Kristeligt Dagblad skriver bl.a.:
“Danskerne er mere engagerede end tidligere
Jep Loft, der er formand for protestbevægelsen Arkitekturoprøret, ser
meningsmålingen som endnu en løftestang til det projekt, han har
arbejdet for i årevis: at stille arkitekterne til ansvar for udviklingen af
byggeri.
“Der bliver meget sjældent bygget noget af det, som befolkningsflertallet
godt kan lide, og derfor kommer der en ubalance og en kæmpe
efterspørgsel på at bo i de ældre bygninger på eksempelvis københavnske
Frederiksberg, som gør dem helt ubetalelige i dag,” siger han.
Kan man ikke risikere, at processen bliver mere sentimental, hvis det er op til borgerne,
hvad der skal bevares og bygges?
“Jo, det kan man risikere, men sker der noget ved det? Nu har man i 80 år
bygget på den modernistiske måde. Er det så farligt, hvis man prøver at
bygge noget andet?” svarer han og tilføjer, at det ikke handler om at bygge
vikingeborge, men huse, der skaber hyggelige byrum og passer ind i deres
omgivelser.
Som eksempel fremhæver Jep Loft et byggeri, som blev opført i 2021 i
Faaborg. Husene er nye og moderne, men de ligner resten af Faaborgs
gamle bymidte i sarte pastelfarver og samme højde som de andre huse i
gaden.
Arkitektur er inden for de seneste år gået fra at være et finkulturelt til et
bredt folkeligt samtaleemne. Man kan se det på antallet af artikler, der
bliver skrevet om bygninger, som vækker lokal harme, på DR-programmet
“Er der en arkitekt til stede?” og på lokale gruppers mobiliseringskraft.”