Tag: modernisme (Side 1 af 2)
Vi har dette indlæg i Berlingske:
“Berlingskes arkitekturskribent, Holger Dahl, har for nylig udgivet en interessant, anmelderrost bog med titlen ’Drømmenes København’. I den udtrykker han sin mening om 19 arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret.
Jeg glæder mig sammen med Holger Dahl over, at Søringen blev stoppet, og at Ritt Bjerregaard ikke fik alle de mange højhuse, som hun ønskede. Og jeg begræder ligesom Holger Dahl den ulykkelige sanering af Adelgade og Borgergade.
Men et gennemgående tema i bogen er beklagelse over de projekter, der ikke blev realiseret, fordi folkestemningen var imod. Holger Dahl skriver: ”Den evigt irriterende, stemmeskabende stemning er suverænt den mest ødelæggende kraft i udviklingen af København. Og politikere, der overdrevent frygter den selvsamme stemning, er en lige så klar nummer to.” I et kapitel om ”Teaterfuglen” på Kgs.Nytorv betegnes modstanderne af projektet som ”rasende og hændervridende”. Og i et afsnit om den københavnske modvilje mod højhuse tales der om en storm af rasende protester, som medførte, at frygtens gummiarm helt automatisk meldte sig blandt de folkevalgte på Rådhuset.
Jeg tilhører selv den irriterende og hændervridende flok, der har kæmpet imod adskillige af de projekter, hvis forlis Holger Dahl beklager. Måske har jeg endda været én af de allermest irriterende. Jeg har været med til at arbejde for bl.a. at afværge en parkeringskælder og Teaterfuglen på Kgs. Nytorv og senere Norman Fosters skyskraber i Tivoli.
Jeg er uenig med Holger Dahl, når han mener, at folkestemningen har ødelagt udviklingen af København. Hvis man vil udvikle byen, bør man skabe nye bykvarterer med et bymiljø, der er lige så attraktivt som de ældre bydeles. Det er ikke lykkedes i de seneste 100 år. Det kan nås endnu i Jernbanebyen på Vesterbro – et centralt beliggende område, der er lige så stort som hele Middelalderbyen. Men den foreliggende plan vil skabe et atmosfæreløst forstadskvarter som de andre, vi har fået, siden modernismen vandt indpas.
Man bør beskytte og bevare den begrænsede del af byen, der fungerer så godt. Man bør Ikke eksperimentere på Kgs. Nytorv eller rive Paladsteatret og Søpavillonen ned – vi får aldrig noget lignende igen. At H.C. Andersen Slottet i Tivoli ifølge Holger Dahl er forlorent og historisk helt ligegyldigt, retfærdiggør heller ikke nedrivning. Det passer jo til det, som han kalder Tivolis ”tegneseriestil”, og det er den, som hundredtusindvis af mennesker værdsætter. Norman Fosters Skyskraber ville kræve nedrivning ikke bare af slottet, men også af Tivoligardens kaserne og det gamle konditori (som nu er trattoria). Det nordøstlige hjørne af Tivoli ville være blevet modernistisk – måske en drøm for arkitekter, men næppe for den brede befolkning.
De nævnte projekter ville ødelægge noget eksisterende, som mange værdsætter. Det bør der tages hensyn til. Folkestemningen er ikke ligegyldig. I Arkitekturoprøret er vi glade og taknemmelige, når politikerne lytter. Hellere gummiarm end jernnæve.
Jep Loft”
Vi har dette indlæg i Jyllandsposten:
“Der tales for tiden ofte om elitens saloner. Jeg formoder, at der tænkes på fora, hvor mindre grupper i overbevisning om egen fortræffelighed træffer beslutninger uden at interessere sig for den brede befolknings ønsker. I så fald kan jeg bekræfte salonernes eksistens. De findes dér, hvor man bestemmer over byggeriet: i bedømmelsesudvalg, ekspertgrupper, kommunale forvaltninger – og på arkitekternes tegnestuer.
I befolkningen er der en udbredt træthed (eller ligefrem fortvivlelse) over det atmosfæreløse boligbyggeri. Jeg er overbevist om, at denne holdning deles af et solidt flertal. Jeg kan ikke bevise det, men der er heller ingen, der kan bevise det modsatte. Hvis man antager, at mindst halvdelen af befolkningen synes, at forstæderne er kedeligere end de ældre bykerner, kunne man så ikke forvente, at kun halvdelen af nybyggeriet var i den sædvanlige modernistiske byggestil, og at den anden halvdel var i en mere hyggelig og klassisk byggestil? Men sådan forholder det sig jo ikke. I salonerne bestemmer den faglige elite, at det, som mange mennesker helst vil have, er ”pastiche”. Det er ikke fint.
Noget lignende ville aldrig kunne ske med biler, møbler, tøj eller fødevarer. Der bestemmer markedet, og udbyderne må indrette sig efter befolkningens ønsker. Men der er ikke frit forbrugsvalg i boligmarkedet; man må tage det, der findes dér, hvor man gerne vil bo. Derfor kan den herskende klasse slippe af sted med at gøre, som det passer den.
En af de værste ”saloner” er Teknik- og Miljøforvaltningen i Aarhus Kommune. Mon ikke et flertal af byens borgere gerne vil passe på byens fine bymiljø? Det har tilsyneladende ikke bekymret forvaltningen. Kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede. I stedet for de hyggelige gamle huse kommer utilpasset modernistisk byggeri.
Saloner er således ikke et specielt københavnsk fænomen.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Den kommende “Perlerække” i Jernbanebyen.
Vi har denne kronik i Politiken:
“Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har for nylig nedsat en ekspertgruppe, som skal give Folketinget input til en ny, national arkitekturpolitik. Arkitekt Lene Tranberg er udpeget som formand for gruppen. Ministeren udtaler, at hun ikke mener, at vi som samfund er gode nok til at udnytte det potentiale, arkitekturen rummer til at forbedre vores liv og byer. Heri må man give hende ret.
Ekspertgruppen vil sikkert komme med gode forslag om f.eks. begrønning, materialevalg og klimahensyn. Men når det drejer sig om skabe livlige og aktive bymidter, kan man næppe forvente initiativer, der kan ændre på tingenes sørgelige tilstand. Medlemmerne af gruppen er hovedsageligt folk fra byggebranchen, som selv har et medansvar for årtiers trist byggeri, og som mig bekendt ikke i nævneværdig grad har bidraget til de senere års debat om beskyttelse og vitalisering af vores bymiljøer.
I 2009 skrev arkitekt og professor Christoffer Harlang: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer (…) På intet tidspunkt i menneskets historie har en så omfattende destruktiv adfærd fundet sted (…) Måske vil det tyvende århundrede især blive husket som ødelæggelsens epoke, skønhedens nederlag og rummets deroute.”
Arkitekturoprøret har i en årrække kæmpet for at bringe disse ødelæggelser til ophør. Vi tvivler ikke længere på, at der er bred støtte i befolkningen til ønsket om et opgør med den modernistiske byggestil og byplanlægning for i stedet at vende tilbage til den mere menneskevenlige byggetradition, som var almindelig indtil for 100 år siden. Men byggebranchens fagfolk synes desværre at holde stædigt fast i den tankegang, der har ført til ødelæggelser og kedeligt nybyggeri, og intet tyder på, at ekspertgruppen vil levere den nødvendige nytænkning.
Men man bør jo ikke opgive håbet på forhånd. Hvis gruppen når til en erkendelse af byggebranchens svigt, og hvis den virkelig ønsker at ændre på tingenes tilstand, vil den måske komme til at diskutere ofte hørte udsagn som de ti, der følger nedenfor. Her kommer min mening om dem.
- Det er ikke arkitekternes skyld.
Jo, desværre. De deler ansvaret med andre, men modernismen er ikke opfundet af bygherrer, developere eller kommunale forvaltere. Op til Første Verdenskrig var mange af tidens førende arkitekter tilhængere af en tilbagevenden til en tidløs, dansk bygmestertradition. Men funktionalismens komme førte til en radikal omvæltning, og med den kom en kultur, der har hånet de uvidende lægfolk og udskammet de fagfolk, der har formastet sig til ikke at følge trop. Hvis nogen har bygget et hus i en mere ’gammeldags’ stil, har det omgående fået prædikatet ”pastiche”. Gid dette mobberi snart måtte ophøre. Bilindustrien producerer biler efter klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne, fordi de er smukke og populære; hvorfor skulle byggeriet ikke kunne gøre noget tilsvarende?
- Det er bygherrernes skyld.
De har et medansvar, men her ligger et mysterium. De er vel som oftest interesserede i at tjene penge, og de ved godt, hvad en god beliggenhed betyder for værdien af deres nye ejendom. Alligevel har de årti efter årti bygget triste forstadskvarterer. Det er ikke en naturlov, at forstæder skal være kedelige, og at de gode bymiljøer kun må findes i de ældre bykvarterer. Men den tanke er åbenbart ikke faldet bygherrerne ind, at de selv kunne skabe værdi ved at skabe rigtige, nye bykvarterer. De har fået dårlig rådgivning, og også her har arkitekterne svigtet.
- Det er arkitektuddannelsernes skyld.
Ja. Ubetinget. Undervisningen har været mangelfuld. Man har åbenbart ikke undervist i begrebet bymiljø. Det er sammenhæng og harmoni, der skaber gode byer, og det har de studerende tilsyneladende ikke lært. Hensynsløst nybyggeri i de ældre kvarterer har været normen. Oveni har kulturen på arkitektskolerne ført til en elitær holdning blandt arkitekter. De toneangivende blandt dem har isoleret sig fra den brede befolkning. De har lovprist sig selv og hinanden, uddelt hædersmedaljer, og i øvrigt været uinteresserede i folks fortvivlelse over de ødelæggelser, de har været med til at forvolde.
- Det er developernes skyld.
De har et medansvar, men det er samfundet, der bør holde dem i ave. De ønsker at tjene (hurtige) penge, og det er der i princippet ikke noget forkert i. De vil ofte være uden sans for eller kærlighed til de bymiljøer, de er med til at ødelægge, når de får øje på et hus, der kan nedrives og erstattes af et større. Men det er en samfundsopgave at beskytte de gode bymiljøer med områdefredninger og bevarende lokalplaner. Hvis developerne på forhånd ved, at det er forbudt at skade et bymiljø, vil de nok søge et andet sted hen efter nye byggeprojekter.
- Det er politikernes skyld.
Politikerne har et medansvar. De er først nu ved at indse, at behovet for beskyttelse af bymiljø og naturmiljø er ligeværdige. Planloven har til formål, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men man har kun bekymret sig om landskaberne. Fredningsloven fungerer dårligt, og kommunerne har fået ansvaret for at beskytte de bevaringsværdige huse – en opgave, som de ikke har kunnet magte. Mens Frankrig og Italien er forbilleder, når det gælder beskyttelse af kulturarven, har jungleloven hersket i Danmark. Et skræmmeeksempel er Aarhus, hvor forvaltningen af kulturarven er kommet helt ud af kontrol; kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede.
- Det er forvaltningernes skyld.
Ja. De bærer et betydeligt ansvar. En forvaltning bør ikke bare læne sig tilbage og vente på, at politikerne bestemmer, hvad der skal gøres. Det har politikerne ikke forudsætningerne for. På naturmiljøets område har der været ildsjæle i forvaltningerne, som har vejledt politikerne og derved hjulpet gode beslutninger frem. På bymiljøets område har ildsjælene været alt for få. De kommunale forvaltninger kunne spare mange ressourcer, hvis de værdifulde bykvarterer blev beskyttet af bevarende lokalplaner. Derved ville bevisbyrden blive vendt, så developere i udgangspunkt får nej til nedrivninger uden videre sagsbehandling.
- Hvis bare det er god arkitektur, er det godt.
Nej. Desværre. Arkitektur er et akademisk-teoretisk begreb, som forvaltes af fagfolk. De har i årevis bedømt det enkelte hus isoleret fra dets omgivelser og uden hensyn til, om det har gjort skade og forringet bymiljøet. Nationalbanken har været berømmet som stor arkitektur, men den ødelagde et fint og velfungerende bykvarter, som nu er livløst og mennesketomt. Omvendt er de bedste bymiljøer skabt af bygmestre, der sandsynligvis har anset sig selv for håndværkere snarere end kunstnere. Og alle sejl var sat til, da Ørestad blev planlagt og bygget; men arkitekterne formåede ikke at skabe andet end endnu en kedelig forstad. Det er heller ikke et spørgsmål om ”smag og behag”. Et provokerende byggeri som BLOX gør mange mennesker fortvivlede, fordi det forstyrrer harmonien i den smukke Frederiksholms Kanal. Man kunne have bygget BLOX et andet sted, hvor det passede bedre til omgivelserne.
- Det handler om penge.
Det virker som en dårlig undskyldning. Det såkaldte ”vartegnsbyggeri” er utvivlsomt langt dyrere end mere traditionelt byggeri. Mange af de trivielle nye kvarterer på landets havne er luksusbyggeri. Karrébyggeri (som skaber gode byrum) er ikke dyrere end punkthuse og boligblokke (som skaber dårlige byrum). Højhusbyggeri må også være dyrere og mere energikrævende end normalt byggeri i 4-5 etager. De københavnske brokvarterer har fremragende bymiljøer; de er bygget for mennesker med få midler. Det samme gælder for de fleste huse i den bevarede del af Københavns Middelalderby, som tilmed er noget af det flotteste i Verden. Genopbygningen af København efter englændernes bombardement i 1807 skete, mens Danmark var så fattigt som nogensinde, og alligevel kunne man bygge smukt. Arkitekturoprørets afstemninger har kåret traditionelt byggeri i Svendborg og Faaborg som det bedste i 2020 og 2021. Det har næppe været specielt dyrt. Og eftersom beliggenhed er det væsentligste for værdien af et hus, burde det under alle omstændigheder være pengene værd at investere i et godt bymiljø, som fører til bedre trivsel for beboerne.
- Når tiden går, vænner folk sig til det nye.
Måske. Men det er ikke et argument for at ødelægge værdifulde bymiljøer. Vi har også vænnet os til, at dyrearter er uddøde, og at fine naturområder er blevet drænet, bebygget eller asfalteret. Men det kan ikke begrunde en fortsat ødelæggelse af naturen. Det er heller ikke et argument for at skabe triste forstæder, som påvirker beboernes livskvalitet negativt.
- Hvis bare der kommer aktivitet, får vi et godt bymiljø.
Næppe. Det er snarere omvendt: et godt bymiljø tiltrækker liv og aktivitet. Mod butiksdøden vil de fleste byer kæmpe forgæves. De er oppe imod internettet og de store indkøbscentre. Men hvis bykernen er uspoleret, vil den tiltrække turister, udeservering og torvemarkeder, fordi omgivelserne er hyggelige. Og butikker kan ombygges til beboelse med god beliggenhed. Omvendt kan der i nye bydele med supermarked, bibliotek, biograf, kulturhus, restaurant o.s.v. alligevel være trist og atmosfæreløst.
Jeg har ofte undret mig over, hvordan man har kunnet tillade den udvikling, som Christoffer Harlang så rammende har beskrevet. Hvordan har det kunnet fortsætte i så mange år? Og hvorfor er billedet det samme over hele verden? Det kan vel umuligt blive ved. Et flertal i befolkningen ønsker forandring. Den må da komme, og det kan ikke ske hurtigt nok. Så min opfordring til kulturministerens ekspertgruppe er: Kom med over på den rigtige side af historien, inden det er for sent. Sig farvel til modernismen.”
Læs også her kulturministerens svar på Arkitekturoprørets henvendelse.
Frederiksborg Amtsavis bringer dette indlæg:
“Kære ejere/bygherrer af de kommende ejendomme på Kulpladsen i Helsingør.
Kunne I ikke ændre facaderne på projektet, så de nye huse kommer i bedre harmoni med de enestående omgivelser? Jeres projekt er i modernistisk stil og ligner – så vidt vi kan se – de nye huse på Krøyers Plads på Christianshavn. Det kan måske være smart, men ikke på den plads. Det er rodløst byggeri, som kunne ligge hvor som helst. Husene skal ligge i en meget velbevaret middelalderby, tæt på domkirke og kloster og med udsigt til Kronborg. Kunne I ikke udvise det samme hensyn, som man gjorde, da Wiibroe-grunden ved siden af blev bebygget?
Tiden er nu – endelig efter ca 100 år – ved at løbe fra modernismen. Der er i befolkningen en udbredt træthed over de firkantede kasser, som bygges overalt i landet. Jeres byggeri er ganske vist ikke firkantet, snarere præget af skæve vinkler. Men Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser, at de fleste foretrækker byggeri i en mere klassisk dansk byggetradition.
Hvis I indpasser jeres byggeri efter omgivelserne, bliver det en del af et fremragende bymiljø, og derved får både de nye ejendomme og de omkringliggende huse større værdi. Hvis I bygger de påtænkte huse, slår I bymiljøet i stykker. Det vil skabe mindre værdi for jer selv og forringe værdien af nabohusene. Jeres arkitekter tænker sikkert på arkitektur som et akademisk-teoretisk begreb. Men Helsingørs borgere og de kommende beboere er mere interesserede i et godt, sammenhængende og harmonisk bymiljø.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Link til projektets salgsside.
Det nye Sølund bliver forsinket. Gid det aldrig bliver bygget. Det er trivielt, modernistisk byggeri i tidens deprimerende ånd, uden forståelse for bymiljøet i den enestående Søfront. Bortset fra et par fejlplacerede huse tæt på Åboulevarden er Søfronten et af de smukkeste eksempler på brokvarterernes fine videreudvikling af den danske byggetradition. Brokvartererne i landets store byer blev de sidste bykvarterer, der blev bygget, før modernismen efter Første Verdenskrig vendte alting på hovedet og under påvirkning af arkitekten Le Corbusier indførte det triste forstadsbyggeri som den altdominerende norm.
Søfronten binder Nørrebro og Østerbro sammen. Nørrebro var et arbejderkvarter, og husene var billigt byggeri. Alligevel er det Indre Nørrebro et af byens bedste bymiljøer. Det er et bevis på, at godt byggeri ikke bare handler om penge. Forvandlingen af kvarteret omkring Ryesgade og Ravnsborggade fra et slumkvarter til noget, der kunne ligge i Paris, er en af de lykkelige ting, som de senere års byudvikling har ført med sig.
Alle har vist indset, at saneringen af Den sorte Firkant på Nørrebro var en stor fejl. Uanset hvor miserable boligerne var, skabte de et attraktivt bymiljø. Man burde have istandsat dem, som man senere gjorde på Vesterbro. Nu er Den sorte Firkant noget af det mest triste, der findes i det indre København. Der er ikke brug for mere modernistisk byggeri på Nørrebro.
At få lov at bygge Det nye Sølund burde være en drømmeopgave for enhver arkitekt. At sætte sig ind i stedets fine ånd, indpasse sig efter den og videreudvikle den. At få lov at genskabe en ubrudt sammenhæng mellem Nørrebro og Østerbro. At forbinde det levende gademiljø på den ene side med den vidunderlige søpromenade på den anden side. At skabe sammenhæng.
Men nej. Vi får en forstadsbebyggelse midt inde i det sårbare område. Forstadsbebyggelse som alt det nye langs havnen. Forstadsbebyggelse som den planlagte Jernbaneby. Hvornår begynder man at undervise de arkitektstuderende i at forstå betydningen af sammenhænge og harmoni? Hvornår begynder arkitektstanden at forstå betydningen af begrebet bymiljø? Hvorfor kan de ikke forstå, hvad så godt som alle almindelige mennesker for længst har forstået? 90% af det bebyggede areal er forstadsbyggeri. Kan vi ikke få lov at beholde de få rigtige bykvarterer uden også at forstyrre dem med triviel bebyggelse?
Det gamle Sølund var en rædsel. Det nye bliver ikke meget bedre. Ikke alene forsømmer det muligheden til at blive en del af noget fantastisk. Det nye Sølund vil trampe ind i Søfronten som en elefant i en glasbutik.
Vi har dette indlæg i Politiken Byrummonitor:
Kære kommunalpolitikere.
Hvad siger I til at gøre jeres kommune kendt langt ud over Danmarks grænser?
Det kan I opnå, hvis I bryder med 100 års praksis og begynder at bygge rigtige, nye bydele i stedet for forstadsbyggeri. Når der er så stor en efterspørgsel på nye boliger i f.eks. København, er det jo fordi byen har attraktive (ældre) bymiljøer. Dér vil folk gerne bo – selv om de måske arbejder i Hvidovre, Glostrup, Herlev eller Ballerup. Hvorfor kan omegnskommunerne ikke også have spændende bykvarterer?
Hold op med at bygge nye boligblokke, punkthuse og højhuse. Og hold op med at lægge byplaner med lineal og passer. Det skaber ikke gode byrum. Lav nye bydele med de gode egenskaber, som kendetegner de ældre bykvarterer fra før modernismens indtog.
Se for eksempel på vinderprojektet i konkurrencen om den nye bydel ved Kokkedal Station. I Arkitekturoprøret havde vi engageret os i debatten, både i Hørsholm Kommunes webinar, på kommunens hjemmeside og via indlæg i den lokale presse. Vi ønskede et rigtigt bykvarter med atmosfære, liv og tryghed. Et godt bymiljø med samlingspunkter, f.eks. et hyggeligt torv ved stationen, omkranset af huse på alle sider. Og med karrébebyggelse, bestående af mindre, forskellige huse rundt om gårdmiljøer. En by med gader og stræder. Med urban diversitet og huse i en mere traditionel byggestil. Vi ønskede ikke en ny forstad.
Men en forstad er, hvad der nu kommer. Ligesom de hundredvis andre forstæder, der er blevet bygget i de seneste 100 år. Variationer over et kendt tema, som ikke har været nogen succes. Samme fejl, som man vil fortsætte med at begå i Jernbanebyen i København, i Kildedal i Ballerup og utallige andre steder. Hvor er det dog deprimerende. Og det er ikke bare i Danmark, at vi hænger fast i en forældet, modernistisk tankegang. Det gør man i alle lande.
Det har ikke noget med penge at gøre. Det er ikke dyrere at bygge i en mere traditionel stil. Tværtimod er det billigere end at bygge højhuse eller huse med avancerede former, som man ser dem i Ørestaden, Aarhus Ø, Vejle og andre steder. Og værdien af byggeriet bliver højere, fordi beliggenheden bliver bedre. (Prøv at sammenligne prisen på et hus i Østermarie med prisen på et lignende hus i Svaneke – 8 km derfra og længere væk fra arbejdspladserne på Bornholm).
Ordet ’hygge’ er specielt for det danske sprog og ønsket om hygge er måske specielt for os som folk. Modernistisk byggeri er ikke hyggeligt. I 100 år har byggebranchen blæst på, hvad almindelige mennesker mener. Det har den kunnet gøre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes der, hvor man gerne vil bo. Var det ikke på tide at lytte noget mere til forbrugerne?
Nye, ’rigtige’ bykvarterer vil tiltrække nye skatteborgere og samtidig øge trivslen for de nuværende beboere i jeres kommune. Gode bymiljøer er lige så vigtige som gode naturmiljøer.
Den kommune, der kommer først med at nytænke byplanlægning og byggestil, vil modtage besøgende fra hele Verden. Og de vil undres og spørge: Hvorfor har vi ikke selv gjort noget lignende for længst? Jeres kommune kan skrive sig ind i arkitekturhistorien.
Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret.
Formand for Arkitekturoprøret: Vi må gøre op med modernismens firkantede dogmer.
Sådan undgår vi amok-boligpriser
Overborgmester Lars Weiss udtalte d. 27/2 til Berlingske, at det ikke er en selvstændig ambition, at København skal blive så stor som overhovedet muligt. Kloge ord. Men så tilføjede han, at der er et bredt flertal for at følge med efterspørgslen på boliger, så boligpriserne ikke går amok. Det lyder også meget godt, men hvordan gør man det? Kommunen har et begrænset areal, så der bliver ikke ved med at være ubebyggede grunde til rådighed. Det ser vi desværre alt for tydeligt netop nu på Amager og i Sydhavnen.
Presset mod København skyldes, at folk helst vil bo, hvor der er et godt og trygt bymiljø, d.v.s. i de ældre bykvarterer. De nyere forstæder, som er bygget i løbet af de seneste 100 år, har slet ikke samme atmosfære. Grunden er, at arkitekturens værdinormer har været dikteret af modernismen. Den har ødelagt meget i de ældre kvarterer, og den har ikke skabt gode, nye bymiljøer. Modernismen har ikke været menneskevenlig i sit udtryk.
I Aarhus har man samme problem. Der har man opfundet en ’fortætningspolitik’, som medfører, at man overalt i byen river mindre, ældre huse ned for at bygge større. Det er ikke den vej, København bør gå. Man ødelægger de gode bymiljøer ved at bygge kedelige, store, stedfremmede huse i stedet for de hyggelige mindre huse. Og man gør grin med klimasagen; denne brug-og-smid-væk-kultur er ikke bæredygtig. Aarhus er da også netop blevet kåret som landets dårligste kommune til bybevaring i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning.
Københavns Kommune kan ikke styre markedskræfterne. Så længe vi bliver ved at bygge nye menneskefjendske bymiljøer, vil presset mod de ældre kvarterer fortsætte og boligpriserne dér vil være høje. Vi bør gå en helt anden vej: Byg i stedet rigtige nye bykvarterer med torve, karréer, krogede gader og stræder. Ingen punkthuse, ingen glashuse, ingen højhuse. Diversitet og mangfoldighed, mange mindre, forskellige huse, der sammen skaber en helhed, ligesom i de ældre bydele. Det kan gøres i omegnskommunerne. Så vil de få vækst, og presset mod København vil lette. Familier med lavere indkomster vil kunne se deres børn vokse op i et trygt miljø. Det kræver bare, at bygherrer og ejendomsudviklere gør sig fri af vanetænkning og sætter arkitekterne på en meget mere spændende opgave end den, de er vant til: at genopfinde en mere klassisk præget og hensynsfuld byggestil. Det behøver ikke at blive dyrere; men det vil skabe større værdi.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Seneste kommentarer