Lad os bygge smukt igen

Måned: juli 2020

Herning Folkeblad d. 24/7-2020. Indsigelse mod lokalplanen for Herning+

Herning Folkeblad bringer i dag Arkitekturoprørets indsigelse med lokalplanen for Herning+.

Læs indlægget her.

Herning kan gøre op med 100 års fejltagelser: Indsigelse mod lokalplanen for Herning+

24. juli 2020, 13.28

Jep Loft er formand for Foreningen Arkitekturoprøret med medlemmer i blandt andet Herning. Foto: Privatfoto

BYFORNYELSE Foreningen Arkitekturoprøret repræsenterer medlemmer overalt i landet herunder i Herning. Vi vil gerne gøre indsigelse mod ovennævnte lokalplan, fordi den synes baseret på en traditionel arkitektonisk tankegang, der vil føre til et nyt bykvarter med tydeligt forstadspræg. Det er ikke, hvad Herning har brug for.

Lokalplanen understøtter således ikke kommuneplanens vision om at skabe et mangfoldigt og attraktivt bymiljø for alle målgrupper – det vil sige også for dem, der besøger bydelen uden at bo eller arbejde der.

Et godt og trygt bymiljø er måske den vigtigste konkurrenceparameter, når det drejer sig om at tiltrække nye skatteborgere (og turister).

Det er prisværdigt, at lokalplanen vil bevare eksisterende bygninger af værdi. Men det påtænkte nybyggeri ligner, hvad man ser overalt i landet. Det vil utvivlsomt blive til gode boliger med mere, som vil tjene deres formål for dem, der anvender de nye huse. Men visualiseringen af helhedsplanen og af det centrale torv (udarbejdet af Arkitektfirmaet Effekt) viser tydeligt, at der ikke skabes et attraktivt bymiljø med atmosfære, som man finder det i ældre bykerner. Den nye bydel vil blive som de mange nye bykvarterer, man ser overalt i landet. Klimavenligt byggeri i høj kvalitet med en masse grønt, men forholdsvis store, firkantede, ensformige klodser, uden byliv og diversitet. København kan fremvise utallige lignende eksempler. Det ser moderne ud, men det er kedeligt, og der er intet bymiljø. Det samme gælder mange forstæder til de større byer – mens de ældre bykvarterer fra før Første Verdenskrig summer af liv og er langt de mest eftertragtede. Dér er bymiljø, og husene har højere beliggenhedsværdi.

Læs også
Herning set fra oven: Sådan bliver udsigten fra nyt højhus
+Abonnement

Herning er en ung by, der ikke har en gammel middelalderbykerne. Selv om den nye bydel ikke skal være et nyt bycentrum, bør man udnytte denne enestående mulighed for at supplere Hernings centrum med det, som savnes i dag: Den særlige charme, man finder i ældre byer. Der bør ikke bygges firkantede klodser (ikke punkthuse, ikke »townhuse« og slet ikke højhuse). Det, der skaber tryghed og liv, er mange, mindre, huse i karréer med gader og små gyder, der ikke er lagt efter en lineal. De krogede gader i gamle byer giver læ for vinden. Husene skal være forskellige – i hvert fald på facaderne, og hvert hus skal have en dør, så folk kommer ud i gaderne. Et højhus skaber vind, skygge og dertil tomhed, fordi det er for svært at komme ud på gaden. Det giver utryghed.

Man bør ikke være så bange for ikke at være moderne. Tiden er løbet fra forstæderne på Københavns vestegn – det, som skulle være det mest avancerede byggeri. Huse i en mere klassisk stil vil bevare deres værdi langt bedre (ganske som møbler). Og det vil være nytænkning. I de seneste 100 år er der ikke bygget en ny bydel med et egentligt bymiljø. Herning kan blive den første by, der gør op med 100 års fejltagelser og går nye veje.

De etablerede tegnestuer kan næppe løse denne opgave. De er fastlåst i vanetænkning. Der skal nye folk til. Går man videre efter de planer, der er lagt, forspildes en mulighed, der aldrig kommer igen.

Berlingske d. 20/7-2020. Naturmiljø og bymiljø.

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

© 2021 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑