I dag kunne man skrive en bog om dansk boligbyggeri med titlen ’Architects Without Architecture’. For det er det fænomen, vi er vidner til i alle landets byudviklingsområder. Intet sted går fri for fladtaget murstenskubisme opført med præfabrikerede betonelementer. Det hyppigst anvendte tegneprogram er tilsyneladende Excel.

Byggestilen er universel, en arkitekturens McDonald’s, der gør sig mindst mulig umage og støder færrest mulige fra sig. Den sikre investering til lavest mulig pris og maksimal fortjeneste, hvad enten man investerer i en hel bebyggelse eller en enkelt lejlighed. Boligmarkedets repertoire var formentlig større i DDR.

Alle landets stadsarkitekter har selvforskyldt fået munden muret til med facadetegl. Og markedet værdsætter ikke yderligere arkitektonisk profilering.

Til gengæld er arkitekterne begyndt at værdsætte markedet. Siden nullerne er stadig flere arkitektvirksomheder efter eget udsagn blevet ’professionaliserede’. Det betyder, at man tegner det, som kunderne beder om. Det gør arbejdet lettere, mere lønsomt, og honoraret konkurrencedygtigt. På den måde får man endnu flere opgaver og kan producere mere. Af det samme.

Arkitekturoprøret er som styrtregn på en knastør græsplæne. Skingert og helt afsindigt dårligt informeret, men et vederkvægende livstegn i ligegyldigheden.

For selvfølgelig er det en kæmpefejl, at den rigeste generation i et af verdens rigeste lande de facto har afskrevet bygningskunsten som spild af penge. Offentligheden har ladet sig spise af med nogle få starchitects’ ikonbyggerier.

Er Blox eller Bjerget grimt eller pænt? Den dagsorden er helt forkert. Sagen er, at vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.

Budgettet til den urentable skønhed er konverteret til rejseudgifter. Aldrig (som før coronaen) har gaderne i Barcelona, Rom og Venedig været trådt så flade af danske turister. De må rejse langt for at opleve byliv, historie, detaljerigdom og overskud til skønhed.

Det er ikke urimeligt med Arkitekturoprøret at kræve, at vores stenrige samfund bygger og planlægger smukt nok til, at vi ikke er nødt til at rejse udenlands og bagud i tid for at opleve bykvalitet. Eller at vi efterlader en værdig arv til vores efterkommere.

Fremtidens historikere vil stille spørgsmålet: Hvorfor førte højkonjunkturen ikke til højkultur? Hvorfor skabtes der i kapitalismens og fossilæraens zenit ikke civilisation? Hvis vi, de nulevende, kan besvare dette spørgsmål, kan vi måske også vise vejen til forbedring.

Der er alt for mange penge i ejendom

Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.

Det er prisdannelsen, den er gal med. Renten er lav, og grundpriserne høje. Der er alt for mange penge, der søger sikker havn i ejendom. Realøkonomien er under pres, og reallønnen udhules af boligudgifter. Boligkøberne har ikke råd til at betale ekstra for arkitektur, og developere har ikke incitament til at bygge bedre, når man kan sælge alt.

Investormarkedet får brændstof igennem byvækst, der igen er betinget af erhvervsudvikling.

En viljestærk regionspolitik kunne dæmpe presset på storbyernes boligmarked, men vækstkommunerne ønsker at vokse videre. Beskatning af spekulation i boliger er et andet instrument, men boligpolitikken har ligget i koma i 50 år. Et flertal af vælgerne bor nemlig i egen bolig, som er lige så meget investeringsobjekt som hjem.

Alternative finansieringsformer kunne give plads for byggefællesskaber. Og folk, der bygger til sig selv, vil gerne gøre det smukt og ordentligt. Når man kan finde ud af det i vores nabolande, kan vi selvfølgelig også.

Men at konstruere incitamentsstrukturer, forretningsmodeller og finansieringsformer er bare slet, slet ikke en arkitektopgave. Lav derfor hurtigst muligt en facebookgruppering med titlen ’Økonomioprøret’!

BR er en opvisning i lobbyisme og absurde paragraffer

Forandringspotentialet er fuldstændig klaustrofobisk begrænset af lovgivningen. Der er uoverskueligt mange mekanismer, der kunne aktiveres af politikere i samarbejde med jurister, hvis man ville fremme arkitektonisk kvalitet: planlovgivningen, kommunalfuldmagten, udbudsdirektivet, almen- og andelsboligloven, frednings- og bevaringsbestemmelser og så videre.

Bygningsreglementet og dets henvisninger er i en kategori for sig. Reglementet er en opvisning i lobbyisme fra alle andre erhverv end arkitekterne. Reglerne sikrer, at alt byggeri bliver teknisk kompliceret og derfor dyrt. Anvendelse af andre byggematerialer end beton er udsat for massive benspænd. Vores nabolande har simple regler for træbyggeri, så hvorfor kan vi ikke?

Men at rydde op i virvaret af absurde og paradokse paragraffer i en vildtvoksende og vidtforgrenet lovgivning er bare slet, slet ikke en arkitektopgave. Lav derfor hurtigst muligt en facebookgruppering med titlen ’Juristoprøret’!

Og, ha! Der fik jeg lige ram på Jep Loft, formanden for Arkitekturoprøret, som er jurist. Det er en vigtig pointe, fordi arkitekturens vitterlige elendighed skabes i et samspil imellem lovgivning, marked og praksis. Sådan har det altid været. Lige så snart efterspørgslen efter skønhed genopstår, og lovgivningen ikke spænder ben, så kan arkitektbranchen såmænd også levere.

Bygningskunsten er ikke død endnu, men den lider. Og den længes. Længe leve Arkitekturoprøret!