Vi har dette indlæg i Magasinet KBH:

 

Jernbanebyen er en chance, der aldrig kommer igen: en helt ny bydel ca. 1.000 meter fra Hovedbanegården.

Men hvis ikke der kommer en masse protester, bliver Jernbanebyen en forstadsbebyggelse — ligesom alt andet nybyggeri fra de seneste 50-70 år.

Vi ønsker vi en rigtig by, ikke mere forstadsbebyggelse. Det giver bedre bymiljø og mere tryghed, og det vil vække opmærksomhed også uden for Danmarks grænser, fordi det er nytænkning.

Den foreliggende plan fra arkitekterne COBE er forstadsbyggeri. Hvis vi ikke tager afstand fra den nu, kommer den til at ligge til grund for projektet, og så er løbet kørt. Byplanen er fastlagt.

Hvis vi ønsker en rigtig by, må den baseres på karréer med mindre parceller. Det er alle de ældre bykvarterer.

Der skal være torve, gader, stræder og helst også kanaler. Det skaber et godt bymiljø, og derfor er de ældre bykvarterer så eftertragtede. Højhuse, punkthuse og boligblokke skal fravælges.

Høj- og punkthuse er uegnede

Planen fra COBE indeholder både højhuse og punkthuse.

Højhuse er uegnede til vores breddegrader. Det blæser for meget, og solen står for lavt.

De giver intet bymiljø på jorden, og folk kommer ikke let ned på gaden og ud i byrummet, når de bor højt oppe.

De medfører et øde og forblæst byrum og de kaster lange skygger.

De er energikrævende at bygge, hvilket skader klimaet. Og man kan opnå den samme udnyttelsesgrad af arealet med karrébebyggelse.

I 100 år var der enighed om at undgå dem i Københavns Kommune. Det var først efter valget i 2005, at man fandt på at bryde med den politik, der havde givet byen dens homogene og rolige præg.

Sig nej til højhuse og punkthuse. Sig nej til mere forstadsbebyggelse. Og gør det nu, før det er for sent.

Høringssvar skal indsendes senest den 30. august her: Høring om Godsbaneterrænet.

Link til artiklen