Lad os bygge smukt igen

Måned: november 2019 (Side 2 af 3)

Politiken Byrum 2/9-2019. Opfordring til Arkitekturdebat.

Opfordring til Arkitekturdebat, Politiken Byrum 2/9-2019:

I Arkitekturoprøret forsøger vi at være talerør for de mange mennesker, der er frustrerede over moderne bygninger, som de finder grimme eller utilpassede. Vi prøver at styre uden om begrebet arkitektur og i stedet diskutere bymiljø. Naturmiljøsagen har nydt gavn af Danmarks Naturfredningsforenings store arbejde. Bymiljøsagen har ikke haft en tilsvarende forening. Den rolle søger vi nuat udfylde.

Vi konstaterer, at de fleste nybygninger i de gamle bykerner har skadet sammenhængen og harmonien i bymiljøerne, og at ingen af de mange nye bykvarterer har den atmosfære og det liv, man finder i de ældre bydele. Og vi stiller to basale spørgsmål: hvorfor arkitekter ikke kan indpasse nye huse efter stedets ånd i stedet for altid at bygge efter tidens mode, og hvorfor de ikke i planlægningen af nye bydele kan inkorporere det, der gør de gamle bydele attraktive.

I den senere tid har jeg haft adskillige samtaler med arkitekter, som – til min overraskelse – har erklæret sig enige i vores synspunkter langt hen ad vejen. Men hvad angår vores to spørgsmål, er et ofte fremført udsagn, at vi skyder på de forkerte: det er ikke arkitekternes skyld, men bygherrernes. Arkitekterne skal kæmpe for at få nye opgaver, og i nogle tilfælde gøres det ved at foreslå spektakulære ’kunstværker’, som tiltrækker opmærksomhed hos bygherrer. Hensynet til det omgivende bykvarter (og dermed til vores kulturarv) tæller ikke i denne sammenhæng. I andre tilfælde skal byggeriet være billigst muligt, der skal være mange standard-lejligheder, og der er ikke plads til diversitet i form af blandet bebyggelse med små butikker, erhverv, caféer og beboelse. Arkitekterne må levere, hvad markedskræfterne dikterer.

Vi må erkende, at arkitekter kan være i en klemt situation. Men man kunne godt have ønsket sig, at arkitekterne selv i højere grad havde påpeget de uheldige konsekvenser og havde gjort mere for at afværge de store skader, der er sket. Alt for ofte har arkitekter lovprist nybyggeri, som kun få andre – hvis overhovedet nogen – kan se det gode i.

Da prins Charles skrev bogen ’A Vision of Britain’ i 1989, var han opmærksom på det. Han skrev i forordet blandt andet: ”I am told I am being grossly unfair to the architectural profession by levelling my fire at the architects when, in fact, it was the planners, the developers, the local and national politicians who really were to blame. Why then, have I been levelling my fire at architects, in particular? It is because I believe that it was the architectural establishment, or a powerful group within it, which made the running in the 50s and 60s. It was they who set the agenda. They were extremely persuasive and they were very successful in their demonstration of the requirement for a ‘new’ architecture (…) It wasn’t the local councilors or the developers, who had read Le Corbusier and other apostles of modernism, and then persuaded reluctant architects to adopt ‘progressive’ ideas. (…) It was the ‘great architects’ of this period who convinced everyone that the world would be safe in their hands. Their descendants still retain prestige, and a kind of glamour among their peers (…)”.

Man kan vist nok konstatere, at den folkelige utilfredshed med moderne byggestil ikke er blevet mindre i de forgangne 30 år, og at de problemer, der påpeges i prinsens bog, kun er blevet større. Jeg har selv været aktiv i bybevaringssagen i hele den periode, og jeg må med beklagelse konstatere, at vi ingen vegne er kommet. Hvor naturmiljøsagen har haft en bemærkelsesværdig succes og nu spiller en afgørende politisk rolle, er bymiljøsagen stadig helt usynlig i det politiske liv. Det er endda gået den forkerte vej. Fredningsloven fungerer ikke, Slots- og Kulturstyrelsen ser det som sin opgave at affrede, amterne er forsvundet, kommunerne har fået enevældig magt, men har ikke magtet at forvalte kulturarven. Hver måned hører man om nye nedrivninger af værdifulde gamle huse, og hver gang kan man forudse, at det nye, der skal bygges, vil skade bymiljøet. Hvilken borgmester kan sige nej til store penge, der vil skabe ’udvikling’ og ’fremskridt’ (i øvrigt de samme hensyn, som lå til grund for udretningen af Skjern Å, som nu er blevet genslynget)?

Nu er spørgsmålet: Er tiden endelig kommet, hvor vi kan komme nærmere til at forstå hinanden? Kan vi enes om at gøre det bedre i fremtiden? Eller skal vi fortsat stå i to adskilte lejre? Her er mine forslag til, hvad arkitekter og vi ”oprørere” i fællesskab kunne gøre:

  1. Vi må sammen erkende fortidens fejl. Kulturarven i form af bymiljøer har lidt store tab efter 1945. Arkitektur kan ikke bedømmes isoleret fra omgivelserne. Langt de fleste nybygninger i gamle bykerner har gjort skade. At de anses for god arkitektur, er ikke nogen garanti for succes. Eksempelvis burde Nationalbanken ikke være bygget, hvor den ligger, den brutalistiske svømmehal i Kalundborg ej heller (og da slet ikke med et indgangsparti på den enestående kirkeplads). Den glæde, som tilhængere af moderne arkitektur måtte føle ved nye bygninger, kan ikke opveje den harme og sorg, som andre føler over det, der bliver ødelagt. De moderne byggerier kunne være placeret andre steder. Der bør vises mere hensyn og større forståelse for de mennesker, som gerne vil bevare.
  • Vi må også erkende, at de gamle bykvarterer har en attraktiv atmosfære, som de nye kvarterer savner. Samlingspunkter i form af torve og havne, karré-bebyggelse og med krogede gader, stræder, gyder, gårde m.m. bør genopfindes. Små huse giver mere liv end store (store huse kan med held fremstå som flere små set udefra).
  • Debatten om bymiljø skal være åben for alle. Vi er mange, som er blevet affejet p.g.a. manglende ’faglighed’, fordi vi ikke er arkitekter. Der har været en elitær debatform, som ikke har gavnet sagen – men den er heldigvis nu på retur. ’Newspeak’ bør undgås; ord som ’fortælling’, ’nedslag’, ’reference’, ’dialog’ o.s.v. er blevet anvendt til at legitimere utilpasset byggeri, uden at det giver mening. Det ødelægger en frugtbar dialog.
  • Arkitekter bør stå sammen om at udvise mod i form af nytænkning. Bygherrer og kommuner ønsker måske monumentale og moderne byggerier for at skille sig ud. Men vi har set så meget nu, at der ikke længere er nogen overraskelseseffekt i besynderlige geometriske former. Det gode bymiljø opstår, når mange forskellige huse indgår i en ”ensartet mangfoldighed”. Arkitekterne skal vise vejen og komme med forslag, der skaber bymiljøer. Hvis bygherrerne undres over det, skal arkitekterne forklare, at beliggenhed er vigtigt, og den skabes af byrum og samspil mellem huse – ikke af monumenter. Arkitekterne kan gøre bygherrerne klogere. Det er lægen, der bør anvise behandlingen; man kan ikke forvente, at patienten skal gøre det.
  • Byggeri, der ikke fremstår som moderne, betegnes ofte hånligt som ’pastiche’. Det bør ophøre med at være et skældsord. Stedets ånd er vigtig. På andre områder som tøj, mad, møbler og biler kan moden gå i retning af videreudvikling af tidligere tiders stilarter. Det bør også kunne ske i arkitekturen – og det er vel sket før. Navnlig bør det være legitimt at bygge i en stil og med materialer, som er karakteristisk for stedet og dets historie.
  • Politikerne må vækkes til handling. Jeg har mødt fem, der interesserer sig for sagen, og de kan ingen vegne komme i det politiske system. Frankrig har i mere end 50 år haft en lov, der beskytter alle historiske bykerner. Italien og det meste af Syd- og Centraleuropa passer på deres byer. Men i Skandinavien og i England står det sløjt til. Politikerne må bringes til at forstå, at bymiljø og naturmiljø er to sider af samme sag.

Det ville glæde mig, hvis repræsentanter for arkitektfaget ville indgå i en dialog om disse forslag.

Jep Loft

Politiken Byrum 29/7-2019. DE TI VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER.

https://politikenbyrum.dk/Debat/art7311756/Her-er-mit-bud-p%C3%A5-de-10-v%C3%A6rste-%C3%B8del%C3%A6ggelser-af-danske-bymilj%C3%B8er

DE VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER.

De danske bymiljøer er vores væsentligste kulturarv. De findes primært i de 76 middelalderkøbstæder. De har atmosfære og liv, som ikke findes i nye bydele. Men vi passer ikke på dem. I modsætning til naturmiljøerne er bymiljøerne ikke beskyttede. Kun få kommuner har lavet bevarende lokalplaner, og derfor er der sket store ødelæggelser under betegnelser som ’udvikling’ og ’fremskridt’. Der har været tale om det modsatte.

Her følger en oversigt over ti af de største og mest ødelæggende indgreb i de gamle bymiljøer. Den er baseret på besøg i alle landets købstæder og besigtigelse af alle bygninger i deres gamle bykerner. Skaderne er opgjort efter kriterier, som vedrører, hvor skadeligt byggeriet er for sammenhængen og harmonien i bymiljøet, hvor værdifulde de nedrevne bygninger var, og tidspunktet for nedrivningen (jo nyere, jo værre). Der er ikke tale om en vurdering af arkitektur. Se nærmere på GodeByer.dk.

Den tidligere Planstyrelse udarbejdede et antal kommuneatlas over bevaringsværdige bygninger, baseret på deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi, samt deres originalitet og tilstand. I modsætning til kommuneatlasserne drejer denne oversigt sig om de bygninger, der gør skade på bymiljøerne. Et anonymt hus kan være værdifuldt i en sammenhæng, mens et hus med høj arkitektonisk værdi og originalitet kan være fejlplaceret. Af de ovenfor nævnte fem kriterier indgår de fire således ikke her; den bymiljømæssige værdi er derimod helt central.

De store ødelæggelser skyldes gadegennembrud, saneringer, bankbyggerier, kommunale byggerier og butikskæder. Et trist kapitel er det fantasiløse byggeri på havne overalt i landet, men her er der mere tale om forspildte chancer end om ødelæggelse af noget bestående.

NR 10: MAGASIN, IMMERVAD/LILLE TORV, AARHUS

Denne bygning ligger som en knytnæve i ansigtet på den gamle Midtby i Aarhus. Den er et eksempel på hensynsløst byggeri, og en erindring om, hvor galt det var tæt på at gå for Aarhus. Byrådet havde i 1960’erne planlagt, at der skulle føres en motorgade gennem Midtbyen fra Immervad til Nørreport. 155 ejendomme skulle nedrives. I sidste øjeblik fik en ung aktivist henledt borgmesterens opmærksomhed på katastrofens omfang. Han lyttede til hende og fik afværget planen.

NR 9:  BREMERHOLM/HOLMENS KANAL, KØBENHAVN

Gadegennembruddet i Bremerholm i 1930’erne er et af de helt store indgreb i Københavns Middelalderby. Østsiden domineres af Magasin (som tidligere havde ødelagt Lille Kongensgade) og af Danske Banks glashuse.

På vestsiden ligger bl.a. Overformynderiet. Ved siden af det blev to karréer i det ellers næsten intakte Mayonnaisekvarter ved Nikolaj Kirke i 1960 bulldozet til fordel for et trist kontorbyggeri. Hummergade, der løb parallelt med Laxegade, forsvandt helt. Sammen med Nationalbanken dominerer disse bygninger nu Holmens Kanal. Alle tre huse lukker sig om sig selv og dræner gaderne for liv.

NR 8: BLOX, KØBENHAVN

Der var mange protester, da Realdania annoncerede planerne om dette nybyggeri. Ingen kan påstå, at bygherren ikke var advaret mod det, der i dag står som en fiasko – æstetisk, funktionelt og økonomisk. Huset synes at ville provokere og skille sig mest muligt ud fra omgivelserne. At det ligger i en middelalderbykærne, er der ikke taget hensyn til. Det kunne lige så godt ligge i Rotterdams havn eller en forstad til Los Angeles.

NR 7: RÅDHUSET, SPRINGVANDSPLADSEN 5, HJØRRING

Kommuner er skyld i meget uheldigt nybyggeri. I Hjørring er det gået helt galt. Byens naturlige centrum ved Søndergade/Springvandspladsen/Strømgade er nedrevet, og et voldsomt og utilpasset rådhusbyggeri dominerer nu. Søndergade har fået et kedeligt forstadspræg. Man bør gå varsomt frem i middelalderbykerner, specielt når der er tale om en mindre by. Hele Hjørring by er forandret som følge af dette byggeri.

NR 6:  RÅDHUSET, TORVET 3, GRENAA

Kommunalreformen i 1970 medførte meget nybyggeri, som gjorde skade i de gamle købstæder. I alt er der ca. 50 utilpassede kommunale bygninger i de gamle bykerner. Det værste eksempel er nok rådhuset i Grenaa. Den trekantede karré mellem Mogensgade og Nørregade udgjorde en væsentlig del af middelalderbyen. Den er nu erstattet af et kedeligt 70’er-byggeri. Man må spørge sig selv, hvorfor kommunalpolitikerne gerne ville lægge deres nye rådhus i den gamle bydel, når de nu alligevel valgte at rive den ned.

NR 5: NYTORV/SLOTSGADE, AALBORG

Man skulle tro, at Nytorv i Aalborg blev bombet under krigen. De store butikker ligner noget, man normalt ville placere på en mark uden for en by. I hele landet er der ca. 70 ødelæggelser, der skyldes butikskæder.

NR 4:  ADELGADE/BORGERGADE, KØBENHAVN

Københavns byhistorie er præget af brandene i 1728 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Kun få områder gik fri, og blandt dem var Adelgade/Borgerdage-kvarteret det største. Saneringen skete i 1950’erne, og den repræsenterer nok det største kulturtab i Danmark efter 1945. Vel var ejendommene i dårlig stand, men det var de fleste andre gamle huse også. I dag må vi være lykkelige for dem, der undgik sanering.

NR 3: BUDOLFI PLADS/ ALGADE 41-51, AALBORG

De fleste af landets ti domkirkepladser fremstår som sammenhængende og harmoniske. Her skiller Aalborg sig uheldigt ud. Ikke alene er der lige op ad Budolfi Kirke bygget en bankbygning, der ligner et parkeringshus; kommunen har kastet salt i såret ved at premiere byggeriet. Banker er skyld i ca. 150 overgreb mod bymiljøet i middelalderbykernerne, og desværre ofte dér, hvor det gør mest ondt: på torvene.

NR 2: THOMAS B. THRIGESGADE, ODENSE

Odense har ikke magtet at værne om sin store kulturarv. Thomas B. Thrigesgade skar bykernen over i to halvdele og efterlod kvarteret ved H.C.Andersens hus som en isoleret ø. Man indså fejlen, nedlagde gaden og påbegyndte et stort nybyggeri. Men byens hovedakse er ikke blevet genskabt, og det moderne byggeri slår middelalderbyens sammenhæng i stykker.

NR 1: PILESTRÆDE/LANDEMÆRKET, KØBENHAVN

Gutenberghus/Egmont har ødelagt hele den store karré Vognmagergade/ Møntergade/Pilestræde/Landemærket. Vognmagergade kom først allerede i 1935, Møntergade fulgte i 1962-65. Helt urimelige var nedrivningerne i Pilestræde og Landemærket, der skete så sent som i 1971-73; bygherren havde ikke brug for bygningerne, idet de har været lejet ud lige siden, de blev bygget. Ved samme lejlighed blev også den anden side af Pilestræde nedrevet, og gadens forløb blev flyttet. Resultatet blev ikke alene et goldt og utilpasset byggeri, som erstattede et livligt bykvarter. Det alt for store hus kan ses helt op til Frue Plads, og dermed har hele det enestående Latinerkvarter lidt skade.

KONKLUSION

Af denne triste liste drager jeg den konklusion, at forvaltningen af vores vigtigste kulturarv ikke ligger trygt hos kommunerne. Som det er i dag, har de enevældig magt i sager om nedrivninger. Kommunalpolitikere er ikke valgt på grund af deres indsigt i eller interesse for kulturarven. Og der er ingen appelinstans, som der er i naturmiljøsager. Der er brug for lovgivning, der giver bymiljøer samme beskyttelse som naturmiljøer.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret på Facebook

Artikel i Aarhus Stiftstidende 5/8-2019. En knytnæve i ansigtet på Midtbyen i Aarhus.

AARHUS: “Denne bygning ligger som en knytnæve i ansigtet på den gamle Midtby i Aarhus”.

Sådan lyder kritikken fra formand for Arkitekturoprøret, Jep Loft, der på Politiken Byrum for nyligt udpegede de ti bygninger, som har været mest ødelæggende for de danske bymiljøer. Og her havde han Magasin i Aarhus på en tiendeplads.

Årsagen til placeringen skyldes manglende hensynstagen til historien, lyder forklaringen. – Magasin er en mastodont, som på ingen måde passer ind i de idylske omgivelser ved åen og Lille Torv. Der ligger massevis af små huse fra den gamle middelalderby rundt omkring. Magasin er bygget i en modernistisk bystil, der på ingen måder harmonerer med de omkringliggende omgivelser, uddyber Jep Loft til Stiften. Den nuværende Magasin-bygning på Immervad er tegnet af Aage C. Nielsen og Poul Andersen og slog dørene op for kunder i 1971.

 
Fiskergade 2 bryder også med det oprindelige bymiljø, mener Jep Loft. Foto: Google Street View.
To aktører skal tage ansvar

Jep Loft arbejder som jurist, men i hans virke som formand for Arkitekturoprøret prøver han at sætte en diskussion om bymiljøer i de danske byer på dagsordenen. Foreningen startede som en reaktion mod de visuelle forringelser af byerne, og der findes lignende bevægelser i Sverige, Norge, Finland og Estland.

Foreningen lægger vægt på, at de nødvendigvis ikke er utilfredse med de arkitektoniske udformninger af bygningerne, men at der ikke bliver taget nok hensyn til bymiljøet, når der bliver bygget nyt.

Magasin var den eneste århusianske bygning på Jep Lofts top-ti-liste, men han mener dog, at der er andre kritisable bygninger, som ikke tager hånd om den gamle sjæl. Fiskergade 2 og bygninger langs Frederiksgade og Jægergårdsgade nævnes blandt andet, og han mener, at det har konsekvenser.

– Store bygninger passer ikke ind i en middelalderby. De dræber livet i gaderne, og der kan blive mennesketomt, siger han.

Ifølge Jep Loft er der to parter, som skal tage ansvar, hvis problemet med dårligt bymiljø skal kommes til livs.

– Kommunerne bør udarbejde bevarende lokalplaner, hvor man ikke må ændre på facaderne i de gamle middelalderbyer. Og så skal der ske en holdningsændring blandt arkitekter, så det bliver legitimt, at alt nybyggeri ikke nødvendigvis behøver at se nyt og moderne ud. Arkitekter tænker tit i tidens ånd og ikke på stedets ånd, slutter Jep Loft.

https://stiften.dk/aarhus/-Som-en-knytnaeve-i-ansigtet-paa-Midtbyen-Arkitektur-revser-saetter-Magasin-paa-uheldig-liste/artikel/593004

Indlæg i Politiken 15/5-2019. Gør op med de elitære holdninger til arkitekturen i bymiljøerne.

 

Gør op med de elitære holdninger til arkitekturen i bymiljøerne.

Arkitektur

JEP LOFT

FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

KARSTEN IFVERSENS artikel om ’Arkitekturoprøret på Facebook’ i Politiken 4. maj fortjener en reaktion: Den danske afdeling, som jeg er formand for, driver ikke hetz mod nogen og aldrig har gjort det. Vi prøver at holde os til sagen. Og sagen er ikke så meget, hvad der er grimt eller smukt, eller hvad der er god eller dårlig arkitektur. Det kan man diskutere længe uden at nå til en brugbar konklusion. Vores påstand er to ting: For det første at de fleste moderne bykvarterer savner liv, miljø og charme som det, man kan finde i de gamle bydele. Desværre. Og for det andet at de fleste nybygninger i de gamle kvarterer passer dårligt ind i omgivelserne og har gjort stor skade på bymiljøerne.

Vi tror, at en betydelig del af befolkningen er enig i disse to ting. Som Ifversen også medgiver, er chancen for at skabe gode bymiljøer i mange (så godt som alle?) nye bykvarterer blevet forspildt. Ligesom nybyggerierne på de gamle havne næsten overalt i landet er forfejlede; der er tale om kedelige boligblokke, som tager fra omgivelserne, intet giver tilbage og slet ikke skaber de nye hyggelige havnemiljøer, som kunne være opstået.

Karsten Ifversen skriver, at Arkitekturoprøret er uinformeret, idet ansvaret ikke ligger hos arkitekterne, men hos bygherrerne. Hertil kan man bemærke fire ting:


1. På Nørrebro og Vesterbro i København findes der bymiljø og atmosfære, selv om kvartererne blev bygget som billigt udlejningsbyggeri for ubemidlede mennesker; og der, hvor man har saneret (i Den Sorte Firkant og i Saxogade), har man slået bymiljøet i stykker.


2. Alle bygherrer ved, at beliggenheden er vigtig for værdien af et hus; mon ikke de fleste gerne ville have haft et godt og hyggeligt bymiljø, hvis arkitekten havde kunnet skabe et? Merudgiften ville sikkert komme rigeligt tilbage. Se bare på kvadratmeterprisen i Kartoffelrækkerne.


3. Mange nye huse søger bevidst at skille sig ud med særegne geometriske former, skæve vinkler og tilstræbt disharmoni. Det må da være dyrere end at bygge et normalt hus (f.eks. i den nyklassicistiske stil, som København er berømt for).


4. Det koster vel ikke ekstra at vise hensyn og vælge vinduer, døre og tage, der harmonerer med dem, som de omkringliggende huse i gamle bydele har, eller at opdele facaden, så det nye hus fremstår som flere små i stedet for én stor og dominerende klods.

SÅ UANSET hvor uinformerede vi måtte være i Arkitekturoprøret, vil vi mene, at arkitektstanden bærer et stort medansvar for det triste nybyggeri og de store ødelæggelser. Og at den nu har et ansvar for, at vi får ændret på tingenes tilstand.
Hvorfor har arkitekterne ikke selv for længst rejst debatten? Er de ligeglade med den udbredte utilfredshed i befolkningen? Hvorfor tør ingen prøve at bygge i stedets ånd? Hvorfor skal alting ligne noget fra Los Angeles? Hvorfor er det ikke en spændende opgave for en arkitekt at bygge i den særlige stil, som kendetegner et sted? Skal særpræget i byer som Ringkøbing, Viborg og Skagen bare forsvinde med tiden? Hvorfor har så mange set passivt til, mens de gamle bymiljøer er blevet ødelagt? Hvorfor har man ikke kunnet skabe nye bymiljøer med atmosfære?

Ligger svaret i den uddannelse, arkitekterne har fået? Lærer de arkitektstuderende ikke at tage hensyn til omgivelserne? Lærer de ikke at tænke i helheder? Anspores de til at bygge anderledes bare for at være anderledes? Lærer de, at de skal opfatte sig selv som kunstnere? Udsætter de sig for kritik fra egne rækker, hvis de bryder med normen? Er det angsten for pastiche, der gør sig gældende?

Disse spørgsmål kan Karsten Ifversen sikkert bedre besvare, end jeg kan. Så ja, Karsten Ifversen, Arkitekturoprøret er et symptom på en manglende debat. Eller et oprør mod en elitær holdning hos dem, der har formået at holde debatten nede eller har fejet rettidige indvendinger mod nybyggeri til side. Og ja, det er ikke sikkert, at vi har fundet løsningen. Men den er der bare heller ingen andre, der har leveret. Vi gør dog et forsøg. Arkitektstanden er velkommen til at deltage.

Indlæg i Weekendavisen 3/5-2019. Svar til arkitekt Lotta Tiselius.

 

 

https://www.weekendavisen.dk/2019-18/samfund/debat

 

Arkitektur

 

Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret

I Weekendavisen d. 26/4 skriver arkitekt Lotta Tiselius: »At Arkitekturoprøret og Jep Loft har et ønske om en bedre byarkitektur, er der ikke noget i vejen for. Desværre er deres udpegede vej snæversynet og begrænsende. Hvis Jep Loft vil påvirke arkitekturudviklingen med andet end at formindske den til et spørgsmål om stil, må han tage nogle større briller på«.

Jeg tror, hun har misforstået vores ønske. Vi ønsker gode bymiljøer med atmosfære. Vi taler ikke om arkitektur. Den vej, vi peger på, er, at der vises mere hensyn til og respekt for omgivelserne, når der bygges nyt i gamle bykerner. Er det snæversynet?

Vi har med beklagelse konstateret to ting: for det første at der ikke er skabt nye bydele med liv, atmosfære og miljø, der kan sammenlignes med dem, der blev bygget før Første Verdenskrig. Der er ikke atmosfære i Ørestaden, på Kalvebod Brygge, i Tuborg Nord og i Aarhus Ø. Vi ville ønske, der var. Arkitektuddannelserne burde undervise i at skabe nye bydele, der er lige så attraktive som de gamle.

For det andet at nye huse i gamle bykerner ofte slår sammenhængen og harmonien i stykker. Vi har ikke foreslået nye huse med spir og krummelurer. Men der ville ikke være noget forlorent ved at videreudvikle den smukke, tidløse, nyklassicistiske stil, som præger Københavns Indre By. Det burde være en mere spændende udfordring for en arkitekt end at bygge noget, som lige så godt kunne ligge i Los Angeles. Og det er næppe dyrere end at bygge i de avancerede geometriske former, man ser i nybyggeri.

Det vigtigste er, at man undlader at ødelægge de gode bymiljøer, vi har tilbage. De er få, som man kan se på GodeByer.dk. Når man river gamle huse ned og bygger moderne i stedet, gør man mange mennesker kede af det. Se bare på Slagtergårdene på Vesterbro. De, der bliver glade, ville vel også være blevet det, hvis man byggede de nye huse et andet sted. Det nye, der er bygget i de gamle bykerner, har været til sorg for mange og til glæde for få.

Artikel i Kristeligt Dagblad 27/4-2019. Har skønheden forladt arkitekturen?

Skønhed og arkitektur

  • Engang var en af arkitekturens fornemste opgaver at skabe bygninger, der ikke blot kunne blive stående, men som også var smukke. I to artikler undersøger Kristeligt Dagblad, om skønheden har forladt arkitekturen til fordel for funktion, økonomi og bygherrens ønske om at vise sig frem.
  • Den anden artikel bringes lørdag den 4. maj

I disse år hagler kritikken ned over en række ambitiøse byggeprojekter i både Danmark og udlandet. Men hvad er der galt? Er det lægfolk, der ikke forstår genialiteten i moderne arkitektur, eller er idealerne om skønhed rykket nedad på prioriteringslisten? Nok mest det sidste, siger en arkitekt og en arkitekturoprører

Til næste år åbner det nye Edvard Munch-museum i Oslo, Norge. Ambitionerne har været høje, men for nylig beskrev arkitekten Helle Søholt, der ellers stod i spidsen for den jury, der i sin tid valgte projektet, resultatet som ”skrækkeligt”.

Museet skulle have været et ”lystårn” af glas, men på grund af økonomi og klimahensyn måtte projekt og materialevalg revideres. Nu er museet endt som en dyster sag med aluminiumfacade, som arkitekt og byplanskribent Gaute Brochmann i den norske avis Dagbladet har omtalt som ”en truende sort skygge, en koksgrå klods, som hæver sig over Operaen”.

Også i skyskrabernes himmelstræbende hjemby, New York, er der ny arkitektur, som får en hård medfart. Bydelen Hudson Yards har kostet i omegnen af 25 milliarder dollars (godt 165 milliarder kroner) og rummer boliger og butikker i den helt dyre prisklasse.

Munch-museet i Oslo ­skulle have været et lystårn i glas, men er endt med en uskøn aluminiumsfacade. – Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix
Munch-museet i Oslo ­skulle have været et lystårn i glas, men er endt med en uskøn aluminiumsfacade. – Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix
På Manhattan i USA er skyskrabere mere reglen end undtagelsen. Alligevel er kritikken haglet ned over de sjælløse glaspaladser og bygningsskulpturer i kvarteret Hudson Yards. - Foto: Peter Mark/BAM/Ritzau Scanpix
På Manhattan i USA er skyskrabere mere reglen end undtagelsen. Alligevel er kritikken haglet ned over de sjælløse glaspaladser og bygningsskulpturer i kvarteret Hudson Yards. – Foto: Peter Mark/BAM/Ritzau Scanpix

Alligevel kritiseres bydelen for at være en flok sjusket opførte, underligt sjælløse glastårne, der omkranser trappeskulpturen ”The Vessel”, hvor newyorkerne går op og ned ”som små maddiker, der kravler op og ned ad en rådnende dönerkebab”, som arkitekturskribenten Oliver Wainwright malerisk formulerede det i den britiske avis The Guardian.

Læs også

Arkitekt: Autenticiteten kan ikke genskabes i Notre Dame

For et år siden var det et ambitiøst byggeri på dansk grund, der fik kniven af samme skribent i samme avis. ”En trist glas-monolit”, skrev han om den 2 milliarder kroner dyre multibygning Blox på Københavns havnefront, der åbnede i maj 2018 og blandt andet huser Dansk Arkitektur Center.

En af de ledende arkitekter bag Blox, Ellen van Loon fra det hollandske firma Oma, ser ifølge The Guardian selv bygningen som en ”bevidst kritik af dansk byudvikling”, som efter hendes opfattelse har ført til en hovedstad, der er ”for fredelig og forskønnet” og mangler noget støj.

Dette er muligvis lykkedes. Wainwright beskrev i hvert fald Blox som det, der kunne tænkes at komme ud af det, hvis den provokerende popsangerinde Lady Gaga ”droppede kødkjolen og gik ind i finansiel rådgivning”.

Smag og behag er forskellig, og det er diskutabelt, om skønhed i arkitektur lader sig definere. Men det er også spørgsmålet, om tidens arkitekter – og ikke mindst bygherrer – overhovedet synes, skønhed er værd at prioritere.

Som den engelske forfatter Alain de Botton skrev for 10 år siden i bogen ”Lykkens arkitektur”:

”Hvad er en smuk bygning? At være et moderne menneske er identisk med at opfatte dette som et pinligt spørgsmål, der måske ovenikøbet nærmest er umuligt at besvare” … ”At skabe noget smukt – det der engang blev anset for at være arkitektens fornemste opgave – er en målsætning, der lige så stille er forsvundet ud af den seriøse professionelle debat og veget for et forvirret privat imperativ.”

Men kan det virkelig være rigtigt? Har skønheden forladt arkitekturen?

Det synes at være den konklusion, som mange når frem til, når de vurderer et af hovedstadens helt nye moderne kontorhuse, Østerport II, der er ved at tage form ved siden af den stemningsfulde 120 år gamle nationalromantiske togstation, men som af kritikere er blevet omtalt som ”en grundstødt færge” og ”en sammenklappet lagkage”, og som har fået Berlingske til at indlede en kampagne, hvor københavnerne skal udpege byens ”værste arkitektoniske skampletter”. Bygninger, som burde forsvinde igen i en fart ligesom den udskældte sorte busterminal, der stod på Rådhuspladsen i bare 14 år mellem 1996 og 2010.

”En grundstødt færge” og ”en sammenklappet lagkage” er nogle af de betegnelser, der er hæftet på det nye kontorbyggeri Østerport II i København. – Foto: Ole Munk
”En grundstødt færge” og ”en sammenklappet lagkage” er nogle af de betegnelser, der er hæftet på det nye kontorbyggeri Østerport II i København. – Foto: Ole Munk

En af kritikerne, som betegner Østerport II-byggeriet som ”skandaløst grimt”, er Jep Loft. Han er dels medlem af Indre Bys Lokaludvalg i København, der er høringspart i forbindelse med byggerier, og derudover er han formand for Arkitekturoprøret, en ny forening, der efter britisk og svensk forbillede kæmper imod tidens tendens til at placere store glas- og stålpaladser midt inde i alle større byer.

”Jeg mener, det er spild af tid at diskutere, hvilke huse der i sig selv er grimme eller pæne, ligesom det er at diskutere, hvad der er god og dårlig kunst. Det, som der derimod er god grund til at tale om, er: Passer bygningen i sammenhæng med sine omgivelser, eller slår den det hele i stykker?”, siger Jep Loft – som, hvad angår Østerport II, ikke er i tvivl:

Læs også

Holger Jensen var en af efterkrigstidens vigtigste kirkearkitekter – og han byggede en kirke om året

”Det er for mig åbenlyst forfejlet at placere denne store klods lige ved siden af den gamle S-togsstation, Den Frie Udstillingsbygning og Kastellet. Og lige så forfejlet er placeringen af Blox,” siger han.

Jep Loft drager den parallel, at hvis vi så på de historiske bykerner med de samme æstetiske og bevaringsmæssige briller, som vi ser på de smukkeste naturområder, så ville meget være anderledes. Han håber derfor, at Arkitekturoprøret, der endnu kun har 3000 Facebook-følgere, men har langt større svenske og britiske søsterorganisationer, kan vokse sig til en byggeriets parallel til Danmarks Naturfredningsforening.

”Jeg ville ønske, vi i dansk lovging havde en lov svarende til den, forfatteren André Malraux fik indført, da han var kulturminister under Charles de Gaulle i Frankrig. Det var en lov, som slog fast, at alle historiske bymiljøer står direkte under statens beskyttelse, så der herfra kan blive grebet ind, hvis det lokale bystyre ikke kan finde ud af at passe på byen.”

Selvom foreningen er ny, forklarer Jep Loft, at han har arbejdet med emnet i 40 år. Og han betoner, at der ikke er tale om et københavnerfænomen, selvom Østerport II og Blox begge ligger i hovedstaden.

”I Danmark er der 76 middelalderkøbstæder, som alle var gode og rare at gå i frem til Anden Verdenskrig. Så kom der nye tider. Overalt blev der bygget nyt. Den lokale bank, som havde været et fint lille palæ i centrum, blev erstattet af en stor, firkantet kasse, der ikke passede i sammenhængen,” siger Jep Loft.

Han nævner Helsingør, Køge og Faaborg som byer med en sådan bankbygning, og Grenaa, Hjørring og Horsens som byer, hvor et rådhusbyggeri har haft tilsvarende effekt.

”I Nakskov har de en fin havnepromenade af fine, ældre huse. Kommunen har lige købt fire af dem for at rive dem ned. Hvad der skal være i stedet, er der ikke sagt noget om, men jeg tør vædde på, at det bliver en eller anden kasse af glas, der bryder det hele,” siger han.

Læs også

Mangfoldig Vrå-udstilling af gådefulde billeder og åndelig arkitektur

Tilbage i hovedstaden nævner Jep Loft tilmed Nationalbanken, tegnet af den i dag så kanoniserede arkitekt Arne Jacobsen og opført 1965-1978, som eksempel på en fejlplaceret bankbygning:

”Det er et stjerneeksempel på et byggeri, som nogen kunne sige er pænt i sig selv, men som man næppe kan sige er vellykket placeret som en stor klods, der lukker sig om sig selv og slet ikke passer sammen med Holmens Kirke og de andre fine, gamle huse.”

Arkitekten Jens Thomas Arnfred mener ikke, at skønheden har forladt arkitekturen. Men han mener, der er hårdt brug for at ”genskabe diskussionen om skønhed i arkitektur”, som han formulerer det.

”Skønhed i arkitektur er ikke én given ting til alle tider og på alle steder. Det forandrer sig, som verden udvikler eller indvikler sig. Det er ikke frit svævende, men nært knyttet til de mennesker, arkitekturen gerne skulle forbedre livet for,” siger Jens Thomas Arnfred, der er professor emeritus i bygningskunst ved Kunstakademiets Arkitektskole og en flittig deltager i dansk arkitekturdebat. Frem til 2015 var han partner i tegnestuen Vandkunsten, nu driver han tegnestuen Kanalen.

Han uddyber, at det er noget andet og mere komplekst at skabe skønhed som arkitekt, end hvis man for eksempel er kunstmaler. For når man bygger et hus, har fantasien ikke bare frit spil. Man er underlagt både tyngdeloven, bygningsreglementet og et budget. Dertil kommer, at mange modstridende idéer og interesser kan støde sammen i forbindelse med et byggeri, hvor der nok er en arkitekt, der laver tegningerne, men som regel også én eller flere bygherrer, der har det med at hylde princippet om, at den, der betaler for orkesteret, også bestemmer musikken.

De fleste husker sikkert til de stridigheder, der stod på mellem arkitekt Henning Larsen og bygherre Mærsk Mc-Kinney Møller om byggeriet af Operaen i København i begyndelsen af dette århundrede.

Andre af de seneste årtiers storladne prestigebyggerier i stål og glas på de store byers havnefronter eller andre fremskudte positioner er ifølge Arnfred mere bygget som ”uskøn magtdemonstration” fra bygherrers side end som arkitektens bud på nutidig skønhed. Herunder Blox-byggeriet, som han synes er grimt, fordi det ikke lever op til det, det gerne vil være, nemlig et simpelt byggeri sat sammen af klodser.

”Blox lever ikke op til dét ideal om renfærdighed, det mimer en renfærdighed. I virkeligheden er det et uhyre kompliceret, omstændeligt og dyrt byggeri,” siger han og tilføjer:

”Mange af de store byggerier, der laves i dag, koster jo en helvedes masse penge. Byggeri er så omkostningskrævende, at der ikke levnes den plads, som er nødvendig, til utopier og eksperimenter. Det betyder, at det bliver Excel-arkets magtfuldkommenhed, der råder. Vi får ikke ajourført skønhedsbegrebet, når ambitionen er reduceret til, hvordan vi kan få flest mulige glasaltaner for færrest mulige penge,” siger Jens Thomas Arnfred og tilføjer:

”Skønhed hænger tæt sammen med det elskelige. I vores kulturkreds er vi kommet langt ved at forfine det nødtørftige. Det bliver der stærkt brug for igen. Det handler blandt andet om kunsten at holde hus og holde igen. Undgå det postulerede og effektjagende. Og fortælle eventyr, der rækker ud over den private sfære.”

Læs også

Norges nye Edvard Munch-museum bliver kaldt en ”katastrofe”

Det er let at nå til den position, at det hele var bedre i gamle dage, også når arkitektur er til debat. Blandt andet fordi den rigtig gamle arkitektur, som endnu står, er den smukkeste.

Jens Thomas Arnfred erklærer, at han ikke er fremskridtsforskrækket, men at han bliver skuffet, når arkitekturen bliver rethaverisk og nok i sig selv.

”Jeg bryder mig ikke om, at byggeriet råber: ’Se mig, se mig!’, hvis det samtidig forråder det, vi har fælles. Og jeg bliver direkte provokeret, når tidens skabelonbyggerier langs vores havnefronter markedsføres, som om de er moderne. I virkeligheden er de slemt gammeldags i deres opulente fremtræden, og om føje tid vil de blive vurderet som outdatede i deres selvgodhed, erklærer Jens Thomas Arnfred, som på mange måder ser det ydmyge fiskerhus som langt mere moderne og avanceret.

Skal byggeri af boliger og andre bygninger udvikles, må vi ifølge Jens Thomas Arnfred ikke alene forlange skønhed, men også at det ”forholder sig ansvarligt til den trussel, som vores overgearede livsførelse fører med sig”. Og han mener, at det skønhedsbegreb, der kommer til at gælde, bliver det, der anviser kvalificerede ætestiske svar på påtrængende spørgsmål om for eksempel bæredygtighed og klimasikring:

”Når København skal vokse ud i vandet, forestiller jeg mig bygninger som flydende bølgebrydere, bygget i lette, demonterbare materialer. Det ligger i kortene, at vi må flytte tættere sammen og nøjes med mindre. Jeg er sikker på, at vi har talent og kunnen til at vise omverdenen, hvad Nordens Venedig kunne handle om i en 2030-udgave.”

Interview i Weekendavisen 4/4-2019: Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over moderne arkitektur.

 

Arkitektur. En ny pris vil fremover blive uddelt til årets grimmeste byggeri. Det er et oprør mod tidens herskende arkitektursyn, fortæller stifter Jep Loft.

 SØREN K. VILLEMOES

Den inficerede byAf Søren K. Villemoes

Volume 90%

Danmark har fået en ny arkitektur­pris. Men de kommende vindere vil næppe blive særlig begejstrede for at modtage den. Prisen er nemlig indstiftet af foreningen Arkitekturoprøret og vil fremover blive tildelt »Danmarks grimmeste byggeri«.

Prisen er inspireret af den britiske Carbuncle Cup, der blev startet af arkitektur­magasinet Building Design, og som siden 2006 er blevet tildelt Storbritanniens grimmeste nybyggeri. Navnet »carbuncle« er hentet fra en udtalelse, som kronprins Charles kom med i 1984, da han skulle holde en tale for Royal British Architecture Institute i anledning af instituttets 150-års jubilæum. Talen er gået over i historien, da alle blot havde regnet med, at kronprinsen ville hæve glasset og udbringe en skål, men i stedet udbasunerede han en nådesløs kritik af den retning, britisk arkitektur havde taget i efterkrigstiden. Det er svært at oversætte ordet »carbuncle«, men det beskriver den type sår, der opstår, hvis man rammes af den genstridige bakterieinfektion stafylokokker.

Siden har prisen spredt sig til flere lande. I Sverige hedder den eksempelvis Kasper Kalkon (Kasper Kalkun) og er blevet uddelt siden 2016. Herhjemme har den endnu ikke fået sit endelige navn. Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for en sådan pris i Danmark? Og hvordan afgør man, hvilken arkitektur der er den grimmeste? Weekendavisen har talt med stifteren og formanden for Arkitekturoprøret, den 69-årige jurist Jep Loft.

– Hvorfor har I valgt at indstifte denne pris?

Foreningen Arkitektoprøret fremhæver BLOX som skrækeksempel og mulig kandidat til deres nyindstiftede pris. To milliarder kroner har fonden Realdania brugt på bygningen. Foto: Ritzau Scanpix

»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur. Den eksisterer. Det ved jeg, for jeg har personligt holdt 40 til 50 foredrag over hele landet i byer store som små. Folk er frustrerede over de nye byggerier i deres byer og over, at vi ikke har en lovgivning, der beskytter deres historiske bymiljøer.

Derudover vil vi gerne have arkitekter til at tænke på en ny måde. Vi mener, at der skal gøres oprør på arkitektskolerne mod den holdning, der har domineret siden Anden Verdenskrig, hvor arkitektur skal være kunst, et værk i sig selv, der skal skille sig ud, være markant og gerne meget anderledes. Det er på grund af dette arkitektursyn, at vi har fået så mange grimme bygninger som eksempelvis BLOX eller det nye byggeri ved Østerport Station i København, der begge er så utilpassede i det miljø, de indgår i,« siger han.

Ifølge Loft er det en udbredt opfattelse blandt arkitekter, at man skal undgå at bygge såkaldt pastiche, altså tilbageskuende arkitektur, hvor man bygger efter tidligere epokers retningslinjer og æstetik. Dette syn på det at genskabe ældre arkitektur som en slags kitsch har gjort stor skade, mener Loft.

»Det har ødelagt meget rundtomkring i landet. I Frankrig er der en lov om, at man ikke må bygge nyt omkring historiske bymidter. Det, vi mener, at arkitekter skal lære, er, at de skal tænke i helhed, i bymiljøer. Vi skal værne om vores sårbare bymiljøer, alle de ældre torve og gamle gader, vi har. Dem må de ikke slå en knytnæve ned i og ødelægge. Nationalbanken er eksempelvis en knytnæve. Og der kommer vi til en af de vigtige pointer: Vi vil meget hellere tale om bymiljøer end om arkitektur. For folk siger, at Nationalbanken er fin arkitektur. Det kan godt være, de har ret. Men den ødelagde en hel karré. Der var byliv, der hvor banken ligger i dag. Folk levede der, og de bygninger, man fjernede, var smukke. Nationalbanken kunne have ligget et andet sted,« siger Loft.

– Er der da slet ikke noget moderne arkitektur, du synes er pænt?

»Jo, det er der da nok. Og hvis det ligger i nye kvarterer, er det fint nok. Jeg vil bare ikke have, at de ligger i fine, historiske bymiljøer. Et hus kan være forkert et sted, men rigtigt et andet. Men at snakke om moderne arkitektur er som at snakke om moderne kunst. Det kan vi diskutere i ti timer uden konklusion, men bymiljøer kan vi let blive enige om. Hvis der kommer nogen og vil bygge en skyskraber på Gråbrødretorv eller i Nyhavn, vil vi alle græde,« siger han og understreger, at han intet problem har med moderne arkitektur i områder, hvor der ikke allerede er bebygget.

Jep Loft ønsker, at politikerne begynder at interessere sig mere for landets by­miljøer. Som det er nu, er det op til de enkelte lokal­politikere at tage stilling til permanente ændringer af historiske bykerner, uden at det sikres, at borgerne inddrages i processen. Loft sammenligner det med debatten om naturområder for at vise kontrasten.

»Debatten om naturområder er folkelig. Her har alle ret til en mening. Det er ikke bare op til ingeniører og politikere, hvor der skal bygges en ny bro. Men i bymiljøer, der er debatten meget elitær. Der kommer den altid til at handle om arkitektur, og så er det fagfolk, der skal tale. Hvis andre siger noget, så får de at vide, at det er noget sludder,« siger han og peger på debatten om Slagtergårdene på Vesterbro som eksempel.

De gamle industribygninger blev revet ned sidste år trods omfattende protester fra beboerne. Politikerne kunne blandt andet henvise til, at eksperter ikke mente, at der var tale om bevaringsværdige bygninger. I stedet for at anerkende bygningerne som unikke og historiske i deres lokale kontekst (og at beboerne elskede dem), blev de vurderet ud fra rene arkitektoniske, faglige kriterier.

»Man skal væk fra det med at se på det enkelte hus. Det er ikke det, der betyder noget. Det kan være et cykelskur. Men det kan være bedre end en ny arkitekttegnet bygning, hvis det passer bedre ind. Se på Nyhavn. Der er jo intet arkitektonisk særligt ved den. Men det hele passer sammen. Hver for sig er husene ikke noget,« siger han.

Som skarp kontrast til sagen om Slagter­boderne måtte man vige for de folkelige protester, da der skulle bygges nyt på Amager Fælled. Hvordan kan det være, at der er stor forskel på debatten om naturen og bymiljøerne?

»Det er den måde, det har fungeret på de sidste 50 år. Man bliver spurgt: Er du arkitekt? Og hvis man så svarer ’nej, det er jeg ikke’, så får man at vide, at man ikke har forstand på det. Men jeg har rejst rundt i hele landet og kan bare konstatere, at arkitekter ikke har lært at tilpasse sig omgivelserne. Se bare Nyborg Slot, hvor de rev to gamle huse fra 1800-tallet ned og nu vil bygge oven på borgtårnet, et stort moderne oplevelses- og formidlingscenter lige op ad slottet. Og så kan vi stå der og kigge ud ad glasset over på det gamle hus. Det er sådan noget, arkitekter elsker, men som langt de fleste almindelige mennesker synes, er frygteligt.«

Jep Loft fremhæver det, han ser som det ultimative skrækeksempel og muligvis en kandidat til prisen for grimmeste byggeri, det nye BLOX, der er tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas og ligger i Københavns Havn. Byggeriet, der har kostet Realdania to milliarder kroner, har siden tiltrukket sig omfattende kritik både fra arkitekter og borgere. Alt det kunne være undgået, mener Loft.

»Der var jo borgermøder, dengang det skulle bygges. Jeg var til begge møderne. Der var omkring 300 mennesker i aulaen på Nationalmuseet. Af de 300 var der tre, der gav udtryk for, at det var en god idé. Bygherren, arkitekten fra Holland og stadsarkitekten. Alle andre, der udtalte sig, syntes, det var en frygtelig dårlig idé. Men de blev fejet til side. De vidste ikke, hvad de talte om. Så gik byggeriet i gang. Og i dag har alle fortrudt det. Realdania vil næppe indrømme det, men det har været dyrt, det fungerer ikke, det er grimt, og det er endda også blevet kritiseret af arkitekter. Hvorfor lyttede man ikke, dengang alle sagde, det var en dårlig ide?« spørger han.

»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur.«

Læserbrev i Jyske Vestkysten, marts 2019. Nedrivning af Låsbygade 21 i Kolding.

Kære kommunalpolitikere i Kolding Kommune.

I bør ikke tillade nedrivning af Låsbygade 21 og opførelse af moderne byggeri. Huset bør bevares og istandsættes. Det er med til at give kvarteret atmosfære og skabe et bymiljø. Moderne byggeri skaber ikke gode bymiljøer. Det slår harmonien og sammenhængen i stykker. Det kan man se flere steder i Kolding – desværre. Skal huset nedrives, så bør det erstattes med nybyggeri i samme stil som det gamle hus.

Det er kun de gamle middelalderkøbstæder, der har de gode bymiljøer. Dem skal der passes på, og det er kommunalbestyrelsen, der har det ansvar. De er den vigtigste kulturarv, vi har. Og de er penge værd.  De gør byen god at bo i og god at besøge. Ødelægges de, kan de aldrig genskabes. Nybyggeri hører hjemme i de nye bydele.

Mvh

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2021 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑