Berlingske d 13/2-2020. Arkitekter taler alt for meget til sig selv og ikke nok med publikum.

husene går i dialog med hinanden«

ØSTERPORT STATIONS NYE TILBYGNING ER NOGET, SOM MANGE ELSKER AT HADE. FOTO: OSCAR SCOTT CARL

Arkitekter taler alt for meget til sig selv og ikke nok til det publikum, der hver dag går forbi deres bygninger, mener kritikere.

Laura Kongsmark Schuldt lsch@berlingske.dk

Hvorfor skal vi have al det beton og glas? Og hvorfor skal arkitekturen ikke bare være smuk og flot? Det bliver arkitekt Søren Bøgh ofte spurgt om, når han sidder til middagsselskaber, og ikke-arkitekter hiver de ømme punkter i den moderne arkitektur frem. Hver gang må han give dem ret. Arkitekter er alt for indforståede, mener han, og ikke dygtige nok til at forklare deres arbejde over for den undrende offentlighed.

»Vi udtaler os altid i et knudret arkitektsprog, så almindelige mennesker forstår ikke, hvad vi siger, og navnlig har vi svært ved at forklare den nye arkitektur,« siger Søren Bøgh, der er arkitekt hos Bygningskultur Danmark.

I et debatindlæg på Arkitektforeningens hjemmeside har han rettet kritik mod sine egne fagfæller. Arkitekter er simpelthen ikke gode nok til at formidle tankerne bag ny arkitektur, så folk uden arkitektbaggrund forstår det, mener han.

»Når vi bygger, er det noget, som er iøjnefaldende for mange mennesker. Alle københavnere oplever, at der skyder byggerier op på adresser, de kender, og som de kender godt. Så vi skal kunne forklare, hvorfor vi synes, at det er godt eller skidt,« siger Søren Bøgh.

Ny arkitektur skaber altid debat. Bare tænk på BLOX, Ørestaden, Den sorte diamant og Operaen. Arkitekterne og den brede befolkning er ikke altid enige om, hvad der er god arkitektur, og Søren Bøgh fremhæver selv professor Erik Christian Sørensens vikingeskibshal fra 1969 som et eksempel. Hvor det af mange arkitekter anses for at være et mesterværk, sammenligner andre det med et parkeringshus.

»Jeg kan godt forstå, at folk ikke synes, at det er pænt. Men det er et af hovedværkerne i den tids arkitekturhistorie og skabt i en periode, hvor beton var kendetegnende,« forklarer Søren Bøgh, der mener, at opfattelsen af hallen måske havde været anderledes, hvis arkitekterne havde været bedre til at fortælle om proportionerne og tankerne bag.

»Folk forstår udmærket de gamle herregårde og slotte og Københavns gamle huse. Dem holder de meget af, men lige så snart man vil bygge noget nyt, der stikker en lille smule ud fra det almindelige madkassebyggeri, så har alle kløerne ude. For det forstår man ikke, og der skal vi som arkitekter kunne forklare tilblivelsen,« siger han.

Østerport II, der ligger ved siden af Østerport station, er en anden af de bygninger, der har skabt debat. Den blev i år kåret som den grimmeste bygning i København af Berlingskes

læsere. Derimod er Axel Towers´ tårne på Vesterbro i København et eksempel på et nyt byggeri i centrum af hovedstaden, som er blevet taget godt imod. Det skyldes ifølge Søren Bøgh, at det æstetisk tiltalende, modsat Østerbro-bygningen, er let at få øje på.

»Når arkitekturen er umiddelbart indlysende, kan folk lide det, og er den ikke det, skal folk have forklaret, hvorfor, og hvorfor det lige ligger der,« siger han.

I sit debatindlæg bringer Søren Bøgh selv et eksempel på en anmeldelse fra en arkitekt, som han mener er svær at forstå. Uddraget er fra Kasper Lægrings anmeldelse i Arkitektforeningens blad Arkitekten af Karsten R.F Ifversens bog »Kapitalen«

»(…)hvis der er en teoretisk linse i bogen, er det en veludviklet fænomenologisk opmærksomhed på synssansens dominans i den senmoderne bykultur i almindelighed og de ørkesløse københavnske metervarekvarterer i særdeleshed«.

I foreningen Arkitekturoprøret, der kæmper for at bevare bymiljøet i danske bykerner,

mener man ikke, at det lykkes nutidens arkitekter at formidle arkitektur i øjenhøjde. Især ikke, når det gælder de opførelser af højhuse og andet nyt i Københavns gamle bydele, som foreningen er imod.

»Arkitekterne taler deres eget sprog. Det er sort snak, når de taler om, at husene går i dialog med hinanden, og at de har en fortælling. Det er ligesom kejserens nye klæder, hvor skrædderen siger, hvor er det flot, det her tøj, men alle kan jo se, at det ikke er flot,« siger formanden, Jep Loft.

Men Jep Loft sætter også spørgsmålstegn ved, om det egentlig er så vigtigt at kende til de arkitektoniske tanker bag bygninger. Han siger, at ligegyldigt hvordan arkitekterne formidler nye projekter, vil det ikke ændre hans syn på moderne byggeri. Han siger også, at arkitekter hurtigt kan komme til at virke meget elitære, og at det kan få almindelige mennesker til at føle, at det bare er dem, der ikke forstår sig på arkitektur.

»Vi er alle sammen bange for, at vi ikke forstår arkitekturen, og tænker, at nu må vi hellere holde vores mund. Så lad os ikke diskutere arkitektur, hellere bymiljø. Bare vi får nogle gode byrum,« siger Jep Loft.

Hos Arkitektforeningen anerkender man, at det ofte er svært for arkitekterne at formidle til andre end arkitekterne selv.

»Det er et kæmpe problem. For arkitektur er vigtig i hverdagen for alle mennesker, og det ville da være dejligt, hvis vi var bedre til at tale om det,« siger Arkitektforeningens direktør, Lars Autrup.

Men selv om arkitekterne altså skal formidle mere klart, betyder det ifølge Lars Autrup ikke, at man skal tale til laveste fællesnævner.

»Der er en pointe i, at det er vigtigt at have et sprog, hvor man kan tale om arkitekturen som arkitekter og sige andet, end at det er pænt eller grimt. Man skal kunne nuancere tingene. Derfor kan vi arkitekter nogle gange savne, at vi har et fælles sprog med befolkningen.«

Lars Autrup peger på, at der rundt omkring kan ligge en forandringsangst, og at det er meget normalt, at ny arkitektur møder kritik. Nogle gange begynder vi at acceptere det eller over tid ligefrem at holde af det. Et eksempel er Stærekassen, som i 1931 blev bygget til Det Kongelige Teaters Nye scene. I begyndelsen mødte bygningen meget kritik, men i dag ville det nok udløse protester, hvis man besluttede at rive bygningen ned, mener Lars Autrup.

Uanset hvad, så skal arkitekterne ifølge Søren Bøgh kunne forklare kvaliteterne ved det, der bygges:

»Jeg kan godt forstå, at man kritiserer Brøndby Strand og byggeriet i Albertslund. De mange ens bygninger virker voldsomme. Men man skal huske på, at de blev lavet i en tid, hvor der var behov for mange boliger, og at folk er glade for at bo der,« siger han.