Kronik i Fyens Stiftstidende d. 4/10-2016.

 

Fynboer, rejs jer til dåd!

 

Nyborg Slot skal suppleres med et stort, nyt ’formidlingscenter’, som sikkert er fin arkitektur, men som helt bevidst ikke passer til den oprindelige bygning. Det er et indgreb, som fuldstændigt vil ændre den oplevelse, man får, når man besøger slottet. Og det kan ikke gøres om. Der er sikkert mange, som vil være glade for de faciliteter, som det nye hus kommer til at rumme. Men kan det opveje det tab, som vi andre vil føle, når det enestående sted forvandles så radikalt?

Hvorfor har der ikke været mere debat om byggeprojektet? Hvis det havde drejet sig om at ødelægge et stykke oprindelig natur, ville der have været stor debat, og Danmarks Naturfredningsforening ville sandsynligvis have iværksat en kampagne. Hvis en truet dyreart ville lide overlast, ville kampen have gode chancer for succes. Men nu er det et enestående bymiljø, der forandres totalt og helt mister sin karakter af middelalderborg. Og selv om middelalderborge er en truet art i Danmark, har ingen gjort noget. Vi savner et sidestykke til Naturfredningsforeningen på bymiljøområdet. Det findes desværre ikke.

H. C. Andersen var fynbo. Den lille dreng i Kejserens Nye Klæder var sikkert fynbo. Han turde sige fra. Han turde sige parnasset midt imod. Hvorfor er I tavse? Synes I virkelig alle sammen, at det er en god idé at bygge i glas og stål i en middelalderborggård? Er der virkelig ingen af jer, der føler som jeg? Tænk på de stakkels skagboer, som har måttet se deres fine bymiljø omkring Skagens Museum blive ødelagt af en stor, helt fremmedartet kasse; de havde heller ingen forudgående debat. Mange blev taget på sengen, da det var for sent at gøre noget. Det bør ikke ske igen i Nyborg. Skriv læserbreve til avisen! Lad jeres politikere høre, hvad I mener!

Hvorfor kan vi ikke passe på vores gamle bymiljøer i Danmark? På Fyn har Odense og Svendborg lidt megen skade, og Nyborg har også meget utilpasset nybyggeri i den gamle bykerne. Anderledes forholder det sig med Bogense, Middelfart, Assens, Faaborg, Kerteminde, Rudkøbing, Ærøskøbing og Marstal. I Frankrig og Italien passes der virkeligt godt på de gamle bykerner, og turisterne strømmer til af samme grund. De kommer ikke for at opleve moderne huse med formidling, cafeteria, toilet, butik og turistkontor. I Danmark har vi kun en meget lille brøkdel af, hvad man har dér, men vi river fortsat ned i bykernerne og slår bymiljøerne i stykker. Ingen love beskytter dem.

Nogle vil mene, at dette handler om smag og behag, at det ene synspunkt kan være lige så godt som det andet. Men sådan forholder det sig ikke. Det nye hus vil ødelægge oplevelsen for modstanderne af byggeriet. Fraværet af det nye hus vil ikke i tilsvarende grad ødelægge noget for tilhængerne; de kan få deres hus et andet sted, bare ikke i borggården – eller de kunne måske få et andet, bedre tilpasset hus. Nogle kan lide moderne kunst, andre kan lide guldaldermalerier. Sådan vil det altid være. Men det ene ødelægger ikke det andet. Tilhængerne af moderne kunst lader de gamle billeder være i fred. Anderledes er det, når man bygger utilpasset nyt i et gammelt bymiljø. Det nye hus slår harmonien i stykker. Byg nyt i nye bydele, skab nye bydele med miljø. Det er svært – se på Nyborg Havn. Så lad være at ødelægge de gamle.

Hvorfor har det været vigtigt, at det nye hus skal adskille sig helt fra det gamle Nyborg Slot? Hvorfor er det så frygteligt, hvis man passer sig ind efter omgivelserne? Som samfundsborgere er vi vant til at rette ind efter omgivelserne. Vi tilpasser vores påklædning og vores opførsel efter det selskab, vi er i. Enkelte gør måske ikke, men det er kun sjovt til en vis grænse; i længden bliver det trættende. Det nye hus bliver helt moderne, i pagt med tidens ånd. Men tidsånden ændrer sig, og en dag vil det virke gammeldags på den forkerte måde. Se hvor galt det er gået på Malmøhus. Man bør respektere stedets ånd.

I Grækenland restaurerer man de gamle templer og søger at genrejse væltede søjler præcis, som de var. Hvorfor bygger man ikke et stort hus af glas, stål og beton midt på Akropolis? Fordi turisterne ville flygte. De vil opleve området så tæt på det, det engang var. Det samme gælder for Nyborg Slot.

Mange fremhæver Koldinghus som et godt eksempel på byggeri i en gammel kongeborg. Jeg gør ikke. Jeg havde hellere set, at man havde afdæmpet signalerne om, at der var tale om nyt byggeri. Men uanset hvad man mener om genopbygningen af Koldinghus, så er den langt mere hensynsfuld end byggeriet på Nyborg Slot.

Det er sidste chance, hvis dette skal undgås. Den eneste vej er protester fra borgerne. Det må starte på Fyn. Formidlingscentre er der mange af; men vi har kun ét Nyborg Slot.

 

 

Jep Loft

Talsmand for Bymiljøinitiativet i By & Land.

Initiativtager til GodeByer.dk.