Lad os bygge smukt igen

Tag: bymiljø

Tak og godt Nytår

Tak og godt Nytår til alle, der følger Arkitekturoprøret.

2020 har været et travlt år. Der er stor aktivitet på Facebook, og vores Facebookgruppe har nu 5.400 medlemmer. Der kommer 100-200 nye hver måned.

Vi blev inviteret til at deltage i en række arrangementer, men desværre blev kun få af dem afholdt, før Coronaen kom.

Vi har i årets løb haft mange artikler i pressen – enten skrevet af eller om os. Tres af dem ligger her i bloggen.

Ud over at skrive artikler har vi arbejdet med en række konkrete sager, f.x. ved direkte henvendelse til bygherrer, fonde, politikere og kommuner. Her på hjemmesiden er der artikler vedrørende de fleste. Man kan finde dem ved hjælp af søgefeltet. Her følger en oversigt:

Kommune Adresse Sag Status
Hele landet Afstemning om værste byggeri 2019 Kåring i Stockholm 10/3 -2020
Aarhus Europaplads 6-8 Afværge nedrivning Indsigelse mod planerne
Aarhus Mindegade 10 Afværge nedrivning Indsigelse mod planerne
Aarhus Mindegade 12 Afværge nedrivning Indsigelse mod planerne
Aarhus Nørrebrogade Afværge nedrivning af husrække Husene er nedrevet
Aarhus Vesterbrogade 2 Afværge nedrivning
Albertslund COOP-grunden Afværge traditionelt forstadsbyggeri COOP har svaret
Gribskov Dronningmølle Badehotel – firkantet klods
Gribskov Gilleleje Torv Forslag om at bygge i stedets ånd Trist nybyggeri under opførelse
Helsingør Svingelport Forslag om at bygge i stedets ånd
Herning Herning+ Afværge traditionelt forstadsbyggeri Kommunen uinteresseret
Hillerød Nybyggeri Afværge traditionelt forstadsbyggeri Kommunen uinteresseret
Horsens Foredrag om Bymiljøsagen Afholdt d 22/1
Hørsholm Kokkedal Stationsby Afværge traditionelt forstadsbyggeri Indsigelse mod planerne
Kolding Låsbygade 21 Afværge nedrivning Huset er nedrevet
København Byvandring med Cityavisen Foretaget d 15/1
København Indre By og Christianshavn Bevarende lokalplaner Dialog med kommunen
København Indre By og Christianshavn Bevarende lokalplaner Dialog med Realdania – uinteresseret
København Arkitekturpolitik Afværge utilpasset infill-byggeri Dialog med forvaltningen
København Jernbanebyen Idéer indsendt Dialog med bygherrerne
København Paladsteatret Afværge nedrivning
København Sølund ved Søerne Afværge traditionelt forstadsbyggeri
København Bremerholm 33 Ombygning i stedets ånd Dialog med bygherrerne
København Thomas Laubsgade 15 Afværge utilpasset infill-byggeri Samarbejde med Østerbro Lokaludvalg
København Arkitektforeningen Dialog i Politiken Byrum
København Kayak Bar Debat om bymiljø Afholdt d 2/2
København Dansk Arkitekturcenter Dialogmøde Afholdt d 3/3
København ICOMOS-charter Foretræde for Folketingets Kulturudvalg Fandt sted d 11/3
Nakskov Havnegade 3-7 Afværge nedrivning Samarbejde med lokal bevaringsforening
Nykøbing F ICOMOS-charter Henvendelse til Slots- og Kulturstyrelsen Styrelsen uinteresseret
Nyborg Slottet Afværge tivolisering Klagesag vundet
Randers Havnen Afværge traditionelt forstadsbyggeri Møder med beboerforeninger
Hele landet Afstemning om bedste og værste byggeri 2020 Nominering påbegyndt

 

Politiken Byrummonitor d. 2/9-2020. Jep Loft svarer Anne Katrine Harders.

Jep Loft svarer Anne Katrine Harders: Så længe Arkitekturoprøret går efter bolden, må hensynet til ytringsfriheden gå først

Det er ikke en rimelig debatform, når Anne Katrine Harders skriver, at enkeltstående, overdrevne indlæg på Arkitekturoprørets facebookside er udtryk for gruppens samlede holdning. Vi skal ikke belære vores medlemmer om nuancer, skriver formand Jep Loft i dette debatindlæg.

DEBAT

24. august rettede civilingeniør og ph.d. Anne Katrine Harders hård kritik mod Arkitekturoprøret i et debatindlæg i Byrummonitor.

Selv om man må forstå, at hun grundlæggende deler vores synspunkter (og af den grund selv er flyttet til Frederiksberg), betegner hun Arkitekturoprøret som »et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur«.

Hun skriver videre, at »hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere«:

»I kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente over for nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur,« lyder det slutteligt.

Hundredvis af nye medlemmer hver måned

Arkitekturoprøret har en facebookside med en tilknyttet facebookgruppe, som har over 5.000 medlemmer i Danmark, og der kommer hundredvis af nye medlemmer til hver måned. (I Sverige er der over 40.000 medlemmer.)

Vi synes ikke, at vi råber i munden på hinanden, men man kan vel næppe forvente, at så mange mennesker skulle tale med én tunge.

Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen

Vi lægger vægt på at være et forum, hvor alle – også lægfolk – kan komme til orde. Et sådant forum har været stærkt savnet. Anne Katrine Harders citerer enkelte facebookindlæg, der for eksempel plæderer for, at arkitektskolerne bør nedlægges, og bruger dem imod Arkitekturoprøret som et samlet forum.

Det er ikke en rimelig debatform.

I årevis er almindelige menneskers frustration og fortvivlelse over kedeligt eller hensynsløst nybyggeri blevet fejet til side af fagfolk, som takket være deres ’faglighed’ føler sig hævet over kritikken. Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen. Den opfattelse får vi løbende bekræftet.

Hvordan skulle vi ellers bære os ad?

Nu kommer Anne Katrine Harders og forklarer os, at vi gør tingene på den helt forkerte måde. Hun skriver ikke, hvordan vi i stedet skulle bære os ad. Skal vi redigere kommentarsporene? Skal vi belære folk om nuancer, de ikke har fået øje på?

Selvfølgelig skal vi ikke det.

Tværtimod skal vi lade alle komme til orde. Vi har lagt et ’manifest’ ud på Facebook, der beskriver vores grundholdning, og derfra må man selv tage stilling og udtrykke sin mening. Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først.

Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først

På bloggen Arkitekturoproeret.dk ligger mere end 70 avisartikler og tv-klip, der beskriver og uddyber vores kritik. I debatter med fagfolk konstateres det ofte, at vi er enige om det meste – se for eksempel debatten med Arkitektforeningen her i Byrummonitor sidste år.

Udbredt erkendelse, at noget er gået galt

Det er en udbredt erkendelse i arkitektkredse, at noget er gået galt. Vi betragter denne enighed som et markant fremskridt. Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet.

Selv taler jeg nødigt om grimme eller pæne huse, og jeg prøver at undgå at tale om arkitektur. Jeg taler om gode og dårlige bymiljøer.

Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet

En debat om arkitektur fører sjældent brugbare resultater med sig. Derimod er det ret let at nå til enighed om, at de nye bykvarterer fungerer dårligere end de ældre. Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, der stadig bliver gjort alt for lidt ved.

Ingen af de værdiladede udsagn, som Anne Katrine Harders citerer Arkitekturoprøret for, findes på bloggen.

Jeg forstår ikke hendes bemærkning om, at vi snarere er »et sted for de oprørske end for et egentligt oprør«. Vi har brugt mange kræfter på at få planlæggere, arkitekter, bygherrer, arkitektskoler, forvaltninger og politikere i tale med det formål at ændre på en fejlagtig praksis, der ubestrideligt igennem flere menneskealdre har ført til brutal ødelæggelse af fine, ældre bymiljøer og til byggeri af kedelige nye bykvarterer.

I et vist omfang er det lykkedes at skabe en dialog. Vi har bare endnu ikke set nogen resultater i form af ændret byggeri. Byggebranchen synes fastlåst i vanetænkningens jerngreb.

Men så længe, der er oprør, er der håb.

 

 

 

Arkitekturoprøret svarer på kritik. Læs artiklen her.

Berlingske d. 20/7-2020. Naturmiljø og bymiljø.

Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.

Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.

Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.

Naturmiljø og bymiljø.

Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.

Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.

Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.

Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.

Bymiljøernes deroute.

Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø.  Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.

I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro.  I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.

Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?

Arkitekternes rolle.

Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.

Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.

Myndighedernes svigt.

Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.

Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.

Bygherrerne bør tænke nyt.

Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.

Håb om politisk opmærksomhed?

Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.

Politiken d. 22/5 – 2016. Historiske bymiljøer er en folkesag

Alex Ahrendtsen, MF, Kultur- og folkeskoleordfører (DF)

Anders Wedel Berthelsen, Byhistoriker, byrådsmedlem, Odense (S)

Allan Mylius Thomsen, Byhistoriker, medlem af Teknik- og Miljøudvalget Københavns Borgerrepræsentation (EL).

Jep Loft, talsmand, GodeByer.dk

De fleste forbinder ordet ’miljø’ ­­med naturen. Få tænker på bymiljøerne, selv om de betyder lige så meget eller mere for vores daglige velbefindende. Bymiljøerne i de gamle, historiske bykerner er vores vigtigste kulturarv. Dem har vi ikke ret mange af, men alligevel passer vi ikke nær så godt på dem, som vi passer på naturen.

Efter at A- og B-fredningen blev afskaffet, findes der ingen mulighed for at bevare facaderne i de historiske kvarterer og udføre indvendig modernisering. Det er en klar mangel, og fredningsloven bør ændres. Vi foreslår, at det bliver en pligt for kommunerne at udarbejde bevarende lokalplaner for de historiske bykerner. Det vil ikke være noget sikkert værn mod ødelæggelser. Men det vil være en begyndelse, det vil skabe lokal opmærksomhed om bymiljøsagen, og det vil give borgerne en ret til at komme med indsigelser. Reglen i planloven om, at man kan få erstatning, hvis nedrivning forbydes, skal ikke gælde i de historiske bykerner.

Bymiljøerne forarmes hele tiden. Sidste år ødelagde kunstmuseet i Skagen et sårbart område med helt utilpasset nybyggeri. Hvis andre fulgte museets eksempel, ville turisterne svigte Skagen, og museet ville stå tomt. I Svendborg har man netop revet byens mindste hus ned for at bygge en trappe. Byens hovedgade har nu et hul i husrækken. Lignende tanker har man i Vordingborg. I Sorø nedrives fine, gamle bindingsværkshuse på Akademigrunden, i Korsør skal længer af byens sidste købmandsgård nedrives, Frederiksværk vil rive fine huse ned, i Køge skal der bygges et betonhus midt i et sårbart område, og på Vesterbro i København ødelægges nu en hel karré med de gamle slagtergårde. Overalt i landet står bulldozerne klar. B­yerne forarmes og diversiteten sættes over styr. De gamle huse er en truet art.

Et godt bymiljø har ikke noget med arkitektur at gøre. Det er et sted, hvor man søger hen, selv om man ikke har et ærinde. Der er harmoni i bebyggelsen og samlingspunkter i form af torve, pladser, måske havne eller vandløb. I Frankrig og Italien har lovgivning beskyttet de gamle byer, og turister valfarter dertil. Mange danskere har været på ferie i Firenze eller Venedig, men næppe ret mange i Frankfurt. Uden den kulturelle bevidsthed ville Frankrig og Italien være gået glip af enorme turistindtægter, og store områder ville være sygnet hen.

Det er så godt som umuligt at skabe nye, gode bymiljøer. Storkøbenhavn med omegnskommuner har ca. 340 km2 bebygget areal. Heraf udgør indre by 9 km2. De andre attraktive bykvarterer, på Frederiksberg, Indre Øster- og Nørrebro samt Vesterbro udgør måske et lignende areal. Det er der, man søger hen. Der er små butikker og caféer. Ingen af omegnskommunerne kan fremvise en atmosfære, der kan sammenlignes med den, der er i de ældre kvarterer. I hele Danmark er det bebyggede areal lige så stort som Fyn og Lolland tilsammen. Bymiljøerne er fortrinsvis i de 76 gamle købstadbykerner. Deres samlede areal svarer til Anholts. Dem skal vi værne om –  ligesom naturen.

Et godt bymiljø er et stort aktiv for en by. Det tiltrækker ikke bare handel og turisme. De tiltrækker også gode skatteborgere. Omvendt kan betonbyggeri føre til ghettodannelse, utryghed og måske kriminalitet. Som by så borger. Der er lige så meget fremtid i at nedrive de gamle bykerner, som der var i at rette Skjern Aa ud. 

Hver nedrivningssag behandles af den enkelte kommune efter en konkret vurdering. Oftest vinder det misforståede hensyn til ’udvikling’ og ’fremskrid­­­­t’. Kortsigtede økonomiske betragtninger får lov at tale deres tungtvejende sprog. Hvis man tog stilling til tildækning af vandhuller efter konkrete vurderinger i hver enkelt sag, ville klokkefrøen ikke have en chance. Hvordan skulle den kunne hamle op med indtægterne ved kornavl i mange år frem? Og hvad betyder et enkelt vandhul fra eller til? Heldigvis kan ingen længere se udvikling i at ødelægge naturmiljø. Men bymiljøerne lider. De savner en generel beskyttelse – der skal ikke være et skøn i hver enkelt sag. Både politisk, og forvaltningsmæssigt, her der bredt sig den holdning, at nyt er godt, hvis det bare er ”pæn arkitektur”. Med den politiske undskyldning, at ”der skal jo bygges nye boliger” eller ”det må da være op til ejeren at bestemme, hvad der skal stå på hans grund”, gives nedrivnings- og nybyggetilladelser på samlebånd, især i områder og kvarterer fra midten af 1800-tallet og frem. Det udløser næsten altid store folkelige protester, som der dog sjældent tages hensyn til. Meget af nybyggeriet i de historiske bymiljøer er i en prisklasse, som ingen normale indtægter har mulighed for at betale. Der er brug for en ”by-rødliste”, som omfatter hele byområder, ikke blot de såkaldt bevaringsværdige bygninger.

Et enkelt utilpasset hus slår harmonien på et helt torv i stykker og forringer værdien af de andre huse på torvet. Byer som Svaneke, Gudhjem, Helsingør, Bogense, Rudkøbing, Ærøskøbing, Haderslev, Ribe og Ebeltoft har fine bymiljøer. I Københavns centrum er de­­­­ bedst bevarede bykvarterer Nørre, Snarens, Frimands, Strand og Skt. Annæ Øster Kvarter. Også Allinge, Køge, Nakskov, Nysted, Assens, Middelfart, Aabenraa og Tønder er velbevarede. Mariager er et eksempel på en by, hvor kommunen lytter til den lokale bevaringsforening, før den giver tilladelse til forandringer, og det ses tydeligt i bybilledet. De byer, der har forvaltet deres kulturarv dårligst, er Odense, Slagelse, Næstved og Roskilde, samt København i Rosenborg (bl.a. Pilestræde) og Skt. Annæ Vester Kvarter (Adelgade/Borgergade).

Vores bymiljøer har været udsat for tre store angrebsbølger: I 1960’erne begyndte bankerne at erstatte deres fine gamle bygninger med moderne betonhuse. Torve i f.eks. Helsingør, Køge, Roskilde, Slagelse, Odense, Svendborg, Faaborg og Aalborg vidner om bankernes nedrivningslyst. Også Nationalbanken i København er fejlplaceret. I alt er der ca. 150 utilpassede bankbygninger i vores middelalderbykerner. I 1970’erne tog kommunerne fat. Grenaa, Hjørring, Horsens, Fredericia og Nibe er blandt de værste eksempler på utilpasset rådhusbyggeri. I alt er der ca. 50 moderne kommunale bygninger i middelalderbykernerne. I 1980’erne kom supermarkeder og stormagasiner for alvor i gang. De værste eksempler er i København, Aalborg, Odense, Holstebro, Aarhus og Maribo. Der er ca. 70 i alt. Kontorbyggerier har også gjort stor skade med ødelæggelsen af Pilestræde i København som det værste i nyere tid.

I de seneste årtier har man forspildt chancen for at skabe nye bymiljøer på de havne, der ikke længere tjener deres oprindelige formål. Man kunne have bundet by og havn sammen og skabt attraktive miljøer som Nyhavn, Sønderborg, Allinge, Gudhjem og Svaneke (og fra mange små havne i Middelhavet). Her myldrer mennesker til for at nyde huse, kajer med butikker, caféer og restauranter, havnebassinet og skibene. I stedet har vi fået fantasiløse boligbetonblokke med Nyborg som et af de værste skræmmeeksempler. Vordingborg, Holbæk, Frederikssund, Korsør, Middelfart og Rudkøbing er andre eksempler på nybyggeri, der suger kraft fra omgivelserne og intet giver tilbage. I Svendborg skal der også opføres en stor blok på havnen i stedet for flere, mindre, forskellige, sammenbyggede huse, der kunne give liv og havnemiljø.

Naturmiljøet har en naturlig fjende i landbruget. Her er så godt som altid modstridende interesser. Bymiljøerne har ingen naturlig fjende. Modsætningen til udvikling og fremskridt er misforstået. Skaderne sker som følge af uopmærksomhed og uvidenhed. Man bør undgå nedrivninger i de historiske bykerner. Og hvis der skal bygges nyt, skal det gøres hensynsfuldt og under hensyn til stedets (og ikke tidens) ånd. Der er mere fremtid og udvikling i at bevare end i at ødelægge. Men nedrivnings- og byggesager behandles af kommunerne, og de er ikke godt rustet til at forvalte kulturarven. De færreste kommunalpolitikere går til valg med et program for bymiljøet. Amterne var førhen et (meget beskedent) værn mod ødelæggelser, men de eksisterer ikke mere. Opgaven er landet i et politisk tomrum.

Der er, som nævnt ovenfor, mange kommuner, der har forvaltet deres byer med omtanke. Men der er intet værn mod, at et nyt bystyre finder på at ødelægge, hvad forgængere i årevis har passet på. I København havde man i årtier undgået højhusbyggeri i bykernen, og det har givet byen et harmonisk præg, som mange storbyer må misunde den. Men for ti år siden kom der et nyt bystyre, som ønskede at gøre op med årtiers praksis; nu skulle der bygges skyskrabere overalt. Blandt de første bygherrer meldte Tivoli sig. Kun en ihærdig indsats fra modstanderne, kombineret med finanskrisens indtog, afværgede en bymiljøkatastrofe. Et minde om den daværende nedrivningslyst har vi stadig i Frederiksberggade på Strøget; et stort tomt hul ligger dér, hvor man rev ned for at bygge et hotel. Det skulle ligne en lampeskærm, forklarede stadsarkitekten dengang begejstret. Der er en total mangel på bevarende lokalplaner i Københavns middelalderby. Det meste af Strøget kan nedrives når som helst. Derimod har man bevarende lokalplaner, der beskytter enkelte områder rundt om i byen.

Odense er en by, som ikke har været god ved sig selv. Et enigt byråd besluttede i 1952, at en delvist statsfinansieret motorgade skulle tromles gennem den gamle middelalderbykerne for et lette bilernes adgang til havn og værft. Motorgaden stod helt færdig i 1980 og er blevet diskuteret lige siden. Byrådet lukkede i 2014 gaden, og nu opføres nye bygninger på gadens brede tracé. De dengang nedrevne ældre bygninger kommer dog ikke tilbage. Også andre nedrivninger i Odense har medført kritik blandt borgerne. Derfor besluttede By- og Kulturudvalget i 2011, at bygninger i bykernen ikke længere kunne nedrives ved en rent administrativ afgørelse. Alle planer om nedrivning i bykernen skal nu træffes af det politiske udvalg.

Aarhus var tæt på at lide samme skæbne som Odense, da byrådet i 1960’erne ville bygge en 45 meter bred motorgade tværs gennem Midtbyen. Borgmester Bernhardt Jensen kæmpede ene mand imod og fik det afværget. Af den grund er han senere blevet kåret til ’Alle Tiders Aarhusianer’.

I 1970’erne var det tæt på at gå helt galt i København igen, som det var sket før i Brøndstrædekvarteret (ved Gothersgade), Bremerholm, og Adelgade/Borgergade. Pilestræde og Landemærket blev ødelagt, den fine gamle Nationalbank og hele dens karré blev nedrevet, men også Gammel Mønt, Sværtegade, og Møntergade var i farezonen. Borgerrepræsentant Børge Oløe er den person, vi primært kan takke for, at de tre sidstnævnte gader gik fri. Tankevækkende er det, at de historiske kvarterer i København, der har undgået sanering, men i stedet er blevet renoveret, i dag er nogle af de mest eftertragtede boliger i hovedstaden. Det gælder ikke bare i den indre by, men også på Nørrebro og Vesterbro.

Hvor galt det kan gå ser man også i Stockholm, hvor store dele af byen blev nedrevet i 1970’erne og nu nærmest er betonslum, og i London, hvor kræfternes frie spil har forvandlet flere områder til noget grimt rod – og fortsætter med at gøre det. I kontrast hertil står Paris, som kun nåede at bygge én skyskraber (ved Montparnasse), før man sadlede om og skabte den nye bydel, La Défense, hvor højhusene er samlet uden for bykernen.

Naturmiljøsagen opstod omkring 1970 som følge af en folkelig modvilje mod forurening. Miljøministeriet blev oprettet i 1971. Det forvalter planloven, hvis formål bl.a. er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. I de 45 år, der er gået, er der skabt et stort administrativt apparat med lovgivning og regler, departement, styrelser, direktorater, klagenævn og fonde, der varetager naturmiljøet (landskaberne). Men der er intet sket for at bevare bymiljøerne. I Danmark er der ingen særlig lovgivning og intet embedsværk, der passer på bymiljøerne. Hverken Miljøministeriet eller Kulturministeriet gør det, og kommunerne er ikke rustet til opgaven.

Naturmiljøsagen har gennemlevet en række faser. Fra forureningsbekæmpelse til naturpleje og naturgenopretning. Nu er klimaet en væsentlig faktor. Bymiljøsagen venter stadig på at komme i gang. Vi skal først og fremmest skal vi stoppe nedrivningerne og dernæst skal vi bevare bygninger, der forfalder. En tredje fase er genopretning af skader ved at ændre på facader og tage, så utilpassede bygninger kommer til at passe til stedets ånd, eller afskærme grimme huse med beplantning eller pænere byggeri. Byerne har også et klimaperspektiv; man påvirkes af det miljø, man bor og færdes i, og et godt bymiljø giver tryghed.

Noget må gøres. Det skal ikke kun være små græsrodsgrupper, der i deres fritid kæmper mod nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Og de skal ikke føre beviset for, at nedrivningsplaner bør opgives. Bevisbyrden skal vendes om. De gamle huse skal istandsættes, ikke nedrives. De indgår i en større sammenhæng, som ikke må ødelægges, uanset om det enkelte hus i sig selv ikke har høj bevaringsværdi efter den målestok, vi kender i dag. I de historiske bykerner skal stedets ånd herske. Der gælder spilleregler, som er blevet respekteret i mange hundrede år, og dem skal man indordne sig under. Matriklerne er små, husene har lodretstående vinduer og døre, så der kommer liv i gaderne, og der er skrå tage.

Vi ved, at det folkelige engagement er til stede. På debatmøder og på de sociale medier viser almindelige borgere stort engagement og bekymring for miljøerne i deres byer. Mon ikke vi langt om længe er der, hvor naturmiljøsagen var for 45 år siden? Nu skal bymiljøsagen også være en folkesag!

© 2021 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑