Lektor i arkitektonisk kulturarv: Jeg ville ønske, at nye huse var utidssvarende og uoriginale

Arkitekturen har de sidste 100 år systematisk nedbrudt den klassiske tradition med subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre, skriver Christoffer Thorborg, lektor ved Arkitektskolen Aarhus, i et svar til arkitekt Christian Olesens debatindlæg om villapastiche.

DEBAT

    Da jeg for små 20 år siden påbegyndte mit studium på Det Kongelige Akademis arkitektskole, var det motiveret af en stærk og meget grundlæggende erfaring: Mange af de historiske huse, jeg havde mødt i mit liv, tiltalte mig ved deres skønhed; en oplevelse, jeg tror er almenmenneskelig og naturlig.

    Naivt troede jeg, at jeg på Akademiet ville møde undervisere, der delte denne erfaring og tillige kunne lære mig alle kunstens regler.

    Men jeg tog fejl.

    I min studietid var klassisk arkitektur forbudt

    Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse. Snarere var der tale om en systematisk indoktrinering i arbitrære smagskoder; en art dressur gennem stokkeslag og små godbidder. Hvad jeg i al beskedenhed i dag måtte have af begrænsede arkitektfaglige kompetencer, skyldes nærmere et selvstudium af den klassiske arkitektur.

    Store dele af undervisningen forstod jeg således rent ud ikke. En ting forstod jeg dog var fuldstændig afgørende: Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur.

    Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse

    At følge den klassiske tradition var »uoriginalt«, for »den tid var for længst forbi«. I stedet skulle bygningerne være »originale« og afspejle »vores egen tid«. Dette gjorde man ved at følge disse føromtalte arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi.

    Forstå paradokset, hvem der kan.

    Jeg husker en forelæsning om en kirke, der netop blev fremhævet som »original« og »tidssvarende« ved at være opført helt i kirurgisk blågrøn plastik. Interiøret var af en sådan glathed, at man skulle tro, kirken besad en indbygget selvrensende pyrolysefunktion. Døbefonden var en stor petriskål. I mit stille sind prøvede jeg at forestille mig, hvordan det mon måtte være at tage afsked med sin afdøde elskede i et sådant antiseptisk interiør.

    På ét punkt fejler kritik af grimme villaer

    Nu læser vi så i et veloplagt og tankevækkende indlæg, at arkitekt Christian Olesen bekymrer sig over vor tids villabyggeri. Han undrer sig over, at det er nået så vidt. Jeg kan kun tilslutte mig bekymringen. Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger. Denne kendsgerning er en no brainer, som man ikke behøver at være arkitekt for at se. Faktisk skulle jeg mene, at det hjælper ikke at være arkitekt.

    Debatindlægget viser nu to ganske rædselsfulde eksempler på nutidigt villabyggeri. Som Christian Olesen fuldstændig rigtigt ser, bryder disse bygninger med enhver klassisk byggeskik. Både teknisk og æstetisk er eksemplerne aldeles kulturløse. Enhver med byggeteknisk indsigt vil i øvrigt vide, at de formentlig er af så ringe kvalitet, at de skal totalrenoveres, længe før deres realkreditlån er tilbagebetalt. Ikke videre klimavenligt.

    Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger

    Men at bygningerne er af dårlig teknisk og æstetisk kvalitet, er ifølge Christian Olesen ikke det største af problemerne. Det værste er åbenbart, »at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi«. På dette enkle punkt hopper kæden af for mig.

    Problemet må vel først og fremmest være, at det viste eksempel er et sammenbidt, ubehjælpsomt forsøg på at tegne et klassisk hus. Enhver skolet klassicist, fortidig som nulevende, ville have afvist det som humbug.

    Men nej – i stedet forstår vi, at det største problem åbenbart er, at man overhovedet tillader sig den frækhed at forsøge at tegne et klassisk hus.

    Hvorfor? Jeg har efter 20 år endnu ikke hørt ét kvalificeret argument.

    Det eneste, jeg har hørt, er den samme gamle uforståelige sang om tidssvarenhed.

    Tidssvarenhed bygger på en misforståelse

    Denne udbredte vildfarelse, hvis historiske ophav det vil føre for vidt at redegøre for her, synes at udspringe af en misforståelse af 1700-tallets Zeitgeist-begreb. Ifølge dette begreb udtrykker en epokes tidsånd sig uundgåeligt i sine kulturelle frembringelser. Men dette sker netop umærkeligt og af sig selv; det er ikke et udtryk for en viljeshandling. At gøre det til et normativt krav, er derfor absurd.

    At noget sådant overhovedet skulle være muligt, er en sejlivet modernistisk fordom. Filosofisk blev tanken korsfæstet for over et halvt århundrede siden. Men det er der tilsyneladende ikke mange arkitekter, der har taget nævneværdigt hensyn til.

    Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid

    Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid. Det er præcis det, der er problemet. Vor egen tid er netop den, i hvilken vi i vore byggede miljøer nu for alvor oplever konsekvenserne af sidste århundredes systematiske nedbrydning af den klassiske arkitekturtradition.

    Omvendt: Lad os nu sige, at vi, der har kærlighed til og arbejder på at rehabilitere den såkaldt ’utidssvarende’ klassiske arkitektur, lykkedes i vores forehavende. Hvis vi engang igen virkeligt formåede at bygge gode, smukke og holdbare klassiske bygninger. Så ville disse automatisk afspejle denne hypotetiske fremtidige kulturs tidsånd.

    Det er noget vrøvl, at der ville være tale om historieforfalskning. Sådan har man til alle tider gjort i den klassiske tradition. Skulle det være sandt, ville ethvert københavnsk empireborgerhus og ethvert Bedre Byggeskik-hus være en historieforfalskning.

    Kropsligheden er systematisk udrenset

    Til sidst bringer arkitekt Christian Olesen så det ’gode’ eksempel på, hvordan vi burde bygge i dag. Der er tale om et hus, der er så abstrakt, at ethvert traditionelt bygningselement, der måtte gøre det muligt for mennesket kropsligt at forholde sig til bygningen, systematisk er udrenset.

    Det har åbenbart været vigtigt at distancere sig fra klassisk arkitektur i en sådan grad, at man end ikke har kunnet indrømme huset noget så elementært og konstruktivt fornuftigt som en skide tagrende.

    Huset vidner eksempelvis om en historieløs uvidenhed om klassisk proportioneringskunst. Således sønderbrydes husets prismatiske bygningskrop af et uforholdsvis stort vinduesparti, der kulturløst er klasket på bygningen. Dets store, blanke og døde industrielle glasflader skurrer ubehageligt mod den ru og matte teglbeklædning. Man skal ikke mere end små 25 sider ind i Steen Eiler-Rasmussens populært formidlende klassiker ’Om at opleve arkitektur’ for at lære, hvorfor dette er en uskik. Og denne bog er skrevet for 14-årige.

    Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi

    På trods af husets store bestræbelser på at fjerne sig fra ethvert klassisk kendetegn har man alligevel måtte sande, at man ikke kunne slippe uden om en skorsten. Men i stedet for at bearbejde denne arkitektonisk, så den fik en værdighed og indgik som en naturlig del af bygningskroppen, er man endt med en sølle blikkasse, der ligesom nonchalant er efterladt på tagfladen. Nu står den der i forlegenhed, hvor den på tragisk vis modarbejder det prismatiske udtryk, man trods alt har haft som ideal.

    Lad mig sige det ligeud: For hundrede år siden kunne enhver murermester med syv års skolegang proportionere langt bedre. Nu er vi altså nået så vidt, at den slags er et problem for arkitekter med en kandidatgrad.

    Tendensen er udtryk for slavemoral

    Lur mig, om årsagen mon skulle være den, at man ved enhver tænkelig lejlighed de sidste mange årtier har fremført dette tyrannisk moraliserende krav om ’tidssvarenhed’ og ’originalitet’ på bekostning af et seriøst studium af den klassiske arkitektur.

    Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi. Dette er intet andet end et figenblad for subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre.

    Mine damer og herrer, lad mig afsløre en hemmelighed: Det største bedrag i arkitekturen er, at det ikke længere kan lade sig gøre at opføre et nyt klassisk hus af samme brugbarhed, holdbarhed og skønhed, som man kunne indtil for hundrede år siden. Påstanden er alene et udtryk for, hvad Friedrich Nietzsche betegnede som slavemoral, det vil sige en ophøjelse af egen inkompetence til moralsk dyd. And everybody knows.

    Det eneste, det ville kræve, for at vi igen kunne bygge smukke og gode klassiske huse er, at vi rehabiliterer den klassiske tradition, som man systematisk har nedbrudt de sidste godt 100 år.

    Vi er nogen, der arbejder på sagen.

    Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.