Lad os bygge smukt igen

Tag: pastiche

Elitens saloner findes overalt. Jyllandsposten d. 28/9 – 2022

Vi har dette indlæg i Jyllandsposten:

“Der tales for tiden ofte om elitens saloner. Jeg formoder, at der tænkes på fora, hvor mindre grupper i overbevisning om egen fortræffelighed træffer beslutninger uden at interessere sig for den brede befolknings ønsker. I så fald kan jeg bekræfte salonernes eksistens. De findes dér, hvor man bestemmer over byggeriet: i bedømmelsesudvalg, ekspertgrupper, kommunale forvaltninger – og på arkitekternes tegnestuer.

I befolkningen er der en udbredt træthed (eller ligefrem fortvivlelse) over det atmosfæreløse boligbyggeri. Jeg er overbevist om, at denne holdning deles af et solidt flertal. Jeg kan ikke bevise det, men der er heller ingen, der kan bevise det modsatte. Hvis man antager, at mindst halvdelen af befolkningen synes, at forstæderne er kedeligere end de ældre bykerner, kunne man så ikke forvente, at kun halvdelen af nybyggeriet var i den sædvanlige modernistiske byggestil, og at den anden halvdel var i en mere hyggelig og klassisk byggestil? Men sådan forholder det sig jo ikke. I salonerne bestemmer den faglige elite, at det, som mange mennesker helst vil have, er ”pastiche”. Det er ikke fint.

Noget lignende ville aldrig kunne ske med biler, møbler, tøj eller fødevarer. Der bestemmer markedet, og udbyderne må indrette sig efter befolkningens ønsker. Men der er ikke frit forbrugsvalg i boligmarkedet; man må tage det, der findes dér, hvor man gerne vil bo. Derfor kan den herskende klasse slippe af sted med at gøre, som det passer den.

En af de værste ”saloner” er Teknik- og Miljøforvaltningen i Aarhus Kommune. Mon ikke et flertal af byens borgere gerne vil passe på byens fine bymiljø? Det har tilsyneladende ikke bekymret forvaltningen. Kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede. I stedet for de hyggelige gamle huse kommer utilpasset modernistisk byggeri.

Saloner er således ikke et specielt københavnsk fænomen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

Link til artiklen

.

Arkitekter bør være mere ydmyge. Information d. 7/4 – 2022.

Byrummet har ikke brug for mere ego-byggeri. Der skal være fokus på det samlede billede

Arkitekter i dag blæser på omgivelserne og menneskerne i dem. Arkitekterne bygger i kontraster fremfor i sammenhænge – og en af grundene er frygten for at blive udskammet af kollegaerne.
Det skal der gøres op med, skriver formand for Arkitekturoprøret Jep Loft.
.
Hvis jeg var rektor på arkitektskolen, ville jeg ikke alene arbejde for at ændre uddannelsens indhold; jeg ville også prøve at ændre de studerendes holdninger.

Mit udgangspunkt ville være, at byggebranchen har løst sin opgave fortvivlende ringe i de seneste mange årtier. Jeg ville opfordre til et opgør med modernismen, som nu har brugt 100 år på at bevise, at den ikke kan skabe gode bymiljøer.

Arkitekter bør lære at vise omgivelserne respekt og hensyn, at se på helheder og at tænke i byrum og bymiljø. Skønheden i en by ligger i et harmonisk samspil mellem de forskellige bygninger – ikke i enkeltstående, egoistiske byggerier, som tilstræber at skabe kontrast til omgivelserne. Men det store flertal af nye huse i ældre bykvarterer har netop blæst på omgivelserne og slået sammenhængen i stykker.

De observationer er jo ikke banebrydende. Hundredvis af vor tids arkitekter må have tænkt det samme, og adskillige har skrevet artikler om det. Men når der ikke er sket nogen afgørende forbedring, skyldes det sandsynligvis en frygt for udskamning blandt fagfæller.

I arkitektkredse har det ikke betydet så meget, at almindelige mennesker er fortvivlede over nedrivninger og ødelæggelser af bymiljøer. De er jo ikke fagfolk. Når bare arkitektkollegaerne ikke peger fingre og råber ’pastiche’. Poul Henningsen hånede byggeri i en klassisk stil, og hans ånd spøger sikkert stadig.

Denne nedladende holdning til lægfolks mening ville jeg arbejde på at få ændret. Arkitekter bør være mere lydhøre over for kritik og ikke som nu isolere sig fra den brede befolkning. Det er trods alt den, der skal leve med husene til hverdag.

Også tendensen til hån og mobning af anderledestænkende kollegaer ville jeg kæmpe imod. Jeg ville fraråde at bruge ordet ’pastiche’ som skældsord – det bør omvendt være en styrke at kunne skabe noget, der passer ind i byrummet.

Generelt ville jeg opfordre de studerende til at udvise mere ydmyghed – både i deres byggeri og i deres omgangsform.

Jep Loft er formand for Arkiteturoprøret

Farvel til Holger Dahl. Berlingske d 9/3 – 2022.

 

Vi har denne artikel i Berlingske:

FARVEL TIL HOLGER DAHL

Holger Dahl har sagt farvel til Arkitekturoprøret. Han er navnlig utilfreds med vores kåring af det almennyttige boligbyggeri på Jomfrulågen i Faaborg som det bedste i 2021. I en artikel i Berlingske d. 5/3  får husene det af arkitekter så ofte benyttede prædikat ”pastiche” med på vejen. Efter Holger Dahls mening kopierer de bare den mest generiske købstadsarkitektur, og det er banal og fuldstændig ligegyldig arkitektur. Det kan han ikke være med til.

Det er der desværre ikke mange arkitekter, der har kunnet gennem de seneste 100 år. Det har været normen, at alle nye huse skulle finde nye veje (for at undgå at blive udskammet som pastiche). Og det har medført uoprettelige skader på vores (få) fine, ældre bymiljøer. Og hvad har byggebranchen selv skabt i alle de nye bydele? Kedelige forstadskvarterer med boligblokke, punkthuse og højhuse, uden det bymiljø, der findes i de ældre bydele. I øvrigt er de nye huse ofte påfaldende ens i en monoton, kasseformet byggestil. Men pastiche er de åbenbart ikke.

Men nej, Holger Dahl: byggeriet i Faaborg er ikke banalt. Det er modig nytænkning. Det er et opgør med 100 års modernistisk ensretning. Det går nye veje: det prøver at indpasse sig efter omgivelserne. Det giver noget tilbage til det byområde, hvori det er opført, og derved skaber det en mere værdifuld helhed. Det øger værdien af bymiljøet i stedet for at forringe den. (Det samme gjaldt sidste års vinder, husene i Kullinggade i Svendborg, som Holger Dahl også kaldte pastiche). Arkitekten har turdet gå op imod den lære, som generation efter generation af arkitekter er blevet indpodet på deres studier. Normalt er det umuligt at se på et nyt hus, om det ligger i Danmark, Peru eller Kina. Her er huse, der tør være vores danske byggestil bekendt.

Hertil kommer så, at det åbenbart er den byggestil, almindelige mennesker værdsætter mest. Kåringen er et resultat af en afstemning, hvor alle har kunnet nominere kandidater, og alle har haft stemmeret. Det betyder måske ikke ret meget i arkitektkredse, hvad ikke-uddannede mener. Men vi håber, at bygherrer, developere, politikere og planlæggere vil lytte til den brede befolknings ønsker.

Arkitekturoprøret er ikke en salon af smagsdommere. Derfor giver det ikke mening, når Holger Dahl beder vores forening om at sætte sig ind i mellemregningerne og forstå de teoretiske overvejelser bag den pavillon i Ringsted, som blev kåret til det værste byggeri i 2021. Vi er et talerør for almindelige mennesker, og de har ret til at give deres mening til kende uden at skulle modtage belæring først. Det har de gjort ved fredsommelige afstemninger. Jeg kender ikke til de hysteriske Facebook-krigere, som Holger Dahl omtaler. Skulle der være nogle få, så fred være med det. Der er trods alt ca. 10.000 medlemmer i vores Facebookgruppe (og flere hundred tusind i de andre nordiske lande), og der er ingen, der bestemmer, hvad de skal mene. Holger Dahl burde hellere værdsætte, at vi har bidraget til bymiljødebatten med mere end 100 avisartikler gennem de seneste 2-3 år. De kan læses på vores hjemmeside.

Jeg er optimist. Jeg håber på et farvel til den modernistiske arkitektur og et goddag til Holger Dahl, når han engang kommer på andre tanker.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Link til artiklen.

Pastiche over traditionelt byggeri? Fyns Amts Avis d. 1/3-2021

Debat: Kullinggade 3-7 er kåret som bedste byggeri

Læserbrev: De små huse i Kullinggade 3 til 7 i Svendborg er blevet kåret til Danmarks bedste nybyggeri i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning. Tillykke til byen, til bygherren, C. Larsen Holding og til C & W Arkitekter. Husene førte klart fra start til mål i hele afstemningsperioden, hvorimod der var et tæt kapløb mellem Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens og Søtorvet i Silkeborg om titlen som det værste byggeri.

Husene i Kullinggade 3-7 indpasser sig efter omgivelserne. Dermed kommer de til at indgå i en større helhed og er med til at skabe et bymiljø. De giver noget tilbage til omgivelserne. Det adskiller dem fra næsten alt det moderne byggeri, der er kommet på landets havne gennem de seneste 20 år; det tager fra omgivelserne uden at give noget igen, og forringer dermed havnemiljøerne. Derfor er husene i Svendborg bemærkelsesværdige. For nogle år siden så vi i Strandgade i Kerteminde et lignende eksempel på nybyggeri, der indpasser sig og skaber et godt miljø på et sårbart sted i byen.

Arkitekturoprørets Facebook-gruppe er et talerør for den almindelige befolkning. Her værdsætter man gode bymiljøer, og derfor har Kullinggade 3 til 7 længe været genstand for positiv opmærksomhed. I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.

I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.

Men man hører stadig – dog heldigvis sjældnere – fagfolk tale foragteligt om triste pasticher over traditionelt byggeri. Det skyldes, at de kun taler om arkitektur. De ser ikke det væsentlige. Normerne for god arkitektur har nu i 100 år været præget af modernismen. Det har været til stor skade. Moderne byggeri har ødelagt sammenhæng og harmoni i de fleste ældre byer – desværre også i Svendborg og ikke mindst i Odense – og der er i de 100 år ikke skabt nye bykvarterer med liv og atmosfære som det, man finder i de ældre. Tværtimod, har vi fået menneskefjendske murstensørkener og beton-ghettoer. Fagfolkene er opflasket med værdinormer, som tiden er ved at løbe fra. Modernismens tid er forhåbentlig langt om længe ved at rinde ud.

Det er gode bymiljøer, der er det vigtige. Svendborg er med til at vise vejen.

Lektor giver Arkitekturoprøret ret. Politiken Byrummonitor d. 1/2-2021

Lektor i arkitektonisk kulturarv: Jeg ville ønske, at nye huse var utidssvarende og uoriginale

 

Arkitekturen har de sidste 100 år systematisk nedbrudt den klassiske tradition med subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre, skriver Christoffer Thorborg, lektor ved Arkitektskolen Aarhus, i et svar til arkitekt Christian Olesens debatindlæg om villapastiche.

DEBAT

Da jeg for små 20 år siden påbegyndte mit studium på Det Kongelige Akademis arkitektskole, var det motiveret af en stærk og meget grundlæggende erfaring: Mange af de historiske huse, jeg havde mødt i mit liv, tiltalte mig ved deres skønhed; en oplevelse, jeg tror er almenmenneskelig og naturlig.

Naivt troede jeg, at jeg på Akademiet ville møde undervisere, der delte denne erfaring og tillige kunne lære mig alle kunstens regler.

Men jeg tog fejl.

I min studietid var klassisk arkitektur forbudt

Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse. Snarere var der tale om en systematisk indoktrinering i arbitrære smagskoder; en art dressur gennem stokkeslag og små godbidder. Hvad jeg i al beskedenhed i dag måtte have af begrænsede arkitektfaglige kompetencer, skyldes nærmere et selvstudium af den klassiske arkitektur.

Store dele af undervisningen forstod jeg således rent ud ikke. En ting forstod jeg dog var fuldstændig afgørende: Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur.

Jeg vil dårligt kalde min egen studietid på Akademiet for en uddannelse

At følge den klassiske tradition var »uoriginalt«, for »den tid var for længst forbi«. I stedet skulle bygningerne være »originale« og afspejle »vores egen tid«. Dette gjorde man ved at følge disse føromtalte arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi.

Forstå paradokset, hvem der kan.

Jeg husker en forelæsning om en kirke, der netop blev fremhævet som »original« og »tidssvarende« ved at være opført helt i kirurgisk blågrøn plastik. Interiøret var af en sådan glathed, at man skulle tro, kirken besad en indbygget selvrensende pyrolysefunktion. Døbefonden var en stor petriskål. I mit stille sind prøvede jeg at forestille mig, hvordan det mon måtte være at tage afsked med sin afdøde elskede i et sådant antiseptisk interiør.

På ét punkt fejler kritik af grimme villaer

Nu læser vi så i et veloplagt og tankevækkende indlæg, at arkitekt Christian Olesen bekymrer sig over vor tids villabyggeri. Han undrer sig over, at det er nået så vidt. Jeg kan kun tilslutte mig bekymringen. Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger. Denne kendsgerning er en no brainer, som man ikke behøver at være arkitekt for at se. Faktisk skulle jeg mene, at det hjælper ikke at være arkitekt.

Debatindlægget viser nu to ganske rædselsfulde eksempler på nutidigt villabyggeri. Som Christian Olesen fuldstændig rigtigt ser, bryder disse bygninger med enhver klassisk byggeskik. Både teknisk og æstetisk er eksemplerne aldeles kulturløse. Enhver med byggeteknisk indsigt vil i øvrigt vide, at de formentlig er af så ringe kvalitet, at de skal totalrenoveres, længe før deres realkreditlån er tilbagebetalt. Ikke videre klimavenligt.

Aldrig har vi bygget så grimme og dårlige bygninger

Men at bygningerne er af dårlig teknisk og æstetisk kvalitet, er ifølge Christian Olesen ikke det største af problemerne. Det værste er åbenbart, »at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi«. På dette enkle punkt hopper kæden af for mig.

Problemet må vel først og fremmest være, at det viste eksempel er et sammenbidt, ubehjælpsomt forsøg på at tegne et klassisk hus. Enhver skolet klassicist, fortidig som nulevende, ville have afvist det som humbug.

Men nej – i stedet forstår vi, at det største problem åbenbart er, at man overhovedet tillader sig den frækhed at forsøge at tegne et klassisk hus.

Hvorfor? Jeg har efter 20 år endnu ikke hørt ét kvalificeret argument.

Det eneste, jeg har hørt, er den samme gamle uforståelige sang om tidssvarenhed.

Tidssvarenhed bygger på en misforståelse

Denne udbredte vildfarelse, hvis historiske ophav det vil føre for vidt at redegøre for her, synes at udspringe af en misforståelse af 1700-tallets Zeitgeist-begreb. Ifølge dette begreb udtrykker en epokes tidsånd sig uundgåeligt i sine kulturelle frembringelser. Men dette sker netop umærkeligt og af sig selv; det er ikke et udtryk for en viljeshandling. At gøre det til et normativt krav, er derfor absurd.

At noget sådant overhovedet skulle være muligt, er en sejlivet modernistisk fordom. Filosofisk blev tanken korsfæstet for over et halvt århundrede siden. Men det er der tilsyneladende ikke mange arkitekter, der har taget nævneværdigt hensyn til.

Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid

Således afspejler vor tids forarmede byggeri i uhyre grad netop vor egen tid. Det er præcis det, der er problemet. Vor egen tid er netop den, i hvilken vi i vore byggede miljøer nu for alvor oplever konsekvenserne af sidste århundredes systematiske nedbrydning af den klassiske arkitekturtradition.

Omvendt: Lad os nu sige, at vi, der har kærlighed til og arbejder på at rehabilitere den såkaldt ’utidssvarende’ klassiske arkitektur, lykkedes i vores forehavende. Hvis vi engang igen virkeligt formåede at bygge gode, smukke og holdbare klassiske bygninger. Så ville disse automatisk afspejle denne hypotetiske fremtidige kulturs tidsånd.

Det er noget vrøvl, at der ville være tale om historieforfalskning. Sådan har man til alle tider gjort i den klassiske tradition. Skulle det være sandt, ville ethvert københavnsk empireborgerhus og ethvert Bedre Byggeskik-hus være en historieforfalskning.

Kropsligheden er systematisk udrenset

Til sidst bringer arkitekt Christian Olesen så det ’gode’ eksempel på, hvordan vi burde bygge i dag. Der er tale om et hus, der er så abstrakt, at ethvert traditionelt bygningselement, der måtte gøre det muligt for mennesket kropsligt at forholde sig til bygningen, systematisk er udrenset.

Det har åbenbart været vigtigt at distancere sig fra klassisk arkitektur i en sådan grad, at man end ikke har kunnet indrømme huset noget så elementært og konstruktivt fornuftigt som en skide tagrende.

Huset vidner eksempelvis om en historieløs uvidenhed om klassisk proportioneringskunst. Således sønderbrydes husets prismatiske bygningskrop af et uforholdsvis stort vinduesparti, der kulturløst er klasket på bygningen. Dets store, blanke og døde industrielle glasflader skurrer ubehageligt mod den ru og matte teglbeklædning. Man skal ikke mere end små 25 sider ind i Steen Eiler-Rasmussens populært formidlende klassiker ’Om at opleve arkitektur’ for at lære, hvorfor dette er en uskik. Og denne bog er skrevet for 14-årige.

Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi

På trods af husets store bestræbelser på at fjerne sig fra ethvert klassisk kendetegn har man alligevel måtte sande, at man ikke kunne slippe uden om en skorsten. Men i stedet for at bearbejde denne arkitektonisk, så den fik en værdighed og indgik som en naturlig del af bygningskroppen, er man endt med en sølle blikkasse, der ligesom nonchalant er efterladt på tagfladen. Nu står den der i forlegenhed, hvor den på tragisk vis modarbejder det prismatiske udtryk, man trods alt har haft som ideal.

Lad mig sige det ligeud: For hundrede år siden kunne enhver murermester med syv års skolegang proportionere langt bedre. Nu er vi altså nået så vidt, at den slags er et problem for arkitekter med en kandidatgrad.

Tendensen er udtryk for slavemoral

Lur mig, om årsagen mon skulle være den, at man ved enhver tænkelig lejlighed de sidste mange årtier har fremført dette tyrannisk moraliserende krav om ’tidssvarenhed’ og ’originalitet’ på bekostning af et seriøst studium af den klassiske arkitektur.

Tidssvarenhed er ikke at underkaste sig en arbitrær modernistisk pseudomoral fra en tid, der for længst er forbi. Dette er intet andet end et figenblad for subjektive, elitære smagsnormer, der påtvinges andre.

Mine damer og herrer, lad mig afsløre en hemmelighed: Det største bedrag i arkitekturen er, at det ikke længere kan lade sig gøre at opføre et nyt klassisk hus af samme brugbarhed, holdbarhed og skønhed, som man kunne indtil for hundrede år siden. Påstanden er alene et udtryk for, hvad Friedrich Nietzsche betegnede som slavemoral, det vil sige en ophøjelse af egen inkompetence til moralsk dyd. And everybody knows.

Det eneste, det ville kræve, for at vi igen kunne bygge smukke og gode klassiske huse er, at vi rehabiliterer den klassiske tradition, som man systematisk har nedbrudt de sidste godt 100 år.

Vi er nogen, der arbejder på sagen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑