Jyllandsposten skriver om Arkitekturoprørets afstemninger.
Lad os bygge smukt igen
Før og efter saneringen i Adelgade/Borgergade (Helsingørgade).
Politiken har bragt dette indlæg:
“Andreas Kønig skrev d. 27/2 her i Politiken, at vi alle er bange for forandring. ”Riv nu Palads og alt det andet gamle lort ned” var hans opfordring. Han indrømmede, at han ikke selv kan lide moderne byggeri. Men alligevel mener han, at det er nødvendigt at ødelægge det bestående for at skabe fremskridt.
Hans artikel illustrerer noget centralt i arkitekturdebatten: Fraværet af logik. Hans eneste argument er den ubegrundede påstand, at nedrivning fører til fremskridt. Erfaringen viser det modsatte, men det synes ikke at bekymre. Der er næppe mange, der vil påstå, at de store nedrivninger i Adelgade/Borgergade, Pilestræde/Landemærket eller den sorte firkant på Nørrebro har ført til fremskridt. De har skabt tristesse, hvor der før var et levende bymiljø.
Så hvorfor har Andreas Kønig så travlt med at rive ned? Modviljen mod moderne byggeri deles utvivlsomt af et flertal i befolkningen. I Arkitekturoprøret afholder vi årlige afstemninger om bedste og dårligste byggerier. Der er aldrig tvivl om, at det moderne byggeri er upopulært. I forbindelse med den norske afstemning, lavede NRK (som svarer til DR) en meningsmåling. 84.000 personer svarede. 87% foretrak traditionelt byggeri frem for moderne.
Måske skulle vi vente med at rive alt det gamle lort ned, indtil arkitekterne har fundet ud af at bygge noget, som folk kan lide.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.”
Fra Folkemødet i 2016.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Ane Cortzen beskrev her i avisen den 2. marts det typiske billede af en arkitekt: en mand i sin bedste alder, klædt i sort, almægtig og alvidende. Skaber af dominerende, maskuline bygninger. Det er sikkert en præcis beskrivelse.
Men jeg har et andet billede i min erindring: På Folkemødet på Bornholm i 2016 deltog jeg i en paneldebat sammen med tre kvindelige arkitekter. Det var viljestærke damer, der ikke stod tilbage for deres mandlige kollegaer. En af dem var Ane Cortzen. Jeg fremførte som min opfattelse, at diskussionen om god eller dårlig arkitektur rammer forbi det væsentlige: at vi skal skabe gode bymiljøer. Som argumentation pegede jeg på, at Nationalbanken i København er blevet anset for stor arkitektur, men den har drænet en hel karré for liv og ødelagt det fine bymiljø, der førhen var.
Det faldt ikke i god jord. Alle tre kvindelige arkitekter irettesatte mig i så skarpe vendinger, at ordstyreren fandt det nødvendigt at komme mig til undsætning for at skabe lidt balance i debatten.
Nu skriver Ane Cortzen, at det er slut med den maskuline arkitektur, fordi den ikke er bæredygtig. Det kan alle vist tilslutte sig. De almægtige og alvidende mænds tid er forbi. Men hvad med de stærke kvinder? Tør man håbe på en større forståelse for væsentligheden af bymiljøet?
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Nationalbanken før og nu
Berlingskes omtale af Arkitekturoprørets afstemninger i 2024.
KøbenhavnLIV omtaler vores afstemninger.
Hotel Moxy i Tromsø er kåret til årets styggeste nybygg i 2023 av Arkitekturopprøret.
Tradisjonelle: 87%
83.996 stemmer totalt
Link til artiklen:
Arkitekturopprøret med pris til årets styggeste og peneste nybygg – NRK Kultur og underholdning
Europaplads 6, Aarhus
Aarhus Stiftstidende skriver om vores afstemning.
‘Tag havnen i favnen’, lyder opfordringen fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, der med den mobile udstilling ‘Havnekultur’ sidste sommer har præsenteret et idékatalog for både hovedstaden og provinsen. Om den har gjort indtryk vides ikke, men opfordringen er tankevækkende, for mange kommuner vil jo nok mene, at man allerede har disponeret og helhedsplanlagt i takt med, at havnedrift blev nedlagt, og store kajområder pludselig bød sig til for nye funktioner.
GODE BOLIGER UDEN LIV
Kontorbyggere var ikke sene til at byde ind. Kalvebod Brygge i København blev det skræmmende eksempel på, hvorledes det ikke skulle gøres, hvis målet var at tilføre nyt liv. Derfor inddrager en lang række byer nu i stedet de tidligere erhvervsarealer på havneområder til moderne boligbyggeri. Hvis udviklingen fortsætter uden virkelig nytænkning, forspildes imidlertid en enestående chance for at skabe egentlige bymiljøer på disse havnearealer. Boligerne bliver gode og husene af høj kvalitet, men der skabes ikke nyt liv, og i stedet for at binde by og vand sammen, risikerer man at bygge sig til en adskillelse, som ikke længere er funktionsbestemt. Flertallet af de gamle købstæder har havne. Det er karakteristisk, at ‘havnepladsen’ sjældent er en integreret del af den gamle bykerne. Ofte er der en form for ‘ingenmandsland’ af måske 100-200 meters bredde mellem byens ældre gader og selve havnen, hvor der er vej, parkeringspladser eller evt. supermarkeder. Undtagelser herfra er f.eks. flere af de små bornholmske havne, Sønder Havnegade i Sønderborg, havnen i Faaborg, Helsingør Færgehavn og kanalerne i København – og disse leverer da også eksempler på de mest attraktive bymiljøer i landet. Selv om de fleste byer har (eller har haft) åer, er der også forbavsende få egentlige bymiljøer i forbindelse med åer. Det fineste eksempel er måske Skibbroen i Ribe. Det er glædeligt, at Århus og Næstved har søgt at rette op på tidligere tiders fejl ved at grave deres åer fri af rørlægninger. Der er håb om, at Horsens snart fører sin å tilbage til dens oprindelige løb, mens Køge modsat har besluttet at ødelægge sin å-havn. Analyseres eksemplerne på vellykket og uheldig udvikling af frilagte arealer, bliver det tydeligt, at et attraktivt byliv udfolder sig dér, hvor der er opstået et samspil mellem byen og det vand, der engang var forudsætningen for dens opståen. Et nøgleord for den videre udvikling er ‘bymiljø’, forstået som et område, der tiltrækker mennesker, selv om de ikke bor eller har ærinde i området. Derved opstår der liv. De gamle danske købstæder har torve og gader, som netop har et sådant miljø. Der er naturlige samlingspunkter. De enkelte huse kan være anonyme, men tilsammen giver de mere fra sig, end de tager. Det er ikke let at skabe et nyt samlingspunkt; de fleste nyanlagte torve henligger tomme. Men vand kan gøre mirakler. Modtagelsen af den genåbnede Århus Å viser den begejstring, hvormed borgere modtager et bymiljø med vand. Vand alene gør det dog heller ikke. Et stort boligbyggeri på et havneområde får i de fleste tilfælde tilført værdi via nærheden til vandet; det suger til sig fra omgivelserne, men selv bidrager det ikke til samspillet mellem by og vand, tværtimod vil det ofte med sin proportionering virke som et forstyrrende fremmedelement. Hvis chancen skal udnyttes, skal der tænkes nyt. Havnen skal gøres til et naturligt samlingspunkt, og der skal bygges anderledes.
EN NY MÅDE AT TÆNKE PÅ
Det vil ikke være til skade at starte den kommunale planlægning med at udarbejde en havneregistrant over bevaringsværdier. Den vil åbne øjnene for karaktergivende elementer. Der er i dag eksempler på fremragende genbrug af udtjente erhvervs- og industribygninger, men meget heraf er allerede fantasiløst destrueret, og selvfølgelig er der lyst til og behov for at bygge nyt. I stedet for spredte boligblokke bør man så bygge byhuse, som tilsammen skaber et ‘havnetorv’. Inspirationen kan hentes fra de gode danske havnemiljøer og fra de små havne ved Middelhavet og i det græske øhav. Havnetorvet skal placeres på den centrale del af havnen med husene liggende således op ad hinanden, at de danner rammen om et samlingspunkt på kajen. Husene kan være på to, tre eller fire etager, afhængigt af, hvad området kan bære, men hverken torv eller det enkelte hus må være for stort. Der bør være én opgang i hvert forskelligt hus og derfor kun fire, seks eller otte lejligheder per hus. Eventuelle altaner skal – på den side, der vender mod torvet – være små og diskrete, og de varierende facader bør være plane og harmoniske. Ofte vil en af byens væsentlige gader føre ned til havnen, og denne struktur bør kunne opleves som det naturlige bindeled mellem havn og by. De nye havnetorve med boliger, små forretninger, caféer og andre småerhverv vil blive en modpol til byens gamle torve. Sammen skaber de ny dynamik og miljømæssig ‘merværdi’ (forstået på den måde, at den samlede værdi af by og havn er større end summen af værdierne hver for sig). Tilsvarende attraktive bymiljøer vil kunne opstå langs en å med små tætliggende byhuse. Overordnet skal nybyggeriet respektere bykernens eksisterende byggestil. Sker det ikke, kan der ikke skabes en organisk sammenhæng mellem by og havn. Hensynet til stedet må veje tungere end hensynet til tidens tilfældige mode. Der er i dag en stor folkelig forståelse for værdien af harmoni i bymiljøerne. Bymiljø er på vej til at blive en folkesag, sådan som miljøet i naturen længe har været det. Arkitekter lægger sig typisk efter at bygge moderne, men en voksende kreds af danske og udenlandske arkitekter synes nu at gøre op med vanetænkning. De ligger ikke under for tidsånden og tør uden berøringsangst vedkende sig fortrolige bebyggelsesmønstre. Se blot til hollænderen Sjoerd Soeters, der frejdigt tegner ny bebyggelse til Sluseholmen i København med afsæt i traditionelle kanalhuse.
KONKURRENCE PÅ BYMILJØ
Siden kommunalreformen i 1970 har kommuner bl.a. konkurreret om at tiltrække erhverv og uddannelsesinstitutioner. Fremover vil kommuner skulle konkurrere om at tiltrække de mest attraktive skatteborgere. Den demografiske udvikling vil lægge et pres på kommunernes økonomi, og det vil være afgørende at tiltrække den nye middelklasse af solide skatteydere. Denne middelklasse består bl.a. af pensionister med gode pensionsopsparinger og af selvstændige eller ansatte, som takket være it-udviklingen har frihed til at vælge deres bopæl, fordi de kan arbejde hjemmefra. I modsætning til tidligere kan disse mennesker derfor vælge deres nye hjemkommune ud fra, hvor de synes, der er ‘rart’ at bo. De vil ofte gerne væk fra støj, forurening, trafik, kriminalitet etc, gerne tættere på naturen, men de lægger vægt på, at der er et bymiljø. Det er ikke længere nok til at vinde i konkurrencen at annoncere med ‘drømmeboliger’. De boligsøgende stiller flere krav, end man gjorde i 70’erne og 80’erne. Navnlig ønsket om at undgå kriminalitet har fået en større plads i borgernes bevidsthed; et livligt bymiljø modvirker jo erfaringsmæssigt kriminalitet. Lykkes det at skabe et rigtigt havnetorv, vil de nye boliger ved torvet blive meget efterspurgte, og hele byen vil vinde derved med mærkbar effekt på ejendomsvurderingerne og dermed også på ejendomsskatteprovenuet. Med strukturreformen får kommunalbestyrelserne ansvar for et større geografisk område. Derfor er det ekstra vigtigt, at politikere og embedsmænd er opmærksomme på bymiljøet omkring byernes blå livsnerver.
“Unity” i Aarhus “Perlerækken” i Jernbanebyen
Vi har dette indlæg i Politiken:
“Kære arkitekturredaktør Karsten Ifversen.
Tak for din store artikel om højhuse i Aarhus d 7/2, der blev bragt her i avisen samme dag som en hel side om den forfejlede højhuspolitik i Aarhus.
I Arkitekturoprøret kæmpede vi med vores beskedne midler en energisk kamp mod bystyrets ”fortætningspolitik”, som førte til nedrivning af ca. 50 bevaringsværdige huse. Kommunen blev kåret som den ringeste til bybevaring i vores afstemning i 2020, og vi skrev avisartikler om partiernes holdninger op til kommunalvalget i 2021. Nedrivningstilhængerne tabte valget stort (og den nye rådmand var venlig nok til at give os vores del af æren for bystyrets holdningsændring).
Men hvor var du, da ulykkerne skete? Hvorfor fik vi ingen støtte dengang? Nu kan du medvirke til at afværge en endnu større ulykke, som truer København: det planlagte forstadsbyggeri i Jernbanebyen på Vesterbro. Vi har ikke brug for endnu en trist forstad, baseret på en uorganisk tegnebords-byplan. Ørestaden blev en fiasko af internationalt format, Carlsbergbyen er en stor skuffelse, havnebyggerierne kunne være blevet langt bedre, Grønttorvet er også trist forstad. Men Jernbanebyen risikerer at gå over i historien som århundredets største fejltagelse. Vi skal have en rigtig, klassisk by.
Du kom for sent i Aarhus. Kom med ind i kampen nu, mens det stadig kan nås.
Med venlig hilsen
Jep Loft”
HUSK AT STEMME: Afstemningerne er i gang. Stem nu. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
© 2024 Arkitekturoprøret
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer