Arkitekturoprøret taler om visioner for fremtidens boligbyggeri
Torsdag den 1/6 i
Videnskabernes Selskabs Lokaler,
H.C. Andersens Boulevard 35, 3. sal,
1553 København V
Gratis adgang.
Side 6 af 33
Arkitekturoprøret fik foretræde for Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune d 8/5-2023 i sagen om Designmuseets nedrivning af Bredgade 74A.
Her er vores talepapir fra mødet:
Byhus beliggende i kulturmiljø, Bredgade 74A, Indre By. SAVE-værdi 4.
Bygninger med SAVE-værdierne 2-4 er de bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags.
Vi har peget på 8 argumenter vedr. selve sagen, dvs at huset bør bevares:
- Københavns Indre By er Danmarks (og Nordens) vigtigste kulturarv. Det hører blandt Københavns Kommunes fornemste opgaver at beskytte og bevare dette bymiljø.
- Et museum skal bevare kulturarven for eftertiden – ikke ødelægge den.
- Det er uacceptabelt, at ejeren bevidst lader en bevaringsværdig bygning forfalde og derefter bruger bygningens tilstand som argument for nedrivning. Dette bør ikke danne præcedens.
- Kommuneplanstrategi 2023 fremhæver i kapitlet om byens sjæl og kulturarv, at selv bygninger med lav bevaringsværdi kan have vigtig betydning for lokalmiljøet, og arbejdsprogrammet for Kommuneplan 2024 lægger vægt på bevaring af bygninger.
- Allerede i 2017 protesterede vi over for museet imod nedrivningsplanerne. Af korrespondancen fremgår, at museet begrunder nedrivningen med, at huset ikke er fredet. Man har således ikke forstået det to-strengede system med fredede og bevaringsværdige bygninger.
- Det var ulykkeligt, at Kommunen ikke forhindrede nedrivningen i Esplanaden 30. Disse to sager understreger behovet for bevarende lokalplaner for Indre By, som foreskrevet i Kommuneplan 2019. Bygninger, registreret med SAVE-værdi 1-3, er fastlagt som bevaringsværdige i kommuneplanen. Det bør for Indre Bys vedkommende ændres til SAVE-værdi 1-6.
- Nedrivning er i strid med god klimapolitik.
- Tiden er løbet fra brutal fremfærd mod sårbare bymiljøer, og de folkelige protester er stigende.
TMF baserer sin anbefaling om nedrivning på procesrisikoen. Ikke på selve sagen.
Grunden til risikoen skulle være, at forvaltningen ikke fulgte op på den planmæssige forespørgsel af 23. november 2021 om erstatningsboliger før den 23. februar 2023, hvor bygherres rådgiver blev orienteret om, at der var politisk interesse for eventuel bevaring af bygningen.
Det er ikke noget overbevisende argument. Her følger vores kommentarer til TMFs anbefaling:
- Der kommer næppe nogen retssag. Det vil være dårlig PR for museet.
- Skulle det ske, har Museet en dårlig sag.
- Bygherre var selv passiv fra 2016 til 2021. Man kunne også have rykket efter 2021.
- Bygherre peger på husets dårlige stand som hovedargument. Man ejer et bevaringsværdigt hus i et udpeget kulturområde. Man er selv et museum. Den almindelige vedligeholdspligt er forsømt. Ejendommen er vanrøgtet. Det er selvforskyldt forfald. Råd er en naturlig følge. Borebiller kan bekæmpes med dieselbenzin.
- Sagen fra Vigerslevs Allé er baseret på helt andre præmisser. Ejendommen var ikke vanrøgtet. Der var intet at bebrejde bygherren. Nævnet lagde desuden vægt på, at kommunen senest i juni 2016 fik kendskab til den påtænkte nedrivning af den eksisterende bebyggelse via volumenstudie, og at der på forhåndsdialogmøder i 2019 blev forelagt nyt forslag til butik og boliger med henblik på feedback fra kommunen til projektets realisering. Det har således i forbindelse med projektet hele tiden været forudsat, at den eksisterende bebyggelse blev revet ned. Det er ikke tilfældet i Bredgade. Museet har ikke haft en berettiget forventning om nedrivningstilladelse. Et hus med SAVE-værdi 4 er i kraft af sin arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse et fremtrædende eksempel inden for sin slags. Det er endvidere usandsynligt, at nævnet skulle ønske at fastlægge retningslinjer for sagsbehandlingstider i kommuner.
- Museet har været passivt i 7 år og ladet huset forfalde. Det kan dårligt påberåbe sig KK’s passivitet.
- Hvis KK alligevel skulle tabe sagen, bør KK overtage ejendommen og sætte den i stand
- Huset har negativ værdi
- Ejendommen kan derfor købes til mindre end grundprisen
- Den har attraktiv beliggenhed
- KK har brug for mødelokaler, bl.a. til IBLU. Miljøpunktet vil kunne betale husleje. Borgerne kunne bruge et borgerhus.
- Erstatningssummen bliver næppe stor. Museet har ladet ejendommen ligge og forfalde. De har ikke haft travlt. Det er svært for bygherre at dokumentere et tab. Domstolene er tilbageholdende.
- Vi kender ingen tidligere erstatningssager efter §49. Er der nogensinde pålagt en kommune erstatning? Som altovervejende udgangspunkt er planlægning, herunder nedlæggelse af et § 14-forbud mod nedrivning og efterfølgende udarbejdelse af en bevarende lokalplan, erstatningsfri regulering. Bygherre har en tung bevisbyrde. Tabet vil skyldes den manglende vedligeholdelse af huset. Og erstatning fortabes i det omfang, der foreligger egen skyld.
- Hvis KK ikke vil beholde ejendommen, kan den sælges – sikkert med fortjeneste.
- Men skulle KK tilbyde at købe ejendommen, vil museet nok undslå sig. De vil næppe sælge.
- Hvis man alligevel giver nedrivningstilladelse, bør KK som led i en forhandling forlange, at et nyt hus bygges i stil med det gamle. Man bør ikke gentage fejlen fra Esplanaden 30, hvor der nu bygges et tarveligt, modernistisk betonhus midt i Frederiksstaden til skade for bymiljøet i et udpeget kulturområde.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Link til artiklen i Byrummonitor
Desværre lyttede TMU ikke til vores argumenter. Udvalgets begrundelse lyder sådan:
>>Sagen om bygningen på adressen Bredgade 74A blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i mandags. Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, at bygningen ikke bevares, da der er en betragtelig procesrisiko forbundet med nedlæggelse af et § 14-forbud.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning: “Partierne mener, det er ærgerligt og under al kritik, at Designmuseet bevidst ikke har vedligeholdt bygningen, men i stedet ladet den forfalde. Vi mener ikke, at manglende vedligehold som udgangspunkt skal betyde, at en bygning skal rives ned. Vi stemmer dog for forvaltningens indstilling med det udgangspunkt, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke har villet rejse en fredningssag, og at der er tvivl om bygningens alder.” <<
Begrundelse vedr. fredningssag viser, at udvalget ikke har forstået systemet med bevaringsværdige bygninger. Det skal jo netop beskytte de huse, der ikke kan fredes. Og hvorfor er det vigtigt at fastslå husets præcise alder? Udvalget får ikke den fornødne vejledning af Teknik- og Miljø Forvaltningen. Og TMF udviser sjældent nogen særlig omsorg for kulturarven. Det eneste glædelige i denne sag er, at TMFs besynderlige argument om procesrisiko ikke indgår i protokolbemærkningen.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Berlingske kunne for nylig oplyse, at på 20 år er andelen af ikke-vestlige statsborgere på Nørrebro i København næsten halveret. Som årsag hertil angiver en ph.d. i byudvikling, at det skyldes ’gentrificering’, d.v.s. at bydelen har fornyet sig.
Jeg tror, at der byttes om på årsag og virkning. I Arkitekturoprøret har vi en enklere forklaring på udviklingen. ’Gentrificering’ er måske blevet resultatet, men årsagen er, at folk søger derhen, hvor der er et godt bymiljø. Og de gode bymiljøer findes i de ældre bykvarterer. I de seneste 100 år har man bygget triste forstadskvarterer. Derfor retter efterspørgslen sig mod Indre By, Frederiksberg og brokvartererne, og det presser priserne op, så de svagere stillede må flytte.
Og hvor flytter de så hen? Sandsynligvis til de kedelige forstæder, som de mere velstillede flygter fra. Denne adskillelse mellem ikke-vestlige indvandrere og etniske danskere er et problem for sammenhængskraften i vores samfund, og den kan true velfærdssamfundet. Problemet kendes i skolerne, hvor man har forsøgt at fordele elever med tvang – en idé der mislykkedes.
Problemet skal løses via boligpolitikken. Det første, man kan gøre, er at holde op med at bygge flere kedelige forstadsbebyggelser. Det kan sagtens lade sig gøre at bygge nye, attraktive boligkvarterer, for det sker allerede i vores nabolande. På vores Facebookside kommer der løbende nye, vellykkede eksempler. Der er ikke tale om luksusbyggeri. Der er plads til alle, fordi grundpriserne er lavere. De almennyttige boligselskaber burde være de første til at gå den vej.
Man skal bare gøre op med den deprimerende, modernistiske byggestil og byplanlægning, og vende tilbage til mere klassisk byggeri.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
En svensk arkitekturekspert udtaler, at der i Danmark ikke er nogen arkitekturdebat. I København mener indbyggerne, at nybygningerne er til gavn for byen. Folk antager, at arkitekterne har udført en grundig analyse og har udført deres job (mener eksperten).
At Arkitekturoprøret i Danmark har bidraget til debatten om bymiljø med mere end 200 indlæg (som kan ses på denne hjemmeside), har han åbenbart ikke bemærket. Men han har jo ret, for så vidt som ingen fra arkitektsiden er kommet med indlæg, der modbeviser vores argumenter. De få indvendinger, der har været, har ikke handlet om sagen, men om tonen i debatten.
Udtalelsen kommer efter 17 minutter og 30 sekunder.
Her er en anden svensk TV-udsendelse med en ekspert, som har en bedre forståelse af problemerne.
Politikens kronik støtter vores synspunkter.
I Berlingske sammenlignes genopbygningen i Tyskland med nedrivningerne i Danmark.
Artiklen kommer i forlængelse af dette indlæg om nedrivninger.
Byrummonitor skriver om dårlig bybevaring i Silkeborg.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Der er ikke nogen skinger tone hos os, Holger Dahl.
Den 12/3 skrev Holger Dahl her i avisen, at han var glad for Arkitekturoprøret, men ”ikke så glad for den tone og hele det tankesæt, folkene bag facebooksiden promoverer”. Sådanne folk findes ikke. Vores Facebookgruppe er et åbent forum, hvor alle kan sige deres mening om byggeri. Ingen styrer noget som helst. Der er 11.500 medlemmer af gruppen, og de har mange forskellige meninger. Vi er nu i 13 lande med mellem en kvart og en halv million følgere på de sociale medier. Men Holger Dahl kalder gruppen for ”et skingert ekkorum, hvor en lille gruppe mennesker støtter hinanden i at mene det samme og det samme og det samme i et evigt selvforstærkende loop.” Det ligger meget fjernt fra vores egen selvopfattelse.
Han skriver videre: ”Men når Facebookgruppen Arkitekturoprøret holder sin årlige afstemning om Danmarks bedste og værste arkitektur, udbasunerer den øjeblikkeligt resultatet som den skinbarlige sandhed – som folkets stemme. Og det er synd. Både for arkitekturen og for folket.”
Er det virkelig? Det er vel rigtigt nok en slags folkets stemme, (som alt for sjældent høres). Og vi meddeler bare resultatet. Det samme gjorde Berlingske, da avisen lavede en afstemning om det grimmeste byggeri i København i 2020.
Vi har startet debatten om et opgør med ”modernismen” (hvormed vi i alle landene mener den byggestil, som har domineret i de seneste 70-100 år). På vores hjemmeside ligger hundredvis af artikler, hvori vi undgår at skrive om arkitektur, men koncentrerer os om begrebet bymiljø. Vi undgår også helst påstande om, hvad der er grimt eller smukt. I modsætning til Facebookgruppen er hjemmesiden under stram styring. Her står kun, hvad vi ”officielt” går ind for. Der er ikke nogen skinger tone. Og selv om vi i løbet af de seneste fire år har været i så godt som alle landets medier, er der ingen, der har tilbagevist vores argumenter. Arkitekterne har været bemærkelsesværdigt tavse. Måske fordi de også inderst inde er trætte af modernismen og længselsfuldt venter på at kunne frigøre sig og bygge i mere klassisk stil uden at skulle hånes af fagfæller. For meget tyder på et snarligt tøbrud: modernismens tid er forhåbentligt snart omme.
Holger Dahl skriver: ”Arkitektur er i sagens natur en meget fysisk og meget sanselig kunstart (…) som man bliver nødt til at være fysisk i nærheden af for at kunne danne sig en mening om”. Det bestrider vi ikke. Men bymiljø er et mere jordnært begreb, som de fleste kan blive enige om. Ingen vil vist påstå, at bymiljøerne i de mange forstadskvarterer, som modernismen har skabt, er lige så gode som dem i de ældre kvarterer. Det handler mindre om æstetik, og mere om trivsel, tryghed og velvære. Er arkitekter uddannet til at vide mere om det end vi andre? Næppe. Men vi byder dem (og naturligvis særligt Holger Dahl) velkommen til at tage del i debatten.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Dette skrev arkitekt, professor Christoffer Harlang i bogen ‘Arkitektursyn’ fra 2009:
Arkitekturoprøret skriver om afstemningerne.
VISER JYLLAND VEJEN?
Arkitekturoprørets årlige afstemning har netop udpeget det bedste byggeri i 2022. Resultaterne kan ses på foreningens hjemmeside:
ENDELIGT RESULTAT AF AFSTEMNINGERNE – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
De seneste år har Fyn leveret de bedste byggerier, men i år indtager Jylland både første-, anden- og tredjepladsen.
Vinderen er et nyt hus på hjørnet af Jernbanegade og Perlegade i Sønderborg, og nr. 2 et hus på Islandsgade i Esbjerg. I lighed med de foregående år er der tale om huse i en ”klassisk” stil, som harmonerer med dansk byggetradition. De prøver ikke at skille sig ud fra omgivelserne – tværtimod indgår de i sammenhænge, hvor de bidrager til at skabe harmonisk helhed og et godt bymiljø. Det er forsvindende få nye boligbyggerier, der gør det. Men forhåbentlig er der nye tider på vej, og Jylland kan gå forrest.
Det danske afstemningsresultat lægger sig på linje med resultatet af afstemningerne i Norge og Sverige. En meningsmåling i Norge har vist et stort flertal for karré-byggeri en klassisk stil; kun tre procent af de adspurgte foretrak den modernistiske byggestil, som har været altdominerende i flere menneskealdre og stadig er det. Man ønsker ganske enkelt, at byer skal være hyggelige og trygge at færdes i.
Hvor Aarhus hidtil har været selvskreven deltager i afstemningen om dårligste kommune til bybevaring med en førsteplads i 2020 og en andenplads i 2021, var kommunen slet ikke nomineret i år. Det skyldes, at den (forhåbentlig?) har opgivet sin ødelæggende nedrivningspolitik.
Vi håber, at byggebranchen noterer sig resultatet af vores afstemninger. Det er jo gratis forbrugeroplysning om kundernes præferencer. Det ville være et stort fremskridt, hvis byggebranchen i højere grad ville imødekomme folks ønske om mere hyggelige bymiljøer.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
https://www.facebook.com/arkitekturoproret
https://www.instagram.com/arkitekturoproret/
Tlf. 5378 0123
Påtænkt højhus Rudkøbing Havn
Rudkøbing, Langelands hovedstad, er en af de bedst bevarede gamle købstæder i landet. Trods et par små gadegennembrud og lidt P-pladser og supermarkeder nord for hovedgaden er byens historiske struktur og bebyggelse utroligt velbevaret – lige fra 1700-tallets store købmandsgårde til 1950´ernes første velfærdsbyggeri. Det samme gælder havnen, som gennem 1800-tallet og starten af 1900-tallet voksede på begge sider af den middelalderlige skibsbro.
I modsætning til alt for mange andre havne er Rudkøbing Havn indtil nu blevet forskånet for større ulykker. Den lokale korn- og foderstof byggede i 1961 en af de sædvanlige tårnsiloer, som nok sprænger alle proportioner, men næsten er ikonisk for provinshavne. Og to frøhandelspakhuse fra 1933 blev i 2005 henholdsvis indrettet til ferielejligheder og erstattet af et lejlighedskompleks i 4 etager, som nok er massivt, men af akkurat samme størrelse som det nedrevne pakhus.
Men nu er freden måske forbi. På et tidspunkt, hvor man allerede i ikke få danske byer fortryder, at højt spekulationsbyggeri har ødelagt havnemiljøerne, er en lokal investor kommet haltende bagefter alle andre og vil bygge et højhus på 12 etager i den mest historiske del af havnen: på sydkajen af det ældste bassin fra 1825, lige op ad kajen for bevaringsværdige fartøjer.
Selv om Rudkøbings indre by i 2009 fik en bevarende lokalplan (som stort set er blevet overholdt), og selv om både borgere og bevaringsforeningen har fortalt, skrevet og gået i aktion for det historiske havnemiljø, er et flertal i kommunalbestyrelsen ”positive” over for højhusplanen. Provinsielt benovede over et symbol på ”vækst og udvikling” og angste for at bremse noget ”nyt”. Det er ikke fordi det nye højhus arkitektur er særligt grimt; det er den sædvanlige banale omgang. Men et højhus på det sted vil smadre det historiske havnemiljø, skygge for bevaringsværdige bygninger ved havnen og ikke mindst ændre byens profil set både fra land og vand. Rudkøbings indre by har stadig kirketårnet og den fredede bymølle som centrale punkter. Kun tårnsiloen på havnen sprænger skalaen – men den står til nedrivning efter 2030. Vi er ikke imod nybyggeri på stedet, men det må respektere den eksisterende lokalplan, der kun giver mulighed for 3-4 etager.
Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø er, sammen med en række lokale foreninger og borgere, gået til kamp mod projektet. Og vi har henvendt os både til Sammenslutningen for Bygnings- og Landskabskultur, Kulturarv Fyn (som allerede har svaret), Realdania (som har støttet flere bymidteprojekter i byen), Slots- og Naturstyrelsen og Geopark Det sydfynske Øhav (hvor Langeland er med, men åbenbart ikke føler sig forpligtet til at bevare oplevelsen af de sydfynske farvande).
Peter Dragsbo, 7.3.2023
Seneste kommentarer