Lad os bygge smukt igen

Tag: gilleleje

Trist byggeri ved Søborg Kanal i Gilleleje. SN.DK 30/12-2019.

Debat Gribskov – 30. december 2019 kl. 10:14

Af Jep Loft, Formand for Arkitektur                

Hvor er det dog fantasiløst, at der skal bygges rækkehuse på Irmagrunden i Gilleleje. Det er en enestående beliggenhed, hvor der kunne skabes en brygge ud mod Søborg Kanal til gavn for hele byen. Tænk, hvis vi fik en husrække med både beboelse, butikker og caféer så tæt på byens centrale torv. Et lille Nyhavn. Se på, hvordan turister flokkes ved kanalens udløb i havnen. Lad os få nogle fine byhuse som dem, der omkranser stejlepladsen. De ville sikkert blive mere eftertragtede end de triste rækkehuse. Der skabes beliggenhedsværdi, når der bygges i stedets ånd, og ikke efter tidens tilfældige mode.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Netavisen Gribskov 6/11-2019

BYG NOGET BEDRE PÅ IRMA-GRUNDEN I GILLELEJE

Gilleleje er så heldig at have et vandløb. Det har kun få danske byer. Huse på en kaj eller en brygge kan udgøre et fantastisk bymiljø. Se bare på Nyhavn i København eller Skibbroen i Ribe. For ikke at tale om utallige gamle byer i Central- og Sydeuropa. Nu skal der bygges nyt langs vandløbet, endda lige op til byens centrale torv. Det er en enestående chance, der forspildes.

Det planlagte byggeri i Gilleleje er fantasiløst. Det vil ikke skabe liv eller atmosfære. Det slår det fine bymiljø i stykker. Tænk hvis arkitekter og bygherrer kunne prøve at bygge i stedets ånd i stedet for bevidstløst at bygge i tidens.

Jeg er sikker på, at hvis man byggede en husrække, der skabte et bymiljø, ville kvadratmeterprisen blive højere, uden at byggeriet nødvendigvis ville blive dyrere.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret, www.arkitekturoproeret.dk

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑