Frederiksborg Amtsavis bringer dette indlæg:

“Kære ejere/bygherrer af de kommende ejendomme på Kulpladsen i Helsingør.

Kunne I ikke ændre facaderne på projektet, så de nye huse kommer i bedre harmoni med de enestående omgivelser? Jeres projekt er i modernistisk stil og ligner – så vidt vi kan se – de nye huse på Krøyers Plads på Christianshavn. Det kan måske være smart, men ikke på den plads. Det er rodløst byggeri, som kunne ligge hvor som helst. Husene skal ligge i en meget velbevaret middelalderby, tæt på domkirke og kloster og med udsigt til Kronborg. Kunne I ikke udvise det samme hensyn, som man gjorde, da Wiibroe-grunden ved siden af blev bebygget?

Tiden er nu – endelig efter ca 100 år – ved at løbe fra modernismen. Der er i befolkningen en udbredt træthed over de firkantede kasser, som bygges overalt i landet. Jeres byggeri er ganske vist ikke firkantet, snarere præget af skæve vinkler. Men Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser, at de fleste foretrækker byggeri i en mere klassisk dansk byggetradition.

Hvis I indpasser jeres byggeri efter omgivelserne, bliver det en del af et fremragende bymiljø, og derved får både de nye ejendomme og de omkringliggende huse større værdi. Hvis I bygger de påtænkte huse, slår I bymiljøet i stykker. Det vil skabe mindre værdi for jer selv og forringe værdien af nabohusene. Jeres arkitekter tænker sikkert på arkitektur som et akademisk-teoretisk begreb. Men Helsingørs borgere og de kommende beboere er mere interesserede i et godt, sammenhængende og harmonisk bymiljø.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

Link til projektets salgsside.