Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.