Jep Loft og Holger Dahl
Arkitekturoprøret var inviteret i Go’ Morgen Danmark på TV2.
Tag: holger dahl (Side 1 af 2)
Vi har dette indlæg i Politiken Byrum Monitor:
Jep Loft: Vi er jo enige om det meste, Holger Dahl – byrummonitor.dk
Her er artiklen i uredigeret form:
VI ER JO ENIGE OM DET MESTE, HOLGER DAHL
Holger Dahl har for nylig udgivet bogen ’75 tanker om at sanse arkitektur’, som han i et interview med Byrum Monitor ”på mange måder tilegner Arkitekturoprøret”. Det skal han have tak for. Formålet med bogen er, at vi alle bliver bedre til at tale om bygningerne omkring os. Vi lægmænd skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er. Udgangspunktet er, at den igangværende arkitekturdebat ikke er foregået på et tilstrækkeligt oplyst niveau. Arkitekturoprøret følger efter Holger Dahls mening altid denne formel: ”Hvis noget er bygget efter år 1910, og hvis noget er bygget af beton, så er det per definition grimt”.
Modernistisk eller klassisk byggeri?
Arkitekturoprørets mærkesag er, at den modernistiske arkitektur og byplanlægning har været en stor fejl – af mange grunde, som vi har redegjort for her i Byrum Monitor. Vi anbefaler en mere klassisk eller traditionel stil. Holger Dahl skriver: ”Det, der har altid undret mig i den folkelige diskussion om arkitekturens kvaliteter, er, at klassicismen bliver anset for universelt skøn, mens modernismen bliver anset for at være universelt hæslig”. Vi har i alle vores mange artikler undgået at komme ind på, hvad der er grimt eller pænt eller at udtale os om arkitektonisk kvalitet. Det er bymiljø, der er vores mærkesag, for alle kan vist blive enige om, at der generelt er bedre bymiljøer i de ældre bykvarterer end i de nye. Det er sandt, at vi peger på klassisk byggeri – ikke specielt klassicismen forstået som den stil, C.F. Hansen byggede i, men mere bredt på en traditionel byggestil. Hvis man vil vide, hvad det er, kan man se sig om i Europa, hvor der nu faktisk bygges nye bykvarterer i traditionel stil. Og de er (heldigvis) forskellige fra land til land. Man er ved at genfinde rødderne.
Men når Holger Dahl skriver: ”For arkitekter er der bare tale om to forskellige udtryk for den samme grundtanke”, er vi uenige. Modernismen var et radikalt brud med så godt som alt, hvad man førhen havde ment, og Le Corbusiers nye idéer om byplanlægning var katastrofale. Det er en af kulturhistoriens store gåder, at så godt som alle arkitekter ukritisk fulgte i hans spor og i 90 år har hyldet ham som et ikon. At der findes vellykkede moderne huse, ændrer ikke på det store billede. Og bymiljø har de ikke skabt.
Arkitektonisk pulvermad
Holger Dahl sammenligner arkitektur med mad. Ligesom vi har et sprog for, hvilke krydderier vi bruger, når vi laver mad, skal vi også lære at tale om arkitekturen på en ny måde. ”Hvis man ikke interesserede sig for, hvad man spiser, så ville det jo en sørgelig verden. Så kunne man leve af pulvermad” har han udtalt til Byrum Monitor. Men arkitekturen har jo netop serveret pulvermad (i form af modernistisk forstadsbyggeri) hver dag i de seneste 90 år, bortset fra nogle få rigtige måltider på højtidsdage. En flok teoretikere og ideologer på et akademi i København bestemte menuen, som skulle være ens for alle. Og lige siden har vi fundet os i det, for det var trods alt bedre end at sulte. Mange ville gerne have holdt fast i de gode, traditionelle, danske retter, men de blev fejet til side og fik besked på at holde mund, for det var nostalgi, og fagfolkene vidste bedst. Nu vil Holger Dahl lære os at sætte pris på de få gode højtidsmåltider. ”Lægmændene skal lære, hvor stor og rig arkitekturen er” siger han.
Men er det ikke vigtigere at gøre noget for at stoppe pulvermaden? Tragedierne står desværre i kø: I 30 år har vi bygget deprimerende boligblokke på næsten alle havne i landet; nu er turen kommet til Sæby, en fin lille by med et godt, uspoleret bymiljø. Elleve triste punkthuse vil man opføre. I Hjørring er opstået en enestående chance for at revitalisere bykernen, efter at den blev ødelagt af et rådhusbyggeri i 1970’erne. Man skaber den nye Mammutplads i centrum. Men planen går på, at byrummets vægge skal være modernistisk kassebyggeri, som ikke vil skabe liv. Den planlagte Flodby i Randers er også trist forstadsbyggeri. Det samme gælder byggeri i Allerød og ved Kokkedal Station. På Bornholm har man netop færdiggjort et stort og ødelæggende punkthusbyggeri i Tejn; nu vil man opføre fire store boligblokke i Rønne. Så er man da sikker på at skræmme turisterne væk. I det ellers harmoniske Ringkøbing vil man opføre et højhus på 15 etager. I København vil KAB opføre modernistisk kassebyggeri i den flotte husrække ud til Sortedamssøen; hvis de ikke har penge til at bygge i harmoni med de enestående omgivelser, burde de bygge et andet sted. Den største af de ventende tragedier er Jernbanebyen på Vesterbro i København. Et fantastisk område, lige så stort som hele Middelalderbyen, skal nu ødelægges af fantasiløst forstadsbyggeri efter en uorganisk tegnebords-byplan. Der bør i tide gøres noget for, at Aarhus og Odense ikke begår samme fejl på deres tidligere DSB-arealer.
Enighed om præmisserne
Vi må skuffe Holger Dahl. Hvis han ønsker, at vi skal nå til at lovprise modernismen, er vi uden for hans pædagogiske rækkevidde. Men omvendt konstaterer vi med glæde, at han på mange punkter synes at være kommet os i møde. Han skriver selv, at bykvartererne fra perioden 1890 til 1920 er fulde af liv, mens Københavns triste byudvikling efter 1970 blev skabt ved tegneborde langt fra virkeligheden, og at en by skal være rodet og kompleks, hvor de nyere forstæder er blevet tomme, vindblæste skaller uden byliv. Han går endda så vidt som til at sige, at i dag bygges næsten kun grimme, fantasiløse facader. Han indrømmer, at arkitekturdebatten har været elitær og siger, at det har bragt os til det morads, vi står i nu. Og han begræder de brutale saneringer i Københavns indre by. Så vi er enige om hvad, der er galt. Uenigheden består i, hvad man skal konkludere. En bedre forståelse af arkitekturen i de gode, moderne bygninger bringer os ikke ud af moradset. Hvad anbefaler Holger Dahl?
Frygten for nostalgi
Arkitekturoprøret anbefaler at opgive modernismen, fordi den tydeligvis ikke har været nogen succes. Vi vil i stedet lære af det, der beviseligt har fungeret. Holger Dahl vil ikke slippe modernismen. Det skyldes vist frygt for at være nostalgisk eller uærlig. ”Arkitekturens kulturarv skal være en kreativ styrke og inspiration. Det er den eneste måde, du undgår arkitekturoprøret. At du undgår den nostalgiske verden” skriver professor Mogens Morgen i bogen. Tidligere brugte arkitekter nedladende betegnelser som ´kitch´ og ´pastiche´ om det, der ikke er moderne. Det hører man heldigvis sjældent nu. Men nostalgi er stadig et skræmmebillede. Da Byrum Monitor meget fornuftigt spurgte, hvorfor man skal undgå det nostalgiske, svarede Holger Dahl noget med en død fisk, der flyder med strømmen. Mon ikke de to herrer godt kan se, at argumentationen er svag? Er det vigtigste ikke at skabe gode byrum, der giver livskvalitet og tryghed? Mennesket er et organisk væsen, men den modernistiske byplanlægning er rationel og uorganisk.
Arkitekt og lektor i arkitektonisk kulturarv ved Århus Universitet, Christoffer Thorborg, skrev i et debatindlæg fra 2021 om sin egen tid som studerende på Kunstakademiets Arkitektskole: “Man måtte for Guds skyld under ingen omstændigheder beskæftige sig med klassisk arkitektur. At følge den klassiske tradition var “uoriginalt”, for “den tid var for længst forbi”. I stedet skulle bygningerne være “originale” og afspejle “vores egen tid”. Dette gjorde man ved at følge arbitrære smagskoder, der gådefuldt nok var udviklet på Bauhaus i mellemkrigsårene – altså i en tid, der for længst er forbi. Forstå paradokset, hvem der kan.”
Kravet om ærligt byggeri
Holger Dahl argumenterer også for ”ærlighed”, og forsøg på at bygge noget i gammel stil gør ham trist til mode. Poul Henningsen ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ’trøstesløse københavnske Lejekaserner’, fordi de var ”ærligt” byggeri, som svarede til den virkelighed, de dannede ramme om. Det lyder logisk, og tankegangen har sikkert sat sit præg på det byggeri, der senere fulgte. Men den var jo helt gal: At fastholde de dårligst stillede i deres kår ved at give dem boliger, der understreger og udstiller deres situation. En opvækst i et trøstesløst bykvarter påvirker et menneske for livet. Sådan skaber man ghettoer og parallelsamfund. At husets ydre skal svare til det indre, er en ufunderet floskel. I Norge har man bygget et butikscenter og i Sverige et P-hus med facader i træ, der ligner små byhuse, der kunne have ligget på stedet førhen. Derved undgår man at slå bymiljøet i en gammel bykerne i stykker. Hvorfor må facaden ikke være flot, uanset hvad huset rummer? Philip de Lange byggede Asiatisk Kompagnis flotte hus i Strandgade på Christianshavn med en pendant som bare var et pakhus. Er det uærligt? Jeg synes, der er herligt.
Arkitektskolernes svigt
Mange i byggebranchen har et medansvar for det dårlige byggeri. Men jeg tror, at ondets rod ligger på arkitektskolerne. En højere læreanstalt skal ikke missionere for særlige synspunkter, men derimod give bred faglig viden. De studerende skal sættes i stand til at dømme selv. Det er snarere arkitektskolerne end debatten, der ikke har befundet sig på et tilstrækkeligt oplyst niveau. De har sat forældet teori og ideologi over menneskelige hensyn. Der er brug for en omvæltning som den, der fandt sted på filmskolen i 1990’erne. Eleverne skal sættes fri. På arkitekturens område gælder Poul Schlüters ord: Ideologi er noget bras.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Forslag til et nyt Palads.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
“Kære Holger Dahl.
Du har givet dig selv navnet ”Københavnersnuden”. Jeg vil mene, at hvis man skal gøre sig fortjent til det navn, skal man udvise en større omsorg for vores by, end du gør. De spændende huse og de fine bymiljøer i byen er næsten alle sammen mere end 100 år gamle. Du forekommer mig lidt for villig til at lade bulldozerne rulle ind og ødelægge ældre byggeri.
Paladsteatret kalder du et ligegyldigt stykke lagkagearkitektur, som man uden videre kan rive ned. De, der går ind for bevaring, har efter din mening misforstået alt. H.C. Andersen-Slottet i Tivoli kalder du forlorent og historisk helt ligegyldigt, så det vil du også rive ned. Søpavillonen ligeså. Du ønsker en skyskraber i Tivoli. Den københavnske modvilje mod højhuse er du ligeglad med. Og du var helt med på at pakke Det kongelige Teater og Harsdorffs Hus ind i glas.
Vi er mange københavnere, der er glade for den by, vi har, og som nødigt ser den ødelagt, når arkitekter vil eksperimentere. Der er bygget rigtigt meget efter Anden Verdenskrig, men det er ikke det byggeri, der har skabt vores gode bymiljø. Tværtimod. Jeg tror, at københavnerne ligesom borgerne i mange andre byer foretrækker, at nyt byggeri bliver i en klassisk eller traditionel stil i stedet for det rodløse og trivielle kassebyggeri, som vi plejer at få, når der bygges nyt. Hvis jeg har ret, er du ude af trit med flertallet af byens borgere, og så burde du finde på et andet navn.
Med venlig hilsen
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret”
Exempler på meningsmålinger:
Læs endvidere her:
Nye bykvarterer i traditionel eller klassisk stil. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
Det nye Sølund ved Sortedamssøen.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
“Holger Dahl udnævnte i en artikel den 18/7 facaden på det kæmpestore Vestersøhus i Vester Søgade til en af Københavns bedste. Det er vi uenige i. Vestersøhus er utvivlsomt stor, modernistisk arkitektur. Og det er sikkert et godt sted at bo. Men Holger Dahl forsømmer ligesom andre, der har lovprist dette hus, at overveje, hvad der ville ske, hvis alle de andre husrækker langs søerne lignede Vestersøhus. Det ville jo være et mareridt af ensformighed. Derimod ville det være fortrinligt, hvis alle husrækkerne ud til de tre søer lignede husrækken med Irmahønen eller husrækkerne på begge sider af Søtorvet. De består af forskellige huse, der sammen indgår i en harmonisk enhed. De giver liv og atmosfære. Det gør Vestersøhus ikke.
Holger Dahl fremhæver en række detaljer i den 300 meter lange facade, som får den til hele tiden at ”folde sig ud”. Og det er vel netop arkitektens tilgang – og én af årsagerne til, at arkitekturen i snart 100 år ikke har skabt gode bymiljøer. Arkitekterne har manglet sans for eller været uinteresserede i den større sammenhæng i bybilledet. De har betragtet hvert enkelt byggeri som et kunstværk, der skal hvile i sig selv. Denne tilgang har gjort stor skade i de ældre bykvarterer, og den har ikke leveret nye bydele, som kan måle sig med de ældre. Derimod har den skabt triste forstadsbebyggelser.
I den modsatte ende af søerne skal snart ”Det nye Sølund” opføres. Planen viser et deprimerende kasse-byggeri uden indpasning i de smukke omgivelser. Ikke alene bliver det et trist og uskønt byggeri. Det vil også slå harmonien i en fin husrække i stykker og dermed tilføre byen negativ værdi.
Men tiden er forhåbentlig ved at løbe fra den modernistiske byggestil. I andre europæiske lande er både myndigheder og bygherrer begyndt at lytte til befolkningernes ønsker. Der opføres nu nye bydele i klassisk, traditionel byggestil. Før eller siden når denne udvikling vel også til Danmark. Det skal helst gå hurtigt, hvis vi skal nå at ændre på byggeriet af Det nye Sølund. Men en artikel som Holger Dahls kan desværre medvirke til at forsinke udviklingen.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Der er ikke nogen skinger tone hos os, Holger Dahl.
Den 12/3 skrev Holger Dahl her i avisen, at han var glad for Arkitekturoprøret, men ”ikke så glad for den tone og hele det tankesæt, folkene bag facebooksiden promoverer”. Sådanne folk findes ikke. Vores Facebookgruppe er et åbent forum, hvor alle kan sige deres mening om byggeri. Ingen styrer noget som helst. Der er 11.500 medlemmer af gruppen, og de har mange forskellige meninger. Vi er nu i 13 lande med mellem en kvart og en halv million følgere på de sociale medier. Men Holger Dahl kalder gruppen for ”et skingert ekkorum, hvor en lille gruppe mennesker støtter hinanden i at mene det samme og det samme og det samme i et evigt selvforstærkende loop.” Det ligger meget fjernt fra vores egen selvopfattelse.
Han skriver videre: ”Men når Facebookgruppen Arkitekturoprøret holder sin årlige afstemning om Danmarks bedste og værste arkitektur, udbasunerer den øjeblikkeligt resultatet som den skinbarlige sandhed – som folkets stemme. Og det er synd. Både for arkitekturen og for folket.”
Er det virkelig? Det er vel rigtigt nok en slags folkets stemme, (som alt for sjældent høres). Og vi meddeler bare resultatet. Det samme gjorde Berlingske, da avisen lavede en afstemning om det grimmeste byggeri i København i 2020.
Vi har startet debatten om et opgør med ”modernismen” (hvormed vi i alle landene mener den byggestil, som har domineret i de seneste 70-100 år). På vores hjemmeside ligger hundredvis af artikler, hvori vi undgår at skrive om arkitektur, men koncentrerer os om begrebet bymiljø. Vi undgår også helst påstande om, hvad der er grimt eller smukt. I modsætning til Facebookgruppen er hjemmesiden under stram styring. Her står kun, hvad vi ”officielt” går ind for. Der er ikke nogen skinger tone. Og selv om vi i løbet af de seneste fire år har været i så godt som alle landets medier, er der ingen, der har tilbagevist vores argumenter. Arkitekterne har været bemærkelsesværdigt tavse. Måske fordi de også inderst inde er trætte af modernismen og længselsfuldt venter på at kunne frigøre sig og bygge i mere klassisk stil uden at skulle hånes af fagfæller. For meget tyder på et snarligt tøbrud: modernismens tid er forhåbentligt snart omme.
Holger Dahl skriver: ”Arkitektur er i sagens natur en meget fysisk og meget sanselig kunstart (…) som man bliver nødt til at være fysisk i nærheden af for at kunne danne sig en mening om”. Det bestrider vi ikke. Men bymiljø er et mere jordnært begreb, som de fleste kan blive enige om. Ingen vil vist påstå, at bymiljøerne i de mange forstadskvarterer, som modernismen har skabt, er lige så gode som dem i de ældre kvarterer. Det handler mindre om æstetik, og mere om trivsel, tryghed og velvære. Er arkitekter uddannet til at vide mere om det end vi andre? Næppe. Men vi byder dem (og naturligvis særligt Holger Dahl) velkommen til at tage del i debatten.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
“Berlingskes arkitekturskribent, Holger Dahl, har for nylig udgivet en interessant, anmelderrost bog med titlen ’Drømmenes København’. I den udtrykker han sin mening om 19 arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret.
Jeg glæder mig sammen med Holger Dahl over, at Søringen blev stoppet, og at Ritt Bjerregaard ikke fik alle de mange højhuse, som hun ønskede. Og jeg begræder ligesom Holger Dahl den ulykkelige sanering af Adelgade og Borgergade.
Men et gennemgående tema i bogen er beklagelse over de projekter, der ikke blev realiseret, fordi folkestemningen var imod. Holger Dahl skriver: ”Den evigt irriterende, stemmeskabende stemning er suverænt den mest ødelæggende kraft i udviklingen af København. Og politikere, der overdrevent frygter den selvsamme stemning, er en lige så klar nummer to.” I et kapitel om ”Teaterfuglen” på Kgs.Nytorv betegnes modstanderne af projektet som ”rasende og hændervridende”. Og i et afsnit om den københavnske modvilje mod højhuse tales der om en storm af rasende protester, som medførte, at frygtens gummiarm helt automatisk meldte sig blandt de folkevalgte på Rådhuset.
Jeg tilhører selv den irriterende og hændervridende flok, der har kæmpet imod adskillige af de projekter, hvis forlis Holger Dahl beklager. Måske har jeg endda været én af de allermest irriterende. Jeg har været med til at arbejde for bl.a. at afværge en parkeringskælder og Teaterfuglen på Kgs. Nytorv og senere Norman Fosters skyskraber i Tivoli.
Jeg er uenig med Holger Dahl, når han mener, at folkestemningen har ødelagt udviklingen af København. Hvis man vil udvikle byen, bør man skabe nye bykvarterer med et bymiljø, der er lige så attraktivt som de ældre bydeles. Det er ikke lykkedes i de seneste 100 år. Det kan nås endnu i Jernbanebyen på Vesterbro – et centralt beliggende område, der er lige så stort som hele Middelalderbyen. Men den foreliggende plan vil skabe et atmosfæreløst forstadskvarter som de andre, vi har fået, siden modernismen vandt indpas.
Man bør beskytte og bevare den begrænsede del af byen, der fungerer så godt. Man bør Ikke eksperimentere på Kgs. Nytorv eller rive Paladsteatret og Søpavillonen ned – vi får aldrig noget lignende igen. At H.C. Andersen Slottet i Tivoli ifølge Holger Dahl er forlorent og historisk helt ligegyldigt, retfærdiggør heller ikke nedrivning. Det passer jo til det, som han kalder Tivolis ”tegneseriestil”, og det er den, som hundredtusindvis af mennesker værdsætter. Norman Fosters Skyskraber ville kræve nedrivning ikke bare af slottet, men også af Tivoligardens kaserne og det gamle konditori (som nu er trattoria). Det nordøstlige hjørne af Tivoli ville være blevet modernistisk – måske en drøm for arkitekter, men næppe for den brede befolkning.
De nævnte projekter ville ødelægge noget eksisterende, som mange værdsætter. Det bør der tages hensyn til. Folkestemningen er ikke ligegyldig. I Arkitekturoprøret er vi glade og taknemmelige, når politikerne lytter. Hellere gummiarm end jernnæve.
Jep Loft”
Vi har denne artikel i Berlingske:
FARVEL TIL HOLGER DAHL
Holger Dahl har sagt farvel til Arkitekturoprøret. Han er navnlig utilfreds med vores kåring af det almennyttige boligbyggeri på Jomfrulågen i Faaborg som det bedste i 2021. I en artikel i Berlingske d. 5/3 får husene det af arkitekter så ofte benyttede prædikat ”pastiche” med på vejen. Efter Holger Dahls mening kopierer de bare den mest generiske købstadsarkitektur, og det er banal og fuldstændig ligegyldig arkitektur. Det kan han ikke være med til.
Det er der desværre ikke mange arkitekter, der har kunnet gennem de seneste 100 år. Det har været normen, at alle nye huse skulle finde nye veje (for at undgå at blive udskammet som pastiche). Og det har medført uoprettelige skader på vores (få) fine, ældre bymiljøer. Og hvad har byggebranchen selv skabt i alle de nye bydele? Kedelige forstadskvarterer med boligblokke, punkthuse og højhuse, uden det bymiljø, der findes i de ældre bydele. I øvrigt er de nye huse ofte påfaldende ens i en monoton, kasseformet byggestil. Men pastiche er de åbenbart ikke.
Men nej, Holger Dahl: byggeriet i Faaborg er ikke banalt. Det er modig nytænkning. Det er et opgør med 100 års modernistisk ensretning. Det går nye veje: det prøver at indpasse sig efter omgivelserne. Det giver noget tilbage til det byområde, hvori det er opført, og derved skaber det en mere værdifuld helhed. Det øger værdien af bymiljøet i stedet for at forringe den. (Det samme gjaldt sidste års vinder, husene i Kullinggade i Svendborg, som Holger Dahl også kaldte pastiche). Arkitekten har turdet gå op imod den lære, som generation efter generation af arkitekter er blevet indpodet på deres studier. Normalt er det umuligt at se på et nyt hus, om det ligger i Danmark, Peru eller Kina. Her er huse, der tør være vores danske byggestil bekendt.
Hertil kommer så, at det åbenbart er den byggestil, almindelige mennesker værdsætter mest. Kåringen er et resultat af en afstemning, hvor alle har kunnet nominere kandidater, og alle har haft stemmeret. Det betyder måske ikke ret meget i arkitektkredse, hvad ikke-uddannede mener. Men vi håber, at bygherrer, developere, politikere og planlæggere vil lytte til den brede befolknings ønsker.
Arkitekturoprøret er ikke en salon af smagsdommere. Derfor giver det ikke mening, når Holger Dahl beder vores forening om at sætte sig ind i mellemregningerne og forstå de teoretiske overvejelser bag den pavillon i Ringsted, som blev kåret til det værste byggeri i 2021. Vi er et talerør for almindelige mennesker, og de har ret til at give deres mening til kende uden at skulle modtage belæring først. Det har de gjort ved fredsommelige afstemninger. Jeg kender ikke til de hysteriske Facebook-krigere, som Holger Dahl omtaler. Skulle der være nogle få, så fred være med det. Der er trods alt ca. 10.000 medlemmer i vores Facebookgruppe (og flere hundred tusind i de andre nordiske lande), og der er ingen, der bestemmer, hvad de skal mene. Holger Dahl burde hellere værdsætte, at vi har bidraget til bymiljødebatten med mere end 100 avisartikler gennem de seneste 2-3 år. De kan læses på vores hjemmeside.
Jeg er optimist. Jeg håber på et farvel til den modernistiske arkitektur og et goddag til Holger Dahl, når han engang kommer på andre tanker.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Byens Bedste – Berlingskes Kulturguide – handler i denne uge om Arkitekturoprøret.
Ny arkitektur i København kan altid sætte skub i en god debat om. Og i den debat går Arkitekturoprøret gerne forrest.
Arkitekturoprøret er en bevægelse, der efter eget udsagn »kæmper imod de mange trusler mod vores gamle bykerner«.
De er trætte af firkantede kasser og kedelige huse, som de mener kendetegner de fleste nye bygninger i Danmark. Og at byggebranchens arrogance er ødelæggende for god arkitektur for folket.
Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, gæster Byens Bedste, i selskab med Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl. Han mener ikke at der eksisterer en folkelig modstand mod en »dum, indspist elite, som sidder i et elfenbenstårn, og vil stoppe alt det her grimme hø ned i halsen på de stakkels almindelige mennesker«.
Vært: Aminata Amanda Corr
Produceret af: Josefine Maria Hansen
Læs anmeldelser, kommentarer og kulturnyheder, og stem på dine favoritter til Byens Bedste på berlingske.dk/aok.
See omnystudio.com/listener for privacy information.
Modernismen er menneskefjendsk
Tak til ”Københavnersnuden”, Holger Dahl, for den udmærkede artikel om Arkitekturoprøret d. 5.februar. Han hilser vores tre igangværende afstemninger om godt og dårligt byggeri og om dårligste kommune til bybevaring velkommen, og han anerkender mange af vores synspunkter. Bl.a. er han 100 procent enig i vores utilfredshed med ødelæggelsen af bymiljøer. Han konstaterer – som vi også har gjort med glæde – at der synes at være en holdningsændring på vej; mange arkitekter står frem og støtter os. Og han skriver: ”Jeg vil meget gerne medgive, at modernismens sejrsgang gennem det 20. århundrede har haft nogle utilsigtede, men meget triste konsekvenser, og at megen såkaldt »moderne« arkitektur helt mangler kontakt med en basal fornemmelse for, hvordan almindelige mennesker gerne vil leve deres liv.”
Men han efterlyser imødekommenhed fra Arkitekturoprøret og skriver: ”Det ville være smukt, hvis oprørerne ville lave en liste over modernistiske bygninger, hvis kvaliteter de anerkender”. Det tror jeg, at vi skal afholde os fra (selv om der selvfølgelig kan peges på gode, ”moderne” bygninger). Vi er en folkebevægelse med over 6.000 medlemmer i Facebookgruppen, og der kommer for tiden hundredvis af nye medlemmer til hver uge. Der er ingen blandt os, der bestemmer, hvad der er godt eller dårligt, og der vil være mange forskellige meninger. Vi er bare enige om, at der må ske noget med byggeriet. Tiden er løbet fra modernismen. Den er menneskefjendsk, og dens værdinormer for god arkitektur skaber ikke gode bymiljøer. Vi er fortvivlede over ødelæggelserne af ældre bymiljøer og de atmosfæreløse nye bydele. Og vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et flertal i befolkningen. Derfor er der brug for et folkeligt oprør (og derfor er vores navn slet ikke så dårligt).
Vi ser gerne, at arkitekterne går forrest og genopfinder en mere klassisk inspireret arkitektur. Det er ikke nostalgi, og det behøver ikke at blive til pastiche. En Fiat 500 eller en Morris Mini Cooper er ikke pastiche, men de repræsenterer et klassisk design. Det er ikke pastiche, når der produceres klassiske møbler. Æstetik, godt håndværk og sund fornuft bør vende tilbage til arkitekturen. Vi ønsker et nyt ”charter” til afløsning af Le Corbusiers Athen-charter fra 1933, og vi vil invitere arkitektskolerne til at hjælpe os med at udarbejde det. Det er gode bymiljøer, vi ønsker.
Om tonen i debatten vil jeg mene, at den aldrig har været skinger i de to år, jeg har været formand. Vi har hele tiden søgt dialog – og har heldigvis opnået det. Vi ser lysere på fremtiden, end vi nogensinde tidligere har gjort.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Seneste kommentarer