Lad os bygge smukt igen

Tag: Kildedal

Gid arkitekterne kunne overvinde deres pasticheangst. Politiken Byrummonitor d. 10/1 – 2022.

Link til artiklen.

Dette er den fulde ordlyd:

Med blandede følelser ser jeg, at arkitekt Christian Olesens indlæg om ”nye villaers grusomme pastiche og onde, flade kedsommelighed” er det mest læste i Byrummonitor i 2021. Jeg kan fuldt tilslutte mig bedrøvelsen over flad kedsommelighed (som i øvrigt ikke er særegen for villaer – den karakteriserer størstedelen af boligbyggeriet). Det ”flade hus” er ofte trist. Og Christian Olesens råd til dem, der skal istandsætte eller ombygge ældre huse, er værdifulde. Men jeg frygter, at indlæggets popularitet især skyldes angrebet på den ”grusomme pastiche”, og at flertallet af Byrummonitors læsere deler forfatterens afsky.

I artiklen er der et billede af en villa med underteksten ”Det grusomme eksempel på nyklassicisme”. Jeg kan ikke se, at den gør så megen skade. Ud fra akademisk-teoretiske betragtninger er den måske forfejlet. Men den forsøger vel at indpasse sig i en større sammenhæng. I Christian Olesens egen kommune, Gentofte, har Bjarke Ingels tegnet en ny villa på en af sundvejene. Den kan ikke beskyldes for at være pastiche; den råber på opmærksomhed og skiller sig mest muligt ud fra den omkringliggende bebyggelse. Kvarterets beboere er fortvivlede, og jeg er sikker på, at et overvældende flertal blandt dem ville foretrække det nyklassicistiske hus.

I Arkitekturoprøret ser vi tilbage på et år, hvor vi selv synes, at vi er nået langt. På vores hjemmeside ligger ca. 100 artikler, TV-klip og podcasts fra 2021 om eller af os. I pressen har man taget imod os med åbne arme. Og når vi debatterer med arkitekter, er der som regel en høj grad af enighed. De fleste kan se, at byggebranchen har fejlet, og at de nye bykvarterer ikke er blevet til gode bymiljøer. Og mange vil nok være enige i, at planerne for Jernbanebyen på Vesterbro, Kildedal i Ballerup, Stationsbyen i Kokkedal m.fl. også er mere af det samme: kedeligt forstadsbyggeri uden sjæl.

Men når det kommer til at diskutere, hvordan man hellere skulle bygge, skiller fagfolkene sig ud fra ikke-fagfolk. Og her spiller pastichebegrebet muligvis en afgørende rolle. ”Pastiche er forfalskning” skriver Christian Olesen. ” Det grusomme er, at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi. Det giver et forfalsket indtryk af historien og bygningskulturen”. Han forklarer videre: ”Når limsprosser og andre efterligninger i spartel- eller sprøjtepuds tager plads i vejbilledet, er det ødelæggende for forståelsen af den historiske kontinuitet. Forsvinder troværdigheden i aflæsningen af vores omgivelser, sænkes det kulturelle niveau”. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvad sprøjtepuds er. Men for mig er det en detalje. Det er helheden, sammenhængen, harmonien, bymiljøet, der betyder noget. Min forståelse af historien forstyrres ikke af limsprosser.

Jeg formoder, at det er på arkitektskolerne, at de studerende – mens de endnu er unge og let påvirkelige – indpodes en angst og afsky for pastiche, som martrer dem resten af livet. ”Vi skal bygge i vores egen tid” docerer man formodentlig. Og det har så betydet, at man kan blæse på omgivelserne og stedets ånd. Gid man kunne kurere arkitekterne for denne pasticheangst. Vist skal vi bygge i vores egen tid. Men vi skal ikke blive ved med bevidstløst at gentage fortidens fejl. Vores egen tid skal gøre op med 100 års modernistisk vanetænkning og komme videre. Vores egen tid skal tænke nyt.

Og vi kommer kun videre, hvis vi lærer af det, der fungerer, og fravælger det, der ikke gør. Byplanerne må hente inspiration i de ældre bykvarterer. Og byggestilen må lære af det mere klassiske. Der er bygget nok af huse i besynderlige geometriske former. Det er ikke interessant længere, det virker anstrengt, og det skaber ikke gode byrum. Det er også rodløst; husene kunne lige så godt ligge i Kina.

Jeg ønsker ikke vikingeborge, nederlandsk renæssance, barok, rokoko, eller historicisme. Men man kan godt bygge videre på den danske klassicisme, som bygmestre udviklede naturligt gennem århundreder. Vi finder den for eksempel i Københavns indre by, og den er videreudviklet i brokvartererne. Og ville bindingsværkshuse nødvendigvis være en anakronisme? Vi skal jo alligevel til at bruge mere i træ i byggeriet, og bindingsværk har i århundreder været naturligt hos os. I Alperne bygger man i traditionel stil. Det kaldes vist ikke pastiche. Og skulle nogen få den idé at bygge et hus som Lilli Gyldenkildes Torv i en skisportsby, ville turismen blive ødelagt.

I andre brancher lider man ikke af pasticheangst. Bilbranchen udvikler videre på klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne. Klassiske møbler er i høj kurs. Tøjmoden henter løbende inspiration fra tidligere tiders tøjstil. Klassiske madretter er ikke pastiche. Klassisk musik spilles og værdsættes. Men arkitekturen er fastlåst. Og en artikel som Christian Olesens er måske (utilsigtet?) med til at forsinke en frigørelse.

Pasticheangsten bunder sandsynligvis i en angst for udskamning, der har eksisteret siden den kulturradikale arkitekt Poul Henningsen latterliggjorde klassisk byggeri i 1920’erne. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ”trøstesløse københavnske lejekaserner”, fordi de var ”ærligt” byggeri. Samme krav om ærlighed har Christian Olesen: ”Postmodernisme er trods alt ikke løgn” skriver han. Principper er åbenbart vigtigere end et godt bymiljø.

Ved at betegne en villa som ”grusom pastiche” går Christian Olesen i PHs fodspor. Men er tiden ikke løbet fra de elitære holdninger? Mit nytårsønske for arkitektstanden er, at den må overvinde sin pasticheangst.

 

 

 

Sådan skriver man en kommune ind i arkitekturhistorien. Politiken Byrummonitor d. 18/11 – 2021

Vi har dette indlæg i Politiken Byrummonitor:

 

Kære kommunalpolitikere.

Hvad siger I til at gøre jeres kommune kendt langt ud over Danmarks grænser?

Det kan I opnå, hvis I bryder med 100 års praksis og begynder at bygge rigtige, nye bydele i stedet for forstadsbyggeri. Når der er så stor en efterspørgsel på nye boliger i f.eks. København, er det jo fordi byen har attraktive (ældre) bymiljøer. Dér vil folk gerne bo – selv om de måske arbejder i Hvidovre, Glostrup, Herlev eller Ballerup. Hvorfor kan omegnskommunerne ikke også have spændende bykvarterer?

Hold op med at bygge nye boligblokke, punkthuse og højhuse. Og hold op med at lægge byplaner med lineal og passer. Det skaber ikke gode byrum. Lav nye bydele med de gode egenskaber, som kendetegner de ældre bykvarterer fra før modernismens indtog.

Se for eksempel på vinderprojektet i konkurrencen om den nye bydel ved Kokkedal Station. I Arkitekturoprøret havde vi engageret os i debatten, både i Hørsholm Kommunes webinar, på kommunens hjemmeside og via indlæg i den lokale presse. Vi ønskede et rigtigt bykvarter med atmosfære, liv og tryghed. Et godt bymiljø med samlingspunkter, f.eks. et hyggeligt torv ved stationen, omkranset af huse på alle sider. Og med karrébebyggelse, bestående af mindre, forskellige huse rundt om gårdmiljøer. En by med gader og stræder. Med urban diversitet og huse i en mere traditionel byggestil. Vi ønskede ikke en ny forstad.

Men en forstad er, hvad der nu kommer. Ligesom de hundredvis andre forstæder, der er blevet bygget i de seneste 100 år. Variationer over et kendt tema, som ikke har været nogen succes. Samme fejl, som man vil fortsætte med at begå i Jernbanebyen i København, i Kildedal i Ballerup og utallige andre steder. Hvor er det dog deprimerende. Og det er ikke bare i Danmark, at vi hænger fast i en forældet, modernistisk tankegang. Det gør man i alle lande.

Det har ikke noget med penge at gøre. Det er ikke dyrere at bygge i en mere traditionel stil. Tværtimod er det billigere end at bygge højhuse eller huse med avancerede former, som man ser dem i Ørestaden, Aarhus Ø, Vejle og andre steder. Og værdien af byggeriet bliver højere, fordi beliggenheden bliver bedre. (Prøv at sammenligne prisen på et hus i Østermarie med prisen på et lignende hus i Svaneke – 8 km derfra og længere væk fra arbejdspladserne på Bornholm).

Ordet ’hygge’ er specielt for det danske sprog og ønsket om hygge er måske specielt for os som folk. Modernistisk byggeri er ikke hyggeligt. I 100 år har byggebranchen blæst på, hvad almindelige mennesker mener. Det har den kunnet gøre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes der, hvor man gerne vil bo. Var det ikke på tide at lytte noget mere til forbrugerne?

Nye, ’rigtige’ bykvarterer vil tiltrække nye skatteborgere og samtidig øge trivslen for de nuværende beboere i jeres kommune. Gode bymiljøer er lige så vigtige som gode naturmiljøer.

Den kommune, der kommer først med at nytænke byplanlægning og byggestil, vil modtage besøgende fra hele Verden. Og de vil undres og spørge: Hvorfor har vi ikke selv gjort noget lignende for længst? Jeres kommune kan skrive sig ind i arkitekturhistorien.

 

Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret.

 

Link til artiklen

Kildedal i Ballerup bliver trivielt forstadsbyggeri. Ballerup Bladet d. 27/10 – 2021.

Link til indlægget

Læs om Kildedal her i Magasinet KBH

Arkitekturoprøret har sendt dette brev til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune:

“Der er brug for en anderledes byplan for Kildedal.

Den foreliggende planskitse for Ballerups nye bydel, Kildedal, er et trist bekendtskab. Der er tale om et traditionelt forstadskvarter. Der er sikkert fine boliger, men ikke noget bymiljø. Som bekendt er beliggenheden afgørende for, hvor attraktiv en bolig er. Kildedal er på vej til at gentage den fejl, vi nu har begået konsekvent i 100 år.

Siden Første Verdenskrig er man holdt op med at bygge egentlige byer. I stedet er der bygget forstadskvarterer, villakvarterer, industrikvarterer m.m. Det omfattende byggeri efter Anden Verdenskrig har på afgørende punkter fejlet. Der er ikke skabt gode bymiljøer med værdi for andre end dem, der bruger husene. Ørestaden og byggerierne på havnene i hele Danmark (og særligt i København) er nedslående beviser herpå. De gode bymiljøer findes i de gamle bykerner og i de nyere kvarterer, der blev bygget før Første Verdenskrig, herunder brokvartererne.

Der er for os ikke længere nogen tvivl om, at byggebranchen og den almindelige befolkning har stået langt fra hinanden. Der er i samfundet en udbredt fortvivlelse over det kedelige nybyggeri og de skadelige nedrivninger, der er sket i de ældre bykerner. Men lægfolkene er ikke blevet hørt. Fagfolk har ment sig hævet over kritik. Byggebranchen synes at have mistet forbindelsen til befolkningens flertal. Dette er ved at forandre sig nu. Der lyttes til vores kritik, og mange arkitekter erklærer sig enige i den. Men endnu har det ikke sat sig spor i byggeriet – heller ikke i Ballerup.

Arkitekter er uddannede til at bygge store huse, eller ’særlige’ huse – enten til særlige formål eller til særlige bygherrer. De har ikke lært at bygge almindelige, mindre huse, der indgår i en større, harmonisk sammenhæng og derved skaber liv, tryghed og atmosfære. Boligbyggeriet har været tegnet for bygherrerne, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i f.x. bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs. Hvis BLOX havde været en bil, var den aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder. Boligbyggeriet har været moderne blot for at være moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere betonblokke, der er blevet gammeldags. Måske har der været en angst blandt arkitekter for ikke at være moderne. Konsekvensen har været utryghed, dårligere trivsel og ringere livskvalitet for millioner af mennesker. De ghetto-fremmende byplaner har ydermere avlet kriminalitet.

Vi lægger hovedvægten på bymiljøet – ikke på arkitekturen. Store huse som Hornbækhus og Vestersøhus berømmes som fin arkitektur. Men for bymiljøet er den slags byggeri dræbende. Det skaber ingen byrum. Det samme gælder punkthuse som Blidahpark. Og hvis byplanen lægges efter en lineal, kan der heller ikke skabes en egentlig by med atmosfære.

Lad Ballerup blive den første kommune, der gør op med 100 års fejlslagen modernistisk arkitektur og byplanlægning. Det vil være Danmarkshistorie, og det vil vække opsigt i hele verden. Arkitekturoprøret har op imod en kvart million medlemmer og følgere på de sociale medier i Norden og Baltikum. Vi har brug for gode forbilleder – og de er desværre stadig meget sjældne.

Som en ekstra gevinst vil attraktive bydele i omegnskommunerne lette presset for nye boliger i Københavns Kommune.

Grundidéer for en ny bydel:

  1. Den skal være en by – ikke et forstadskvarter
  2. Bydelen skal være et trygt og hyggeligt sted med liv og atmosfære
  3. Byplanen skal have et organisk præg og ikke fremstå som planlagt efter en lineal
  4. Der skal være karréer og husrækker
  5. Parcellerne skal fremstå som små – facaden på store huse bør opdeles, så det fremstår som flere små.
  6. Der skal ikke være højhuse, punkthuse eller boligblokke
  7. Der skal ikke være huse af glas eller stål
  8. Der skal være flere samlingspunkter, fx torve
  9. Der skal være bymæssige gaderum og grønne gårdrum
  10. Det skal være let at komme ud af husene (en dør i hver parcel)
  11. Døre og vinduer skal være opretstående huller i mur
  12. Husene skal signalere, at de ligger i Danmark – gerne i en klassisk stil (måske inspireret af Københavns indre by eller brokvartererne)
  13. Husene skal være forskellige (og gerne i forskellige farver), men indgå i en harmonisk helhed

Med venlig hilsen

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.”

 

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑