Før og efter saneringen i Adelgade/Borgergade (Helsingørgade).
Politiken har bragt dette indlæg:
“Andreas Kønig skrev d. 27/2 her i Politiken, at vi alle er bange for forandring. ”Riv nu Palads og alt det andet gamle lort ned” var hans opfordring. Han indrømmede, at han ikke selv kan lide moderne byggeri. Men alligevel mener han, at det er nødvendigt at ødelægge det bestående for at skabe fremskridt.
Hans artikel illustrerer noget centralt i arkitekturdebatten: Fraværet af logik. Hans eneste argument er den ubegrundede påstand, at nedrivning fører til fremskridt. Erfaringen viser det modsatte, men det synes ikke at bekymre. Der er næppe mange, der vil påstå, at de store nedrivninger i Adelgade/Borgergade, Pilestræde/Landemærket eller den sorte firkant på Nørrebro har ført til fremskridt. De har skabt tristesse, hvor der før var et levende bymiljø.
Så hvorfor har Andreas Kønig så travlt med at rive ned? Modviljen mod moderne byggeri deles utvivlsomt af et flertal i befolkningen. I Arkitekturoprøret afholder vi årlige afstemninger om bedste og dårligste byggerier. Der er aldrig tvivl om, at det moderne byggeri er upopulært. I forbindelse med den norske afstemning, lavede NRK (som svarer til DR) en meningsmåling. 84.000 personer svarede. 87% foretrak traditionelt byggeri frem for moderne.
Måske skulle vi vente med at rive alt det gamle lort ned, indtil arkitekterne har fundet ud af at bygge noget, som folk kan lide.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Det er en kilde til daglig tristesse at gå gennem min barndoms gader. Født i Klerkegade og boende i Borgergade i årene 1951-1958. Ja, der var meget slum, men i den grad også bevaringsværdige bygninger, nogle med svalegange, der kunne have været så vidunderlige at bevare i en nænsom restaureret udgave. Området er i dag en rædsel, grimt og sjælløst, burde jævnes med jorden, som den skamplet det er i bybilledet. Nu bor jeg lige uden for voldene og går mine daglige ture i resterne af de københavnske volde, der har overlevet “fremskridtet”.