Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Randers er nomineret til afstemningen om dårligste kommune til bybevaring

News Randers Netavis skriver:

”Et flertal i byrådet har her til aften besluttet, at den historiske bygning, som har huset Randers Handskefabrik på Vestergrave 18, skal rives ned.

Randers Kommune modtog i 2022 en ansøgning fr Sinding & Co Ejendomsadministration A/S om at nedrive samtlige bygninger på Vestergrave 18 hvor Randers Handsker har haft virksomhed.

Gennem de seneste år har forvaltningen løbende fået henvendelser fra ansøgeren omkring udvikling af Odinsgade 4, som ligger umiddelbart syd for Vestergrave 18. Sinding & Co Ejendomsadministration A/S udvidede senere forespørgselen med Vestergrave 18 for at opnå et større projektområde. Sinding ønsker at anvende projektområdet til blandet bolig- og erhverv, hvor der er krav til opholdsarealer og parkering.

Økonomiudvalget indstillede, at der skulle give nedrivningstilladelse, men således at gadeforløbet bevares i en kommende lokalplan, samt at denne lokalplan skal omfatte hele kvarteret omkring Vestergrave/Laksetorvet/Hospitalsgade.

Borgmester Torben Hansen indledte med at konstatere, at det var en vanskelig sag, da området er af historisk betydning midt i den gamle del af Randers.

(…)

Ejendommen har tjent som domicil for den nu 210 år gamle Randers Handskefabrik fra 1931 til 2020, hvor den flyttede til Strømmen Stationsbygning.”

 

 

Hvad ville jeg rive ned? Politiken Byrummonitor d. 1/2 – 2023.

Link til artiklen.

Der er mange huse, jeg helst var foruden.

Hvis jeg skulle rive noget ned, skulle det være dér, hvor der er en mulighed for at genskabe det gode bymiljø i vores gamle købstæder.

Det mener jeg, at man kunne gøre særligt effektivt ved at rive de mange bankbygninger ned, der er skudt op med den første store velstandsstigning i 1960’erne.

Ofte havde bankerne haft en fin bygning fra anden halvdel af 1800-tallet som hovedkontor, beliggende centralt på byens torv eller hovedgade. Men den var ikke fin nok længere, og i stedet lod de opføre et utilpasset hus i modernistisk stil, som var ødelæggende for sammenhængen og harmonien på det mest sårbare sted i byen.

Eksempler er der nok af – jeg kan pege på langt over hundrede bygninger, men må jeg kun vælge en, vælger jeg Stændertorvet 5 i Roskilde.

Det er to sammenbyggede huse, som modarbejder bymiljøet på et ellers meget fint og særpræget torv. Men jeg går ikke ind for nedrivning. Det er et stort ressourcespild og skadeligt for klimaet. Jeg ønsker bare, at man ombygger husene med anderledes vinduer og facadeudtryk, og for det enes vedkommende et nyt tag, så de passer til omgivelserne. Det ville være til gavn for hele byen.

Det er sammenhæng og harmoni, der skaber gode byrum. Forestiller man sig Gråbrødre Torv eller Piazza Navona i Rom med et enkelt hus helt i glas,  ville det jo være fuldstændig ødelæggende. Men det kommer aldrig til at ske på Piazza Navona, for italienerne er langt bedre end danskerne til at passe på deres byer.

Tænk, hvis man kunne reparere de værste skader på vores bymiljøer såsom Egmonts kontorhuse i Pilestræde, Landemærket og Møntergade i København, Salling i Aalborg, Magasin i Aarhus eller rådhusene i Hjørring og Grenaa.

Eller Nationalbanken, der har vist sig at være byggeri i dårlig kvalitet. Den skal sættes i stand for 2 milliarder kroner, og mon ikke beløbet ender med at blive det dobbelte? Herholdts fine Nationalbank var sikkert byggeri i højere kvalitet, men den får vi heller aldrig igen.

Jeg forslår en kampagne for bygenopretning, ligesom vi genopretter naturen. Vi genopretter åer, genskaber søer og voldområder og lader skove og plantager falde tilbage til naturlig skov, fordi vi gerne vil have diversitet og liv.

Lad os gøre det samme med vores byer, og lad os starte der, hvor vi for færrest penge kan gøre mest muligt gavn, eller rette mest muligt skade op, og der er alle de der bankbygninger rundt om på byens torve et oplagt sted at begynde.

Man behøver ikke at rive ned, bare ombygge i stedets ånd. Det sker mange steder i Europa nu.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

 

 

Lolland Kommune er nomineret til afstemningen om dårligste kommune til bybevaring i 2022.

 

 

Hjælp os.

Lolland Kommune river vores historie ned – og bygger nyt i beton.

 

I mange år har Lolland levet en tornerosesøvn. De smukke landskaber og de velbevarede landsbyer og købstæder er blevet forskånet for arkitektoniske misfostre som man kan opleve alle steder i landet hvor der har været vækst. Nu er væksten kommet til Lolland. Befolkningstallet stiger, der er ingen ledighed, ny virksomheder kommer til og skriger på arbejdskraft, samtidig med at den danske stat er i gang med et gigantisk anlægsarbejde med Femernforbindelsen.

Med væksten følger den dårlige smag. Vi har hårdt brug for omverdenens hjælp. Man kan til nød forstå at kommuner var usikre for 25 år siden, men nu er de uoprettelige fejl synlige mange steder i Danmark. Kommunalbestyrelser over hele landet er hoppet med på arkitekternes romantiske visualiseringer med glade børn i klapvogne. I stedet leverede man fremtidens slumkvarterer.

Lolland Kommune nedriver byhuse på Nakskovs havnefront.

 

Den fine historiske brolægning på Axeltorv i Nakskov – væk med den og ind med moderne betonfliser.

 

Nu er der mange penge på vej til Lolland, og kommunen starter med at begå de samme uoprettelige fejltagelser. Lolland Kommune er helt uforberedt på den nye tider, og har ingen arkitekturpolitik. Man river 100 huse ned om året. Det har kostet en købmandsgård i Maribo og bevaringsværdige byhuse på Nakskovs havnefront. Kommunen mangler helt elementær forståelse for værdien af arkitektur. Det betyder eksempelvis at Dronningens Pakhus på havnen i Nakskov – byens ældste hus fra 1600-tallet, er ved at synke sammen. Museum Lolland-Falster har screenet Nakskov med et kæmpe bevaringspotentiale, med den konklusion at byen har potentiale som Østdanmarks svar på Ribe. Det kom der da også en ambitiøs bevarende lokalplan ud af. Den første til at udfordre lokalplanen var kommunen selv, da byens fine torv skulle sættes i stand. Fornemt skulle det være med betonfliser og alle mulige mærkelige belægningsmønstre og mange forskellige træer, så man ikke kan se de smukke byhuse. Der har ikke manglet protester, og det viste sig da også at man ikke kunne anlægge et moderne funkistorv indenfor rammerne af den bevarende lokalplan. Men når kommunen er bygherrer, så laver man bare en ny lokalplan, som kun omfattede byens torv. For et moderne torv med moderne fliser ville kommunen have. Så kom der en ny bølge af protester, som kommunen sjovt nok kunne gennemgå på nogle få dage, og hælde det hele ned ad brættet. Nu graver man bare de gamle fine brosten op, og ind med moderne fliser som slet ikke hører hjemme i miljøet.

 

Moderne hotelrenovering midt i Maribo – alt hvad der søges om godkendes rutinemæssigt.

 

Hotel på sydkysten – 8 etager i beton.

 

De nye tider med Femernforbindelsen tager Lolland Kommune imod som om vi levede i 1970´erne. Den første større afkørsel på Lolland, hvor man i fremtiden tager imod de internationale gæster der kommer igennem tunnelen, er et forblæst industrikvarter som kommunen har investeret 80 millioner kroner i. Det første man møder er McDonald. Velkommen til Danmarks bedste landbrugsjord med fine fødespecialiteter og fokus på lokal gastronomi. Med Femernforbindelsen skal Lollands sydkyst forvandles til et feriemekka med betonhoteller i marehalmen. Det første betonhotel i 8 etager hjælper kommunen på vej ved at flytte den kommunale tekniske forvaltning ind på de nederste etager. Ny bølge af protester. Ligesom man gjorde i 1970´erne, så affejes alle protester med forskellige varianter af, at folk ikke er omstillingsparate og hellere vil leve i de gode gamle dage. Lolland Kommune har desværre gjort sig værdigt fortjent til den ærefulde titel, som årets værste kommune. Først og fremmest ved sin hårdhændede brug af bulldozere i landsbyer og købstæder, og dernæst ved sin ukritiske godkendelser til enhver, som kan betjene en betonkanon uanset om det er i kystlandskaber eller i kommunens historiske bymidter.

Rødby – engang en smuk købstad – nu er den nabo til Femernforbindelsen.

 

Vi har hårdt brug for omverdenens hjælp.

 

GREVE KOMMUNE er nomineret i kategorien ’Dårligste kommune til bybevaring’.

 

Motivering: 

Greve Kommune nomineres idet der er meget langt imellem, hvad man siger, og hvad man gør ift. bybevaring af kommunes historiske bymiljø.

Problematikken har sin rod ved, at kommunens klima-, teknik- og miljøudvalg internt får dets handlekraft udfordret af ideologisk modstand fra udvalgets egen formand, Hans-Jørgen Kirstein (NB). Han har offentligt udtalt, at han direkte imod SAVE-systemet, da det ”sætter begrænsninger” for det enkelte individs private ejendomsret.

For at føje spot til skade ansøgte Greve Kommune selv Slots- og Kulturstyrelsen om at blive udnævnt til kulturarvskommune i 2015-18. Baggrunden for ansøgningen var dels af afdække kulturarven langs Greve Strandvej, og dels at undersøge, hvordan kulturarven kan spille en aktiv rolle i kommunens arbejde med generelt at gøre området langs kysten mere attraktiv for borgerne. Det endegyldige mål var at gøre området omkring strandvejen til ét samlet kulturmiljø, hvilket i praksis betød, at der i udviklingen af området ville være fokus på at bevare særlige strukturer og bebyggelsestyper.

Selvom Greve Kommune fik sin titel som kulturarvskommune, er det siden projektets afslutning kun gået den forkerte vej med at bevare netop de bygninger, som det historiske kulturmiljø omkring strandvejen er afhængigt af. Enten rives bevaringsværdige bygninger ned med kommunens tilladelse, eller så bliver de overladt ubeskyttet til hærværk og elementernes rasen, hvilket ses i de følgende to eksempler.

 

Blot et stenkast fra stranden mellem gamle, vindskæve træer lå en robuste, sortmalet bjælkehytte i nordisk, nationalromantisk stil. Den blev opført af skoleinspektør Thomas Højlund i 1929 og var et af områdets fineste eksempler på datidens gryende feriekultur, der bragte især velhavende københavnere ”sydpå” efter sol og varme.

Sommerhusets 150 kvm stod stadig i næsten original stand, hvilket var afgørende, da det i 2018 blev vurderet til at være bevaringsværdigt på trin 2 i SAVE-systemet (det næsthøjeste trin). Dette var den højeste score for en bygning i Greve Kommune, og deles i dag kun af en håndfuld andre eksempler.

Desværre led sommerhuset en ufortjent skæbne, da arvingerne længe havde betragtet huset som en slumrende pensionsopsparing, der kunne indløses, når markedet var særligt gunstigt. Arvingerne fik lavet en kritisk tilstandsrapport og søgte Greve Kommune om tilladelse til at rive sommerhuset ned for at opføre en mere tidssvarende helårsbolig. Efter lidt intern diskussion klappede Greve Kommune hælene sammen, men snart efter godkendelsen landede, satte arvingerne sommerhus og grund til salg for 17 millioner kroner. Efter endt salg i 2022 blev sommerhuset revet ned og grunden ryddet.

En kilde fortæller dog, at sommerhusets tilstand slet ikke var kritisk, blot misvedligeholdt. Dets kvalitet havde holdt stand imod arvingernes intention om at bringe sommerhuset i knæ men for at omgå dette, fik de udarbejdet en standard tilstandsrapport, som ikke tog højde for sommerhusets alder. En kritisk bemærkning i rapporten kunne eksempelvis være et gammelt, løst gelænder på verandaen som derfor gav risiko for personskade – men det kan man jo bare fixe. Denne velkendt finte bruges flittigt til at få frarøvet ældre huse deres status som bevaringsværdige, og Greve Kommune burde være rustet til at gennemskue dette, men det er uden nytte, når formanden bevidst undsiger sig ansvaret for den kulturarv, han er ansat til at beskytte.

En anden grund til at nominere GREVE KOMMUNE i kategorien ”Dårligste kommune til bybevaring” er den vedvarende laden-stå-til af Villa Sitka på Hundige Strandvej.
   
Villa Sitka før                                                                                                      Villa Sitka nu

Det andet eksempel på bevaringsværdig arkitektur, som Greve Kommunes fortsat vender det blinde øje til, er Villa Sitka. Ligesom førnævnte bjælkehytte opnåede Villa Sitka i 2018 status som bevaringsværdig på SAVE-systemets næsthøjeste trin, hvilket vidner om kvaliteten af en bygning, der forfalder på nu sjette årti.

Villa Sitka blev opført som sommerhus af direktør Kai Laage Thomsen i 1912, og arkitekturen er behersket nyklassicisme bygget i solide, danske materialer. Komplekset består af et hovedhus og et gårdhus placeret på hver side af et gårdrum, mens højt murværk lukker flankerne. Kai Laage Thomsens store passion var botanik, og til Villa Sitka anlagde han en kæmpe, parklignende have som videreførte husets linjer helt ned til strandkanten.

I 1940’erne købte Københavns Kommune Villa Sitka samt de to nabogrunde og lagde arealerne sammen for at danne Hundigeparken. Villa Sitkas have var appelsinen i Hundigeparkens turban og alt blev passet minutiøst indtil 1960’erne, hvor en budgetomlægning lod parken vokse vildt og blive til tæt skov i de følgende årtier. Greve Kommune købte Hundigeparken af Københavns Kommune i 2014, og der er siden ryddet gevaldigt op i parkens tætte krat, men Villa Sitka ignorerede man fortsat. Først i 2021 tog byrådet i Greve Kommune et slapt initiativ til at redde Villa Sitka ved at undersøge, om en forening mon kunne overtage huset, men ikke meget lader til at være sket siden, og klokken er nu halvandet minut i midnat hvad angår nedrivning.

Herlev er nomineret til afstemningen om dårligste kommune til bybevaring

Motivering:

 

Nedrivningen af Landsbyskolen i Hjortespring

I 1930’erne var Herlev en fin og helstøbt landsby med mange gårde. I den nordlige del af kommunen, der var en selvstændig landsby ved navn Hjortespring, lå der foruden gårde også en hel del gartnerier. Dette billede bibeholdes nogenlunde frem til starten af 1950’erne, hvor udviklingen gik stærkt. I den centrale del af kommunen blev der bygget nogle fine almennyttige etagehuse. Samtidig så et overvældende antal etplanshuse også dagens lys i 1950’erne.

Med velfærdssamfundet udvikledes kommunen hastigt, og fra omkring 1970 gik det virkelig hurtigt. Enorme områder blev bebygget med elementbyggeri i fem etager og tilsvarende rækkehuse i to etager, dog i et arkitektonisk og visuelt fattigt udtryk. Der var ikke længere tale om noget landsbymiljø, men om en forstad på linje med ikke alt for ophidsende forstæder landet over.

   

Herlev Bymidte i 1950’erne                                                    Herlev Bymidte nu

Desværre hældte man barnet ud med badevandet, og stort set ingen dele af Herlev blev skånet i fremskridtets hellige navn. Det første center i bymidten åbnede i 1964, og i starten af 1970’erne indviedes et endnu større center under navnet “Punkt 1”. Fra da af gik det stærkt, og i 1976 stod det enorme Herlev Hospital færdigt efter 10 års planlægning og byggeri. Der var tale om landets højeste hus, bygget i rendyrket Brutalisme.

År for år mistede Herlev væsentlige elementer af sin bygningshistorie, og begge landsbyer: Herlev og Hjortespring var efterhånden en saga blot, nu nærmest vokset sammen. I slutningen af 1980’erne var der kræfter i kommunens tekniske forvaltning, der mente, at man var gået lige lovlig hastigt til værks. Der blev derfor udgivet en bog hvori kommunens bevaringsværdier på det bygningshistoriske område blev gennemgået. I de følgende år kom der nye borgmestre til, der ikke havde nogen interesse eller forståelse for kommunens bygningsmæssige arv. Denne udvikling har betydet at der selv i de senere år, er blevet nedrevet historiske bygninger, som burde have været bevaret, da de fortalte træk af samfundsudviklingen i Herlev.

“Frimærket” – Nybyggeri i Herlev Bymidte

I dag er Herlev den måske mest ødelagte kommune i Danmark. Til trods for at bebyggelser i kommuneplanen har været fremhævet som bevaringsværdige, har det politiske flertal ikke skelet til planværktøjets bevaringsbestemmelser.. Dette medfører et tab af herlighedsværdi i de berørte områder. År for år er denne udvikling intensiveret – ikke mindst i de seneste par år. Et flertal i kommunalbestyrelsen har kun for øje, at der skal flere skatteydere til kommunen, og det er på bekostning af bygningskultur og grønne områder.

Hjortespring Skole

En af de værste nedrivningssager er den smukke Hjortespring Skole i gulsten (opført 1928-30), der var dekoreret med vægmalerier af Sigurd Swane, som fortalte om livet i Hjortespring anno 1930. Skolen var i Kommuneplanen udpeget som bevaringsværdig, men borgmesteren ville hellere have fantasiløse rækkehuse. Hans forklaring var derfor, at bevaringsbestemmelserne for skolen blot var en “hensigtserklæring”. Herefter blev den smukke hovedbygning med original gymnastiksal revet ned omkring 2015-16, og Landsbyskolen fra 1893 som lå på samme matrikel, røg med.

   

Hannes Minde før                                                            Hannes Minde nu

En anden trist sag er nedrivningen af “Hannes Minde”, der ligeledes var beliggende i Hjortespring. Bygningen var i første del af 1900-tallet overdraget til kommunen som Legatbolig for ældre. I mange år fungerede huset således, indtil kommunen overdrog huset til Historisk forening, der i en del år drev lokalmuseum på stedet. Imidlertid besluttede kommunen for få år siden, at lukke museet og nedrive stuehus og udhus. I sidstnævnte havde der fra slutningen af 1800-tallet været pottemagerværksted med ovn. Siden kommunen nedrev de to bygninger, har grunden været til salg – nu opdelt i to matrikler. De har dog ikke kunnet sælge dem.

Højhuset i bymidten under opførelse

For øjeblikket er Herlev Bymidte under voldsom forandring. Det gamle center “Punkt 1” undergår en ændring hvor der bygges boliger og kontorer i ringe kvalitet ovenpå det eksisterende. På hjørnet af ring 3 og Herlev Hovedgade (hjørnet af det gamle Punkt 1), rejser der sig nu konturerne af et højhus på 11-14 etager, hvori bl.a. rådhuset skal have kontorer. På den anden side gaden er det lidt ældre centerbyggeri “Bangs Torv”, også på vej til at skulle nedrives for at bygge et større center. Her ligger et traditionelt fint mindre hus fra 1937, som også snart nedrives.

Herlev Station

Herlev er formodentlig den mest mishandlede kommune i Danmark, hvad bygningskultur angår. To af de væsentligste tilbageværende bygninger er med stor sandsynlighed i fare for en nedrivning inden for de næste få år. Det drejer sig om Herlev Station fra 1878. Stationen skal flyttes nogle hundrede meter, så snart letbanen langs Ring 3 er færdig. Dette medfører at den gamle stationsbygning bliver overflødig, og dermed er i fare for nedrivning. Desuden har Herløv Kro fra 1863 fået nye ejere, der ifølge lokalavisen agter at fordoble det aktuelle byggeri på grunden. For øjeblikket er der to bygninger på matriklen: Den gamle kro fra 1863 i to etager og en nyere hotelfløj på fire etager. Byggeplanerne er endnu ikke offentliggjort, men man kan frygte at de indeholder en nedrivning af den gamle kro.

Herløv Kro

Viborg er nomineret til afstemningen om den dårligste kommune til bybevaring i 2022.

Viborg er nomineret til afstemningen om den dårligste kommune til bybevaring i 2022.

 

Motivering:

Fire arkitekter og en museumsinspektør udarbejdede i 1971-72 på opfordring af Viborg Byråds Byplanudvalg en bevaringsplan for en stor del af det middelalderlige Viborg. Under fotografier er gader, huse og kvarterer omhyggeligt beskrevet. Et af planens vigtigste mål er at sikre, ”at vedligeholdelse og ombygning, eventuelle fornyelser i bygningsbestanden, samt behandling af gader og pladser m.v. sker således, at bevaringsplanområdet i den enkelte ejers og hele byens interesse kan beholde og forhøje sin arkitektonisk/kulturhistoriske og miljømæssige værdi.” Desværre lever Viborg Kommune ikke op til dette mål. Det halter med vedligeholdelsen af bevaringsværdige bygninger, der får lov til at forfalde, så ejeren kan rive dem ned og bygge nyt. Ofte passer nybyggeriet ikke ind i det oprindelige miljø. Står en lokalplan i vejen for kommunens eller pengestærke bygherrers projekter, desavouerer man rask væk sin egen kategorisering og laver ny lokalplan.

 

Den korte, stejle gyde Navnløs var med sin brolægning, sine stendiger og kalkede huse indtil 2013 byens bedst bevarede gamle bybillede – uspoleret idyl. Ejeren af hjørnebygningen Sct. Mogensgade 42 og husene Navnløs 1-7 fik i 2012 nej til at rive de mere end 200 år gamle bygninger ned. I 2013 gav Teknisk Udvalg 462.000 kroner i tilskud til restaurerende arbejde af hjørnebygningen. Snart faldt de sidste originale mure på et hus fra 1780. Det var begyndelsen på ødelæggelsen af et historisk miljø. I 2016 sagde Teknisk Udvalg, mod forvaltningens indstilling og trods modstand og underskriftindsamling fra borgere, ja til nedrivning af Navnløs 7 og opførelse af to toetagers boliglænger. Senere fik ejeren dispensation til en ekstra halv etage og en overskridelse af bebyggelsesprocenten. Han forsøgte, stik imod byggetilladelsen, at indsætte store vinduer til gulvet på første sal og undlade at genetablere et stendige ud mod Sct. Nicolai Gade. Den gik dog ikke, men det lykkedes ham at bygge noget miljøfremmed på en grund, hvor der tidligere lå en fin gård, og dermed totalt ødelægge en gydes arkitektoniske helhed og et sjældent kulturhistorisk miljø.

En bevaringsværdig, sjælden signalpost fra 1896 ved banegården i Viborg blev mirakuløst reddet, men senere destrueret pga. uansvarlighed. Banedanmark ville i 2010 rive den ned, men kommunen sagde nej. I januar 2016 godkendte Teknisk Udvalg en nedrivning, men kunne nogen redde signalposten, skulle den pilles ned i løbet af 56 timer mellem 12. og 15. februar. Virksomheden Gardit slog til, betalte for en nænsom nedtagning, og investerede i fotos og 3D-illustrationer, så signalposten kunne genrejses nøjagtig, som den havde stået. Byrådet afsatte 200.000 kroner til genopbygningen. Den skulle opsættes som vartegn i den kommende nye bydel Viborg Baneby, men det skete ikke. Jernbaneentusiaster fra Lemvig henvendte sig i januar 2018 til Viborg Kommune og forhørte sig om muligheden for at overtage den, men fik afslag. Den øverste del af signalposten, træhuset, var blevet anbragt hos Mercantecs håndværkerafdeling, og mursten, metaltrappe og gelændere fra den nederste del stod stadig i en container i Banebyen. Ingen sørgede for at opbevare signalposten forsvarligt. I 2022 blev det konstateret, at træet hos Mercantec var mere eller mindre rådnet op, og containeren med mursten kørt til destruktion.

Brutalt indgreb i Viborgs smukkeste og ældste park, Borgvold, hvis navn skyldes den fortidsmindefredede borgbanke fra 1313. Viborg Kommune anlagde i 2017 en skøjtebane i parken på en treårig dispensation og ønskede i 2020 at gøre den permanent. Det område, den optog de 3-4 vintermåneder, skulle resten af året være aktivitetsplads. Den måler 40 x 40 meter. I tilknytning hertil skulle bygges en servicebygning på max. 160 kvadratmeter, max. 3,5 meter høj. Hele Borgvold-området er sårbart, ligger inden for naturbeskyttelseslinje, fortidsbeskyttelseslinje og søbeskyttelseslinje og er betegnet som både ”værdifuldt landskab” og ”værdifuldt kulturmiljø”. Det forhindrede ikke kommunen i at gennemtrumfe sin plan. Såvel skøjtebane som aktivitetsplads både skæmmer og bryder det samlede billede af det grønne område. Aktivitetspladsen, som sjældent bruges, er en gold flade med farver i gråt, sort, gult, orange, turkis, hvidt og grønt – en stor kontrast til parkens naturlige grønne farver.

   

Teknisk Udvalg har netop godkendt videreførelse af en bygherres planer fra 2017 om et 13-etagers højhus i bunden af gaden Dumpen, som indgår i det gamle, middelalderlige fæstningsanlæg, der har omgivet Viborg. Nederste halvdel af Dumpen er den mest velbevarede, og højhuset vil støde op til bevaringsværdige rødstensbygninger, der med gode murede detaljer danner en helstøbt husrække. Planens gennemførelse kræver dog, at den nederste bygning, Dumpen 2 med en bevaringsværdi på karakteren 3, nedrives. Forvaltningen skrev i papirerne til Teknisk Udvalg: ”Dele af området ligger indenfor et værdifuldt kulturmiljø, som omfatter Viborgs middelalderlige bykerne. Byggeri, anlægsarbejder og andre indgreb, der i væsentlig grad vil forringe oplevelsen eller kvaliteten af de kulturhistoriske værdier, må ikke finde sted.” Et brutalistisk byggeri på op mod 7.300 kvadratmeter og en højde på 45 meter, uden sammenhæng med de omkringliggende bygninger, kan ikke undgå at ødelægge gadens præg og forringe oplevelsen af de kulturhistoriske værdier.

Af andre eksempler på kommunens dispositioner kan nævnes sidste års beslutning om bygning af højhus på 16 etager ved Søndersø og inden for de sidste år tilladelse til nedrivning af to ikke vedligeholdte, men bevaringsværdige bygninger i Tapdrup og Hjarbæk. Som led i udviklingen af domkirkekvarteret har kommunen planer om at opføre et parkeringshus i tre etager i Viborgs hjerte, Gråbrødre Kirke Stræde, et centralt område i Danmarks historie. Begyndende forfald af to meget fine bevaringsværdige huse i den gamle bydel har tilsyneladende ikke kommunens bevågenhed: Reberbanen 27-33, opført 1851, ifølge Bevaringsplan 1972: ”Lang helstøbt og virkelig smukt behandlet længe, enestående i Viborg”, og Sct. Nicolai Gade 10, opført 1808: ”Et ualmindeligt velholdt og godt bevaret hus (…) Sammen med nr. 8 af meget stor betydning for dette bybillede.”

 

 

Reberbanen 27-33

På Nyt Viborg Museums hjemmeside står der: ”Historiens vingesus blæser vedvarende gennem Viborgs gader og torve – og rundt om byens mange historiske bygninger.” Fortsætter kommunen som hidtil, vil det snart være slut.

 

Disse ejendomme er foreløbigt nomineret til afstemningen om bedste bygning i 2022.

Der er åbent for nomineringer til vores tre afstemninger i hele januar. Derefter stemmes der i februar.

Følgende  ejendomme er foreløbigt nomineret til afstemningen om bedste bygning i 2022:

   

Børnehaver, Klausdalsbrovej 195, Gladsaxe

 

 

Jyllandsvej 29-31, Frederiksberg

 

 

Islandsgade 43, Esbjerg

 

 

Trælasthuset, Nordhavn København

 

 

Jernbanegade/Perlegade, Sønderborg

 

 

   

Lanternen, Maritimt Center, Esbjerg Havn.

 

 

Hovedgaden, Borup

 

 

 

 

 

 

 

« Ældre indlæg

© 2023 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑