Lad os bygge smukt igen

Tag: Carsten Thau

Magasinet KBH d 20/5-2020. Anmeldelsen af bogen “København på Lattergas”.

Fejlplaceret arkitektur ødelægger bymiljøet

Arkitekturoprørets formand Jep Loft gæsteanmelder ‘København på Lattergas’.

For nylig udkom bogen ”København på lattergas” på Gads forlag. Den er skrevet af tre professorer: Jens Kvorning og Carsten Thau er fra Kunstakademiets Arkitektskole, mens Martin Zerlang er litteraturprofessor fra Københavns Universitet. Det er Bergiafonden, der har ønsket en bog om det bedrøvelige i, at smukke københavnske gader bliver ødelagt af udviklingen. Bogens arbejdstitel var ”Hvordan man ødelægger en gade”.

Det store spring fremad?

Ødelæggelserne af byers gader og torve er netop baggrunden for oprettelsen af Arkitekturoprøret, hvor jeg er formand. Vi kritiserer, at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og at gaderne i de nye bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterers gader har. Efter vores mening har fagfolkene, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter (som de tre professorer) ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte til kritik. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. Denne bog er ét blandt mange udtryk for, at der er en opblødning på vej. Derfor har det været spændende at læse, om de tre professorer har vovet at tage springet og komme os på den anden side af kløften i møde.

Banalisering

Bogen består dels af kapitler, som forfatterne selv har skrevet, og dels af referater af samtaler med blandt andre forfattere og arkitekter. Dens overordnede kritik går på banaliseringen af byen. Den kommer bl.a. i samtaler med forfatterne Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Internationale butikskæder driver de små handlende ud af byen som følge af høje huslejer, fine gamle caféer er lukket, masseturismen er en plage, og byens diversitet med skæve huse, baggårde og små værksteder forsvinder. Slagtergårdene på Vesterbro er et eksempel. Det påpeges med rette, at bystyret er for passivt og ikke varetager byens kulturarv.

Kvaliteten af byggeriet

På de fleste områder retter bogen kritik, som man kun kan være enig i. Det gælder f.x. vurderingen af nybyggeriets kvalitet. I flere kapitler, herunder ét med titlen ”Det samme, det samme og det samme”, påpeges kedsommeligheden og monotonien i de nye kvarterer, Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsbergbyen, Ørestaden, Nordhavnen m.fl. Der udtrykkes frygt for, hvad der skal ske på Nyholm og med Tivolis projekter, og begge steder påtales banalisering, uforstand og forfladigelse. Og byens mange glashuse og højhuse kritiseres.

Vartegnsbyggeri

Også i spørgsmålet om arkitektens rolle som vartegns-skaber kontra by-skaber siges der rigtige ting. BLOX kritiseres hårdt, og den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas, citeres for at udtale: ”fuck konteksten”. Det var, hvad Jan Gehl undervistes i, da han gik på akademiet for mange år siden, og man skulle tro, at arkitektstanden var kommet videre. Men Koolhaas er åbenbart ikke. Både Industriens Hus og Østerport II får en velfortjent hård medfart. Arkitekten Lene Tranberg udtaler så rigtigt, at vor tids optagethed af værket som et unikt objekt er en svøbe, og billedkunstneren Per Arnoldi er inde på lignende tanker.

Byplanlægning

Ligeledes kritiseres dårlig byplanlægning med rette. Saneringen af den sorte firkant på Nørrebro var en tragedie med Stengades græsplæne som det værste. Søren Ulrik Thomsen påpeger helt berettiget den fejlagtige sentimentalitet over for alt, hvad der er grønt. En bys gader skal have bypræg. (Men jeg har nu ikke noget imod, at gårdrummene bliver grønne, og jeg savner heller ikke de mørke baggårde).

Arkitektursyn

Men bortset fra Nørrebro kommer bogen ikke ind på den allerværste form for ødelæggelse af gader og torve: nedrivninger af gamle huse, der erstattes med moderne byggeri. Når det kommer til modsætningsforholdet mellem klassisk og moderne arkitektur, virker bogen selvmodsigende. Moderne byggeri i disharmoni med omgivelserne som BT-huset i Kristen Bernikows Gade og Pressens Hus i Skindergade kaldes for eksempler på fin indpasning i den historiske bymidte, mens Nyhavn ”ikke er nogen arkitektonisk sensation” og Vimmelskaftet ikke er ”noget at skrive hjem om”. Her kommer den arkitekturpolitiske korrekthed. Og Lene Tranberg er fascineret af Sergels Torv, Kulturhuset og det nye Klarakvarter i Stockholm. Den holdning skal man vist være arkitekt for at indtage; de store nedrivninger og nybyggerier i Stockholm i 1960’erne og 70’erne er et nationalt traume i Sverige. Oveni kommer hun med den til hudløshed hørte advarsel mod pastiche. Det plejer at betyde, at uanset hvor man bygger, skal det se moderne ud. Det er svært at se, hvordan bogens anerkendelsesværdige ønske om at bevare de gode bymiljøer kan forenes med dette arkitektursyn.

De værste ødelæggelser i København i de seneste 50 år er Egmonts byggeri i Møntergade/Pilestræde/Landemærket og Nationalbanken. Begge er eksempler på, at liv og diversitet blev erstattet med store, stedfremmede, lukkede klodser – alt det, som bogen er imod. Men den ene af bogens forfattere, Carsten Thau, er også medforfatter til den store bog om Arne Jacobsen fra 1998. Heri lovprises Nationalbanken for sin respekt for det gamle København og den fornemme tilpasning til omgivelserne. På intet tidspunkt begrædes det, at man ødelagde en hel karré, som var tæt bebygget med gamle bolig- og erhvervsejendomme samt den fine gamle Nationalbank. Det havde været interessant at høre, om han har flyttet sig siden 1998 (hvilket heldigvis mange arkitekter har).

Bymiljø

Der savnes en klar sondring mellem arkitektur og bymiljø. Det er to forskellige ting. Nationalbanken er nok arkitektur, men den ødelagde bymiljøet. Den er fejlplaceret. Niels Juels Gade er helt mennesketom. Hvis vi skal redde bymiljøerne (og det er vel det, bogen egentlig handler om), så skal der laves bevarende lokalplaner, der forhindrer utilpasset nybyggeri. Forhåbentlig sker det nu for Indre By og Christianshavn. Men brokvartererne og Frederiksberg fortjener også beskyttelse. Der er en grund til, at den velbevarede Jægersborggade på Nørrebro er blevet et fint bymiljø (som bogen omtaler flere steder); det vil aldrig kunne ske i parallelgaden, Bjelkes Allé, hvor der er bygget nyt.

Moderne eller klassisk?

Og hvis man vil have nye bykvarterer med atmosfære, må man lære af de ældre: bygge mange forskellige, mindre huse i karréer i en mere klassisk stil. Hvorfor er arkitekter så bange for det? Er det pasticheangst? Det er jo i sådanne områder, at folk helst vil bo eller opholde sig, og det er derfor, at huslejerne er højere der. Hvorfor må der ikke være lige så megen atmosfære i Hvidovre som på Vesterbro? Møbler må gerne være klassiske, og nye biler som Fiat 500 og Mini Cooper er også klassiske i deres design. Men huse må ikke være det. De skal udstråle modernitet. Carsten Thau har tidligere kritiseret, at byggeriet har mistet sin ”rodfæstethed”. I København har vi de nyklassicistiske rødder at bygge videre på. Området mellem Vester Voldgade og Købmagergade er i international klasse: et roligt og uspoleret gadebillede fra begyndelsen af det 19. århundrede, uden forlorne detaljer og uden det skryderi, der kendetegner samtidens London og Paris.

Bogens konklusion

Hvilken vej ud af den skildrede elendighed anviser forfatterne? I det afsluttende kapitel hedder det, at København befinder sig på en korsvej. Man må vælge at påvirke byens rum og struktur og påvirke huslejer og ejerforhold, så man undgår en anonym og standardiseret by. Det er pæne ord, men ikke rigtigt noget, der umiddelbart lader sig omsætte i handling. Og det er sjældent klogt at sætte markedet ud af spil. Vi, der havde håbet på det store spring over arkitekturkløften, efterlades skuffede. Modet svigtede de tre herrer. Måske var det forankringen i den arkitekturpolitiske korrekthed, der holdt dem tilbage.

Det blev ikke til noget spring – kun til et lille hop på stedet.

Link til artiklen

ARKITEKTSTUDERENDE: GØR OPRØR! Weekendavisen d. 23/11 – 2018.

Weekendavisen 23 nov 2018:

I Berlingske d 5. november påpeger professor Carsten Thau, at den nye type byudvikling med hvide bygninger i seks etager ved havneområder ikke består af særegne danske bygninger. Arkitekturen har mistet sin ’rodfæstethed’. Det gælder vel for meste nybyggeri: det kunne ligge hvor som helst i verden.

Jeg tror, der er brug for et studenteroprør på arkitektskolerne. I 1960’erne var de arkitektstuderende blandt de første til at gøre oprør. Nu er der endnu mere brug for et oprør end dengang. Siden Anden Verdenskrig er der bygget uendeligt mange grimme og kedelige bygninger. Der er også bygget enkelte flotte. Men det triste er, at selv smukke bygninger ofte har gjort skade på fine, gamle bymiljøer.  De nye huse har slået harmonien og sammenhængen i stykker. Og jeg kan ikke på øje på en eneste ny bydel, som har et miljø og en atmosfære, der kan sammenlignes med, hvad man finder i de gamle bykerner.

I alle europæiske byer er billedet det samme: man kan bevæge sig gennem kilometervis af forstæder, men først når man kommer ind til den centrale, gamle bykerne, bliver byen god at være i for den besøgende. Det er fint at bo i Tåstrup, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Hvidovre, Husum, Brønshøj, Holte, Virum eller Gentofte; men det er ikke der, atmosfæren er. Hvorfor ikke? Det har ikke noget med penge at gøre. Der er heller ikke megen atmosfære i rigmandskvarteret Tuborg Nord, men der er fine bymiljøer på Vesterbro og Nørrebro, som oprindeligt var arbejderkvarterer.  Det er ikke bygherrernes fejl alene. De ville sikkert gerne have bygget attraktive bydele, som kunne retfærdiggøre højere boligpriser. Det handler nok mere om mangler i arkitektuddannelsen. Der er brug for at gøre op med den holdning, at arkitektur er kunst, og at en bygning skal bedømmes som en isoleret genstand. Der skal tænkes i helheder; de samlede bymiljøer er vigtigere end enkeltstående arkitektur.

I de gamle bykerner skal arkitekter lære at vise hensyn til omgivelserne, at indpasse nye bygninger efter den byggestil og ånd, der er på stedet, og ikke efter tidens mode. Angsten for pastiche skal manes i jorden. Man kan sagtens bygge et nyt hus i den fine, nyklassicistiske stil, som kendetegner de almindelige bygmesterhuse i det indre København, uden at det virker forlorent. C.F. Hansen er hovedarkitekten bag genopbygningen af København efter branden i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Han byggede i en klassisk stil, som ikke havde med hans samtid at gøre. Den kan man godt indordne sig efter. Og man må holde sig til den skala, der er fremherskende på stedet. At bygge BLOX på det sted i København var helt hen i vejret. Huset lyser af disrespekt for omgivelserne. Det er nærmest infantilt i sit udtryk: Se mig! Her kommer jeg! Jeg vil blæse på alle andre!

I nye bydele skal arkitekterne lære af de gamle byer. En by skal have samlingspunkter, torve og pladser og gerne noget vand. Hvor er torvet på Lynetteholmen? Og i Aarhus Nordhavn? Det er svært at konstruere et torv, så man må finde et gammelt torv, der fungerer, og lære af det. Gaderne skal ikke være snorlige som i USA. Store huse med få døre lukker sig om sig selv (se bare på Nationalbanken).  De dræner byen for liv. En by skal ikke være et teoretisk eller kunstnerisk eksperiment.

De danske havne kunne være blevet gode bymiljøer, som man ser det på Bornholm og ved Middelhavet; men over hele landet er snesevis af havne er nu blevet bebygget med fantasiløse boligblokke, som intet har med en havn at gøre, og som tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage. Arkitekterne anede tilsyneladende ikke, hvad de havde med at gøre.

På arkitektskolerne har man forbilleder som Frank Lloyd Wright og Le Corbusier. Smid dem ud. Deres idéer om fremtidens byer var teori uden forbindelse til den menneskelige dimension. På arkitektskolerne har man haft professorer, som selv byggede de værste rædsler. Gør op med dem. Læg deres lærebøger væk. På arkitektskolerne har man doceret, at arkitekter skal bygge deres eget værk, uden hensyn til omkringliggende huse, hvilket man kan se resultaterne af i næsten alle de danske købstæder. (Se på GodeByer.dk). Og man har doceret, at historicisme var af det onde, så man kunne roligt nedrive de gamle bykvarterer. Gør op med den hensynsløse holdning. Gå en tur i Strandgade på Christianshavn og se på den enestående, gamle husrække på østsiden og den ligeså enestående parade af nye rædsler på vestsiden; og gør holdt ved det tidligere arkitekturcenter, en nybygget rædsel, som arkitekterne da også allerede har forladt for at flytte til noget, der er værre, nemlig BLOX. Erkend fejlene. Og lær af dem.

Gå ind på Arkitekturoprøret på Facebook og se, hvad tusindvis af almindelige mennesker over hele Skandinavien mener om ødelæggelserne i deres byer. Lad være med at mene, at arkitekter er bedst til at have en kvalificeret mening om bymiljø. Hold op med al arkitektonisk newspeak; ord som ’dialog’, ’fortælling’ ’nedslag’, ’kant’, ’faglighed’ o.s.v. er uden reelt indhold – de kan bruges til at forsvare hvad som helst.

Respekt og ydmyghed er gode udgangspunkter, når der skal bygges nyt. Genskab forbindelsen til almindelige mennesker. Gør oprør!

Jep Loft

Medlem af Københavns Kommunes Lokaludvalg for Indre By.

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑