Folketingets Kulturudvalg.

Den 9/1-2020 skrev Arkitekturoprøret følgende brev til Slots- & Kulturstyrelsen:

”Direktør Jesper Hermansen                                                                            

Slots- & Kulturstyrelsen

Med beklagelse erfarer vi, at The International Council on Monuments and Sites (ICOMOS) under mandat fra EU-kommissionen som et led i EUs “Initiative of the European Year of Cultural Heritage 2018” har fremsat en række anbefalinger vedrørende bevaring af kulturarven. Anbefalingerne skal følges, hvis der søges støtte fra EU.

Om restaurering af fortidsminder hedder det bl.a.: “When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.

Arkitekturoprøret tager skarpt afstand fra kravet om, at nye dele skal bygges i ”contemporary design”. Det er det, der nu sker med byggeriet ved Nyborg Slot – et projekt, der tivoliserer og ødelægger det gamle borganlæg. 

Dette initiativ synes at bygge videre på §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, som lyder:

“The process of restoration is a highly specialized operation. Its aim is to preserve and reveal the aesthetic and historic value of the monument and is based on respect for original material and authentic documents. It must stop at the point where conjecture begins, and in this case moreover any extra work which is indispensable must be distinct from the architectural composition and must bear a contemporary stamp. The restoration in any case must be preceded and followed by an archaeological and historical study of the monument”.

Nøgleordet her var ‘conjecture’, dvs formodninger eller gætteri. Det er vores opfattelse, at §9 er blevet overfortolket i Danmark – bl.a. måske på Koldinghus. Der ville ikke have været tale om gætteri, hvis man havde genskabt slottet, som det så ud ved branden i 1808. Der er risiko for, at den nye ordlyd vil kunne legitimere flere eksperimenter (eller ’satsninger’, som Styrelsen selv kalder det) i stil med Nyborg Slot.

Vi opfordrer til, at Danmark gør indsigelse mod forslaget fra ICOMOS. Hvis der bliver nogen form for høringsrunde i forbindelse med den videre sagsbehandling, vil vi gerne inddrages.

I 1902 styrtede campanilen på Markuspladsen i Venedig sammen. Hvis ulykken skulle ske igen, og man følger ICOMOS-principperne, kan pladsen komme til at se ud som vist på dette billede:

Foto: Future of Places Research Network 

Med venlig hilsen

For Arkitekturoprøret

Jep Loft, formand”

Styrelsen svarede i brev af d. 10/1-2020 bl.a.:

”Da der er tale om anbefalinger og vejledning, som er resultat af arbejdet i en ekspert-gruppe, er det ikke relevant at gøre indsigelse mod indholdet i dokumentet, ligesom det ikke forventes at komme i høring.”

Dette svar undrer os. Man skulle formode, at EU-kommissionen vil tage stilling til den rapport, som ICOMOS har udarbejdet under kommissionens mandat. Som ordlyden er nu, kan Danmark ikke få EU-støtte til restaureringsarbejder, medmindre anvisningerne følges. Det kan ikke være rigtigt, at det ikke skulle være relevant at tage stilling. Er dette overhovedet et område, hvor EU skal diktere spillereglerne?

Da Venedig-chartret blev udarbejdet i 1964, deltog Harald Langberg i arbejdsgruppen som repræsentant for Danmark. I den nye arbejdsgruppe har Danmark ikke været repræsenteret.

Vi opfordrer Kulturudvalget til at tage sagen op og henviser i øvrigt til denne artikel:  https://foprn.org/2020/01/06/reactionary-modernism-strikes-again/.

En kopi af dette brev er sendt til kulturminister Joy Mogensen.

Med venlig hilsen

For Arkitekturoprøret

Jep Loft

www.arkitekturoproeret.dk

https://www.facebook.com/groups/ArkitekturoproretDanmark/