Lad os bygge smukt igen

Tag: odense

Farvel til H.C. Andersens Hus. POV d 16/8 – 2021

FARVEL TIL H.C.ANDERSENS HUS.

Der synes blandt museumsfolk at rase en formidlingsfeber. Museer skal ikke længere være steder, hvor man bevarer og udstiller ting og meddeler faktiske oplysninger. De skal være formidlingscentre, der fortæller historier og giver oplevelser. Fænomenet ses over hele landet, men måske for tiden mest på Fyn. I Arkitekturoprøret ønsker vi at bevare de gamle bymiljøer, og for os er museumsfolkene en konstant kilde til frygt og fortvivlelse.

Det er velkendt, at så godt som alle museer har bygget til eller har ønsker om at gøre det. De vil have bedre publikumsfaciliteter, boghandel, cafeteria, kontorer, konferencerum m.m. Måske vil de også have mere plads til deres samlinger. Men når de bygger, er det ofte brutalt og hensynsløst. De nye huse indpasses som hovedregel ikke efter de gamle. Tilbygningen til Odense Bys Museer i glas og beton er et skræmmeeksempel. Den nye tilbygning til Skagens Museum ville passe bedre i Los Angeles.

Sagen om Nyborg Slot er et kapitel for sig. Hvis man troede, at Staten passede på de fredede voldanlæg og bygninger, tog man fejl. Den gamle middelalderborg skulle ”revitaliseres” for 350 mio. kr. Et moderne formidlingscenter skulle opføres klos op ad den gamle borg. Slots- & Kulturstyrelsen var både bygherre og den myndighed, der dispenserede fra forbudsbestemmelserne i Museumsloven. Det var en besynderlig konstruktion, hvor styrelsen havde flere kasketter på. (Hvis den ville agere bygherre, burde den vel holde sig inden for reglerne og ikke selv dispensere fra dem). Det særlige Bygningssyn ikke fik lejlighed til at tage stilling til projektets lovlighed i relation til Bygningsfredningsloven (måske fordi nævnets formand selv var arkitekten bag projektet?) Og Styrelsen og Nyborg Kommune skyndte sig at nedrive to gamle, bevaringsværdige længer – længe inden Styrelsens tilladelse til projektet forelå. Et klagenævn har standset det ulovlige byggeri, men borgmestre, folketingspolitikere og kulturministeren kan ikke acceptere afgørelsen. Der arbejdes nu på en lovændring, så projektet kan lovliggøres.

Mens debatten om Nyborg Slot er foregået, er H.C. Andersens Hus i Odense blevet gjort til et formidlingscenter. Odense er en by, der har misrøgtet sin kulturarv og ødelagt sine bedste bymiljøer. Men gaderne omkring H.C. Andersens Hus henlå bevarede som en lille ø midt imellem motorgade og moderne byggerier – hotel og musik-, teater- og konferencehus. Nu er motorgaden væk, og museumsfolkene har taget fat på det, der var bevaret. Nabobygningerne på hver side af H.C. Andersens Hus er nedrevet og erstattet med overdækkede tømmerkonstruktioner. Selve huset kan beses gennem en glasrude. Og så er der ellers bygget i en tilstødende park i flere planer, over og under jorden.

Det står mig ikke klart, hvad man har ønsket at opnå. Jeg fik ingen ny viden. Der er vist ingen originale genstande udstillet. Måske skal det være en oplevelsespark, men i så fald er den blottet for oplevelser. Der er kun mere eller mindre kunstneriske installationer med en form for relation til eventyrene. Og al autenticitet er tabt. Området er blevet tivoliseret. Det har mistet forbindelsen til den by, som H.C. Andersen voksede op i.

Før eller siden går formidlingsfeberen vel over. I Arkitekturoprøret gruer vi for, hvor megen skade museumsfolkene når at forvolde, før det sker.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Link til artiklen

Arkitekturoprøret svarer på kritik fra byplanordfører i Odense.

 

Arkitekturoprøret har sendt dette svar til Byplanordfører Anders W Berthelsen i Odense:

“Kære Anders W Berthelsen.

Tak for din mail. Jeg var glad for vores samarbejde om kronikken i 2016. Jeg husker, at du på rådhuset i Odense holdt velkomsttale til By & Lands årsmøde, hvori du gentog artiklens synspunkter.

Vi påskønner de gode initiativer, der er i gang i Odense. Men vi var skuffede over de høje, stedfremmede huse på Fisketorvet. Chancen for at genoprette de store skader fra gadegennembruddet var der, men det blev desværre den traditionelle, modernistiske tankegang, der sejrede. Vi mener, at tiden nu – efter 100 år – er løbet fra modernismen. Også på havnen har der været for lidt forståelse for bymiljøet. Der er ikke skabt et hyggeligt havnemiljø. Fagfolkene hænger fast i en forældet tankegang, og deres interesse for lægfolks fortvivlelse har været beskeden.

Jeg kan ikke ændre på nomineringen af Odense. Der er ingen enkeltpersoner, der bestemmer. Alle kan stemme, og alle har kunnet nominere. Arkitekturoprørets grundlæggende idé er, at almindelige mennesker skal have et talerør i en debat, der i mange år har været elitær og forbeholdt en snæver elite af fagfolk, som har levet i deres egen verden og har mistet forbindelsen til den brede befolkning. Fagfolkene har haft værdinormer for god arkitektur, som har været ødelæggende for bymiljøerne. De fine, ældre bymiljøer er blevet slået i stykker, og der er ikke skabt nye, gode bymiljøer i de seneste 100 år. Det er borgere i Odense, der har udformet motiveringen for nomineringen af byen. De håner ikke nogen. De handler af omsorg for bymiljøet.

Presset på de centrale bykerner er stort i København, Aarhus og Odense, fordi dér er attraktivt at bo. Hvis man kunne skabe egentlige bymiljøer i forstæderne, ville presset på byernes centrum lette. Men det forudsætter et opgør med modernismen, fordi den er menneskefjendsk, livløs og uden atmosfære. Dér har vi brug for politikerne. Der skal tænkes nyt. Og der skal lyttes til borgerne. Politikerne bør bede fagfolkene om at bryde ud af deres ekkokammer og etablere kontakt til befolkningens flertal. Her kunne Odense gå forrest. Det er hverken nostalgi eller romantik; det er sund fornuft.

Du skriver, at det er useriøst at kritisere planen for Gerthasminde, fordi det hverken er bygget eller politisk besluttet. Det forstår jeg ikke. Det skal da netop gøres, før det er for sent. Hvis der er én sag, der er egnet til borgerinddragelse, er det da bymiljøsagen. Nyborg Slot var et eksempel på, at man undlod en rettidig offentlig debat for at slippe for indsigelser, før det alligevel var for sent at protestere. Men politikerne bør være glade for kritik. Den kan være med til at afværge fejl som Thomas B.Thriges Gade og udretningen af Skjern Å.

Jeg er medforfatter til en bog, der udkommer på tirsdag. Den handler om, hvad der sker, når magt og indsigt ikke følges ad:

https://gad.dk/ledelse-paa-afveje

Og den leverer netop eksempler på, at både i erhvervslivet og i den offentlige sektor går det galt, når ledelser ikke modtager og lytter til kritik.

Med venlig hilsen

Jep Loft”

Byplanordfører i Odense kritiserer Arkitekturoprøret.

Arkitekturoprøret har d. 5/2-2021 modtaget dette brev:

”Til Jep Loft.

Jeg fortryder mere og mere, at jeg for et par år siden var medafsender sammen med dig af en kronik i Politiken.

Nu har du så indstillet Odense til en hånepris for et byggeri, der hverken er bygget eller politisk besluttet!

Det er dybt useriøst.

Sidste år fik Odense Arkitektforeningens pris for vellykket byomdannelse. Vi er den eneste by, som jeg kan komme i tanker om, der har lukket sin mest trafikerede gade for at forskønne byen.

Vi er p.t. i gang med at indføre en bevarende lokalplan for hele Hunderupkvarteret – netop for at bevare! Sidste år indførte vi en bevarende lokalplan for dele af Skibhuskvarteret.

Hvis der er lidt format over dig, trækker du din nominering tilbage og erkender, at det var en fejl, da det pågældende byggeri ved Gerthasminde som nævnt hverken er besluttet eller bygget.

Vi er en af landets bedste byer til bybevaring. Det kan jeg garantere dig. Og vi retter med fuld energi op på de fejl, vores forgængere begik i 1960’erne og 70’erne. Det kunne man belønne os for i stedet for at håne os.

Mvh Anders W Berthelsen

byplanordfører for Soc.dem., Odense.”

 

Kronikken i Politiken (d. 22/6-2016) er lagt som en fil i Arkitekturoprørets Facebookgruppe.

 

Anders W Berthelsen har tidligere kritiseret Arkitekturoprøret i forbindelse med denne artikel:

https://www.arkitekturoproeret.dk/2019/11/02/politiken-byrum-29-7-2019/

 

Arkitekturoprøret har ved flere andre lejligheder udtalt sig om byplanlægningen i Odense, f.x. her:

https://www.arkitekturoproeret.dk/2019/12/09/fyens-9-12-2019/

 

Anders W Berthelsens brev fortjener naturligvis et svar. Det vil blive udarbejdet snarest.

Jep Loft.

 

 

Berlingske d. 20/7-2020. Naturmiljø og bymiljø.

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

Indlæg i Politiken d 11/5-2020. Salt i Odenses åbne sår.

Læserne Mener

Salt i Odenses åbne sår

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.

Under overskriften ’Nyt kvarter heler Odenses store sår’ roser Karsten Ifversen i Politiken 2.5. byggeprojektet, der skulle reparere den store skade, som Thomas B. Thriges Gade forvoldte Odense.

I Arkitekturoprøret, som jeg er formand for, deler vi ikke Karsten Ifversens begejstring. Vi mener, at byen har forspildt en enestående chance for at genskabe harmonien og sammenhængen i byens øst/vest-gående akse, Vestergade-Overgade. Blandt andet er det alt for voldsomme og helt stedfremmede TBT-Tower (som kom ind på tiendepladsen i Arkitekturoprørets afstemning om det værste nybyggeri) en knytnæve i ansigtet på den i forvejen slemt skamferede by.

Mere interessant end vores meningsforskelle er, at Karsten Ifversens artikel er et typisk eksempel på arkitekturkløften: På den ene side står byggebranchens aktører, d.v.s. arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltere og fagskribenter som Karsten Ifversen. På den anden side står almindelige mennesker, som i årtier har været frustrerede over hensynsløst nybyggeri i gamle bykerner (som Odense er så rig på) og kedelige nye bykvarterer. Aktørerne har efter vores mening i årtier levet i deres egen lukkede verden, hvor de har lovprist sig selv og hinanden med akademisk tale om fin arkitektur. Interessen for at høre lægfolks mening har været tæt på nul.

Arkitekturoprøret er talerøret for de frustrerede. Vi vil gerne have byrum med liv og atmosfære. Vi synes ikke, at byggebranchen har løst sin opgave godt nok. Det kunne være gjort meget bedre. Måtte den dag komme, hvor menigmand tages med på råd i sager om bymiljø – ligesom det i årevis er sket i sager om naturmiljø. Var Odenses borgere blevet spurgt, om de gerne ville have højhuse i beton midt på byens hovedstrøg, ville de formodentlig have sagt nej tak.


Aarhus Stiftstidende d. 4/5-2020. Arkitekturkritikere har kåret landets værste nybyg.

Arkitekturkritikere har kåret landets værste nybyg: To Aarhus-byggerier med på listen

Nybyggeriet på den gamle Ceres grund er med liste over dårligt nybyggeri. Arkivfoto: Axel SchüttEn gruppe arkitekturrevsere har kåret det værste nybyggeri de seneste fem år i Danmark. Det går blandt andet ud over Aarhus.03 mar. 2020 kl. 21:30Tobias Heede Niebuhr tobn@stiften.dk

AARHUS: Der er en kløft mellem bygherre, forvaltning og arkitekter på den ene side og almindelige borgere på den anden, lyder det fra bevægelsen Arkitekturoprøret, der netop har kåret de 14 værste nybyggerier de seneste fem år i Danmark.

Afstemningen skal ikke ses som fingerpegning, men som et opråb fra den almindelige borger, forklarer formand for oprøret, Jep Loft.ANNONCE

Det blve Østerport II, der “vandt” prisen som det værste nybyggeri. Foto: Celina Dahl/Scanpix

– I 50-70 år har debatten om byggeri været domineret af aktørerne. Samtidigt river almindelige mennesker sig i håret over noget af det nye byggeri, og nu skal de almindelige mennesker komme til orde, siger Jep Loft, som mener, at det er relevant for bygherrerne at blive klogere på, hvad almindelige folk vil have.

Og det er tilsyneladende ikke Østerport II ved Østerport St. i København. I hvert fald er den omstridte bygning den klare vinder af Arkitekturoprørets afstemning, der også tæller de to Aarhus-byggerier Ceres Byen og Frederiksbjerg Skole.LÆS OGSÅVinderen er fundet: Her er det mest vellykkede nybyggeri i A…

Overraskende skole

At Ceresbyen, og især den del af byggeriet, der tæller en bevaret mur ud mod Viborgvej, er med på listen på en 6. plads er måske ikke den største overraskelse.

I hvert fald var den særlige bevaringsløsning også en klar førsteplads, da Stiftens brugere kårede de mindst vellykkede bygninger i byen.

Overraskelsen kommer i stedet på listens sidste plads, nummer 14, hvor Frederiksbjerg Skole figurerer.Blox mellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København, tager 2. pladsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Værre ting i Aarhus

Den Henning Larsen-tegnede skole er ellers bredt anerkendt, og har blandt andet vundet en MasterPrize for godt byggeri, ligesom den vandt “Årets Bygning” hos Magasinet Byggeri.

Skolen kom også ind på en tredjeplads, da Stiftens læsere sidste år kårede de mest vellykkede nybyggerier i byen.

Men den er tilsyneladende ikke faldet i god jord hos medlemmerne af Arkitekturoprøret.

– Men man skal ikke lægge så meget i det. Den fik ikke mange stemmer, men vi har taget alle nominerede med, selvom det er så få, der har stemt på den. Jeg kan også selv finde ting i Aarhus, der er værre, lyder det fra Jep Loft, der blandt andet begræder den kommende nedrivning af bygningen på Vesterbro Torv, der i dag rummer værtshuset Hjorten. Det er især den høje bygning op ad den bevarede mur i Ceresbyen, der har fået kritik. Arkivfoto: Jens Thaysen

Listen

  1. Østerport II, København
  2. BLOX, København
  3. Papirtårnet, Silkeborg
  4. Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København
  5. Cab Inn, Arni Magnussonsgade, København
  6. Ceres, Aarhus
  7. Niels Bohr-bygningen, København
  8. Højhus, Havneparken, Kolding
  9. Tivolihjørnet, København
  10. TBT Tower, Odense
  11. Eternitten, Aalborg
  12. Nytorv, Middelfart
  13. Trianglen, Vejle
  14. Frederiksbjerg Skole, Aarhus

Jep Loft var i september i Aarhus, hvor han udpegede 10 problematiske bygninger, der er ødelæggende for bymiljøet i Aarhus. Foto: Flemming Krogh

Fyens Stiftstidende 9/12-2019. Byvandring i Odense.


Kun en stjerne: Arkitekturrevser er ikke imponeret over Odense

26

Nutid møder fortid på Oluf Bagers Plads, og ifølge Jep Loft er der både grund til ros og kritik. Foto: Nils Svalebøg

Arkitekturrevser Jep Loft, der er formand for folkebevægelsen Arkitekturoprøret, mener, at Odense er ved at ødelægge sin kulturarv igen, selv om nedlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade netop skulle genoprette den. Vi har set på byen sammen med ham.

08 dec. 2019 kl. 19:01

Malene Birkelund mal@fyens.dk

– Byg i stedets ånd. Lad være at bygge så højt. Se, hvordan man oprindeligt har bygget på stedet og lær af det. Gør en indsats for at bevare de originale bykerner – særligt i sådan en fantastisk middelalderby som Odense.

Han er om sig med kritik af det hurtige, moderne byggeri, juristen Jep Loft, som er blevet Danmarks rorgænger på den svenskfødte folkebevægelse, Arkitekturoprøret.

– Vi skal passe meget bedre på de gamle bykerner. De er vores vigtigste kulturarv. De har liv og atmosfære. Men det meste nybyggeri i dem har været ødelæggende for bymiljøet. Det ses mange steder i Odense, og ingen af alle de nye bydele, der er bygget de seneste 100 år rundt omkring i landet, har det liv og den atmosfære, som de ældre bydele har. Men hvorfor har de ikke det? Hvor står det skrevet, at nye forstæder skal være kedeligere end de gamle bydele? Skønhed består af fravær af det, der er grimt. Og det grimme er det, der ikke passer ind i omgivelserne, siger 70-årige Jep Loft, som blev aktiv omkring byernes arkitektoniske udvikling allerede i 1970’erne, da Nationalbanken skød op af Havnegades jord midt i København og Thomas B. Thriges Gade skar sig vej gennem Odense.

I dag turnerer han rundt i landet, ytrer sig i medierne og vedligeholder hjemmesiden godebyer.dk, hvor Odenses bymidte dumper med en et-stjernet anmeldelse. En skæbne, der sætter Odense i samme bås som byer som Holstebro og Skive, Roskilde og Slagelse. Vi tog med, da Jep Loft tog til Odense.

Bilerne i byen

For Jep Loft er mødet med Odense som at træde tilbage til barndommens land, for han kom her, dengang Hans Jensens Stræde forbandt H.C. Andersen-kvarteret med Vestergade, og Føtex Vesterbro landede ud til Vindegade-Vesterbro-krydset som en øjebæ, han mener i højere grad ville høre hjemme i Ballerup, for “der ville den ikke genere nogen”.

I 2019 begynder turen ikke langt fra Vesterbro – i Gerthasminde. En bydel, som Jep Loft på linje med snart sagt alle andre føler sig godt tilpas i. Mens han underkender den store parkeringsplads foran Føtex og gerne ville flytte bilerne væk – om bag husene eller ned under jorden – mener han, at der intet overraskende er i, at bilerne er kommet for at blive i den gamle haveby.

– Vi er i 2019, og folk vil gerne have en bil, selv om de bor i byen. Det skal de da have lov til. Det er ligesom med dem, der vil frede huse, så husene ikke længere er til at bo i, sådan skal det jo ikke være. Bygninger og bydele skal ændres i takt med tiden men også i respekt for det, de er. Og det er ikke til at forstå, at Odense har ødelagt sin gamle middelalderbymidte, som den har, siger Jep Loft.

 

Flottere end i København

At Odenses primære arkitektoniske kvalitet er at have sådan en lav, bevaret middelalderbymidte er Jep Loft ikke et øjeblik i tvivl om. Da vi står ved den nye plads foran Oluf Bagers mødrene gård, som Realdania først har investeret i, og Byforeningen for Odense siden præmieret, er han først begejstret for, hvordan det er lykkes at smelte fortid og nutid sammen.

– Tag lige og se Oluf Bagers Gård. København kan med sine huse slet ikke matche denne bygning, det er jo helt fantastisk, at den står endnu, når den er fra 1540, siger han, men fortsætter så i en mere kritisk tone:

– Bygningen er især imponerende i lyset af, at Thomas B. Thriges Gade med sine mange biler ind til for få år siden væltede forbi kort herfra. Desværre har den ikke selv fået et særligt smukt blik ud på den nye bydel, der vokser frem oven på den tidligere færdselsåre. Se lige, hvor utilpasset byggeriet er på den anden side. Arkitekturen i Carl Nielsens Kvarter er tonedøv i forhold til Oluf Bagers Plads. Også i byers bebyggelse gælder, at kæden ikke er stærkere end det svageste led, siger Jep Loft og ryster på hovedet:

– Odense har tabt muligheden for at rette op på fortidens synder. Det, der virker i en middelalderby, er små huse og små gader og stræder. Ikke høje karréer, siger han.

Arkitekturoprøret

Arkitekturoprøret er en folkebevægelse, der har rejst sig som en reaktion mod de visuelle forringelser af vores byer.

På www.godebyer.dk giver foreningen et overblik over de ødelæggelser, som nedrivninger og utilpasset nybyggeri efter dens medlemmers mening har medført.

Bevægelsen begyndte som en svensk Facebook-gruppe i januar 2015, der i oktober 2016 blev registreret som en nonprofitforening under samme navn – “Arkitekturupproret”.

Den danske Facebookgruppe blev oprettet i 2017 af Jep Loft, og to år efter stiftedes den danske forening “Arkitekturoprøret”, der i dag har 4.000 medlemmer. Der findes søsterbevægelser i Norge, Finland og Estland.

Inden længe bidrager Arkitekturoprøret med en arkitektur­pris – “Danmarks grimmeste byggeri” – der bliver uddelt for første gang til den, som efter foreningens mening lever bedst op til navnet.

Læs mere på hjemmesiden: www.arkitekturoproeret.dk

Bevarende lokalplaner ønskes

For at det ikke skal gå værre, end det efter Jep Lofts mening allerede er mange steder i landet, foreslår han sammen med Arkitekturoprøret, at kommunerne skynder sig at vedtage bevarende lokalplaner for mange af ældste bykerner. Kun på den måde sikrer man, at eftertiden ikke ødelægger den kulturarv, som den hundredår gamle bygningsmasse repræsenterer, forklarer han.

Og er man som folkevalgt politiker i tvivl om, hvad der er god arkitektur, skal man ifølge den københavnske jurist blot forestille sig, at man er i et andet land:

– Hvis ikke man har lyst til at sætte sig med en kop kaffe og kigge sig omkring, som man gør i udlandet, når man er på ferie, er det ikke et godt bymiljø. Så enkelt er det. Legoklodser skaber ikke noget miljø, og det er uanset, hvor de ligger, siger Jep Loft.

Et andet af hans fif er henvendt til arkitekter, for han mener, at de skal lære at holde af byen på samme måde, som mennesker holder af at opholde sig i naturen.

– Så godt, som man føler sig tilpas i en skov, burde man også kunne føle sig i en by, siger Jep Loft.

Jep Loft er formand for Arkitekturoprøret – en forening, som har gjort sig til talsmand for hvilket byggeri, der er smukt, og hvilket der er grimt. Og det sidste er der meget af i Odense, siger han, der er fotograferet i Påskestræde med det nye byggeri på Torvegade i bakspejlet. Foto: Nils Svalebøg

Voksende bevægelse

Vi har stillet os med ryggen til Eventyrhaven og kigger op på det nye byggeri, der rejser sig i fem etager på den plet, der før var en parkeringsplads kaldet I. Vilhelm Werners Plads. Åen risler neden for bakken bag os og bidrager til byens selvforståelse som hele Danmarks eventyrby, præcis som den har gjort i flere hundrede år. Men juristen fra København, der ellers taler for romantisk byggeri, er ikke imponeret.

– Odense har forbavsende få magneter. Det nye byggeri her på pladsen er jo alt for markant, det lukker af til den anden side og slås med kirketårnene. Før var det bilerne, der adskilte bydelene – nu er det husene, konstaterer Jep Loft.

Arkitekturoprørets holdninger kolliderer med mange arkitekters, men han mener, han har opbakning i befolkningen.

– Det er legitimt at skælde ud over sine omgivelser, især når det ikke skyldes, at man har interesser på spil, og det har vi ikke. Man skal ikke have læst mange tykke bøger for at mærke, om et byggeri gør noget godt for mennesker, og vi er nogle, der bare kerer os om byernes udvikling og udseende. Hvis byggeriet afhang af de mennesker, der hver dag gik forbi, ville det ikke være investorerne, der bestemte, siger han.

Efter at have passeret Overgade ender vi ved hegnet ind til det kommende H.C. Andersen-museum, hvor Jep Loft studerer byggehøjden over for naboernes nærvedliggende baggårde. Tidligere markerede de deres utilfredshed med det høje museumsbyggeri ved at pakke vinduerne ind i sorte plastiksække. En happening, som Jep Loft håber vi vil se flere af.

– Det er et sundt udtryk for, at folk faktisk mener noget om de byggerier, der finder sted i deres by. I Arkitekturoprøret mærker vi den voksende modstand. Vi bliver hele tiden flere og har på kort tid nået 4000 medlemmer, siger han.

Politiken d. 22/5 – 2016. Historiske bymiljøer er en folkesag

Alex Ahrendtsen, MF, Kultur- og folkeskoleordfører (DF)

Anders Wedel Berthelsen, Byhistoriker, byrådsmedlem, Odense (S)

Allan Mylius Thomsen, Byhistoriker, medlem af Teknik- og Miljøudvalget Københavns Borgerrepræsentation (EL).

Jep Loft, talsmand, GodeByer.dk

De fleste forbinder ordet ’miljø’ ­­med naturen. Få tænker på bymiljøerne, selv om de betyder lige så meget eller mere for vores daglige velbefindende. Bymiljøerne i de gamle, historiske bykerner er vores vigtigste kulturarv. Dem har vi ikke ret mange af, men alligevel passer vi ikke nær så godt på dem, som vi passer på naturen.

Efter at A- og B-fredningen blev afskaffet, findes der ingen mulighed for at bevare facaderne i de historiske kvarterer og udføre indvendig modernisering. Det er en klar mangel, og fredningsloven bør ændres. Vi foreslår, at det bliver en pligt for kommunerne at udarbejde bevarende lokalplaner for de historiske bykerner. Det vil ikke være noget sikkert værn mod ødelæggelser. Men det vil være en begyndelse, det vil skabe lokal opmærksomhed om bymiljøsagen, og det vil give borgerne en ret til at komme med indsigelser. Reglen i planloven om, at man kan få erstatning, hvis nedrivning forbydes, skal ikke gælde i de historiske bykerner.

Bymiljøerne forarmes hele tiden. Sidste år ødelagde kunstmuseet i Skagen et sårbart område med helt utilpasset nybyggeri. Hvis andre fulgte museets eksempel, ville turisterne svigte Skagen, og museet ville stå tomt. I Svendborg har man netop revet byens mindste hus ned for at bygge en trappe. Byens hovedgade har nu et hul i husrækken. Lignende tanker har man i Vordingborg. I Sorø nedrives fine, gamle bindingsværkshuse på Akademigrunden, i Korsør skal længer af byens sidste købmandsgård nedrives, Frederiksværk vil rive fine huse ned, i Køge skal der bygges et betonhus midt i et sårbart område, og på Vesterbro i København ødelægges nu en hel karré med de gamle slagtergårde. Overalt i landet står bulldozerne klar. B­yerne forarmes og diversiteten sættes over styr. De gamle huse er en truet art.

Et godt bymiljø har ikke noget med arkitektur at gøre. Det er et sted, hvor man søger hen, selv om man ikke har et ærinde. Der er harmoni i bebyggelsen og samlingspunkter i form af torve, pladser, måske havne eller vandløb. I Frankrig og Italien har lovgivning beskyttet de gamle byer, og turister valfarter dertil. Mange danskere har været på ferie i Firenze eller Venedig, men næppe ret mange i Frankfurt. Uden den kulturelle bevidsthed ville Frankrig og Italien være gået glip af enorme turistindtægter, og store områder ville være sygnet hen.

Det er så godt som umuligt at skabe nye, gode bymiljøer. Storkøbenhavn med omegnskommuner har ca. 340 km2 bebygget areal. Heraf udgør indre by 9 km2. De andre attraktive bykvarterer, på Frederiksberg, Indre Øster- og Nørrebro samt Vesterbro udgør måske et lignende areal. Det er der, man søger hen. Der er små butikker og caféer. Ingen af omegnskommunerne kan fremvise en atmosfære, der kan sammenlignes med den, der er i de ældre kvarterer. I hele Danmark er det bebyggede areal lige så stort som Fyn og Lolland tilsammen. Bymiljøerne er fortrinsvis i de 76 gamle købstadbykerner. Deres samlede areal svarer til Anholts. Dem skal vi værne om –  ligesom naturen.

Et godt bymiljø er et stort aktiv for en by. Det tiltrækker ikke bare handel og turisme. De tiltrækker også gode skatteborgere. Omvendt kan betonbyggeri føre til ghettodannelse, utryghed og måske kriminalitet. Som by så borger. Der er lige så meget fremtid i at nedrive de gamle bykerner, som der var i at rette Skjern Aa ud. 

Hver nedrivningssag behandles af den enkelte kommune efter en konkret vurdering. Oftest vinder det misforståede hensyn til ’udvikling’ og ’fremskrid­­­­t’. Kortsigtede økonomiske betragtninger får lov at tale deres tungtvejende sprog. Hvis man tog stilling til tildækning af vandhuller efter konkrete vurderinger i hver enkelt sag, ville klokkefrøen ikke have en chance. Hvordan skulle den kunne hamle op med indtægterne ved kornavl i mange år frem? Og hvad betyder et enkelt vandhul fra eller til? Heldigvis kan ingen længere se udvikling i at ødelægge naturmiljø. Men bymiljøerne lider. De savner en generel beskyttelse – der skal ikke være et skøn i hver enkelt sag. Både politisk, og forvaltningsmæssigt, her der bredt sig den holdning, at nyt er godt, hvis det bare er ”pæn arkitektur”. Med den politiske undskyldning, at ”der skal jo bygges nye boliger” eller ”det må da være op til ejeren at bestemme, hvad der skal stå på hans grund”, gives nedrivnings- og nybyggetilladelser på samlebånd, især i områder og kvarterer fra midten af 1800-tallet og frem. Det udløser næsten altid store folkelige protester, som der dog sjældent tages hensyn til. Meget af nybyggeriet i de historiske bymiljøer er i en prisklasse, som ingen normale indtægter har mulighed for at betale. Der er brug for en ”by-rødliste”, som omfatter hele byområder, ikke blot de såkaldt bevaringsværdige bygninger.

Et enkelt utilpasset hus slår harmonien på et helt torv i stykker og forringer værdien af de andre huse på torvet. Byer som Svaneke, Gudhjem, Helsingør, Bogense, Rudkøbing, Ærøskøbing, Haderslev, Ribe og Ebeltoft har fine bymiljøer. I Københavns centrum er de­­­­ bedst bevarede bykvarterer Nørre, Snarens, Frimands, Strand og Skt. Annæ Øster Kvarter. Også Allinge, Køge, Nakskov, Nysted, Assens, Middelfart, Aabenraa og Tønder er velbevarede. Mariager er et eksempel på en by, hvor kommunen lytter til den lokale bevaringsforening, før den giver tilladelse til forandringer, og det ses tydeligt i bybilledet. De byer, der har forvaltet deres kulturarv dårligst, er Odense, Slagelse, Næstved og Roskilde, samt København i Rosenborg (bl.a. Pilestræde) og Skt. Annæ Vester Kvarter (Adelgade/Borgergade).

Vores bymiljøer har været udsat for tre store angrebsbølger: I 1960’erne begyndte bankerne at erstatte deres fine gamle bygninger med moderne betonhuse. Torve i f.eks. Helsingør, Køge, Roskilde, Slagelse, Odense, Svendborg, Faaborg og Aalborg vidner om bankernes nedrivningslyst. Også Nationalbanken i København er fejlplaceret. I alt er der ca. 150 utilpassede bankbygninger i vores middelalderbykerner. I 1970’erne tog kommunerne fat. Grenaa, Hjørring, Horsens, Fredericia og Nibe er blandt de værste eksempler på utilpasset rådhusbyggeri. I alt er der ca. 50 moderne kommunale bygninger i middelalderbykernerne. I 1980’erne kom supermarkeder og stormagasiner for alvor i gang. De værste eksempler er i København, Aalborg, Odense, Holstebro, Aarhus og Maribo. Der er ca. 70 i alt. Kontorbyggerier har også gjort stor skade med ødelæggelsen af Pilestræde i København som det værste i nyere tid.

I de seneste årtier har man forspildt chancen for at skabe nye bymiljøer på de havne, der ikke længere tjener deres oprindelige formål. Man kunne have bundet by og havn sammen og skabt attraktive miljøer som Nyhavn, Sønderborg, Allinge, Gudhjem og Svaneke (og fra mange små havne i Middelhavet). Her myldrer mennesker til for at nyde huse, kajer med butikker, caféer og restauranter, havnebassinet og skibene. I stedet har vi fået fantasiløse boligbetonblokke med Nyborg som et af de værste skræmmeeksempler. Vordingborg, Holbæk, Frederikssund, Korsør, Middelfart og Rudkøbing er andre eksempler på nybyggeri, der suger kraft fra omgivelserne og intet giver tilbage. I Svendborg skal der også opføres en stor blok på havnen i stedet for flere, mindre, forskellige, sammenbyggede huse, der kunne give liv og havnemiljø.

Naturmiljøet har en naturlig fjende i landbruget. Her er så godt som altid modstridende interesser. Bymiljøerne har ingen naturlig fjende. Modsætningen til udvikling og fremskridt er misforstået. Skaderne sker som følge af uopmærksomhed og uvidenhed. Man bør undgå nedrivninger i de historiske bykerner. Og hvis der skal bygges nyt, skal det gøres hensynsfuldt og under hensyn til stedets (og ikke tidens) ånd. Der er mere fremtid og udvikling i at bevare end i at ødelægge. Men nedrivnings- og byggesager behandles af kommunerne, og de er ikke godt rustet til at forvalte kulturarven. De færreste kommunalpolitikere går til valg med et program for bymiljøet. Amterne var førhen et (meget beskedent) værn mod ødelæggelser, men de eksisterer ikke mere. Opgaven er landet i et politisk tomrum.

Der er, som nævnt ovenfor, mange kommuner, der har forvaltet deres byer med omtanke. Men der er intet værn mod, at et nyt bystyre finder på at ødelægge, hvad forgængere i årevis har passet på. I København havde man i årtier undgået højhusbyggeri i bykernen, og det har givet byen et harmonisk præg, som mange storbyer må misunde den. Men for ti år siden kom der et nyt bystyre, som ønskede at gøre op med årtiers praksis; nu skulle der bygges skyskrabere overalt. Blandt de første bygherrer meldte Tivoli sig. Kun en ihærdig indsats fra modstanderne, kombineret med finanskrisens indtog, afværgede en bymiljøkatastrofe. Et minde om den daværende nedrivningslyst har vi stadig i Frederiksberggade på Strøget; et stort tomt hul ligger dér, hvor man rev ned for at bygge et hotel. Det skulle ligne en lampeskærm, forklarede stadsarkitekten dengang begejstret. Der er en total mangel på bevarende lokalplaner i Københavns middelalderby. Det meste af Strøget kan nedrives når som helst. Derimod har man bevarende lokalplaner, der beskytter enkelte områder rundt om i byen.

Odense er en by, som ikke har været god ved sig selv. Et enigt byråd besluttede i 1952, at en delvist statsfinansieret motorgade skulle tromles gennem den gamle middelalderbykerne for et lette bilernes adgang til havn og værft. Motorgaden stod helt færdig i 1980 og er blevet diskuteret lige siden. Byrådet lukkede i 2014 gaden, og nu opføres nye bygninger på gadens brede tracé. De dengang nedrevne ældre bygninger kommer dog ikke tilbage. Også andre nedrivninger i Odense har medført kritik blandt borgerne. Derfor besluttede By- og Kulturudvalget i 2011, at bygninger i bykernen ikke længere kunne nedrives ved en rent administrativ afgørelse. Alle planer om nedrivning i bykernen skal nu træffes af det politiske udvalg.

Aarhus var tæt på at lide samme skæbne som Odense, da byrådet i 1960’erne ville bygge en 45 meter bred motorgade tværs gennem Midtbyen. Borgmester Bernhardt Jensen kæmpede ene mand imod og fik det afværget. Af den grund er han senere blevet kåret til ’Alle Tiders Aarhusianer’.

I 1970’erne var det tæt på at gå helt galt i København igen, som det var sket før i Brøndstrædekvarteret (ved Gothersgade), Bremerholm, og Adelgade/Borgergade. Pilestræde og Landemærket blev ødelagt, den fine gamle Nationalbank og hele dens karré blev nedrevet, men også Gammel Mønt, Sværtegade, og Møntergade var i farezonen. Borgerrepræsentant Børge Oløe er den person, vi primært kan takke for, at de tre sidstnævnte gader gik fri. Tankevækkende er det, at de historiske kvarterer i København, der har undgået sanering, men i stedet er blevet renoveret, i dag er nogle af de mest eftertragtede boliger i hovedstaden. Det gælder ikke bare i den indre by, men også på Nørrebro og Vesterbro.

Hvor galt det kan gå ser man også i Stockholm, hvor store dele af byen blev nedrevet i 1970’erne og nu nærmest er betonslum, og i London, hvor kræfternes frie spil har forvandlet flere områder til noget grimt rod – og fortsætter med at gøre det. I kontrast hertil står Paris, som kun nåede at bygge én skyskraber (ved Montparnasse), før man sadlede om og skabte den nye bydel, La Défense, hvor højhusene er samlet uden for bykernen.

Naturmiljøsagen opstod omkring 1970 som følge af en folkelig modvilje mod forurening. Miljøministeriet blev oprettet i 1971. Det forvalter planloven, hvis formål bl.a. er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. I de 45 år, der er gået, er der skabt et stort administrativt apparat med lovgivning og regler, departement, styrelser, direktorater, klagenævn og fonde, der varetager naturmiljøet (landskaberne). Men der er intet sket for at bevare bymiljøerne. I Danmark er der ingen særlig lovgivning og intet embedsværk, der passer på bymiljøerne. Hverken Miljøministeriet eller Kulturministeriet gør det, og kommunerne er ikke rustet til opgaven.

Naturmiljøsagen har gennemlevet en række faser. Fra forureningsbekæmpelse til naturpleje og naturgenopretning. Nu er klimaet en væsentlig faktor. Bymiljøsagen venter stadig på at komme i gang. Vi skal først og fremmest skal vi stoppe nedrivningerne og dernæst skal vi bevare bygninger, der forfalder. En tredje fase er genopretning af skader ved at ændre på facader og tage, så utilpassede bygninger kommer til at passe til stedets ånd, eller afskærme grimme huse med beplantning eller pænere byggeri. Byerne har også et klimaperspektiv; man påvirkes af det miljø, man bor og færdes i, og et godt bymiljø giver tryghed.

Noget må gøres. Det skal ikke kun være små græsrodsgrupper, der i deres fritid kæmper mod nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Og de skal ikke føre beviset for, at nedrivningsplaner bør opgives. Bevisbyrden skal vendes om. De gamle huse skal istandsættes, ikke nedrives. De indgår i en større sammenhæng, som ikke må ødelægges, uanset om det enkelte hus i sig selv ikke har høj bevaringsværdi efter den målestok, vi kender i dag. I de historiske bykerner skal stedets ånd herske. Der gælder spilleregler, som er blevet respekteret i mange hundrede år, og dem skal man indordne sig under. Matriklerne er små, husene har lodretstående vinduer og døre, så der kommer liv i gaderne, og der er skrå tage.

Vi ved, at det folkelige engagement er til stede. På debatmøder og på de sociale medier viser almindelige borgere stort engagement og bekymring for miljøerne i deres byer. Mon ikke vi langt om længe er der, hvor naturmiljøsagen var for 45 år siden? Nu skal bymiljøsagen også være en folkesag!

© 2021 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑