Magasinet KBH d 20/5-2020

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder ‘København på Lattergas’.

For nylig udkom bogen ”København på lattergas” på Gads forlag. Den er skrevet af tre professorer: Jens Kvorning og Carsten Thau er fra Kunstakademiets Arkitektskole, mens Martin Zerlang er litteraturprofessor fra Københavns Universitet. Det er Bergiafonden, der har ønsket en bog om det bedrøvelige i, at smukke københavnske gader bliver ødelagt af udviklingen. Bogens arbejdstitel var ”Hvordan man ødelægger en gade”.

Det store spring fremad?

Ødelæggelserne af byers gader og torve er netop baggrunden for oprettelsen af Arkitekturoprøret, hvor jeg er formand. Vi kritiserer, at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og at gaderne i de nye bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterers gader har. Efter vores mening har fagfolkene, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter (som de tre professorer) ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte til kritik. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. Denne bog er ét blandt mange udtryk for, at der er en opblødning på vej. Derfor har det været spændende at læse, om de tre professorer har vovet at tage springet og komme os på den anden side af kløften i møde.

Banalisering

Bogen består dels af kapitler, som forfatterne selv har skrevet, og dels af referater af samtaler med blandt andre forfattere og arkitekter. Dens overordnede kritik går på banaliseringen af byen. Den kommer bl.a. i samtaler med forfatterne Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Internationale butikskæder driver de små handlende ud af byen som følge af høje huslejer, fine gamle caféer er lukket, masseturismen er en plage, og byens diversitet med skæve huse, baggårde og små værksteder forsvinder. Slagtergårdene på Vesterbro er et eksempel. Det påpeges med rette, at bystyret er for passivt og ikke varetager byens kulturarv.

Kvaliteten af byggeriet

På de fleste områder retter bogen kritik, som man kun kan være enig i. Det gælder f.x. vurderingen af nybyggeriets kvalitet. I flere kapitler, herunder ét med titlen ”Det samme, det samme og det samme”, påpeges kedsommeligheden og monotonien i de nye kvarterer, Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsbergbyen, Ørestaden, Nordhavnen m.fl. Der udtrykkes frygt for, hvad der skal ske på Nyholm og med Tivolis projekter, og begge steder påtales banalisering, uforstand og forfladigelse. Og byens mange glashuse og højhuse kritiseres.

Vartegnsbyggeri

Også i spørgsmålet om arkitektens rolle som vartegns-skaber kontra by-skaber siges der rigtige ting. BLOX kritiseres hårdt, og den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas, citeres for at udtale: ”fuck konteksten”. Det var, hvad Jan Gehl undervistes i, da han gik på akademiet for mange år siden, og man skulle tro, at arkitektstanden var kommet videre. Men Koolhaas er åbenbart ikke. Både Industriens Hus og Østerport II får en velfortjent hård medfart. Arkitekten Lene Tranberg udtaler så rigtigt, at vor tids optagethed af værket som et unikt objekt er en svøbe, og billedkunstneren Per Arnoldi er inde på lignende tanker.

Byplanlægning

Ligeledes kritiseres dårlig byplanlægning med rette. Saneringen af den sorte firkant på Nørrebro var en tragedie med Stengades græsplæne som det værste. Søren Ulrik Thomsen påpeger helt berettiget den fejlagtige sentimentalitet over for alt, hvad der er grønt. En bys gader skal have bypræg. (Men jeg har nu ikke noget imod, at gårdrummene bliver grønne, og jeg savner heller ikke de mørke baggårde).

Arkitektursyn

Men bortset fra Nørrebro kommer bogen ikke ind på den allerværste form for ødelæggelse af gader og torve: nedrivninger af gamle huse, der erstattes med moderne byggeri. Når det kommer til modsætningsforholdet mellem klassisk og moderne arkitektur, virker bogen selvmodsigende. Moderne byggeri i disharmoni med omgivelserne som BT-huset i Kristen Bernikows Gade og Pressens Hus i Skindergade kaldes for eksempler på fin indpasning i den historiske bymidte, mens Nyhavn ”ikke er nogen arkitektonisk sensation” og Vimmelskaftet ikke er ”noget at skrive hjem om”. Her kommer den arkitekturpolitiske korrekthed. Og Lene Tranberg er fascineret af Sergels Torv, Kulturhuset og det nye Klarakvarter i Stockholm. Den holdning skal man vist være arkitekt for at indtage; de store nedrivninger og nybyggerier i Stockholm i 1960’erne og 70’erne er et nationalt traume i Sverige. Oveni kommer hun med den til hudløshed hørte advarsel mod pastiche. Det plejer at betyde, at uanset hvor man bygger, skal det se moderne ud. Det er svært at se, hvordan bogens anerkendelsesværdige ønske om at bevare de gode bymiljøer kan forenes med dette arkitektursyn.

De værste ødelæggelser i København i de seneste 50 år er Egmonts byggeri i Møntergade/Pilestræde/Landemærket og Nationalbanken. Begge er eksempler på, at liv og diversitet blev erstattet med store, stedfremmede, lukkede klodser – alt det, som bogen er imod. Men den ene af bogens forfattere, Carsten Thau, er også medforfatter til den store bog om Arne Jacobsen fra 1998. Heri lovprises Nationalbanken for sin respekt for det gamle København og den fornemme tilpasning til omgivelserne. På intet tidspunkt begrædes det, at man ødelagde en hel karré, som var tæt bebygget med gamle bolig- og erhvervsejendomme samt den fine gamle Nationalbank. Det havde været interessant at høre, om han har flyttet sig siden 1998 (hvilket heldigvis mange arkitekter har).

Bymiljø

Der savnes en klar sondring mellem arkitektur og bymiljø. Det er to forskellige ting. Nationalbanken er nok arkitektur, men den ødelagde bymiljøet. Den er fejlplaceret. Niels Juels Gade er helt mennesketom. Hvis vi skal redde bymiljøerne (og det er vel det, bogen egentlig handler om), så skal der laves bevarende lokalplaner, der forhindrer utilpasset nybyggeri. Forhåbentlig sker det nu for Indre By og Christianshavn. Men brokvartererne og Frederiksberg fortjener også beskyttelse. Der er en grund til, at den velbevarede Jægersborggade på Nørrebro er blevet et fint bymiljø (som bogen omtaler flere steder); det vil aldrig kunne ske i parallelgaden, Bjelkes Allé, hvor der er bygget nyt.

Moderne eller klassisk?

Og hvis man vil have nye bykvarterer med atmosfære, må man lære af de ældre: bygge mange forskellige, mindre huse i karréer i en mere klassisk stil. Hvorfor er arkitekter så bange for det? Er det pasticheangst? Det er jo i sådanne områder, at folk helst vil bo eller opholde sig, og det er derfor, at huslejerne er højere der. Hvorfor må der ikke være lige så megen atmosfære i Hvidovre som på Vesterbro? Møbler må gerne være klassiske, og nye biler som Fiat 500 og Mini Cooper er også klassiske i deres design. Men huse må ikke være det. De skal udstråle modernitet. Carsten Thau har tidligere kritiseret, at byggeriet har mistet sin ”rodfæstethed”. I København har vi de nyklassicistiske rødder at bygge videre på. Området mellem Vester Voldgade og Købmagergade er i international klasse: et roligt og uspoleret gadebillede fra begyndelsen af det 19. århundrede, uden forlorne detaljer og uden det skryderi, der kendetegner samtidens London og Paris.

Bogens konklusion

Hvilken vej ud af den skildrede elendighed anviser forfatterne? I det afsluttende kapitel hedder det, at København befinder sig på en korsvej. Man må vælge at påvirke byens rum og struktur og påvirke huslejer og ejerforhold, så man undgår en anonym og standardiseret by. Det er pæne ord, men ikke rigtigt noget, der umiddelbart lader sig omsætte i handling. Og det er sjældent klogt at sætte markedet ud af spil. Vi, der havde håbet på det store spring over arkitekturkløften, efterlades skuffede. Modet svigtede de tre herrer. Måske var det forankringen i den arkitekturpolitiske korrekthed, der holdt dem tilbage.

Det blev ikke til noget spring – kun til et lille hop på stedet.

Link til artiklen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *