Dette bør alle vide om højhuse.

Fra en artikel i Politiken d. 27. marts 2018 af Jan Gehl

Drop nu de højhuse i København. De er overflødige og skader bylivet

Der er atter gang i højhusbyggeriet, og nu som før betyder de høje huse en række forringelser af bymiljøet, ikke mindst mere blæst og mere skygge. Der er andre og bedre måder at sikre gode og levende byer på.
Mange højhuse skyder i disse år op både i København, i de andre store byer og i mange mindre byer. Vi har set det før. I 1960’erne og 70’erne, da montagebyggeriet var nyt, blev der også bygget højt mange steder, og der var en livlig højhusdebat. Der blev forsket og fremlagt resultater, der dokumenterede en række uheldige virkninger af højhusbyggeriet sammenlignet, især med det tætte og lavere boligbyggeri, der kunne bygges for samme pris. Højere byer blev hverken bedre eller billigere byer. Efter mange års pause bygges der nu igen højhuse, og tiden må være kommet til at diskutere denne udvikling ud fra de erfaringer og den viden, der er indsamlet både her i landet og ude i verden.
Derfor denne Kronik med særlig hilsen til Ørestad, Aarhus Øst og ikke mindst de mange nye højhuse, der rejser sig i de mærkeligste sammenhænge, i både større og mindre danske byer. Har tiderne ændret sig? Har vinden lagt sig? Er højere byer bedre byer?
Det blæser altid i Danmark. Uden den stadige vestenvind, der bringer varme ind fra Golfstrømmen i Atlanterhavet, havde det ikke været muligt at bo her. Danmark ligger rigtig langt mod nord på højde med de mest ubehagelige områder i Sibirien, med det nordlige Canada og med øerne lige syd for Alaska. Jovist, vi er langt mod nord. Vi er et land med lave solvinkler og rigtig meget blæst. Blæsten og vestenvindskalorierne er godt for landbruget, men bestemt ikke særlig populært blandt de mennesker, der skal bo her, fordi blæsten køler huden voldsomt af, selv på lune dage.

I mange af højhusbebyggelserne fra 1960’erne har man fået det modsatte af læ og meget solskin
Derfor har den traditionelle byggeform i Danmark altid været udformet med tanke på at få vinden til at bevæge sig hen over byggeriet og så i øvrigt på at fange de lave solstråler.
De gamle traditionelle byer Ærøskøbing, Dragør og Gudhjem demonstrerer princippet. Her er der næsten ingen vind og samtidig god adgang til, at solen kan nå ned og opvarme mure og brosten.
I netop disse byer, og kun her, kan man dyrke dadler, figner og sågar palmer. Klimaet her er meget bedre end i Danmark. Det er flyttet 1.000 kilometer mod syd. Der er nærmest tale om Sydtyskland og Tyrol rent klimamæssigt.
Omvendt kan man også flytte klimaet 1.000 kilometer nordpå. I mange af højhusbebyggelserne fra 1960’erne har man fået det modsatte af læ og meget solskin. Er husene blot 10-12 etager høje, når de op i luftlag med væsentlig højere vindhastigheder end nede langs jorden. Og yderligere betyder de høje huse, der bryder den hurtige vind, at der udvikles hvirvler og turbulens, der forstærkes og suges ned langs husene.
Omkring de høje huse kan der være 4 gange højere vindhastighed end på den bare mark ved siden af.
Reelt er klimaet omkring mange af de høje huse flyttet 1.000 kilometer mod nord. Det er koldere, meget mere blæsende, og vinden kommer fra alle tænkelige retninger. Hvis nu danskerne var ligeglade med klimaet, kunne man jo stoppe her. Men det er danskerne ikke. Tværtimod betyder klimaet rigtig meget for humør og livskvalitet.
Vi taler ustandselig om vejret. Netop fordi vi har en lang mørk vinter, er vi særlig interesserede i sol og sommer, men i det hele taget er vejret noget, vi er levende interesseret i. Når det er sol og nogenlunde vindstille, går vi året igennem rundt og klapper hinanden på skulderen og siger: Sikke dog en dejlig dag, det er i dag – også i 10 graders frost. Godt vejr er ganske enkelt en væsentlig kvalitetsfaktor for et godt dansk bymiljø. Jo mindre vind, des bedre året rundt og for os alle sammen.
Det er i øvrigt ikke blot i Danmark, man ser sådan på det. I San Francisco havde man i begyndelsen af 1980’erne en folkeafstemning om, hvorvidt man ønskede flere højhuse, mere skygge og mere vind. Svaret blev et enstemmigt nej, og højhusbyggeriet i downtown blev stoppet. Herefter skulle alt nyt byggeri bevise, at det ikke giver mere skygge og mere vind, end der er på stedet i forvejen. (Ideen gives hermed videre til borgmestrene i Danmark).
At bygge spredt og højt i et vindfyldt, koldt klima er selvfølgelig ikke en god idé. Lægerne beder os om at gå og cykle så meget som muligt i dagligdagen, og det harmonerer ikke med at forringe klimaet. Og netop i Danmark, hvor vi har visioner om, at mange skal cykle meget, er en vindfyldt by med højhuse bestemt ikke noget, der fremmer cyklisme og udeliv.
Visionerne om gode gå- og cykelbyer passer slet ikke sammen med et bybillede, hvor højhuse smækkes op her og der.
Tag en cykeltur på Gammel Kongevej i København forbi højhusene Scandic Hotel og Codanhus på en stormfuld dag og mærk, hvad blot enkelte højhuse betyder for bykvaliteten. Her kan man se cykler blive skubbet direkte baglæns eller blæse omkuld, når de forsøger at komme forbi højhusene. Eller tag en tur ud til Ørestad og se på hvirvelvinde foran Ferring-højhuset. Eller tag til den nye Nordhavn-bebyggelse i København. Mærk først, hvordan klimaet er ude i den nye karrébebyggelse, og gå så hen til området ved de to højhuse og mærk, hvordan aprilvejret pludselig bliver til februarvejr.
Hver gang der bygges højt, siger arkitekterne i øvrigt, at de netop med deres højhus har fundet en særlig form og detaljering, der eliminerer vindproblemerne omkring husene. Og hver gang viser det sig, at det ikke er lykkedes.
Historien om de hollandske paraplyer kan afslutte historien om høje huse i det nordeuropæiske klima. En regnfuld stormvejrsdag stod jeg i et hotelvindue i Rotterdam og så strømmen af mennesker på vej gennem regnen til stationen.

Med de høje huse får vi koldere byer og mere blæst i gaderne.
Alle kæmpede en brav kamp for at redde deres paraplyer igennem kastevindene fra de mange højhuse, der blev opført efter krigens ødelæggelser.
Senere samme dag var jeg i Amsterdam, hvor bebyggelsen er ensartet 4-5 etager høj, og hvor træerne langs kanalerne hjælper med at lede vinden hen over byen. Her var det paraplyerne, der beskyttede de gående, mens det i nabobyen var de gående, der måtte beskytte paraplyerne.
Med de høje huse får vi koldere byer og mere blæst i gaderne, men er det ikke nødvendigt at bygge højt for at få plads til de mange mennesker, der gerne vil bo i byerne? Nej, sådan hænger det ikke sammen. Det er en udbredt misforståelse, at højere huse giver plads til flere. Sådan er de danske byggelove ikke indrettet. Her i landet får man lov at bygge præcis det samme antal kvadratmeter på en given grund, uanset om man bygger højt eller lavere.
De høje huse giver ikke flere lejligheder, men derimod bredere gader og mere plads tilovers nede på jorden.
Begrebet bebyggelsesprocent refererer til, hvor mange kvadratmeter der bygges set i forhold til grundens størrelse. I de gamle københavnske brokvarterer kunne bebyggelsesprocenten komme op på 200-245 i de tætte 5 etager høje bebyggelser. I nyt byggeri som for eksempel Ørestad tillades 180 procent, og til sammenligning kan nævnes, at et af Københavns mest populære boligområder, Kartoffelrækkerne med de 2½-etages rækkehuse, når op på 145 i bebyggelsesprocent. De høje huse giver ikke ekstra kvadratmeter i byen.
Det er også en misforståelse at tro, at de høje huse giver mere liv i byen. Tværtimod. Jo højere oppe man bor, jo mindre kommer man ud i byen. Hvor man i de lave huse ret ubesværet kan smutte ind og ud, er der ingen, der bare smutter hverken ind i eller ud af de høje huse. At komme ned og ud bliver en langt mere omstændelig proces og derfor en langt sjældnere aktivitet. For at få frisk luft i de højere luftlag må man ud på altanerne.
Men igen er der så problemet, at klimaet på de højere altaner er langt koldere end længere nede. Der er væsentlig færre udeopholdstimer. På de meget høje huse, som for eksempel Turning Torso i Malmø, er der slet ingen altaner. De ville være stort set ubrugelige. Til gengæld kan vinduerne heller ikke åbnes. De ville flyve væk i den stærke vind.

Omkring de høje huse kan der være 4 gange højere vindhastigheder end på den bare mark ved siden af
De høje huse bruges til mange forskellige formål. Kontorer og hoteller er anvendelser, der giver færre problemer for brugerne.
Her er problemerne koncentreret til omgivelserne. Bolighøjhusene er en anden problematik. Taler man om boligmiljø og godt nabolag, står højhusene ikke højt på listen. Hverken elevatoren eller områderne uden for husene er gode lokaliteter for socialt liv og hyggelige møder mellem naboer.
Elevatorerne er snævre og samtaleafstanden tilsvarende intim og ubekvem. Elevatoren er ikke et sted, hvor man kigger hel- eller halvfremmede i øjnene. Og uden for husene er der for koldt og uvenligt. Den statistiske chance for at møde højhusnaboerne er også langt mindre end muligheden for at møde naboer på villaveje og i rækkehuskvarterer. Her kommer man forbi hinandens haver og døre dag efter dag.
Tilbage i bolighøjhuset er så reposen og de to-tre naboer, der bor på samme etage. Torontos borgmester fortalte mig for nylig, hvordan han var flyttet fra et rækkehus til et højhus længere inde i byen, og efter 4 år kendte han fortsat kun dem, han boede på etage med. Sådan var det bestemt ikke i boliggaden, hvor han boede tidligere.
Som noget nyt ser man nu i avisannoncerne nye boligtilbud omtalt som udsigtslejligheder, og det er da også en spændende kvalitet. Jo højere, jo bedre. Fra København kan man nu fra de øverste boliger se det pensionerede Barsebäck Atomkraftværk i Sverige. Udsigten sælges som en væsentlig boligkvalitet. Med hensyn til menneskenes sanser og højhuskvaliteterne kan man slå fast, at de høje huse fungerer fint to steder. Indefra er der god udsigt, dog kun fra de øverste etager, og 5 kilometer væk kan der være mulighed for at opleve en interessant skyline.
I hele mellemzonen fra de 5 kilometer til inden døre og øverst i højhuset er der sjældent meget at glæde sig over. Ser man bort fra eventuelle udsigtskvaliteter og ser på huset som et hus, der skal bidrage til liv og tryghed i byen, kan man konstatere, at der er fin kontakt med omgivelserne fra de nederste etager, og faktisk rækker de menneskelige sanser til en rimelig kontakt til og med 5. etage.
Inden for de 5 nederste etager kan man fra husene se, hvad der foregår i byen, og fra byen mærker og oplever man, at beboerne i de nederste 5 etager er med i byen. Det er en meget væsentlig bykvalitet, at livet i gaderne og i husene hænger sammen og dermed styrker følelsen af tryghed og bymæssigt fællesskab.
Over de 5 etager forsvinder kontakten med byen og de nære omgivelser. Jo højere, des mere bliver det mågerne, skyerne og horisonten, der bliver nærmiljøet. Logisk set burde de højereliggende boliger og kontorer sortere under luftfartsdirektoratet. De er ikke længere en organisk del af byen.
Naturligvis er der nogle fordele ved de høje huse. Der er godt med lys på etagerne, og de kan med god placering i bybilledet fungere som markører og pejlemærker, ligesom kirke- og rådhustårnene gjorde det i de traditionelle byer. Da de er nemme at få øje på, kan de jo også, hvis de udformes ekstra omhyggeligt, tilføre bybilledet interessante arkitektoniske facetter.
Omvendt kan den store synlighed kombineret med middelmådig arkitektur også gå hen og blive et betydeligt visuelt problem, som alle konfronteres med hver dag.
Gør man det hele op i en dansk sammenhæng, synes det klart, at højhusene er en ganske egocentrisk bebyggelsesform. Indeni kan der være ganske fint, om end lidt ensomt.
Når én rejser sig op i teateret, får den stående en bedre udsigt, mens de øvrige teatergængere får flere ulemper.
Set i forhold til nabolaget og byen forholder det sig ganske tilsvarende med ulemperne i forbindelse med de høje huse. Lange slagskygger, større byrum med for meget plads til for få beboere, brede gader med frit slag for vind og kulde, færre beboere i oplevelsesmæssig kontakt med byen, en mere utryg by for da slet ikke at nævne de stakkels cyklister, der må trampe sig forbi de forstærkede stormstød.
Det hele harmonerer kun dårligt med de ønsker og krav, der generelt er formuleret omkring kvaliteterne i byen, blandt andet i den københavnske bylivsstrategi Metropol for mennesker fra 2009, der beskriver en målsætning om, at København skal være verdens bedste by for mennesker.
Den nationale arkitekturpolitik ’Mennesker i centrum’ fra 2014 slår tilsvarende temaer an. Vi har brug for byer, der inviterer til at gå og cykle så meget som muligt. Vi har målsætninger om levende og trygge byer med et alsidigt byliv. Der bliver flere og flere ældre mennesker, der får besked af lægen om, at lange gåture forlænger livet.
Vi har målsætninger om grønne, klimatilpassede byer med god menneskelig skala, dejlige byrum og milde vinde.
Der er nok at tage fat på. Og mange gode måder at nå målene på. Det er bestemt muligt at bygge byer, hvor man bor fint, tæt og hyggeligt i byen frem for blandt mågerne.
Jeg vil slutte med et citat fra Jørn Utzon fra et interview i Politiken i 2004: »Jeg ønsker, at folk elsker det, jeg skaber som arkitekt, og det overrasker mig virkelig, at folk finder sig i så meget bras. En af mine mest fremtrædende kolleger, Norman Foster, klatrer op i en af sine skyskrabere og siger: »Dette er vitalitet«, men måske er det helt forkert …«. »En lille pige bør ikke leve på ellevte etage – det er alt, alt for langt fra vores rødder. Som om der er sket et underligt svigt i vores forhold til de faktiske omstændigheder, som om almindelig grådighed har undertrykt evnen til at sige stop«.

Hør også dette podcast:

Øjebæer og glasdildoer fylder i bybilledet. Radio4 d. 23/7-2025 kl. 10.05 – 11.00. – Arkitekturoprøret

Artikel i Politiken Byrummonitor af Karsten Pålsson, Ejer af Pålsson Urbanism den 5/11 – 2025.