Lad os bygge smukt igen

Tag: Rem Koolhaas

Information d. 14/8-2020. Kritik af arkitekturudsendelse i DR.

I nedenstående artikel er der desværre sket en redaktionel fejl hos Information. Ordene “Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet” lød i det indsendte indlæg: “Erhvervsministeriet har efter sigende stillet krav til bl.a. Dansk Design Center om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

Ukritisk DR-program

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

DR viser for tiden en ny serie: »Arkitektur der deler vandene«. Første afsnit omhandlede to huse, der bevidst tilsigter at provokere. Det ene var BLOX i København. Det var trist at se, hvordan DR behandlede BLOX.

En rimelig måde ville have været også at give ordet til de provokerede. Men det skete ikke. Man taler om ’arkitekturkløften’, som adskiller os almindelige lægfolk fra fagfolk. Fagfolkene har for vane at lovprise sig selv og hinanden for deres strålende arkitektur – uden at bekymre sig om lægfolkenes fortvivlelse, når der bygges hensynsløst i de gamle bydele eller dødkedeligt i de nye. Det var det, der skete i udsendelsen.

Arkitekten Rem Koolhaas blev omtalt som en »stjernearkitekt«, der mener, at København er en kedelig by. Den mangler liv og larm, og det retter BLOX op på. Bygherren og ejeren af BLOX, Realdania, deltog ikke i udsendelsen. De overlod det til en lejer, Dansk Arkitektur Center (DAC), at tale bygningens sag. DAC’s direktør var sat på en uriaspost. Men som samtalen skred frem, gik det op for ham, at han ikke havde noget at frygte. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. Han slap afsted med at påstå, at huset tager hensyn til kulturarven, at det viser respekt for omgivelserne, at husets grønne farve passer godt til byens grønne spir, og at opdelingen i blokke er en tilpasning til byens proportioner. For almindelige mennesker er det sort tale.

Det kunne have været interessant at høre om økonomien for BLOX. Blev det ikke meget dyrere end budgetteret? Nogle af lejlighederne på de øverste etager står vist tomme. Og de huslejeindtægter, som Realdania får ind fra DAC, har de for en stor dels vedkommende selv betalt i støtte til DAC. Der går sågar rygter om, at Erhvervsministeriet har stillet krav til blandt andet DAC om, at de skulle flytte ind i BLOX som betingelse for at modtage tilskud fra ministeriet.

BLOX er almindeligt kendt som et æstetisk misfoster og en funktionel fiasko. Men udsendelsen gav et helt andet indtryk. Den sluttede af med at påstå, at BLOX har åbnet for en vigtig debat. Den debat kom der bare ikke noget af i udsendelsen.

Interview i Weekendavisen 4/4-2019: Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over moderne arkitektur.

 

Arkitektur. En ny pris vil fremover blive uddelt til årets grimmeste byggeri. Det er et oprør mod tidens herskende arkitektursyn, fortæller stifter Jep Loft.

 SØREN K. VILLEMOES

Den inficerede byAf Søren K. Villemoes

Volume 90%

Danmark har fået en ny arkitektur­pris. Men de kommende vindere vil næppe blive særlig begejstrede for at modtage den. Prisen er nemlig indstiftet af foreningen Arkitekturoprøret og vil fremover blive tildelt »Danmarks grimmeste byggeri«.

Prisen er inspireret af den britiske Carbuncle Cup, der blev startet af arkitektur­magasinet Building Design, og som siden 2006 er blevet tildelt Storbritanniens grimmeste nybyggeri. Navnet »carbuncle« er hentet fra en udtalelse, som kronprins Charles kom med i 1984, da han skulle holde en tale for Royal British Architecture Institute i anledning af instituttets 150-års jubilæum. Talen er gået over i historien, da alle blot havde regnet med, at kronprinsen ville hæve glasset og udbringe en skål, men i stedet udbasunerede han en nådesløs kritik af den retning, britisk arkitektur havde taget i efterkrigstiden. Det er svært at oversætte ordet »carbuncle«, men det beskriver den type sår, der opstår, hvis man rammes af den genstridige bakterieinfektion stafylokokker.

Siden har prisen spredt sig til flere lande. I Sverige hedder den eksempelvis Kasper Kalkon (Kasper Kalkun) og er blevet uddelt siden 2016. Herhjemme har den endnu ikke fået sit endelige navn. Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for en sådan pris i Danmark? Og hvordan afgør man, hvilken arkitektur der er den grimmeste? Weekendavisen har talt med stifteren og formanden for Arkitekturoprøret, den 69-årige jurist Jep Loft.

– Hvorfor har I valgt at indstifte denne pris?

Foreningen Arkitektoprøret fremhæver BLOX som skrækeksempel og mulig kandidat til deres nyindstiftede pris. To milliarder kroner har fonden Realdania brugt på bygningen. Foto: Ritzau Scanpix

»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur. Den eksisterer. Det ved jeg, for jeg har personligt holdt 40 til 50 foredrag over hele landet i byer store som små. Folk er frustrerede over de nye byggerier i deres byer og over, at vi ikke har en lovgivning, der beskytter deres historiske bymiljøer.

Derudover vil vi gerne have arkitekter til at tænke på en ny måde. Vi mener, at der skal gøres oprør på arkitektskolerne mod den holdning, der har domineret siden Anden Verdenskrig, hvor arkitektur skal være kunst, et værk i sig selv, der skal skille sig ud, være markant og gerne meget anderledes. Det er på grund af dette arkitektursyn, at vi har fået så mange grimme bygninger som eksempelvis BLOX eller det nye byggeri ved Østerport Station i København, der begge er så utilpassede i det miljø, de indgår i,« siger han.

Ifølge Loft er det en udbredt opfattelse blandt arkitekter, at man skal undgå at bygge såkaldt pastiche, altså tilbageskuende arkitektur, hvor man bygger efter tidligere epokers retningslinjer og æstetik. Dette syn på det at genskabe ældre arkitektur som en slags kitsch har gjort stor skade, mener Loft.

»Det har ødelagt meget rundtomkring i landet. I Frankrig er der en lov om, at man ikke må bygge nyt omkring historiske bymidter. Det, vi mener, at arkitekter skal lære, er, at de skal tænke i helhed, i bymiljøer. Vi skal værne om vores sårbare bymiljøer, alle de ældre torve og gamle gader, vi har. Dem må de ikke slå en knytnæve ned i og ødelægge. Nationalbanken er eksempelvis en knytnæve. Og der kommer vi til en af de vigtige pointer: Vi vil meget hellere tale om bymiljøer end om arkitektur. For folk siger, at Nationalbanken er fin arkitektur. Det kan godt være, de har ret. Men den ødelagde en hel karré. Der var byliv, der hvor banken ligger i dag. Folk levede der, og de bygninger, man fjernede, var smukke. Nationalbanken kunne have ligget et andet sted,« siger Loft.

– Er der da slet ikke noget moderne arkitektur, du synes er pænt?

»Jo, det er der da nok. Og hvis det ligger i nye kvarterer, er det fint nok. Jeg vil bare ikke have, at de ligger i fine, historiske bymiljøer. Et hus kan være forkert et sted, men rigtigt et andet. Men at snakke om moderne arkitektur er som at snakke om moderne kunst. Det kan vi diskutere i ti timer uden konklusion, men bymiljøer kan vi let blive enige om. Hvis der kommer nogen og vil bygge en skyskraber på Gråbrødretorv eller i Nyhavn, vil vi alle græde,« siger han og understreger, at han intet problem har med moderne arkitektur i områder, hvor der ikke allerede er bebygget.

Jep Loft ønsker, at politikerne begynder at interessere sig mere for landets by­miljøer. Som det er nu, er det op til de enkelte lokal­politikere at tage stilling til permanente ændringer af historiske bykerner, uden at det sikres, at borgerne inddrages i processen. Loft sammenligner det med debatten om naturområder for at vise kontrasten.

»Debatten om naturområder er folkelig. Her har alle ret til en mening. Det er ikke bare op til ingeniører og politikere, hvor der skal bygges en ny bro. Men i bymiljøer, der er debatten meget elitær. Der kommer den altid til at handle om arkitektur, og så er det fagfolk, der skal tale. Hvis andre siger noget, så får de at vide, at det er noget sludder,« siger han og peger på debatten om Slagtergårdene på Vesterbro som eksempel.

De gamle industribygninger blev revet ned sidste år trods omfattende protester fra beboerne. Politikerne kunne blandt andet henvise til, at eksperter ikke mente, at der var tale om bevaringsværdige bygninger. I stedet for at anerkende bygningerne som unikke og historiske i deres lokale kontekst (og at beboerne elskede dem), blev de vurderet ud fra rene arkitektoniske, faglige kriterier.

»Man skal væk fra det med at se på det enkelte hus. Det er ikke det, der betyder noget. Det kan være et cykelskur. Men det kan være bedre end en ny arkitekttegnet bygning, hvis det passer bedre ind. Se på Nyhavn. Der er jo intet arkitektonisk særligt ved den. Men det hele passer sammen. Hver for sig er husene ikke noget,« siger han.

Som skarp kontrast til sagen om Slagter­boderne måtte man vige for de folkelige protester, da der skulle bygges nyt på Amager Fælled. Hvordan kan det være, at der er stor forskel på debatten om naturen og bymiljøerne?

»Det er den måde, det har fungeret på de sidste 50 år. Man bliver spurgt: Er du arkitekt? Og hvis man så svarer ’nej, det er jeg ikke’, så får man at vide, at man ikke har forstand på det. Men jeg har rejst rundt i hele landet og kan bare konstatere, at arkitekter ikke har lært at tilpasse sig omgivelserne. Se bare Nyborg Slot, hvor de rev to gamle huse fra 1800-tallet ned og nu vil bygge oven på borgtårnet, et stort moderne oplevelses- og formidlingscenter lige op ad slottet. Og så kan vi stå der og kigge ud ad glasset over på det gamle hus. Det er sådan noget, arkitekter elsker, men som langt de fleste almindelige mennesker synes, er frygteligt.«

Jep Loft fremhæver det, han ser som det ultimative skrækeksempel og muligvis en kandidat til prisen for grimmeste byggeri, det nye BLOX, der er tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas og ligger i Københavns Havn. Byggeriet, der har kostet Realdania to milliarder kroner, har siden tiltrukket sig omfattende kritik både fra arkitekter og borgere. Alt det kunne være undgået, mener Loft.

»Der var jo borgermøder, dengang det skulle bygges. Jeg var til begge møderne. Der var omkring 300 mennesker i aulaen på Nationalmuseet. Af de 300 var der tre, der gav udtryk for, at det var en god idé. Bygherren, arkitekten fra Holland og stadsarkitekten. Alle andre, der udtalte sig, syntes, det var en frygtelig dårlig idé. Men de blev fejet til side. De vidste ikke, hvad de talte om. Så gik byggeriet i gang. Og i dag har alle fortrudt det. Realdania vil næppe indrømme det, men det har været dyrt, det fungerer ikke, det er grimt, og det er endda også blevet kritiseret af arkitekter. Hvorfor lyttede man ikke, dengang alle sagde, det var en dårlig ide?« spørger han.

»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur.«

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑