Motivering
Næppe nogen by i Danmark har været ringere til at værne om sin kulturarv end Odense. I vores byvurderinger ligger byen i bunden med 1 stjerne af 6 mulige. Gadegennembruddet Thomas B. Thrigesgade delte byen i to dele og ødelagde bygninger i et omfang, der tåler sammenligning med de to store katastrofer i København: saneringerne i Adelgade/Borgergade-kvarteret og gadegennembruddet Bremerholm. Men hvor København trods alt endnu hænger sammen, er Odense stadig en usammenhængende by. Da man endelig indså fejlen og nedlagde Thomas B. Thrigesgade, valgte man at bygge højhuse i byens centrum. I stedet for at genskabe sammenhængen i byens hovedstrøg Vestergade-Overgade kastede man salt i såret med fejlplaceret, modernistisk byggeri. Ved samme lejlighed tivoliserede man H.C. Andersens Hus, så autenciteten er gået tabt.
Desværre har bystyret intet lært. Det fortsætter med at ødelægge kulturarven. For et par år siden gik det ud over Troelsegård, som var en af Fyns fineste sulegårde. Nu er det Over Kæret 6, Over Holluf, der står for tur. Gården har høj SAVE-værdi – og roses til skyerne i FBB-registeret. En nedrivning vil være en skandale.
Over Kæret 6, Over Holluf
Odense demonstrerer, hvad vi ofte før har set: kommunerne magter ikke opgaven at varetage kulturarven. Økonomiske interesser får alt for tit forrang. Det to-strengede system med fredede og bevaringsværdige bygninger har spillet fallit. Kulturministeriet har svigtet sin rolle i forbindelse med fredning, og kommunerne forstår ikke systemet med bevaringsværdighed.
At eje en bevaringsværdig bygning medfører et ansvar. Hvis man ikke mener at kunne leve op til det, må man sælge ejendommen. Men det er blevet en indarbejdet praksis, at ejeren bare misligholder ejendommen i årevis, indtil det ikke ”kan betale sig” at sætte den i stand. Jo flere gange en kommune accepterer dette, jo mere formålsløst bliver det at klassificere ejendomme som bevaringsværdige.
Troelsegård i 2013
Troelsegård i 2023
Oveni kommer klima-hensynet. Nedrivninger og nyt byggeri belaster klimaregnskabet i et omfang, der udstiller al tale om klimabevidsthed som hykleri.
Filippa-tårnet
Som for at understrege sin uformåen, har byen opstillet Filippa-tårnet, som er nomineret til vores afstemning om værste byggeri.
Odense var også nomineret i 2020. Men det år vandt Aarhus stort som følge af byen “fortætningspolitik” (hvilket betød nedrivningspolitik).
Det ene udenlandske rejsemagasin efter det andet roser Odenses byomdannelse til skyerne. Anerkendte dagblade i Storbritannien og andre lande gør det samme.
Jeg er født og opvokset i Odense, men har (heldigvis) ikke boet i byen i snart 50 år.
Jeg mindes etableringen af Thomas B Thriges gade og de hæmningsløse nedrivinger i Kongensgade og på Nørrebro.
Det ser ud som om, at politikere, ejendomsspekulanter og embedsmænd i uskøn forening gør hvad de kan for at få byen til at ligne en storby i USA; Glas, beton, masser af plads til biler…
Det er muligt, at udenlandske rejsemagasiner synes om de bestemmendes hærgen – gør odenseanerne også, eller er det lige gyldigt hvad byens indbyggere synes ?
Odense Kommune vinder Byplanprisen 2024 for sin imponerende evne og vilje til at fastholde retningen i et stort og komplekst byudviklingsprojekt i mere end 10 år. Kommunen har, på tværs af skiftende byråd, konsekvent holdt fast i visionen om at genskabe et sammenhængende centrum, samtidig med at visionen kontinuerligt er blevet videreudviklet. Resultatet er en stemningsfyldt og velfungerende bydel, præget af byrum og gader af høj arkitektonisk kvalitet, som både borgere og besøgende kan nyde og være stolte af.
Den konsekvente udslettelse af århundrede gamle smukke bygninger i landsbyerne er blevet Odenses varemærke. Når alle nedrivninger er beklagelige undtagelser, er der ikke længere tale om undtagelser, men om en konsekvent politik. En politik, hvor bevaringsværdien fungerer som pynt i sagsfremstillingen og ikke som et benspænd for bulldozeren, hvor man først anerkender bygningernes kulturhistoriske betydning – og dernæst ignorerer den, når den bliver upraktisk!
Resultatet kender vi: Landsbyer, der mister deres skala, materialitet og historiske tyngde og som i stedet fyldes op med nyt boligbyggeri, der kunne ligge hvor som helst – og derfor ikke rigtigt hører hjemme nogen steder.