Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Side 2 af 9

Information d. 14/8-2020

I nedenstående artikel er der desværre sket en redaktionel fejl hos Information. Ordene “Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet” lød i det indsendte indlæg: “Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

Ukritisk DR-program

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

DR viser for tiden en ny serie: »Arkitektur der deler vandene«. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX.

En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ’arkitekturkløften’, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Arkitekten Rem Koolhaas blev omtalt som en »stjernearkitekt«, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center (DAC), at tale bygningens sag. DAC’s direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap afsted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Nogle af lejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner d. 27/1-2005

Når byen møder vandet

Bonnie R. Mürsch, Advokat og Tidligere Formand For Selskabet Til Hovedstadens Forskønnelse og Jep Loft, Cand. Jur.

27. Januar 2005

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Havnearealerne har enestående muligheder, men hvis udviklingen fortsætter uden nytænkning, forspildes en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på dem

‘Tag havnen i favnen’, lyder opfordringen fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, der med den mobile udstilling ‘Havnekultur’ sidste sommer har præsenteret et idékatalog for både hovedstaden og provinsen. Om den har gjort indtryk, vides ikke, men opfordringen er tankevækkende, for mange kommuner vil jo nok mene, at man allerede har disponeret og helhedsplanlagt i takt med, at havnedrift blev nedlagt, og store kajområder pludselig bød sig til for nye funktioner.

GODE BOLIGER UDEN LIV

Kontorbyggere var ikke sene til at byde ind. Kalvebod Brygge i København blev det skræmmende eksempel på, hvorledes det ikke skulle gøres, hvis målet var at tilføre nyt liv. Derfor inddrager en lang række byer nu i stedet de tidligere erhvervsarealer på havneområder til moderne boligbyggeri. Hvis udviklingen fortsætter uden virkelig nytænkning, forspildes imidlertid en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på disse havnearealer. Boligerne bliver gode og husene af høj kvalitet, men der skabes ikke nyt liv, og i stedet for at binde by og vand sammen, risikerer man at bygge sig til en adskillelse, som ikke længere er funktionsbestemt. Flertallet af de gamle købstæder har havne. Det er karakteristisk, at ‘havnepladsen’ sjældent er en integreret del af den gamle bykerne. Ofte er der en form for ‘ingenmandsland’ af måske 100-200 meters bredde mellem byens ældre gader og selve havnen, hvor der er vej, parkeringspladser eller evt. supermarkeder. Undtagelser herfra er f.eks. flere af de små bornholmske havne, Sønder Havnegade i Sønderborg, havnen i Faaborg, Helsingør Færgehavn og kanalerne i København – og disse leverer da også eksempler på de mest attraktive bymiljøer i landet. Selv om de fleste byer har (eller har haft) åer, er der også forbavsende få egentlige bymiljøer i forbindelse med åer. Det fineste eksempel er måske Skibbroen i Ribe.

Det er glædeligt, at Århus og Næstved har søgt at rette op på tidligere tiders fejl ved at grave deres åer fri af rørlægninger. Der er håb om, at Horsens snart fører sin å tilbage til dens oprindelige løb, mens Køge modsat har besluttet at ødelægge sin å-havn. Analyseres eksemplerne på vellykket og uheldig udvikling af frilagte arealer, bliver det tydeligt, at et attraktivt byliv udfolder sig dér, hvor der er opstået et samspil mellem byen og det vand, der engang var forudsætningen for dens opståen. Et nøgleord for den videre udvikling er ‘bymiljø’, forstået som et område, der tiltrækker mennesker, selv om de ikke bor eller har ærinde i området. Derved opstår der liv. De gamle danske købstæder har torve og gader, som netop har et sådant miljø. Der er naturlige samlingspunkter. De enkelte huse kan være anonyme, men tilsammen giver de mere fra sig, end de tager. Det er ikke let at skabe et nyt samlingspunkt; de fleste nyanlagte torve henligger tomme. Men vand kan gøre mirakler. Modtagelsen af den genåbnede Århus Å viser den begejstring, hvormed borgere modtager et bymiljø med vand. Vand alene gør det dog heller ikke. Et stort boligbyggeri på et havneområde får i de fleste tilfælde tilført værdi via nærheden til vandet; det suger til sig fra omgivelserne, men selv bidrager det ikke til samspillet mellem by og vand, tværtimod vil det ofte med sin proportionering virke som et forstyrrende fremmedelement. Hvis chancen skal udnyttes, skal der tænkes nyt. Havnen skal gøres til et naturligt samlingspunkt, og der skal bygges anderledes.

EN NY MÅDE AT TÆNKE PÅ

Det vil ikke være til skade at starte den kommunale planlægning med at udarbejde en havneregistrant over bevaringsværdier. Den vil åbne øjnene for karaktergivende elementer. Der er i dag eksempler på fremragende genbrug af udtjente erhvervs- og industribygninger, men meget heraf er allerede fantasiløst destrueret, og selvfølgelig er der lyst til og behov for at bygge nyt. I stedet for spredte boligblokke bør man så bygge byhuse, som tilsammen skaber et ‘havnetorv’.

Inspirationen kan hentes fra de gode danske havnemiljøer og fra de små havne ved Middelhavet og i det græske øhav. Havnetorvet skal placeres på den centrale del af havnen med husene liggende således op ad hinanden, at de danner rammen om et samlingspunkt på kajen. Husene kan være på to, tre eller fire etager, afhængigt af, hvad området kan bære, men hverken torv eller det enkelte hus må være for stort. Der bør være én opgang i hvert forskelligt hus og derfor kun fire, seks eller otte lejligheder per hus. Eventuelle altaner skal – på den side, der vender mod torvet – være små og diskrete, og de varierende facader bør være plane og harmoniske. Ofte vil en af byens væsentlige gader føre ned til havnen, og denne struktur bør kunne opleves som det naturlige bindeled mellem havn og by. De nye havnetorve med boliger, små forretninger, caféer og andre småerhverv vil blive en modpol til byens gamle torve. Sammen skaber de ny dynamik og miljømæssig ‘merværdi’ (forstået på den måde, at den samlede værdi af by og havn er større end summen af værdierne hver for sig). Tilsvarende attraktive bymiljøer vil kunne opstå langs en å med små tætliggende byhuse. Overordnet skal nybyggeriet respektere bykernens eksisterende byggestil. Sker det ikke, kan der ikke skabes en organisk sammenhæng mellem by og havn. Hensynet til stedet må veje tungere end hensynet til tidens tilfældige mode. Der er i dag en stor folkelig forståelse for værdien af harmoni i bymiljøerne.

Bymiljø er på vej til at blive en folkesag, sådan som miljøet i naturen længe har været det. Arkitekter lægger sig typisk efter at bygge moderne, men en voksende kreds af danske og udenlandske arkitekter synes nu at gøre op med vanetænkning. De ligger ikke under for tidsånden og tør uden berøringsangst vedkende sig fortrolige bebyggelsesmønstre. Se blot til hollænderen Sjoerd Soeters, der frejdigt tegner ny bebyggelse til Sluseholmen i København med afsæt i traditionelle kanalhuse.

KONKURRENCE PÅ BYMILJØ

Siden kommunalreformen i 1970 har kommuner bl.a. konkurreret om at tiltrække erhverv og uddannelsesinstitutioner. Fremover vil kommuner skulle konkurrere om at tiltrække de mest attraktive skatteborgere. Den demografiske udvikling vil lægge et pres på kommunernes økonomi, og det vil være afgørende at tiltrække den nye middelklasse af solide skatteydere. Denne middelklasse består bl.a. af pensionister med gode pensionsopsparinger og af selvstændige eller ansatte, som takket være it-udviklingen har frihed til at vælge deres bopæl, fordi de kan arbejde hjemmefra. I modsætning til tidligere kan disse mennesker derfor vælge deres nye hjemkommune ud fra, hvor de synes, der er ‘rart’ at bo. De vil ofte gerne væk fra støj, forurening, trafik, kriminalitet etc, gerne tættere på naturen, men de lægger vægt på, at der er et bymiljø. Det er ikke længere nok til at vinde i konkurrencen at annoncere med ‘drømmeboliger’. De boligsøgende stiller flere krav, end man gjorde i 70’erne og 80’erne. Navnlig ønsket om at undgå kriminalitet har fået en større plads i borgernes bevidsthed; et livligt bymiljø modvirker jo erfaringsmæssigt kriminalitet. Lykkes det at skabe et rigtigt havnetorv, vil de nye boliger ved torvet blive meget efterspurgte, og hele byen vil vinde derved med mærkbar effekt på ejendomsvurderingerne og dermed også på ejendomsskatteprovenuet. Med strukturreformen får kommunalbestyrelserne ansvar for et større geografisk område. Derfor er det ekstra vigtigt, at politikere og embedsmænd er opmærksomme på bymiljøet omkring byernes blå livsnerver.

Berlingske d. 20/7-2020

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

Arkitekten.dk d. 18/6-2020

Se Arkitekturoprørets indlæg her.

ET INDSPARK FRA ARKITEKTUROPRØRET

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen

Af Jep Loft

I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.

Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?

Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret.  Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener. 

I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?

Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.

I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.  Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.

I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.

Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.  

Og man gør det af angst for ikke at være moderne.

Henvisninger:

“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman.  New York, 1973.

“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.

ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.

Neel Pørn: ”PHs Arkitekturkritik”. Arkitektens Forlag, København, 1994.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2020 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑