Vi har denne artikel i Villabyerne:
“SÅ KOM TUREN TIL SCHÆFFERGÅRDEN
I Danmark har vi en tradition for hensynsløst nybyggeri i tilslutning til fine, ældre bygninger. For arkitekter har det vist nok i årtier været fast praksis, at tilbygninger skal danne en kontrast til det eksisterende byggeri. Det ser man overalt i landet, når museer, skoler eller hospitaler skal bygge til.
I Gentofte er det bl.a. gået hårdt ud over vores gamle gymnasier: Øregaard, Aurehøj og Ordrup har alle fået tilbygninger, der slår sammenhæng og harmoni i stykker. Og Gentofte Amts Sygehus har fået tarvelige kasser i de fine gårdarealer. Også Tårbæk Skole har fået kærligheden at føle.
Nu vil man bygge nyt på Schæffergården. I stedet for at transformere de eksisterende værelses- og kursusfløje til beboelse, vil man rive dem ned og bygge punkthuse spredt over ejendommens areal. Måske er det (alt for sent) gået op for arkitekterne, at man bør tilpasse nyt byggeri til det ældre. Men ulykkeligvis er det den modernistiske, stedfremmede Wohlert-bygning, som man ”drager paralleller” til. Hvorfor ikke til Schæffergården? Et enestående område, der minder om et motiv fra guldalderen, skal forvandles til et moderne forstadskvarter.
Gentofte Kommune ønsker som alle andre at være klimabevidst. I startredegørelsen kaldes projektet for bæredygtigt, og man skriver: ”Ved etableringen af bebyggelsen omkring Schæffergården, vil vi arbejde på at opnå guld- eller platin-certificering inden for DGNB-standarden, samt at opnå en eller flere af udmærkelserne Diamant, Hjerte eller Planet”. Men hvordan kan det være bæredygtigt at rive ned, kassere velfungerende materialer og bygge nyt? Byggesektoren står for 30% af Danmarks CO2-udledning. I stedet for fine ord kunne man fremlægge et CO2-regnskab. Det kunne være interessant at vide, hvor mange år Gentoftes borgere skal sortere affald for at opveje det ressourceforbrug, som projektet indebærer.
Kommunen har planer om at nedrive klubhuset ved Gentofte Stadion. Nu kommer Schæffergården. Mon ikke Gentofte er med i kapløbet om at være Danmarks sorteste? Der er en underskriftindsamling i gang med det formål at stoppe projektet. Man kan hjælpe med til at få kommunalpolitikerne tilbage på sporet ved at skrive under på internettet.
Stop kæmpebyggeri på Schæffergården – Skrivunder.net
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret”
Jeg vil gerne skrive under men kan ikke Linket virker ikke på mig n telefon som ellers er ok. Så ka i ikke prøve det af og sikre at det virker.
Måske er linket for langt og min fingre for tykke
Nu skulle linket virke.
https://www.skrivunder.net/stop_kampebyggeri_pa_schaffergarden
Ja, der er noget galt med linket – ikke med dine fingre.
Vi prøver at finde fejlen.
Vigtigt at arkitekturen tilpasser sig den fredede Schæffergård og ikke Wohlert bygningen, som i sin arkitektur virker fremmedartet i forhold til øvrige bygninger og park!