Vi har denne artikel i Berlingske:
Der skrives meget om de høje boligpriser i København, og mange gode mennesker har anvist metoder til at gøre noget ved det. Vi tror ikke, at man har adresseret problemets rod.
Løsningen er næppe at bygge billige boliger centralt i byen. De vil jo få en god beliggenhed, og så bliver de værdifulde og dermed ikke billige – medmindre man holder huslejen kunstigt lav. Og hvem skal så begunstiges? Ligegyldigt hvem man vælger, vil andre føle sig forbigået.
Det nytter heller ikke noget at sætte en masse byggeri i gang. Der er ikke plads. De ubebyggede områder er en del af den sparsomme bynatur, vi har tilbage. Modstanden mod byggeri på Amager Fælled førte til byggeri på Sydhavnstippen, men også der kommer man til at ødelægge natur og skade det spændende bymiljø, der var på stedet.
Ej heller skal man rive eksisterende boliger ned bare for at bygge større. Det er et uacceptabelt ressourcespild, og oftest vil man ødelægge gode byrum som eksempelvis Slagtergårdene på Vesterbro.
Man må se i øjnene, at grænsen for nyt byggeri i København er ved at være nået. Det nye byggeri bør lægges i omegnskommunerne.
Det vil være godt at give det almennyttige byggeri en højere beløbsramme, når der bygges nyt, men det løser ikke problemet alene. Ligeledes kan man ændre på andelen af ejerboliger og lejeboliger, men det adresserer ikke det basale problem.
Vi mener, at de høje boligpriser i de centrale bykvarterer skyldes, at udbuddet af nye boliger ikke retter sig mod efterspørgslen. De fleste vil gerne bo i hyggelige og trygge omgivelser, hvor der er gode og spændende byrum. Men alt nybyggeri har i årevis haft et trist forstadspræg. Derfor stiger priserne på de relativt få boliger, der findes i de ældre bykvarterer, hvor det gode bymiljø findes.
Forstadsbyggeriet tog fart efter Anden Verdenskrig, hvor der var boligmangel, og hvor mange lejligheder i Indre By og brokvartererne var små og dårlige. Der var baggårde, hvor solen sjældent nåede ned, og der var lokummer i gårdene. Derfor mente man, at der skulle bygges fritliggende boligblokke, så lejlighederne kunne få lys og luft. Det forekom at være en rigtig løsning, men man overså en væsentlig ting: byrummene blev triste og ofte menneskefjendske.
I dag bygger vi stadig på samme måde, selv om der ikke er ret mange baggårde med lokummer tilbage. I Arkitekturoprøret har vi længe prøvet at forstå, hvorfor bygherrer bliver ved med at bygge noget andet end det, som de fleste foretrækker. Beliggenhed er jo det vigtigste ved en bolig. Hvorfor bygger de så kedelige nye forstadskvarterer i stedet for hyggelige byer i traditionel stil? Hvis nogen af Berlingskes læsere kan give os en forklaring på det, vil vi imødese den med spænding. Vi køber ikke forklaringen om, at det er for dyrt at bygge i traditionel stil. Ottetaller og Kaktustårne må være dyrere at bygge og vedligeholde end en karré med traditionelle huse i fem etager. Og den beliggenhedsværdi, der kan skabes med traditionelt byggeri, er penge værd.
Man kan prøve at forestille sig, at bilbranchen bar sig lige så besynderligt ad som byggebranchen. For eksempel at nogen for mange år siden havde fået den idé, at der kun skulle produceres trehjulede biler, og at alle leverandørerne kritikløst havde tilsluttet sig den idé. Et flertal blandt forbrugerne ville nok stadig foretrække firhjulede biler, og eftersom der ikke blev produceret flere, ville priserne på brugte biler af de ældre årgange med fire hjul stige voldsomt. Men de nyproducerede, trehjulede biler ville fortsat blive solgt, for der er jo hele tiden brug for nye biler. Derfor ville fabrikanterne (ligesom bygherrerne) kunne sige, at de ikke kunne se noget problem.
Boligpriserne er ikke det eneste problem, som ubalancen mellem udbud og efterspørgsel har skabt. Turismen retter sig naturligt nok også mod de ældre bykvarterer, ligesom festglad ungdom søger derind. De stakkels beboere i Indre By lider under byens forvandling fra boligområde til oplevelsesmekka. Der er brug for aflastning, og den kan kun komme udefra. Der skal skabes nye, attraktive byrum. En oplagt mulighed er Jernbanebyen, et område med central beliggenhed, der er lige så stort som Middelalderbyen. Her kunne skabes en rigtig by med karréer, gårde, torve, stræder, kanaler, en jordvold mod syd og en bakke hen over metroarealet. Men lokalplanforslaget er trist forstadsbyggeri i lange strimler, adskilt af høje støjvægge rundt om metroarealet – et område på størrelse med 80 fodboldbaner, som ikke udnyttes.
Aller væsentligst er det, at det triste forstadsbyggeri har ført til en opdeling af samfundet. De ressourcestærke bor i de ældre bykvarterer, og de dårligere stillede må bo i forstæderne. Vi har fået parallelsamfund, dårlige skoler og kriminalitet som følge af den forfejlede boligpolitik. Velfærdssamfundets sammenhængskraft er truet.
Vejen frem er at bygge nye hyggelige boligkvarterer i traditionel stil i omegnskommunerne, der er lige så attraktive som de ældre kvarterer. Det sker nu mange steder i Europa.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Links:
6 argumenter imod modernismen. – Arkitekturoprøret
Nye bykvarterer i traditionel eller klassisk stil. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)
Arkitekturoprøret har indsendt høringssvar om Jernbanebyen. – Arkitekturoprøret
Tidligere vindere af Arkitekturoprørets afstemninger – Arkitekturoprøret