Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Politiken Byrummonitor d. 8/10 – 2020

Johnny Svendborg:

Politikerne har afgørende indflydelse på kvaliteten af byernes udvikling – brug den

Selvom arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel, kan vi næsten altid blive enige om skønheden i for eksempel det historiske bycenter. Hvis vi kan tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere at passe på og udvikle byen, skriver Johnny Svendborg i dette debatindlæg.

 

DEBAT  8. OKT. 2020 KL. 04.00

JOHNNY SVENDBORG

Formand for Akademisk Arkitektforening

Med jævne mellemrum protesterer borgere over nedrivning af betydningsfulde kulturmiljøer eller nye byggerier, der i deres øjne skæmmer byen eller gaden. Når Arkitekturoprøret råber op, peger de typisk på arkitekterne som den store synder bag ensformigt og utilpasset byggeri.

Men der er mange aktører involveret i byggeriet, som alle har betydning for det endelige resultat. Og mange flere politikere burde anvende deres muligheder for at udøve indflydelse med en tydelig arkitekturpolitik.

Vi fornemmer arkitekturen gennem alle vores sanser, og den påvirker vores følelser. Her spiller forhold som skala og proportioner, udformning og detaljer, materialer og stoflighed ind. Derudover spiller det sociale og funktionelle ind i forhold til, hvordan vi oplever arkitekturen, og hvordan vi bruger den. Det, vi kalder skønheden i arkitekturen, er et mangefacetteret begreb, og langt mere end smagsdommeri og æstetik.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturen påvirker os forskelligt afhængigt af erfaringer og kulturelle præferencer. Men det, de fleste holder af ved den klassiske arkitektur, er det velkendte samt den detaljering og stoflighed, der kendetegner tidligere tiders arkitektur og byggeskik. Det, der typisk kritiseres ved den modernistiske og moderne arkitektur, er manglen på sanseindtryk – manglen på æstetik – hvilket hænger sammen med, at moderne arkitektur ofte er langt mere nøgternt og stramt i sit udtryk.

Dertil er nutidens byggematerialer ofte maskinfremstillede, og det betyder, at de hverken fremstår eller patinerer på samme, smukke måde, som for eksempel håndstrøgne mursten og gamle trævinduer.

Nye områder og byggerier skal have tid til at vokse til

Når det kommer til kvaliteten af hele områder af byggerier, så fremstår ældre bymiljøer ofte mere homogene, hvilket i høj grad skyldes, at beplantningen i områderne er vokset til over længere tid end de nye byområder, der ofte kritiseres, før de har set skyggen af et træ.

Det grønne har således ofte stor betydning for, at et område fremstår mere sammenhængende, og for at vi føler os godt tilpas. Og det er ikke altid en fordel, når nye områder indeholder alverdens forskelligheder.

Ganske ofte kan det faktisk være vigtigere med indlevet hierarki og sammenhæng, samt ikke mindst kvalitet i materiale, stoflighed og detalje. Utzons Kingohuse Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekters Krøyers Plads er gode eksempler på nyere sammenhænge af kvalitative miljøer.

Særligt når der bygges nyt i et eksisterende område, kritiseres det moderne byggeri ofte for at skille sig ud, snarere end at tilpasse sig, og for dermed at skæmme det samlede indtryk af et område. Og vi kan alle undres, når det sker og spørge: Hvor – og hvorfor – gik det galt?

Men svaret er ikke så enøjet som facebookgruppen Arkitekturoprøret ofte giver udtryk for. Langt hen ad vejen handler det om, at vores byggede miljø bliver til på baggrund af mange forskellige interesser.

De private aktører, der bidrager til at udvikle byen, er primært optaget af investeringen i deres egen matrikel, og de har ikke nødvendigvis forståelse for eller fokus på sammenhængen i og kvaliteten af det lokale bymiljø. Hvilket desværre ofte medfører skrabede arkitektoniske løsninger og mere eller mindre standardiserede projekter, der genbruges over hele Danmark.

Lokale arkitekturpolitiker kan højne kvaliteten

Men kommunerne kan stille krav om noget andet og mere. Det er politikernes interesse og ansvar at være med til at sikre byens og kommunens samlede kvalitet, både i form af bevarelse af kulturarven og udvikling af nye bygninger og byrum, der kan stå i flere hundrede år.

Lokalplanen er ét af de redskaber. Desværre er der mange eksempler på, at lokalplanen ikke er nok til at sikre, at det, der bygges, passer ind i omgivelserne og bidrager positivt til det samlede indtryk.

De gængse planredskaber bør derfor understøttes af en arkitekturpolitik og en forvaltning, der kan sikre at alle de aktører, der bidrager til at udvikle byen, kender til kommunens retningslinjer og kvalitetskrav.

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritet og de rette arkitektfaglige kompetencer

I de kommuner, hvor de har succes med at føre arkitekturpolitik, skyldes det en kombination af høj politisk prioritering og de rette arkitektfaglige kompetencer. Og ikke mindst at borgerne har været med til at insistere på arkitektonisk og bymæssig kvalitet.

For arkitekturpolitik handler ikke om at agere smagsdommere. Arkitekturpolitik er et dialogredskab, som kommunen kan bruge til at udstikke retningslinjer for både bygherrer, udviklere og deres rådgivere – og for de forvaltninger, der er involveret i byens fysiske udvikling.

Arkitektonisk kvalitet er svær at sætte på formel. Men alligevel kan vi næsten altid blive enige om skønheden i det historiske bycenter, et ældre villakvarter eller et smukt landskab. Hvis vi sammen kan blive bedre til at analysere og tale om, hvad denne enighed baserer sig på, bliver det nemmere både at passe på, men også at udvikle byen med hensyn til de eksisterende kvaliteter.

Det bliver nemmere at bevare og udvikle skønheden i arkitekturen – og nemmere for politikerne at tage ansvar.

Politiken Byrummonitor d. 5/10-2020

Debat: Vi arkitekter har også et medansvar for, at den moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier

Hvis punkthuse bliver ved med at dominere vores nye bydele, og byggerier som Axel Towers i København danner præcedens i den eksisterende by, kan vi hurtigt få ødelagt vores byer, skriver arkitekt Carsten Maegaard i dette afsnit i debatserien om moderne arkitektur.

 

DEBAT5. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN MAEGAARD

Arkitekt m.a.a.

Det er helt rigtigt, som Søren Nielsen skrev i sit debatindlæg i Byrummonitor 21. september, at byggeriet lægges i en spændetrøje af boligpolitik, lovgivning/bygningsreglement, grundpriser, finansieringsregler og udbudsregler, som indsnævrer arkitekternes plads til at bygge smukt.

Vi har imidlertid som arkitekter også et ansvar for, at nutidens byggeri er så ringe i æstetisk henseende, som det er tilfældet. Det vil jeg prøve at vise med nogle eksempler i dette debatindlæg.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Ny by bør ikke bestå af punkthuse

Der bygges vanvittigt meget for tiden.

Erfaringen viser, at ny by på bar mark ikke bør være punkthuse eller blokke, men bør bygges i traditionel karréform med maksimalt fem etager plus-minus én, med gader og gårdrum i harmoniske forhold, kælderparkering eller parkeringshuse og forholdsvis korte facadelængder, så der opstår en afveksling, når man går hen ad gaden.

Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm

Alligevel bliver der alt for tit bygget punkthuse, hvor vinden kører rundt, og der ikke er et semi-privat opholdsrum som i en karré. Og alt for tit bliver nyt karrébyggeri opført med alt for snævre gårdrum, som giver for meget skygge, for mange cykelskure, ganglinjer og for lidt græs (for eksempel Københavns Nordhavn og Sydhavn, Ceres Byen i Aarhus eller Kanalbyen i Fredericia).

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Nedbrudte karreer ødelægger den bestående by

Det ærgrer mig, at man ved Axeltorv i København har nedbrudt karréstrukturen og erstattet den med fem tårne (punkthuse), der bryder den traditionelle bystruktur både horisontalt og vertikalt. Nogle af bygningerne rager op i 10 til 12 etager og bryder Københavns indre byprofil eftertrykkeligt.

Hvis byggerier som Axel Towers i København (de fem runde tårne) danner præcedens i den bestående by, kan vi hurtigt ødelægge de bydele, vi holder mest af, skriver Carsten Maegaard.

Når yngste advokatfuldmægtig på anden sal i det runde Axel Towers sidder på sit kontor med udsigt direkte ind i en seks etagers gavl fem meter væk, glæder hun sig nok ekstra til at rykke om til hierarkiets solside.

Hvis sådanne byggerier danner præcedens, kan vi hurtigt få ødelagt de bydele, vi holder mest af.

Modernismen skaber uafsluttede bygninger

Som følge af det nu 100-årige bygningsparadigme, funktionalisme, modernisme, minimalisme, eller hvad man nu vil kalde den firkantede kassearkitektur, der stadig helt dominerer det byggede miljø verden over, sker der ikke nogen arkitektonisk udvikling, før det brydes.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Den samme grundkonstruktion af vægge og etageadskillelser i beton beklædt med forskellige materialer som klimaskærm går igen overalt.

Bygningerne er bare ikke kubiske, for taget har hældning til at aflede regnvand. Det skjules af en gesims, der får bygningen til at se ud, som om der er fladt tag. Det er altså snyd, når vi tror, at der er flade tage på moderne bygninger.

Samtidig afsluttes den lodrette mur af en metalafdækning, som kun lige er bukket rundt om den øverste kant. Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm. Der mangler en harmonisk afslutning, som klart viser, at her slutter bygningen. Det kan sagtens gøres smukt, men tidens økonomi og arkitekturparadigme vil det ikke.

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

’Bygget af mursten’ – på et råhus af beton

Men vi lever jo i teglstenens Danmark, så her til lands skiller vi os sandelig ud fra resten af verden, ved at en masse etagebyggerier er ’bygget af mursten’ – uden på råhuset af beton, som regel i dystre, mørke farver.

Havde facaderne så bare været holdt i glade farver, som det kan ses i for eksempel Tübingen i Tyskland eller i Nuuk i Grønland.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Hvor er karnappen, som giver beboerne mulighed for et kig hen ad gaden? Hvor er det flotte indgangsparti, der adskiller min hoveddør fra de andres? Hvor er bygningsdetaljen, der lader øjet finde afveksling? Hvor er det flotte, stejle sadeltag, som giver bygningen tyngde og tagboligerne spændende rum? Hvor er det harmoniske gaderum, som giver mig lyst til at være der? Hvor er den indbydende by?

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Et samfundsanliggende

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med. Lad være med at pakke jeres beskrivelser ind i eufemismer (forskønnende sprog) og lad være med at vise renderinger (computeranimationer), der skønmaler og forvrider det færdige byggeri.

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med

Derfor også en tak til foreningen Arkitekturoprøret, som i dén grad har rejst en nødvendig debat. Skønt der fremkommer mange pudsige udsagn, giver den stemme til almindelige borgeres berettigede frustration over det, som Søren Nielsen skriver:

»At vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.«

Politiken Byrummonitor d. 1/10-2020

Torben Østergaard: Når debatten om byrum bliver et spørgsmål om stilart, er vi for alvor på herrens mark

Byens arkitektur angår alle, men det er da tankevækkende, at kongen sad for bordenden i udviklingen af nogle af vores bedste bydele, skriver 3XN-partner Torben Østergaard i femte afsnit af vores debatserie om det stigende oprør mod moderne arkitektur.

 

DEBAT1. OKT. 2020 KL. 04.00

TORBEN ØSTERGAARD

Arkitekt og partner, 3XN

I 1980’erne kritiserede Prince Charles engelske arkitekter for at have gjort mere skade end Luftwaffes bomber under Anden Verdenskrig. Foreningen Arkitekturoprøret synes inspireret af denne kritik i forhold til de sidste 100 års byudvikling i Danmark.

Imens andre kritiserer byudviklingen for at indeholde en social slagside, er det æstetikken, der er Arkitekturoprørets ærinde. Arkitekter er ude af sync og gør mere skade end gavn, siger de og ønsker sig tilbage til den klassiske bys formsprog.

Det varmer selvfølgelig, at nogen interesserer sig brændende for den urbane arkitektur. Et håb kunne være, at interessen breder sig – især hvis der opstår en frugtbar samtale om, hvad det er, vi vil med vores byer. For der er noget at tale om.

Man kunne forestille sig en samtale, der diskuterer grim, smuk, vel- og mislykket arkitektur. Det er jo lige til at gå til, og alle kan deltage. På sigt kunne det føre til en fornyet opmærksomhed og medvirke til, at vores byer – under hensyntagen til lokale forhold og præferencer – udvikler sig på smukke måder til gavn for bylivet. Det skal vel være en demokratisk samtale blandt læg- og fagfolk såvel som repræsentanter for det politiske niveau.

Problemet med den idé er vel, at det tilsyneladende ikke har virket overbevisende hidtil.

Omvendt kan man hævde, at der, hvor kongen har siddet for bordenden, er der ofte kommet ret gode løsninger ud af det; tænk bare på Frederiksstaden i Kongens København. Byudvikling per kongeligt dekret virker imidlertid ufremkommeligt i en nutidig kontekst. Det moderne publikum vil inddrages og vælger hele tiden politikere, som tilsyneladende ikke magter at skære igennem til fordel for det smukke.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Som at genindføre hesten som transportmiddel

Bybyggeri handler om offentlige og private aktører i én pærevælling, for eksempel om boliger til tusindvis af mennesker, der simpelthen bare ikke vil bo i en teltlejr. Byudvikling handler også en hel del om bæredygtighed, prioriteringer – herunder økonomiske og politiske – om hastighed, indflydelse og 117 andre forhold.

Betyder det så, at vi ikke ganske nøje skal overveje, om byudviklingen appellerer til menneskers behov for sanselighed, nærvær og rum for social udfoldelse? Nej, det gør det ikke, men det er svært at få øje på, at det væsentligste spørgsmål handler om stilart og for eksempel ikke om arkitektonisk kvalitet i nærværende årtusind.

Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen

Byens arkitektur angår alle, og det vil være forkert at affeje Arkitekturoprøret som en slags kontra-evolutionær rindalisme. Man kan jo ikke bare lade være med at opholde sig i byens rum, og det bør ikke kræve særlige indsigter at deltage.

Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.

Moderne bygningers teknik påvirker arkitekturen

Kritikken af, at moderne arkitektur har virket disruptiv på bygningskulturen i Danmark og for så vidt gjort skade ved at introducere nye – og må man forstå kedelige – former, er en gammel traver.

Nogle vil hævde, at moderne arkitektur har bragt lys og luft ind i vores huse. At vi opholder os indendørs 90 procent af vores tid er givetvis medvirkende til, at krav til indretning, indeklima og i stigende grad ressourceforbrug har opnået forrang i forhold til det ydre.

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur

De huse, vi bygger i dag, er forsynet med strøm, luft og rindende vand, og de mængder af teknik, som moderne byggeri også består af, er udtryk for krav, som man ikke skulle døje med tidligere. Det behøver arkitektur imidlertid ikke blive grim af. Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen.

Internethandel er en større trussel end moderne arkitektur

Arkitektur er selvfølgelig – som så meget andet – ikke bare teknik, men på én gang udtryk for individuel og kollektiv sensibilitet og, når bølgerne går højt, kultur i bevægelse.

Jeg vil medgive, at der er gode og dårlige tider. Selvfølgelig skal man værne om værdifulde sammenhænge og hæge om kulturarven, men at sætte tiden i stå og genindspille de klassiske værker igen og igen vil på sigt efterlade os med byer uden relevans eller udsagn fra vores tid.

At arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur. Hvem ved, om vi en dag kommer til at drømme os tilbage til dengang i de ligeglade 1960’ere, hvor beton var symbol på de samme ting, som Amazon er i morgen.

Jeg kan berolige alle med, at arkitektstanden som helhed ikke vil modsætte sig diskussioner om bedre bymiljøer. Ingen arkitekter har ambitioner om at smadre vores fælles byrum med dårligt byggeri. Hvis det alligevel har fundet sted – og det har det – er det, fordi vi ikke har været dygtige nok eller ikke har haft indflydelse nok. Men at arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden.

Men tænk nu, hvis det virkelig passer, så skulle man måske prøve et årti uden, så kan vi tage en snak om resultatet bagefter.

 

Politiken Byrummonitor d. 29/9-2020


Debat: Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne

Det sker jævnligt, at fagfolk kritiserer Arkitekturoprøret i Byrummonitors spalter. Men når befolkningen råber op, og undersøgelser viser, at folk foretrækker ældre arkitektur, burde byggeriets folk tage kritikken til efterretning, skriver selvudnævnt arkitekturoprører Kristian Kristiansen i dette debatindlæg.

 

DEBAT29. SEP. 2020 KL. 04.00

KRISTIAN KRISTIANSEN

Tidligere lektor, DTU, og blogger om byggeri på Realdaniakritik.dk

 

Med jævne mellemrum er der folk fra byggeriets verden, der forholder sig kritisk til Arkitekturoprøret. Som da Anne Katrine Harders var ude med riven her på Byrummonitor 24. august.

Jeg følger med fornøjelse med på Arkitekturoprørets facebookside. Navnlig nyder jeg deres fotodokumentation, fordi den får det til at stå helt klart, at der ingen grænser er for, hvor grimt og hvor hensynsløst over for omgivelserne det er muligt at bygge i dag. Og hvor meget godt byggeri, der blev lavet før i tiden.

Arkitekturoprøret er en folkelig modstand mod moderne byggeri. Som en norsk undersøgelse beskrevet i Byrummonitor viser, foretrækker en række adspurgte nordmænd ældre byggeri og byområder frem for nye.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Arkitekturoprøret burde snarere end at møde sarkasme og kritik fra dem, der bygger, give anledning til dybe overvejelser i byggeriets verden. Hvordan kan det være, at mere end 100 år gamle bygninger opleves som bedre end de nutidige?

Arkitekten er snarere indkøber end designer

Arkitekturoprøret retter skytset mod arkitekterne, men hvor meget indflydelse har arkitekter i dag på resultatet af byggeprocessen?

Meget byggeri er i dag samlesæt, hvor der indkøbes betonelementer, færdige trapper, færdige elevatorer, vinduer, facadebeklædning og så videre. Arkitekten er ofte snarere indkøber end designer.

Samtidig udbydes meget nutidigt byggeri som totalentrepriser, hvor det er entreprenøren, der har det største og sidste ord.

Læg dertil, at meget byggeri er styret af developere, som kan have gode intentioner, men skal sælge en masse kvadratmeter for derefter at trække sig ud.

Eller måske er problemet, at arkitekter lægger for stor vægt på at skabe ’værker’? Bygninger, som skal være ’arkitektur’, støjer ofte meget.

I sommer besøgte jeg Vadehavscentret i Ribe. Det er en virkelig flot bygning. Så flot, at man overhovedet ikke lægger mærke til omgivelserne og ikke kan finde indgangen.

Hvordan kan Blox være i skala?

Kriterierne for, hvad det er godt, og hvad der er dårligt i arkitekturen, synes uklare. I mange arkitekturanmeldelser er der en klar overvægt af æstetiske hensyn. Et højhus kan blive bedømt fantastisk alene på grund af dets omrids og linjer. Eller det kan dømmes som grimt, uden at det er til finde ud af hvorfor.

Arkitekturoprøret elsker at hade Blox, og for mig – og vist de fleste københavnere – er det oplagt, at der er tale om en bygning, der fylder for meget og ikke falder godt ind i forhold sine omgivelser.

Alligevel er der arkitekter, der forsvarer Blox og argumenterer for, at bygningen er i skala. Hvis Blox er i skala, hvad kan så overhovedet være ude af skala?

Gøres der i arkitekturen i dag brug af viden om, hvordan bygningerne og deres indretning påvirker os mennesker? Der findes stort set ingen forskning i, hvordan de færdige byggerier fungerer. De såkaldte POE (Post Occupancy Evaluations), hvor bygninger evalueres af brugerne, laves stort set ikke i Danmark.

Ingen i byggeriets verden opsamler erfaringer med bygninger i brug. Ingen forsøger at produktudvikle ud fra erfaringer. Der er en Berlinmur imellem dem, der bygger, og dem, der bruger bygningerne.

Politiken Byrummonitor d. 24/9-2020

Stephen Willacy: Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke

Byggeriets enorme hastighed skaber copy-paste-byggeri, skriver stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy i andet afsnit af debatserien om moderne arkitektur. Men vi skal også passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen.

Fantastiske byggerier som Aarhus Rådhus, Musikhuset og Aros blev også kritiseret i deres tid.

DEBAT 22. SEP. 2020 KL. 04.00

STEPHEN WILLACY

Stadsarkitekt, Aarhus Kommune

Arkitekturoprøret, som kalder sig en voksende folkebevægelse, der »kæmper mod de mange trusler mod vores gamle bykerner«, er lykkedes med at skabe en debat om vores byarkitektur og byudvikling. I foreningens manifest skriver de:

»Arkitekturen har mistet forbindelsen til almindelige mennesker, huse er bygget uden hensyntagen til omgivelserne, og uvurderlige bymiljøer er gået tabt.«

Der er selvfølgelig ikke én entydig og rigtig definition på arkitektonisk kvalitet. Det vil til enhver tid blive forstået forskelligt og altid skabe debat. I Danmarks arkitekturpolitik fra 2007 står der:

»Arkitektonisk kvalitet opleves, når form, funktion og byggeteknik sammentænkes og udmøntes i en helstøbt kunstnerisk idé. Arkitektur af høj kvalitet forholder sig til omgivelserne i et kvalificeret med- eller modspil,« hedder det i ’Arkitekturnation Danmark – Rammer for liv – Rammer for vækst’.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Endnu et grimt kassebyggeri

Det er centralt for mig, at kvalitet er forbundet til arkitekturens idé og forhold til kontekst og dermed bliver enhver tids bud på æstetik, samfund og teknisk formåen, og det må godt gøre en glad. God arkitektur er samtidsbilleder og bidrager til fortællingen om os og vores historie på godt og ondt.

Jeg kan forestille mig, at Arkitekturoprøret ikke er helt enig med mig i den definition, og til gengæld mener jeg, at der i deres retorik og generelle kritik af arkitektur er et meget stort og unuanceret fokus på bevaring for enhver pris.

Indimellem er Arkitekturoprørets kritik af bestemte byggerier berettiget, og værdien i den debat, som er opstået, skal ikke undervurderes. På borgermøder, i lokalplanprocesser eller byggesagsbehandlinger møder jeg dagligt lignende synspunkter.

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kasse-byggeri«

Aarhusianere udtrykker sig ret tydeligt og kritiserer for eksempel forslag til projekter, som de kalder »endnu et grimt kassebyggeri«.

De giver ofte udtryk for, at »arkitekturen passer ikke ind i vores nabolag«, eller at »byggeriet fylder for meget, og det tager vores lys«, og »hvorfor kan vi ikke bevare det eksisterende hus?«.

Arkitekturoprøret har på godt og ondt givet en stemme til de bekymringer, som mange borgere har, når det kommer til byudvikling, og de har måske også gjort det legalt at spørge ind til arkitekturen, i tilfælde hvor der har hersket en indforstået opfattelse af projekters kvaliteter.

Kærlighed til byen er ikke bevarende lokalplaner

Man kan som myndighed ikke sidde borgernes kritik overhørig. At der dannes en forventningsafstemning, hvor vi lærer at håndtere borgernes forventninger (og omvendt) er lige så vigtigt som at lære at inkludere dem i beslutningsprocessen.

Det er godt, at der er engagement, kærlighed og meget stor interesse for byens udvikling i vores lokalmiljøer. Men kærlighed til byen er efter min mening ikke bevarende lokalplaner, hvor bykernerne lægges under en osteklokke. Det er ikke en realistisk mulighed at stoppe byernes udvikling.

Byerne vil fortsætte med at fortættes, vokse og ændre sig, og vi skal have redskaber og strategier, der sikrer, at byvæksten sker med fokus på kvalitet.

I Aarhus Kommune udarbejder vi for øjeblikket en ny politik for arkitektur og bykvalitet, og vi skal turde give plads til nytænkning.

Involver borgerne tidligt

Til daglig oplever vi ofte i byggesagsprocessen, at bygherren ret ensidigt prioriterer deres behov og økonomi frem for relationen til nærmiljø og by. De tænker deres projekt indefra.

Bygherren vil naturligvis ’optimere’ sin investering, og det sker ofte ved at presse så meget volumen som muligt ind i projektet. Vi har som kommune ansvaret for at skabe en proces, der sørger for, at projektet skaber værdi for omgivelserne også. Den proces er ikke altid let, og forskellige steder i Danmark har kommunerne forskellige muskler og prioriteringer.

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for

God dialog i planprocessen og detaljerede lokalplaner er vigtige for at sikre kvalitet i projekterne. Det er her, vi kan arbejde for, at et projekt opnår den højeste arkitektoniske kvalitet, som vores politikere har mulighed for at påvirke, og som sikrer deres visioner for vores byer.

Derudover er det vigtigt, at borgerne inddrages så tidligt som muligt for at forankre projekterne i lokalmiljøerne. Vores byvækst skal i højere grad ske igennem nye former for dialog og samarbejde, hvor borgerne tidligt involveres i planprocesserne. Det er også fokus på at skabe en bredere involvering, så flere og mere forskellige borgere kommer til orde.

Copy-paste fortjener kritik

Der bygges hurtigt og meget i disse år, og der er for meget ’copy-paste’, som fortjener noget af den kritik, det bliver udsat for.

Det er måske et symptom på en byggeproces, hvor arkitekternes rolle og indflydelse er blevet, og fortsætter med at blive, mindre. Arkitektfirmaerne presses på tid og honorar, mens ingeniørernes og entreprenørernes andel af byggeprocessen vokser. Det er hårde vilkår for de arkitektoniske ambitioner, og i mange tilfælde ender arkitekternes aftryk i facadevariationer.

Jeg vil ønske, at vi får mere fokus på indlevelse og kvalitet frem for den sovepude, som variation i facaden er blevet i projekterne. Det kan blive for meget i det lange løb med spændende teglforbandter, forskellige fugefarver, jazzede forskydninger i vinduer, skyklapper hist og pist omkring vinduer og løs snak om kantzoner.

Vi har en særlig nordisk kulturarv i vores profession og i vores byggede miljøer. Der skal være mere fokus på indlevelse, detaljer og miljø, frem for variation, mere ydmygt design og udtryk som kvalificeret medspiller i forhold til stedet.

Aarhus’ mest elskede byggerier fik også kritik

Arkitekturen skal også kunne indgå i et kvalificeret modspil i forhold til et sted og tolke og afspejle tidens trends og turde gå imod den almene opinion. Det er her, der kræves mandsmod, både som bygherre, rådgiver, embedsværk og politiker for at stole på arkitektens kunstneriske kunnen og argumentere for projekternes kvaliteter. Det kræver også en stor portion talent.

Det er vigtigt, at vi tør tænke fremad, når vi bygger. Vi har fantastiske moderne byggerier i Aarhus Kommune, som er resultater af arkitektkonkurrencer, og som stort set alle blev meget blandet modtaget og kritiseret i deres ti. Det gælder for eksempel Aarhus Rådhus, Universitetsparken, Aarhus Statsgymnasium, Musikhuset Aarhus, Aros Kunstmuseum, Moesgaard Museum, Dokk1 og Frederiksbjerg Skole, som i øvrigt er resultatet af et totalentrepriseudbud.

I dag er disse bygninger elsket af byens borgere og medvirkende til at brande Aarhus som en verdenskendt arkitekturby. Der er en stor chance for, at Arkitekturoprøret ikke ville have kunnet se kvaliteter i nogen af disse projekter.

Vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen og gør os bange for at tænke frem. Vi skal blive ved med at udfordre byen, vores byliv og boformer.

 

KOMMENTAR fra Arkitekturoprøret:

En osteklokke kan være et fortrinligt instrument, hvis der løber mus rundt på bordet. Og det gør der i Aarhus. Mens Stephen Willacy skrev sit debatindlæg, gjorde bulldozerne klar til at fjerne den sidste gamle husrække i Nørre Allé. Aarhus har udnævnt tidligere borgmester Bernhard Jensen til ”Alle tiders aarhusianer”. Men byrådet har vist glemt hvorfor. Borgmesteren afværgede et gadegennembrud, der ville have ødelagt Midtbyen på samme måde, som det desværre er sket i Odense. Men nu river man lystigt ned overalt i byen. Frederiksgade, som var næsten helt bevaret, har fået en et stort, trist kontorhus på hjørnet over for Ridehuset og flere helt utilpassede nybygninger længere mod nord i gaden. Jægergårdsgade har ligeledes fået sin bekomst. På Vesterbros Torv har man talt om at rive det karakteristiske hjørnehus ned. Byggeriet på Ceresgrunden var ødelæggende for området. Og som et monument over sin uforstand har man rejst højhuset ”Prismet”, der læner sig ind over Den Gamle By og får den til at ligne en kulisse.

Svar fra Danmarks Radio på kritik fra Arkitekturoprøret

Arkitekturoprøret indsendte d. 18 . aug 2020 denne klage til Danmarks Radio:

”Vi har d. 14/8 i et indlæg i Information fremført kritik af jeres udsendelse ”Arkitektur der deler vandene”. Den gik på jeres behandling af BLOX, som vi fandt for ukritisk. Vi finder, at udsendelsen forbigik det væsentlige i debatten om BLOX, og i sin form virkede den helt upåvirket af det skift i arkitekturdebatten, der har fundet sted gennem det seneste par år. Vi vil gerne hermed følge op på denne kritik.

Når man taler om arkitektur, der provokerer, må man også lade de provokerede komme til orde. Arkitekturoprøret er et talerør for dem, der er blevet provokeret. Vi finder bygningen BLOX uinteressant og dårligt fungerende. Men provokationen ligger ikke i selve bygningen; den ligger i dens placering, som har ødelagt Frederiksholms Kanal. København er ikke en legeplads for experimenterende arkitekter, der kommer flyvende til byen, finder den kedelig og synes, at der skal laves noget larm. Vi er dybt bedrøvede over, at man ødelagde et værdifuldt område, blot fordi man syntes, det var sjovt. Der var intet behov for den bygning, det har vist sig overordentligt vanskeligt at få den lejet ud, og der er blandt dens brugere en utilfredshed, som ikke kom frem i udsendelsen. Der var hundredvis af protester og advarsler mod byggeriet, men Realdania og kommunens stadsarkitekt blæste på alle indvendinger. I dag har de begge – så vidt vi har forstået – fortrudt byggeriet, og Realdania kommer sandsynligvis til at lide økonomisk under det i mange år frem. (Og vi er af den opfattelse, at Realdanias penge ikke er deres egne; de tilhører tusindvis af låntagere, som var kunder i kreditforeningen).

Der findes næppe noget andet fag, hvis udøvere står så fjernt fra den almindelige folkelige mening, som arkitektfaget. Det skyldes måske, at debatten i adskillige menneskealdre har været domineret af fagfolk. De har ikke interesseret sig for lægfolks mening, og de har affejet al kritik med bemærkninger om, at lægfolkene ikke havde den nødvendige faglige viden og ikke forstod dybden i de moderne bygningers arkitektur.

Resultatet er blevet tragisk: i 60 år er der bygget hensynsløst hvis ikke ligefrem brutalt i de gamle bykerner med store ødelæggelser til følge. (BLOX og brandstationen i Antwerpen er exempler herpå). Og i 100 år er der ikke skabt nye bydele med liv og atmosfære, der kan sammenlignes med, hvad man finder i de ældre bydele. Mens naturmiljøsagen har udviklet sig i positiv retning, er det konstant gået tilbage for bymiljøsagen.

Arkitekturoprøret står på lægfolkenes side. Vi ønsker ikke primært at diskutere arkitektur – det er bymiljø, der for os er det relevante begreb. Man kan diskutere til dommedag om noget er god eller dårlig arkitektur; men det er indiskutabelt, at de nye bydele er kedeligere og fungerer dårligere end de ældre. Vi ønsker, at byplanlæggere, arkitekter, fagpresse, bygherrer, forvaltninger og politikere indser tidligere tiders fejl og begynder at gå ind for mere menneskevenligt byggeri. Det vil bl.a. kræve, at arkitekterne overvinder deres angst for ikke at være moderne.

I de seneste år er der sket et markant skift i den offentlige arkitekturdebat. Om vi i Arkitekturoprøret kan tage nogen del af æren for det, må andre afgøre. Men på vores blog, arkitekturoproeret.dk, ligger ca 70 artikler, TV-klip m.m. med eller om Arkitekturoprørets virke i 2019 og 2020, og vi har medvirket i adskillige flere. Den almindelige presse har taget vores budskab til sig, og arkitekter erklærer sig ofte helt eller delvist enige med os. At vi har større klangbund i den brede befolkning end fagfolkene, er vi ikke længere i tvivl om. Se f.x. indlægget på BT Live fra d 17/8.

Men jeres redaktion synes fortsat upåvirket af det nye, mere nuancerede syn på branchens store svigt. TV-udsendelsen om BLOX og huset i Antwerpen fulgte et traditionelt (og efter vores mening elitært og forældet) mønster:
• Fagfolk taler med fagfolk
• Fagfolkene lovpriser sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur
• Fagfolkene ser det som deres opgave at forklare arkitekturens storhed for de uforstående lægfolk.

At forklare om BLOX, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at dets grønne farve passer godt til byens grønne spir, at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner, og at huset er inspireret af et veneziansk palads, er for almindelige mennesker sort tale. For os er det ligeledes svært at se det smarte i, at man skal gå mange trappetrin ned under jorden til parkeringskælderen, før man kan komme op i huset, at huset er svært at orientere sig i, at man ligefrem kan fare vild i det, og at man provokeres, når man ikke kan se vandet.

Vi føler, at dette er at tale ned til folk. Vi har ikke brug for den slags belærende meningsløsheder. Det kan ikke være rigtigt, at en public service-kanal fortsætter i det spor uden at bekymre sig om, at man har mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Og det er en vigtig sag for samfundet. Ikke alene vedrører den vores væsentligste kulturarv; den er afgørende for, hvordan byerne fremover kommer til at se ud og dermed for befolkningens trivsel.

Det er fagfolkene, der har brug for at lære at tænke i helheder og harmoni. Det har de ikke lært på arkitektskolerne. Vi vil gerne opfordre jer til at lave en ny udsendelsesrække, hvor lægfolk kan komme til orde og de nye tanker kan præsenteres. Det synes vi, at I skylder os.

Med venlig hilsen
For Arkitekturoprøret
Jep Loft, formand.”

 

Vi har modtaget følgende svar fra Danmarks Radio:
”Arkitekturdebat.  17 . Sep 2020 08:38

 

Kære Jep Loft

 

Tak for et engageret indlæg og klagebrev.

Vi er altid glade for kvalificeret kritik af vores programmer, også selv om den, som din, er negativ.

Formålet med denne programserie var at vise og diskutere nogle kontroversielle bygningsværker Verden over.

Vi har så valgt at vise bygningsværkerne ved hjælp af arkitekter og/eller interessenter.

Der udover er der en uvildig arkitektur-ekspert, som hjælper seerne til at forstå, hvad kritikken af bygningerne går ud på.

Vi refererer også, hvilken kritik, der har været i blandt andet medierne omkring bygningsværkerne.

Så vi mener ikke, at bygningerne eller de ansvarlige står uimodsagte.

I og med, at vi forsøger at give en visuel og relativt grundig gennemgang af bygninger, håber vi, at seerne selv kan tage stilling til, hvad de mener om arkitekturen.

Jeg mener ikke, at vi i programmet om Blox maler et skønmaleri.

Som ikke arkitekturkyndig, vil jeg mene, at man som seer sagtens kan se og sætte sig ind i de problemer, der er med Blox.

Både i forhold til den gamle bykerne i København, men også lavpraktisk i forhold til bygningens funktioner.

Det er ovenstående er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kan se, at du/I har en pointe i jeres kritik.

Uafhængigt er jeres kritik, kan jeg oplyse om, at vi rent faktisk er i gang med at udvikle en ny serie om arkitektur, hvor vi påtænker at gå meget mere kritisk til værks overfor bygningsværker i Danmark, som over en bred kam er meget udskældte.

I denne serie er det meningen, at både fagfolk og almindelige borgere, kan komme til orde.

 

Mvh

Thomas Hedemann

Producent, DR

Thomas Hedemann
Producent, DR”

 

Arkitekturoprørets indlæg i Information havde følgende ordlyd:

” DR viser for tiden en TV-serie med titlen ”Arkitektur, der deler vandene”. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Medlemmerne af Arkitekturoprøret hører vistnok til i målgruppen for provokationerne. Vi har svært ved at se formålet med provokation for provokationens skyld – navnlig når det nye byggeri ødelægger noget værdifuldt. BLOX ødelægger sammenhængen og harmonien i Frederiksholms Kanal.

Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX. En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ”arkitekturkløften”, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et betydeligt flertal i befolkningen, men DR havde ingen fra vores side af kløften til at fremføre dem. Kritikken mod BLOX omtaltes, men alle sejl blev sat til for at fremstille BLOX som en succes.

Arkitekten, Rem Koolhaas, blev omtalt som en ”stjernearkitekt”, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center, at tale bygningens sag. DACs direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap af sted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Mange af penthouselejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.”

 

 

 

Politiken Byrum d. 24/8-2020

Kritik af Arkitekturoprøret. Læs artiklen her.

Arkitekturoprøret er snarere en gruppe for de oprørske end et egentligt oprør

En gang imellem rammer Arkitekturoprøret plet, men deres substantielle kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på, og nye byområder behøver ikke ligne Indre By eller Dragør, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg.

DEBAT24. AUG. 2020 KL. 04.00

ANNE KATRINE HARDERS:

Ph.d. og civilingeniør

For nylig høstede ’Arkitekturoprøret’ ros for deres bidrag til arkitekturdebatten i Politiken Byrum.

Det fik mig selvfølgelig til at spærre øjnene op. Tænk at rose, hvad der på en god dag er arkitekturens svar på Ekstra Bladets ’Nationen’.

Et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur. Men jeg vil gerne slutte mig til roserne. Jeg vil nemlig takke Arkitekturoprøret for – ganske vist mod oprørets intention – at give mig et mere positivt syn på moderne arkitektur.

Jeg er ikke selv arkitekt, så betragt mig som autodidakt på området uden uddannelse i farver og former eller arkitekturpoesiens vokabular. Nej, jeg er hoppet ind i arkitekturen med benene først og hovedet til sidst. Derfor har jeg uden besvær spejlet mig i Arkitekturoprørets frygt for det moderne og deres forkærlighed for (eller snarere besættelse af) ældre arkitektur og byrum, som de blev lavet engang.

Fra kønsløst HTH-køkken til stuk og karnap

Jeg er også en hund efter gader, der gør vilkårlige krumspring og indebærer finurlige dimser og dutter, løvehoveder og dragehaler, der dekorerer facaderne på aldrende arkitektur. Selv er jeg flyttet fra en ny bydels firkantede og lidt kønsløse HTH-køkken-rationalitet til stuk, karnap og skæve gulvbrædder på Frederiksberg.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste instinktivt kan mærke, at vi i denne del af byen har at gøre med meget vellykket arkitektur og byrum, hvor man har lyst til at opholde sig. Den følelse af at blive omsluttet af kvalitet, skal moderne arkitektur selvfølgelig også stræbe efter.

Hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere.

Det er derfor vores forpligtelse at debattere og udfordre byudviklingen, så vi ikke fylder alle byernes tomme huller ud med viljeløs arkitektur eller utilpassede makværker. De har det nemlig med at udmagre byen for dens kvaliteter og for dén der udefinerbare ånd, som kan gro i og mellem bygninger. Frygten er desværre reel, og der findes bestemt eksempler, hvor kvaliteten aldrig rigtig dukkede op, og hvor ånden har svært ved at slå rødder.

Internekrigernes korstog

Arkitekturoprøret har taget udfordringen alvorligt. Med mottoet ’Lad os bygge smukt igen’ har de indledt et korstog mod det, de så mener, må være den grimme arkitektur. Men hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere.

Arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton.

Facebooksiden, der udgør gruppens fælles forum, er en form for stejleplads, hvor de onde arkitekter må se sig udhængt og verbalt tortureret for deres ugerninger (som var de alene om at skabe arkitekturen i øvrigt). Det kan være, at »arkitekterne er for hjernevaskede og ikke tør lave andet end de store grimme klodser«, at deres arkitektur er »ækelt og magtliderligt«, at der skal lægges afgifter på »øjebæ-arkitektur«, og at »rædsler« skal »bombes«. Og arkitektskolerne bør faktisk nedlægges, for her udklækkes forbrydere med hjerter af glas, stål og beton.

Metoden, der praktiseres i Arkitekturoprøret, handler snarere om at overbevise alle andre om, at de tager fejl, og så råbe det så højt som muligt. Men i kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente overfor nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur. Arkitekturoprøret bliver snarere et sted for de oprørske end for et egentligt oprør.

Hvad er den gode arkitektur?

Trods den udeblevne omstyrtning af dårlig arkitektur, kan jeg alligevel godt takke Arkitekturoprøret. For selvom jeg absolut deler en angst for den grimme, dårlige eller afvigende arkitektur, så bliver vi nok ikke foreløbigt enige om, hvad den gode arkitektur så skal være. Hvordan skulle vi også opnå den enighed, når oprøret ikke engang kan blive enig med sig selv?

Jeg prøver derfor at huske, at de, der skaber arkitekturen, som regel har en vision med den. Måske kan de endda selv lide det. Og måske kan de skabe noget, som jeg ikke selv ville være i stand til at forestille mig. Jeg er på den måde begyndt at værdsætte arkitektur, som ikke nødvendigvis falder i min smag. Enten fordi jeg forstår, hvorfor vi ikke bare kan »bygge som i gamle dage«, fordi jeg kan værdsætte det for noget andet end min egen smag eller fordi det i det arkitektoniske sammenstød kan skabe en helt ny dimension.

Arkitektur fortæller en historie, der ikke skal skrives en slutning på. Og medmindre man finder Bakkens version af Korsbæk særligt appellerende, behøver nye byområder heller ikke ligne Indre By eller Dragør. De kan sagtens have deres helt egen identitet og kvalitet. De kan med tiden udvikle sig, så der er både nyt og gammelt og måske endda grimt og pænt – afhængigt af, hvem man spørger.

En gang imellem rammer kommentarerne fra nogle af oprørets medlemmer plet. Men den substantielle og nødvendige kritik drukner i en forargelsesparathed. Arkitekturoprøret er måske udmærket som gruppeterapi, men er næppe en samling skarpsynede lægmænd, der afslører kejserens nye klæder. Risikoen er desværre, at den oprørske tilgang ender med at fastlåse debatten i stedet for at bidrage til den.

« Ældre indlæg

© 2020 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑