Lad os bygge smukt igen

Tag: lene tranberg

Sig farvel til modernismen. Kronik i Politiken d. 2/9 -2022.

Den kommende “Perlerække” i Jernbanebyen.

 

Vi har denne kronik i Politiken:

“Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har for nylig nedsat en ekspertgruppe, som skal give Folketinget input til en ny, national arkitekturpolitik. Arkitekt Lene Tranberg er udpeget som formand for gruppen. Ministeren udtaler, at hun ikke mener, at vi som samfund er gode nok til at udnytte det potentiale, arkitekturen rummer til at forbedre vores liv og byer. Heri må man give hende ret.

Ekspertgruppen vil sikkert komme med gode forslag om f.eks. begrønning, materialevalg og klimahensyn. Men når det drejer sig om skabe livlige og aktive bymidter, kan man næppe forvente initiativer, der kan ændre på tingenes sørgelige tilstand. Medlemmerne af gruppen er hovedsageligt folk fra byggebranchen, som selv har et medansvar for årtiers trist byggeri, og som mig bekendt ikke i nævneværdig grad har bidraget til de senere års debat om beskyttelse og vitalisering af vores bymiljøer.

I 2009 skrev arkitekt og professor Christoffer Harlang: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer (…) På intet tidspunkt i menneskets historie har en så omfattende destruktiv adfærd fundet sted (…) Måske vil det tyvende århundrede især blive husket som ødelæggelsens epoke, skønhedens nederlag og rummets deroute.”

Arkitekturoprøret har i en årrække kæmpet for at bringe disse ødelæggelser til ophør. Vi tvivler ikke længere på, at der er bred støtte i befolkningen til ønsket om et opgør med den modernistiske byggestil og byplanlægning for i stedet at vende tilbage til den mere menneskevenlige byggetradition, som var almindelig indtil for 100 år siden. Men byggebranchens fagfolk synes desværre at holde stædigt fast i den tankegang, der har ført til ødelæggelser og kedeligt nybyggeri, og intet tyder på, at ekspertgruppen vil levere den nødvendige nytænkning.

Men man bør jo ikke opgive håbet på forhånd. Hvis gruppen når til en erkendelse af byggebranchens svigt, og hvis den virkelig ønsker at ændre på tingenes tilstand, vil den måske komme til at diskutere ofte hørte udsagn som de ti, der følger nedenfor. Her kommer min mening om dem.

 

  1. Det er ikke arkitekternes skyld.

Jo, desværre. De deler ansvaret med andre, men modernismen er ikke opfundet af bygherrer, developere eller kommunale forvaltere. Op til Første Verdenskrig var mange af tidens førende arkitekter tilhængere af en tilbagevenden til en tidløs, dansk bygmestertradition. Men funktionalismens komme førte til en radikal omvæltning, og med den kom en kultur, der har hånet de uvidende lægfolk og udskammet de fagfolk, der har formastet sig til ikke at følge trop. Hvis nogen har bygget et hus i en mere ’gammeldags’ stil, har det omgående fået prædikatet ”pastiche”. Gid dette mobberi snart måtte ophøre. Bilindustrien producerer biler efter klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne, fordi de er smukke og populære; hvorfor skulle byggeriet ikke kunne gøre noget tilsvarende?

 

  1. Det er bygherrernes skyld.

De har et medansvar, men her ligger et mysterium. De er vel som oftest interesserede i at tjene penge, og de ved godt, hvad en god beliggenhed betyder for værdien af deres nye ejendom. Alligevel har de årti efter årti bygget triste forstadskvarterer. Det er ikke en naturlov, at forstæder skal være kedelige, og at de gode bymiljøer kun må findes i de ældre bykvarterer. Men den tanke er åbenbart ikke faldet bygherrerne ind, at de selv kunne skabe værdi ved at skabe rigtige, nye bykvarterer. De har fået dårlig rådgivning, og også her har arkitekterne svigtet.

 

  1. Det er arkitektuddannelsernes skyld.

Ja. Ubetinget. Undervisningen har været mangelfuld. Man har åbenbart ikke undervist i begrebet bymiljø. Det er sammenhæng og harmoni, der skaber gode byer, og det har de studerende tilsyneladende ikke lært. Hensynsløst nybyggeri i de ældre kvarterer har været normen. Oveni har kulturen på arkitektskolerne ført til en elitær holdning blandt arkitekter. De toneangivende blandt dem har isoleret sig fra den brede befolkning. De har lovprist sig selv og hinanden, uddelt hædersmedaljer, og i øvrigt været uinteresserede i folks fortvivlelse over de ødelæggelser, de har været med til at forvolde.

 

  1. Det er developernes skyld.

De har et medansvar, men det er samfundet, der bør holde dem i ave. De ønsker at tjene (hurtige) penge, og det er der i princippet ikke noget forkert i. De vil ofte være uden sans for eller kærlighed til de bymiljøer, de er med til at ødelægge, når de får øje på et hus, der kan nedrives og erstattes af et større. Men det er en samfundsopgave at beskytte de gode bymiljøer med områdefredninger og bevarende lokalplaner. Hvis developerne på forhånd ved, at det er forbudt at skade et bymiljø, vil de nok søge et andet sted hen efter nye byggeprojekter.

 

  1. Det er politikernes skyld.

Politikerne har et medansvar. De er først nu ved at indse, at behovet for beskyttelse af bymiljø og naturmiljø er ligeværdige. Planloven har til formål, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men man har kun bekymret sig om landskaberne. Fredningsloven fungerer dårligt, og kommunerne har fået ansvaret for at beskytte de bevaringsværdige huse – en opgave, som de ikke har kunnet magte. Mens Frankrig og Italien er forbilleder, når det gælder beskyttelse af kulturarven, har jungleloven hersket i Danmark. Et skræmmeeksempel er Aarhus, hvor forvaltningen af kulturarven er kommet helt ud af kontrol; kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede.

 

  1. Det er forvaltningernes skyld.

Ja. De bærer et betydeligt ansvar. En forvaltning bør ikke bare læne sig tilbage og vente på, at politikerne bestemmer, hvad der skal gøres. Det har politikerne ikke forudsætningerne for. På naturmiljøets område har der været ildsjæle i forvaltningerne, som har vejledt politikerne og derved hjulpet gode beslutninger frem. På bymiljøets område har ildsjælene været alt for få.  De kommunale forvaltninger kunne spare mange ressourcer, hvis de værdifulde bykvarterer blev beskyttet af bevarende lokalplaner. Derved ville bevisbyrden blive vendt, så developere i udgangspunkt får nej til nedrivninger uden videre sagsbehandling.

 

  1. Hvis bare det er god arkitektur, er det godt.

Nej. Desværre. Arkitektur er et akademisk-teoretisk begreb, som forvaltes af fagfolk. De har i årevis bedømt det enkelte hus isoleret fra dets omgivelser og uden hensyn til, om det har gjort skade og forringet bymiljøet. Nationalbanken har været berømmet som stor arkitektur, men den ødelagde et fint og velfungerende bykvarter, som nu er livløst og mennesketomt. Omvendt er de bedste bymiljøer skabt af bygmestre, der sandsynligvis har anset sig selv for håndværkere snarere end kunstnere. Og alle sejl var sat til, da Ørestad blev planlagt og bygget; men arkitekterne formåede ikke at skabe andet end endnu en kedelig forstad. Det er heller ikke et spørgsmål om ”smag og behag”. Et provokerende byggeri som BLOX gør mange mennesker fortvivlede, fordi det forstyrrer harmonien i den smukke Frederiksholms Kanal. Man kunne have bygget BLOX et andet sted, hvor det passede bedre til omgivelserne.

 

  1. Det handler om penge.

Det virker som en dårlig undskyldning. Det såkaldte ”vartegnsbyggeri” er utvivlsomt langt dyrere end mere traditionelt byggeri. Mange af de trivielle nye kvarterer på landets havne er luksusbyggeri. Karrébyggeri (som skaber gode byrum) er ikke dyrere end punkthuse og boligblokke (som skaber dårlige byrum). Højhusbyggeri må også være dyrere og mere energikrævende end normalt byggeri i 4-5 etager. De københavnske brokvarterer har fremragende bymiljøer; de er bygget for mennesker med få midler. Det samme gælder for de fleste huse i den bevarede del af Københavns Middelalderby, som tilmed er noget af det flotteste i Verden. Genopbygningen af København efter englændernes bombardement i 1807 skete, mens Danmark var så fattigt som nogensinde, og alligevel kunne man bygge smukt. Arkitekturoprørets afstemninger har kåret traditionelt byggeri i Svendborg og Faaborg som det bedste i 2020 og 2021. Det har næppe været specielt dyrt. Og eftersom beliggenhed er det væsentligste for værdien af et hus, burde det under alle omstændigheder være pengene værd at investere i et godt bymiljø, som fører til bedre trivsel for beboerne.

 

  1. Når tiden går, vænner folk sig til det nye.

Måske. Men det er ikke et argument for at ødelægge værdifulde bymiljøer. Vi har også vænnet os til, at dyrearter er uddøde, og at fine naturområder er blevet drænet, bebygget eller asfalteret. Men det kan ikke begrunde en fortsat ødelæggelse af naturen. Det er heller ikke et argument for at skabe triste forstæder, som påvirker beboernes livskvalitet negativt.

 

  1. Hvis bare der kommer aktivitet, får vi et godt bymiljø.

Næppe. Det er snarere omvendt: et godt bymiljø tiltrækker liv og aktivitet. Mod butiksdøden vil de fleste byer kæmpe forgæves. De er oppe imod internettet og de store indkøbscentre. Men hvis bykernen er uspoleret, vil den tiltrække turister, udeservering og torvemarkeder, fordi omgivelserne er hyggelige. Og butikker kan ombygges til beboelse med god beliggenhed. Omvendt kan der i nye bydele med supermarked, bibliotek, biograf, kulturhus, restaurant o.s.v. alligevel være trist og atmosfæreløst.

 

Jeg har ofte undret mig over, hvordan man har kunnet tillade den udvikling, som Christoffer Harlang så rammende har beskrevet. Hvordan har det kunnet fortsætte i så mange år? Og hvorfor er billedet det samme over hele verden? Det kan vel umuligt blive ved. Et flertal i befolkningen ønsker forandring. Den må da komme, og det kan ikke ske hurtigt nok. Så min opfordring til kulturministerens ekspertgruppe er: Kom med over på den rigtige side af historien, inden det er for sent. Sig farvel til modernismen.”

 

Læs også her kulturministerens svar på Arkitekturoprørets henvendelse.

Læs også denne artikel.

 

Magasinet KBH d 20/5-2020. Anmeldelsen af bogen “København på Lattergas”.

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder ‘København på Lattergas’.

For nylig udkom bogen ”København på lattergas” på Gads forlag. Den er skrevet af tre professorer: Jens Kvorning og Carsten Thau er fra Kunstakademiets Arkitektskole, mens Martin Zerlang er litteraturprofessor fra Københavns Universitet. Det er Bergiafonden, der har ønsket en bog om det bedrøvelige i, at smukke københavnske gader bliver ødelagt af udviklingen. Bogens arbejdstitel var ”Hvordan man ødelægger en gade”.

Det store spring fremad?

Ødelæggelserne af byers gader og torve er netop baggrunden for oprettelsen af Arkitekturoprøret, hvor jeg er formand. Vi kritiserer, at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og at gaderne i de nye bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterers gader har. Efter vores mening har fagfolkene, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter (som de tre professorer) ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte til kritik. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. Denne bog er ét blandt mange udtryk for, at der er en opblødning på vej. Derfor har det været spændende at læse, om de tre professorer har vovet at tage springet og komme os på den anden side af kløften i møde.

Banalisering

Bogen består dels af kapitler, som forfatterne selv har skrevet, og dels af referater af samtaler med blandt andre forfattere og arkitekter. Dens overordnede kritik går på banaliseringen af byen. Den kommer bl.a. i samtaler med forfatterne Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Internationale butikskæder driver de små handlende ud af byen som følge af høje huslejer, fine gamle caféer er lukket, masseturismen er en plage, og byens diversitet med skæve huse, baggårde og små værksteder forsvinder. Slagtergårdene på Vesterbro er et eksempel. Det påpeges med rette, at bystyret er for passivt og ikke varetager byens kulturarv.

Kvaliteten af byggeriet

På de fleste områder retter bogen kritik, som man kun kan være enig i. Det gælder f.x. vurderingen af nybyggeriets kvalitet. I flere kapitler, herunder ét med titlen ”Det samme, det samme og det samme”, påpeges kedsommeligheden og monotonien i de nye kvarterer, Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsbergbyen, Ørestaden, Nordhavnen m.fl. Der udtrykkes frygt for, hvad der skal ske på Nyholm og med Tivolis projekter, og begge steder påtales banalisering, uforstand og forfladigelse. Og byens mange glashuse og højhuse kritiseres.

Vartegnsbyggeri

Også i spørgsmålet om arkitektens rolle som vartegns-skaber kontra by-skaber siges der rigtige ting. BLOX kritiseres hårdt, og den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas, citeres for at udtale: ”fuck konteksten”. Det var, hvad Jan Gehl undervistes i, da han gik på akademiet for mange år siden, og man skulle tro, at arkitektstanden var kommet videre. Men Koolhaas er åbenbart ikke. Både Industriens Hus og Østerport II får en velfortjent hård medfart. Arkitekten Lene Tranberg udtaler så rigtigt, at vor tids optagethed af værket som et unikt objekt er en svøbe, og billedkunstneren Per Arnoldi er inde på lignende tanker.

Byplanlægning

Ligeledes kritiseres dårlig byplanlægning med rette. Saneringen af den sorte firkant på Nørrebro var en tragedie med Stengades græsplæne som det værste. Søren Ulrik Thomsen påpeger helt berettiget den fejlagtige sentimentalitet over for alt, hvad der er grønt. En bys gader skal have bypræg. (Men jeg har nu ikke noget imod, at gårdrummene bliver grønne, og jeg savner heller ikke de mørke baggårde).

Arkitektursyn

Men bortset fra Nørrebro kommer bogen ikke ind på den allerværste form for ødelæggelse af gader og torve: nedrivninger af gamle huse, der erstattes med moderne byggeri. Når det kommer til modsætningsforholdet mellem klassisk og moderne arkitektur, virker bogen selvmodsigende. Moderne byggeri i disharmoni med omgivelserne som BT-huset i Kristen Bernikows Gade og Pressens Hus i Skindergade kaldes for eksempler på fin indpasning i den historiske bymidte, mens Nyhavn ”ikke er nogen arkitektonisk sensation” og Vimmelskaftet ikke er ”noget at skrive hjem om”. Her kommer den arkitekturpolitiske korrekthed. Og Lene Tranberg er fascineret af Sergels Torv, Kulturhuset og det nye Klarakvarter i Stockholm. Den holdning skal man vist være arkitekt for at indtage; de store nedrivninger og nybyggerier i Stockholm i 1960’erne og 70’erne er et nationalt traume i Sverige. Oveni kommer hun med den til hudløshed hørte advarsel mod pastiche. Det plejer at betyde, at uanset hvor man bygger, skal det se moderne ud. Det er svært at se, hvordan bogens anerkendelsesværdige ønske om at bevare de gode bymiljøer kan forenes med dette arkitektursyn.

De værste ødelæggelser i København i de seneste 50 år er Egmonts byggeri i Møntergade/Pilestræde/Landemærket og Nationalbanken. Begge er eksempler på, at liv og diversitet blev erstattet med store, stedfremmede, lukkede klodser – alt det, som bogen er imod. Men den ene af bogens forfattere, Carsten Thau, er også medforfatter til den store bog om Arne Jacobsen fra 1998. Heri lovprises Nationalbanken for sin respekt for det gamle København og den fornemme tilpasning til omgivelserne. På intet tidspunkt begrædes det, at man ødelagde en hel karré, som var tæt bebygget med gamle bolig- og erhvervsejendomme samt den fine gamle Nationalbank. Det havde været interessant at høre, om han har flyttet sig siden 1998 (hvilket heldigvis mange arkitekter har).

Bymiljø

Der savnes en klar sondring mellem arkitektur og bymiljø. Det er to forskellige ting. Nationalbanken er nok arkitektur, men den ødelagde bymiljøet. Den er fejlplaceret. Niels Juels Gade er helt mennesketom. Hvis vi skal redde bymiljøerne (og det er vel det, bogen egentlig handler om), så skal der laves bevarende lokalplaner, der forhindrer utilpasset nybyggeri. Forhåbentlig sker det nu for Indre By og Christianshavn. Men brokvartererne og Frederiksberg fortjener også beskyttelse. Der er en grund til, at den velbevarede Jægersborggade på Nørrebro er blevet et fint bymiljø (som bogen omtaler flere steder); det vil aldrig kunne ske i parallelgaden, Bjelkes Allé, hvor der er bygget nyt.

Moderne eller klassisk?

Og hvis man vil have nye bykvarterer med atmosfære, må man lære af de ældre: bygge mange forskellige, mindre huse i karréer i en mere klassisk stil. Hvorfor er arkitekter så bange for det? Er det pasticheangst? Det er jo i sådanne områder, at folk helst vil bo eller opholde sig, og det er derfor, at huslejerne er højere der. Hvorfor må der ikke være lige så megen atmosfære i Hvidovre som på Vesterbro? Møbler må gerne være klassiske, og nye biler som Fiat 500 og Mini Cooper er også klassiske i deres design. Men huse må ikke være det. De skal udstråle modernitet. Carsten Thau har tidligere kritiseret, at byggeriet har mistet sin ”rodfæstethed”. I København har vi de nyklassicistiske rødder at bygge videre på. Området mellem Vester Voldgade og Købmagergade er i international klasse: et roligt og uspoleret gadebillede fra begyndelsen af det 19. århundrede, uden forlorne detaljer og uden det skryderi, der kendetegner samtidens London og Paris.

Bogens konklusion

Hvilken vej ud af den skildrede elendighed anviser forfatterne? I det afsluttende kapitel hedder det, at København befinder sig på en korsvej. Man må vælge at påvirke byens rum og struktur og påvirke huslejer og ejerforhold, så man undgår en anonym og standardiseret by. Det er pæne ord, men ikke rigtigt noget, der umiddelbart lader sig omsætte i handling. Og det er sjældent klogt at sætte markedet ud af spil. Vi, der havde håbet på det store spring over arkitekturkløften, efterlades skuffede. Modet svigtede de tre herrer. Måske var det forankringen i den arkitekturpolitiske korrekthed, der holdt dem tilbage.

Det blev ikke til noget spring – kun til et lille hop på stedet.

Link til artiklen

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑