Motivering for nomineringen.
Byrådet i Hedensted Kommune nomineres for deres nye lokalplan for Juelsminde Havn, som udgør et alvorligt svigt af bybevaringen og et skoleeksempel på investordrevet planlægning, hvor kortsigtet økonomisk afkast prioriteres over arkitektonisk kvalitet, kulturhistorisk værdi og stedets identitet.

Juelsminde Havn er et bevaringsværdigt, levende havnemiljø med stor arkitektonisk og oplevelsesmæssig værdi. Havnen er kendetegnet ved sin lave, menneskelige skala, traditionelle maritime bygninger, enkle materialer og en tydelig sammenhæng mellem funktion, historie og sted. Det er et miljø, der er vokset frem over tid, formet af brug, håndværk og maritime behov – ikke af markedsanalyser og salgsprospekter.
Netop denne uperfekte, stedbundne helhed er havnens største kvalitet. Små bygninger, værksteder, skure, kajkanter og åbne havnerum danner tilsammen et kulturmiljø, hvor helheden har større værdi end de enkelte dele. Det er ikke enkelte bygninger, men sammenhængen, skalaen og stemningen, der gør havnen bevaringsværdig. Og det er netop denne helhed, lokalplanen i praksis opløser.
Lokalplanen lægger op til øget bebyggelsestæthed, større bygningsvolumener og øget bygningshøjde i et arkitektonisk udtryk, der bryder markant med havnens historiske karakter. Den foreslåede arkitektur er generisk og udskiftelig – kulissearkitektur uden lokal forankring, som lige så vel kunne opføres i enhver anden kystby. Det eksisterende miljø behandles ikke som en kvalitet, men som en forhindring for udvikling.
Planen fremstår tydeligt investordrevet. Maksimering af kvadratmeter, udsigt og salgbare enheder prioriteres højere end hensynet til kulturmiljø, byrum og fælles værdier. Det er en velkendt logik, hvor det rentable fortrænger det levedygtige, og hvor langsigtet arkitektonisk kvalitet ofres for kortsigtet gevinst.
Der har været betydelig folkelig modstand mod planerne. Mange borgere og brugere af havnen har gentagne gange gjort opmærksom på, at man er i færd med at ødelægge det, der fungerer. Modstanden handler ikke om modvilje mod forandring, men om ønsket om en nænsom videreudvikling med respekt for stedets særlige karakter og betydning.
Særligt alvorligt er det, at lokalplanen fuldstændig overser Juelsmindes særlige byhistorie. Juelsminde er en relativt ung by, der opstod og blev udbygget med klare træk af Bedre Byggeskik-bevægelsens idealer: enkelhed, gode proportioner, solide materialer og arkitektur i menneskelig skala. Disse kvaliteter er fortsat tydelige i byens struktur og udgør en væsentlig del af byens identitet og popularitet.
At udvikle havnen uden aktivt at tage afsæt i denne arv er en markant forpasset mulighed – i realiteten et bevidst fravalg af det, der gør Juelsminde anderledes og elsket. I stedet for at styrke sammenhængen mellem by og havn gennem en arkitektur, der viderefører både den maritime byggeskik og Bedre Byggeskik-traditionen, vælger man et formsprog, der står i direkte kontrast til byens historiske DNA.
Med denne lokalplan er Juelsminde Havn i alvorlig fare for at blive gjort uigenkendelig. Det, der i dag tiltrækker både borgere og besøgende – den lave skala, det åbne og offentlige havnerum, de historiske spor og den uformelle maritime stemning – bliver ikke videreført, men effektivt kvalt. Havnen reduceres fra et levende kulturmiljø til et investordrevet salgsprodukt.
Når først den menneskelige skala er erstattet af store bygningsvolumener, og når det stedbundne er udskiftet med det standardiserede, er tabet uopretteligt. Autenticitet kan ikke efterbygges. Sjæl kan ikke lokalplanlægges. Og et kulturmiljø, der er nedbrudt, kan ikke genskabes med pæne facader og velmenende hensigtserklæringer.
Byrådet i Hedensted Kommune har med denne plan valgt at ofre det, der ikke kan genskabes, for at opføre noget, der kunne ligge hvor som helst. Det er ikke udvikling, men afvikling. Ikke fornyelse, men forarmelse. Og ikke et fremskridt for Juelsminde, men et varigt tab af det, der gjorde byen elsket, genkendelig og særlig.
Juelsminde Havn er i risiko for at dele skæbne med snesevis af andre danske havne, som i de seneste 30 år er blevet bebygget med trist, modernistisk boligbyggeri, som udelukkende gavner beboerne. I stedet kunne man have skabt attraktive byrum til gavn for alle.
Dette gælder f.eks. Horsens. Læs her:
Byggefeldterne rund om havnen er politisk besluttet til at være 13 meter høje. Det kommer til at ødelægge hele atmosfæren på havnen.
Mangel på respekt for den oprindelige havneby uden sammenhæng mellem nyt og gammelt
Jeg kan ikke være mere enig, og er en af dem der via høringen af lokalplanen, gav udtryk for bekymring om at politikerne og deres stikirenddrenge, er godt i gang med at ødelægge Juelsminde Havn, og det miljø som mange valfarter til, både til lands men også til vands.
Jeg håber Hedensted kommune vinder. Det som byrådet og mulige investorer har gang i, vedrørende Juelsminde havn, vil totalt ødelægge en af Danmarks hyggeligste havne. Der er miljø, “skæve” bygninger, luft, udsigt og “sand på gulvet”, en virkelig perle som folk kommer langvejs for at besøge. Grunden til at folk kører langt for at besøge Juelsminde havn, er at det er et hyggeligt og autentisk havnemiljø. Trafikken går gennem havnen. Så når man sidder og nyder en øl eller en kop kaffe, kan man beundre de mange mennesker som stolt kører forbi og fremviser deres fine veteranbiler, motorcykler, cykler m.v. og som selvfølgelig også besøger de forskellige gode spisesteder og caféer.
De fleste mennesker der tager på ferie, om det er i Danmark eller i udlandet, opsøger de gamle bydele, de hyggelige steder og de områder der oser af atmosfære. Det er der man føler sig godt tilpas, nyder det og slapper af.
Det der er på vej til at ske i Juelsminde, er det stik modsatte. Ved at plastre den til med intetsigende etagebyggeri, ødelægger man fuldstændig den charme der er ved havnen nu.
Med al den modstand og alle de indsigelser, der er indkommet, vil mit inderligste håb være at projektet bliver ændret eller skrinlagt. Det er nok for sent, men hvis planerne gennemføres, håber jeg de afgørende myndigheder kigger på alle indsigelserne og VIRKELIG tager hensyn til havnemiljøet.
Jeg har fulgt hele scenariet om planerne fra starten, og når man læser alle indsigelserne, kommer jeg til at tænke på “KEJSERENS NYE KLÆDER”.
Slut herfra. Jeg håber virkelig at Hedensted Byråd vinder prisen for den myndighed der har skadet bybevaringen mest. (De har fortjent den)
Den skal Hedensted vinde
Man kan da ikke finde noget der ødelægger mere end de planer de har
Jueslminde lystbådehavn har altid været en dejlig og hyggelig havn,det bliver godt nok ødelagt nu
Hele Juelsminde’s skønne by forsvinder ved højt byggeri ved havnen. Det er trumfet igennem af nogle der kun ser penge og ikke mennesker
Med den nye lokalplan ødelægger man alt hvad Juelsminde Havn hidtil har stået for. Højt og tæt byggeri hører ikke til på en lille intim havn som Juelsminde kan være så stolt af. Inden længe ser vi første trin af den fremtidige massakre, når der igangsættes byggeri på den første hjørneparcel. Tilladelse til byggeri i en højde af 13 meter.
Jeg er imod byggeriets , vil ødelægger vores hyggelige havn og hele miljøet her i Juelsminde .
Vi nyder også som beboere i Horsens (som har ødelagt en stor del af muligheden for et hyggeligt havnemiljø her, fordi en stor del af området er plastret til med højhuse , hvor der intet liv er foran),
at komme til Juelsminde enten som lystsejlere eller i bil.
Slentre rundt, nyde en is, nyde en kop mocca og se på livet der udspiller sig.
synes, som lystsejlere at en udsigt t/højhuse er kedelig – Bevar det dynamiske miljø der er pt i stedet for at tænke i kroner og ører. På sigt kan det også betyde færre turister og indtægter.
Jeg stemmer for at Hedensted Kommune vinder prisen. Det nye havnebyggeri er et ambitiøst projekt, men det vil fjerne alt det ved Juelsminde som turister, tilrejsende og indbyggere elsker ved byen. Byen kommer til at miste sin autensitet og ligne alle andre mindre feriebyer, der vil være helt døde uden for turistsæsonen. Og skaden vil være uoprettelig!
Indsigelserne har åbenbart ikke hjulpet. Vores dejlige by skal ikke ødelægges af høje bygninger. Slet ikke for penge.
Jeg har hele mit liv elsket Juelsmindes havnemiljø. Hvis der bliver bygget og lavet om som planen lyder, vil den hygge, der altid har været der, blive ødelagt. Krydser fingre for at Hedensted kommune vinder prisen. 🤞🏼
Frygteligt at den unge generation af lokal politiker ikke kan se idyllen ved et traditionelt havmiljø og hvordan det vil ødelægge handlen i byen, færre turister giver dårlig økonomi, men det vil sikkert løfte Snaptun, Hjarnø og Endelave.
Det er frustrerende at se, hvordan lokalplanen for Juelsminde Havn ser ud til at tilsidesætte stedets karakter og historie til fordel for generiske, høje bygninger. Et havnemiljø som Juelsminde har sin værdi netop i sin lave skala, autentiske stemning og lange kulturhistorie – kvaliteter, der ikke kan genskabes, når først de er ødelagt.
At prioritere investordrevet udvikling frem for bevaring af identitet og bymiljø virker både kortsigtet og forkert. Jeg håber, at kommunen vil lytte til den folkelige modstand og genoverveje planens fokus, så vi ikke mister noget, der er så værdifuldt for både lokale borgere og besøgende
Jeg deler bekymringen om, at større bygningsvolumener og generiske designvalg kan udhule det, der gør Juelsminde særligt. Hvis vi mister havnens lave skala, maritime stemning og sammenhæng, er det ikke bare en fysisk forandring — det er et tab af sjæl og lokal identitet, som ikke kan genskabes igen.
Byplanlægning bør være mere end økonomisk optimering. Den bør tage udgangspunkt i stedets karakter, kulturhistoriske værdier og de menneskers oplevelse af stedet — ikke bare i investorernes kortsigtede interesser.
Pengene har talt ! det er udelukkende profitmageri, som vi desværre har set, i mange af de gamle havnemiljøer i Danmark. Den maritime kulturarv bliver ødelagt, af mere eller mindre grimme betonklodser. Boliger på havnen, skaber ikke mere liv, det kvæler livet, det ser vi alle de steder, hvor det er sket. Naturligvis kan man udvikle med respekt, for havnen, for det maritime miljø og den hyggelige autentiske atmosfære og der vil givetvis være mulighed, for enkelte boliger, men det er slet ikke det, der ligger i lokalplanen. Den nuværende struktur, med et åbent og samtidig intimt havnemiljø, skal bevares. Hedensted skal vinde prisen. for sin arrogante og hensynsløse fremfærd, hvor profit kommer før rekreativt og historisk miljø.
Lokalplanen for Juelsminde Havn er endnu et eksempel på at byrådet i Hedensted kommune, trods stor modstand, er parat til at gennemføre et projekt, der vil medføre ødelæggelse af det bestående miljø, der betyder meget for mange mennesker.
Tankevækkende er det, at man ikke i projektet har tænkt ændringer ind, der kan tilpasses havnens DNA, men i stedet valgt at skrotte en stor del af det bestående til fordel for en totalændring.
Har man set det før?
Ja desværre!!
Mange små perler ødelægges af byggeri, der står i skærende kontrast til det bestående.
Ved foreningen Arkitekturoprørets årlige kåring nomineres byrådet i Hedensted kommune for lokalplanen for Juelsminde havn i kategorien
“ den myndighed der har skadet bybevaringen mest i 2025.
Jeg håber de vinder prisen.