Lad os bygge smukt igen

Tag: jep loft (Side 1 af 2)

Holger Dahl og Jep Loft debatterer. Byens Bedste – Berlingskes Kulturguide. Podcast d. 9/12 – 2021.

Byens Bedste – Berlingskes Kulturguide – handler i denne uge om Arkitekturoprøret.

Hør podcasten her

Ny arkitektur i København kan altid sætte skub i en god debat om. Og i den debat går Arkitekturoprøret gerne forrest.

Arkitekturoprøret er en bevægelse, der efter eget udsagn »kæmper imod de mange trusler mod vores gamle bykerner«.

De er trætte af firkantede kasser og kedelige huse, som de mener kendetegner de fleste nye bygninger i Danmark. Og at byggebranchens arrogance er ødelæggende for god arkitektur for folket.

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, gæster Byens Bedste, i selskab med Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl. Han mener ikke at der eksisterer en folkelig modstand mod en »dum, indspist elite, som sidder i et elfenbenstårn, og vil stoppe alt det her grimme hø ned i halsen på de stakkels almindelige mennesker«.

Vært: Aminata Amanda Corr

Produceret af: Josefine Maria Hansen

Læs anmeldelser, kommentarer og kulturnyheder, og stem på dine favoritter til Byens Bedste på berlingske.dk/aok.

See omnystudio.com/listener for privacy information.

Dansk Folkeparti: Bygningsarven er dårligt beskyttet af planloven. Altinget d. 28/9 – 2021


Link til artiklen

De samme synspunkter gjorde direktøren for Historiske Huse, Birthe Iuel, og jeg (Jep Loft) gældende på et møde med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek d. 10/5-2021. Ministeren var meget lyttende og imødekommende, og han var godt inde i sagerne.

Lad os håbe, at Planloven bliver ændret, så den opfylder sit formål jfr. dens §1 stk 2: ”at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber”. Landskaberne gøres der meget for, men bebyggelser og bymiljøer gøres der meget lidt for. Det er kommunerne, der skal passe på de bevaringsværdige ejendomme, og det er der mange af dem, der ikke formår. Et lovkrav om bevarende lokalplaner for de ældre bydele er stærkt tiltrængt. Også fredningsloven bør ændres, så områdefredning og facadefredning muliggøres.

Læs her om lokalplaner i København

 

Københavns Bygningspræmiering 2020. Podcast.

 

Københavns Kommune inviterede Arkitekturoprøret til en debat med Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs og Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i forbindelse med årets bygningspræmiering, modereret af journalist og forfatter Pernille Stensgaard.

De bruger bygningspræmieringen til at tale om, hvad der kendetegner det gode byggeri og videre, hvad der kendetegner den gode by – hvilke kvaliteter lægges der vægt på i begge tilfælde? Lykkes vi med begge dele? Hvad kan vi gøre bedre?

Der er kommet en podcast på 48 minutter ud af det, som kan lyttes til fra alle disse steder:

Aflytningsside:

https://bagomkbh.podbean.com/e/ekstra-arets-bygningspr%c3%a6miering-stem-pa-din-favorit/

Lydfil direkte:

https://mcdn.podbean.com/mf/web/6n5ne7/StemPaaDinFavorit.mp3

Bag om København kan også aflyttes på

Apple Podcast

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/bag-om-k%C3%B8benhavn/id1073562520?l=da

Spotify

https://open.spotify.com/show/3vyzsO9GgLubE5HmEBQc6S

Deezer

https://www.deezer.com/da/show/1764532

Podbean

https://bagomkbh.podbean.com

Samt Podimo og de andre podcast apps.

Her kan man tjekke, hvor mange, der allerede har lyttet med: https://bagomkbh.podbean.com.

Politiken Byrummonitor d. 26/10 – 2020. Vores svar i debatten.

 

Jep Loft får det sidste ord: PH’s latterliggørelse af umoderne nybyggeri sidder stadig som angst i arkitektstanden

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere af moderne arkitektur, skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, i det foreløbigt sidste indspark i debatserien om moderne arkitektur. Til hans store glæde har serien bekræftet ham i, at mange i branchen er enige i kritikken.

DEBAT

26. OKT. 2020 KL. 04.00

JEP LOFT

Formand, Arkitekturoprøret

Byrummonitor har iværksat debatserien ’Er der behov for et oprør?’ med det afsæt, at Arkitekturoprøret er opstået som »en højtråbende fløj i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur«.

Ja, vi har ønsket at råbe byggebranchen op. For at skabe dialog og for at være talerør for almindelige mennesker, som i årevis er blevet mødt med overbærende – hvis ikke ligefrem hånlige – kommentarer, når de fortvivlet har protesteret mod nybyggeri. Vi hilser denne debat velkommen og mener, at byggebranchen selv burde have sat den i gang for mange år siden.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å

Vi er kritikere, men ikke nødvendigvis modstandere. Vi ønsker bedre byrum og bedre bymiljøer og taler nødigt om arkitektur. Men vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur. Den modernistiske byggestil har ikke været en succes.

Det har været glædeligt at få bekræftet, at mange i branchen i så høj grad er enige med os. Måske har debatten vist en tendens til, at personer, der føler sig uafhængige, tør stå frem, mens ansatte på større tegnestuer eller i en kommune i højere grad hænger fast i vanetænkning?

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

 

Vil du bidrage til debatten? Skriv til debat.byrummonitor@pol.dk.

Til Søren Nielsen: Økonomerne kan ikke hjælpe

Om ansvaret for det dårlige byggeri skrev arkitekt Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkunsten:

»Der er alt for mange penge i ejendom. Som om løsningen ligger hos arkitekterne! Økonomerne må i arbejde.«

Vi tror ikke, at økonomerne kan gøre så meget. Men det er rigtigt, at arkitekterne har tegnet boligbyggeriet for developere, investorer og bygherrer, ikke for beboerne. Det har kunnet fortsætte i flere menneskealdre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes på det sted, hvor man gerne vil bo.

Et lignende misforhold mellem kvaliteten af det udbudte og det, som køberne ønsker, ville ikke kunne opstå i for eksempel bilbranchen eller møbelbranchen. Her vil markedskræfterne gøre sig gældende, og derfor er biler og møbler med klassisk design i høj kurs.

Hvis Blox havde været en bil

Hvis Blox eller Østerport II havde været biler, var de aldrig blevet produceret; ingen fabrikant ville bruge milliarder på at provokere og genere sine kunder (og Blox er da også blevet en gigantisk økonomisk fiasko). Men markedskræfterne har ikke kunnet straffe byggebranchen for dens manglende lydhørhed.

Vejen til at nå vores mål er blandt andet en mere menneskevenlig og klassisk form for (moderne) arkitektur

Boligbyggeriet har (som andet byggeri) skullet fremstå som moderne, og dermed er det ikke blevet menneskevenligt. Ofte er tiden hurtigt løbet fra det. Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen. Vi ser nu relativt nye boligblokke blive revet ned.

Til Stephen Willacy: Aarhus’ storbydrømme er gået amok

Stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy mener, at vi skal passe på, at vores kærlighed til byen ikke kvæler udviklingen. Vi vil snarere mene, at man skal passe på, at udviklingen ikke kvæler byerne (ligesom den har kvalt naturen).

Det er så lille et areal, der rummer de gode bymiljøer. Men det værner man ikke om (og slet ikke i Aarhus). Og det er så enormt et areal, der er blevet bebygget med atmosfæreløst nybyggeri i de seneste 60 år.

I Aarhus er storbydrømmene næsten gået amok med byggeriet langs havnen og på Aarhus Ø. Stadsarkitektens frygt er helt ubegrundet. Der er i den grad brug for bevarende lokalplaner, der kan beskytte kulturarven mod tilfældige og kortsigtede beslutninger i forvaltning og bystyre (måske efter pres fra developere og investorer).

Til Kristian Kristiansen: Vi retter ikke kun skytset mod arkitekterne

Til tidligere lektor på DTU Kristian Kristiansen skal det nævnes, at Arkitekturoprøret ikke retter skytset mod arkitekterne alene; vi mener, at hele byggebranchen har et kollektivt ansvar for den fejlslagne udvikling.

Vi har kritiseret byplanlæggere for deres livløse og atmosfæreløse byplaner, lagt efter passer og lineal og uden samlingspunkter. Vi har kritiseret bygherrer for ikke at kunne se, at de kunne tjene flere penge, hvis de skabte beliggenhedsværdi; tværtimod har de forringet værdien af de værdifulde områder, de har haft rådighed over.

Vi har kritiseret arkitektskolerne for ikke at lære arkitektstuderende at vise hensyn og have respekt for sammenhæng, helhed og harmoni. Og vi har kritiseret forvaltninger og politikere for at tro, at nedrivninger og ødelæggende nybyggeri fører til ’udvikling’.

Vi har gjort det i artikler, i debatter og ved direkte henvendelser til branchens aktører, herunder kommuner. Fælles for dem alle har i årevis været, at de har følt sig hævet over kritik. Nu er der endelig håb om dialog.

Til Torben Østergaard: Vi ønsker ikke forlorent nybyggeri, men tidløs klassicisme

Arkitekt Torben Østergaard fra 3XN skrev:

»Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.«

Det er ikke de ældre kvarterer, men derimod de nyere boligområder, der er blevet overhalet af udviklingen

Arkitekturoprøret ønsker ikke forlorent nybyggeri i nederlandsk renæssance-stil. Men vi så gerne, at arkitekter for eksempel videreførte den elegante, enkle, tidløse, danske klassicisme.

Den internationalt anerkendte, engelske arkitekturhistoriker Giles Worsley skriver i bogen ’Klassicisme i København’:

»At vandre gennem Københavns gader er at opleve en af de største glæder i Europa. (…) Der er intet af det skryderi, der kendetegner samtidens London eller Paris.«

Var det ikke noget at bygge videre på? Ville det ikke være mere ægte end at hente de nyeste ideer fra internettet eller amerikanske arkitekturtidsskrifter? Når bilbranchen kan tage klassiske modeller frem og skabe nye, elegante og tidssvarende modeller, burde byggebranchen også kunne finde ud af noget tilsvarende.

PH-angst

Torben Østergaards bemærkning om hesten som transportmiddel følger traditionen fra Poul Henningsens arkitekturkritik. PH latterliggjorde nybyggeri, der ikke fremstod som moderne. Om posthuset på Trianglen i København skrev han i 1927:

»Forestillingen fortsætter om Hjørnet langs Øster Allé, hvori det forundes Én at stikke sit Brev mellem fire velskabte joniske Søjler. Hverken Trappetrinene eller Revnen tillader dog at korrespondere med de til Stilen svarende Stentavler.«

Det er min personlige teori, at angsten for en sådan udskamning har martret arkitektstanden lige siden.

Byer kan sagtens overleve uden butikker

Torben Østergaard ser internethandel som en større trussel mod velfungerende bymiljøer end nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Det er vi uenige i.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil. Der fandtes slet ingen butikker før engang i 1800-tallet. Tomme butikker vil blive ombygget til attraktive boliger, og vi vil få torvehandlen tilbage.

Hvis der er et godt bymiljø, kommer der også liv i gaden.

Det er trist med butiksdøden, men de gode bymiljøer vil overleve i fin stil

Værre bliver det for de byer, der ikke har passet på deres bymiljø. For en 1960’er-butiksrække som Egmonts i Møntergade i København er det svært at se noget håb. Og de byer, der har ødelagt deres bykerner ved at give dem forstadspræg, vil opleve forslumning, utryghed og måske stigende kriminalitet. De gode skatteborgere vil flygte.

Det er den ’udvikling’, man får, når man ødelægger de gamle bykerner.

Til Johnny Svendborg: Ja, vi skal have bedre lokalplaner

Vi er helt enige i formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborgs konklusion: Der skal laves bedre lokalplaner. Bevarende lokalplaner for de gamle bykvarterer og planer med bymiljø og atmosfære for de nye. Og kommunerne skal tage dem alvorligt og ikke dispensere, når en bygherre eller en developer ønsker det.

Gode bymiljøer er mange penge værd, og et misforstået hensyn til fremskridt og udvikling har sat store værdier over styr. Kommunerne bør forstå, at de samme hensyn gør sig gældende for bymiljø som for naturmiljø.

Det var også et ønske om udvikling, der lå bag den katastrofale udretning af Skjern Å.

 

Politiken Byrummonitor d. 2/9-2020. Jep Loft svarer Anne Katrine Harders.

Jep Loft svarer Anne Katrine Harders: Så længe Arkitekturoprøret går efter bolden, må hensynet til ytringsfriheden gå først

Det er ikke en rimelig debatform, når Anne Katrine Harders skriver, at enkeltstående, overdrevne indlæg på Arkitekturoprørets facebookside er udtryk for gruppens samlede holdning. Vi skal ikke belære vores medlemmer om nuancer, skriver formand Jep Loft i dette debatindlæg.

DEBAT

24. august rettede civilingeniør og ph.d. Anne Katrine Harders hård kritik mod Arkitekturoprøret i et debatindlæg i Byrummonitor.

Selv om man må forstå, at hun grundlæggende deler vores synspunkter (og af den grund selv er flyttet til Frederiksberg), betegner hun Arkitekturoprøret som »et forum, hvor det synes underordnet, om der overhovedet er hold i kritikken, og hvor pastiche synes at være en samlende betegnelse for god arkitektur«.

Hun skriver videre, at »hvad der kunne være et tiltrængt indspark i debatten, ligner ved nærmere eftersyn et iltert forum for internetkrigere«:

»I kommentarsporene råber de bare i munden på hinanden. Det gør de gerne med helt forskellige syn på verden, men med det til fælles, at de lader til at være aldeles resistente over for nuancer, der kan mudre deres forestilling om god og dårlig arkitektur,« lyder det slutteligt.

Hundredvis af nye medlemmer hver måned

Arkitekturoprøret har en facebookside med en tilknyttet facebookgruppe, som har over 5.000 medlemmer i Danmark, og der kommer hundredvis af nye medlemmer til hver måned. (I Sverige er der over 40.000 medlemmer.)

Vi synes ikke, at vi råber i munden på hinanden, men man kan vel næppe forvente, at så mange mennesker skulle tale med én tunge.

Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen

Vi lægger vægt på at være et forum, hvor alle – også lægfolk – kan komme til orde. Et sådant forum har været stærkt savnet. Anne Katrine Harders citerer enkelte facebookindlæg, der for eksempel plæderer for, at arkitektskolerne bør nedlægges, og bruger dem imod Arkitekturoprøret som et samlet forum.

Det er ikke en rimelig debatform.

I årevis er almindelige menneskers frustration og fortvivlelse over kedeligt eller hensynsløst nybyggeri blevet fejet til side af fagfolk, som takket være deres ’faglighed’ føler sig hævet over kritikken. Vi er ikke længere i tvivl om, at vores fortvivlelse deles af et flertal i befolkningen. Den opfattelse får vi løbende bekræftet.

Hvordan skulle vi ellers bære os ad?

Nu kommer Anne Katrine Harders og forklarer os, at vi gør tingene på den helt forkerte måde. Hun skriver ikke, hvordan vi i stedet skulle bære os ad. Skal vi redigere kommentarsporene? Skal vi belære folk om nuancer, de ikke har fået øje på?

Selvfølgelig skal vi ikke det.

Tværtimod skal vi lade alle komme til orde. Vi har lagt et ’manifest’ ud på Facebook, der beskriver vores grundholdning, og derfra må man selv tage stilling og udtrykke sin mening. Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først.

Det gøres måske ikke altid lige elegant, men så længe der bliver gået efter bolden og ikke efter manden, må hensynet til ytringsfriheden gå først

På bloggen Arkitekturoproeret.dk ligger mere end 70 avisartikler og tv-klip, der beskriver og uddyber vores kritik. I debatter med fagfolk konstateres det ofte, at vi er enige om det meste – se for eksempel debatten med Arkitektforeningen her i Byrummonitor sidste år.

Udbredt erkendelse, at noget er gået galt

Det er en udbredt erkendelse i arkitektkredse, at noget er gået galt. Vi betragter denne enighed som et markant fremskridt. Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet.

Selv taler jeg nødigt om grimme eller pæne huse, og jeg prøver at undgå at tale om arkitektur. Jeg taler om gode og dårlige bymiljøer.

Den nedladende og bedrevidende holdning, som fagfolk tidligere har udvist over for lægfolk, er næsten forsvundet

En debat om arkitektur fører sjældent brugbare resultater med sig. Derimod er det ret let at nå til enighed om, at de nye bykvarterer fungerer dårligere end de ældre. Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem, der stadig bliver gjort alt for lidt ved.

Ingen af de værdiladede udsagn, som Anne Katrine Harders citerer Arkitekturoprøret for, findes på bloggen.

Jeg forstår ikke hendes bemærkning om, at vi snarere er »et sted for de oprørske end for et egentligt oprør«. Vi har brugt mange kræfter på at få planlæggere, arkitekter, bygherrer, arkitektskoler, forvaltninger og politikere i tale med det formål at ændre på en fejlagtig praksis, der ubestrideligt igennem flere menneskealdre har ført til brutal ødelæggelse af fine, ældre bymiljøer og til byggeri af kedelige nye bykvarterer.

I et vist omfang er det lykkedes at skabe en dialog. Vi har bare endnu ikke set nogen resultater i form af ændret byggeri. Byggebranchen synes fastlåst i vanetænkningens jerngreb.

Men så længe, der er oprør, er der håb.

 

 

 

Arkitekturoprøret svarer på kritik. Læs artiklen her.

BT d. 17/8-2020. Det giver ingen mening at nedrive Palads.

 

BT skriver om Arkitekturoprørets holdning til nedrivning af Paladsteatret. Se artiklen her.

Ikonisk bygning truet: Giver ingen mening

Palads Teatret på Axeltorv i København står til at skulle rives ned, og det har fået en gruppe på Facebook til at gløde.

Det gælder også Jep Loft, der er formand for den danske gren af Arkitekturoprøret – en forening, der kæmper for at bevare de gamle bykerner.

»Der er ingen logik i, at man gerne vil være i Indre By, og man så river Indre By ned.«

Palads Teatret blev grundlagt i 1912, og i 1989 blev det malet i pastelfarver af kunstneren Poul Gernes.

 

 

»Det er en særlig bygning, som alle kender, og mange har et forhold til. Den har sjæl og atmosfære og er med til at skabe et bymiljø på Axeltorv. River man den ned, slår man det i stykker.«

Nordisk Film Biografer ønsker at rive Palads Teatret ned og kunne tidligere på året offentliggøre en modeltegning af erstatningen – tegnet at Bjarke Ingels’ arkitektfirma, BIG.

Selv om byggeprojektet endnu ikke er godkendt og finansieret, er modstanden mod planerne vokset.

Facebook-gruppen Bevar Palads har over 12.000 følgere, og gruppens underskriftindsamling for bevarelse af den ikoniske bygning har langt over 7.000 underskrifter.

»De kunne bygge ude på Vestegnen ved en S-togsstation eller ved metrolinjen i Sydhavnen. Men det vil man ikke. For folk vil gerne en tur i byen. Når man har været i biografen, kan man gå rundt i gaderne bagefter og få en øl eller en kop kaffe, fordi der er atmosfære,« siger Jep Loft og fortsætter:

»Derfor vil de gerne have deres biograf netop der. Hvad gør de så? Så river de det ned, der er. De ødelægger det, de gerne vil være en del af.«

I udkastet til det nye byggeri vil der være restauranter, caféer og barer i stueetagen, mens biografsalene kommer til at ligge under jorden.

Bjarke Ingels har tidligere kaldt det ‘en forbrydelse mod københavnsk arkitekturhistorie’ at rive Palads ned.

 

Sådan kan den nye Palads-biograf komme til at se ud.
Sådan kan den nye Palads-biograf komme til at se ud. Foto:…
Vis mere

 

Til filmmediet Filmz har han senere forklaret, hvorfor han ikke længere synes det.

»Jeg vil sige, at hvis man river Palads ned uden at skabe et nyt hjemsted for dansk film, der er dansk film værdig, og et nyt byrum, der er København værdig, og med en eller anden form for markant by- og bygningsintegreret kunst af vor tids svar på Poul Gernes, så skal man dømmes til kun at se film på en iPhone uden at måtte gå i biografen,« sagde Bjarke Ingels til Filmz.

Vibeke Wolfsberg, der er kommerciel direktør hos Nordisk Film Biografer, har tidligere sagt til TV 2 Lorry, at man har brugt 70 millioner kroner på at vedligeholde Palads over en 10-årig periode, og at det kun vil blive dyrere.

Politiken Byrum d. 13/8-2020. Fagfolk bør lære at lytte til kritikken.

 

Arkitekturoprøret har et indlæg i Politiken Byrum i dag. Læs det her.

Jep Loft svarer retoriker: Arkitekturoprøret er ikke skabt, så lægfolk kan lære at forstå fagfolk, men så fagfolk lærer at lytte til kritikken

Arkitekterne er begyndt at lytte til Arkitekturoprøret, oplever foreningens formand, Jep Loft. Men byplanlæggerne har stadig meget at lære af de seneste årtiers kritik af modernistiske byrum, skriver han i dette debatindlæg.

DEBAT

Tak til Marcello Morns for indlægget i Politiken Byrum 3. august. Vi er glade for, at han ikke længere betragter Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder, og at han anerkender behovet for og værdien af debatten på vores hjemmeside og på Facebook.

Han skriver:

»Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu.«

Vores ønske er dog nok snarere det omvendte: At fagfolk begynder at lytte til kritik og lære af de mange fejl, der i årevis er begået – både i form af hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og i form af kedeligt byggeri i nye bydele. Og ønsket er blevet opfyldt, for så vidt at mange arkitekter giver os ret i vores kritik.

Mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne end i Ørestad?

Det, vi mangler at se, er, at der også sker noget med byggeriet: at byplanlæggerne begynder at lære af de ældre bykvarterers charme og lægger linealen væk; at arkitekterne tør gøre sig fri af de seneste 100 års angst for ikke at være moderne; at arkitektskolerne begynder at undervise i betydningen af helheder med sammenhæng og harmoni; at bygherrerne indser beliggenhedsværdien af huse, som indgår i et rigtigt bymiljø; at de kommunale forvaltninger følger med tiden og forlader tidligere tiders forfejlede praksis, og at politikerne begynder at interessere sig for den kulturarv, som de ældre bymiljøer repræsenterer.

Vi taler hellere om bymiljø end om arkitektur

Marcello Morns skriver videre:

»I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt.«

Det er nok rigtigt. Derfor taler vi hellere om bymiljø end om arkitektur. Og mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne, end i Ørestad?

Det er vigtigt at nå til enighed på det punkt. Vi forspildte en enestående mulighed, da vi byggede kedelige, moderne boligblokke på havnearealer overalt i landet.

Tænk, hvad der kunne være skabt af havnemiljøer, hvis man havde prøvet at ramme stedernes ånd – selv om de var forskellige fra tidsånden. Det var der ingen, der turde. Ikke alene er byggerierne kedelige – de har gjort skade på det miljø, der var. De har taget fra omgivelserne og intet givet tilbage.

Arkitekturoprøret sigter højere end at være forum for debat. Vi håber at ændre på en forfejlet praksis, der har været fulgt i flere menneskealdre.

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen. Arkitekten.dk d. 18/6-2020.

Se Arkitekturoprørets indlæg her.

ET INDSPARK FRA ARKITEKTUROPRØRET

Om negativ social arv fra Le Corbusier og Poul Henningsen

Af Jep Loft

I Arkitekturoprøret kritiserer vi to forhold: Dels at der er blevet bygget hensynsløst og brutalt i de gamle bykerner, og dels at de nyere bydele og forstæder savner det liv og den atmosfære, som de ældre bykvarterer har.

Vi forstår ikke, hvordan arkitektstanden i årtier kunne være passive vidner til, at harmonien i fine, gamle bymiljøer gang på gang blev slået i stykker af nedrivninger og utilpasset nybyggeri. Inden for andre kunstarter har man respekt for tidligere tiders stilarter, men arkitekter har insisteret på at bygge efter tidens mode; de synes at have savnet viljen til at værne om de gode bymiljøer.

Vi forstår heller ikke, hvorfor den enorme byggeaktivitet siden Første Verdenskrig ikke har skabt mere attraktive bykvarterer. Der er bygget gode boliger, men ikke gode byrum. Generelt er forstæderne kedeligere end bykernerne. Behøver det at være sådan?

Efter vores mening har fagfolkene – arkitekter, bygherrer, planlæggere, forvaltninger og fagskribenter – ikke alene fejlet; de har nægtet at lytte. De har levet i deres egen, lukkede verden uden at bekymre sig om lægfolks fortvivlelse. Fagfolk og lægfolk har været adskilt af en ”arkitekturkløft”. I utallige bøger og artikler om nyere tids arkitektur har fagfolk lovprist sig selv og hinanden for den fremragende arkitektur, som de seneste 100 år har præsteret.  Le Corbusier og Poul Henningsen har sat deres præg på holdningerne. Oftest er det den enkelte bygning, der beskrives; at nye bygninger har ødelagt harmonien i det omgivende bymiljø, omtales så godt som aldrig. Ej heller har fraværet af nye, gode bymiljøer fået den opmærksomhed, det fortjener. 

I de seneste år er der kommet en opblødning af fronterne. Flere og flere fagfolk står frem og deltager i kritikken. Det har bare ikke hjulpet. Næsten hver gang, man ser et nyt byggeprojekt, skuffes man. Mere af det samme. Store, firkantede klodser. Eller besynderlige geometriske figurer. Intet, der kan skabe et bymiljø. Byplaner lavet med lineal og passer uden nogen form for organisk præg. Ingen tilpasning efter omkringliggende ældre huse. Og man fortsætter med at rive ned i de ældre bykvarterer. Hvorfor kan nye tanker ikke slå igennem?

Det kan ikke skyldes pengemangel. Bygherrer burde nok kunne indse, at de ville tjene flere penge, hvis deres huse lå i et attraktivt bymiljø. Et mere klassisk funderet byggeri kan næppe være dyrere end det vartegnsbyggeri, der så ofte ses. Og brokvartererne har billigt byggeri, som er fuldt af atmosfære.

I Arkitekturoprøret er vi – med rette eller med urette – af den opfattelse, at det stadig er arven efter funktionalismen og modernismen, der fastlåser arkitektstanden. Nok kan fleste se, at Le Corbusiers idéer om byplanlægning var håbløse; at rive det centrale Paris ned for at bygge lange rækker af ens højhuse ville ingen drømme om i dag. Men han har alligevel sat sit præg på generationer af arkitekter. Hans Athen-charter fra 1933 indeholder følgende arrogante ordlyd: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form”. Specielt hvad angår restaurering og genopbygning af historiske bygninger er denne tankegang er videreført i §9 i ICOMOS’ Venedig-charter fra 1964, og den optræder nu i absurd form i ICOMOS’ og EUs nye retningslinjer fra 2018, hvor §16 lyder ” When new parts/elements are necessary, a project shall use contemporary design adding new value and/or use while respecting the existing ones”.  Hvis midtertårnet på Kalundborg Kirke igen skulle styrte sammen, skal det åbenbart genopbygges i moderne stil.

I Danmark indtog Poul Henningsen den centrale rolle i arkitekturkritikken mellem de to verdenskrige. Han gik ind for harmoni og respekt for stedets ånd og var imod skyskrabere. Bl.a. derfor kaldte han Le Corbusier for en dilettant. Og han påstod ikke, at alt moderne var godt; men ligesom Le Corbusier hånede han nybyggeri, der ikke fremstod som moderne – eksempelvis det fine posthus på Trianglen i København. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det betonbyggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understregede og udstillede deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet.

Man skal ikke bygge ghettoer. Men det er jo det, man stadig gør. Til almennyttigt byggeri såvel som til velhavere. I god kvalitet og med en masse grønt, men uden byliv, uden atmosfære, uden diversitet, uden bymiljø.  

Og man gør det af angst for ikke at være moderne.

 

 

 

Henvisninger:

“The Athens Charter” Formulated by the Congrès International d’Architecture Moderne (CIAM) in 1933. Translated from the French by Anthony Eardley. From Le Corbusier’s The Athens Charter. Grossman.  New York, 1973.

“International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964)”. 2nd International Congress of Architects and Technicians of Historic Monuments, Venice, 1964. Adopted by ICOMOS in 1965.

ICOMOS International. “European quality principles for EU-funded interventions with potential impact upon cultural heritage”. ICOMOS International, Paris, 2019.

Neel Pørn: ”PHs Arkitekturkritik”. Arkitektens Forlag, København, 1994.

« Ældre indlæg

© 2022 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑