Forfatter: Jep Loft (Side 3 af 32)

Vi har dette indlæg i Politiken Byrum Monitor:

Jep Loft: Vi er jo enige om det meste, Holger Dahl – byrummonitor.dk

Her er artiklen i uredigeret form:

VI ER JO ENIGE OM DET MESTE, HOLGER DAHL

Holger Dahl har for nylig udgivet bogen ’75 tanker om at sanse arkitektur’, som han i et interview med Byrum Monitor ”på mange måder tilegner Arkitekturoprøret”. Det skal han have tak for. Formålet med bogen er, at vi alle bliver bedre til at tale om bygningerne omkring os. Vi lægmænd skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er. Udgangspunktet er, at den igangværende arkitekturdebat ikke er foregået på et tilstrækkeligt oplyst niveau. Arkitekturoprøret følger efter Holger Dahls mening altid denne formel: ”Hvis noget er bygget efter år 1910, og hvis noget er bygget af beton, så er det per definition grimt”.

Modernistisk eller klassisk byggeri?

Arkitekturoprørets mærkesag er, at den modernistiske arkitektur og byplanlægning har været en stor fejl – af mange grunde, som vi har redegjort for her i Byrum Monitor. Vi anbefaler en mere klassisk eller traditionel stil. Holger Dahl skriver: ”Det, der har altid undret mig i den folkelige diskussion om arkitekturens kvaliteter, er, at klassicismen bliver anset for universelt skøn, mens modernismen bliver anset for at være universelt hæslig”. Vi har i alle vores mange artikler undgået at komme ind på, hvad der er grimt eller pænt eller at udtale os om arkitektonisk kvalitet. Det er bymiljø, der er vores mærkesag, for alle kan vist blive enige om, at der generelt er bedre bymiljøer i de ældre bykvarterer end i de nye. Det er sandt, at vi peger på klassisk byggeri – ikke specielt  klassicismen forstået som den stil, C.F. Hansen byggede i, men mere bredt på en traditionel byggestil. Hvis man vil vide, hvad det er, kan man se sig om i Europa, hvor der nu faktisk bygges nye bykvarterer i traditionel stil. Og de er (heldigvis) forskellige fra land til land. Man er ved at genfinde rødderne.

Men når Holger Dahl skriver: ”For arkitekter er der bare tale om to forskellige udtryk for den samme grundtanke”, er vi uenige. Modernismen var et radikalt brud med så godt som alt, hvad man førhen havde ment, og Le Corbusiers nye idéer om byplanlægning var katastrofale. Det er en af kulturhistoriens store gåder, at så godt som alle arkitekter ukritisk fulgte i hans spor og i 90 år har hyldet ham som et ikon. At der findes vellykkede moderne huse, ændrer ikke på det store billede. Og bymiljø har de ikke skabt.

Arkitektonisk pulvermad

Holger Dahl sammenligner arkitektur med mad. Ligesom vi har et sprog for, hvilke krydderier vi bruger, når vi laver mad, skal vi også lære at tale om arkitekturen på en ny måde. ”Hvis man ikke interesserede sig for, hvad man spiser, så ville det jo en sørgelig verden. Så kunne man leve af pulvermad” har han udtalt til Byrum Monitor. Men arkitekturen har jo netop serveret pulvermad (i form af modernistisk forstadsbyggeri) hver dag i de seneste 90 år, bortset fra nogle få rigtige måltider på højtidsdage. En flok teoretikere og ideologer på et akademi i København bestemte menuen, som skulle være ens for alle. Og lige siden har vi fundet os i det, for det var trods alt bedre end at sulte. Mange ville gerne have holdt fast i de gode, traditionelle, danske retter, men de blev fejet til side og fik besked på at holde mund, for det var nostalgi, og fagfolkene vidste bedst. Nu vil Holger Dahl lære os at sætte pris på de få gode højtidsmåltider. ”Lægmændene skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er” siger han.

Men er det ikke vigtigere at gøre noget for at stoppe pulvermaden? Tragedierne står desværre i kø: I 30 år har vi bygget deprimerende boligblokke på næsten alle havne i landet; nu er turen kommet til Sæby, en fin lille by med et godt, uspoleret bymiljø. Elleve triste punkthuse vil man opføre. I Hjørring er opstået en enestående chance for at revitalisere bykernen, efter at den blev ødelagt af et rådhusbyggeri i 1970’erne. Man skaber den nye Mammutplads i centrum. Men planen går på, at byrummets vægge skal være modernistisk kassebyggeri, som ikke vil skabe liv. Den planlagte Flodby i Randers er også trist forstadsbyggeri. Det samme gælder byggeri i Allerød og ved Kokkedal Station. På Bornholm har man netop færdiggjort et stort og ødelæggende punkthusbyggeri i Tejn; nu vil man opføre fire store boligblokke i Rønne. Så er man da sikker på at skræmme turisterne væk. I det ellers harmoniske Ringkøbing vil man opføre et højhus på 15 etager. I København vil KAB opføre modernistisk kassebyggeri i den flotte husrække ud til Sortedamssøen; hvis de ikke har penge til at bygge i harmoni med de enestående omgivelser, burde de bygge et andet sted. Den største af de ventende tragedier er Jernbanebyen på Vesterbro i København. Et fantastisk område, lige så stort som hele Middelalderbyen, skal nu ødelægges af fantasiløst forstadsbyggeri efter en uorganisk tegnebords-byplan. Der bør i tide gøres noget for, at Aarhus og Odense ikke begår samme fejl på deres tidligere DSB-arealer.

Enighed om præmisserne

Vi må skuffe Holger Dahl. Hvis han ønsker, at vi skal nå til at lovprise modernismen, er vi uden for hans pædagogiske rækkevidde. Men omvendt konstaterer vi med glæde, at han på mange punkter synes at være kommet os i møde. Han skriver selv, at bykvartererne fra perioden 1890 til 1920 er fulde af liv, mens Københavns triste byudvikling efter 1970 blev skabt ved tegneborde langt fra virkeligheden, og at en by skal være rodet og kompleks, hvor de nyere forstæder er blevet tomme, vindblæste skaller uden byliv. Han går endda så vidt som til at sige, at i dag bygges næsten kun grimme, fantasiløse facader. Han indrømmer, at arkitekturdebatten har været elitær og siger, at det har bragt os til det morads, vi står i nu. Og han begræder de brutale saneringer i Københavns indre by. Så vi er enige om hvad, der er galt. Uenigheden består i, hvad man skal konkludere. En bedre forståelse af arkitekturen i de gode, moderne bygninger bringer os ikke ud af moradset. Hvad anbefaler Holger Dahl?

Frygten for nostalgi

Arkitekturoprøret anbefaler at opgive modernismen, fordi den tydeligvis ikke har været nogen succes. Vi vil i stedet lære af det, der beviseligt har fungeret. Holger Dahl vil ikke slippe modernismen. Det skyldes vist frygt for at være nostalgisk eller uærlig. ”Arkitekturens kulturarv skal være en kreativ styrke og inspiration. Det er den eneste måde, du undgår arkitekturoprøret. At du undgår den nostalgiske verden” skriver professor Mogens Morgen i bogen. Tidligere brugte arkitekter nedladende betegnelser som ´kitch´ og ´pastiche´ om det, der ikke er moderne. Det hører man heldigvis sjældent nu. Men nostalgi er stadig et skræmmebillede. Da Byrum Monitor meget fornuftigt spurgte, hvorfor man skal undgå det nostalgiske, svarede Holger Dahl noget med en død fisk, der flyder med strømmen. Mon ikke de to herrer godt kan se, at argumentationen er svag? Er det vigtigste ikke at skabe gode byrum, der giver livskvalitet og tryghed? Mennesket er et organisk væsen, men den modernistiske byplanlægning er rationel og uorganisk.

Arkitekt og lektor i arkitektonisk kulturarv ved Århus Universitet, Christoffer Thorborg, skrev i et debatindlæg fra 2021 om sin egen tid som studerende på Kunstakademiets Arkitektskole: “Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur. At følge den klassiske tradition var “uoriginalt”, for “den tid var for længst forbi”. I stedet skulle bygningerne være “originale” og afspejle “vores egen tid”. Dette gjorde man ved at følge arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi. Forstå paradokset, hvem der kan.”

Kravet om ærligt byggeri

Holger Dahl argumenterer også for ”ærlighed”, og forsøg på at bygge noget i gammel stil gør ham trist til mode.  Poul Henningsen ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det byggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understreger og udstiller deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet. Sådan skaber man ghettoer og parallelsamfund. At husets ydre skal svare til det indre, er en ufunderet floskel. I Norge har man bygget et butikscenter og i Sverige et P-hus med facader i træ, der ligner små byhuse, der kunne have ligget på stedet førhen. Derved undgår man at slå bymiljøet i en gammel bykerne i stykker. Hvorfor må facaden ikke være flot, uanset hvad huset rummer? Philip de Lange byggede Asiatisk Kompagnis flotte hus i Strandgade på Christianshavn med en pendant som bare var et pakhus. Er det uærligt? Jeg synes, der er herligt.

Arkitektskolernes svigt

Mange i byggebranchen har et medansvar for det dårlige byggeri. Men jeg tror, at ondets rod ligger på arkitektskolerne. En højere læreanstalt skal ikke missionere for særlige synspunkter, men derimod give bred faglig viden. De studerende skal sættes i stand til at dømme selv. Det er snarere arkitektskolerne end debatten, der ikke har befundet sig på et tilstrækkeligt oplyst niveau. De har sat forældet teori og ideologi over menneskelige hensyn. Der er brug for en omvæltning som den, der fandt sted på filmskolen i 1990’erne. Eleverne skal sættes fri. På arkitekturens område gælder Poul Schlüters ord: Ideologi er noget bras.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret