Anmeldelse af Thorvald Bindesbølls Plads i Byggeri nr 9 – 22/11-2019

Thorvald Bindesbølls Plads

København har fået en ny plads: Thorvald Bindesbølls Plads i Carlsberg Byen. Den er opkaldt efter designeren af Carlsbergs øletiketter, ikke at forveksle med faderen, M.G. Bindesbøll, som var arkitekten bag Thorvaldsens Museum.

Det er altid spændende med nye pladser. De kan blive samlingspunkter og skabe liv i en by. Mange af de nye bydele savner gode byrum. Carlsberg Byen har søgt at lære af denne fejl. Thorvald Bindesbølls Plads er et af 25 byrum i den nye bydel.

Tænk, som arkitekt at få lov til at skabe en plads. Sådan en chance får man ikke mange gange i sit liv. Denne artikel handler om pladsen som byrum, ikke om husenes funktion som beboelse. Og den handler om den plads, der ligger rundt om industribygningen Halmlageret fra 1949, selv om pladsens vestlige og nordlige del besynderligt nok hedder Constantin Hansens Gade, mens en hyggelig og flot beplantet sti, der munder ud i pladsen sydfra, også hedder Thorvald Bindesbølls Plads.

Er pladsen vellykket for andre end beboerne? Det vil mange måske mene. Den er ikke grim, faktisk pænere end så mange andre nybyggerier, og den løser sikkert den opgave, der var stillet. Men jeg kommer fra en bevægelse, der gør oprør mod den form for nybyggeri, der har domineret siden Anden Verdenskrig – byggeri, der har gjort skade i de ældre bydele uden selv at kunne levere nye bykvarterer med samme liv og atmosfære, som de gamle bykvarterer har. Thorvald Bindesbølls Plads er mere af den velkendte Legoklods-arkitektur, som for tiden bygges overalt i byen. Jeg havde ønsket mig noget andet.

Som dreng gik jeg i skole på Rahbeks Allé, som løber 75 meter nord for den nye plads. Dengang var området lukket land. Jeg havde ingen anelse om, hvad der var på den anden side af det plankeværk, der var ud mod gaden. Grunden tilhørte Kongens Bryghus (som byggede den høje silo, der nu er ombygget til luksuslejligheder), bag den lå Carlsberg, og ved siden af, ned mod Vesterbrogade, lå en porcelænsfabrik. Et kæmpestort område, hvor man ikke kunne komme. For beboerne på Rahbeks Allé må det have været en oplevelse, da plankeværket faldt.

Set fra den anden side af plankeværket, fra industrigrunden, der nu skulle bebygges med boliger, var det alle tiders mulighed, der åbnede sig: naboskab til Frederiksbergs bedste del. Området ved Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Gl. Kongevej er et af de mest eftertragtede (og dyre) boligområder i landet. Bortset fra den ødelagte Platanvej og enkelte andre triste nybyggerier er det et homogent og enestående bykvarter med en særlig atmosfære. Det nye byggeri kunne blive en del af det – helt gratis; det var bare om at melde sig ind, at spille efter reglerne og integrere sig i bymiljøet.

Men det skete ikke. Tanken kunne måske være faldet bygherren ind, for byggeriet langs den sydgående sti søger på en fin måde at integrere sig i Humlebyens rækkehusbyggeri. Men selve Thorvald Bindesbølls Plads har valgt at holde fast i at være en del af Carlsberg Byen. Den orienterer sig ikke mod Frederiksberg.

Hvordan bliver så Carlsberg Byen? Det er endnu uvist, der er stadig stor byggeaktivitet og en masse rod. Men der er gode byrum som den nærliggende Bryggernes Plads med det spændende Hotel Ottilia og en grillrestaurant midt på pladsen.

På Thorvald Bindesbølls Plads ligger Halmlageret i midten som en domkirke. Det er prisværdigt, at det er bevaret. Men det er temmelig stort, og det optager (for) meget af pladsen. Det er spændende, hvordan bygningen, der vist nok skal indrettes til fitnesscenter, kommer til at indgå i helheden.

Husene rundt om pladsen skal danne vægge for et godt byrum. Til den opgave er karréer den bedste løsning, mens punkthuse, boligblokke og højhuse egner sig dårligt. Her har man valgt lidt af det hele (højhuset er dog ikke bygget endnu).  Husenes facader skal give pladsen atmosfære. De er malet i forskellige farver, hvilket er en god ting. Men måske er husene for få og for store til at skabe en spændende mangfoldighed. For mig har de et præg af forstadsbeboelse. Det er ikke en plads, der får mig til at se efter et bord, hvor jeg kan sætte mig og bestille en kop kaffe. En væsentlig del af pladsen er indrettet som legeareal og boldbane, hvilket gør den til en legeplads snarere end et bytorv.

Jeg kan nævne utallige gode torve og pladser med liv og atmosfære i ind- og udland, men jeg kender kun få eksempler på nye pladser, der har det. Første Verdenskrig synes at være det store skillepunkt. Byer og bykvarterer fra før 1914 har – uden at nogen har anstrengt sig specielt for netop det – fået gode bymiljøer. Af mere eller mindre forklarlige årsager er de blevet velsignet med stedets ånd. Da teoretikerne tog fat, gik den tabt. I stedet kom den nye tids ånd til at herske, og den var mere menneskefjendsk. I hele Europa er de nye forstæder meget kedeligere end de gamle bykerner. I København har både Indre By, Frederiksberg og brokvartererne (hvis de er sluppet for saneringer) det bymiljø, som forstæderne savner. Brokvartererne var for det meste billigt spekulationsbyggeri, så forskellen kan ikke begrundes med pengemangel.  

Hvad ville jeg have gjort på Thorvald Bindesbølls Plads? Jeg ville have benyttet mig af det, der gør de gamle torve til fine og tiltrækkende byrum. De har vægge hele vejen rundt. Husene er mange og små, ikke få og store – det skaber liv – og de ligger side om side i karréer. Karréer skaber gårdrum, som kan være grønne, og der kan legepladser og boldbaner være (i sikkerhed for biler), så pladsen kan få lov at fungere som et torv. Husene er forskellige, men spiller efter samme regler. De udgør en ensartet mangfoldighed. (Facaderne på store huse kan opdeles, så husene udefra ser ud som flere små). De har hver en dør, så man kan komme ind og ud, og ikke alt for store vinduer (der står på højkant). Der er ikke kørende trafik langs solsiderne, så man kan sidde langs husrækkerne.

Hvorfor prøver man ikke at skabe mere hyggelige pladser? Bygherrerne er jo ikke dumme; de ved, at der er penge i en god beliggenhed, og et attraktivt bymiljø betyder netop god beliggenhed. Mit gæt er, at de ikke tænker over det. De bygger bare i den moderne stil, som man plejer.  

Er jeg en gammel nostalgiker, der ønsker huse i en gammel byggestil? Måske. Men om så var, er der vel ikke noget specielt galt ved det. De fleste af de nye bydele og havnekvarterer er vist ikke blevet det, vi alle ønskede, og så har man vel lov til at foreslå noget, der er anderledes. Jeg ønsker ikke det gamle, fordi det er gammelt. Jeg ønsker noget mere menneskeligt, livligt, atmosfærefyldt, hyggeligt, trygt – alt det, man finder i de ældre bydele. Jeg ville være glad, hvis arkitekter kunne skabe noget nyt, der havde disse egenskaber. Kunne de ikke videreudvikle den byggetradition, vi tidligere havde her i landet, glemme Le Corbusier og lægge de amerikanske arkitekturtidsskrifter til side? I København er vi så heldige at have nyklassicismen at basere os på. Den er internationalt berømmet for sin stilfærdige elegance. Se for eksempel på den vestlige del af Middelalderbyen, d.v.s. gaderne og torvene mellem Vester Voldgade og Købmagergade. Der er noget tidløst over husene fra 1800-tallet, de er ikke oppustede, der er ingen krummelurer. Og området summer af liv. Det er vel den byggestil, der blev videreudviklet i kvartererne på Gammelholm og inden for Søerne, og igen på brokvartererne og Frederiksberg. Hvorfor ikke tage udgangspunkt i den? Det er ikke nostalgi, det er nytænkning.

I tøjbranchen tør man godt gå tilbage i tiden for at hente inspiration. I min kælder hænger der metervis af dametøj. Når jeg spørger min kone, om vi ikke snart kan smide det ud, svarer hun: Nej, det bliver moderne igen. Også bilbranchen henter gamle, klassiske modeller frem og fornyer dem. Der er ingen, der råber ”pastiche”, når de ser en Mini Cooper eller en Fiat Cinquecento. Tør byggebranchen ikke?

Vi har haft problemet med kedeligt nybyggeri i årtier. Nu er der tegn på en opblødning af de skarpe holdninger, som arkitekterne tidligere indtog. Men arkitekterne har ikke den magt, de havde førhen. Det er bygherrerne, der bestemmer. Men ville bygherrerne virkelig ikke lytte til en arkitekt, der vil skabe et mere attraktivt bymiljø? Vil de bare tales efter munden? Jeg nægter at tro det. Der er penge i et godt, livligt, atmosfærefyldt og trygt bymiljø. Det beviser de ældre bydele. Og tiden er løbet fra meget af det kedelige, moderne byggeri, der i 60’erne og 70’erne blev præsenteret som udvikling og fremskridt.

Thorvald Bindesbølls Plads kommer næppe til at skabe et bymiljø som det, de gamle torve har. Chancen var der. Men man greb ikke efter den.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret på Facebook

www.facebook.com/jep.loft/allactivity?entry_point=profile_shortcut&privacy_source=activity_log&log_filter=all&category_key=all

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *