Arkitekturoprøret

Link til  debatindlægget

UDFORDRINGSBILLEDE FOR EN KOMMENDE NATIONAL ARKITEKTURPOLITIK

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nedsat en ekspertgruppe, som skal give Folketinget input til en ny national arkitekturpolitik. Den har for nylig udsendt et dokument på 32 sider med titlen ”Udfordringsbillede for en Kommende National Arkitekturpolitik”.

Den gældende arkitekturpolitik er fra 2014. Nu efter ti år er dokumentet ’Arkitekturpolitik 2014’ næsten tragikomisk læsning. Det udtrykker arkitektstandens grænseløse jubel over egen fortræffelighed og fremstår som et uvidenskabeligt festskrift. Alvoren synes ikke at være gået op for datidens eksperter. De så ingen problemer. Det triste, kasseformede boligbyggeri omtales ikke. Havde man dengang gjort et bedre stykke arbejde, havde vi måske ikke forspildt en lang række enestående muligheder for at skabe gode bymiljøer, f.x. på havnene. Men desværre er vi fortsat vi med at bygge atmosfæreløse forstadskvarterer, hvis arkitektur giver ringe trivsel og medvirker til parallelsamfund.

Særligt besynderligt forekommer et afsnit om ”Offentligt byggeri af høj kvalitet”. I betragtning af skandalerne i sygehusbyggeriet virker dokumentet fra 2014 naivt. Det berører ikke den observation, som blandt andre Ingeniørforeningen havde påpeget, nemlig at man ikke burde bygge så mange sygehuse samtidigt, men i stedet bygge ét ad gangen og lære af fejlene til gavn for de senere. Til sygehusskandalerne føjer sig bl.a. Københavns Universitets nye Niels Bohr-Bygning og Nationalbanken, samt private højhusbyggerier, der også er blevet byggeskandaler.

Gruppen har – så vidt vi kan se – ingen repræsentanter for vores synspunkter ().

I det nye dokument ”Arkitekturens udfordringsbillede” behandler ekspertgruppen tre ”indsatsområder”. Det første er ”Bæredygtig arkitektur i et helhedsperspektiv”. Her tales om behovet for et paradigmeskifte, der indebærer en radikal ændring fra kun at tænke mennesket i centrum til at se mennesket som en del af helheden. Men var det ikke mere nærliggende at begynde med arkitekturen: at gå fra at tænke det enkelte hus i centrum til at se huset som en del af en helhed, d.v.s. et bymiljø? Og at påpege, at helheden ikke skal være monoton, men hyggelig, levende, organisk, forskelligartet og alligevel harmonisk – som i de ældre bykvarterer?

I en diskussion om arkitektonisk kvalitet baserer gruppen sig på den romerske arkitekt Vitruvius’ tre grundprincipper: holdbarhed, brugbarhed og skønhed. Men da Vitruvius skrev for 2000 år siden, var det om de betydningsfulde bygninger: templer, basilikaer, offentlige bade, den herskende klasses villaer o.s.v. Han bekymrede sig næppe om proletariatets boliger. Mange mennesker i Romerriget var slaver, og fra Pompeji ved vi, hvor kummerligt en almindelig familie boede. Derfor mangler der en fjerde dimension, som Vitruvius næppe har skænket en tanke: bymiljøet i de mindre ressourcestærkes boligkvarterer. Trygge, hyggelige omgivelser, der skaber trivsel for både beboere og andre. Ekspertgruppen (og arkitektstanden generelt) bør indtænke denne fjerde dimension). Det kan aldrig være nok at bygge gode boliger; der skal også skabes gode byrum. Det har vi ikke gjort i de seneste 90 år.

Det andet indsatsområde er ”Aktive bymidter og revitaliserede landsbyer”. Gruppen synes her at overse det basale: Hvis en bykerne ikke er blevet ødelagt af utilpasset, moderne byggeri, vil den have gode forudsætninger for at tiltrække liv. Turister kommer gerne, torvehandel kan blomstre, og tomme butikker kan omdannes til attraktive boliger. Omvendt vil byer, som har skamferet deres bymidte som følge af nedrivninger og nybyggeri, lide ekstra hårdt under udviklingen. Gruppen diskuterer butiksdød, sociale problemer, mangel på grønne områder, dårligt vedligehold m.m., men ikke det, der burde ligge lige for: den moderne arkitekturs ansvar for dårlige bymiljøer.

Det tredje indsatsområde er ”Boliger til fremtiden”. Gruppen peger rigtigt på, at vi bor blandt dem, vi ligner, og mødes mindre på tværs af sociale skel. Men igen forbigår den problemets egentlige årsag: at de velstillede søger mod de gode (og derfor dyre) bymiljøer, mens de dårligere stillede må tage til takke med de mere triste forstadskvarterer. Hvis forstæderne i omegnskommunerne havde haft bedre bymiljøer, ville problemerne være mindre. I andre lande har man indset det, og der ses nu eksempler på helt nye bykvarterer i omegnskommuner, bygget i traditionel stil. Vi tror ikke, at det nødvendigvis gør byggeriet dyrere. Men selv om det skulle være tilfældet, er det investeringen værd; der skabes beliggenhedsværdi, og intet er vigtigere for fast ejendom. Og der skabes trivsel for borgerne, både dem, der skal bo i husene, og for andre. Der skabes værdi for samfundet. Det bør indgå i regnestykket, når de almene boligselskaber skal bygge. Vi køber ikke nødvendigvis den billigste bil, det billigste møbel eller det billigste tøj. Hvorfor skal vi gå efter den billigste løsning, når det drejer sig om det vigtigste forbrugsgode: boligen?

Det er vores opfattelse, at ekspertgruppen overser det væsentligste, sandsynligvis fordi dens sammensætning har været for snæver.