Lad os bygge smukt igen

Åbent brev til Folketinget om Nyborg Slot

   LOVFORSLAG OM NYBORG SLOT PÅ SKRÅPLAN

Sagen om Nyborg Slot nærmer sig en kritisk fase. Den tiltrængte istandsættelse af det fredede bygningskompleks, etablering af torv m.v. har lykkeligvis kunnet igangsættes og er finansieret. Anderledes med det store prestigeprojekt til formidlingscenter, der forudsætter en del af Chr. III’s ringmur fjernet og beton- og stålsøjler ovenpå fortidsminderne.

Klagenævn afgjorde ”at hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejer projektets fysiske og visuelle indgreb…”, og senest har AP Møller Fonden trukket den resterende støtte med henvisning til tids- og budgetoverskridelser. Disse forhold burde ordentligvis være taget til efterretning, idet der fortsat ville være mulighed for at arbejde med alternativer, der som udgangspunkt skåner fortidsmindeanlægget.

Alligevel fremtures der politisk. Er museumsloven en hindring, så skal den da bare laves om, og for at kunne trumfe igennem, så hellere også fremsætte forslag om en lex Nyborg-anlægslov (make Nyborg great again).

Ændring af museumsloven skal åbne for udvidede dispensationsmuligheder for formidlingsbyggeri og for en sikkerheds skyld også for ændring af klagenævnets sammensætning. Dette uanset at museumsloven netop har til formål at skåne fortiden af hensyn til fremtiden.

En anlægslov tilsidesætter andre love og altså også museumsloven. Det indebærer bekvemt, at der lukkes af for offentlighedens advarsler og indsigelser.

Tidligere Kulturminister bebudede en undersøgelse af, hvorledes klagenævnets afgørelse kunne omgøres ved lovændring, så projektet trods alt lod sig gennemføre. Politisk benarbejde har nu resulteret i lovforslagene om ændring af museumsloven og en anlægslov. Dette uanset fremhævelse i Notat fra Slots- og Ejendomsstyrelsen til ministeren om, at en ”….ændret lovgivning imidlertid også vil indebære en øget risiko for, at besøgende i større grad mister muligheden for autentisk oplevelse af fortidsminderne…”, ligesom der peges på risikoen for, ” … at massive og måske irreversible formidlingsgreb kan være præget af aktuelle strømninger/tendenser. Store formidlingstiltag, der er interessante på anlægstidspunktet, kan vise sig at være utidssvarende i forhold til eftertidens fortolkning af fortidsmindet.” – Men sligt anfægter åbenbart heller ikke den nye kulturminister.

Med adresse til hvert enkelt folketingsmedlem: Betænk, at alle vi borgere, for hvem bevaring af vore fortidsminder er alvor, må tolke lovforslagene ikke kun en trussel mod Nyborg Slot, men for hele kulturarven. Vi må af vore politikere kunne forvente respekt for vor fælles kulturarv, for faglighed, for demokratiets institutioner og retssamfundets klageinstanser.

Allerede klagenævnet vurderede, at projektet vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Så meget desto mere burde der ved behandlingen af lovforslagene lyttes til alarmklokkerne. Hvad vil man sige, når næste region med et for vidtløftigt projekt får visioner om at blive gjort ”great again” på bekostning af kulturarven?

 

Catharina Collet      Niels-Knud Liebgott      Jep Loft      Bonnie R. Mürsch      Claus M. Smidt

 

Læs også her.

Brevet er bragt i Politiken Byrummonotor.

1 Kommentar

  1. kirsten milling nielsen

    Dejligt, at der er nogen, der kan og vil sætte ord på sagen og udrede problemstillingerne i den, så vi andre også kan følge med. I ønskes god arbejdslyst samt held og lykke i jeres bestræbelser på at beskytte vores fælles kulturarv mod overgreb!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑