Vi har denne artikel i Politiken Byrummonitor:
ELEFANTEN I ELFENBENSTÅRNET.
Den 17/6 deltog jeg i et debatmøde om arkitekturpolitik hos Arkitektforeningen i København. Udgangspunktet var Kulturministeriets otte dogmer, som blev publiceret i november 2025. Mødet var i flere henseender en positiv overraskelse. Det var gode og kloge folk, der sad i panelet. Jeg havde frygtet en kritikløs lovprisning af arkitektstanden, men adskillige indlæg gik i en helt anden retning.
Den forrige nationale arkitekturpolitik fra 2014 var næsten tragikomisk læsning. Den udtrykte den tids arkitektstands jubel over egen fortræffelighed og fremstod som et uvidenskabeligt festskrift. Helt malplaceret var et afsnit om ”Offentligt byggeri af høj kvalitet”. På mødet den 17/6 havde piben fået en anden lyd. Med baggrund i skandalerne i sygehusbyggeriet stemplede en arkitekt med erfaring fra tilbudsgivningen regionerne som amatører i rollen som bygherre.
Andre indlæg berørte arkitektstandens krise, at Fredningsloven er uhensigtsmæssig, at Bygningsreglementet er til hinder for transformation af forladte hospitalsbygninger til boligformål, og at ”markedet” (d.v.s. bygherrer og developere) trækker byggeriet i en forkert retning.
En indlægsholder kaldte arkitektstanden arrogant. Deri kan jeg kun være enig. Således var Arkitekturoprørets forsøg på at agere talerør for den brede befolkning i ministeriets arbejde med arkitekturpolitikken forgæves. Vi sad tilbage med det klare indtryk, at eliten mener at vide bedre end flertallet. Og det var vel også den holdning, der prægede debatmødet hos Arkitektforeningen. Ordet ”borgerinddragelse” blev nævnt én enkelt gang, men som regel består det jo bare i, at borgerne får adgang til at give deres mening til kende, hvorefter beslutningstagerne træffer den afgørelse, de alligevel ville have truffet. I Københavns Kommune har begrebet mistet enhver relevans efter Borgerrepræsentationens enestående magtfuldkommenhed i sagen om Paladsteatret.
Det faldt ingen af debatmødets talere ind, at byggebranchen skulle lytte til befolkningsflertallet. Den udbredte fortvivlelse over det triste boligbyggeri syntes ikke at bekymre nogen. Ørestaden blev en fiasko af international dimension, havnebyggerierne i København og på ca. 30 havne rundt omkring i landet vil give anledning til fortrydelse de næste 100 år, planen for Jernbanebyen kunne efter vores mening dårligt være ringere, og Kløverparken, Refshaleøen og Lynetteholmen bliver også kedelige forstæder, hvis der ikke kommer nytænkning.
Vi sad i et elfenbenstårn, og ingen ville tale om elefanten i rummet: det nødvendige opgør med Modernismen. Den har ødelagt utallige fine byrum i de ældre byer, og den har selv kun skabt mere eller mindre atmosfæreløse forstadsbebyggelser i stedet for hyggelige bykvarterer. Le Corbusier ville skabe bo-maskiner. Gode byrum tænkte han vist ikke på. Tværtimod: han ville rive de gamle byer ned. Han var næppe nogen stor menneskekender.
I forbindelse med krisen i Dansk Arkitekturcenter foreslog Politikens Karsten Ifversen at lukke DAC, fordi det har en ”snert af velsmurt brancheorganisation for statslig selvfedme” og i stedet skabe et nyt, alternativt center for arkitektonisk fritænkning. Det lyder som en god idé. Fritænkningen bør give mulighed for at afsværge den ballast af modernistisk ensretning, som de stakkels arkitektstuderende er blevet indoktrineret med i generationer. Som noget nyt bør man søge at komme på bølgelængde med den almindelige befolkning.