Tag: bymiljø (Side 1 af 2)
Allinge Havn 
Plan for Sæby HavnNår byen møder vandet
Bonnie R. Mürsch, Advokat og Tidligere Formand For Selskabet Til Hovedstadens Forskønnelse og Jep Loft, cand. jur.
27. Januar 2005
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner
Havnearealerne har enestående muligheder, men hvis udviklingen fortsætter uden nytænkning, forspildes en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på dem
‘Tag havnen i favnen’, lyder opfordringen fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, der med den mobile udstilling ‘Havnekultur’ sidste sommer har præsenteret et idékatalog for både hovedstaden og provinsen. Om den har gjort indtryk vides ikke, men opfordringen er tankevækkende, for mange kommuner vil jo nok mene, at man allerede har disponeret og helhedsplanlagt i takt med, at havnedrift blev nedlagt, og store kajområder pludselig bød sig til for nye funktioner.
GODE BOLIGER UDEN LIV
Kontorbyggere var ikke sene til at byde ind. Kalvebod Brygge i København blev det skræmmende eksempel på, hvorledes det ikke skulle gøres, hvis målet var at tilføre nyt liv. Derfor inddrager en lang række byer nu i stedet de tidligere erhvervsarealer på havneområder til moderne boligbyggeri. Hvis udviklingen fortsætter uden virkelig nytænkning, forspildes imidlertid en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på disse havnearealer. Boligerne bliver gode og husene af høj kvalitet, men der skabes ikke nyt liv, og i stedet for at binde by og vand sammen, risikerer man at bygge sig til en adskillelse, som ikke længere er funktionsbestemt. Flertallet af de gamle købstæder har havne. Det er karakteristisk, at ‘havnepladsen’ sjældent er en integreret del af den gamle bykerne. Ofte er der en form for ‘ingenmandsland’ af måske 100-200 meters bredde mellem byens ældre gader og selve havnen, hvor der er vej, parkeringspladser eller evt. supermarkeder. Undtagelser herfra er f.eks. flere af de små bornholmske havne, Sønder Havnegade i Sønderborg, havnen i Faaborg, Helsingør Færgehavn og kanalerne i København – og disse leverer da også eksempler på de mest attraktive bymiljøer i landet. Selv om de fleste byer har (eller har haft) åer, er der også forbavsende få egentlige bymiljøer i forbindelse med åer. Det fineste eksempel er måske Skibbroen i Ribe. Det er glædeligt, at Århus og Næstved har søgt at rette op på tidligere tiders fejl ved at grave deres åer fri af rørlægninger. Der er håb om, at Horsens snart fører sin å tilbage til dens oprindelige løb, mens Køge modsat har besluttet at ødelægge sin å-havn. Analyseres eksemplerne på vellykket og uheldig udvikling af frilagte arealer, bliver det tydeligt, at et attraktivt byliv udfolder sig dér, hvor der er opstået et samspil mellem byen og det vand, der engang var forudsætningen for dens opståen. Et nøgleord for den videre udvikling er ‘bymiljø’, forstået som et område, der tiltrækker mennesker, selv om de ikke bor eller har ærinde i området. Derved opstår der liv. De gamle danske købstæder har torve og gader, som netop har et sådant miljø. Der er naturlige samlingspunkter. De enkelte huse kan være anonyme, men tilsammen giver de mere fra sig, end de tager. Det er ikke let at skabe et nyt samlingspunkt; de fleste nyanlagte torve henligger tomme. Men vand kan gøre mirakler. Modtagelsen af den genåbnede Århus Å viser den begejstring, hvormed borgere modtager et bymiljø med vand. Vand alene gør det dog heller ikke. Et stort boligbyggeri på et havneområde får i de fleste tilfælde tilført værdi via nærheden til vandet; det suger til sig fra omgivelserne, men selv bidrager det ikke til samspillet mellem by og vand, tværtimod vil det ofte med sin proportionering virke som et forstyrrende fremmedelement. Hvis chancen skal udnyttes, skal der tænkes nyt. Havnen skal gøres til et naturligt samlingspunkt, og der skal bygges anderledes.
EN NY MÅDE AT TÆNKE PÅ
Det vil ikke være til skade at starte den kommunale planlægning med at udarbejde en havneregistrant over bevaringsværdier. Den vil åbne øjnene for karaktergivende elementer. Der er i dag eksempler på fremragende genbrug af udtjente erhvervs- og industribygninger, men meget heraf er allerede fantasiløst destrueret, og selvfølgelig er der lyst til og behov for at bygge nyt. I stedet for spredte boligblokke bør man så bygge byhuse, som tilsammen skaber et ‘havnetorv’. Inspirationen kan hentes fra de gode danske havnemiljøer og fra de små havne ved Middelhavet og i det græske øhav. Havnetorvet skal placeres på den centrale del af havnen med husene liggende således op ad hinanden, at de danner rammen om et samlingspunkt på kajen. Husene kan være på to, tre eller fire etager, afhængigt af, hvad området kan bære, men hverken torv eller det enkelte hus må være for stort. Der bør være én opgang i hvert forskelligt hus og derfor kun fire, seks eller otte lejligheder per hus. Eventuelle altaner skal – på den side, der vender mod torvet – være små og diskrete, og de varierende facader bør være plane og harmoniske. Ofte vil en af byens væsentlige gader føre ned til havnen, og denne struktur bør kunne opleves som det naturlige bindeled mellem havn og by. De nye havnetorve med boliger, små forretninger, caféer og andre småerhverv vil blive en modpol til byens gamle torve. Sammen skaber de ny dynamik og miljømæssig ‘merværdi’ (forstået på den måde, at den samlede værdi af by og havn er større end summen af værdierne hver for sig). Tilsvarende attraktive bymiljøer vil kunne opstå langs en å med små tætliggende byhuse. Overordnet skal nybyggeriet respektere bykernens eksisterende byggestil. Sker det ikke, kan der ikke skabes en organisk sammenhæng mellem by og havn. Hensynet til stedet må veje tungere end hensynet til tidens tilfældige mode. Der er i dag en stor folkelig forståelse for værdien af harmoni i bymiljøerne. Bymiljø er på vej til at blive en folkesag, sådan som miljøet i naturen længe har været det. Arkitekter lægger sig typisk efter at bygge moderne, men en voksende kreds af danske og udenlandske arkitekter synes nu at gøre op med vanetænkning. De ligger ikke under for tidsånden og tør uden berøringsangst vedkende sig fortrolige bebyggelsesmønstre. Se blot til hollænderen Sjoerd Soeters, der frejdigt tegner ny bebyggelse til Sluseholmen i København med afsæt i traditionelle kanalhuse.
KONKURRENCE PÅ BYMILJØ
Siden kommunalreformen i 1970 har kommuner bl.a. konkurreret om at tiltrække erhverv og uddannelsesinstitutioner. Fremover vil kommuner skulle konkurrere om at tiltrække de mest attraktive skatteborgere. Den demografiske udvikling vil lægge et pres på kommunernes økonomi, og det vil være afgørende at tiltrække den nye middelklasse af solide skatteydere. Denne middelklasse består bl.a. af pensionister med gode pensionsopsparinger og af selvstændige eller ansatte, som takket være it-udviklingen har frihed til at vælge deres bopæl, fordi de kan arbejde hjemmefra. I modsætning til tidligere kan disse mennesker derfor vælge deres nye hjemkommune ud fra, hvor de synes, der er ‘rart’ at bo. De vil ofte gerne væk fra støj, forurening, trafik, kriminalitet etc, gerne tættere på naturen, men de lægger vægt på, at der er et bymiljø. Det er ikke længere nok til at vinde i konkurrencen at annoncere med ‘drømmeboliger’. De boligsøgende stiller flere krav, end man gjorde i 70’erne og 80’erne. Navnlig ønsket om at undgå kriminalitet har fået en større plads i borgernes bevidsthed; et livligt bymiljø modvirker jo erfaringsmæssigt kriminalitet. Lykkes det at skabe et rigtigt havnetorv, vil de nye boliger ved torvet blive meget efterspurgte, og hele byen vil vinde derved med mærkbar effekt på ejendomsvurderingerne og dermed også på ejendomsskatteprovenuet. Med strukturreformen får kommunalbestyrelserne ansvar for et større geografisk område. Derfor er det ekstra vigtigt, at politikere og embedsmænd er opmærksomme på bymiljøet omkring byernes blå livsnerver.
Måske har vores arbejde båret frugt?
Se kommunalpolitikernes svar på Arkitekturoprørets spørgsmål her.
Aarhus blev udpeget som dårligste kommune til bybevaring i 2020.
Vi har udsendt følgende Pressemeddelelse:
BYMILJØPOLITIK SOM TEMA VED KOMMUNEVALGET I HORSENS KOMMUNE
Arkitekturoprøret ønsker at gøre bymiljø til et tema i valgkampen op til kommunalvalget i november.
Lilli Gyldenkildes Torv blev af Arkitekturoprørets medlemmer kåret som det værste byggeri i Danmark i 2020. Derfor har vi nu spurgt alle partier i Horsens Byråd:
Har kåringen af Lilli Gyldenkildes Torv som det værste byggeri i Danmark i 2020 gjort noget indtryk på jeres holdning til nybyggeri?
Vi har modtaget følgende svar:
Fra Socialdemokratiet:
Som gruppeformand for Socialdemokratiet har jeg følgende kommentar til spørgsmålet: I Socialdemokratiet hilser vi altid en diskussion af udviklingen af vores kommune velkommen. Vi er optaget af at udvikle en blandet by med blandede boliger til forskellige prislejer og til de forskellige mennesker der bor her. I 2021 har Horsens både fået en kandidat til Danmarks bedste renovering, en til Danmarks værste nybyggeri og en ny arkitekturpolitik, så vi oplever i den grad, at der er fokus på arkitektur i Horsens Kommune.
| Med venlig hilsen, |
| Andreas Boesen Gruppeformand (S) |
Fra Venstre:
Ja! Det bekræfter mig i kampen for “et endnu bedre Horsens”.
Jeg rejste debatten i januar 2020 i Horsens Folkeblad. Sidenhen har vi fået indført en arkitekturpolitik, flyttet godkendelsen af dispensationer fra lokalplaner fra forvaltningen til Plan og Miljøudvalget og nu får vi, med al sandsynlighed en stadsarkitekt i Horsens kommune.
Mvh. Martin Ravn
Fra SF:
Det korte svar på jeres spørgsmål er nej. SF’s bolig- og byudviklingspolitik defineres ikke af Facebook-afstemninger. I forhold til Lilli Gyldenkildes Torv, så har vi i SF svært ved at se, at dette byggeri skulle være meget anderledes end så meget andet nybyggeri der bygges i disse år, og vi kan derfor Ikke se hvorfor lige præcis dette byggeri fortjener titlen som Danmarks værste byggeri. Det sagt, så mener vi, at der i disse år rundt omkring i Danmark bygges meget ensformigt og desværre – hvad værre er – ikke særlig bæredygtigt. Det gælder også nybyggeri i Horsens. Dette er en strukturel udfordring, som bl.a. skyldes konservatisme i byggebranchen og i nogen grad manglende krav fra eksempelvis kommunerne og andre planlæggende myndigheder, men vi må også erkende, at vi politisk er fanget i et krydspres mellem krav til æstetik og bæredygtighed på den ene side og et ønske om – i hvert fald fra SF’s side – også at kunne bygge boliger til alle borgere (i alle indkomstklasser) i alle dele af vores kommune, så vi ikke forstærker, men derimod bekæmper den boligmæssige og geografiske ulighed, vi kan observere i vores lokalsamfund. Bolig- og byudviklingspolitik kan derfor ikke udelukkende ses som en diskussion om æstetik, men handler også om bæredygtighed og social retfærdighed, og her er vi ganske enige i, at der bør ske forandringer, lokalt som nationalt, der sikrer både mere interessante og mere bæredygtige boliger, men også sikrer, at der er boliger til alle indkomstgrupper i vores samfund.
Mvh. Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF i Horsens Kommune.
Fra Enhedslisten:
Svaret er både ja og nej. Vi er i Enhedslisten ærgerlige over, at Lilli Gyldenkildes Torv blev kåret som årets værste byggeri. Det gør naturligvis indtryk. Men Enhedslisten stemte som det eneste parti imod den lokalplan, der tillod byggeriet på Lilli Gyldenkildes Torv. Det gjorde vi, fordi vi mente, byggeriet ville blive for tæt. Kåringen har derfor ikke fået os til at ændre holdning, men i stedet bekræftet os i, at vi indtog det rigtige standpunkt fra begyndelsen. Samtidig skal det siges, at vi bakker fuldt op om alment byggeri i Horsens Kommune. Det vil vi meget gerne have mere af, men det skal ske inden for rammerne af fornuftige lokalplaner.
Med venlig hilsen
Lisbeth Torfing, Enhedslisten
Fra Dansk Folkeparti:
Selvfølgelig gør det indtryk på Dansk Folkeparti, at et af byens byggerier er kåret som det værste byggeri i Danmark i 2020. Derfor har vi også løftet ønsket om en stadsarkitekt op som en topprioritet i weekendens budgetforhandlinger.
Med venlig hilsen
Michael Nedersøe, gruppeformand for Dansk Folkeparti i Horsens byråd og lokalformand
Fra Liberal Alliance:
Liberal Alliance ønsker ikke at gøre sig til smagsdommer over hvad der er flot og attraktiv arkitektur – det må være op til den enkelte borger at vurdere. Vi hylder mangfoldigheden inden for byggeriet og glæder os over det høje aktivitetsniveau inden for byggeriet. Vi er samtidig meget begejstret over udsigten til, at LA´s ønske om, at Horsens skal have en Stadsarkitekt, nu endelig bliver realiseret med budget 2022. Vi mener, at en Stadsarkitekt skal sikre den røde tråd i byplanlægningen med plads til moderne byudvikling og i respekt for byernes historie og arv.
Med venlig hilsen
Jakob Bille, Byrådsmedlem og formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget
Fra Radikale Venstre:
Tak for jeres arbejde i arkitekturoprøret.
Direkte til spørgsmålet: Kåringen har ikke, som sådan, ændret vores holdning til nybyggeri. Vi vidste allerede igennem et stykke tid, at det, der blev bygget, ikke var særlig smukt og vi hos det Radikale Venstre påpegede det allerede i 2019 mens det var under opførelse. Det er et direkte resultat af vores fortætningspolitik og mangel på en overordnet vision om at bygge smukt og bedre i Horsens. For meget et blev langt over på bygherrerne som primært kigger på bundlinjen i projektet og for lidt på det grønne og det arkitektoniske. I den gode iver i at vækste og vokse kommunen har vi glemt at få basis med og sørge for at den by og kommune, vi udvikler, også skal se flot ud om 50 eller 100 år. Det er Lille Gyldenkildes Plads desværre blevet et symbol på. Hos de Radikale støtter vi væksten i Horsens, men ikke på denne måde – Vi vil have en grøn og smuk by som også står flot til eftertiden.
Med venlig hilsen
Niels Voetmann Jepsen, Næstformand og Spidskandidat til kommunevalget 2021 for Det Radikale Venstre i Horsens.
Fra De Konservative:
Det konservative folkeparti i Horsens er ikke overraskede over kåringen, jeg sidder i byrådet for de konservative, og et af de valgtemaer, jeg havde til sidste kommunalvalg, var ansættelsen af en stadsarkitekt. Næsten alt det, der bliver givet tilladelse til, er rækkehuse og punkthuse, med dårligt belyste lejligheder, og byggerier med altangange for at bygherrerne skal tjene lidt ekstra. Der bliver ikke bygget kvalitet, og begrundelsen er, at det er for dyrt, men stop lige engang, vi har aldrig været så rige og aldrig bygget så ringe, byggefirmaerne har aldrig tjent så meget, som de gør nu, og det er fordi renten er ikke-eksisterende og på grund af massivt brug af udenlandske håndværkere.
Rækkehuse bliver sprøjtet ud, til høje huslejer, hvor borgerne kan få boligsikring og slippe for ejendomsskat, leje værdiskat og vedligeholdelse, og det værste af det hele er at det bliver værre og værre med elendige projekter.
Jeg har arkitektur og byudvikling med i valgprogrammet som et af de vigtigste punkter.
Mvh, Esben Hedeager
Fra Miljølisten:
Tak for jeres mail.
Det korte svar er nej, for det var også trist at se på inden kåringen.
Og så kommer det lange…
Miljølisten Horsens er en meget ny lokalliste, og derfor vil det måske virke som en gratis omgang at kritisere det, som andre har vedtaget. Ikke desto mindre er Miljølisten meget kritisk over for det byggeri, der de senere år er skudt op i Horsens kommune. Nogen mener, at denne type betonkassebyggeri blot afspejler ”den tid”, vi lever i som f.eks. jugend eller funktionalisme. Hvad vores tidsperiode så skal kaldes, må blæse i vinden, men der er ikke meget at prale over ved et byggeri, der er ensformigt, uinspirerende og ikke viser hensyn til hverken historie eller de omgivelser, det er placeret i. Byggeriet i Horsens midtby er gået hurtigt, og måske er man blevet så ramt af fartblindhed i benovelsen over, at nogen har valgt at investere i byen, at man har mistet overblikket over, hvordan det i sidste ende ville komme til at se ud; eller måske er man bare ligeglad og kalder arkitektur for en smagssag. Men nu er ”kasserne” her; jeg tvivler på, at de står i mange år.
Miljølisten Horsens er ikke mindst kritisk over for rummene mellem bygningerne, der fortrinsvist består af flisebelagte flader og parkeringspladser. I en tid, hvor de fleste er enige om, at natur er godt for menneskers velvære, begrænses den fortsat til at være striber af slået græsplæne, spiræabuske og poppeltræer, og så kalder man det ”grønne kiler” eller smækker en bænk op og kalder det et ”rekreativt område”. Går det vildt for sig, planter man et bed med stauder – jeg er spændt på, hvordan det ser ud efter mødet med saltvognen til vinter.
Miljølisten Horsens går ind for byfortætning for at påvirke naturen mindst muligt og mener, at det må være muligt at opføre højt byggeri og skabe omgivelser, der tilgodeser trivsel og miljø for mennesker og natur bedre, end det vi ser i dag. Miljølisten er derfor ikke imod udvikling eller vækst, men mener at det skal ske med omtanke også af hensyn til kommende generationer.
Med venlig hilsen
Anni Jakobsen
Byrådsmedlem – Miljølisten Horsens
BYMILJØ SOM TEMA VED KOMMUNEVALGET
Arkitekturoprøret ønsker at gøre bymiljø til et tema i valgkampen op til kommunalvalget i november. I udvalgte kommuner beder vi politikere tage stilling til et konkret spørgsmål. Aarhus Kommune blev af Arkitekturoprørets medlemmer kåret som den dårligste kommune i Danmark til bybevaring i 2020. Grunden var de mange nedrivninger af bevaringsværdige huse og det brutale nybyggeri, bl.a. af højhuse. Derfor har vi stillet alle partier i byrådet dette spørgsmål:
Aarhus Kommunes ’fortætningspolitik’ har medført nedrivninger og højhusbyggeri. Støtter jeres parti den politik?
Vi har modtaget følgende svar:
Fra Socialdemokratiet:
Vi udtaler os gerne om vores ambitioner ift. byudviklingen i Aarhus, men vi ønsker ikke at medvirke til fortolkede ja/nej-spørgsmål.
Men godt, at I sætter fokus på bymiljø op til kommunalvalget d. 16. november. Det er et vigtigt tema.
Bedste hilsner, Trine Holm
Kampagneleder for Jacob Bundsgaard
Socialdemokratiet i Aarhus Kommune
Fra Venstre:
Tak for spørgsmålet.
Komplekse byudviklingsmæssige forhold, politik og planer kan IKKE besvares med et Ja/Nej.
Vi har taget forbehold for den Kommuneplan 2017, som fastsætter kursen for byens udvikling. Vi vil byudvikling også i oplandet, vi laver IKKE bunke sagsbehandling på byggesager eller sager der kommer i Byrådet. Vi tager stilling fra sag til sag, men vores politik ville have sikret en anden udvikling indenfor Ringgaden.
Vi er optaget af kvaliteten og det, bygninger skaber/giver til mennesker – at der kommer flere idrætsfaciliteter, opholdsarealer, grønt, legepladser mm.
Med venlig hilsen
Bünyamin Simsek
Rådmand for Teknik og Miljø
Fra SF:
Det er for komplekst at svare ja eller nej til. Vi har jævnligt stemt nej til fortætning, højhuse og nedrivninger. eksempelvis ved Banegraven, Mindet 6, Mindegade og Bjørnholms Alle. Men der er også andre gange vi har stemt ja når vi har fået indflydelse og eksempelvis fået almene boliger ind og gjort højden lavere. Sådan vil det sandsynligvis også være i den kommende periode med en fortsat stigende grad af sager hvor vi går imod fortætningen.
Vi spurgte så: Gør I jer nogen tanker om, at nybyggede huse bør indpasses i bymiljøet? At man skal undgå højhuse, punkthuse og boligblokke, men i stedet bygge huse i mindre parceller i en karré?
Svaret var: Ja, i høj grad. At bygge med karre er både som ramme om byliv og fællesskab og er også visuelt og æstetisk vigtigt.
Vh
Thomas Medom (SF)
Rådmand for Børn og Unge
Medlem af Aarhus Byråd
Politisk Leder for SF-Aarhus
Fra Enhedslisten:
Mit svar er: Nej. Den byudvikling, vi ser i Aarhus lige nu, er alt for styret af developere og alt for lidt styret af borgernes ønsker. Det sker til skade for både klima, bymiljø og demokrati.
V.H. Laura Bryhl, spidskandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i Aarhus
Fra Dansk Folkeparti:
Dejligt at I sætter fokus på området. Det er også et område som står mig meget nært, og som også kommer til at fylde i min valgkamp.
Svaret er egentlig ganske simpelt: Nej, Dansk Folkeparti støtter ikke den nuværende fortætningspolitik. Vi ønsker at bevare og værne om Århus sjæl og identitet. Det skal ikke være sådan, at man i fremtiden skal i Den Gamle By for at se, hvordan Århus engang så ud.
Håber det besvarede spørgsmålet.
Med venlig hilsen
Jakob Søgaard Clausen
Spidskandidat for Dansk Folkeparti i Århus
Fra Radikale Venstre:
Vi er imod nedrivninger bevaringsværdige bygninger. Fortætningspolitikken er det vigtigt for Radikale Venstre, at der også er grønne åndehuller i bymiljøet.
Med venlig hilsen
Mahad Yussuf
Fra De Konservative:
Spørgsmålet er ikke et ja/nej spørgsmål sådan som det er stillet op, og kræver et nuanceret svar. Vi Konservative har til de kommende budgetforhandlinger stillet forslag om en styrket indsats for bevarelse af byarkitektur og kulturmiljøer, og en styrket borgerinddragelse bl.a. via Aarhuskompasset “mere borger, mindre system”. Det gør vi fordi vi mener behovet herfor er betydeligt. Vi ønsker at værne om vores lokale kulturmiliøer og det byliv og den atmosfære som gør vores by unik. Vi har stemt for den gældende højhuspolitik, som gør at byggeriet af højhuse i byen bør ske kontrolleret og fortrinsvis i afgrænsede områder med nybyggeri. Vi er der tilhængere af højere slankere bygninger, med bedre plads til byliv og med grønne og rekreative områder omkring sig, men som også i høj grad er tilpasset omgivelserne, med god arkitektur og byggeri af høj kvalitet. Fortætning er ikke et mål i sig selv, men et middel til bla. at håndtere befolkningstilvækst, reducere klimaaftryk og modvirke galloperende boligpriser og huslejeniveauer i krydsfeltet mellem udbud og efterspørgsel. Fortætning må ikke være et ensidigt fokus og skal ikke kun ske i midtbyen indenfor ringgaden, men i højere grad i tilknytning til de større bycentre både indenfor og udenfor ringvejen, hvor også infrastrukturen iøvrigt er på plads. Det er vores tilgang til fortætning.
De bedste hilsner, Steen Stavnsbo.
Fra Dorthe Borgkvist
Nej jeg støtter ikke fortætning og nedrivning af villaer for at bygge højhuse
Med venlig hilsen
Dorthe Borgkvist
Aarhus Byråd
Vi har dagens brev i Berlingske i dag.
SÅDAN KAN VI IMØDEGÅ BOLIGMANGLEN I KØBENHAVN
Der skrives meget om boligmanglen i hovedstaden. Behovet angives til over 130.000 nye boliger i 2040. Det er svært at se, hvordan der kan skaffes plads til dem i Københavns Kommune. En ’fortætningspolitik’ som den, man har i Aarhus, kan ikke anbefales. Den har ført til hundredvis af nedrivninger af bevaringsværdige huse og trist nybyggeri (herunder højhusbyggeri), som ødelægger bymiljøet.
Eksperter udtaler sig om boligstørrelser og om fordelingen mellem ejerboliger, almene boliger, andelsboliger og udlejningsboliger. Man forudser et prishop af gigantiske dimensioner. Men ingen synes at have spekuleret over årsagen til, at presset primært retter sig mod det centrale København. Hvis man i stedet kunne rette presset mod omegnskommuner, hvor der er bedre plads, og hvor priserne er lavere, ville det vel kunne løse en del af problemet.
Og grunden til, at Indre by, Christianshavn, Frederiksberg og brokvartererne er så attraktive, er jo let at få øje på: det er dér, at de gode og trygge bymiljøer findes. Forstadskvarterer og sovebyer har ikke i samme grad liv, atmosfære og tryghed. Der skal sikkert flere forskellige initiativer til at løse problemet med boligmangel. Men ét kunne være, at man holder op med at bygge så kedeligt og i stedet begynder at bygge rigtige byer igen. Det kunne man finde ud af for 100 år siden, og det kan man vel lære igen. Der behøves ingen fremtidsforskning.
Ikke flere punkthuse, boligblokke og højhuse, ikke mere glas og stål, ikke flere skrivebordsbyplaner lagt efter en lineal, men i stedet gader, stræder og torve med karréer bestående af mange mindre, forskellige huse i en mere klassisk byggestil, der tilsammen skaber en helhed. Det er jo det, man finder i den centrale del af byen.
Københavns Kommune kunne starte med selv at vise vejen: i stedet for det planlagte, trivielle forstadskvarter i Jernbanebyen kunne man bygge en rigtig by dér. Det ville vække opsigt. Sandsynligvis over hele verden, for det ville virkelig være nytænkning. Men hvis bare man får øjnene op for det i omegnskommunerne, er meget opnået.
Tænk, hvis der var lige så spændende et bymiljø i Glostrup som på Vesterbro.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Tak og godt Nytår til alle, der følger Arkitekturoprøret.
2020 har været et travlt år. Der er stor aktivitet på Facebook, og vores Facebookgruppe har nu 5.400 medlemmer. Der kommer 100-200 nye hver måned.
Vi blev inviteret til at deltage i en række arrangementer, men desværre blev kun få af dem afholdt, før Coronaen kom.
Vi har i årets løb haft mange artikler i pressen – enten skrevet af eller om os. Tres af dem ligger her i bloggen.
Ud over at skrive artikler har vi arbejdet med en række konkrete sager, f.x. ved direkte henvendelse til bygherrer, fonde, politikere og kommuner. Her på hjemmesiden er der artikler vedrørende de fleste. Man kan finde dem ved hjælp af søgefeltet. Her følger en oversigt:
| Kommune | Adresse | Sag | Status | ||
| Hele landet | Afstemning om værste byggeri 2019 | Kåring i Stockholm 10/3 -2020 | |||
| Aarhus | Europaplads 6-8 | Afværge nedrivning | Indsigelse mod planerne | ||
| Aarhus | Mindegade 10 | Afværge nedrivning | Indsigelse mod planerne | ||
| Aarhus | Mindegade 12 | Afværge nedrivning | Indsigelse mod planerne | ||
| Aarhus | Nørrebrogade | Afværge nedrivning af husrække | Husene er nedrevet | ||
| Aarhus | Vesterbrogade 2 | Afværge nedrivning | |||
| Albertslund | COOP-grunden | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | COOP har svaret | ||
| Gribskov | Dronningmølle | Badehotel – firkantet klods | |||
| Gribskov | Gilleleje Torv | Forslag om at bygge i stedets ånd | Trist nybyggeri under opførelse | ||
| Helsingør | Svingelport | Forslag om at bygge i stedets ånd | |||
| Herning | Herning+ | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | Kommunen uinteresseret | ||
| Hillerød | Nybyggeri | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | Kommunen uinteresseret | ||
| Horsens | Foredrag om Bymiljøsagen | Afholdt d 22/1 | |||
| Hørsholm | Kokkedal Stationsby | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | Indsigelse mod planerne | ||
| Kolding | Låsbygade 21 | Afværge nedrivning | Huset er nedrevet | ||
| København | Byvandring med Cityavisen | Foretaget d 15/1 | |||
| København | Indre By og Christianshavn | Bevarende lokalplaner | Dialog med kommunen | ||
| København | Indre By og Christianshavn | Bevarende lokalplaner | Dialog med Realdania – uinteresseret | ||
| København | Arkitekturpolitik | Afværge utilpasset infill-byggeri | Dialog med forvaltningen | ||
| København | Jernbanebyen | Idéer indsendt | Dialog med bygherrerne | ||
| København | Paladsteatret | Afværge nedrivning | |||
| København | Sølund ved Søerne | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | |||
| København | Bremerholm 33 | Ombygning i stedets ånd | Dialog med bygherrerne | ||
| København | Thomas Laubsgade 15 | Afværge utilpasset infill-byggeri | Samarbejde med Østerbro Lokaludvalg | ||
| København | Arkitektforeningen | Dialog i Politiken Byrum | |||
| København | Kayak Bar | Debat om bymiljø | Afholdt d 2/2 | ||
| København | Dansk Arkitekturcenter | Dialogmøde | Afholdt d 3/3 | ||
| København | ICOMOS-charter | Foretræde for Folketingets Kulturudvalg | Fandt sted d 11/3 | ||
| Nakskov | Havnegade 3-7 | Afværge nedrivning | Samarbejde med lokal bevaringsforening | ||
| Nykøbing F | ICOMOS-charter | Henvendelse til Slots- og Kulturstyrelsen | Styrelsen uinteresseret | ||
| Nyborg | Slottet | Afværge tivolisering | Klagesag vundet | ||
| Randers | Havnen | Afværge traditionelt forstadsbyggeri | Møder med beboerforeninger | ||
| Hele landet | Afstemning om bedste og værste byggeri 2020 | Nominering påbegyndt | |||
Jep Loft svarer Anne Katrine Harders: Så længe Arkitekturoprøret går efter bolden, må hensynet til ytringsfriheden gå først
Det er ikke en rimelig debatform, når Anne Katrine Harders skriver, at enkeltstående, overdrevne indlæg på Arkitekturoprørets facebookside er udtryk for gruppens samlede holdning. Vi skal ikke belære vores medlemmer om nuancer, skriver formand Jep Loft i dette debatindlæg.
24. august rettede civilingeniør og ph.d. Anne Katrine Harders hård kritik mod Arkitekturoprøret i et debatindlæg i Byrummonitor.
Selv om man må forstå, at hun grundlæggende deler vores synspunkter (og af den grund selv er flyttet til Frederiksberg), betegner hun Arkitekturoprøret som »et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur«.
Hun skriver videre, at »hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere«:
»I kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente over for nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur,« lyder det slutteligt.
Hundredvis af nye medlemmer hver måned
Arkitekturoprøret har en facebookside med en tilknyttet facebookgruppe, som har over 5.000 medlemmer i Danmark, og der kommer hundredvis af nye medlemmer til hver måned. (I Sverige er der over 40.000 medlemmer.)
Vi synes ikke, at vi råber i munden på hinanden, men man kan vel næppe forvente, at så mange mennesker skulle tale med én tunge.
Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen
Vi lægger vægt på at være et forum, hvor alle – også lægfolk – kan komme til orde. Et sådant forum har været stærkt savnet. Anne Katrine Harders citerer enkelte facebookindlæg, der for eksempel plæderer for, at arkitektskolerne bør nedlægges, og bruger dem imod Arkitekturoprøret som et samlet forum.
Det er ikke en rimelig debatform.
I årevis er almindelige menneskers frustration og fortvivlelse over kedeligt eller hensynsløst nybyggeri blevet fejet til side af fagfolk, som takket være deres ’faglighed’ føler sig hævet over kritikken. Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen. Den opfattelse får vi løbende bekræftet.
Hvordan skulle vi ellers bære os ad?
Nu kommer Anne Katrine Harders og forklarer os, at vi gør tingene på den helt forkerte måde. Hun skriver ikke, hvordan vi i stedet skulle bære os ad. Skal vi redigere kommentarsporene? Skal vi belære folk om nuancer, de ikke har fået øje på?
Selvfølgelig skal vi ikke det.
Tværtimod skal vi lade alle komme til orde. Vi har lagt et ’manifest’ ud på Facebook, der beskriver vores grundholdning, og derfra må man selv tage stilling og udtrykke sin mening. Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først.
Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først
På bloggen Arkitekturoproeret.dk ligger mere end 70 avisartikler og tv-klip, der beskriver og uddyber vores kritik. I debatter med fagfolk konstateres det ofte, at vi er enige om det meste – se for eksempel debatten med Arkitektforeningen her i Byrummonitor sidste år.
Udbredt erkendelse, at noget er gået galt
Det er en udbredt erkendelse i arkitektkredse, at noget er gået galt. Vi betragter denne enighed som et markant fremskridt. Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet.
Selv taler jeg nødigt om grimme eller pæne huse, og jeg prøver at undgå at tale om arkitektur. Jeg taler om gode og dårlige bymiljøer.
Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet
En debat om arkitektur fører sjældent brugbare resultater med sig. Derimod er det ret let at nå til enighed om, at de nye bykvarterer fungerer dårligere end de ældre. Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, der stadig bliver gjort alt for lidt ved.
Ingen af de værdiladede udsagn, som Anne Katrine Harders citerer Arkitekturoprøret for, findes på bloggen.
Jeg forstår ikke hendes bemærkning om, at vi snarere er »et sted for de oprørske end for et egentligt oprør«. Vi har brugt mange kræfter på at få planlæggere, arkitekter, bygherrer, arkitektskoler, forvaltninger og politikere i tale med det formål at ændre på en fejlagtig praksis, der ubestrideligt igennem flere menneskealdre har ført til brutal ødelæggelse af fine, ældre bymiljøer og til byggeri af kedelige nye bykvarterer.
I et vist omfang er det lykkedes at skabe en dialog. Vi har bare endnu ikke set nogen resultater i form af ændret byggeri. Byggebranchen synes fastlåst i vanetænkningens jerngreb.
Men så længe, der er oprør, er der håb.
Arkitekturoprøret har leveret dagens kronik.
Af Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret
Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – f.x. genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye ”folkeskove”. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store, vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.
Alt det gør kontrasten til bymiljøbeskyttelsen mere iøjnefaldende. Der er ingen, der passer på vores bymiljøer. Tværtimod kommer der løbende nedrivninger og nybyggeri, som ødelægger sammenhæng og harmoni. Ingen genopretter de store skader, der er sket de seneste 60 år, og der er ikke skabt nye byområder med liv og atmosfære i de seneste 100 år.
Naturmiljø og bymiljø.
Naturmiljø og bymiljø er ellers to sider af samme sag. Vi befinder os godt i naturen og ligeledes i de gode bymiljøer. Byliv fremmer handel og turisme og påvirker vores livskvalitet. Vi føler os mere trygge i de ældre bydele end i moderne beton-boligområder. Der er mindre kriminalitet. De ældre bykvarterer repræsenterer tilmed vores vigtigste kulturarv. Og eftersom de fleste af os færdes i byerne til hverdag og ikke kommer i naturen nær så ofte, burde der gøres mindst lige så meget for at bevare de gode bymiljøer.
Miljøbeskyttelse reguleres i Planloven, hvis formål ifølge §1 stk 2 er, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men mens der er gjort virkelig meget for landskaber, er der intet gjort for bebyggelser og bymiljøer. Tværtimod er beskyttelsen af byerne blevet ringere i de år, loven har været gældende.
Det meste af, hvad der gælder for naturmiljøerne, gælder også for bymiljøerne: Fredning, beskyttelse, bevaring af diversitet og genopretning er lige relevant på begge områder. 95% af naturtyperne og 57% af arterne i Danmark er i tilbagegang. For både de ældre bykvarterer og de ældre hustyper er tilbagegangen 100%. Hver måned hører man om nye nedrivninger i ældre bydele over hele landet, og det nye, der bygges, slår som regel harmonien og sammenhængen i bymiljøerne i stykker. Naturen har heldigvis en evne til at regenerere, men de fine, gamle huse kommer aldrig tilbage. De nye folkeskove bliver næppe plantager med lange, lige rækker af grantræer; men de nye bykvarterer består af ensformige, firkantede kasser i byplaner, der er lagt med en lineal. Måske med en masse grønt, men uden byliv, uden diversitet, uden atmosfære.
Vi har et Miljøministerium, en Miljøstyrelse, en Naturstyrelse, et Kystdirektorat, et Miljø- og Naturklagenævn og miljøvejledere overalt i landet; alle passer de på naturen. Politikerne ved, at den grønne frø skal man ikke genere. Og vi har Danmarks Naturfredningsforening som vagthund. Men byerne er ubeskyttede. Slots- og Kulturstyrelsen gør mere skade end gavn.
Bymiljøernes deroute.
Kommunerne bestemmer i nedrivningssager. Men de er ikke indrettet til at forvalte kulturarv. Resultatet er let at få øje på: af Danmarks 76 gamle købstæder har kun de 19 passet godt på deres bykerne, heriblandt Ribe, Haderslev, Ebeltoft, Bogense, Ærøskøbing, Rudkøbing, Helsingør, Allinge og Svaneke. Et lignende antal har nærmest ødelagt deres kulturarv. Det gælder f.eks. Odense, Skive, Slagelse og Næstved. Resten lider under store skader. På Arkitekturoprørets hjemmeside, https://www.arkitekturoproeret.dk/, findes vurderinger af hver enkelt bys helbredstilstand. De er baseret på en optælling af i alt 862 mere eller mindre skadelige indgreb i bykernernes bymiljø. Frankrig har mange hundrede gange flere gode bymiljøer, end vi har, og de står alle under statens beskyttelse. I Danmark bestemmer kommunerne suverænt. Der er ingen ankeinstans, intet klagenævn.
I mere end 100 tilfælde har banker skadet bymiljøet på torve og hovedstrøg med utilpasset nybyggeri (oftest fra 1960’erne). Særligt hensynsløs var Sparekassen Bikuben, som stod for 26 byggerier. Eksempler herpå kan ses såvel i ellers fine og velbevarede byer som Helsingør, Køge, Faaborg og Aabenraa som i hårdt medtagne byer som Roskilde (på Stændertorvet) og Holstebro. I cirka 50 tilfælde har kommuner og de daværende amter gjort det samme (oftest i 1970’erne). Eksempler på ødelæggende rådhuse finder man bl.a. i Hjørring, Grenaa og Fredericia. Butikscentre og stormagasiner har ca. 70 betydelige ødelæggelser på samvittigheden. Som eksempler kan nævnes Magasin i København og Aarhus, Salling i Aalborg og Føtex i Odense. Og i de seneste 25 år er der på havne overalt i landet bygget fantasiløse boligblokke, der tager fra miljøet og intet giver tilbage; ikke engang Rudkøbings havn er gået fri. Det var en stor mulighed, der viste sig, da havnearealerne blev ledige, og den blev forspildt.
Hvorfor er der så stor forskel på omsorgen for naturmiljø og bymiljø?
Arkitekternes rolle.
Fagfolkene, der jo burde være bymiljøernes bedste venner, har været deres fjender. Biologer står vel normalt på naturmiljøernes side (og kunstnere har normalt kærlighed til og respekt for tidligere tiders værker). Men arkitekter, planlæggere, forvaltningspersoner og fagskribenter har ikke gjort noget for at forhindre nedrivninger, og de har set til med sindsro hvis ikke ligefrem med begejstring, når utilpassede nybygninger har invaderet og ødelagt fine, ældre bymiljøer. Oveni har man bygget kedelige og charmeforladte forstadskvarterer i stedet for at videreføre det, der virker så godt i de ældre bydele. Lægfolks fortvivlelse har intet indtryk gjort. Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, der har forvoldt så megen skade som arkitektfaget. Ej heller noget fag, der har i den grad har isoleret sig fra den almindelige, folkelige mening.
Dette paradoks skal muligvis søge sin forklaring i de omvæltninger, der fandt sted inden for mange kunstretninger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt andet ændredes billedkunsten radikalt. Marcel Duchamp udstillede i 1917 en urinal, som er gået over i kunsthistorien som et skelsættende mesterværk. Siden har avantgardistiske kunstværker gjort almindelige mennesker usikre; man vil jo nødigt fremstå som forstokket. Arkitekturen har oplevet en lignende udvikling. Le Corbusiers radikale tanker om moderne skyskraber-byer har påvirket arkitekter over hele verden. Herhjemme hånede og latterliggjorde Poul Henningsen nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Angsten for en sådan udskamning har sandsynligvis martret arkitektstanden lige siden. Uforstående lægfolk (som jeg selv) har gang på gang måttet se ødelæggende nybyggerier blive udråbt som strålende arkitektur, og næsten ingen fagfolk har turdet sige fra. PH har bundet dem på mund og hånd.
Myndighedernes svigt.
Derfor har myndighederne også svigtet. Det er jo fagfolk, der sidder i forvaltningerne. Der er ikke levet op til Planlovens §1 stk. 2. Vi har en fredningslov, der ikke kan det, der er brug for, nemlig at frede hele områder og at frede facader uden at frede det indvendige. Hvad nytter det, at et fint gammelt bindingsværkshus er fredet, når naboejendommen er af beton og glas? Selve fredningen er heller ikke meget værd, når man bare (som det er sket på Nyborg Slot) kan ophæve den, hvis den står i vejen. Og som om det ikke var nok, har lovens vigtigste anvendelse de seneste 10 år (i åben modstrid med lovens hensigt) været affredning af tidligere fredede ejendomme med den mærkværdige begrundelse, at de ikke længere har de kvaliteter, som de havde på fredningstidspunktet. På naturområdet ville det svare til, at en landmand fik lov at pløje en gravhøj helt væk, hvis han ved et ’uheld’ var kommet til at beskadige den lidt. Slots- og Kulturstyrelsen har ikke været bymiljøernes ven.
Kommunerne har ikke magtet opgaven som forvaltere af kulturarv. Kun få har udarbejdet bevarende lokalplaner for deres gamle bykerner. De fleste har vægtet hensynet til ’udvikling’ og ’fremskridt’ højere. Kommunernes Landsforening har et ansvar for, at områdefredning ikke kom med i den nye fredningslov fra 2010. I årene efter Anden Verdenskrig ødelagde man naturen med bl.a. dræning af vådområder og udreting af vandløb i udviklingens og fremskridtets hellige navn. Men man blev klogere. Det viste sig at blive katastrofale tilbageskridt. Det har byggeprojekterne også været. Mange af efterkrigstidens nybygninger i gamle bykerner anvendes i dag til andre formål end de oprindelige. Nogle står tomme som skamstøtter over de fejlslagne vækstplaner. Alle har de slået mere i stykker, end de har gavnet. En enkelt utilpasset bygning på et torv forringer værdien af alle de andre bygninger. Københavns Kommune fandt i 2015 på, at man ville være en by med ’kant’. Men ved den først givne lejlighed nedfilede man den smule kant, der var tilbage i form af Slagtergårdene på Vesterbro, og byggede trivielle boligblokke hen over hele det enestående område – på trods af massive folkelige protester.
Bygherrerne bør tænke nyt.
Bygherrerne bærer et stort ansvar. Banker, kommuner og forretninger har stået bag de største ødelæggelser. Egmont ødelagde Pilestrædekvarteret og vil nu nedrive Paladsteatret. Men hvorfor kan almindelige bygherrer ikke indse, at boliger med en god beliggenhed i et godt bymiljø er mere værd end boliger i et område med forstadspræg? Tænk, hvad der kunne være skabt af gode miljøer på alle landets havne. Det er ikke et spørgsmål om penge. Brokvartererne i København og Aarhus var billigt byggeri, men de er fulde af atmosfære. Det avancerede, men kedelige byggeri i Ørestaden har været dyrere, end mere klassisk funderet byggeri havde været.
Håb om politisk opmærksomhed?
Politikerne har endnu ikke fået øje på, at bymiljøsagen kan blive en folkesag på lige fod med naturmiljøsagen. Det kan man måske ikke bebrejde dem. Vi, der kæmper for sagen, har ikke formået at råbe højt nok. Vi har ikke haft et modstykke til Danmarks Naturfredningsforening. Arkitekturoprøret prøver nu efter fattig evne at spille en tilsvarende rolle, og vi får hundredvis af nye medlemmer i vores Facebookgruppe hver måned. Men vi har ikke det store apparat og de midler, som DN råder over. Heldigvis har vi fået megen støtte i pressen over hele landet. Vi tror, at bedre tider er på vej og ser frem til den dag, hvor bymiljøsagen opnår samme politiske bevågenhed, som naturmiljøsagen har. Den folkelige interesse er der allerede.
Seneste kommentarer