Lad os bygge smukt igen

Tag: modernisme (Side 1 af 3)

Vi er jo næsten enige, Holger Dahl. Politiken Byrum Monitor d. 13/12 – 2023

Vi har dette indlæg i Politiken Byrum Monitor:

Jep Loft: Vi er jo enige om det meste, Holger Dahl – byrummonitor.dk

Her er artiklen i uredigeret form:

VI ER JO ENIGE OM DET MESTE, HOLGER DAHL

Holger Dahl har for nylig udgivet bogen ’75 tanker om at sanse arkitektur’, som han i et interview med Byrum Monitor ”på mange måder tilegner Arkitekturoprøret”. Det skal han have tak for. Formålet med bogen er, at vi alle bliver bedre til at tale om bygningerne omkring os. Vi lægmænd skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er. Udgangspunktet er, at den igangværende arkitekturdebat ikke er foregået på et tilstrækkeligt oplyst niveau. Arkitekturoprøret følger efter Holger Dahls mening altid denne formel: ”Hvis noget er bygget efter år 1910, og hvis noget er bygget af beton, så er det per definition grimt”.

Modernistisk eller klassisk byggeri?

Arkitekturoprørets mærkesag er, at den modernistiske arkitektur og byplanlægning har været en stor fejl – af mange grunde, som vi har redegjort for her i Byrum Monitor. Vi anbefaler en mere klassisk eller traditionel stil. Holger Dahl skriver: ”Det, der har altid undret mig i den folkelige diskussion om arkitekturens kvaliteter, er, at klassicismen bliver anset for universelt skøn, mens modernismen bliver anset for at være universelt hæslig”. Vi har i alle vores mange artikler undgået at komme ind på, hvad der er grimt eller pænt eller at udtale os om arkitektonisk kvalitet. Det er bymiljø, der er vores mærkesag, for alle kan vist blive enige om, at der generelt er bedre bymiljøer i de ældre bykvarterer end i de nye. Det er sandt, at vi peger på klassisk byggeri – ikke specielt  klassicismen forstået som den stil, C.F. Hansen byggede i, men mere bredt på en traditionel byggestil. Hvis man vil vide, hvad det er, kan man se sig om i Europa, hvor der nu faktisk bygges nye bykvarterer i traditionel stil. Og de er (heldigvis) forskellige fra land til land. Man er ved at genfinde rødderne.

Men når Holger Dahl skriver: ”For arkitekter er der bare tale om to forskellige udtryk for den samme grundtanke”, er vi uenige. Modernismen var et radikalt brud med så godt som alt, hvad man førhen havde ment, og Le Corbusiers nye idéer om byplanlægning var katastrofale. Det er en af kulturhistoriens store gåder, at så godt som alle arkitekter ukritisk fulgte i hans spor og i 90 år har hyldet ham som et ikon. At der findes vellykkede moderne huse, ændrer ikke på det store billede. Og bymiljø har de ikke skabt.

Arkitektonisk pulvermad

Holger Dahl sammenligner arkitektur med mad. Ligesom vi har et sprog for, hvilke krydderier vi bruger, når vi laver mad, skal vi også lære at tale om arkitekturen på en ny måde. ”Hvis man ikke interesserede sig for, hvad man spiser, så ville det jo en sørgelig verden. Så kunne man leve af pulvermad” har han udtalt til Byrum Monitor. Men arkitekturen har jo netop serveret pulvermad (i form af modernistisk forstadsbyggeri) hver dag i de seneste 90 år, bortset fra nogle få rigtige måltider på højtidsdage. En flok teoretikere og ideologer på et akademi i København bestemte menuen, som skulle være ens for alle. Og lige siden har vi fundet os i det, for det var trods alt bedre end at sulte. Mange ville gerne have holdt fast i de gode, traditionelle, danske retter, men de blev fejet til side og fik besked på at holde mund, for det var nostalgi, og fagfolkene vidste bedst. Nu vil Holger Dahl lære os at sætte pris på de få gode højtidsmåltider. ”Lægmændene skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er” siger han.

Men er det ikke vigtigere at gøre noget for at stoppe pulvermaden? Tragedierne står desværre i kø: I 30 år har vi bygget deprimerende boligblokke på næsten alle havne i landet; nu er turen kommet til Sæby, en fin lille by med et godt, uspoleret bymiljø. Elleve triste punkthuse vil man opføre. I Hjørring er opstået en enestående chance for at revitalisere bykernen, efter at den blev ødelagt af et rådhusbyggeri i 1970’erne. Man skaber den nye Mammutplads i centrum. Men planen går på, at byrummets vægge skal være modernistisk kassebyggeri, som ikke vil skabe liv. Den planlagte Flodby i Randers er også trist forstadsbyggeri. Det samme gælder byggeri i Allerød og ved Kokkedal Station. På Bornholm har man netop færdiggjort et stort og ødelæggende punkthusbyggeri i Tejn; nu vil man opføre fire store boligblokke i Rønne. Så er man da sikker på at skræmme turisterne væk. I det ellers harmoniske Ringkøbing vil man opføre et højhus på 15 etager. I København vil KAB opføre modernistisk kassebyggeri i den flotte husrække ud til Sortedamssøen; hvis de ikke har penge til at bygge i harmoni med de enestående omgivelser, burde de bygge et andet sted. Den største af de ventende tragedier er Jernbanebyen på Vesterbro i København. Et fantastisk område, lige så stort som hele Middelalderbyen, skal nu ødelægges af fantasiløst forstadsbyggeri efter en uorganisk tegnebords-byplan. Der bør i tide gøres noget for, at Aarhus og Odense ikke begår samme fejl på deres tidligere DSB-arealer.

Enighed om præmisserne

Vi må skuffe Holger Dahl. Hvis han ønsker, at vi skal nå til at lovprise modernismen, er vi uden for hans pædagogiske rækkevidde. Men omvendt konstaterer vi med glæde, at han på mange punkter synes at være kommet os i møde. Han skriver selv, at bykvartererne fra perioden 1890 til 1920 er fulde af liv, mens Københavns triste byudvikling efter 1970 blev skabt ved tegneborde langt fra virkeligheden, og at en by skal være rodet og kompleks, hvor de nyere forstæder er blevet tomme, vindblæste skaller uden byliv. Han går endda så vidt som til at sige, at i dag bygges næsten kun grimme, fantasiløse facader. Han indrømmer, at arkitekturdebatten har været elitær og siger, at det har bragt os til det morads, vi står i nu. Og han begræder de brutale saneringer i Københavns indre by. Så vi er enige om hvad, der er galt. Uenigheden består i, hvad man skal konkludere. En bedre forståelse af arkitekturen i de gode, moderne bygninger bringer os ikke ud af moradset. Hvad anbefaler Holger Dahl?

Frygten for nostalgi

Arkitekturoprøret anbefaler at opgive modernismen, fordi den tydeligvis ikke har været nogen succes. Vi vil i stedet lære af det, der beviseligt har fungeret. Holger Dahl vil ikke slippe modernismen. Det skyldes vist frygt for at være nostalgisk eller uærlig. ”Arkitekturens kulturarv skal være en kreativ styrke og inspiration. Det er den eneste måde, du undgår arkitekturoprøret. At du undgår den nostalgiske verden” skriver professor Mogens Morgen i bogen. Tidligere brugte arkitekter nedladende betegnelser som ´kitch´ og ´pastiche´ om det, der ikke er moderne. Det hører man heldigvis sjældent nu. Men nostalgi er stadig et skræmmebillede. Da Byrum Monitor meget fornuftigt spurgte, hvorfor man skal undgå det nostalgiske, svarede Holger Dahl noget med en død fisk, der flyder med strømmen. Mon ikke de to herrer godt kan se, at argumentationen er svag? Er det vigtigste ikke at skabe gode byrum, der giver livskvalitet og tryghed? Mennesket er et organisk væsen, men den modernistiske byplanlægning er rationel og uorganisk.

Arkitekt og lektor i arkitektonisk kulturarv ved Århus Universitet, Christoffer Thorborg, skrev i et debatindlæg fra 2021 om sin egen tid som studerende på Kunstakademiets Arkitektskole: “Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur. At følge den klassiske tradition var “uoriginalt”, for “den tid var for længst forbi”. I stedet skulle bygningerne være “originale” og afspejle “vores egen tid”. Dette gjorde man ved at følge arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi. Forstå paradokset, hvem der kan.”

Kravet om ærligt byggeri

Holger Dahl argumenterer også for ”ærlighed”, og forsøg på at bygge noget i gammel stil gør ham trist til mode.  Poul Henningsen ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det byggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understreger og udstiller deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet. Sådan skaber man ghettoer og parallelsamfund. At husets ydre skal svare til det indre, er en ufunderet floskel. I Norge har man bygget et butikscenter og i Sverige et P-hus med facader i træ, der ligner små byhuse, der kunne have ligget på stedet førhen. Derved undgår man at slå bymiljøet i en gammel bykerne i stykker. Hvorfor må facaden ikke være flot, uanset hvad huset rummer? Philip de Lange byggede Asiatisk Kompagnis flotte hus i Strandgade på Christianshavn med en pendant som bare var et pakhus. Er det uærligt? Jeg synes, der er herligt.

Arkitektskolernes svigt

Mange i byggebranchen har et medansvar for det dårlige byggeri. Men jeg tror, at ondets rod ligger på arkitektskolerne. En højere læreanstalt skal ikke missionere for særlige synspunkter, men derimod give bred faglig viden. De studerende skal sættes i stand til at dømme selv. Det er snarere arkitektskolerne end debatten, der ikke har befundet sig på et tilstrækkeligt oplyst niveau. De har sat forældet teori og ideologi over menneskelige hensyn. Der er brug for en omvæltning som den, der fandt sted på filmskolen i 1990’erne. Eleverne skal sættes fri. På arkitekturens område gælder Poul Schlüters ord: Ideologi er noget bras.

 

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folkestemningen har ikke ødelagt udviklingen i København. Berlingske d. 7/12 – 2022.

Vi har dette indlæg i Berlingske:

“Berlingskes arkitekturskribent, Holger Dahl, har for nylig udgivet en interessant, anmelderrost bog med titlen ’Drømmenes København’. I den udtrykker han sin mening om 19 arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret.

Jeg glæder mig sammen med Holger Dahl over, at Søringen blev stoppet, og at Ritt Bjerregaard ikke fik alle de mange højhuse, som hun ønskede. Og jeg begræder ligesom Holger Dahl den ulykkelige sanering af Adelgade og Borgergade.

Men et gennemgående tema i bogen er beklagelse over de projekter, der ikke blev realiseret, fordi folkestemningen var imod. Holger Dahl skriver: ”Den evigt irriterende, stemmeskabende stemning er suverænt den mest ødelæggende kraft i udviklingen af København. Og politikere, der overdrevent frygter den selvsamme stemning, er en lige så klar nummer to.” I et kapitel om ”Teaterfuglen” på Kgs.Nytorv betegnes modstanderne af projektet som ”rasende og hændervridende”. Og i et afsnit om den københavnske modvilje mod højhuse tales der om en storm af rasende protester, som medførte, at frygtens gummiarm helt automatisk meldte sig blandt de folkevalgte på Rådhuset.

Jeg tilhører selv den irriterende og hændervridende flok, der har kæmpet imod adskillige af de projekter, hvis forlis Holger Dahl beklager. Måske har jeg endda været én af de allermest irriterende. Jeg har været med til at arbejde for bl.a. at afværge en parkeringskælder og Teaterfuglen på Kgs. Nytorv og senere Norman Fosters skyskraber i Tivoli.

Jeg er uenig med Holger Dahl, når han mener, at folkestemningen har ødelagt udviklingen af København. Hvis man vil udvikle byen, bør man skabe nye bykvarterer med et bymiljø, der er lige så attraktivt som de ældre bydeles. Det er ikke lykkedes i de seneste 100 år. Det kan nås endnu i Jernbanebyen på Vesterbro – et centralt beliggende område, der er lige så stort som hele Middelalderbyen. Men den foreliggende plan vil skabe et atmosfæreløst forstadskvarter som de andre, vi har fået, siden modernismen vandt indpas.

Man bør beskytte og bevare den begrænsede del af byen, der fungerer så godt. Man bør Ikke eksperimentere på Kgs. Nytorv eller rive Paladsteatret og Søpavillonen ned – vi får aldrig noget lignende igen. At H.C. Andersen Slottet i Tivoli ifølge Holger Dahl er forlorent og historisk helt ligegyldigt, retfærdiggør heller ikke nedrivning. Det passer jo til det, som han kalder Tivolis ”tegneseriestil”, og det er den, som hundredtusindvis af mennesker værdsætter. Norman Fosters Skyskraber ville kræve nedrivning ikke bare af slottet, men også af Tivoligardens kaserne og det gamle konditori (som nu er trattoria).  Det nordøstlige hjørne af Tivoli ville være blevet modernistisk – måske en drøm for arkitekter, men næppe for den brede befolkning.

De nævnte projekter ville ødelægge noget eksisterende, som mange værdsætter. Det bør der tages hensyn til. Folkestemningen er ikke ligegyldig. I Arkitekturoprøret er vi glade og taknemmelige, når politikerne lytter. Hellere gummiarm end jernnæve.

Jep Loft”

Hør også denne podcast .

Læs dette indlæg.

Elitens saloner findes overalt. Jyllandsposten d. 28/9 – 2022

Vi har dette indlæg i Jyllandsposten:

“Der tales for tiden ofte om elitens saloner. Jeg formoder, at der tænkes på fora, hvor mindre grupper i overbevisning om egen fortræffelighed træffer beslutninger uden at interessere sig for den brede befolknings ønsker. I så fald kan jeg bekræfte salonernes eksistens. De findes dér, hvor man bestemmer over byggeriet: i bedømmelsesudvalg, ekspertgrupper, kommunale forvaltninger – og på arkitekternes tegnestuer.

I befolkningen er der en udbredt træthed (eller ligefrem fortvivlelse) over det atmosfæreløse boligbyggeri. Jeg er overbevist om, at denne holdning deles af et solidt flertal. Jeg kan ikke bevise det, men der er heller ingen, der kan bevise det modsatte. Hvis man antager, at mindst halvdelen af befolkningen synes, at forstæderne er kedeligere end de ældre bykerner, kunne man så ikke forvente, at kun halvdelen af nybyggeriet var i den sædvanlige modernistiske byggestil, og at den anden halvdel var i en mere hyggelig og klassisk byggestil? Men sådan forholder det sig jo ikke. I salonerne bestemmer den faglige elite, at det, som mange mennesker helst vil have, er ”pastiche”. Det er ikke fint.

Noget lignende ville aldrig kunne ske med biler, møbler, tøj eller fødevarer. Der bestemmer markedet, og udbyderne må indrette sig efter befolkningens ønsker. Men der er ikke frit forbrugsvalg i boligmarkedet; man må tage det, der findes dér, hvor man gerne vil bo. Derfor kan den herskende klasse slippe af sted med at gøre, som det passer den.

En af de værste ”saloner” er Teknik- og Miljøforvaltningen i Aarhus Kommune. Mon ikke et flertal af byens borgere gerne vil passe på byens fine bymiljø? Det har tilsyneladende ikke bekymret forvaltningen. Kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede. I stedet for de hyggelige gamle huse kommer utilpasset modernistisk byggeri.

Saloner er således ikke et specielt københavnsk fænomen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

Link til artiklen

.

« Ældre indlæg

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑