Lad os bygge smukt igen

Month: maj 2020

Politiken d. 30/5-2020

Lad Palads være i fred

Arkitektur

JEP LOFT,FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»HVER GENERATION skal turde udskifte arkitektur«, skriver Jørgen Huno Rasmussen 21.5. Det må man give ham ret i; der er megen arkitektur, der bør udskiftes, nemlig det triste byggeri fra 1960’erne og fremefter. Men desværre er det ikke det, han tænker på. Han vil rive Palads-teatret ned. Og han beklager, at man ikke fik revet Dahlerups flotte pakhus på Langelinie ned.

Der er en fortvivlende trang hos bygherrer og arkitekter til at rive ældre bygninger ned. Deres tanke må jo være, at husene ligger på et attraktivt sted, hvor det vil være godt at bygge noget andet. Men stedet er jo netop attraktivt, fordi det ligger i et gammelt byområde med atmosfære og liv. Når der kommer nye huse, ødelægger man bymiljøet.

Det svarer til, at man fælder træerne i en skov for at skaffe plads til besøgende skovgæster.

Det ville være dejligt, hvis vores generation kunne skabe nye bydele, som er lige så spændende som de gamle. Bygmestrene i 1700- og 1800-tallet byggede Københavns indre by og brokvartererne samt Frederiksberg. Det gjorde de godt. Det er der, folk helst vil bo, og derfor er huslejerne så høje. Det nyklassicistiske København er i verdensklasse – stilfærdigt og elegant byggeri til almindelige mennesker, helt uden skryden. 1900-tallets bygherrer skabte forstæderne på Vestegnen, og 2000-tallets har bygget Ørestad og de nye havnekvarterer. De har været knap så heldige med at skabe gode bymiljøer.

Af den grund kunne man godt ønske sig lidt mere ydmyghed hos vor tids bygherrer og arkitekter. De har i årevis revet gamle huse ned og erstattet dem med nye – med store ødelæggelser til følge. Hvorfor ødelægge det, der fungerer bedst? Kunne de ikke koncentrere sig om selv at levere varen i form af nye bydele med atmosfære? Skulle de ikke holde en pause og først finde ud af, hvad der gør de nye bydele kedeligere end de gamle?

Jørgen Huno Rasmussen citerer Jørn Utzon; men Utzon talte kun om at nedrive tidligere generationers ordinære industribyggeri. Palads-teatret er alt andet end ordinært. Sådan en bygning får vi aldrig igen. Hvis ejerne ikke længere kan bruge bygningen, kan de sælge den til nogen, der kan. Det er jo ikke behovet for en ny biograf, der ligger bag deres byggeprojekt, så der er primært tale om et spekulationsbyggeri.

Egmont ødelagde Pilestræde og Landemærket ved at bygge store kedelige huse, som de ikke selv havde brug for. Forinden havde de revet halvdelen af Møntergade ned og erstattet de gamle huse med én kæmpestor klods, der indeholder en moderne butiksarkade. Den står i dag gabende tom, mens de gamle forretninger på den anden side af gaden er fulde af liv.

Egmont har trampet rundt i Pilestræde-kvarteret som en elefant i en glasbutik. Kunne de ikke træde lidt mere varsomt på Axeltorv? Lad Palads være i fred.

Magasinet KBH d 20/5-2020

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder ‘København på Lattergas’.

For nylig udkom bogen ”København på lattergas” på Gads forlag. Den er skrevet af tre professorer: Jens Kvorning og Carsten Thau er fra Kunstakademiets Arkitektskole, mens Martin Zerlang er litteraturprofessor fra Københavns Universitet. Det er Bergiafonden, der har ønsket en bog om det bedrøvelige i, at smukke københavnske gader bliver ødelagt af udviklingen. Bogens arbejdstitel var ”Hvordan man ødelægger en gade”.

Det store spring fremad?

Ødelæggelserne af byers gader og torve er netop baggrunden for oprettelsen af Arkitekturoprøret, hvor jeg er formand. Vi kritiserer, at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og at gaderne i de nye bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterers gader har. Efter vores mening har fagfolkene, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter (som de tre professorer) ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte til kritik. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. Denne bog er ét blandt mange udtryk for, at der er en opblødning på vej. Derfor har det været spændende at læse, om de tre professorer har vovet at tage springet og komme os på den anden side af kløften i møde.

Banalisering

Bogen består dels af kapitler, som forfatterne selv har skrevet, og dels af referater af samtaler med blandt andre forfattere og arkitekter. Dens overordnede kritik går på banaliseringen af byen. Den kommer bl.a. i samtaler med forfatterne Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Internationale butikskæder driver de små handlende ud af byen som følge af høje huslejer, fine gamle caféer er lukket, masseturismen er en plage, og byens diversitet med skæve huse, baggårde og små værksteder forsvinder. Slagtergårdene på Vesterbro er et eksempel. Det påpeges med rette, at bystyret er for passivt og ikke varetager byens kulturarv.

Kvaliteten af byggeriet

På de fleste områder retter bogen kritik, som man kun kan være enig i. Det gælder f.x. vurderingen af nybyggeriets kvalitet. I flere kapitler, herunder ét med titlen ”Det samme, det samme og det samme”, påpeges kedsommeligheden og monotonien i de nye kvarterer, Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsbergbyen, Ørestaden, Nordhavnen m.fl. Der udtrykkes frygt for, hvad der skal ske på Nyholm og med Tivolis projekter, og begge steder påtales banalisering, uforstand og forfladigelse. Og byens mange glashuse og højhuse kritiseres.

Vartegnsbyggeri

Også i spørgsmålet om arkitektens rolle som vartegns-skaber kontra by-skaber siges der rigtige ting. BLOX kritiseres hårdt, og den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas, citeres for at udtale: ”fuck konteksten”. Det var, hvad Jan Gehl undervistes i, da han gik på akademiet for mange år siden, og man skulle tro, at arkitektstanden var kommet videre. Men Koolhaas er åbenbart ikke. Både Industriens Hus og Østerport II får en velfortjent hård medfart. Arkitekten Lene Tranberg udtaler så rigtigt, at vor tids optagethed af værket som et unikt objekt er en svøbe, og billedkunstneren Per Arnoldi er inde på lignende tanker.

Byplanlægning

Ligeledes kritiseres dårlig byplanlægning med rette. Saneringen af den sorte firkant på Nørrebro var en tragedie med Stengades græsplæne som det værste. Søren Ulrik Thomsen påpeger helt berettiget den fejlagtige sentimentalitet over for alt, hvad der er grønt. En bys gader skal have bypræg. (Men jeg har nu ikke noget imod, at gårdrummene bliver grønne, og jeg savner heller ikke de mørke baggårde).

Arkitektursyn

Men bortset fra Nørrebro kommer bogen ikke ind på den allerværste form for ødelæggelse af gader og torve: nedrivninger af gamle huse, der erstattes med moderne byggeri. Når det kommer til modsætningsforholdet mellem klassisk og moderne arkitektur, virker bogen selvmodsigende. Moderne byggeri i disharmoni med omgivelserne som BT-huset i Kristen Bernikows Gade og Pressens Hus i Skindergade kaldes for eksempler på fin indpasning i den historiske bymidte, mens Nyhavn ”ikke er nogen arkitektonisk sensation” og Vimmelskaftet ikke er ”noget at skrive hjem om”. Her kommer den arkitekturpolitiske korrekthed. Og Lene Tranberg er fascineret af Sergels Torv, Kulturhuset og det nye Klarakvarter i Stockholm. Den holdning skal man vist være arkitekt for at indtage; de store nedrivninger og nybyggerier i Stockholm i 1960’erne og 70’erne er et nationalt traume i Sverige. Oveni kommer hun med den til hudløshed hørte advarsel mod pastiche. Det plejer at betyde, at uanset hvor man bygger, skal det se moderne ud. Det er svært at se, hvordan bogens anerkendelsesværdige ønske om at bevare de gode bymiljøer kan forenes med dette arkitektursyn.

De værste ødelæggelser i København i de seneste 50 år er Egmonts byggeri i Møntergade/Pilestræde/Landemærket og Nationalbanken. Begge er eksempler på, at liv og diversitet blev erstattet med store, stedfremmede, lukkede klodser – alt det, som bogen er imod. Men den ene af bogens forfattere, Carsten Thau, er også medforfatter til den store bog om Arne Jacobsen fra 1998. Heri lovprises Nationalbanken for sin respekt for det gamle København og den fornemme tilpasning til omgivelserne. På intet tidspunkt begrædes det, at man ødelagde en hel karré, som var tæt bebygget med gamle bolig- og erhvervsejendomme samt den fine gamle Nationalbank. Det havde været interessant at høre, om han har flyttet sig siden 1998 (hvilket heldigvis mange arkitekter har).

Bymiljø

Der savnes en klar sondring mellem arkitektur og bymiljø. Det er to forskellige ting. Nationalbanken er nok arkitektur, men den ødelagde bymiljøet. Den er fejlplaceret. Niels Juels Gade er helt mennesketom. Hvis vi skal redde bymiljøerne (og det er vel det, bogen egentlig handler om), så skal der laves bevarende lokalplaner, der forhindrer utilpasset nybyggeri. Forhåbentlig sker det nu for Indre By og Christianshavn. Men brokvartererne og Frederiksberg fortjener også beskyttelse. Der er en grund til, at den velbevarede Jægersborggade på Nørrebro er blevet et fint bymiljø (som bogen omtaler flere steder); det vil aldrig kunne ske i parallelgaden, Bjelkes Allé, hvor der er bygget nyt.

Moderne eller klassisk?

Og hvis man vil have nye bykvarterer med atmosfære, må man lære af de ældre: bygge mange forskellige, mindre huse i karréer i en mere klassisk stil. Hvorfor er arkitekter så bange for det? Er det pasticheangst? Det er jo i sådanne områder, at folk helst vil bo eller opholde sig, og det er derfor, at huslejerne er højere der. Hvorfor må der ikke være lige så megen atmosfære i Hvidovre som på Vesterbro? Møbler må gerne være klassiske, og nye biler som Fiat 500 og Mini Cooper er også klassiske i deres design. Men huse må ikke være det. De skal udstråle modernitet. Carsten Thau har tidligere kritiseret, at byggeriet har mistet sin ”rodfæstethed”. I København har vi de nyklassicistiske rødder at bygge videre på. Området mellem Vester Voldgade og Købmagergade er i international klasse: et roligt og uspoleret gadebillede fra begyndelsen af det 19. århundrede, uden forlorne detaljer og uden det skryderi, der kendetegner samtidens London og Paris.

Bogens konklusion

Hvilken vej ud af den skildrede elendighed anviser forfatterne? I det afsluttende kapitel hedder det, at København befinder sig på en korsvej. Man må vælge at påvirke byens rum og struktur og påvirke huslejer og ejerforhold, så man undgår en anonym og standardiseret by. Det er pæne ord, men ikke rigtigt noget, der umiddelbart lader sig omsætte i handling. Og det er sjældent klogt at sætte markedet ud af spil. Vi, der havde håbet på det store spring over arkitekturkløften, efterlades skuffede. Modet svigtede de tre herrer. Måske var det forankringen i den arkitekturpolitiske korrekthed, der holdt dem tilbage.

Det blev ikke til noget spring – kun til et lille hop på stedet.

Link til artiklen

Politiken Byrum d. 20/5-2020

Jep Loft svarer Lars Juel Thiis: Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele

Den enkelte bygning kan muligvis have arkitektonisk kvalitet, men samtidig ødelægge bydelen omkring sig. For at komme det problem til livs, skal vi have bevarende lokalplaner og revidere fredningsloven, skriver Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, i dette debatindlæg.

DEBAT20. MAJ 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Arkitekt Lars Juel Thiis påpeger i et debatindlæg i Politiken Byrum 18. maj, at »nybyggeriet er blevet intetsigende, i værste fald ligegyldigt – i kontrast til de gamle bymidters historiefortællinger«, og at de nye byområder langs havnefronterne i landets købstæder eksemplificerer fadæserne.

De synspunkter deles til fulde af Arkitekturoprøret.

Men vi har længe kæmpet for bevarende lokalplaner som værn mod utilpasset nybyggeri i de ældre bydele, og vi har også foreslået mere detaljerede lokalplaner for nye områder – senest Kokkedal Stationsområde – for at undgå mere af det samme atmosfæreforladte forstadsbyggeri.

Heri er Lars Juel Thiis uenig. Han skriver:

»Nogle mener, at løsningen er lokalplaner, der i detaljer beskriver projektets standarder, men så har man misforstået planlovgivningen. Lokalplaner skal give bygherrerne muligheder, ikke kun begrænsninger. Lokalplaner skal danne rammer for udformningen på overordnede niveauer,« skriver Lars Juel Thiis og fortsætter:

»Men med myndighedsprojektet, der baner vejen for byggetilladelsen, kan kommunen insistere på kvaliteten. En byggetilladelse bør ikke gives, førend bygherren kan garantere projektets arkitektoniske kvalitet – og det er også på dette niveau, at et projekts byggeomkostninger fastlægges.«

Indfør bevarende lokalplaner

Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel.

Vil Lars Juel Thiis gerne se nye lignende projekter i Københavns Indre By? Forhåbentlig ikke; så langt er den almindelige forståelse for bymiljø vist nok kommet.

Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel

Jep Loft

Men hans eget byggeri på Nyborg Slot er vel også kvalitet, og alligevel er vi tusindvis, der er fortvivlede over tivoliseringen af det enestående og fredede slot.

Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele. Pressens ultramoderne hus i fine, gamle Skindergade i København er blevet fredet. Det er sikkert et udmærket hus, men bare ikke på det sted.

At diskutere moderne arkitektur er som at diskutere moderne kunst. Vi bliver ikke enige, og det skal vi heller ikke være. Og det gør ikke noget, for det væsentlige for de fleste mennesker er gode bymiljøer, og det er noget helt andet.

Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye

Jep Loft

Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye. Derfor skal vi have bevarende lokalplaner. Og det får vi forhåbentlig også.

De (få) velbevarede provinsbyer har haft det længe, og nu vil København også lave lokalplaner, foreløbig for Indre By og Christianshavn.

Lad os oven i købet få en revision af fredningsloven, så man kan frede hele områder og frede facader uden at lægge bånd på anvendelsen af husenes indre.

FORSLAG VEDR. KOKKEDAL STATIONSOMRÅDE.

Arkitekturoprørets Idé på https://borgerlab.horsholm.dk:

Der bør skabes et trygt og attraktivt bymiljø. Det skal være et sted, hvor man tør færdes alene om aftenen.

Derfor skal der ikke bygges store blokke eller punkthuse. Der bør ikke bygges i glas eller stål. Facaderne skal se ud, som om de består af flere, forskellige huse (alle med døre, så det er let at komme ud i byrummene) i forskellige farver; bag facaderne kan det udmærket være ét stort hus. Vinduerne skal stå på højkant, og alle tage må ikke være flade. Der skal være mangfoldighed og diversitet. Men husene skal tilsammen udgøre en harmonisk helhed – ligesom de gør i f.x. Københavns Middelalderby.

Der skal skabes en stationsplads, som virker som samlingspunkt for hele området. Den gamle stationsbygning er et stort aktiv. De nye huse på pladsen skal passe til den. Ud over selve pladsen skal der skabes karréer med mange, mindre huse i hver, der tilsammen skaber en rigtig, lille by. Succeskriteriet er, at der skabes et område, der tiltrækker flere mennesker end lige dem, der har et ærinde i området. Det skal invitere til, at der opstår små butikker og caféer, og til at der måske er torvehandel på stationspladsen på visse ugedage. Hvis det lykkes, vil bygherrerne kunne opnå en (væsentligt) højere kvadratmeterpris.

Der henvises til den vedhæftede plantegning.

1.   Selve stationspladsen bør være et rum med fire “vægge”, hvor stationen udgør den østlige. Nordvæggen og Sydvæggen skal begge have et hul eller en port, så trafikken kan komme igennem. Nord-, vest- og sydvæggen skal bygges sammen, så pladsen bliver et lukket rum. Foran stationen, hvor der er aftensol, kan der være udeservering (evt. på terrasser, fordi terrænet skråner). De tre nye vægge skal bestå af adskillige, forskellige huse. Der skal ikke være dominerende kunstværker.

2.      Den vestligste (lyseblå) trekant bør være en karré med mange små huse.

3.    Den midterste (mørkebrune) trekant bør ligeledes være en karré med mange forskellige huse og en lille gård i midten.

4.     Noget lignende bør gælde den sydligste (lysebrune) trekant.

5.     På østsiden af banen bør der bygges 3 eller 4 små karréer med stræder imellem, alle bestående af flere, forskellige huse. Gadenettet skal ikke være et net af rektangler, men derimod noget der ligner gadenettet i en organisk opstået by.

6.    Den sydlige gangbro over banen bør ligge i forlængelse af et af disse stræder.

Lad Hørsholm Kommune gå nye veje og undgå de fejl, der er blevet gjort så ofte. Det vil skabe opmærksomhed over hele landet. Vi er overbeviste om, at et flertal af almindelige mennesker (uden for byggebranchen) vil sympatisere med vores idéer.

April 2020.

Indsendt af Arkitekturoprøret ved Jep Loft, formand.

Efterfølgende kommentar fra Arkitekturoprøret på /borgerlab.horsholm.dk:

Tak for et godt og informativt Borgerlab d 5/5 om Kokkedal Stationsområde. Det var et initiativ, der kan tjene som forbillede for andre kommuner.

I Arkitekturoprøret anser vi det som det vigtigste at skabe et trygt samlingspunkt med atmosfære og bymiljø, som tiltrækker flere mennesker end dem, som har et ærinde i området. Det er vores overbevisning, at dette ikke opnås med de løsninger, som arkitekt Jesper Kudsk viste.

De gode bymiljøer findes i byområder, som er opstået før Første Verdenskrig. De har samlingspunkter i form af torve, karréer med gader og stræder, der er diversitet og intimitet. I tiden derefter opstod bevægelser, som kastede vrag på traditionen og forlod den menneskelige skala. Resultatet er blevet, at så godt som alle de nye byområder kom til at savne den atmosfære og charme, som de ældre har. I vores region er de bedste bymiljøer i København og Helsingør.

De løsningsforslag for Kokkedal, der vistes på Brugerlabbet, var nedslående. De fremhævede referencer pegede i en gal retning. Ballerup Station og busholdeplads bør ikke være forbillede for Kokkedal. Ørestad er ikke nogen succes. I Carlsbergbyen fungerer de gamle pladser som Bryggernes Torv, mens de nye som Thorvald Bindesbølls Plads er helt uden atmosfære. På Grønttorvet er ligesom i mange andre nye bydele i København firkantede klodser i form af punkthuse, rækkehuse, blokke eller højhuse, som ligner hinanden. Det er trist og kedeligt. Det er der vist nok almindelig enighed om. En rigtig by består af karréer med varieret bebyggelse og mange huse. Heller ikke det avancerede byggeri fra Frederiksberg bør inspirere; tiden løber hurtigt fra sådanne forsøg på at være moderne, og på de fleste mennesker virker det fremmedgørende og ødelæggende for sammenhængen.

Der kommer ikke liv, blot fordi der er et butikscenter. I Gilleleje er der lavet et nyt byområde med en plads, der rummer både en Fakta, en Irma, et meget stort bibliotek og to biografsale. Så kan man dårligt ønske sig mere. Men pladsen er uden charme, og der kommer kun de mennesker, der har et ærinde. På byens nærved liggende gamle torv er der derimod liv og atmosfære.

Grønt er på mode. Men der er masser af grønt i Kokkedal i forvejen. Der er en skov lige i nærheden og et grønt bælte langs banen. Grønne plantekasser giver ikke tryghed. Private kantzoner hører ikke hjemme i en by. Gaden bør være offentligt byrum helt ind til murene. Private (grønne) områder kan findes i karréernes gårde. Der er ikke brug for offentlige stier gennem dem. Hellere få trafik og liv i gaderne.

Der har i årtier været en ”arkitekturkløft” mellem fagfolk (arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger m.fl.) og almindelige lægfolk. Fagfolkene har i almindelighed været godt tilfredse med byggeriet og har lovprist sig selv og hinanden med fin akademisk tale om arkitektur. Imens har tusindvis af mennesker været fortvivlede over hensynsløst nybyggeri i gamle bykerner og kedelige nye bykvarterer. Men fagfolkenes interesse i at høre menigmands mening har været meget beskeden. De har levet i deres egen lukkede verden. Derfor er det virkelig godt, at Hørsholm Kommune nu inddrager borgerne.  

Hvis Kokkedal Stationsområde skal blive til et vellykket byområde, skal lokalplanen i usædvanlig grad specificere byggeri i stil med det forslag, vi har indsendt. Hvis man blot laver en normal lokalplan og derefter afventer resultatet af en konkurrence, vil der sandsynligvis ikke komme forslag, der skaber et godt bymiljø. Så langt er byggebranchen næppe kommet.

Men i Arkitekturoprøret er vi blevet opmærksomme på, at mange arkitekter og planlæggere deler vores synspunkter. Også kommunalpolitikere er begyndt at røre på sig: i København har et alternativt flertal i Borgerrepræsentationen vedtaget et ændringsforslag til Kommuneplan 2019, der kræver bevarende lokalplaner (som forslået af Arkitekturoprøret og Indre By Lokaludvalg). Der er grund til at håbe på anderledes bymiljøer i fremtiden. Men vi har endnu til gode at se det første. Det ville være historisk, hvis det kunne blive i Kokkedal. Det ville vække opmærksomhed over hele landet.

Hvis ikke der kommer bedre løsningsforslag, burde man hellere sætte planerne i bero. Hørsholm Kommune får ikke en chance som denne igen. I stedet for at forspilde den, er det bedre at vente 5-10 år og se, om fagfolkene ikke i mellemtiden indser fortidens fejl og begynder at tænke på en ny måde.

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Indlæg i Politiken d 11/5-2020

Læserne Mener

Salt i Odenses åbne sår

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.

Under overskriften ’Nyt kvarter heler Odenses store sår’ roser Karsten Ifversen i Politiken 2.5. byggeprojektet, der skulle reparere den store skade, som Thomas B. Thriges Gade forvoldte Odense.

I Arkitekturoprøret, som jeg er formand for, deler vi ikke Karsten Ifversens begejstring. Vi mener, at byen har forspildt en enestående chance for at genskabe harmonien og sammenhængen i byens øst/vest-gående akse, Vestergade-Overgade. Blandt andet er det alt for voldsomme og helt stedfremmede TBT-Tower (som kom ind på tiendepladsen i Arkitekturoprørets afstemning om det værste nybyggeri) en knytnæve i ansigtet på den i forvejen slemt skamferede by.

Mere interessant end vores meningsforskelle er, at Karsten Ifversens artikel er et typisk eksempel på arkitekturkløften: På den ene side står byggebranchens aktører, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltere og fagskribenter som Karsten Ifversen. På den anden side står almindelige mennesker, som i årtier har været frustrerede over hensynsløst nybyggeri i gamle bykerner (som Odense er så rig på) og kedelige nye bykvarterer. Aktørerne har efter vores mening i årtier levet i deres egen lukkede verden, hvor de har lovprist sig selv og hinanden med akademisk tale om fin arkitektur. Interessen for at høre lægfolks mening har været tæt på nul.

Arkitekturoprøret er talerøret for de frustrerede. Vi vil gerne have byrum med liv og atmosfære. Vi synes ikke, at byggebranchen har løst sin opgave godt nok. Det kunne være gjort meget bedre. Måtte den dag komme, hvor menigmand tages med på råd i sager om bymiljø – ligesom det i årevis er sket i sager om naturmiljø. Var Odenses borgere blevet spurgt, om de gerne ville have højhuse i beton midt på byens hovedstrøg, ville de formodentlig have sagt nej tak.


Om nutidens byggestil.


Af Michael Mehaffy
Date: søn. 10. mai 2020 kl. 23:30
Subject: There IS a style “of our time” — and it is in urgent need of critical re-examination

I have previously criticized the sometimes excessive focus on style, including among those of us who practice traditional design. That is because that focus reinforces certain fallacies about what is the “right” style – especially, what is the “right” or exclusive style for a given moment of history, implying that anything else is “wrong,” “will not be tolerated” (as Le Corbusier said *) etc.

But we need to recognize that there IS a style for today, and one that is enforced ruthlessly – mostly through the dynamics of groupthink, but where necessary, through firing professors, failing students, shutting down schools, etc. (We have witnessed all these things firsthand.)

But mostly the enforcement of this style is more subtle.  If you do not comply, you simply do not get published, get awards, get interviews, and so on. Or in most schools, get a degree!

If you do comply, you have a shot at passing the filter – and its remarkably conformist results can be seen in any professional architecture magazine (and some consumer ones too), on the walls of any mainstream school, in any mainstream award, or in the praise of any mainstream critic.  

We can call the style (after Eisenman) “Rococo Modernism.” Here is a list (provisional, suggestions welcome) of its mandatory features:

1.     Minimalism. Features must be stripped down and denuded of motifs, patterns, and ornamental details of any kind. Features must instead consist of smooth monoliths, which may be flat, rectangular or curved.

2.     Anti-historicism. Nothing must look the slightest bit like any building that ever existed in history before about 1920. Recapitulation, that most common of artistic and natural phenomena, is hereafter banned.  If a good solution happens to recapitulate any recognizable feature of the past before 1920, it is by definition not a good solution.

3.     Anti-human scale. Nothing must relate in any identifiable way to the scales or familiar forms of human beings — no human-sized windows, ornamental details, etc.

4.     Anti-natural form. Buildings must not express any of the ordinary grouping or patterning geometries of nature.  Exceptions will be made for weird insect shapes, swoopy splines, etc. (e.g. in Hadid, Calatrava et al.)   But again, such forms must be severely constrained according to #1, #3, etc.

5.     Anti-regionalism. Nothing must express the characteristics of a local place, its climate, terrain, materials, culture,  or of course (following #2) its history.

6.     Abstract art leading life. Unlike the architecture of eons, today’s style must take the hegemonic form of giant sculpture, and life must take its place within – much as one might find one’s way to live within a wrecked industrial hulk. While the architecture of eons generated its art from quotidian life, this architecture forces life into a fit with abstract art – with highly variable degrees of comfort and delight.

7.     Static newness. Buildings must not express their temporal nature by embracing weathering, wear, modification, adaptation, or other major change.  They must remain fixed works of sculptural art, remaining in pristine condition.  

8.    Foreignness. Forms must be contrasting, even jarring. If a building doesn’t provoke “the shock of the new,” it isn’t good architecture. Spectacle and difference are mandatory. This is a fitting approach to an architecture that sustains itself by serving as a marketing device for industry.

What is interesting about this style is that it makes a claim to be rooted in the scientific and industrial realities of our time – indeed, it makes an exclusive and totalizing claim to them. In 1920, that claim might have been sustained.  Today, in an age characterized by revolutionary findings in complexity science, ecology, neuroscience, and many other fields, that claim is unsupportable, and increasingly outmoded.  Troubling new questions are arising — and being suppressed and greenwashed — about the inherent resilience and sustainability of this architecture, e.g. its failure to weather well, to take just one example. Yet this style persists, sustained by fanatical ex cathedra professional and academic dogma on the one hand, and a consumer economy that rewards spectacle and novelty on the other.

So we are left with a world of denuded places – stripped of our humanity, our nature, our history, and our culture, and imprisoned by an outmoded but disastrous industrial regime, locked in a fantasy of “yesterday’s future.”

Do we not see (can we not tolerate) the need for a critical re-assessment?

Cheers, m  

* Le Corbusier, The Athens Charter, Para. 70 (emphasis added, N.B.): The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form. Such methods are contrary to the great lesson of history.  Never has a return to the past been recorded, never has man retraced his own steps.  The masterpieces of the past show us that each generation has had its way of thinking, its conceptions, its aesthetic, which called upon the entire range of the technical resources of its epoch to serve as the springboard for its imagination.  To imitate the past slavishly is to condemn ourselves to delusion, to institute the “false” as a principle, since the working conditions of former times can not be recreated and since the application of modern techniques to an outdated ideal can never lead to anything but a simulacrum devoid of all vitality.  The mingling of the “false” with the “genuine,” far from attaining an impression of unity and from giving a sense of purity of style, merely results in artificial reconstruction capable only of discrediting the authentic testimonies that we were most moved to preserve. 

Sorry Maybeck…  sorry Arts and Crafts… sorry Renaissance…sorry London, Paris, Rome… sorry most loved places of history..  sorry us!

Michael Mehaffy, fra USA, er akademiker innen arkitektur og byplanlegging. Han har vært leder for det internasjonale styret i INTBAU (www.intbau.org
Audun EnghINTBAU Norge

Korrespondance vedr Havnegade 3-7 i Nakskov

Arkitekturoprøret og Nakskov Bygningsbevaringsforening har samarbejdet om henvendelser til fonde og kommune bl.a. med det formål at redde Havnegade 3-7 i Nakskov fra nedrivning.

Her følger korrespondancen:

***

Brev fra Nakskov Bygningsbevaringsforening til den ansvarshavende for projektet Nakskov 2030 hos Realdania og A.P. Møller fonden:

Først og fremmest tak for den store bevågenhed omkring Nakskovs potentiale og lysten til at udvikle prototypen for “fremtidens købstad” i netop vores by.
Vi ser i den forbindelse frem til et godt og tæt samarbejde med såvel Lolland Kommune som Realdania og A.P. Møller fonden, for at finde ud af hvordan de økonomiske midler kan bruges bedst muligt,
og sikre størst mulig gavn for såvel turisme, som handel og ikke mindst bosætning i Nakskov.

Det er vigtigt for os at projektet tager udgangspunkt i Nakskov og dens befolkning og ikke bliver et projekt der er frembragt på skrivebordet uden folkelig opbakning i virkeligheden. Med Nakskovs baggrund som arbejder- og industriby og de stolte traditioner for inddragelse af befolkningens stemme, finder vi det naturligt, at det er befolkningens opbakning til projektet der er vigtigst, hvis det skal have gang på jord – ikke et projekt baseret på investorers og poltikeres ønsker og arkitekters ideer, men netop et folkeligt forankret projekt, der fremhæver og forstærker Nakskovs særpræg.

Som i har fået øje på er Nakskov en af Danmarks bedst bevarede middelalderkøbstæder og dermed findes der rigtig mange muligheder for at understøtte alle de tre nævnte områder, gennem det klassiske gadeforløb og den charmerende gamle bygningskultur. Det er dog heller ingen hemmelighed at bygningsmassen i dag fremstår som noget nedslidt og mange steder direkte faldefærdig. Dette faktum kombineret med de nye investeringer og det store udviklingspotentiale, gør imidlertid også byen interessant for den vågne investor.

Vores frygt i denne forbindelse er naturligvis, at man mod befolkningens ønske godkender projekter af glas og stål, der skal være med til at “udvikle” Nakskov.
Det er ikke her udviklingspotentialet ligger og det er ikke her befolkningens opbakning ligger, som det også fremgik af møde med Lolland Kommune omkring Mejerikareen d. 6. november, hvor der var en bred opbakning til en istandsættelse af Havnegade 3-5-7-9 fremfor opførelsen af nyt byggeri (Referat vedhæftet).

Denne holdning gør sig også gældende for de øvrige steder i byen, hvor en istandsættelse er tiltrængt.
Vi vil derfor inderligt bede om at der bliver lyttet til befolkningen og at bevaringsforeningen – der repræsenterer en del af befolkningen som er oprigtigt interesseret i byens bygningsmasse – bliver taget med på råd, når der debatteres og planlægges.

Fokusområderne bør, som vi ser det, være (i ikke-prioriteret rækkefølge):

– En sikring af den komplette bebyggelse på Axeltorv. Torvet er et af de eneste hovedtorve i Danmark – hvis ikke dét eneste – som ikke er forstyrret af nyere byggeri.
Her tænker vi specifikt også på bygningen Vejlegade 1, som i dag er meget faldefærdig med plader for vinduerne med videre – og som bestemt ikke pynter på torvet – 
men som ville udgøre et skrækkeligt scenarie, hvis man tillod et tomrum, herunder legepladser, parkeringspladser og “grønne områder” at opstå, i det ene hjørne af torvet. 
Ligeledes kan Axeltorv 9 nævnes som en bygning i dårlig stand, som er umistelig for Axeltorvs udtryk.


– En sikring og korrekt istandsætte af stræderne, herunder istandsættelse af de mange faldefærdige bygninger med de korrekte materialer og sikring af at der ikke foretages yderligere nedrivninger i stræderne end der allerede er sket. Der bør findes en plan for de tomme felter som allerede er opstået gennem tidligere nedrivninger, således at de ikke henligger som øde gruspladser, græsplæner og parkeringspladser. Vi skal have sat en stopper for plasticvinduer og eternittage i stræderne, hvis de skal gøres attraktive for fremtidens indbyggere og tiltrække de rette turister, handlende og boligkøbere. En idé kunne være at omdanne de mindste boliger – som i dag ikke er attraktive for børnefamilier grundet deres ringe størrelse – til ferielejligheder der kan udlejes af en dertil oprettet fond der yderligere kan bruge overskuddet til at renovere andre af strædernes bygninger i fremtiden. Under stræderne skal også nævnes det omdiskuterede Urmagerstræde med den fredede købmandsgård, som tidligere var en pryd der blandt andet fandtes på byens postkort, men i dag er en tilgroet slippe med byggeaffald der ikke er reetableret efter nedrivningerne af to 1600-tals bygninger, hvoraf den ene var brændt. Dette må genetableres som den pryd det engang var og som offentlig gennemgang til Søndergade fra parkeringspladsen bag H&M.

– En sikring og korrekt istandsættelse af havnefronten i samspil med havnebygningen og herunder specifikt istandsættelse af facaderne Havnegade 3-5-7-9 der fuldender Havnegades klassiske udtryk og skaber en sammenhængende arkitektur der kun findes få steder i Danmark. Nyere byggeri vil forstyrre og ødelægge dette havneudtryk der om noget er Nakskovs kerneværdi og repræsenterer byens historie og sjæl. Desuden er der ikke folkelig opbakning til nyere byggeri på stedet jfr. mødet om mejerikareen d. 6. november 2019.

– En sikring og korrekt istandsættelse af Dronningens Pakhus, som er den ældste bevarede havnebygning i Danmark dateret 1589.
Dronningens Pakhus er i dag en skændsel for byen, men kan blive byens vartegn – en bygning som vi er stolt af og viser frem på samme måde som Sønderjyderne har Dybbøl Mølle og København har Rundetårn. Bygningen er ikke så ringe som den ser ud, og den bindingsværkskyndige vil vide at bygningen ikke er i fare for at styrte sammen.

– Et totalt stop for nedrivninger, huller i husrækkerne og tomme pladser inden for voldene. Nakskov har en af de bedst bevarede middelalderbykerner i Danmark, med originale strædeforløb og matrikelinddelinger samt en ikke uanseelig mængde meget gamle bygninger, der er dateret til 1600-tallet, men muligvis er endnu ældre. På nuværende tidspunkt begynder vi at se udviskning af de originale gadeforløb, da hjørnebygninger er nedrevet på Vejlegade/Kongenstofte, Vejlegade/Tolderensstræde, Tilegade/Hollændergade og Fruegade/Kattesundet. Byen kan ikke bære yderligere nedrivninger! Derfor er det for os også uforståeligt at Lolland Kommune nærmest synkront med tilsagnet om støtte fra Realdania og A.P. Møller Fonden vælger at sætte at udsende en høring omkring nedrivning af et bevaringsværdigt gavlhus fra 1600-tallet på hjørnet af Vejlegade og Kongenstofte (Vejlegade 29). Fra bevaringsforeningens side har vi svaret at bygningen nok ikke kan reddes for private midler og skrevet at ny bebyggelse er nødvendig for at opretholde den oprindelige gadestruktur. Få dage efter offentliggjordes tilsagnet om fondsmidler, og den nye situation sætter sagen i et andet lys, hvor bygningen netop kan gøres til et klasseeksempel på at løfte middelalderbykernen ved en istandsættelse med frembringelse af det gamle bindingsværk mod Kongenstofte og fremhævelse af gavlhusets facade mod Vejlegade.

– En samlet bevarende lokalplan for hele Nakskov inden for voldene. Vi er klar over at der p.t. udarbejdes en lokalplan for Søndergade samt dele af Vejlegade og stræder, og har også tilbudt at hjælpe med denne. Vi mener imidlertid at det er nødvendigt at udvide denne til at omfatte hele bymidten inden for voldene. En samlet bevarende lokalplan, selvfølgelig inddelt i delområder af hensyn til eksempelvis butiksindehavere i Søndergade, er ekstremt nødvendig. Bykernens udtryk fremstår i dag noget rodet, da den er omfattet af flere forskellige lokalplaner som er sat i kraft på flere forskellige tidspunkter. Eksempelvis er den ene side af Søndergade omfattet af en lokalplan, mens den anden side af Søndergade er omfattet af en anden lokalplan. Samtidig er der flere steder sket ulovlige udskiftninger til fx. plasticvinduer, som der ikke er skredet ind over for og lovliggørelsessager eller dispensationer til ændringer og nedrivninger er nærmere reglen end undtagelsen. Hvis byens udtryk skal løftes og skabe forøget tiltrækning på investorer, tilflyttere, turister og handlende, så er vi nødt til at skabe et ensartet og samlet udtryk. Erfaringerne fra Nysted viser at stramme regler og tiltag der pålægger private at udskifte i overensstemmelse med oprindelig byggeskik, ikke er et problem. Da lokalplan 132 for Nysted indførtes var der meget snak om, at nu ville man se bygningerne forfalde, fordi folk ikke havde råd til at skifte til koblede vinduer, eller lægge deres tegltage i mørtel. Det modsatte har dog vist sig at være tilfældet: Flere markante bygninger som fx. Villa Marina, Engelbredts Systue og ikke mindst Adelgade 30 er blevet omfattende restaureret, mens nye virksomheder og turistattraktioner er opstået i bygningerne. Samtidig begynder man nu at se effekterne i form af fuld booking i turistsæsonen og velstillede personer der køber flexbolig i byen for senere at flytte dertil. Nakskov kan opnå det samme, men i endnu større målestok. Som Leif Plith fra Museum Lolland-Falster sagde: Nakskov er østdanmarks Ribe. Med de rette investeringer vil Ribe om ti år være vestdanmarks Nakskov.

Til slut er der at nævne at grønne områder er dejlige i storbyerne, men i en by på Nakskovs størrelse mener vi ikke at de hører hjemme i form af byparker. Man kunne i stedet alternativt se på klassisk gadebeplantning og grønne udtryk i baggårde med kig fra gaderne gennem porte. Erfaringerne viser at grønne områder i Nakskov er meget ringe besøgt, først og fremmest fordi langt størstedelen af nakskovitterne har deres egne haver og benytter disse. Områder som Indrefjorden og Svingelen bliver primært brugt til at cykle/gå en tur eller benytte legepladserne. En egentlig kultur med frokost på græsset eller læse en bog på tæppet findes ikke og kan ikke fremavles – til dette har naskovitterne deres private haver.

Endnu en gang vil vi takke for jeres fokus på Nakskov. Vi er overbevist om at byen med den rette benyttelse af midlerne, kan blive det nye mekka for både turister via den nye Femern-forbindelse der gerne vil opleve en ægte dansk middelalderby, handlende der gerne rejser langt for at opleve den charmerende atmostfære i Lollands største handelsby, og ressourcestærke tilflyttere der leder efter et refugium hvor der samtidig er adgang til gode restauranter og dagligdags fornødenheder. Som følge af dette vil byen naturligvis også være det nye mekka for investorer – men vi er nødt til at stille krav de mennesker, der gerne vil tjene penge på vores by.

Mvh. Flemming Willum Petersen
Formand, Nakskov Bygningsbevaringsforening

***

Svar fra A.P. Møller fonden:

Kære Flemming Willum Petersen,

Tak for din email. Jeg er glad for en henvendelse fra Nakskov Bygningsbevaringsforening så tidligt i projektet. Den rummer nogle kloge og fine overvejelser, som har værdi for det store projekt, vi står foran. Indtil videre er projektet ikke konkretiseret, og den organisation – projektsekretariatet – der skal drive processerne, er ikke bemandet endnu. Som du måske ved, er stillingen som projektdirektør slået op. Og det betyder, at planerne for bymidten først for alvor begynder at blive udviklet efter sommer, når sekretariatet er etableret. Jeg tror, at når de foreløbige idéer bliver rullet ud, vil du have sympati for dem.

Jeg vil sikre, at denne email indgår i projektsekretariatets basismateriale, så Nakskov Bygningsbevaringsforenings stemme er blandt dem, der bliver hørt allerede tidligt.

Igen – tak for din henvendelse.

Med venlig hilsen

Niels Friis

AP Møller Fonden

Esplanaden 50

1098 København K

***

Brev fra Arkitekturoprøret til Teknisk Udvalg, Lolland Kommune af 13/4-2020.

Vedr: bevarelse af Havnegade 3-7 i Nakskov.

Tillykke med projektet Nakskov 2030.

Arkitekturoprøret ser det som sin opgave at kæmpe for bevarelsen ­­­af de få gode bymiljøer, vi har tilbage i Danmark. Af vores 76 middelalderkøbstæder har et flertal lidt en hård medfart som følge af hensynsløst nybyggeri. I Region Sjælland er der kun tre byer, som kan anses for velbevarede: Køge, Nysted og Nakskov.

Disse byer har attraktive bymiljøer, som ikke blot vil tiltrække handel og turisme; de vil også tiltrække gode skatteborgere, som ønsker livskvalitet og tryghed. Det findes ikke i byer som Slagelse og Næstved, hvor bykernen er ødelagt. Takket være internettet er det muligt at bo hvor som helst og stadig passe et arbejde. Fremtiden tilhører de byer, som ikke er blevet ødelagt af hensynsløse byggeprojekter, der skulle skabe udvikling, men som tiden nu er løbet fra.

Vi skal derfor opfordre jer til at udnytte den enestående chance til at værne om jeres vigtigste kulturarv: Nakskovs middelalderby. Den har tre særlige kendetegn:

  • Det fine torv, som ikke er forstyrret af grimt nybyggeri – det er de fleste torve i Danmark desværre;
  • Stræderne, der forbinder bymidten og havnen; og
  • Havnefronten i Havnegade.

I Danmark er der under ti byer, som har en smuk havnefront. Hvis man nedriver Havnegade 3-7, og der kommer moderne arkitektur i stedet, slås harmonien og sammenhængen i stykker, og byen mister mere, end den får med de nye huse. Enten bør de gamle huse sættes i stand, eller også bør der bygges nye i samme stil som de gamle (evt med tilbygning på bagsiden). Det vigtigste er, at facaderne mod havnen bevares. Husrækken i Havnegade udgør en helhed, hvor alle huse spiller efter samme regler.

Som mangeårig forkæmper for bymiljøsagen og nuværende formand for Arkitekturoprøret er jeg ikke i tvivl om, at der er stor folkelig opbakning til at værne om bymiljøerne. På borgermødet i Nakskov d. 6/11-2019 var der da også et stort flertal for bevaring af facaderne på husene i Havnegade. Byggebranchen har i årevis været uinteresseret i, hvad lægfolk mener. Den har levet i sin egen lukkede verden. Men det har ændret sig. Også kommunalpolitikere er begyndt at se på bymiljøsagen med samme øjne, som man i årevis har set på naturmiljøsagen – bl.a. i København, hvor der nu skal laves bevarende lokalplaner for Middelalderbyen. Vi opfordrer jer til at udarbejde en bevarende lokalplan for Nakskovs bymidte. Vores erfaring er, at uden en lokalplan er det ofte for sent at forhindre utilpasset nybyggeri, når en grundejer først har forelagt et projekt.

Det er vigtigt at sikre den folkelige forankring i Nakskov 2030. Vi har desværre set eksempler på, at fonde med politikernes velsignelse har handlet hen over hovedet på befolkningen. Realdanias BLOX-projekt vakte massive protester. De blev fejet til side. BLOX fremstår i dag som en æstetisk, funktionel og økonomisk fiasko.

Lad Nakskov blive et eksempel til efterfølgelse for andre byer: værn om kulturarven.

Med venlig hilsen

Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret

© 2020 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑