Lad os bygge smukt igen

Tag: egmont

Arkitekturoprøret indgiver høringssvar om Palads.

Vi har indgivet dette på Københavns Kommunes “Bliv Hørt”-portal

“Arkitekturoprøret ønsker at værne om kulturarven og bymiljøet. Derfor er vi imod nedrivning eller brutal ombygning af Palads.

Egmont/Nordisk Film taler om, at der år for år sælges færre biografbilletter, og bruger det som begrundelse for ønsket om nedrivning. Hvis planen realiseres, bliver det et stort kontorhus med biografer i kælderen. Det er sandsynligvis kontorhuset, der skal tjene pengene hjem til Egmont. Det har man erfaring med fra Pilestræde og Landemærket, som Egmont ødelagde i 1970’erne for at bygge kontorhuse til udlejning. At et nyt hus skulle føre til salg af flere biografbilletter, er jo langt fra sikkert. Hvis billetsalget på Det Kgl. Teater svigter, river man næppe huset ned af den grund. Det virker, som om svigtende billetsalg bare er en dårlig undskyldning.

Egmont/Nordisk Film har forsømt at gøre noget ved bygningen i mange år. Engang var den åben med udeservering mod Axeltorv. Det skabte et godt bymiljø på torvet, som kunne tiltrække publikum. Det bør man skabe igen. Det kan meget vel være dårlig ledelse, der har ført til det nedadgående billetsalg. Hvad har man gjort for at vende kurven? Ikke meget, der er synligt for offentligheden. Nye biografer vil alligevel være teknologisk forældede om 20 år. Teknisk forældelse er ikke et argument for at rive bygningen ned.

Nye biografsale kan bygges under jorden på Axeltorv. Egmont/Nordisk Film påstår, at Københavns Kommune forlanger et mageskifte, så kommunen får noget af Palads-grunden til gengæld for jord under torvet. Det lyder ikke troværdigt. I så fald ville den del af bygningen jo skulle nedrives, og så var der intet vundet. At kommunen skulle stille sig i vejen for den løsning ville være helt urimeligt.

Ej heller lyder det troværdigt, at kommunen skulle forlange en for høj pris for jorden under Axeltorv. Hvis konsekvensen bliver, at Egmont/Nordisk Film i stedet river bygningen ned, tjener kommunen jo ingenting. Kommunen har udtalt, at man er nødt til at kræve markedspris for jorden. Hvordan skulle man kunne fastlægge en markedspris? Det eneste relevante sammenligningsgrundlag er jorden under Dantes Plads. Den solgte kommunen for 2 mio kr.

Hvis Egmont/Nordisk Film ønsker større sale, kunne en alternativ løsning være at vælge at satse enten på ungdommen eller på det mere modne publikum og så reducere antallet af sale fra 12 til 6.

Københavns Kommune har en klimapolitik. Det strider mod den at nedrive bygninger i stedet for at renovere dem. Indre By har et fint bymiljø. De ældre huse skal ikke nedrives. Hvis man er utilfreds med sit hus, kan man sælge det og bygge et nyt et andet sted.

Denne sag er endnu et bevis på, at det haster med bevarende lokalplaner for Indre By, som det er vedtaget i Kommuneplanen. De ville spare kommunen for meget arbejde. Man kunne hurtigt afvise ansøgninger som denne. De ressourcer, der bruges på denne sag, kunne bruges til at lave lokalplanerne.”

Man kan indsende høringssvar indtil d 22/6 her.

 

Politiken d. 30/5-2020. Lad Palads være i fred.

 

Lad Palads være i fred

Arkitektur

JEP LOFT,FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET

»HVER GENERATION skal turde udskifte arkitektur«, skriver Jørgen Huno Rasmussen 21.5. Det må man give ham ret i; der er megen arkitektur, der bør udskiftes, nemlig det triste byggeri fra 1960’erne og fremefter. Men desværre er det ikke det, han tænker på. Han vil rive Palads-teatret ned. Og han beklager, at man ikke fik revet Dahlerups flotte pakhus på Langelinie ned.

Der er en fortvivlende trang hos bygherrer og arkitekter til at rive ældre bygninger ned. Deres tanke må jo være, at husene ligger på et attraktivt sted, hvor det vil være godt at bygge noget andet. Men stedet er jo netop attraktivt, fordi det ligger i et gammelt byområde med atmosfære og liv. Når der kommer nye huse, ødelægger man bymiljøet.

Det svarer til, at man fælder træerne i en skov for at skaffe plads til besøgende skovgæster.

Det ville være dejligt, hvis vores generation kunne skabe nye bydele, som er lige så spændende som de gamle. Bygmestrene i 1700- og 1800-tallet byggede Københavns indre by og brokvartererne samt Frederiksberg. Det gjorde de godt. Det er der, folk helst vil bo, og derfor er huslejerne så høje. Det nyklassicistiske København er i verdensklasse – stilfærdigt og elegant byggeri til almindelige mennesker, helt uden skryden. 1900-tallets bygherrer skabte forstæderne på Vestegnen, og 2000-tallets har bygget Ørestad og de nye havnekvarterer. De har været knap så heldige med at skabe gode bymiljøer.

Af den grund kunne man godt ønske sig lidt mere ydmyghed hos vor tids bygherrer og arkitekter. De har i årevis revet gamle huse ned og erstattet dem med nye – med store ødelæggelser til følge. Hvorfor ødelægge det, der fungerer bedst? Kunne de ikke koncentrere sig om selv at levere varen i form af nye bydele med atmosfære? Skulle de ikke holde en pause og først finde ud af, hvad der gør de nye bydele kedeligere end de gamle?

Jørgen Huno Rasmussen citerer Jørn Utzon; men Utzon talte kun om at nedrive tidligere generationers ordinære industribyggeri. Palads-teatret er alt andet end ordinært. Sådan en bygning får vi aldrig igen. Hvis ejerne ikke længere kan bruge bygningen, kan de sælge den til nogen, der kan. Det er jo ikke behovet for en ny biograf, der ligger bag deres byggeprojekt, så der er primært tale om et spekulationsbyggeri.

Egmont ødelagde Pilestræde og Landemærket ved at bygge store kedelige huse, som de ikke selv havde brug for. Forinden havde de revet halvdelen af Møntergade ned og erstattet de gamle huse med én kæmpestor klods, der indeholder en moderne butiksarkade. Den står i dag gabende tom, mens de gamle forretninger på den anden side af gaden er fulde af liv.

Egmont har trampet rundt i Pilestræde-kvarteret som en elefant i en glasbutik. Kunne de ikke træde lidt mere varsomt på Axeltorv? Lad Palads være i fred.

DE TI VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER. Politiken Byrum 29/7-2019.

https://politikenbyrum.dk/Debat/art7311756/Her-er-mit-bud-p%C3%A5-de-10-v%C3%A6rste-%C3%B8del%C3%A6ggelser-af-danske-bymilj%C3%B8er

DE VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER.

De danske bymiljøer er vores væsentligste kulturarv. De findes primært i de 76 middelalderkøbstæder. De har atmosfære og liv, som ikke findes i nye bydele. Men vi passer ikke på dem. I modsætning til naturmiljøerne er bymiljøerne ikke beskyttede. Kun få kommuner har lavet bevarende lokalplaner, og derfor er der sket store ødelæggelser under betegnelser som ’udvikling’ og ’fremskridt’. Der har været tale om det modsatte.

Her følger en oversigt over ti af de største og mest ødelæggende indgreb i de gamle bymiljøer. Den er baseret på besøg i alle landets købstæder og besigtigelse af alle bygninger i deres gamle bykerner. Skaderne er opgjort efter kriterier, som vedrører, hvor skadeligt byggeriet er for sammenhængen og harmonien i bymiljøet, hvor værdifulde de nedrevne bygninger var, og tidspunktet for nedrivningen (jo nyere, jo værre). Der er ikke tale om en vurdering af arkitektur. Se nærmere på GodeByer.dk.

Den tidligere Planstyrelse udarbejdede et antal kommuneatlas over bevaringsværdige bygninger, baseret på deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi, samt deres originalitet og tilstand. I modsætning til kommuneatlasserne drejer denne oversigt sig om de bygninger, der gør skade på bymiljøerne. Et anonymt hus kan være værdifuldt i en sammenhæng, mens et hus med høj arkitektonisk værdi og originalitet kan være fejlplaceret. Af de ovenfor nævnte fem kriterier indgår de fire således ikke her; den bymiljømæssige værdi er derimod helt central.

De store ødelæggelser skyldes gadegennembrud, saneringer, bankbyggerier, kommunale byggerier og butikskæder. Et trist kapitel er det fantasiløse byggeri på havne overalt i landet, men her er der mere tale om forspildte chancer end om ødelæggelse af noget bestående.

NR 10: MAGASIN, IMMERVAD/LILLE TORV, AARHUS

Denne bygning ligger som en knytnæve i ansigtet på den gamle Midtby i Aarhus. Den er et eksempel på hensynsløst byggeri, og en erindring om, hvor galt det var tæt på at gå for Aarhus. Byrådet havde i 1960’erne planlagt, at der skulle føres en motorgade gennem Midtbyen fra Immervad til Nørreport. 155 ejendomme skulle nedrives. I sidste øjeblik fik en ung aktivist henledt borgmesterens opmærksomhed på katastrofens omfang. Han lyttede til hende og fik afværget planen.

NR 9:  BREMERHOLM/HOLMENS KANAL, KØBENHAVN

Gadegennembruddet i Bremerholm i 1930’erne er et af de helt store indgreb i Københavns Middelalderby. Østsiden domineres af Magasin (som tidligere havde ødelagt Lille Kongensgade) og af Danske Banks glashuse.

På vestsiden ligger bl.a. Overformynderiet. Ved siden af det blev to karréer i det ellers næsten intakte Mayonnaisekvarter ved Nikolaj Kirke i 1960 bulldozet til fordel for et trist kontorbyggeri. Hummergade, der løb parallelt med Laxegade, forsvandt helt. Sammen med Nationalbanken dominerer disse bygninger nu Holmens Kanal. Alle tre huse lukker sig om sig selv og dræner gaderne for liv.

NR 8: BLOX, KØBENHAVN

Der var mange protester, da Realdania annoncerede planerne om dette nybyggeri. Ingen kan påstå, at bygherren ikke var advaret mod det, der i dag står som en fiasko – æstetisk, funktionelt og økonomisk. Huset synes at ville provokere og skille sig mest muligt ud fra omgivelserne. At det ligger i en middelalderbykærne, er der ikke taget hensyn til. Det kunne lige så godt ligge i Rotterdams havn eller en forstad til Los Angeles.

NR 7: RÅDHUSET, SPRINGVANDSPLADSEN 5, HJØRRING

Kommuner er skyld i meget uheldigt nybyggeri. I Hjørring er det gået helt galt. Byens naturlige centrum ved Søndergade/Springvandspladsen/Strømgade er nedrevet, og et voldsomt og utilpasset rådhusbyggeri dominerer nu. Søndergade har fået et kedeligt forstadspræg. Man bør gå varsomt frem i middelalderbykerner, specielt når der er tale om en mindre by. Hele Hjørring by er forandret som følge af dette byggeri.

NR 6:  RÅDHUSET, TORVET 3, GRENAA

Kommunalreformen i 1970 medførte meget nybyggeri, som gjorde skade i de gamle købstæder. I alt er der ca. 50 utilpassede kommunale bygninger i de gamle bykerner. Det værste eksempel er nok rådhuset i Grenaa. Den trekantede karré mellem Mogensgade og Nørregade udgjorde en væsentlig del af middelalderbyen. Den er nu erstattet af et kedeligt 70’er-byggeri. Man må spørge sig selv, hvorfor kommunalpolitikerne gerne ville lægge deres nye rådhus i den gamle bydel, når de nu alligevel valgte at rive den ned.

NR 5: NYTORV/SLOTSGADE, AALBORG

Man skulle tro, at Nytorv i Aalborg blev bombet under krigen. De store butikker ligner noget, man normalt ville placere på en mark uden for en by. I hele landet er der ca. 70 ødelæggelser, der skyldes butikskæder.

NR 4:  ADELGADE/BORGERGADE, KØBENHAVN

Københavns byhistorie er præget af brandene i 1728 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Kun få områder gik fri, og blandt dem var Adelgade/Borgerdage-kvarteret det største. Saneringen skete i 1950’erne, og den repræsenterer nok det største kulturtab i Danmark efter 1945. Vel var ejendommene i dårlig stand, men det var de fleste andre gamle huse også. I dag må vi være lykkelige for dem, der undgik sanering.

NR 3: BUDOLFI PLADS/ ALGADE 41-51, AALBORG

De fleste af landets ti domkirkepladser fremstår som sammenhængende og harmoniske. Her skiller Aalborg sig uheldigt ud. Ikke alene er der lige op ad Budolfi Kirke bygget en bankbygning, der ligner et parkeringshus; kommunen har kastet salt i såret ved at premiere byggeriet. Banker er skyld i ca. 150 overgreb mod bymiljøet i middelalderbykernerne, og desværre ofte dér, hvor det gør mest ondt: på torvene.

NR 2: THOMAS B. THRIGESGADE, ODENSE

Odense har ikke magtet at værne om sin store kulturarv. Thomas B. Thrigesgade skar bykernen over i to halvdele og efterlod kvarteret ved H.C.Andersens hus som en isoleret ø. Man indså fejlen, nedlagde gaden og påbegyndte et stort nybyggeri. Men byens hovedakse er ikke blevet genskabt, og det moderne byggeri slår middelalderbyens sammenhæng i stykker.

NR 1: PILESTRÆDE/LANDEMÆRKET, KØBENHAVN

Gutenberghus/Egmont har ødelagt hele den store karré Vognmagergade/ Møntergade/Pilestræde/Landemærket. Vognmagergade kom først allerede i 1935, Møntergade fulgte i 1962-65. Helt urimelige var nedrivningerne i Pilestræde og Landemærket, der skete så sent som i 1971-73; bygherren havde ikke brug for bygningerne, idet de har været lejet ud lige siden, de blev bygget. Ved samme lejlighed blev også den anden side af Pilestræde nedrevet, og gadens forløb blev flyttet. Resultatet blev ikke alene et goldt og utilpasset byggeri, som erstattede et livligt bykvarter. Det alt for store hus kan ses helt op til Frue Plads, og dermed har hele det enestående Latinerkvarter lidt skade.

KONKLUSION

Af denne triste liste drager jeg den konklusion, at forvaltningen af vores vigtigste kulturarv ikke ligger trygt hos kommunerne. Som det er i dag, har de enevældig magt i sager om nedrivninger. Kommunalpolitikere er ikke valgt på grund af deres indsigt i eller interesse for kulturarven. Og der er ingen appelinstans, som der er i naturmiljøsager. Der er brug for lovgivning, der giver bymiljøer samme beskyttelse som naturmiljøer.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret på Facebook

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑