Jep Loft svarer Lars Juel Thiis: Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele
Den enkelte bygning kan muligvis have arkitektonisk kvalitet, men samtidig ødelægge bydelen omkring sig. For at komme det problem til livs, skal vi have bevarende lokalplaner og revidere fredningsloven, skriver Arkitekturoprørets formand, Jep Loft, i dette debatindlæg.
Arkitekt Lars Juel Thiis påpeger i et debatindlæg i Politiken Byrum 18. maj, at »nybyggeriet er blevet intetsigende, i værste fald ligegyldigt – i kontrast til de gamle bymidters historiefortællinger«, og at de nye byområder langs havnefronterne i landets købstæder eksemplificerer fadæserne.
De synspunkter deles til fulde af Arkitekturoprøret.
Men vi har længe kæmpet for bevarende lokalplaner som værn mod utilpasset nybyggeri i de ældre bydele, og vi har også foreslået mere detaljerede lokalplaner for nye områder – senest Kokkedal Stationsområde – for at undgå mere af det samme atmosfæreforladte forstadsbyggeri.
Heri er Lars Juel Thiis uenig. Han skriver:
»Nogle mener, at løsningen er lokalplaner, der i detaljer beskriver projektets standarder, men så har man misforstået planlovgivningen. Lokalplaner skal give bygherrerne muligheder, ikke kun begrænsninger. Lokalplaner skal danne rammer for udformningen på overordnede niveauer,« skriver Lars Juel Thiis og fortsætter:
»Men med myndighedsprojektet, der baner vejen for byggetilladelsen, kan kommunen insistere på kvaliteten. En byggetilladelse bør ikke gives, førend bygherren kan garantere projektets arkitektoniske kvalitet – og det er også på dette niveau, at et projekts byggeomkostninger fastlægges.«
Indfør bevarende lokalplaner
Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel.
Vil Lars Juel Thiis gerne se nye lignende projekter i Københavns Indre By? Forhåbentlig ikke; så langt er den almindelige forståelse for bymiljø vist nok kommet.
Kvalitet er et taknemmeligt begreb i den sammenhæng. Nationalbanken er vel kvalitet? Men bygningen har samtidig ødelagt en hel bydel
Jep Loft
Men hans eget byggeri på Nyborg Slot er vel også kvalitet, og alligevel er vi tusindvis, der er fortvivlede over tivoliseringen af det enestående og fredede slot.
Påstået arkitektonisk kvalitet har legitimeret utallige overgreb på ældre bydele. Pressens ultramoderne hus i fine, gamle Skindergade i København er blevet fredet. Det er sikkert et udmærket hus, men bare ikke på det sted.
At diskutere moderne arkitektur er som at diskutere moderne kunst. Vi bliver ikke enige, og det skal vi heller ikke være. Og det gør ikke noget, for det væsentlige for de fleste mennesker er gode bymiljøer, og det er noget helt andet.
Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye
Jep Loft
Arkitekter har ikke haft øje for, hvad gode bymiljøer er; de har ødelagt gamle ved at slå sammenhæng og harmoni i stykker, og de har ikke kunnet levere nye. Derfor skal vi have bevarende lokalplaner. Og det får vi forhåbentlig også.
De (få) velbevarede provinsbyer har haft det længe, og nu vil København også lave lokalplaner, foreløbig for Indre By og Christianshavn.
Lad os oven i købet få en revision af fredningsloven, så man kan frede hele områder og frede facader uden at lægge bånd på anvendelsen af husenes indre.
Miljøminister Troels Lund Poulsen København d. 27/2-2008.
Miljøministeriet
Højbro Plads 4
1200 København K.
Vedr. bevarende lokalplaner for middelalderkøbstædernes bykerner.
Kære Troels Lund Poulsen
Vi henvender os til Dem med det formål at få ændret Planloven, således at det pålægges alle kommuner med middelalderkøbstæder at udarbejde bevarende lokalplaner for de gamle bykerner i deres helhed. Det drejer sig om ca. 75 gamle købstæder. Det er vores sikre overbevisning, at der i den brede befolkning – ganske som der er et ønske om at bevare naturmiljøerne – også er et ønske om at bevare vore bymiljøer.
Som lovgivningen er nu, er bymiljøerne ikke beskyttede i nær samme grad, som vort naturmiljø er. Der er mindst ni grunde til at forbedre lovgivningen for beskyttelse af bymiljøet:
Fredninger kan ikke sikre bymiljøet.
Fredningsinstrumentet er utilstrækkeligt. Det gælder om at bevare sammenhængende bymiljøer, og derfor bør mange anonyme huse, der ikke lever op til fredningskravene, også beskyttes mod nedrivning. Konsekvenserne af en lokalplan behøver på den anden side ikke at være så strenge som dem, der følger af fredninger. Det drejer sig primært om at bevare eller genoprette bygningernes ydre (navnlig facaderne til gadesiden), ikke nødvendigvis deres indre. Gaden skal beskyttes som miljø, som rum. Bebyggelsesmønster, gadeforløb, gadens bredde, grundstørrelserne, husenes højder og rytmen i facaderne skal beskyttes.
Risiko ved skiftende bystyre.
Sandsynligheden for, at miljøet i vore gamle bykerner kan bevares for mange kommende generationer, er lille med de nugældende regler, hvor bymiljøets bevarelse udelukkende er afhængig af det til enhver tid siddende bystyre. Bystyret skifter jo med mellemrum, og hvis blot der i én valgperiode er et flertal, der ikke bekymrer sig så meget om kulturarven, kan det gå galt. Beviser for den nuværende lovgivnings utilstrækkelighed leveres af den måde, hvorpå byer som Odense, Roskilde, Næstved og Slagelse har forvaltet (og formøblet) deres store, kulturelle arv. København har i mange år værnet om sine byggelinier, men nye borgmestre har nu udtalt, at intet er helligt. Det har sandsynligheden imod sig, at vi på lang sigt kan bevare andet end udvalgte (spredtliggende), fredede bygninger, hvis vi ikke får en lovændring. På hjemmesiden www.min-by.dk findes en registrant over bymiljøernes helbredstilstand; 40% af de gamle købstæder har lidt betydelig overlast. I modsætning til Skov- og Naturstyrelsens fortrinlige kommuneatlas er vægten her lagt på at registrere indgreb i bymiljøerne.
Stor Arkitektur medfører ikke nødvendigvis et godt bymiljø.
I forbindelse med nybyggeri i de gamle bykerner argumenteres der ofte ud fra en arkitektonisk synsvinkel. Denne sag drejer det sig imidlertid ikke om arkitektur, men om bymiljø, og disse to begreber følges ikke nødvendigvis ad. Arkitektonisk ubetydelige huse kan have stor værdi for bymiljøet, og omvendt er stor arkitektur er ikke nogen garant for et godt miljø. Lokalplanerne skal imidlertid ikke udelukke, at der kan indtænkes arkitektur af vor egen tid.
Byråd bør sikres mod lokal pression.
Mange borgmestre og byrådsmedlemmer har sikkert i tidens løb været genstand for et pres fra kapitalstærke (lokale) bygherrer, som under henvisning til hensynet til fremskridtet har ønsket at nedrive gamle huse og dermed ødelægge fine bymiljøer. En lov, der påbyder bevarende lokalplaner, kan fritage politikerne fra dette pres og sikre, at det ikke blot bliver de stærke kræfter, der vinder. Tværtimod kan lokalplanerne sikre, at offentligheden får en chance for at ytre sig. Dette savnede man i den nylige sag om byggeri ved Holmens Kirke.
Danske bymiljøer bør beskyttes som det sker i andre europæiske lande.
Danmark er bagefter udviklingen i andre europæiske lande. Italien, Frankrig, Grækenland og Tyskland har for længst indset, at der skal passes på de gamle bykerner i deres helhed. Selv i de mindste bjerglandsbyer er der strenge regler for om- og nybyggeri. I Danmark har vi ikke en (by-) kulturarv, der mængdemæssigt blot tilnærmelsesvis kommer på niveau med den central- og sydeuropæiske. Så meget desto mere må vi passe på det lidt, vi endnu har. Vore gamle byer har en egenart, som de nye bykvarterer ikke har. (Disse kan så have andre kvaliteter). Takket være vor tradition for at bygge i sten har vi bevaret de oprindelige gadenet i langt højere grad, end man har i Norge og Sverige, hvor træ var mere udbredt som byggemateriale, og bybrande derfor hyppigere forekommende. Disse vore nabolande har da også færre interessante bymiljøer, end vi har. Flere danske kommuner har imidlertid lavet bevarende lokalplaner. Ribe vedtog så tidligt som i 1963 en bevaringsdeklaration for hele bykernen.
Det er ikke for sent at redde de danske bymiljøer.
Selv om der siden 1960 er sket voldsom skade på de danske bymiljøer, er det ikke for sent at tage kampen op. Mange huse er forsvundet og hensynløst byggeri er skudt op; men netop fordi gadenettet de fleste steder er bevaret, vil der kunne genskabes bymiljøer, hvis man fremover begynder at bygge eller ombygge mere hensynsfuldt og lade hensynet til stedets ånd gå forud for hensynet til den mere eller mindre tilfældige tidsånd. Vi siger ikke, at det tidligere nedrevne skal genopbygges, blot at nybyggeri bør tilpasses stedet.
Ødelagte bymiljøer regenerer ikke af sig selv.
Naturmiljøer har lykkeligvis en iboende evne til at regenerere sig selv; en drænet eng og et udrettet vandløb vil ofte kunne genfinde den oprindelige form, hvis man fjerner de overgreb, de har været udsat for, og flora og fauna vil genindtage det tabte terræn. Bymiljøerne kommer desværre ikke tilbage af sig selv. Er de først ødelagt, er det dyrt og måske umuligt at genskabe dem.
Et godt bymiljø giver trivsel og tryghed.
Ligesom der er en sammenhæng mellem naturmiljø og klima, er der en sammenhæng mellem bymiljø og det ’byklima’, som borgerne lever i. Der er en sammenhæng mellem bymiljøet på den ene side og beboernes sociale og helbredsmæssige problemer og risikoen for at blive udsat for kriminalitet på den anden. De gamle byer har hyggelige torve, som fungerer som samlingspunkter, der påvirker beboernes sociale adfærd i positiv retning, mens boligblokke ofte har et rodløst præg. Et godt bymiljø giver raske og glade borgere, der trives og er trygge.
Enkeltstående højhuse i forbindelse med en homogen lav bebyggelse skygger for solen og giver turbulent vind i gadeniveau og dermed et udendørsmiljø, som kompromitterer muligheden for et aktivt liv i rummet mellem husene.
De bevarende Lokalplaner skal kun omfatte et lille areal.
Der er tale om et meget lille areal, der skal beskyttes, langt mindre end de fredede naturarealer. Vi har registreret 74 bymiljøer i Jylland og på øerne, hvortil kommer København med 13 bykvarterer; i gennemsnit er de på ca en kvart kvadratkilometer hver, dvs det samlede areal er på ca 20 kvadratkilometer eller under en halv promille af landets areal. Bevarende lokalplaner vil således ikke stå i vejen for byernes udvikling – snarere tværtimod. De gamle bykerner er et værdifuldt supplement til nye bykvarterer.
Vi håber, at De vil overveje vort forslag, og vi ville være meget taknemmelige, hvis vi på Deres næste modtagelse den 29.2 kl 16.30 kan få lejlighed til at redegøre yderligere for vores observationer fra mange års kamp for bymiljøerne, herunder navnlig baggrunden for vor formodning om en bred folkelig opbakning til forslaget.
Med venlig hilsen
For Europa Nostra
Catharina Collet
For Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring
Claus M. Smidt
For Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
Hans Peter Hagens
For Foreningen imod Fejlplacerede Højhuse
Knud Josefsen
For Bygningskultur Kalundborg (bestyrelsesmedlem i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur)
Ejvind Bitsch
For Haderslev Bygningsbevaringsforening
Helge C. Jacobsen
For FBL i Hjørring-området
Ib Larsen
For bevaringsforeningen for Langeland og Strynø
Michael Martin Jensen
For Fonden til bevarelse af gamle bygninger i Mariager
DER VAR FULDT HUS PÅ KAYAK BAR D. 2/2 TIL ARKITEKTUROPRØRETS DEBAT MED TITLEN: KAN VI BYGGE BRO OVER ARKITEKTURKLØFTEN?
I BAGGRUNDEN AF BILLEDET SES DEBATPANELET, SOM BESTOD AF HOLGER DAHL FRA BERLINGSKE, CLAUS M. SMIDT, FORMAND FOR GAMLE BYGNINGERS BEVARING, JAKOB LANGE, FORMAND FOR FORENINGEN HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE, KARSTEN IFVERSEN FRA POLITIKEN OG LARS AUTRUP, DIREKTØR FOR ARKITEKTFORENINGEN SAMT ORDSTYREREN, BENT LOHMANN, FORMAND FOR INDRE BY LOKALUDVALG. I FORGRUNDEN JEP LOFT.
»Hvorfor skaber man steder i byen, hvor ingen vil opholde sig?«
AF CHRISTIAN M. OLSEN cmo@minby.dk »Hvis ikke vi stopper op og tænker os om, risikerer vi at ende med en by, som ingen gider at opholde sig i.«
Jep Loft kerer sig om København som den levende by, den er, hvor den er bedst. Med bymiljø og pladser, hvor mennesker mødes og gerne vil være. Han sidder i Indre By Lokaludvalg, og så er han formand for Arkitekturoprøret – en forening, der har kastet sig ind i kampen for at bevare de historiske bykerner og for at få nybyggeri til at passe bedre ind i de eksisterende omgivelser. »Hvis du har en masse fine huse omkring en plads, kan ét nyt byggeri ødelægge det for alle de andre,« siger Jep Loft og nævner både Kultorvet og Gammeltorv som eksempler. »Skønheden består af fraværet af det grimme,« siger han.
Stikker snuden frem Foreningen er en dansk gren af et oprindeligt svensk initiativ, og med godt 3.700 medlemmer mærker Jep Loft en større og større opbakning. Men det er også sin sag at stikke snuden frem og råbe op om noget, de fleste har en mening om. »Derfor vil vi helst ikke tale om arkitektur. Vi vil i stedet tale om bymiljø. Et godt bymiljø skaber velvære og tryghed,« siger Jep Loft, der selv er jurist og i denne sammenhæng ’lægmand’, som han udtrykker det. »Der er en kløft mellem magtfolkene, altså arkitekter, bygherrer, politikere og forvaltningsfolk på den ene side og så lægfolk på den anden side, som ikke har nogen magt, ikke har nogen håndtag at trække i,« siger Jep Loft. »Derfor er det nødvendigt, at vi samler os og råber op, hvor det er nødvendigt,« siger han.
Bevarende lokalplan Sammen med Indre By Lokaludvalg kæmper han for en bevarende lokalplan for Middelalderbyen, der gør, at der ikke bare kan bygges hvad som helst, hvor som helst, men at arkitekterne skal tage hensyn til de omkringliggende bygninger. »Flere steder i byen har man ’fyldt op’ i smukke karreer med nogle kasser, der slet ikke passer ind i miljøet. Hvorfor skaber man steder i byen, hvor ingen vil opholde sig?« Men skal der ikke være plads til ny arkitektur? »Jo, det skal der, men skal den nødvendigvis være i områder, hvor den kommer til at ødelægge det samlede bymiljø?« spørger Jep Loft.
Debat på Kayak Bar Søndag 2. februar arrangerer han og Arkitekturoprøret en debateftermiddag på Kayak Bar, hvor netop bymiljø og nybyggeri er på dagsordenen. Med udgangspunkt i Arkitekturoprørets holdninger er der lagt op til en debat med blandt andet Hovedstadens Forskønnelse og arkitekturjournalister i panelet. Derefter er der lagt op til debat med deltagerne. »Jeg håber, at vi kan få en god og sund debat, hvor der er plads til at sige sin mening uden at få at vide, at ’det har du ikke forstand på, for du er ikke arkitekt’. Vi vil gerne sætte fokus på, hvad der gør folk glade, og hvad der gør dem trygge,« siger han og håber, at foreningen kan påvirke politikere og beslutningstagere. »Der var en gang, at man rettede Skjern Å ud. Det erkendte man, var en fejl, og nu skal den genskabes som den var. På samme måde håber jeg, at man vil indse, hvordan bymiljøet mange steder er blevet ødelagt og vil forsøge at genskabe det,« siger Jep Loft.
Jep Loft kæmper i foreningen Arkitek-turoprøret og i Indre By Lokaludvalg for et bedre bymiljø. Snart arrangerer foreningen debatmøde på Kayak Bar og håber på, at mange vil blande sig i den hede debat. »Hvorfor skaber man steder i byen, hvor ingen vil opholde sig?«
ARKITEKTUROPRØRET LÆGGER OP TIL DEBAT OM GODT BYMILJØ Debat om bymiljø og nybyggeri ◗ Debatten finder sted søndag 2. februar kl. 14 på Kayak Bar, Børskaj 12, København K (ved Børsen) ◗ Jep Loft fra Arkitekturoprøret vil indlede debatten. Derefter er der en paneldebat med deltagelse af bl.a. Claus M. Smidt fra Gamle Bygningers Bevaring, Jakob Lange fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse, arkitekturjournalist Holger Dahl fra Berlingske, arkitekturredaktør Karsten Ifversen fra Politiken og Jep Loft. ◗ Der sluttes af med en åben debat, hvor alle kan deltage. Der er ikke tale om en arkitekturdebat, men om en debat om attraktive bymiljøer. ◗ Der er gratis adgang. »Et godt bymiljø skaber velvære og tryghed,« siger Jep Loft, der er formand for Arkitekturoprøret.
Hvis du har en masse fine huse omkring en plads, kan ét nyt byggeri ødelægge det for alle de andre. ◗ Deltag i debatten på facebook: Hvor er byens bedste bymiljø? facebook.com/cityavisen
På den ene side af Møntergade er husene fra 1700 og 1800-tallet. I et af dem har Byens Kro i en årrække skænket øl til københavnerne under de lave lofter. I en anden sælger blomsterbutikken Decó overdådige buketter.
Anderledes ser det ud på den modsatte side af gaden, hvor en hvid bygning fra 1960erne udgør hele husrækken. Flere lokaler står tomme bag glasfacaderne som kontrast til det leben, der udspiller sig på den anden side.
»Her har vi opskriften på, hvordan man ødelægger en by. Ingen butikker, intet liv. Hvis der åbnede en Byens Kro derinde, ville der sidde nul mennesker. Der gider folk ikke at være. På den anden side af gaden, hvor husene er gamle, er der til gengæld masser af liv og atmosfære.«
Jep Loft er netop gået på pension efter at have arbejdet som jurist hos blandt andre A.P. Møller. Det giver ham ekstra tid til det, der siden 1970erne har optaget en stor del af hans fritid: kampen for et smukkere København.
Senest er han blevet formand for Arkitekturoprøret – en forening, der startede i Sverige, men som for et par år siden fik en aflægger her i København. Det erklærede mål er at få arkitekterne til at tegne bygninger, som passer ind i det eksisterende historiske miljø, og – ikke mindst – at få politikerne til at forpligte bygherrer og arkitekter gennem bevarende lokalplaner. Ud over at bevare historiske bygninger, ønsker foreningen, at nybyggeri i højere grad passer ind i lokalmiljøet frem for at stå i kontrast til omgivelserne.
»Da jeg gik med i Arkitekturoprøret, var der allerede 3.000 medlemmer. Nu er vi i gang med at gøre det til en rigtig forening. Hidtil har vi kun haft en facebookside,« siger Jep Loft om foreningen, der har 40.000 medlemmer i Sverige, og som han håber bliver en hel bevægelse.
»Jeg tror på, at der er momentum i de her år. At mange tænker ligesom os. Der er ved at ske noget,« siger han.
»Nej-københavnerne«
Som medlem af Lokaludvalget Indre By er Jep Loft allerede en kendt stemme i debatten – det til trods for, at han selv bor i Gentofte. Fordi han er medlem og medstifter af Tivolis venner, har han en plads i lokalududvalget, som også tæller lokalpolitikere og beboere i Indre By.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?«
Han var en af dem, der råbte højest, da planerne om at bygge et hoteltårn i den gamle have blev præsenteret i 2006.Artiklen fortsætter efter annoncen
»Vores by er flot, fordi den ikke har nogen skyskrabere, radiotårne og alt muligt skidt, som de har i eksempelvis London. Det vidste Norman Foster godt, da han tegnede den skyskraber. Vi gjorde et stort arbejde for at forhindre den. Borgerrepræsentationen tog sig sammen og sagde nej, fordi vi protesterede så kraftigt og havde fat i dem alle,« siger Jep Loft og understreger, at modstanderne fik tilnavnet »nej-københavnerne« under Klaus Bondam, som var Teknik- og miljøborgmester på daværende tidspunkt. Efterfølgende udtalte Bondam til Ritzau, at de politiske modstandere bevægede sig i en »museal andedam«.
Norman Foster foran en model af sit forslag til et hoteltårn i 2006. Det endte dog med at blive stemt ned og fik daværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam til at udtale til Ritzau, at modstanderne bevægede sig i en »museal andedam«.Foto: Bjarke Ørsted.
Netop den holdning vil Arkitekturoprøret gøre op med.
»Det er som med moderne kunst. Man vil så nødig være dum, og man vil så gerne kunne se, at det moderne er noget særligt. Og når det så endda er en berømt arkitekt, er der mange, som ikke tør sige fra. Ingen vil beskyldes for at være en kustode eller gammeldags. For hvad nu, hvis det er fin arkitektur?« spørger Jep Loft.JEP LOFT, FORMAND FOR ARKITEKTUROPRØRET
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade.«
Et andet eksempel er Teaterfuglen. I 1996 vandt den norske arkitekt Sverre Fehn førstepladsen i konkurrencen om at bygge et nyt teaterhus til Det Kongelige Teater.
»Det skulle kapsles ind i glas, og nogle af de gamle huse skulle rives ned. Jeg tænkte: Det her bliver stygt. Lad os beholde Kongens Nytorv, som det er«.
Kongens Nytorvs Venner kaldtes gruppen, som han var medstifter af.
»Vi begyndte at indsamle indsigelser i forbindelse med, at der skulle laves en lokalplan. Der var faxmaskinen blevet opfundet, så i stedet for, at folk skulle skrive breve og sætte frimærker på, lavede vi en faxkupon med 16 grunde til, at det her ikke skulle blive til noget. Dem delte vi ud, og der kom næsten 2.000 indsigelser ind til kommunen. Det havde man ikke set før. Det var jo ikke en underskriftsindsamling, for folk havde sat kryds ved præcis det, de mente, man skulle undgå,« siger Jep Loft og tilføjer:
»Det var nu nok alligevel ikke det, der væltede forslaget i sidste ende.«
Sverre Fehns vinderprojekt til et nye skuespilhus ved Det Kgl. Teaters Nye Scene gav anledning til en voldsom debat. I november 1996 blev der opstillet en mock-up af bygningens facade mod Kongens Nytorv. Men borgerrepræsentationen endte med at sige nej til forslaget.Foto: NILS LUND PEDERSEN.
Ikke stærkere end svageste led
Vi er nået til Kultorvet, hvor Knud Højgaards hus fylder en god del af pladsen.
»Kultorvet er et rigtig flot torv, men så ligger der den der kasse. Kæden er jo ikke stærkere end det svageste led. Hvis du har fire vægge i din stue, og du tapetserer og maler på tre vægge, mens det fjerde tapet hænger i laser, så er det jo det, man lægger mærke til. Det samme sker, når man bygger et grimt hus på en ellers smuk plads,« siger Jep Loft og understreger, at nok har 1960erne og 70erne – og tildels 50erne – stået for de største katastrofer i dansk byudvikling med nedrivninger af arkitektoniske perler og sjælløst nybyggeri, men også i dag sker det, at ny arkitektur er med til at ødelægge bymiljøet.
Jep Loft mener, at Knud Højgaards hus på Kultorvet er et eksempel på arkitektur, der ikke passer ind i det eksisterende bymiljø. Huset blev opført i 1957. Københavns Hovedbibliotek lå her til 1993. Foto fra 1957: Vagn HansenFoto: Vagn Hansen.
Derfor ønsker Arkitekturoprøret bevarende lokalplaner for den gamle bykerne, som dikterer, at arkitekter skal bygge i den eksisterende stil. I dag tager man stilling fra sag til sag, og det betyder ifølge Jep Loft, at man risikerer, at ny arkitektur ødelægger et gammelt miljø. Han nævner Toldbodgade 13 som et eksempel. Her blev et hus renoveret for nogle år siden, og det blev blandt andet beklædt med aluminiumsskærme – en renovering, som ellers er blevet fremhævet som særligt vellykket af Dansk Arkitektur Center.
»Det er en en af de mest fantastiske karreér i Nordeuropa med Nyhavn fra 1600-tallet, Toldbodgade, Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde. Midt i det placerer de noget, som jeg ikke engang ved, om jeg skal kalde for et hus. Jeg vil kalde det en stålkonstruktion. Når man får lov at lave sådan noget i den mest ømtålelige karré, kan man få lov andre steder også. Der er ingen lokalplan, der beskytter det,« siger Jep Loft.
»Så sidder kommunen og siger: »Vi må tage den enkelte sag og se på den«. Det er det, jeg vil ændre. Så slipper vi for, at de kommer med deres snak om referencer og dialog. Det er helt sort. Det er som at høre skrædderne i »Kejsernes nye klæder«,« siger Jep Loft, som ofte er blevet mødt med skepsis, da han ikke er uddannet arkitekt. For er man så berettiget til at have en holdning?
»Jeg er ofte blevet spurgt: »Hvorfor siger du noget? Du er da ikke arkitekt. Det er os, der har fagligheden«. Arkitekterne har i det hele taget været meget arrogante, men det tror jeg ikke er tilfældet længere. Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor de unge arkitekter godt kan se, at ikke alt, hvad de gamle gjorde, har været godt. Men der sidder stadig nogle i Københavns Kommunes administration, som hænger fast i en gammeldags 70er-tænkning. God arkitektur er ikke nogen garanti for et godt bymiljø. Se blot Nationalbanken. Byggeriet slog en smuk karré i stykker, og alt liv forsvandt,« siger Jep Loft som også gerne tager stilling til arkitektur uden for København K.
»Det, som gør mest ondt, er, når pladserne bliver ødelagt. Tag ud i Tuborg Nord. Alle de penge, der findes, var til rådighed. De dyreste grunde og Øresund. Gentofte kommune, kun rige mennesker. Ikke noget med at råbe op om pengemangel eller bygherrer, der ville have den billigste løsning. Vel ville de ej. Hvad har de derude? Intet. Punkthuse. Der er ikke noget hyggeligt,« siger han.
Den nye miljøkamp
Arkitekturoprøret får fem-ti nye medlemmer om dagen, fortæller Jep Loft, som sammenligner oprøret med miljøsagen i 70erne. »Der var det også folket, der sagde: »Nu vil vi ikke finde os i det mere«. Det startede med, at Øresund flød med lort, og Ekstra Bladet kaldte det »Pløresund«. Så fik det momentum, og man fik et miljøministerium og Naturstyrelsen og naturklagenævn. Planloven dækker også bymiljøer, bebyggelser og naturområder. Med hvad er der sket med bebyggelse og bymiljøer? Intet. Hvad er der sket på miljøområdet? En hel masse,« konstaterer Jep Loft.
»Tag for eksempel den grønne frø på Amager Fælled. Frank Jensen var jo ved at miste sin borgmestertitel på grund af den frø, og projektet blev lagt i graven. Men bulldozerne kom stadig ind og fjernede Slagtergårdene på Vesterbro, selv om der var masser af modstand og stort fakkeloptog, som jeg selv deltog i. Politikerne var ligeglade,« siger Jep Loft, som alligevel er optimistisk.
»Jeg tror, der er momentum nu,« siger han.
FAKTA
Jep Loft om tre københavnersager
Blox »Blox var et fejlskud. Der var kæmpe møde på Nationalmuseet, hvor der sad 297 og var imod og tre, der var for. Men det var kun de tre, der var for, som rigtig fik lov at sige noget. Det var en farce. »Lad nu idioterne blive borgerinddraget og lad dem vrøvle, og så gør vi alligevel det, vi har tænkt«. Jeg er sikker på, at Realdania fortryder byggeriet bitterligt«.
Slagtergårdene på Vesterbro »Det var et fantastisk bymiljø, som aldrig kan genopstå, med sine små gårde, skæve bygninger og værksteder. Hvis nogen havde sat det i stand, ville masser af rige mennesker gerne flytte ind i det. Det kan godt betale sig at sætte det gamle i stand.«
Holckenhus »At man stjæler nogle atelierer fra nogle kunstnere – det må de jo nok desværre finde sig i. De har været privilegerede med relativt lav husleje og for et areal. Men Holckenhus havde de her trapper og glas og fine detaljer, og så kommer uforstandige personer og fjerner det. Det er tonedøvt. Men jeg kan ikke forlange, at folk skal betale en lille husleje for en stor lejlighed.«
Arkitektur. En ny pris vil fremover blive uddelt til årets grimmeste byggeri. Det er et oprør mod tidens herskende arkitektursyn, fortæller stifter Jep Loft.
Danmark har fået en ny arkitekturpris. Men de kommende vindere vil næppe blive særlig begejstrede for at modtage den. Prisen er nemlig indstiftet af foreningen Arkitekturoprøret og vil fremover blive tildelt »Danmarks grimmeste byggeri«.
Prisen er inspireret af den britiske Carbuncle Cup, der blev startet af arkitekturmagasinet Building Design, og som siden 2006 er blevet tildelt Storbritanniens grimmeste nybyggeri. Navnet »carbuncle« er hentet fra en udtalelse, som kronprins Charles kom med i 1984, da han skulle holde en tale for Royal British Architecture Institute i anledning af instituttets 150-års jubilæum. Talen er gået over i historien, da alle blot havde regnet med, at kronprinsen ville hæve glasset og udbringe en skål, men i stedet udbasunerede han en nådesløs kritik af den retning, britisk arkitektur havde taget i efterkrigstiden. Det er svært at oversætte ordet »carbuncle«, men det beskriver den type sår, der opstår, hvis man rammes af den genstridige bakterieinfektion stafylokokker.
Siden har prisen spredt sig til flere lande. I Sverige hedder den eksempelvis Kasper Kalkon (Kasper Kalkun) og er blevet uddelt siden 2016. Herhjemme har den endnu ikke fået sit endelige navn. Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for en sådan pris i Danmark? Og hvordan afgør man, hvilken arkitektur der er den grimmeste? Weekendavisen har talt med stifteren og formanden for Arkitekturoprøret, den 69-årige jurist Jep Loft.
– Hvorfor har I valgt at indstifte denne pris?
Foreningen Arkitektoprøret fremhæver BLOX som skrækeksempel og mulig kandidat til deres nyindstiftede pris. To milliarder kroner har fonden Realdania brugt på bygningen. Foto: Ritzau Scanpix
»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur. Den eksisterer. Det ved jeg, for jeg har personligt holdt 40 til 50 foredrag over hele landet i byer store som små. Folk er frustrerede over de nye byggerier i deres byer og over, at vi ikke har en lovgivning, der beskytter deres historiske bymiljøer.
Derudover vil vi gerne have arkitekter til at tænke på en ny måde. Vi mener, at der skal gøres oprør på arkitektskolerne mod den holdning, der har domineret siden Anden Verdenskrig, hvor arkitektur skal være kunst, et værk i sig selv, der skal skille sig ud, være markant og gerne meget anderledes. Det er på grund af dette arkitektursyn, at vi har fået så mange grimme bygninger som eksempelvis BLOX eller det nye byggeri ved Østerport Station i København, der begge er så utilpassede i det miljø, de indgår i,« siger han.
Ifølge Loft er det en udbredt opfattelse blandt arkitekter, at man skal undgå at bygge såkaldt pastiche, altså tilbageskuende arkitektur, hvor man bygger efter tidligere epokers retningslinjer og æstetik. Dette syn på det at genskabe ældre arkitektur som en slags kitsch har gjort stor skade, mener Loft.
»Det har ødelagt meget rundtomkring i landet. I Frankrig er der en lov om, at man ikke må bygge nyt omkring historiske bymidter. Det, vi mener, at arkitekter skal lære, er, at de skal tænke i helhed, i bymiljøer. Vi skal værne om vores sårbare bymiljøer, alle de ældre torve og gamle gader, vi har. Dem må de ikke slå en knytnæve ned i og ødelægge. Nationalbanken er eksempelvis en knytnæve. Og der kommer vi til en af de vigtige pointer: Vi vil meget hellere tale om bymiljøer end om arkitektur. For folk siger, at Nationalbanken er fin arkitektur. Det kan godt være, de har ret. Men den ødelagde en hel karré. Der var byliv, der hvor banken ligger i dag. Folk levede der, og de bygninger, man fjernede, var smukke. Nationalbanken kunne have ligget et andet sted,« siger Loft.
– Er der da slet ikke noget moderne arkitektur, du synes er pænt?
»Jo, det er der da nok. Og hvis det ligger i nye kvarterer, er det fint nok. Jeg vil bare ikke have, at de ligger i fine, historiske bymiljøer. Et hus kan være forkert et sted, men rigtigt et andet. Men at snakke om moderne arkitektur er som at snakke om moderne kunst. Det kan vi diskutere i ti timer uden konklusion, men bymiljøer kan vi let blive enige om. Hvis der kommer nogen og vil bygge en skyskraber på Gråbrødretorv eller i Nyhavn, vil vi alle græde,« siger han og understreger, at han intet problem har med moderne arkitektur i områder, hvor der ikke allerede er bebygget.
Jep Loft ønsker, at politikerne begynder at interessere sig mere for landets bymiljøer. Som det er nu, er det op til de enkelte lokalpolitikere at tage stilling til permanente ændringer af historiske bykerner, uden at det sikres, at borgerne inddrages i processen. Loft sammenligner det med debatten om naturområder for at vise kontrasten.
»Debatten om naturområder er folkelig. Her har alle ret til en mening. Det er ikke bare op til ingeniører og politikere, hvor der skal bygges en ny bro. Men i bymiljøer, der er debatten meget elitær. Der kommer den altid til at handle om arkitektur, og så er det fagfolk, der skal tale. Hvis andre siger noget, så får de at vide, at det er noget sludder,« siger han og peger på debatten om Slagtergårdene på Vesterbro som eksempel.
De gamle industribygninger blev revet ned sidste år trods omfattende protester fra beboerne. Politikerne kunne blandt andet henvise til, at eksperter ikke mente, at der var tale om bevaringsværdige bygninger. I stedet for at anerkende bygningerne som unikke og historiske i deres lokale kontekst (og at beboerne elskede dem), blev de vurderet ud fra rene arkitektoniske, faglige kriterier.
»Man skal væk fra det med at se på det enkelte hus. Det er ikke det, der betyder noget. Det kan være et cykelskur. Men det kan være bedre end en ny arkitekttegnet bygning, hvis det passer bedre ind. Se på Nyhavn. Der er jo intet arkitektonisk særligt ved den. Men det hele passer sammen. Hver for sig er husene ikke noget,« siger han.
Som skarp kontrast til sagen om Slagterboderne måtte man vige for de folkelige protester, da der skulle bygges nyt på Amager Fælled. Hvordan kan det være, at der er stor forskel på debatten om naturen og bymiljøerne?
»Det er den måde, det har fungeret på de sidste 50 år. Man bliver spurgt: Er du arkitekt? Og hvis man så svarer ’nej, det er jeg ikke’, så får man at vide, at man ikke har forstand på det. Men jeg har rejst rundt i hele landet og kan bare konstatere, at arkitekter ikke har lært at tilpasse sig omgivelserne. Se bare Nyborg Slot, hvor de rev to gamle huse fra 1800-tallet ned og nu vil bygge oven på borgtårnet, et stort moderne oplevelses- og formidlingscenter lige op ad slottet. Og så kan vi stå der og kigge ud ad glasset over på det gamle hus. Det er sådan noget, arkitekter elsker, men som langt de fleste almindelige mennesker synes, er frygteligt.«
Jep Loft fremhæver det, han ser som det ultimative skrækeksempel og muligvis en kandidat til prisen for grimmeste byggeri, det nye BLOX, der er tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas og ligger i Københavns Havn. Byggeriet, der har kostet Realdania to milliarder kroner, har siden tiltrukket sig omfattende kritik både fra arkitekter og borgere. Alt det kunne være undgået, mener Loft.
»Der var jo borgermøder, dengang det skulle bygges. Jeg var til begge møderne. Der var omkring 300 mennesker i aulaen på Nationalmuseet. Af de 300 var der tre, der gav udtryk for, at det var en god idé. Bygherren, arkitekten fra Holland og stadsarkitekten. Alle andre, der udtalte sig, syntes, det var en frygtelig dårlig idé. Men de blev fejet til side. De vidste ikke, hvad de talte om. Så gik byggeriet i gang. Og i dag har alle fortrudt det. Realdania vil næppe indrømme det, men det har været dyrt, det fungerer ikke, det er grimt, og det er endda også blevet kritiseret af arkitekter. Hvorfor lyttede man ikke, dengang alle sagde, det var en dårlig ide?« spørger han.
»Vi vil gerne være talerør for den folkelige frustration over en del moderne arkitektur.«
Seneste kommentarer