Lad os bygge smukt igen

Tag: byggeri på havne

Politiken Byrum d. 13/8-2020. Fagfolk bør lære at lytte til kritikken.

 

Arkitekturoprøret har et indlæg i Politiken Byrum i dag. Læs det her.

Jep Loft svarer retoriker: Arkitekturoprøret er ikke skabt, så lægfolk kan lære at forstå fagfolk, men så fagfolk lærer at lytte til kritikken

Arkitekterne er begyndt at lytte til Arkitekturoprøret, oplever foreningens formand, Jep Loft. Men byplanlæggerne har stadig meget at lære af de seneste årtiers kritik af modernistiske byrum, skriver han i dette debatindlæg.

DEBAT

Tak til Marcello Morns for indlægget i Politiken Byrum 3. august. Vi er glade for, at han ikke længere betragter Arkitekturoprøret som en latterlig samling brokkehoveder, og at han anerkender behovet for og værdien af debatten på vores hjemmeside og på Facebook.

Han skriver:

»Når en byggeekspert gør sig forståelig for lægfolk, er ekspertens perspektiv også forståeligt. Ekspertens betragtninger kan blive til redskaber, som lægfolk kan benytte til at forstå, hvad der sker med byggeriet lige nu.«

Vores ønske er dog nok snarere det omvendte: At fagfolk begynder at lytte til kritik og lære af de mange fejl, der i årevis er begået – både i form af hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og i form af kedeligt byggeri i nye bydele. Og ønsket er blevet opfyldt, for så vidt at mange arkitekter giver os ret i vores kritik.

Mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne end i Ørestad?

Det, vi mangler at se, er, at der også sker noget med byggeriet: at byplanlæggerne begynder at lære af de ældre bykvarterers charme og lægger linealen væk; at arkitekterne tør gøre sig fri af de seneste 100 års angst for ikke at være moderne; at arkitektskolerne begynder at undervise i betydningen af helheder med sammenhæng og harmoni; at bygherrerne indser beliggenhedsværdien af huse, som indgår i et rigtigt bymiljø; at de kommunale forvaltninger følger med tiden og forlader tidligere tiders forfejlede praksis, og at politikerne begynder at interessere sig for den kulturarv, som de ældre bymiljøer repræsenterer.

Vi taler hellere om bymiljø end om arkitektur

Marcello Morns skriver videre:

»I sidste ende er smag subjektivt, og man kan ende med at diskutere sig til blods i forsøget på at nå en fælles opfattelse af skønhed. Det er ikke så vigtigt, at man er enige på det punkt.«

Det er nok rigtigt. Derfor taler vi hellere om bymiljø end om arkitektur. Og mon ikke vi kan blive enige om, at der er mere byliv og atmosfære i Københavns Indre By og i brokvartererne, end i Ørestad?

Det er vigtigt at nå til enighed på det punkt. Vi forspildte en enestående mulighed, da vi byggede kedelige, moderne boligblokke på havnearealer overalt i landet.

Tænk, hvad der kunne være skabt af havnemiljøer, hvis man havde prøvet at ramme stedernes ånd – selv om de var forskellige fra tidsånden. Det var der ingen, der turde. Ikke alene er byggerierne kedelige – de har gjort skade på det miljø, der var. De har taget fra omgivelserne og intet givet tilbage.

Arkitekturoprøret sigter højere end at være forum for debat. Vi håber at ændre på en forfejlet praksis, der har været fulgt i flere menneskealdre.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner d. 27/1-2005. Red havnene fra kedeligt byggeri.

Når byen møder vandet

Bonnie R. Mürsch, Advokat og Tidligere Formand For Selskabet Til Hovedstadens Forskønnelse og Jep Loft, Cand. Jur.

27. Januar 2005

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Havnearealerne har enestående muligheder, men hvis udviklingen fortsætter uden nytænkning, forspildes en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på dem

‘Tag havnen i favnen’, lyder opfordringen fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, der med den mobile udstilling ‘Havnekultur’ sidste sommer har præsenteret et idékatalog for både hovedstaden og provinsen. Om den har gjort indtryk, vides ikke, men opfordringen er tankevækkende, for mange kommuner vil jo nok mene, at man allerede har disponeret og helhedsplanlagt i takt med, at havnedrift blev nedlagt, og store kajområder pludselig bød sig til for nye funktioner.

GODE BOLIGER UDEN LIV

Kontorbyggere var ikke sene til at byde ind. Kalvebod Brygge i København blev det skræmmende eksempel på, hvorledes det ikke skulle gøres, hvis målet var at tilføre nyt liv. Derfor inddrager en lang række byer nu i stedet de tidligere erhvervsarealer på havneområder til moderne boligbyggeri. Hvis udviklingen fortsætter uden virkelig nytænkning, forspildes imidlertid en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på disse havnearealer. Boligerne bliver gode og husene af høj kvalitet, men der skabes ikke nyt liv, og i stedet for at binde by og vand sammen, risikerer man at bygge sig til en adskillelse, som ikke længere er funktionsbestemt. Flertallet af de gamle købstæder har havne. Det er karakteristisk, at ‘havnepladsen’ sjældent er en integreret del af den gamle bykerne. Ofte er der en form for ‘ingenmandsland’ af måske 100-200 meters bredde mellem byens ældre gader og selve havnen, hvor der er vej, parkeringspladser eller evt. supermarkeder. Undtagelser herfra er f.eks. flere af de små bornholmske havne, Sønder Havnegade i Sønderborg, havnen i Faaborg, Helsingør Færgehavn og kanalerne i København – og disse leverer da også eksempler på de mest attraktive bymiljøer i landet. Selv om de fleste byer har (eller har haft) åer, er der også forbavsende få egentlige bymiljøer i forbindelse med åer. Det fineste eksempel er måske Skibbroen i Ribe.

Det er glædeligt, at Århus og Næstved har søgt at rette op på tidligere tiders fejl ved at grave deres åer fri af rørlægninger. Der er håb om, at Horsens snart fører sin å tilbage til dens oprindelige løb, mens Køge modsat har besluttet at ødelægge sin å-havn. Analyseres eksemplerne på vellykket og uheldig udvikling af frilagte arealer, bliver det tydeligt, at et attraktivt byliv udfolder sig dér, hvor der er opstået et samspil mellem byen og det vand, der engang var forudsætningen for dens opståen. Et nøgleord for den videre udvikling er ‘bymiljø’, forstået som et område, der tiltrækker mennesker, selv om de ikke bor eller har ærinde i området. Derved opstår der liv. De gamle danske købstæder har torve og gader, som netop har et sådant miljø. Der er naturlige samlingspunkter. De enkelte huse kan være anonyme, men tilsammen giver de mere fra sig, end de tager. Det er ikke let at skabe et nyt samlingspunkt; de fleste nyanlagte torve henligger tomme. Men vand kan gøre mirakler. Modtagelsen af den genåbnede Århus Å viser den begejstring, hvormed borgere modtager et bymiljø med vand. Vand alene gør det dog heller ikke. Et stort boligbyggeri på et havneområde får i de fleste tilfælde tilført værdi via nærheden til vandet; det suger til sig fra omgivelserne, men selv bidrager det ikke til samspillet mellem by og vand, tværtimod vil det ofte med sin proportionering virke som et forstyrrende fremmedelement. Hvis chancen skal udnyttes, skal der tænkes nyt. Havnen skal gøres til et naturligt samlingspunkt, og der skal bygges anderledes.

EN NY MÅDE AT TÆNKE PÅ

Det vil ikke være til skade at starte den kommunale planlægning med at udarbejde en havneregistrant over bevaringsværdier. Den vil åbne øjnene for karaktergivende elementer. Der er i dag eksempler på fremragende genbrug af udtjente erhvervs- og industribygninger, men meget heraf er allerede fantasiløst destrueret, og selvfølgelig er der lyst til og behov for at bygge nyt. I stedet for spredte boligblokke bør man så bygge byhuse, som tilsammen skaber et ‘havnetorv’.

Inspirationen kan hentes fra de gode danske havnemiljøer og fra de små havne ved Middelhavet og i det græske øhav. Havnetorvet skal placeres på den centrale del af havnen med husene liggende således op ad hinanden, at de danner rammen om et samlingspunkt på kajen. Husene kan være på to, tre eller fire etager, afhængigt af, hvad området kan bære, men hverken torv eller det enkelte hus må være for stort. Der bør være én opgang i hvert forskelligt hus og derfor kun fire, seks eller otte lejligheder per hus. Eventuelle altaner skal – på den side, der vender mod torvet – være små og diskrete, og de varierende facader bør være plane og harmoniske. Ofte vil en af byens væsentlige gader føre ned til havnen, og denne struktur bør kunne opleves som det naturlige bindeled mellem havn og by. De nye havnetorve med boliger, små forretninger, caféer og andre småerhverv vil blive en modpol til byens gamle torve. Sammen skaber de ny dynamik og miljømæssig ‘merværdi’ (forstået på den måde, at den samlede værdi af by og havn er større end summen af værdierne hver for sig). Tilsvarende attraktive bymiljøer vil kunne opstå langs en å med små tætliggende byhuse. Overordnet skal nybyggeriet respektere bykernens eksisterende byggestil. Sker det ikke, kan der ikke skabes en organisk sammenhæng mellem by og havn. Hensynet til stedet må veje tungere end hensynet til tidens tilfældige mode. Der er i dag en stor folkelig forståelse for værdien af harmoni i bymiljøerne.

Bymiljø er på vej til at blive en folkesag, sådan som miljøet i naturen længe har været det. Arkitekter lægger sig typisk efter at bygge moderne, men en voksende kreds af danske og udenlandske arkitekter synes nu at gøre op med vanetænkning. De ligger ikke under for tidsånden og tør uden berøringsangst vedkende sig fortrolige bebyggelsesmønstre. Se blot til hollænderen Sjoerd Soeters, der frejdigt tegner ny bebyggelse til Sluseholmen i København med afsæt i traditionelle kanalhuse.

KONKURRENCE PÅ BYMILJØ

Siden kommunalreformen i 1970 har kommuner bl.a. konkurreret om at tiltrække erhverv og uddannelsesinstitutioner. Fremover vil kommuner skulle konkurrere om at tiltrække de mest attraktive skatteborgere. Den demografiske udvikling vil lægge et pres på kommunernes økonomi, og det vil være afgørende at tiltrække den nye middelklasse af solide skatteydere. Denne middelklasse består bl.a. af pensionister med gode pensionsopsparinger og af selvstændige eller ansatte, som takket være it-udviklingen har frihed til at vælge deres bopæl, fordi de kan arbejde hjemmefra. I modsætning til tidligere kan disse mennesker derfor vælge deres nye hjemkommune ud fra, hvor de synes, der er ‘rart’ at bo. De vil ofte gerne væk fra støj, forurening, trafik, kriminalitet etc, gerne tættere på naturen, men de lægger vægt på, at der er et bymiljø. Det er ikke længere nok til at vinde i konkurrencen at annoncere med ‘drømmeboliger’. De boligsøgende stiller flere krav, end man gjorde i 70’erne og 80’erne. Navnlig ønsket om at undgå kriminalitet har fået en større plads i borgernes bevidsthed; et livligt bymiljø modvirker jo erfaringsmæssigt kriminalitet. Lykkes det at skabe et rigtigt havnetorv, vil de nye boliger ved torvet blive meget efterspurgte, og hele byen vil vinde derved med mærkbar effekt på ejendomsvurderingerne og dermed også på ejendomsskatteprovenuet. Med strukturreformen får kommunalbestyrelserne ansvar for et større geografisk område. Derfor er det ekstra vigtigt, at politikere og embedsmænd er opmærksomme på bymiljøet omkring byernes blå livsnerver.

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑