Torben Østergaard: Når debatten om byrum bliver et spørgsmål om stilart, er vi for alvor på herrens mark

Byens arkitektur angår alle, men det er da tankevækkende, at kongen sad for bordenden i udviklingen af nogle af vores bedste bydele, skriver 3XN-partner Torben Østergaard i femte afsnit af vores debatserie om det stigende oprør mod moderne arkitektur.

DEBAT1. OKT. 2020 KL. 04.00

TORBEN ØSTERGAARD

Arkitekt og partner, 3XN

I 1980’erne kritiserede Prince Charles engelske arkitekter for at have gjort mere skade end Luftwaffes bomber under Anden Verdenskrig. Foreningen Arkitekturoprøret synes inspireret af denne kritik i forhold til de sidste 100 års byudvikling i Danmark.

Imens andre kritiserer byudviklingen for at indeholde en social slagside, er det æstetikken, der er Arkitekturoprørets ærinde. Arkitekter er ude af sync og gør mere skade end gavn, siger de og ønsker sig tilbage til den klassiske bys formsprog.

Det varmer selvfølgelig, at nogen interesserer sig brændende for den urbane arkitektur. Et håb kunne være, at interessen breder sig – især hvis der opstår en frugtbar samtale om, hvad det er, vi vil med vores byer. For der er noget at tale om.

Man kunne forestille sig en samtale, der diskuterer grim, smuk, vel- og mislykket arkitektur. Det er jo lige til at gå til, og alle kan deltage. På sigt kunne det føre til en fornyet opmærksomhed og medvirke til, at vores byer – under hensyntagen til lokale forhold og præferencer – udvikler sig på smukke måder til gavn for bylivet. Det skal vel være en demokratisk samtale blandt læg- og fagfolk såvel som repræsentanter for det politiske niveau.

Problemet med den idé er vel, at det tilsyneladende ikke har virket overbevisende hidtil.

Omvendt kan man hævde, at der, hvor kongen har siddet for bordenden, er der ofte kommet ret gode løsninger ud af det; tænk bare på Frederiksstaden i Kongens København. Byudvikling per kongeligt dekret virker imidlertid ufremkommeligt i en nutidig kontekst. Det moderne publikum vil inddrages og vælger hele tiden politikere, som tilsyneladende ikke magter at skære igennem til fordel for det smukke.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Som at genindføre hesten som transportmiddel

Bybyggeri handler om offentlige og private aktører i én pærevælling, for eksempel om boliger til tusindvis af mennesker, der simpelthen bare ikke vil bo i en teltlejr. Byudvikling handler også en hel del om bæredygtighed, prioriteringer – herunder økonomiske og politiske – om hastighed, indflydelse og 117 andre forhold.

Betyder det så, at vi ikke ganske nøje skal overveje, om byudviklingen appellerer til menneskers behov for sanselighed, nærvær og rum for social udfoldelse? Nej, det gør det ikke, men det er svært at få øje på, at det væsentligste spørgsmål handler om stilart og for eksempel ikke om arkitektonisk kvalitet i nærværende årtusind.

Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen

Byens arkitektur angår alle, og det vil være forkert at affeje Arkitekturoprøret som en slags kontra-evolutionær rindalisme. Man kan jo ikke bare lade være med at opholde sig i byens rum, og det bør ikke kræve særlige indsigter at deltage.

Imidlertid virker ideen om, at man kan gribe tilbage og genindføre historiske byggemåder lidt til at insistere på at genindføre hesten som transportmiddel. Selv om det kunne være festligt i en periode, vil det på sigt alligevel nok føles lidt sært.

Moderne bygningers teknik påvirker arkitekturen

Kritikken af, at moderne arkitektur har virket disruptiv på bygningskulturen i Danmark og for så vidt gjort skade ved at introducere nye – og må man forstå kedelige – former, er en gammel traver.

Nogle vil hævde, at moderne arkitektur har bragt lys og luft ind i vores huse. At vi opholder os indendørs 90 procent af vores tid er givetvis medvirkende til, at krav til indretning, indeklima og i stigende grad ressourceforbrug har opnået forrang i forhold til det ydre.

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur

De huse, vi bygger i dag, er forsynet med strøm, luft og rindende vand, og de mængder af teknik, som moderne byggeri også består af, er udtryk for krav, som man ikke skulle døje med tidligere. Det behøver arkitektur imidlertid ikke blive grim af. Pointen er dog, at moderne bygninger kan en hel masse, som man ikke efterspurgte i de gode gamle dage, og at det selvfølgelig også spiller ind på formen.

Internethandel er en større trussel end moderne arkitektur

Arkitektur er selvfølgelig – som så meget andet – ikke bare teknik, men på én gang udtryk for individuel og kollektiv sensibilitet og, når bølgerne går højt, kultur i bevægelse.

Jeg vil medgive, at der er gode og dårlige tider. Selvfølgelig skal man værne om værdifulde sammenhænge og hæge om kulturarven, men at sætte tiden i stå og genindspille de klassiske værker igen og igen vil på sigt efterlade os med byer uden relevans eller udsagn fra vores tid.

At arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden

Desuden er den største trussel mod velfungerende bymiljøer nok snarere internethandel end moderne arkitektur. Hvem ved, om vi en dag kommer til at drømme os tilbage til dengang i de ligeglade 1960’ere, hvor beton var symbol på de samme ting, som Amazon er i morgen.

Jeg kan berolige alle med, at arkitektstanden som helhed ikke vil modsætte sig diskussioner om bedre bymiljøer. Ingen arkitekter har ambitioner om at smadre vores fælles byrum med dårligt byggeri. Hvis det alligevel har fundet sted – og det har det – er det, fordi vi ikke har været dygtige nok eller ikke har haft indflydelse nok. Men at arkitekter skulle være en særligt skadelig art minder lidt om Trumps retorik i forhold til journaliststanden.

Men tænk nu, hvis det virkelig passer, så skulle man måske prøve et årti uden, så kan vi tage en snak om resultatet bagefter.