’, ’fortælling’, ’reference’ o.s.v. Og selv om 90 % af bygningsmassen er af nyere dato, er det så godt som aldrig lykkedes at skabe nye bymiljøer med liv og atmosfære. Gode huse at bo i giver nok livskvalitet for nogle få, nemlig beboerne. Men et godt bymiljø giver livskvalitet for mange flere, nemlig også alle andre i byen. Et godt bymiljø har også et socialt aspekt. Det reducerer risikoen for kriminalitet. De sidste 100 års nybyggeri har fejlet i katastrofal grad. Dårlig byplanlægning har endog skabt ghettoer. Fagfolkene har ikke magtet deres opgave. Realdania bør i højere grad medvirke til at gøre op med tidligere tiders åbenlyse fejl.

Derfor synes vi, at Realdania bør have en tættere kontakt til de mange på den anden side af kløften. Det er dér, debatten foregår nu. Det lille barn i Kejserens Nye Klæder kan være en nødvendig stemme i debatten. Realdanias historiske rødder og økonomiske fundament tilsiger, at I bør udbygge den kontakt. Jeres formue er skabt af almindelige låntagere.

Det forekommer os, at I har for mange rådgivere fra den fine side af kløften og for lidt kontakt til os på den anden side. Kunne I ikke i højere grad høre vores argumenter, før I engagerer jer i kontroversielle projekter som BLOX og Nyborg Slot? Vi ville også have advaret jer mod den fjerde side af Oluf Bagers Plads i Odense. Byggeriet i Carl Nielsen-kvarteret burde være tilpasset. Hvad angår idéer til bedre nye bykvarterer, kan vi blandt andet pege på min artikel i det nye nummer 9 af Byggeri: http://www.e-pages.dk/odsgard/777/

Arkitekturoprøret er det eneste betydelige forum for lægfolkenes sag, og derfor foreslår vi, at I formaliserer kontakten til os.

Med venlig hilsen

For Arkitekturoprøret

Jep Loft, formand

Nina Kovsted Helkons. 27. nov. 11.30 (for 2 dage siden)
til Peter, mig

Kære Jep.

Tak for din mail, vedhæftede brev og for mødet.

Jeg sætter pris på at du har taget dig tid til at udarbejde en opsamling fra mødet men jeg er, måske ikke så overraskende, ikke helt enig i din udlægning heraf.

Vedr. vores drøftelse af dit ønske for Realdanias rolle i udarbejdelse af bevarende lokalplaner for Københavns middelalderby er jeg ikke enig i din udlægning af hvad vi sagde – og ikke sagde. Men når det er sagt så er konklusionen den samme, nemlig at det er Københavns kommune du/I skal henvende jer til.

Jeg er heller ikke enige med dig i din tolkning og forståelse af det du kalder ”vores politik” men sætter – som du ved – pris på dialogen og respekterer naturligvis at andre har en anden holdning end os.

Endelig deler jeg ikke dit billede af at vi alene har rådgivere fra det du kalder den ”fine side af kløften” men anerkender at det er det billede du/i har, og det vil jeg bestemt tage til efterretning.

Jeg vil gerne igen takke for dit tilbud om din/jeres rådgivning, det vil vi tage med i vores overvejelser fremadrettet.

Med venlig hilsen

Nina Kovsted Helk
Filantropidirektør (CPO)

ARKITEKTONISK DANNELSE. Indlæg i b.dk 26/11-2019 og Berlingske d 27/11-2019

ARKITEKTONISK DANNELSE

 

Tak til Holger Dahl, som i Berlingske d 27/10 tog læserne med på en dannelsesrejse i  artiklen ”Sådan bliver du arkitektonisk dannet”. Med rette eller med urette anser jeg mig selv for at høre til dens målgruppe. Jeg har – som der står – følt mig afkoblet fra arkitekternes verden, og jeg har i årevis prøvet at føre debat hen over den dybe kløft mellem lægfolk og arkitekter. Desværre adresserer artiklens ikke de problemer, som jeg og tusindvis af medlemmer af Facebookgruppen ’Arkitekturoprøret’ oplever.

Indledningsvis påpeger artiklen, at sprogets ordforråd er mangelfuldt, og at der savnes en måde at tale om arkitektur på. Det kan nok have sin rigtighed. Der bruges mange fine ord, som kun få forstår, og der nås sjældent frem til en meningsfuld konklusion. Derfor vil vi hellere tale om bymiljø.

Jeg savner en erkendelse af, at der overhovedet er et problem. For det er der. Moderne byggeri i de gamle bykerner har i langt de fleste tilfælde ødelagt bymiljøet, fordi det har fulgt modernismens regler og ladet hånt om stedets ånd. Det har slået byernes harmoni og sammenhæng i stykker. På vores hjemmeside er der en oversigt over, hvor hårdt det er gået ud over bykernerne i Danmarks 76 middelalderkøbstæder. Og det er desværre kun i meget få tilfælde lykkedes at skabe nye bydele med samme liv og atmosfære, som de ældre har. Der er muligvis skabt stor arkitektur, men ikke ret mange attraktive bymiljøer, der kan være til glæde for andre end dem, der bruger husene. Hvorfor er der ikke mere spændende i Ørestaden? Noget er gået galt.

Ifølge artiklen skal man kunne sanse en bygning, man skal gå ind i den og mærke rum og dimensioner. Jeg er uenig. Jeg har normalt ikke adgang til andre folks huse, men når jeg går på gaden, vil jeg gerne opleve et godt byrum. Hvad der er inde i husene, blander jeg mig ikke i.

Det hævdes, at grim og pæn er overvurderede begreber. For mig ligger skønheden i fraværet af det grimme (hvilket oftest vil sige det utilpassede). Alle danske købstæder var smukke og harmoniske frem til Første Verdenskrig, selv om der var ubeboelige og faldefærdige huse. Var husene blevet sat i stand i stedet for at blive revet ned, havde de gamle bykerner været smukkere. Desværre.

Et punkt hedder ”Kontekst, kontekst, kontekst”. Jeg kunne ikke være mere enig. Men det er jo netop dér, det er gået galt. Som et positivt eksempel nævnes Nationalbanken. Men den er og bliver en fremmed og fejlplaceret fugl, som har ødelagt et fint og sammenhængende bykvarter. Bygningen dræner området for liv og lukker sig inde bag sin høje mur. Og den korresponderer ikke med noget som helst. Hvorimod det, der var på stedet før, var smukt, livligt og harmonisk.

Der ikke bare er en kløft, men en verden, der adskiller mig fra Holger Dahl, når han peger på byrummet ved BLOX som vellykket. At pladsen mod Fæstningens Materialgård er fin, skyldes ikke BLOX, men materialgården. Pladsen havde været bedre med et mere hensynsfuldt nybyggeri. Og hvis der havde været et BLOX på begge sider, ville den ikke være noget rart sted.

Jeg er enig i behovet for kontraster. (Slagtergårdene var en god kontrast til det omkringliggende Vesterbro, og det virker hult, at Københavns Kommune ønsker en by med ”kant”, når den valgte at erstatte dem med konventionelt boligbyggeri). Men huse skal ikke skille sig ud bare for at være anderledes. De bør indgå i sammenhængen. Nyhavn ville være kedelig, hvis husene var ens. Men bare et enkelt moderne infill-byggeri vil ødelægge det fine bymiljø. De nye havnekvarterer er kedelige, fordi husene ligner hinanden for meget.

At størrelse betyder noget, er jeg også enig i. Netop derfor er det ulykkeligt, at der er bygget store huse i Københavns Indre By, f.x. i Borgergade, i Møntergade/Pilestræde/Landemærket, Knud Højgaards Hus på Kultorvet/Hauser Plads, Nationalbanken, Overformynderiet o.s.v. I en middelalderby er der en skala, som bør respekteres.

Artiklen lovpriser ”rytmen” i det meget store Vestersøhus. Men tænk, hvis alle de andre huse rundt om Søerne var ligesådan. Det ville være et mareridt. Husrækken på den anden side af Søerne er meget mere varieret, livlig og atmosfærefuld (på trods af nogle fæle fejlskud).

Vi værdsætter Holger Dahls forsøg på at nå over til os lægfolk på den anden side af kløften. Vi er meget interesserede i en dialog. Artiklen viser, at der er brug for større forståelse på begge sider af kløften.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

www.arkitekturoproeret.dk

Anmeldelse af Thorvald Bindesbølls Plads i Byggeri nr 9 – 22/11-2019

Thorvald Bindesbølls Plads

København har fået en ny plads: Thorvald Bindesbølls Plads i Carlsberg Byen. Den er opkaldt efter designeren af Carlsbergs øletiketter, ikke at forveksle med faderen, M.G. Bindesbøll, som var arkitekten bag Thorvaldsens Museum.

Det er altid spændende med nye pladser. De kan blive samlingspunkter og skabe liv i en by. Mange af de nye bydele savner gode byrum. Carlsberg Byen har søgt at lære af denne fejl. Thorvald Bindesbølls Plads er et af 25 byrum i den nye bydel.

Tænk, som arkitekt at få lov til at skabe en plads. Sådan en chance får man ikke mange gange i sit liv. Denne artikel handler om pladsen som byrum, ikke om husenes funktion som beboelse. Og den handler om den plads, der ligger rundt om industribygningen Halmlageret fra 1949, selv om pladsens vestlige og nordlige del besynderligt nok hedder Constantin Hansens Gade, mens en hyggelig og flot beplantet sti, der munder ud i pladsen sydfra, også hedder Thorvald Bindesbølls Plads.

Er pladsen vellykket for andre end beboerne? Det vil mange måske mene. Den er ikke grim, faktisk pænere end så mange andre nybyggerier, og den løser sikkert den opgave, der var stillet. Men jeg kommer fra en bevægelse, der gør oprør mod den form for nybyggeri, der har domineret siden Anden Verdenskrig – byggeri, der har gjort skade i de ældre bydele uden selv at kunne levere nye bykvarterer med samme liv og atmosfære, som de gamle bykvarterer har. Thorvald Bindesbølls Plads er mere af den velkendte Legoklods-arkitektur, som for tiden bygges overalt i byen. Jeg havde ønsket mig noget andet.

Som dreng gik jeg i skole på Rahbeks Allé, som løber 75 meter nord for den nye plads. Dengang var området lukket land. Jeg havde ingen anelse om, hvad der var på den anden side af det plankeværk, der var ud mod gaden. Grunden tilhørte Kongens Bryghus (som byggede den høje silo, der nu er ombygget til luksuslejligheder), bag den lå Carlsberg, og ved siden af, ned mod Vesterbrogade, lå en porcelænsfabrik. Et kæmpestort område, hvor man ikke kunne komme. For beboerne på Rahbeks Allé må det have været en oplevelse, da plankeværket faldt.

Set fra den anden side af plankeværket, fra industrigrunden, der nu skulle bebygges med boliger, var det alle tiders mulighed, der åbnede sig: naboskab til Frederiksbergs bedste del. Området ved Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Gl. Kongevej er et af de mest eftertragtede (og dyre) boligområder i landet. Bortset fra den ødelagte Platanvej og enkelte andre triste nybyggerier er det et homogent og enestående bykvarter med en særlig atmosfære. Det nye byggeri kunne blive en del af det – helt gratis; det var bare om at melde sig ind, at spille efter reglerne og integrere sig i bymiljøet.

Men det skete ikke. Tanken kunne måske være faldet bygherren ind, for byggeriet langs den sydgående sti søger på en fin måde at integrere sig i Humlebyens rækkehusbyggeri. Men selve Thorvald Bindesbølls Plads har valgt at holde fast i at være en del af Carlsberg Byen. Den orienterer sig ikke mod Frederiksberg.

Hvordan bliver så Carlsberg Byen? Det er endnu uvist, der er stadig stor byggeaktivitet og en masse rod. Men der er gode byrum som den nærliggende Bryggernes Plads med det spændende Hotel Ottilia og en grillrestaurant midt på pladsen.

På Thorvald Bindesbølls Plads ligger Halmlageret i midten som en domkirke. Det er prisværdigt, at det er bevaret. Men det er temmelig stort, og det optager (for) meget af pladsen. Det er spændende, hvordan bygningen, der vist nok skal indrettes til fitnesscenter, kommer til at indgå i helheden.

Husene rundt om pladsen skal danne vægge for et godt byrum. Til den opgave er karréer den bedste løsning, mens punkthuse, boligblokke og højhuse egner sig dårligt. Her har man valgt lidt af det hele (højhuset er dog ikke bygget endnu).  Husenes facader skal give pladsen atmosfære. De er malet i forskellige farver, hvilket er en god ting. Men måske er husene for få og for store til at skabe en spændende mangfoldighed. For mig har de et præg af forstadsbeboelse. Det er ikke en plads, der får mig til at se efter et bord, hvor jeg kan sætte mig og bestille en kop kaffe. En væsentlig del af pladsen er indrettet som legeareal og boldbane, hvilket gør den til en legeplads snarere end et bytorv.

Jeg kan nævne utallige gode torve og pladser med liv og atmosfære i ind- og udland, men jeg kender kun få eksempler på nye pladser, der har det. Første Verdenskrig synes at være det store skillepunkt. Byer og bykvarterer fra før 1914 har – uden at nogen har anstrengt sig specielt for netop det – fået gode bymiljøer. Af mere eller mindre forklarlige årsager er de blevet velsignet med stedets ånd. Da teoretikerne tog fat, gik den tabt. I stedet kom den nye tids ånd til at herske, og den var mere menneskefjendsk. I hele Europa er de nye forstæder meget kedeligere end de gamle bykerner. I København har både Indre By, Frederiksberg og brokvartererne (hvis de er sluppet for saneringer) det bymiljø, som forstæderne savner. Brokvartererne var for det meste billigt spekulationsbyggeri, så forskellen kan ikke begrundes med pengemangel.  

Hvad ville jeg have gjort på Thorvald Bindesbølls Plads? Jeg ville have benyttet mig af det, der gør de gamle torve til fine og tiltrækkende byrum. De har vægge hele vejen rundt. Husene er mange og små, ikke få og store – det skaber liv – og de ligger side om side i karréer. Karréer skaber gårdrum, som kan være grønne, og der kan legepladser og boldbaner være (i sikkerhed for biler), så pladsen kan få lov at fungere som et torv. Husene er forskellige, men spiller efter samme regler. De udgør en ensartet mangfoldighed. (Facaderne på store huse kan opdeles, så husene udefra ser ud som flere små). De har hver en dør, så man kan komme ind og ud, og ikke alt for store vinduer (der står på højkant). Der er ikke kørende trafik langs solsiderne, så man kan sidde langs husrækkerne.

Hvorfor prøver man ikke at skabe mere hyggelige pladser? Bygherrerne er jo ikke dumme; de ved, at der er penge i en god beliggenhed, og et attraktivt bymiljø betyder netop god beliggenhed. Mit gæt er, at de ikke tænker over det. De bygger bare i den moderne stil, som man plejer.  

Er jeg en gammel nostalgiker, der ønsker huse i en gammel byggestil? Måske. Men om så var, er der vel ikke noget specielt galt ved det. De fleste af de nye bydele og havnekvarterer er vist ikke blevet det, vi alle ønskede, og så har man vel lov til at foreslå noget, der er anderledes. Jeg ønsker ikke det gamle, fordi det er gammelt. Jeg ønsker noget mere menneskeligt, livligt, atmosfærefyldt, hyggeligt, trygt – alt det, man finder i de ældre bydele. Jeg ville være glad, hvis arkitekter kunne skabe noget nyt, der havde disse egenskaber. Kunne de ikke videreudvikle den byggetradition, vi tidligere havde her i landet, glemme Le Corbusier og lægge de amerikanske arkitekturtidsskrifter til side? I København er vi så heldige at have nyklassicismen at basere os på. Den er internationalt berømmet for sin stilfærdige elegance. Se for eksempel på den vestlige del af Middelalderbyen, d.v.s. gaderne og torvene mellem Vester Voldgade og Købmagergade. Der er noget tidløst over husene fra 1800-tallet, de er ikke oppustede, der er ingen krummelurer. Og området summer af liv. Det er vel den byggestil, der blev videreudviklet i kvartererne på Gammelholm og inden for Søerne, og igen på brokvartererne og Frederiksberg. Hvorfor ikke tage udgangspunkt i den? Det er ikke nostalgi, det er nytænkning.

I tøjbranchen tør man godt gå tilbage i tiden for at hente inspiration. I min kælder hænger der metervis af dametøj. Når jeg spørger min kone, om vi ikke snart kan smide det ud, svarer hun: Nej, det bliver moderne igen. Også bilbranchen henter gamle, klassiske modeller frem og fornyer dem. Der er ingen, der råber ”pastiche”, når de ser en Mini Cooper eller en Fiat Cinquecento. Tør byggebranchen ikke?

Vi har haft problemet med kedeligt nybyggeri i årtier. Nu er der tegn på en opblødning af de skarpe holdninger, som arkitekterne tidligere indtog. Men arkitekterne har ikke den magt, de havde førhen. Det er bygherrerne, der bestemmer. Men ville bygherrerne virkelig ikke lytte til en arkitekt, der vil skabe et mere attraktivt bymiljø? Vil de bare tales efter munden? Jeg nægter at tro det. Der er penge i et godt, livligt, atmosfærefyldt og trygt bymiljø. Det beviser de ældre bydele. Og tiden er løbet fra meget af det kedelige, moderne byggeri, der i 60’erne og 70’erne blev præsenteret som udvikling og fremskridt.

Thorvald Bindesbølls Plads kommer næppe til at skabe et bymiljø som det, de gamle torve har. Chancen var der. Men man greb ikke efter den.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret på Facebook

www.facebook.com/jep.loft/allactivity?entry_point=profile_shortcut&privacy_source=activity_log&log_filter=all&category_key=all

Brug Nationalbanken til kultur og iværksættervirksomheder

Nationalbanken skal renoveres til næste år, og medarbejderne flyttes. Så hvorfor ikke tænke ud af boksen og bruge den smukke, men lidt utilpassede og lukkede bygning til blandt andet kulturformål, foreslår arkitekt Carsten Maegaard i dette debatindlæg.

POLITIKEN BYRUM. DEBAT15. NOV. 2019 KL. 04.00

Af CARSTEN MAEGAARD

Nationalbanken skal fra 2020 renoveres for et trecifret millionbeløb. Af Nationalbankens hjemmeside fremgår det, at bygningen i Havnegade i København er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen og opført i årene 1965-78.

Kulturarvsstyrelsen, nu Kulturstyrelsen, besluttede i 2009 at frede bygningen på grund af dens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.

Renoveringen vil ske under hensyn til disse værdier. Der er tale om en omfattende renovering, som eksperter har vurderet er nødvendig, og som skal tage hensyn til, at bygningen er fredet. Der skal blandt andet udskiftes marmor- og glasfacader.Læs også: Marmorekspert: Blindt fokus på æstetik har skabt massive problemer

Nationalbanken har i forbindelse med renoveringen indgået aftale med ATP Ejendomme om leje af domicilbygningen Pier47, der ligger på Langelinie Allé 47, på Østerbro i København. Størstedelen af Nationalbankens medarbejdere flytter til den adresse i maj/juni 2020, og det vil dermed være Nationalbankens domicil i en periode på fire til fem år, mens renoveringen af hovedsædet i Havnegade står på.

Den tilknappede facade skal åbnes

Nationalbanken kan altså fint flyttes ind i en eksisterende kontorejendom i fem år. Der er med andre ord tale om en almindelig kontorvirksomhed, der kan ligge hvor som helst.

Under Folkemødet på Bornholm for nogle år siden arrangerede Arkitektforeningen en paneldebat om ’utilpasset arkitektur’. I panelet var tre kendte arkitekter og en lægmand, og den livlige debat blev styret af en veloplagt Adrian Hughes.

Her kom Nationalbanken også op til diskussion. Der viste sig at være stor enighed om, at det er en smuk og flot bygning – der bare ligger det forkerte sted.

Den gode nyhed er, at renoveringen først starter i 2020, så det er ikke for sent at ændre brugen af Arne Jacobsens hus

Hvis vi nu tænker ud af boksen og forestiller os, at bygningen i stedet for nationalbankkontorer kunne bruges til kultur, iværksættervirksomheder, butikker og andre folkelige formål, vil den kunne tilføre København en enestående ny attraktion.

Det kræver selvfølgelig nogle ændringer i stueplanet, som vil åbne den tilknappede facade lidt mere ud mod Højbro Plads og omliggende gader. Det kan vor tids dygtige arkitekter med garanti gøre på en elegant måde i pagt med Arne Jacobsens ånd.

Den gode nyhed er, at renoveringen først starter i 2020, så det er ikke for sent at ændre brugen af Arne Jacobsens hus.

Han ville såmænd blive henrykt, hvis bygningsbrugen kunne blive mere udadvendt.

Brev fra Borgmester Ninna Hedeager Olsen

Borgmesteren TMF <borgmesteren@tmf.kk.dk>

14. nov. kl. 09.46

Kære Jep Loft

Jeg vil igen takke for din henvendelse og det artikeluddrag du gav mig under mødet i Indre By Lokaludvalg. Jeg er helt enig i, at Københavns indre by er noget ganske særligt som vi skal passe på. 

Teknik- og Miljøudvalget drøftede i december 2018 spørgsmålet om bevarende lokalplaner.

Som jeg også fortalte på mødet i Indre by Lokaludvalg, er der en bred forståelse i det nuværende udvalg, om værdien i bevarelse af historiske bymiljøer. Nogle steder kan lokalplansarbejde være den rigtige løsning til at undgå, at vores lokale værdier forsvinder. Hvis vi skal dække hele byen med lokalplaner, der hvor vi ikke ønsker at bygge mere, vil det kræve mange flere ansatte i lokalplanafdelingen, hvis der også skal være lokalplaner for de steder i byen, hvor vi ønsker at bygge. Jeg tror dog, at flere partier efterhånden overvejer, hvordan vi kan sætte flere ressourcer af til flere lokalplaner – også i den ældre del af byen, hvor vi ønsker at passe på byen, som den ser ud nu.

Det håber jeg meget, at du også vil være med til at opfordre flere partier til at gå ind i, da det vil kræve midler til budgetforhandlingerne. 

Med venlig hilsen

Ninna Hedeager Olsen

Teknik- og Miljøborgmester
_______________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE

Københavns Rådhus, 1.sal vær.36
1599 København V

Læserbrev i Berlingske 9/11-2019. Ros til Arkitekturoprøret.

Skønne gamle bygninger

Al ros og kredit til Jep Loft, som i Berlingske 6/11 gennemgår de fejltagelser, der arkitektonisk har præget København gennem årtier. Sjældent har man læst en så fremragende gennemgang, og samtidig glæder man sig over, at Loft forstår skønheden i at bevare de gamle bygninger, som København har så mange af, og som gør København til en unik hovedstad. Kig på andre hovedstæder, jfr. Lofts betragtninger om London, selv Stockholm er blevet hærget i bymidten med nogle moderne bebyggelser.

Hurra for folk som Jep Loft, som hæver fanen højt og som står inde for en høj integritet og respekt for byens sjæl. Morten Riise-Knudsen, Kbh.

Netavisen Gribskov 6/11-2019

BYG NOGET BEDRE PÅ IRMA-GRUNDEN I GILLELEJE

Gilleleje er så heldig at have et vandløb. Det har kun få danske byer. Huse på en kaj eller en brygge kan udgøre et fantastisk bymiljø. Se bare på Nyhavn i København eller Skibbroen i Ribe. For ikke at tale om utallige gamle byer i Central- og Sydeuropa. Nu skal der bygges nyt langs vandløbet, endda lige op til byens centrale torv. Det er en enestående chance, der forspildes.

Det planlagte byggeri i Gilleleje er fantasiløst. Det vil ikke skabe liv eller atmosfære. Det slår det fine bymiljø i stykker. Tænk hvis arkitekter og bygherrer kunne prøve at bygge i stedets ånd i stedet for bevidstløst at bygge i tidens.

Jeg er sikker på, at hvis man byggede en husrække, der skabte et bymiljø, ville kvadratmeterprisen blive højere, uden at byggeriet nødvendigvis ville blive dyrere.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret, www.arkitekturoproeret.dk

Berlingske 6/11-2019

På den ene side af Møntergade er husene fra 1700 og 1800-tallet. I et af dem har Byens Kro i en årrække skænket øl til københavnerne under de lave lofter. I en anden sælger blomsterbutikken Decó overdådige buketter.

Anderledes ser det ud på den modsatte side af gaden, hvor en hvid bygning fra 1960erne udgør hele husrækken. Flere lokaler står tomme bag glasfacaderne som kontrast til det leben, der udspiller sig på den anden side.

»Her har vi opskriften på, hvordan man ødelægger en by. Ingen butikker, intet liv. Hvis der åbnede en Byens Kro derinde, ville der sidde nul mennesker. Der gider folk ikke at være. På den anden side af gaden, hvor husene er gamle, er der til gengæld masser af liv og atmosfære.«

Jep Loft er netop gået på pension efter at have arbejdet som jurist hos blandt andre A.P. Møller. Det giver ham ekstra tid til det, der siden 1970erne har optaget en stor del af hans fritid: kampen for et smukkere København.

Senest er han blevet formand for Arkitekturoprøret – en forening, der startede i Sverige, men som for et par år siden fik en aflægger her i København. Det erklærede mål er at få arkitekterne til at tegne bygninger, som passer ind i det eksisterende historiske miljø, og – ikke mindst – at få politikerne til at forpligte bygherrer og arkitekter gennem bevarende lokalplaner. Ud over at bevare historiske bygninger, ønsker foreningen, at nybyggeri i højere grad passer ind i lokalmiljøet frem for at stå i kontrast til omgivelserne.

»Da jeg gik med i Arkitekturoprøret, var der allerede 3.000 medlemmer. Nu er vi i gang med at gøre det til en rigtig forening. Hidtil har vi kun haft en facebookside,« siger Jep Loft om foreningen, der har 40.000 medlemmer i Sverige, og som han håber bliver en hel bevægelse.

»Jeg tror på, at der er momentum i de her år. At mange tænker ligesom os. Der er ved at ske noget,« siger han.

»Nej-københavnerne«

Som medlem af Lokaludvalget Indre By er Jep Loft allerede en kendt stemme i debatten – det til trods for, at han selv bor i Gentofte. Fordi han er medlem og medstifter af Tivolis venner, har han en plads i lokalududvalget, som også tæller lokalpolitikere og beboere i Indre By.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?«


Han var en af dem, der råbte højest, da planerne om at bygge et hoteltårn i den gamle have blev præsenteret i 2006.Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vores by er flot, fordi den ikke har nogen skyskrabere, radiotårne og alt muligt skidt, som de har i eksempelvis London. Det vidste Norman Foster godt, da han tegnede den skyskraber. Vi gjorde et stort arbejde for at forhindre den. Borgerrepræsentationen tog sig sammen og sagde nej, fordi vi protesterede så kraftigt og havde fat i dem alle,« siger Jep Loft og understreger, at modstanderne fik tilnavnet »nej-københavnerne« under Klaus Bondam, som var Teknik- og miljøborgmester på daværende tidspunkt. Efterfølgende udtalte Bondam til Ritzau, at de politiske modstandere bevægede sig i en »museal andedam«.

Norman Foster foran en model af sit forslag til et hoteltårn i 2006. Det endte dog med at blive stemt ned og fik daværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam til at udtale til Ritzau, at modstanderne bevægede sig i en »museal andedam«.Foto: Bjarke Ørsted.

Netop den holdning vil Arkitekturoprøret gøre op med.

»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?« spørger Jep Loft.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade.«


Et andet eksempel er Teaterfuglen. I 1996 vandt den norske arkitekt Sverre Fehn førstepladsen i konkurrencen om at bygge et nyt teaterhus til Det Kongelige Teater.

»Det skulle kapsles ind i glas, og nogle af de gamle huse skulle rives ned. Jeg tænkte: Det her bliver stygt. Lad os beholde Kongens Nytorv, som det er«.

Kongens Nytorvs Venner kaldtes gruppen, som han var medstifter af.

»Vi begyndte at indsamle indsigelser i forbindelse med, at der skulle laves en lokalplan. Der var faxmaskinen blevet opfundet, så i stedet for, at folk skulle skrive breve og sætte frimærker på, lavede vi en faxkupon med 16 grunde til, at det her ikke skulle blive til noget. Dem delte vi ud, og der kom næsten 2.000 indsigelser ind til kommunen. Det havde man ikke set før. Det var jo ikke en underskriftsindsamling, for folk havde sat kryds ved præcis det, de mente, man skulle undgå,« siger Jep Loft og tilføjer:

»Det var nu nok alligevel ikke det, der væltede forslaget i sidste ende.«

Sverre Fehns vinderprojekt til et nye skuespilhus ved&nbsp; Det Kgl. Teaters Nye Scene gav anledning til en voldsom debat. I november 1996 blev der opstillet en mock-up af bygningens facade mod Kongens Nytorv. Men borgerrepræsentationen endte med at sige nej til forslaget.Foto: NILS LUND PEDERSEN.

Ikke stærkere end svageste led

Vi er nået til Kultorvet, hvor Knud Højgaards hus fylder en god del af pladsen.

»Kultorvet er et rigtig flot torv, men så  ligger der den der kasse. Kæden er jo ikke stærkere end det svageste led. Hvis du har fire vægge i din stue, og du tapetserer og maler på tre vægge, mens det fjerde tapet hænger i laser, så er det jo det, man lægger mærke til. Det samme sker, når man bygger et grimt hus på en ellers smuk plads,« siger Jep Loft og understreger, at nok har 1960erne og 70erne – og tildels 50erne – stået for de største katastrofer i dansk byudvikling med nedrivninger af arkitektoniske perler og sjælløst nybyggeri, men også i dag sker det, at ny arkitektur er med til at ødelægge bymiljøet.

Jep Loft mener, at Knud Højgaards hus på Kultorvet er et eksempel på arkitektur, der ikke passer ind i det eksisterende bymiljø. Huset blev opført i 1957. Københavns Hovedbibliotek lå her til 1993. Foto fra 1957: Vagn HansenFoto: Vagn Hansen.

Derfor ønsker Arkitekturoprøret bevarende lokalplaner for den gamle bykerne, som dikterer, at arkitekter skal bygge i den eksisterende stil. I dag tager man stilling fra sag til sag, og det betyder ifølge Jep Loft, at man risikerer, at ny arkitektur ødelægger et gammelt miljø. Han nævner Toldbodgade 13 som et eksempel. Her blev et hus renoveret for nogle år siden, og det blev blandt andet beklædt med aluminiumsskærme – en renovering, som ellers er blevet fremhævet som særligt vellykket af Dansk Arkitektur Center.

»Det er en en af de mest fantastiske karreér i Nordeuropa med Nyhavn fra 1600-tallet, Toldbodgade, Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde. Midt i det placerer de noget, som jeg ikke engang ved, om jeg skal kalde for et hus. Jeg vil kalde det en stålkonstruktion. Når man får lov at lave sådan noget i den mest ømtålelige karré, kan man få lov andre steder også. Der er ingen lokalplan, der beskytter det,« siger Jep Loft.

»Så sidder kommunen og siger: »Vi må tage den enkelte sag og se på den«. Det er det, jeg vil ændre. Så slipper vi for, at de kommer med deres snak om referencer og dialog. Det er helt sort. Det er som at høre skrædderne i »Kejsernes nye klæder«,« siger Jep Loft, som ofte er blevet mødt med skepsis, da han ikke er uddannet arkitekt. For er man så berettiget til at have en holdning?

»Jeg er ofte blevet spurgt: »Hvorfor siger du noget? Du er da ikke arkitekt. Det er os, der har fagligheden«. Arkitekterne har i det hele taget været meget arrogante, men det tror jeg ikke er tilfældet længere. Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor de unge arkitekter godt kan se, at ikke alt, hvad de gamle gjorde, har været godt. Men der sidder stadig nogle i Københavns Kommunes administration, som hænger fast i en gammeldags 70er-tænkning. God arkitektur er ikke nogen garanti for et godt bymiljø. Se blot Nationalbanken. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og alt liv forsvandt,« siger Jep Loft som også gerne tager stilling til arkitektur uden for København K.

»Det, som gør mest ondt, er, når pladserne bliver ødelagt. Tag ud i Tuborg Nord. Alle de penge, der findes, var til rådighed. De dyreste grunde og Øresund. Gentofte kommune, kun rige mennesker. Ikke noget med at råbe op om pengemangel eller bygherrer, der ville have den billigste løsning. Vel ville de ej. Hvad har de derude? Intet. Punkthuse. Der er ikke noget hyggeligt,« siger han.

Den nye miljøkamp

Arkitekturoprøret får fem-ti nye medlemmer om dagen, fortæller Jep Loft, som sammenligner oprøret med miljøsagen i 70erne.
»Der var det også folket, der sagde: »Nu vil vi ikke finde os i det mere«. Det startede med, at Øresund flød med lort, og Ekstra Bladet kaldte det »Pløresund«. Så fik det momentum, og man fik et miljøministerium og Naturstyrelsen og naturklagenævn. Planloven dækker også bymiljøer, bebyggelser og naturområder. Med hvad er der sket med bebyggelse og bymiljøer? Intet. Hvad er der sket på miljøområdet? En hel masse,« konstaterer Jep Loft.

»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade,« siger Jep Loft, som alligevel er optimistisk.

»Jeg tror, der er momentum nu,« siger han.

FAKTA

Jep Loft om tre københavnersager


Blox
»Blox var et fejlskud. Der var kæmpe møde på Nationalmuseet, hvor der sad 297 og var imod og tre, der var for. Men det var kun de tre, der var for, som rigtig fik lov at sige noget. Det var en farce. »Lad nu idioterne blive borgerinddraget og lad dem vrøvle, og så gør vi alligevel det, vi har tænkt«. Jeg er sikker på, at Realdania fortryder byggeriet bitterligt«.

Slagtergårdene på Vesterbro
»Det var et fantastisk bymiljø, som aldrig kan genopstå, med sine små gårde, skæve bygninger og værksteder. Hvis nogen havde sat det i stand, ville masser af rige mennesker gerne flytte ind i det. Det kan godt betale sig at sætte det gamle i stand.«

Holckenhus
»At man stjæler nogle atelierer fra nogle kunstnere – det må de jo nok desværre finde sig i. De har været privilegerede med relativt lav husleje og for et areal. Men Holckenhus havde de her trapper og glas og fine detaljer, og så kommer uforstandige personer og fjerner det. Det er tonedøvt. Men jeg kan ikke forlange, at folk skal betale en lille husleje for en stor lejlighed.«

Brev til borgmester Ninna Hedeager Olsen

Borgmester                                                                                     Kbh d. 30/10-2019

Ninna Hedeager Olsen.

Kære Ninna Hedeager Olsen.

Som borgmester for Teknik og Miljø i København har De sandsynligvis et større ansvar for forvaltningen af vores kulturarv end nogen anden person i Danmark. Bymiljøerne er vores vigtigste kulturarv, og København råder over de mest værdifulde i landet.

Jeg håber, at De vil læse vedlagte uddrag af en artikel af den anerkendte, nu afdøde, engelske arkitekturhistoriker Giles Worsley. Han beskriver på elegant vis, hvad der gør Københavns Indre By til noget særligt i Europa og dermed i hele Verden.

Jeg vedlægger i den sammenhæng to breve i sagen om ombygning af Bremerholm 33. Vi frygter, at Deres forvaltning ikke til fulde har forstået betydningen af, at vi bevarer byens særpræg. Det lyder pænt, når man i byggesager vil tage udgangspunkt i den enkelte situation og sammenhængen, men erfaringen viser noget helt andet. For eksempel passer de nye huse i Toldbodgade 13 og Nansensgade 57 overhovedet ikke til deres omgivelser. Hvis de andre huse i gaderne så ligesådan ud, ville bymiljøerne være ødelagt.

Der er brug for bevarende lokalplaner for hele Indre By. En skærpet lokalplanpligt er ikke nok – som eksemplerne viser. Lokalplanerne bør foreligge, inden byggesagerne opstår. Kommer de efterfølgende, er det som regel for sent. Og der er brug for, at forvaltningen i højere grad efterlever ånden i kommunens arkitekturpolitik, når det gælder nybyggeri i de sårbare bymiljøer. Tidsånden har ændret sig. Som det fremgår af Lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forslag til Kommuneplan 2019, ønsker et stort flertal af byens borgere at passe bedre på byen.

Med venlig hilsen

Jep Loft

« Ældre indlæg

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑