Lad os bygge smukt igen

Måned: november 2020

Brev til stadsarkitekten i Aarhus. Aarhus Stiftstidende d. 30/11-2020.

Link til artiklen.

 

DEBAT

Åbent brev til ny stadsarkitekt: Der er brug for en stadsmiljø-vogter

“Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri”, skriver Jep Loft. ‘

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

30 nov. 2020 kl. 08:16

Jep Loft, Gentofte, formand for Arkitekturoprøret

DEBAT: Kære Anne Mette Boye, tillykke med jobbet som stadsarkitekt i Aarhus. Der er brug for en stærk stadsarkitekt. Eller snarere en stadsmiljø-vogter.

Arkitektur kan man diskutere til dommedag. Man bliver nok aldrig enig, og det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er et hyggeligt, menneskevenligt, atmosfærefyldt og livligt bymiljø, og det er noget andet end arkitektur (Nationalbanken i København anses for stor arkitektur, men den har ødelagt et helt bykvarter, som nu er mennesketomt).

Bymiljøet har det skidt i Aarhus. Generelt er vi i Arkitekturoprøret af den opfattelse, at kommunerne har svært ved at magte opgaven som den myndighed, der skal beskytte vores bymiljøer og derved varetage vores vigtigste kulturarv.

Kommunalpolitikere tænker på alt muligt andet. De tænker ikke på, at bymiljøerne er afgørende for vores trivsel og derfor skal beskyttes lige så godt som naturmiljøerne. De tror måske fejlagtigt, at det fremmer “udvikling og fremskridt”, hver gang gamle huse nedrives for at give plads for moderne byggeri.

Og Aarhus er nok lige for tiden den værste by i Danmark, hvad nedrivninger angår. Sagen om ejendommen Jomsborg er bare den seneste af en længere række. For få uger siden var det en husrække i Nørre Allé, der forsvandt.

I Arkitekturoprørets facebookgruppe var der i oktober et indlæg om developeres (byudviklere, red.) virke i Aarhus. Der stod: “Developeren møder selv op og får en rolig snak med forvaltningen. Han vil næsten altid gå derfra med en god fornemmelse af mulighederne og om der forhold, der skal tages hensyn til. Om stemningen på rådhuset og på det politiske niveau. Hvis projektet er lovende, kan han gå videre med at finde aktørerne til projektet. Det gælder bygherrer, arkitekt- og byggefirma. Andre aktører følger med som eksisterende samarbejdspartnere til de nævnte. (…) Forretning og en umættelig sult efter nye aktiviteter lokalt har forrang. Hensyn til byrum, arkitektur og lokalområdets interesser kommer i betragtning, så længe det ikke truer tilgangen af nye byggeprojekter. (…) En arkitekt eller arkitektfirma, der ikke accepterer spillet, bliver slet ikke inviteret med. Det kvalificerede modspil til økonomitænkning kan nærmest kun komme et sted fra – fra politikerne. I sjældne tilfælde offentligheden. Problemet er, at politikerne først kommer med for sent til at gøre noget ved det. Offentligheden er endnu dårligere stillet og er helt afhængig af en kritisk lokalpresse. Typisk optræder developeren ikke så ofte i pressen som ansvarlig”.

Det kan jo forklare de triste kendsgerninger. Projekter for projekternes skyld – ikke, fordi de er nødvendige.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

Der mangler bevarende lokalplaner, som kan bremse developerne. Her kan du gøre noget.

I Arkitekturoprøret har vi længe været overbeviste om, at vores holdninger har gehør i den brede befolkning. Debatten har vist, at der også i byggebranchen (og endda blandt arkitekter) er sket en holdningsændring.

Din forgænger som stadsarkitekt, Stephen Willacy, var vel nok også enig med os i meget, men han har desværre skrevet: “Arkitekturen skal også kunne indgå et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod”.

Vi synes, at resultaterne af denne holdning har været så dårlige, at der bør tænkes på en ny og mere hensynsfuld måde. Vi kan ikke se, hvorfor man skal blive ved at gå imod den brede befolknings ønsker – de fleste kommuner ønsker jo mere borgerinddragelse. Og vi finder det ikke specielt modigt; der er det, som alle i branchen har gjort i snart 100 år – med store ødelæggelser til følge.

Derimod vil det være modigt, hvis du tør være med til at gøre op med en fejlslagen byplanlægning og sørge for, at der i fremtiden bliver passet bedre på Aarhus. Held og lykke i jobbet.

 

Aarhus Stiftstidende d. 23/11 – 2020. Bevar Jomsborg.

 

https://stiften.dk/artikel/bevar-det-gamle-bymilj%C3%B8-er-aarhus-grebet-af-nedrivningstrang

Bevar det gamle bymiljø: Er Aarhus grebet af nedrivningstrang?

Alle landets kommuner lægger planer for, hvordan de kan blive mere grønne. Genbrug og minimalt ressourcespild er højt prioriteret. Men intet sted er ressourcespildet større, end når man nedriver en fungerende bygning og bygger en helt ny. Og i Aarhus synes der at være stor nedrivningstrang.

Den sidste gamle husrække i Nørre Allé er i gang med at blive jævnet med jorden. Nu forlyder det, at etageejendommen “Jomsborg” ved Europaplads 6 er i fare for at blive revet ned, hvis byrådet godkender forslaget til lokalplan. Bygningen er opført i nationalromantisk stil og tegnet af arkitekten Thorkel Møller. Det bør ikke ske.

Ligeledes forlyder det, at den karakteristiske hjørnebygning på Vesterbrogade 2 skal nedrives. Der synes at tegne sig et mønster. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst med nyt, utilpasset byggeri. Det forekommer planløst, at man ødelægger de fine bymiljøer.

Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Har byrådet glemt hvorfor? Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen. Men nu river man lystigt ned.

Hvis Aarhus Kommune vil tænke på klimaet, genbruger man de fine, gamle bygninger.

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Arkitekturoprørets idéer til Jernbanebyen

Idékatalog indsendt af Arkitekturoprørets arbejdsgruppe.

 

Jernbanebyen skal bryde med mange års fejlagtig praksis i byggebranchen.

 

Siden Første Verdenskrig er man holdt op med at bygge egentlige byer. I stedet er der bygget forstadskvarterer, villakvarterer, industrikvarterer m.m. Det omfattende byggeri efter Anden Verdenskrig har på afgørende punkter fejlet. Der er ikke skabt gode bymiljøer med værdi for andre end dem, der bruger husene. Ørestaden og byggerierne på havnene i hele Danmark (og særligt i København) er nedslående beviser herpå. De gode bymiljøer findes i de gamle bykerner og i de nyere kvarterer, der blev bygget før Første Verdenskrig, herunder brokvartererne, inklusive kvarteret omkring Sønder Boulevard nord for Jernbanebyen.

 

Der er for os ikke længere nogen tvivl om, at byggebranchen og den almindelige befolkning har stået langt fra hinanden. Der er i samfundet en udbredt fortvivlelse over det kedelige nybyggeri og de skadelige nedrivninger, der er sket i de ældre bykerner. (Se her).  Men lægfolkene er ikke blevet hørt. Fagfolk har ment sig hævet over kritik. Byggebranchen synes at have mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Dette er ved at forandre sig nu. Der lyttes til vores kritik, og mange arkitekter erklærer sig enige i den. Men endnu har det ikke sat sig spor i byggeriet. Lad Jernbanefolkene lægge det første spor.

 

Arkitekter er uddannede til at bygge store huse, eller ’særlige’ huse – enten til særlige formål eller til særlige bygherrer. De har ikke lært at bygge almindelige, mindre huse, der indgår i en større, harmonisk sammenhæng og derved skaber liv, tryghed og atmosfære. Boligbyggeriet har været tegnet for bygherrerne, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

 

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i f.x. bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs. Hvis BLOX eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og BLOX er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Boligbyggeriet har været moderne blot for at være moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod den nyere betonblokke, der er blevet gammeldags. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned. Måske har der været en angst blandt arkitekter for ikke at være moderne. Konsekvensen har været dårligere trivsel og ringere livskvalitet for millioner af mennesker. De ghetto-fremmende byplaner har ydermere avlet kriminalitet.

 

Med rette eller med urette føler Arkitekturoprøret sig på bedre bølgelængde med de kommende brugere af Jernbanebyen end fagfolkene i byggebranchen. Vi er ikke i tvivl om, at vores forslag vil give husene en højere beliggenhedsværdi (og dermed en større værdi for bygherren) end traditionelt, moderne byggeri i en byplan, der er lagt efter en lineal. Vi ønsker med Jernbanebyen at gøre op den fejlslagne byggepraksis. Her er en enestående chance for at skabe et egentligt bykvarter midt inde i byen. En sådan kommer ikke igen. Derfor må fejltagelserne, som man ser i næsten alle nye bykvarterer (for eksempel på Teglholmen lige syd for Jernbanebyen), ikke gentages.

 

Vi lægger hovedvægten på bymiljøet – ikke på arkitekturen. Store huse som Hornbækhus og Vestersøhus berømmes som fin arkitektur. Men for bymiljøet er den slags byggeri dræbende. Det skaber ingen byrum. Det samme gælder punkthuse som Blidahpark. Og hvis byplanen lægges efter en lineal, kan der heller ikke skabes en egentlig by med atmosfære. Selv attraktive områder som Kartoffelrækkerne og Brumleby er områder for de få udvalgte. Det er ikke bykvarterer for os alle.

 

Vi forventer, at Jernbanebyen med dens fine bymiljøer ved kanalen og på de små torve vil tiltrække beboere fra Teglholmen og andre omkringliggende kvarterer og dermed give noget – ikke bare til dens egne beboere, brugere og besøgende turister, men til hele nabolaget. Dette kan i nogen (om end mindre) grad også siges om Sluseholmen, men derudover har det desværre været hovedreglen, at nybyggeri tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage. Det gælder ikke kun i København; det ses i udbredt grad på havneområder overalt i landet.

 

 

Grundidéer for Jernbanebyen:

 

  1. Den skal være en by i byen – ikke et forstadskvarter
  2. Alle de gode bygninger skal bevares
  3. Byen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
  4. Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
  5. Der skal være husrækker og karréer
  6. Parcellerne skal fremstå som små (selv om der bag forskellige facader kan være ét stort hus).
  7. Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
  8. Der skal ikke være huse af glas eller stål (men gerne af beton, hvis det males og fremstår som et pudset hus)
  9. Der skal ikke være store huse (bortset fra dem, der bevares)
  10. Der skal være mange samlingspunkter, fx torve og en kanalkaj
  11. Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
  12. Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
  13. Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
  14. Husene skal signalere, at de ligger i København – gerne i en klassisk stil (inspireret af Jernbanebyens gule huse, Københavns indre by eller brokvartererne)
  15. Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed

 

 

Specifikke idéer til byplanen:

  1. En grøn jordvold langs Vasbygade danner sammen med den existerende banevold en vold omkring byen, der skærmer for støj, fungerer som et grønt område og skaber tryghed. På volden kan der anlægges en sti, ligesom der var på byens gamle volde.
  2. Metro-anlægget overdækkes, og der bygges hen over de opståede bakker.
  3. I det sydøstlige hjørne forlænges to kanaler til at mødes. Der opstår en havnebrygge med sol.
  4. Der anlægges en trappe på bakkeskråningen – ”Den danske Trappe”.
  5. Der bygges lange husrækker, bestående af mange, mindre, forskellige huse langs jordvoldene for at skabe vægge, der giver hyggelige og trygge byrum
  6. Parkering kunne bl.a. ske uden for jordvolden langs Vasbygade. Man kunne grave en parkeringskælder ned i jordvolden.
  7. Der skabes bl.a. torve ved kanalen, ved den fine ’accissebod’ ved gangtunnelen under banen i det nordvestlige hjørne og ved tårnet i den nordlige del af byen.

Berlingske d. 1/11 – 2020. Om to hoteller.

 

Ordet »kasse«bruges ofte som et skældsord i arkitekturdebatten, men der er stor forskel på kasser. Det handler, som altid, om sammenhæng og formgivning.

 

Holger Dahl htda@berlingske.dk

 

Et af de mest almindelige skældsord, når arkitekturdebatten raser, er »kasse« – nogle gange »modernistisk kasse«, »glaskasse« eller måske endda »glas-og-stålkasse«. Som regel går den rasende debattør ikke længere – som om selve begrebet »kasse« var skældsord nok.

Alle ting indgår i sammenhænge, der har indflydelse på, hvordan de »er«. En farve alene kan for eksempel ikke være pæn eller grim. Det giver ingen mening at sige »den farve kan jeg ikke lide«, for ingen farver eksisterer uden kontekst. Og enhver farve kan bruges godt eller dårligt. Ligesom ethvert krydderi og enhver arkitektonisk form.

Og der er forskel på kasser. Ligesom med farverne er kassen ikke grim i sig selv – det afhænger af mange ting, men mest af alt af proportioner, detaljering og kontekst.

 

En god og en dårlig kasse

Et eksempel på to helt sammenlignelige kasser med en kæmpestor kvalitetsforskel er to af københavns hoteller: Arne Jacobsens SAS

Royal Hotel over for Hovedbanegården og Ejnar Graae og Bent Severins Radisson Blu på Amager Boulevard.

SAS Royal-hotellet er fra 1960 og Radisson Blu er fra 1973. Det første er knap halvfjerds meter højt, det andet er hele 86, men det er ikke de 16 meter, der gør forskellen.

Arne Jacobsens SAS Royal hotel er i sig selv et gedigent stykke kopiarbejde – eller en »hommage«, hvis man skal sige det pænt. Det værk, Jacobsen låner så ubeskedent fra, er Gordon Bundshafts Lever House fra 1952.

Lever House står i New York, og da den blev færdig, var den byens kun anden modernistiske kassebygning. Den vakte opsigt med det samme af en række grunde, men først og fremmest fordi den så åbenlyst udstillede det arkitektoniske greb curtain wall.

En curtain wall er præcis det, navnet siger: En mur, der egentlig bare er et stift gardin. Indtil begyndelsen af det 21. århundrede var alle høje bygninger primært båret af deres facade.

Nogle gange var det nødvendigt at støtte

bygningens struktur med de såkaldte stræbepiller: De høje ribben, man for eksempel ser på Notre Dame i Paris. I begyndelsen af det 20. århundrede blev betonen udviklet, og med den udvikling kom ideen, at en bygnings konstruktive system kunne være en serie dæk, båret af søjler inde i bygningen, og at facaden dermed blot kunne være det, man med et moderne udtryk kalder en klimaskærm.

De første curtain-walls dukkede op i Chicago i begyndelsen af det 20. århundrede. Her i Danmark var det stjernearkitekten Anton Rosen, der introducerede ideen. Hans Savoy Hotel på Vesterbrogade 34, hvor Dreyers Fond nu bor, var Danmarks første curtain wall.

Efter Anden Verdenskrig udviklede konceptet sig yderligere, og først med FN-bygningen og senere med Lever House blev New York stedet, hvor arkitekterne kunne vise deres nyeste kunster.

Æstetisk er curtain-væggens store attraktion dens lethed. Ved at lave en facade, der var sprød som en sukkerknipling, kunne arkitek

terne pludselig ophæve tyngedekraften, og naturligvis tænkte enhver arkitekt, der så Bundshafts mesterværk på Park Avenue i New York: »Sådan én vil jeg også lave«.

 

En følsom modernist

Arne Jacobsen var hele sit liv en hyperæstetisk formgiver og en meget vågen observatør af udenlandske strømninger, så det er klart, at det var ham, der blev »gardin-væggens« største mester i Danmark. Han øvede sig med rådhuset i Rødovre, der stod færdigt i 1955, og foldede så konceptet ud med forundringsfremkaldende elegance i SAS Royal-hotellet.

Her midt i København står den elegante blok og får alt andet til at se, netop, klodset ud. Den tynde hud virker næsten naturstridig og får hele »kassen« til at stå som en sprød krystal.

Den enkle klods er proportioneret helt klassisk efter det gyldne snit, og med det går man sjældent galt i byen, selv om hverken geometriske dogmer eller den mekaniske gentagelse af grundproportioner som sådan er garanter for noget som helst. Når det handler om at skabe mesterværker, er det kun arkitektens evner og overskud, der betyder noget.

Facadepanelerne i hotellet minder meget om dem, Jacobsen udviklede til Rødovre Rådhus, og med deres modul på 60 centimeter er de faktisk styrende for al proportionering i hele hotellet – både rum, forbindelser og indretning.

SAS Royal Hotel blev født som et gesamtkunstwerk, hvor Arne Jacobsen folder hele paletten ud: Arkitektur, møbler, indretning, glas og bestik i restauranten, alt blev designet af Jacobsen, og alt var overlegent velproportioneret og elegant –og måske ikke så praktisk.

I dag står (på nær et enkelt sentimentalt værelse) kun det ydre tilbage, som det var tænkt, men hotellet er stadig for enhver, der kommer forbi, et vidnesbyrd om designeren Arne Jacobsen. En meget stor bygning, der er formgivet med en omhu og proportionssans, man normalt kun ofrer møbler.

 

Bygbarhed i stedet for lethed

Til forskel fra Jacobsens overordnede program, der handlede om at vise venlig, vægtløs, sprød lethed, handler den anden kasse, vi snakker om her, udelukkende om praktisk bygbarhed.

Radisson Blu er også bare en kasse, og som Jacobsens hotel er kassen her sandsynligvis også primært båret inde i konstruktionen – bærende facader bruges stort set ikke længere i dansk arkitektur.

Men Radisson-kassen er ikke proportioneret med nogen form for omhu. Det er ikke tilfældigt, at dets ene ophavsmand, Ejner Graae, som oven i købet som ung mand arbejdede på Arne Jacobsens tegnestue, mest er kendt for shoppingcentre som for eksempel Rosengårdscentret i Odense.

 

Radisson Blu ligner præcis et shoppingcenter på højkant, hvor eneste styrende princip har været den mest effektive metode, hvorpå man kunne stille betonmoduler oven på hinanden. »The society for putting things on top of other things« som det hed i en Monty Python-sketch i min barndom. Og det er netop humlen: Arkitektur er så uendeligt meget mere end at sætte ting oven på hinanden.

Ud over de to kassers iboende kvaliteter er det også vigtigt at se på, hvordan de to bygninger forholder sig til den sammenhæng, de indgår i. Jacobsens Royal hotel står som sit forbillede i New York på en lav plint, der formidler overgangen fra den lodrette tårnskala til byens lavere og mere horisontale bevægelsesmønstre.

Samtidig formår bygningen med sin meget fine detaljering at tilpasse sig Københavns øvrige størrelser. Selv om bygningen er moderne, hører den til her, forstår man, mens Radisson Blu-hotellet gør sig umage for at vise, at det ikke hører til nogen steder.

Når man stiller en så markant, høj bygning op som et solitært element i forbindelse med en by, så skylder man både byen og dens borgere at give dem noget skønhed og ikke bare en banal og ligegyldig kasse, der er lemfældigt formgivet og proportioneret.

 

Jeg vil derfor foreslå ethvert medlem af Arkitekturoprøret og ethver interesseret menneske i øvrigt til at besøge de to hoteller og til at lægge mærke til den enorme forskel, der er på de to kasser. Det er præcis denne forskel, arkitektur handler om. Det er denne forskel, der gør noget arkitektur til kunst og noget andet til tidsspilde, og det er den pæne udgave af denne forskel, vi skal have meget mere af i hele landet.

 

 

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑