Historiske bymiljøer er en folkesag

Alex Ahrendtsen, MF, Kultur- og folkeskoleordfører (DF)

Anders Wedel Berthelsen, Byhistoriker, byrådsmedlem, Odense (S)

Allan Mylius Thomsen, Byhistoriker, medlem af Teknik- og Miljøudvalget Københavns Borgerrepræsentation (EL).

Jep Loft, talsmand, GodeByer.dk

De fleste forbinder ordet ’miljø’ ­­med naturen. Få tænker på bymiljøerne, selv om de betyder lige så meget eller mere for vores daglige velbefindende. Bymiljøerne i de gamle, historiske bykerner er vores vigtigste kulturarv. Dem har vi ikke ret mange af, men alligevel passer vi ikke nær så godt på dem, som vi passer på naturen.

Efter at A- og B-fredningen blev afskaffet, findes der ingen mulighed for at bevare facaderne i de historiske kvarterer og udføre indvendig modernisering. Det er en klar mangel, og fredningsloven bør ændres. Vi foreslår, at det bliver en pligt for kommunerne at udarbejde bevarende lokalplaner for de historiske bykerner. Det vil ikke være noget sikkert værn mod ødelæggelser. Men det vil være en begyndelse, det vil skabe lokal opmærksomhed om bymiljøsagen, og det vil give borgerne en ret til at komme med indsigelser. Reglen i planloven om, at man kan få erstatning, hvis nedrivning forbydes, skal ikke gælde i de historiske bykerner.

Bymiljøerne forarmes hele tiden. Sidste år ødelagde kunstmuseet i Skagen et sårbart område med helt utilpasset nybyggeri. Hvis andre fulgte museets eksempel, ville turisterne svigte Skagen, og museet ville stå tomt. I Svendborg har man netop revet byens mindste hus ned for at bygge en trappe. Byens hovedgade har nu et hul i husrækken. Lignende tanker har man i Vordingborg. I Sorø nedrives fine, gamle bindingsværkshuse på Akademigrunden, i Korsør skal længer af byens sidste købmandsgård nedrives, Frederiksværk vil rive fine huse ned, i Køge skal der bygges et betonhus midt i et sårbart område, og på Vesterbro i København ødelægges nu en hel karré med de gamle slagtergårde. Overalt i landet står bulldozerne klar. B­yerne forarmes og diversiteten sættes over styr. De gamle huse er en truet art.

Et godt bymiljø har ikke noget med arkitektur at gøre. Det er et sted, hvor man søger hen, selv om man ikke har et ærinde. Der er harmoni i bebyggelsen og samlingspunkter i form af torve, pladser, måske havne eller vandløb. I Frankrig og Italien har lovgivning beskyttet de gamle byer, og turister valfarter dertil. Mange danskere har været på ferie i Firenze eller Venedig, men næppe ret mange i Frankfurt. Uden den kulturelle bevidsthed ville Frankrig og Italien være gået glip af enorme turistindtægter, og store områder ville være sygnet hen.

Det er så godt som umuligt at skabe nye, gode bymiljøer. Storkøbenhavn med omegnskommuner har ca. 340 km2 bebygget areal. Heraf udgør indre by 9 km2. De andre attraktive bykvarterer, på Frederiksberg, Indre Øster- og Nørrebro samt Vesterbro udgør måske et lignende areal. Det er der, man søger hen. Der er små butikker og caféer. Ingen af omegnskommunerne kan fremvise en atmosfære, der kan sammenlignes med den, der er i de ældre kvarterer. I hele Danmark er det bebyggede areal lige så stort som Fyn og Lolland tilsammen. Bymiljøerne er fortrinsvis i de 76 gamle købstadbykerner. Deres samlede areal svarer til Anholts. Dem skal vi værne om –  ligesom naturen.

Et godt bymiljø er et stort aktiv for en by. Det tiltrækker ikke bare handel og turisme. De tiltrækker også gode skatteborgere. Omvendt kan betonbyggeri føre til ghettodannelse, utryghed og måske kriminalitet. Som by så borger. Der er lige så meget fremtid i at nedrive de gamle bykerner, som der var i at rette Skjern Aa ud. 

Hver nedrivningssag behandles af den enkelte kommune efter en konkret vurdering. Oftest vinder det misforståede hensyn til ’udvikling’ og ’fremskrid­­­­t’. Kortsigtede økonomiske betragtninger får lov at tale deres tungtvejende sprog. Hvis man tog stilling til tildækning af vandhuller efter konkrete vurderinger i hver enkelt sag, ville klokkefrøen ikke have en chance. Hvordan skulle den kunne hamle op med indtægterne ved kornavl i mange år frem? Og hvad betyder et enkelt vandhul fra eller til? Heldigvis kan ingen længere se udvikling i at ødelægge naturmiljø. Men bymiljøerne lider. De savner en generel beskyttelse – der skal ikke være et skøn i hver enkelt sag. Både politisk, og forvaltningsmæssigt, her der bredt sig den holdning, at nyt er godt, hvis det bare er ”pæn arkitektur”. Med den politiske undskyldning, at ”der skal jo bygges nye boliger” eller ”det må da være op til ejeren at bestemme, hvad der skal stå på hans grund”, gives nedrivnings- og nybyggetilladelser på samlebånd, især i områder og kvarterer fra midten af 1800-tallet og frem. Det udløser næsten altid store folkelige protester, som der dog sjældent tages hensyn til. Meget af nybyggeriet i de historiske bymiljøer er i en prisklasse, som ingen normale indtægter har mulighed for at betale. Der er brug for en ”by-rødliste”, som omfatter hele byområder, ikke blot de såkaldt bevaringsværdige bygninger.

Et enkelt utilpasset hus slår harmonien på et helt torv i stykker og forringer værdien af de andre huse på torvet. Byer som Svaneke, Gudhjem, Helsingør, Bogense, Rudkøbing, Ærøskøbing, Haderslev, Ribe og Ebeltoft har fine bymiljøer. I Københavns centrum er de­­­­ bedst bevarede bykvarterer Nørre, Snarens, Frimands, Strand og Skt. Annæ Øster Kvarter. Også Allinge, Køge, Nakskov, Nysted, Assens, Middelfart, Aabenraa og Tønder er velbevarede. Mariager er et eksempel på en by, hvor kommunen lytter til den lokale bevaringsforening, før den giver tilladelse til forandringer, og det ses tydeligt i bybilledet. De byer, der har forvaltet deres kulturarv dårligst, er Odense, Slagelse, Næstved og Roskilde, samt København i Rosenborg (bl.a. Pilestræde) og Skt. Annæ Vester Kvarter (Adelgade/Borgergade).

Vores bymiljøer har været udsat for tre store angrebsbølger: I 1960’erne begyndte bankerne at erstatte deres fine gamle bygninger med moderne betonhuse. Torve i f.eks. Helsingør, Køge, Roskilde, Slagelse, Odense, Svendborg, Faaborg og Aalborg vidner om bankernes nedrivningslyst. Også Nationalbanken i København er fejlplaceret. I alt er der ca. 150 utilpassede bankbygninger i vores middelalderbykerner. I 1970’erne tog kommunerne fat. Grenaa, Hjørring, Horsens, Fredericia og Nibe er blandt de værste eksempler på utilpasset rådhusbyggeri. I alt er der ca. 50 moderne kommunale bygninger i middelalderbykernerne. I 1980’erne kom supermarkeder og stormagasiner for alvor i gang. De værste eksempler er i København, Aalborg, Odense, Holstebro, Aarhus og Maribo. Der er ca. 70 i alt. Kontorbyggerier har også gjort stor skade med ødelæggelsen af Pilestræde i København som det værste i nyere tid.

I de seneste årtier har man forspildt chancen for at skabe nye bymiljøer på de havne, der ikke længere tjener deres oprindelige formål. Man kunne have bundet by og havn sammen og skabt attraktive miljøer som Nyhavn, Sønderborg, Allinge, Gudhjem og Svaneke (og fra mange små havne i Middelhavet). Her myldrer mennesker til for at nyde huse, kajer med butikker, caféer og restauranter, havnebassinet og skibene. I stedet har vi fået fantasiløse boligbetonblokke med Nyborg som et af de værste skræmmeeksempler. Vordingborg, Holbæk, Frederikssund, Korsør, Middelfart og Rudkøbing er andre eksempler på nybyggeri, der suger kraft fra omgivelserne og intet giver tilbage. I Svendborg skal der også opføres en stor blok på havnen i stedet for flere, mindre, forskellige, sammenbyggede huse, der kunne give liv og havnemiljø.

Naturmiljøet har en naturlig fjende i landbruget. Her er så godt som altid modstridende interesser. Bymiljøerne har ingen naturlig fjende. Modsætningen til udvikling og fremskridt er misforstået. Skaderne sker som følge af uopmærksomhed og uvidenhed. Man bør undgå nedrivninger i de historiske bykerner. Og hvis der skal bygges nyt, skal det gøres hensynsfuldt og under hensyn til stedets (og ikke tidens) ånd. Der er mere fremtid og udvikling i at bevare end i at ødelægge. Men nedrivnings- og byggesager behandles af kommunerne, og de er ikke godt rustet til at forvalte kulturarven. De færreste kommunalpolitikere går til valg med et program for bymiljøet. Amterne var førhen et (meget beskedent) værn mod ødelæggelser, men de eksisterer ikke mere. Opgaven er landet i et politisk tomrum.

Der er, som nævnt ovenfor, mange kommuner, der har forvaltet deres byer med omtanke. Men der er intet værn mod, at et nyt bystyre finder på at ødelægge, hvad forgængere i årevis har passet på. I København havde man i årtier undgået højhusbyggeri i bykernen, og det har givet byen et harmonisk præg, som mange storbyer må misunde den. Men for ti år siden kom der et nyt bystyre, som ønskede at gøre op med årtiers praksis; nu skulle der bygges skyskrabere overalt. Blandt de første bygherrer meldte Tivoli sig. Kun en ihærdig indsats fra modstanderne, kombineret med finanskrisens indtog, afværgede en bymiljøkatastrofe. Et minde om den daværende nedrivningslyst har vi stadig i Frederiksberggade på Strøget; et stort tomt hul ligger dér, hvor man rev ned for at bygge et hotel. Det skulle ligne en lampeskærm, forklarede stadsarkitekten dengang begejstret. Der er en total mangel på bevarende lokalplaner i Københavns middelalderby. Det meste af Strøget kan nedrives når som helst. Derimod har man bevarende lokalplaner, der beskytter enkelte områder rundt om i byen.

Odense er en by, som ikke har været god ved sig selv. Et enigt byråd besluttede i 1952, at en delvist statsfinansieret motorgade skulle tromles gennem den gamle middelalderbykerne for et lette bilernes adgang til havn og værft. Motorgaden stod helt færdig i 1980 og er blevet diskuteret lige siden. Byrådet lukkede i 2014 gaden, og nu opføres nye bygninger på gadens brede tracé. De dengang nedrevne ældre bygninger kommer dog ikke tilbage. Også andre nedrivninger i Odense har medført kritik blandt borgerne. Derfor besluttede By- og Kulturudvalget i 2011, at bygninger i bykernen ikke længere kunne nedrives ved en rent administrativ afgørelse. Alle planer om nedrivning i bykernen skal nu træffes af det politiske udvalg.

Aarhus var tæt på at lide samme skæbne som Odense, da byrådet i 1960’erne ville bygge en 45 meter bred motorgade tværs gennem Midtbyen. Borgmester Bernhardt Jensen kæmpede ene mand imod og fik det afværget. Af den grund er han senere blevet kåret til ’Alle Tiders Aarhusianer’.

I 1970’erne var det tæt på at gå helt galt i København igen, som det var sket før i Brøndstrædekvarteret (ved Gothersgade), Bremerholm, og Adelgade/Borgergade. Pilestræde og Landemærket blev ødelagt, den fine gamle Nationalbank og hele dens karré blev nedrevet, men også Gammel Mønt, Sværtegade, og Møntergade var i farezonen. Borgerrepræsentant Børge Oløe er den person, vi primært kan takke for, at de tre sidstnævnte gader gik fri. Tankevækkende er det, at de historiske kvarterer i København, der har undgået sanering, men i stedet er blevet renoveret, i dag er nogle af de mest eftertragtede boliger i hovedstaden. Det gælder ikke bare i den indre by, men også på Nørrebro og Vesterbro.

Hvor galt det kan gå ser man også i Stockholm, hvor store dele af byen blev nedrevet i 1970’erne og nu nærmest er betonslum, og i London, hvor kræfternes frie spil har forvandlet flere områder til noget grimt rod – og fortsætter med at gøre det. I kontrast hertil står Paris, som kun nåede at bygge én skyskraber (ved Montparnasse), før man sadlede om og skabte den nye bydel, La Défense, hvor højhusene er samlet uden for bykernen.

Naturmiljøsagen opstod omkring 1970 som følge af en folkelig modvilje mod forurening. Miljøministeriet blev oprettet i 1971. Det forvalter planloven, hvis formål bl.a. er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. I de 45 år, der er gået, er der skabt et stort administrativt apparat med lovgivning og regler, departement, styrelser, direktorater, klagenævn og fonde, der varetager naturmiljøet (landskaberne). Men der er intet sket for at bevare bymiljøerne. I Danmark er der ingen særlig lovgivning og intet embedsværk, der passer på bymiljøerne. Hverken Miljøministeriet eller Kulturministeriet gør det, og kommunerne er ikke rustet til opgaven.

Naturmiljøsagen har gennemlevet en række faser. Fra forureningsbekæmpelse til naturpleje og naturgenopretning. Nu er klimaet en væsentlig faktor. Bymiljøsagen venter stadig på at komme i gang. Vi skal først og fremmest skal vi stoppe nedrivningerne og dernæst skal vi bevare bygninger, der forfalder. En tredje fase er genopretning af skader ved at ændre på facader og tage, så utilpassede bygninger kommer til at passe til stedets ånd, eller afskærme grimme huse med beplantning eller pænere byggeri. Byerne har også et klimaperspektiv; man påvirkes af det miljø, man bor og færdes i, og et godt bymiljø giver tryghed.

Noget må gøres. Det skal ikke kun være små græsrodsgrupper, der i deres fritid kæmper mod nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Og de skal ikke føre beviset for, at nedrivningsplaner bør opgives. Bevisbyrden skal vendes om. De gamle huse skal istandsættes, ikke nedrives. De indgår i en større sammenhæng, som ikke må ødelægges, uanset om det enkelte hus i sig selv ikke har høj bevaringsværdi efter den målestok, vi kender i dag. I de historiske bykerner skal stedets ånd herske. Der gælder spilleregler, som er blevet respekteret i mange hundrede år, og dem skal man indordne sig under. Matriklerne er små, husene har lodretstående vinduer og døre, så der kommer liv i gaderne, og der er skrå tage.

Vi ved, at det folkelige engagement er til stede. På debatmøder og på de sociale medier viser almindelige borgere stort engagement og bekymring for miljøerne i deres byer. Mon ikke vi langt om længe er der, hvor naturmiljøsagen var for 45 år siden? Nu skal bymiljøsagen også være en folkesag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *