Lad os bygge smukt igen

Month: oktober 2020

Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Politiken Byrummonitor d. 8/10 – 2020

Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.

Politiken Byrummonitor d. 5/10-2020

Debat: Vi arkitekter har også et medansvar for, at den moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier

Hvis punkthuse bliver ved med at dominere vores nye bydele, og byggerier som Axel Towers i København danner præcedens i den eksisterende by, kan vi hurtigt få ødelagt vores byer, skriver arkitekt Carsten Maegaard i dette afsnit i debatserien om moderne arkitektur.

 

DEBAT5. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN MAEGAARD

Arkitekt m.a.a.

Det er helt rigtigt, som Søren Nielsen skrev i sit debatindlæg i Byrummonitor 21. september, at byggeriet lægges i en spændetrøje af boligpolitik, lovgivning/bygningsreglement, grundpriser, finansieringsregler og udbudsregler, som indsnævrer arkitekternes plads til at bygge smukt.

Vi har imidlertid som arkitekter også et ansvar for, at nutidens byggeri er så ringe i æstetisk henseende, som det er tilfældet. Det vil jeg prøve at vise med nogle eksempler i dette debatindlæg.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Ny by bør ikke bestå af punkthuse

Der bygges vanvittigt meget for tiden.

Erfaringen viser, at ny by på bar mark ikke bør være punkthuse eller blokke, men bør bygges i traditionel karréform med maksimalt fem etager plus-minus én, med gader og gårdrum i harmoniske forhold, kælderparkering eller parkeringshuse og forholdsvis korte facadelængder, så der opstår en afveksling, når man går hen ad gaden.

Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm

Alligevel bliver der alt for tit bygget punkthuse, hvor vinden kører rundt, og der ikke er et semi-privat opholdsrum som i en karré. Og alt for tit bliver nyt karrébyggeri opført med alt for snævre gårdrum, som giver for meget skygge, for mange cykelskure, ganglinjer og for lidt græs (for eksempel Københavns Nordhavn og Sydhavn, Ceres Byen i Aarhus eller Kanalbyen i Fredericia).

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Nedbrudte karreer ødelægger den bestående by

Det ærgrer mig, at man ved Axeltorv i København har nedbrudt karréstrukturen og erstattet den med fem tårne (punkthuse), der bryder den traditionelle bystruktur både horisontalt og vertikalt. Nogle af bygningerne rager op i 10 til 12 etager og bryder Københavns indre byprofil eftertrykkeligt.

Hvis byggerier som Axel Towers i København (de fem runde tårne) danner præcedens i den bestående by, kan vi hurtigt ødelægge de bydele, vi holder mest af, skriver Carsten Maegaard.

Når yngste advokatfuldmægtig på anden sal i det runde Axel Towers sidder på sit kontor med udsigt direkte ind i en seks etagers gavl fem meter væk, glæder hun sig nok ekstra til at rykke om til hierarkiets solside.

Hvis sådanne byggerier danner præcedens, kan vi hurtigt få ødelagt de bydele, vi holder mest af.

Modernismen skaber uafsluttede bygninger

Som følge af det nu 100-årige bygningsparadigme, funktionalisme, modernisme, minimalisme, eller hvad man nu vil kalde den firkantede kassearkitektur, der stadig helt dominerer det byggede miljø verden over, sker der ikke nogen arkitektonisk udvikling, før det brydes.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Den samme grundkonstruktion af vægge og etageadskillelser i beton beklædt med forskellige materialer som klimaskærm går igen overalt.

Bygningerne er bare ikke kubiske, for taget har hældning til at aflede regnvand. Det skjules af en gesims, der får bygningen til at se ud, som om der er fladt tag. Det er altså snyd, når vi tror, at der er flade tage på moderne bygninger.

Samtidig afsluttes den lodrette mur af en metalafdækning, som kun lige er bukket rundt om den øverste kant. Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm. Der mangler en harmonisk afslutning, som klart viser, at her slutter bygningen. Det kan sagtens gøres smukt, men tidens økonomi og arkitekturparadigme vil det ikke.

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

’Bygget af mursten’ – på et råhus af beton

Men vi lever jo i teglstenens Danmark, så her til lands skiller vi os sandelig ud fra resten af verden, ved at en masse etagebyggerier er ’bygget af mursten’ – uden på råhuset af beton, som regel i dystre, mørke farver.

Havde facaderne så bare været holdt i glade farver, som det kan ses i for eksempel Tübingen i Tyskland eller i Nuuk i Grønland.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Hvor er karnappen, som giver beboerne mulighed for et kig hen ad gaden? Hvor er det flotte indgangsparti, der adskiller min hoveddør fra de andres? Hvor er bygningsdetaljen, der lader øjet finde afveksling? Hvor er det flotte, stejle sadeltag, som giver bygningen tyngde og tagboligerne spændende rum? Hvor er det harmoniske gaderum, som giver mig lyst til at være der? Hvor er den indbydende by?

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Et samfundsanliggende

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med. Lad være med at pakke jeres beskrivelser ind i eufemismer (forskønnende sprog) og lad være med at vise renderinger (computeranimationer), der skønmaler og forvrider det færdige byggeri.

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med

Derfor også en tak til foreningen Arkitekturoprøret, som i dén grad har rejst en nødvendig debat. Skønt der fremkommer mange pudsige udsagn, giver den stemme til almindelige borgeres berettigede frustration over det, som Søren Nielsen skriver:

»At vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.«

Politiken Byrummonitor d. 1/10-2020

Torben Østergaard: Når debatten om byrum bliver et spørgsmål om stilart, er vi for alvor på herrens mark

Byens arkitektur angår alle, men det er da tankevækkende, at kongen sad for bordenden i udviklingen af nogle af vores bedste bydele, skriver 3XN-partner Torben Østergaard i femte afsnit af vores debatserie om det stigende oprør mod moderne arkitektur.

 

DEBAT1. OKT. 2020 KL. 04.00

TORBEN ØSTERGAARD

Arkitekt og partner, 3XN

I 1980’erne kritiserede Prince Charles engelske arkitekter for at have gjort mere skade end Luftwaffes bomber under Anden Verdenskrig. Foreningen Arkitekturoprøret synes inspireret af denne kritik i forhold til de sidste 100 års byudvikling i Danmark.

Imens andre kritiserer byudviklingen for at indeholde en social slagside, er det æstetikken, der er Arkitekturoprørets ærinde. Arkitekter er ude af sync og gør mere skade end gavn, siger de og ønsker sig tilbage til den klassiske bys formsprog.

Det varmer selvfølgelig, at nogen interesserer sig brændende for den urbane arkitektur. Et håb kunne være, at interessen breder sig – især hvis der opstår en frugtbar samtale om, hvad det er, vi vil med vores byer. For der er noget at tale om.

Man kunne forestille sig en samtale, der diskuterer grim, smuk, vel- og mislykket arkitektur. Det er jo lige til at gå til, og alle kan deltage. På sigt kunne det føre til en fornyet opmærksomhed og medvirke til, at vores byer – under hensyntagen til lokale forhold og præferencer – udvikler sig på smukke måder til gavn for bylivet. Det skal vel være en demokratisk samtale blandt læg- og fagfolk såvel som repræsentanter for det politiske niveau.

Problemet med den idé er vel, at det tilsyneladende ikke har virket overbevisende hidtil.

Omvendt kan man hævde, at der, hvor kongen har siddet for bordenden, er der ofte kommet ret gode løsninger ud af det; tænk bare på Frederiksstaden i Kongens København. Byudvikling per kongeligt dekret virker imidlertid ufremkommeligt i en nutidig kontekst. Det moderne publikum vil inddrages og vælger hele tiden politikere, som tilsyneladende ikke magter at skære igennem til fordel for det smukke.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Som at genindføre hesten som transportmiddel

Bybyggeri handler om offentlige og private aktører i én pærevælling, for eksempel om boliger til tusindvis af mennesker, der simpelthen bare ikke vil bo i en teltlejr. Byudvikling handler også en hel del om bæredygtighed, prioriteringer – herunder økonomiske og politiske – om hastighed, indflydelse og 117 andre forhold.

Betyder det så, at vi ikke ganske nøje skal overveje, om byudviklingen appellerer til menneskers behov for sanselighed, nærvær og rum for social udfoldelse? Nej, det gør det ikke, men det er svært at få øje på, at det væsentligste spørgsmål handler om stilart og for eksempel ikke om arkitektonisk kvalitet i nærværende årtusind.

Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen

Byens arkitektur angår alle, og det vil være forkert at affeje Arkitekturoprøret som en slags kontra-evolutionær rindalisme. Man kan jo ikke bare lade være med at opholde sig i byens rum, og det bør ikke kræve særlige indsigter at deltage.

Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.

Moderne bygningers teknik påvirker arkitekturen

Kritikken af, at moderne arkitektur har virket disruptiv på bygningskulturen i Danmark og for så vidt gjort skade ved at introducere nye – og må man forstå kedelige – former, er en gammel traver.

Nogle vil hævde, at moderne arkitektur har bragt lys og luft ind i vores huse. At vi opholder os indendørs 90 procent af vores tid er givetvis medvirkende til, at krav til indretning, indeklima og i stigende grad ressourceforbrug har opnået forrang i forhold til det ydre.

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur

De huse, vi bygger i dag, er forsynet med strøm, luft og rindende vand, og de mængder af teknik, som moderne byggeri også består af, er udtryk for krav, som man ikke skulle døje med tidligere. Det behøver arkitektur imidlertid ikke blive grim af. Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen.

Internethandel er en større trussel end moderne arkitektur

Arkitektur er selvfølgelig – som så meget andet – ikke bare teknik, men på én gang udtryk for individuel og kollektiv sensibilitet og, når bølgerne går højt, kultur i bevægelse.

Jeg vil medgive, at der er gode og dårlige tider. Selvfølgelig skal man værne om værdifulde sammenhænge og hæge om kulturarven, men at sætte tiden i stå og genindspille de klassiske værker igen og igen vil på sigt efterlade os med byer uden relevans eller udsagn fra vores tid.

At arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur. Hvem ved, om vi en dag kommer til at drømme os tilbage til dengang i de ligeglade 1960’ere, hvor beton var symbol på de samme ting, som Amazon er i morgen.

Jeg kan berolige alle med, at arkitektstanden som helhed ikke vil modsætte sig diskussioner om bedre bymiljøer. Ingen arkitekter har ambitioner om at smadre vores fælles byrum med dårligt byggeri. Hvis det alligevel har fundet sted – og det har det – er det, fordi vi ikke har været dygtige nok eller ikke har haft indflydelse nok. Men at arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden.

Men tænk nu, hvis det virkelig passer, så skulle man måske prøve et årti uden, så kan vi tage en snak om resultatet bagefter.

 

© 2020 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑